Lawrence of Arabia skabte kaos i Mellemøsten

I 1916 sætter Storbritannien et nyt våben ind i krigen mod tyrkerne – en hær af beduiner anført af officer T.E. Lawrence. Beduinerne er blevet lovet selvstændighed, men stormagterne lægger planer bag deres ryg.

I 1916 sætter Storbritannien et nyt våben ind i krigen mod tyrkerne – en hær af beduiner anført af officer T.E. Lawrence. Beduinerne er blevet lovet selvstændighed, men stormagterne lægger planer bag deres ryg.

Getty Images, History Archive

Beduin-lederen Auda kigger grinende på den blåøjede brite, der ligger på højdedraget, mens kuglerne pifter om ørerne på dem begge:

“Nå, hvad synes du om howeitat-stammen?” råber han og kigger stolt ud over sin beduin-styrke, som ligger omkring dem. Krigerne fyrer løs med deres geværer mod en bataljon tyrkiske soldater neden for højdedraget ved det lille fort Abu el Lissal i nutidens Jordan.

“De skyder meget, men rammer kun lidt”, råber briten drillende tilbage.

Rasende river beduin-lederen sin hovedbeklædning af og smider den på jorden: “Hent din kamel, hvis du ønsker at se den gamle mands arbejde!”

Øjeblikket efter galopperer Auda på sin hest ned mod tyrkerne med 50 howeitat-ryttere i hælene. Straks efter følger briten ned ad højdedraget med 400 beduiner på kameler. De ca. 500 tyrkiske soldater er komplet uforberedte på stormangrebet og bliver redet over ende.

Da slaget er ovre, ligger 300 tyrkere døde. Resten er blevet taget til fange. Kun to beduiner har mistet livet. Efter slaget står vejen åben til den strategisk vigtige havneby Aqaba ved Rødehavet, som beduinerne indtager fire dage senere, den 6. juli 1917.

Auda Abu Tayi blev Lawrences bedste kriger. Han havde i sit 60 år lange liv personligt dræbt 75 mænd.

© Library Of Congress

Bag det overraskende angreb står en række af Arabiens mest krigeriske beduinstammer, ledet af den britiske officer Thomas Edward Lawrence – et navn, der efter krigen skulle blive verdenskendt.

For eftertiden skulle Lawrence – eller “El Aurens” som araberne kaldte ham – blive et symbol på briternes og arabernes succesfulde ørkenkrig mod Osmannerriget.

Men en skygge hvilede over hans navn, for de glorværdige sejre, Lawrence og araberhæren skaffede briterne, byggede på løgn og bedrag. Svindlen skulle få tragiske konsekvenser ikke blot for Lawrence, men for hele Mellemøstens fremtid.

Lawrence beundrede beduinernes enkle livsstil og deres evne til at overleve i nogle af verdens varmeste og mest ugæstfrie ørkener.

© Library of Congress

Tyrkerne erklærede hellig krig

Erobringen af Aqaba i juli 1917 var et lyspunkt, som briterne trængte hårdt til. 1. verdenskrig, en konflikt mellem Storbritannien, Rusland og Frankrig på den ene side og Tyskland, Østrig-Ungarn og Osmannerriget på den anden, satte Storbritannien under hårdt pres.

Osmannerriget havde slået sig op som førende muslimsk magt med sultanen i Istanbul som kalif, islams jordiske overhoved.

Med denne autoritet erklærede landet kort efter krigens udbrud hellig krig mod dets vantro fjender. De kæmpende muslimer ville “vinde ære i denne verden og ende i paradiset”, lovede Osmannerrigets religiøse leder, mens landets allierede, Tyskland, begejstret talte om, at sultanen med sin proklamation nu ville “vække islams fanatisme”.

Efter sejren ved Aqaba indså briterne arabernes potentiale og gav bl.a. Lawrence pansrede vogne. Her ses han i tårnet på en af dem.

© Ritzau Scanpix

En hellig krig kunne blive katastrofal for briterne, som på det tidspunkt herskede over halvdelen af verdens muslimer, heriblandt næsten 70 mio. i Indien. Hvis de gjorde oprør, kunne briterne miste imperiets mest værdifulde oversøiske besiddelse.

Fast besluttet på at stoppe osmannerne forsøgte briterne i 1915 at invadere den tyrkiske halvø Gallipoli for at nå frem til rigets hovedstad, Istanbul. Men tyrkerne gav briterne indædt modstand, og efter måneders blodig kamp måtte briterne trække sig. De havde da mistet over 21.000 mand.

Sejren styrkede Osmannerrigets selvtillid, mens briternes frygt voksede.

Lawrence (tv.) arbejdede før krigen sammen med den berømte arkæolog Leonard Woolley (th.).

© Pierre Perrin/Getty Images

Fra oldtids-ekspert til hemmelig agent

Lawrence havde læst historie på Oxford universitet og havde bl.a. deltaget i udgravninger ved oldtidsbyen Karkemish i Syrien. Med sine ca. 162 cm var han for lav til at blive soldat, men hans arabisk-kundskaber gjorde ham interessant for efterretningstjenesten.

Efter bl.a. at have kortlagt Negev-ørkenen under dække af en arkæologisk ekspedition blev han efter krigsudbruddet overført til efterretningstjenesten i Cairo.

Briterne gav falske løfter

Lawrence var ikke i tvivl om, at truslen fra Osmannerriget var alvorlig. Han havde siden december 1914 været tilknyttet den britiske efterretningstjeneste i Egypten, som på det tidspunkt var britisk kontrolleret.

Arbejdet bestod blandt andet i at skrive rapporter om krigens gang. Rapporterne var skræmmende læsning for briterne, for Egypten var i stigende grad under pres med trusler om muslimsk oprør og osmanniske angreb på Suezkanalen.

Midt i det truende kaos fik sir Henry McMahon, briternes højkommisær i Egypten, en idé. I de arabiske lande, der i 400 år havde været underlagt Osmannerriget, gav krigen næring til en spirende selvstændighedstrang. Det gjaldt især i området Hijaz, hvor islams hellige byer Mekka og Medina ligger.

“Og hvis der kommer en stat, har vi masser af redskaber til at kontrollere den.” Sir Reginald Wingate, øverstbefalende for de britiske styrker i Egypten, om hvordan en arabisk stat kunne tjene landets interesser.

Her havde osmannerne indsat den arabiske stammeleder Hussein som sharif – vogter – af Mekka. Han kom fra hashemit-klanen ligesom profeten Muhammed og havde tidligere anmodet briterne om støtte mod tyrkerne, som han frygtede havde planer om at afsætte ham.

Husseins religiøse autoritet kunne gøre ham til ny kalif og en samlende kraft bag et arabisk oprør, mente McMahon, som i juli 1915 begyndte en intensiv brevveksling med shariffen.

McMahon havde det britiske krigskabinets opbakning – også til at gå ind på Husseins krav om, at briterne efter krigen skulle gøre ham til hersker over arabernes egen stat. Til gengæld lovede Hussein at samle en mægtig oprørshær på op imod 100.000 mand. I januar 1916 blev en aftale derfor indgået.

Briterne havde imidlertid ikke tænkt sig at gøre alvor af løftet. Sir Reginald Wingate, øverstbefalende for de britiske styrker i Egypten, påpegede, at hvis oprøret fejlede, havde briterne ingen forpligtelser til opfylde løfterne om arabisk selvstændighed:

“Og hvis der kommer en stat, har vi masser af redskaber til at kontrollere den. Med andre ord ser alle kortene ud til at være på vore hænder, og vi må spille dem klogt”.

I årene før 1. verdenskrig mistede den osmanniske sultan store dele af sit rige. I 1878 snuppede den østrig-ungarske kejser Bosnien-Herzegovina, og i 1908 løsrev Bulgarien sig med zarens hjælp.

© Ritzau Scanpix

Oprørske officerer holdt araberne i jerngreb

Kun få arabere havde seriøst overvejet oprør mod Osmannerriget, indtil en gruppe tyrkiske officerer i 1908 tog magten i Istanbul.

Det Osmanniske Rige var ved 1. verdenskrigs udbrud, hvad diplomater betegnede som “Europas syge mand”. Riget, der i sin storhedstid strakte sig fra Nordafrika over Mellemøsten og Den Arabiske Halvø og langt op i Sydeuropa, var i løbet af 1800-tallet skrumpet kraftigt ind.

I 1914 omfattede riget kun Tyrkiet, Syrien, Palæstina, det nuværende Irak samt dele af Den Arabiske Halvø. Sultanen og hans embedsmænd anerkendte dog aldrig forfald og talte fx både bulgarerne og egypterne med som undersåtter, selv om begge lande var blevet tabt i henholdsvis 1878 og 1882.

I et desperat forsøg på at undgå yderligere tab tog en gruppe officerer – de såkaldte ungtyrkere – i 1908 magten og reducerede sultanen til en marionetdukke.

Officererne var stærkt nationalistiske og satte de tyrkisktalende muslimer over alle andre, deriblandt rigets kristne og de ca. 10 mio. arabere, som nu blev endnu hårdere undertrykt end før. Som konsekvens begyndte mange arabere at overveje mulighederne for et væbnet oprør imod deres tyrkiske undertrykkere.

Lawrence møder det arabiske forår

For at sikre at de gode kort forblev deres, sendte briterne i oktober 1916 en repræsentant til Den Arabiske Halvø. Lawrence­, der var 27 år og løjtnant, fik lov til at komme med. Han havde mistet to brødre i krigen og ønskede brændende at bidrage aktivt til krigsindsatsen.

Så snart de nåede frem, indså Lawrence, at araberne var i store vanskeligheder. Hussein havde kun været i stand til at samle få tusinde beduiner under sine faner. Med dem havde han indtaget det dårligt forsvarede Mekka­ og havnebyen Yenbo.

Men da araberne i oktober prøvede at indtage Medina, led de nederlag. Tyrkiske tropper strømmede imod dem via Hijaz-jernbanen, der forbandt Istanbul med Bagdad og Medina, og nu sad oprørshæren uhjælpeligt fast.

Hussein Ibn Ali lod sig overtale af briterne til at gøre oprør mod tyrkerne. Det blev dog hans søn, Faysal, der ledte krigen.

© History archive

Lawrence var ikke imponeret over hverken Hussein eller hans tre sønner: Ali, Abdallah og Zeid. Den fjerde søn, Faysal, var imidlertid af en helt anden støbning. Ifølge Lawrence var Faysal den mand, som kunne “sætte ørkenen i brand”, som han senere skrev.

Efter at have talt med Faysal og vurderet arabernes styrker tog Lawrence tilbage til Cairo for at aflevere sin rapport, der slog fast, at briterne ikke behøvede sende tropper for at redde araberhæren.

Rapporten faldt i god jord hos den britiske ledelse, der for længst havde mistet troen på arabernes formåen. I stedet blev Lawrence sendt tilbage til Faysal som forbindelsesofficer. Den unge officer havde dog langt større ambitioner.

Lawrence red tit på kamel, og hans karavane havde flere kameler læsset med guldmønter til at betale hans rekrutter.

© Getty Images

Tre ting du ikke vidste om Lawrence of Arabia

Skød sin kamel ved en fejl

Under angrebet på Abu el Lissal styrtede Lawrences kamel pludselig om og kastede ham af. I sin iver var han kommet til at skyde den i hovedet.

Helten var angiveligt jomfru livet ud

Intet tyder på, at Lawrence nogensinde havde et seksuelt forhold. Til en ven skrev han dog, at han engang havde betalt for at blive pisket med birkeris.

Meldte sig til RAF under falsk navn

Efter krigen blev Lawrence træt af konstant at være i rampelyset og meldte sig til det britiske flyvevåben under navnet John Hume Ross.

Araberne går over til guerillakrig

Lawrence ankom til Faysals lejr nær havnebyen Yenbo i december 1916. Her lærte han hurtigt beduinernes særlige kampevner at kende. Lawrence havde aldrig selv kæmpet i en hær, men havde en medfødt evne for militær strategi og taktik.

Han indså, at beduinerne var gode mand mod mand, men som “hær var de ikke imponerende, da de manglede holdånd, disciplin og tiltro til hinanden”, som han skrev.

Briten fik derfor overbevist Faysal om, at han skulle opgive at indtage det svært befæstede Medina. I stedet skulle araberne bruge deres kendskab til ørkenen og færdighederne som kamelryttere til at tildele tyrkerne nålestik, især i form af angreb på jernbanen.

Faysal anførte arabernes oprør i nord og arbejdede tæt sammen med Lawrence.

© Imperial war museum

I marts 1917 skulle den nye strategi stå sin prøve. Første mål var en togstation ved Abu el-Naam, som var skarpt bevogtet af en tyrkisk garnison. I ly af mørket lagde Lawrence en mine under banelegemet. Da toget næste morgen passerede, skete ingenting.

Det våde vejr havde fået minen til at synke ned i jorden, så den ikke detonerede, og Lawrence måtte gentage proceduren. Tidligt næste morgen mærkede han jorden ryste under teltet; spejdere kunne senere begejstret fortælle, at morgentoget var blevet sprængt i småstykker.

Lawrences ambitioner begyndte hurtigt at vokse. Ved Rødehavets nordøstligste spids lå havnebyen Aqaba. Hertil kunne briterne sejle forsyninger til oprørshæren, men byen var på tyrkernes hænder og godt befæstet.

Hvis araberne skulle indtage den, måtte de bruge list. Lawrences plan var at drage mod nord og lade tyrkerne tro, at han ville gå mod Damaskus. Ude af syne i de øde ørkenområder skulle hæren så vende rundt og gå mod syd og i stedet erobre Aqaba.

“Alt er muligt med dynamit og engelsk guld” Howeitat-stammens leder Auda Abu Tayi.

For at gennemføre angrebet havde Lawrence brug for flere krigere. Han fik derfor et møde i stand med howeitat-stammens leder Auda Abu Tayi, der skulle hjælpe med at overtale flere beduiner til at følge felttoget undervejs.

Auda kom fra Sinai-ørkenen og var kendt som en af de mest barske beduinkrigere, der kunne opdrives. Han havde efter eget udsagn personligt dræbt 75 mand. Hermed mente han arabere, for antallet af tyrkere, han havde sendt hinsides, orkede han end ikke at tælle.

“Alt er muligt med dynamit og engelsk guld”, sagde Auda, da Lawrence havde fremlagt sin plan.

Alliancen blev beseglet ved, at Auda flåede sit gebis ud af munden, gik udenfor og smadrede det med en sten. Tænderne var lavet i Tyrkiet:

“Jeg spiste min herre Faysals brød med tyrkiske tænder”, erklærede han med demonstrativ afsky, da han tiljublet – og tandløs – igen kom ind i teltet.

Beduinerne angreb igen og igen Hijaz-jernbanen. I dag kan tog, ødelagt under aktionerne, fortsat ses nær Medina i Saudi-Arabien.

©

Lawrence skabte en hær af guerilla-beduiner

***De individualistiske beduiner kunne ikke kæmpe i en konventionel hær. Lawrence trænede dem derfor i stedet til guerillakrig

På trods af en massiv tilførsel af britiske penge og våben kunne de arabiske styrker ikke hamle op med osmannernes veltrænede hær. Lawrence besluttede derfor at se bort fra tidens militære ideal, som gik ud på, at krige skulle vindes i store slag.

I stedet skulle osmannerne forbløde langsomt. Sabotageaktioner mod jernbanen ville afskære osmannerne fra forsyninger og troppeforstærkninger, mens lynangreb med små grupper af ryttere skulle skabe frygt og forvirring.

“At føre krig imod et oprør er en rodet og langsom affære, ligesom at spise suppe med en kniv”, som Lawrence formulerede det.

I løbet af den tre år lange ørkenkrig sprængte beduinerne konstant Hijaz-jernbanen. Angrebene var ofte yderst brutale med flere hundrede ofre, der blev sprængt i småstykker.

Lawrence beskrev senere et angreb, hvor han var så tæt på eksplosionen, at han selv var ved at blive slået ihjel: “Da jeg kiggede gennem støvet og dampen fra ekplosionen, så jeg, at hele kedlen på det første lokomotiv var forsvundet. Lige foran mig lå den forrevne og rygende øvre halvdel af en mand”.

“Vi får dem til at kæmpe på en løgn”

Den 9. maj 1917 satte Lawrence, Auda og en styrke beduinkrigere ud på den lange tur gennem den glohede ørken til Aqaba. Undervejs sluttede flere og flere sig til. Lawrence informerede ikke briterne om planen.

Forinden havde han nemlig fået nys om, at den britiske diplomat Mark Sykes og hans franske kollega Francois Georges-Picot på et hemmeligt møde havde aftalt, at de to lande efter krigen skulle dele Mellemøsten imellem sig. Dermed havde briterne brudt løftet om arabisk selvstændighed. De tyrkiske overherrer ville blot blive udskiftet med britiske og franske.

Lawrence følte sig ført bag lyset og forledt til at vildlede araberne, der stolede på ham: “Vi får dem til at kæmpe for os på en løgn, og jeg kan ikke holde det ud”, telegraferede han på et tidspunkt til kontoret i Cairo.

De arabiske sheiker udkæmpede konstant fejder med hinanden. Lawrences største evne var, at han som udefrakommende kunne samle dem om et fælles mål.

© Getty Images

Han besluttede derfor at gå sine egne veje og føre den arabiske hær ud af dødvandet ved at indtage først Aqaba og siden Damaskus. Hans håb var, at araberne dermed ville kunne presse stormagterne til at give dem selvstændighed.

Undervejs til Aqaba red han alene gennem fjendeland til Damaskus, ca. 600 km. På vejen forsøgte han at hverve flere mænd til oprøret: “Jeg var i skødesløst humør. Et fysisk sår ville have været en kærkommen udledning for min indre forvirring”, skrev han senere med henvisning til sin vrede over briternes dobbeltspil.

Efter to uger vendte han tilbage til beduinhæren, marcherede med Auda Abu Tayi gennem ørkenen og indtog den 6. juli 1917 Aqaba. Under kampene dræbte eller tilfangetog araberne 1.200 tyrkiske soldater og mistede selv kun to mand. Det var en storslået sejr.

De tyrkiske tropper var i undertal overfor de arabiske oprørere og havde kun få stykker artilleri og lignede tunge våben.

© Library Of Congress

Stormagterne delte Mellemøsten

Lawrence ønskede med sit felttog at give araberne selvstændighed, men Frankrig og Storbritannien endte med at sætte sig tungt på Mellemøsten.

I tre år kæmpede Lawrence og hans arabiske hær for at vinde så store sejre som muligt i krigen mod tyrkerne. Håbet var, at Storbritannien dermed ikke ville kunne løbe fra løftet om, at araberne efter krigen ville få deres selvstændighed. Lawrence vidste nemlig, at briterne i hemmelighed havde indgået den såkaldte Sykes-Picot-aftale med Frankrig, som bl.a. fastlagde, at Palæstina skulle være international zone.

I løbet af krigen mistede briterne dog interessen for aftalen og satsede i stedet på selv at få Palæstina. Efter krigens afslutningen i 1918 indledte sejrherrerne nye forhandlinger om delingen af Mellemøsten i Paris. De britiske og franske statsledere skændtes bravt om områder, de kun kendte af navn fra Biblen.

Det endte med, at området blev delt mellem de to stormagter efter et særligt mandat-system, som skulle forbedre de arabiske folkeslags selvstændighed. Reelt fungerede staterne dog som kolonier uden selvbestemmelse. Først i de følgende 30 år, fik landene selvstændighed.

Damaskus skulle sikre arabisk stat

Efter erobringen af Aqaba rejste Lawrence gennem Sinai til Cairo, som han nåede den 10. juli. Stadig iført sine arabiske klæder blev han straks kaldt til møde hos lederen af den egyptiske ekspeditionsstyrke, general Allenby.

“Han sad i sin stol og kiggede på mig, ikke direkte, men med et sideblik – forundret”, skrev Lawrence senere.

Allenby indså, at araberne ikke blot var en pjaltehær, og at de kunne blive ham til stor hjælp i hans planlagte felttog mod Jerusalem. Generalen aftalte derfor med Lawrence, at hans beduinhær skulle gå parallelt med Allenbys tropper mod den hellige by og undervejs sabotere jernbanen.

Lawrence gik straks i gang, og i de næste måneder foretog hans beduinhær utallige sabotageaktioner mod Hijaz-jernbanen. Aktionerne forhindrede tyrkerne i at få tropper frem, og den 11. december 1917 kunne Allenby indtage Jerusalem. Ved hans side gik Lawrence, i dagens anledning i en lånt britisk uniform.

“For mig var det krigens højdepunkt”, skrev han senere om indtoget.

Meget af det tyrkiske artilleri blev erobret af araberne og vendt mod tyrkerne selv.

© Pierre Perrin/Getty Images

Næste mål var Damaskus, som i århundreder havde været anset for arabernes politiske hovedstad. Mens den britiske hær gik mod nord, skulle Lawrence sørge for at forsinke tyrkerne mest muligt undervejs. Lawrence var imidlertid fast besluttet på, at hans og ikke Allenbys tropper skulle indtage byen først.

Felttoget mod Damaskus begyndte den 19. september 1918, og få dage senere indtog Lawrence den syriske by Deraa med sine nu ca. 1.000 krigere. Undervejs mødte et grusomt skue den arabiske hær i landsbyen Tafas, hvor en styrke på 2.000 tyrkiske soldater fra Deraa var gået amok.

Byens indbyggere var myrdet, og mellem ligene så Lawrence bl.a. en gravid kvinde: “Naglet til stedet af en bajonet, som strittede grusomt op i luften mellem hendes ben”.

“I vanviddet født af rædselscenerne i Tafas slagtede vi løs og skød både de faldne og dyrene igennem hovedet, som om deres blod kunne mildne vores sorg” T.E. Lawrence om blodsudgydelser han tog del i.

I horisonten kunne araberne se det tyrkiske regiment på vej væk. Både Auda og de andre sheiker ville have hævn, og Lawrence gav efter for blodtørsten.

“I vanviddet født af rædselscenerne i Tafas slagtede vi løs og skød både de faldne og dyrene igennem hovedet, som om deres blod kunne mildne vores sorg”, skrev han senere om episoden.

Den 1. oktober 1918 nåede Lawrence Damaskus, men ikke som den første. Et britisk kompagni havde da allerede været igennem byen og forladt den igen. Ved ankomsten hyldede indbyggerne begejstrede den arabiske hær og “El Aurens”.

Sent om aftenen lyttede Lawrence udmattet til, hvordan gaderne blev tyste, mens indbyggerne “hengav sig til bøn på deres første nat i frihed”. Få dage senere var briten på vej hjem til England. Hans mission var fuldført.

Mange af de konflikter, som præger Mellemøsten i dag, blev sået af stormagterne, da de satte sig på området.

©

Frankrig smed kong Faysal ud

Syrien – Selvstændigt i 1946

I 1920 lod oprørslederen Faysal, som i sin tid havde kæmpet sammen med Lawrence, sig krone som konge af Syrien. Frankrig, der ifølge Sykes-Picot-aftalen skulle styre Syrien, invaderede og smed Faysal ud. For at kunne styre det oprørske land spillede Frankrig Syriens religiøse grupper ud mod hinanden. Alawitterne, en shia-muslimsk gren af islam, blev favoriseret på bekostning af flertallet af sunnimuslimer. De sidder i dag fortsat på magten i landet.

©

Kristne fik deres egen ministat

Libanon – Selvstændigt i 1943

Få måneder efter at have erobret Syrien i 1920 skilte franskmændene Libanon fra landet. Området havde en stor kristen befolkningsgruppe, som franskmændene tilbage fra korsfarertiden mente at have historiske bånd til. Samtidig håbede de, at de kristne ville støtte Frankrig som overherre. Det franske system skabte spændinger mellem kristne og muslimer. Mistilliden mellem grupperne fortsatte efter selvstændigheden og eksploderede i borgerkrig i 1975.

©

Røverbeduin fik Arabiens olie

Saudi-Arabien – Endeligt forenet i 1932

Beduin-lederen Ibn Saud havde før 1. verdenskrig med britisk støtte erobret en stor del af det nuværende Saudi-Arabien fra tyrkerne. Saud var dog ikke bleg for også at angribe og plyndre sine arabiske naboer, og i 1924 erobrede han Hijaz og tvang briternes anden allierede, Hussein af Mekka, i eksil. Til Ibn Sauds held var hans landområder så ufrugtbare, at ingen af stormagterne ville have dem. Først i 1938 blev landets olierigdomme fundet.

©

Briterne lovede jøderne et hjemland

Palæstina – Israel grundlagt i 1948

Ifølge Sykes-Picot-aftalen skulle Palæstina være en international zone efter krigen. Det var briterne ikke tilfredse med. De lovede derfor jøderne et hjemland i området – beskyttet af britiske tropper. På den måde fik Storbritannien mandatet over Palæstina efter krigen. Araberne og jøderne kunne imidlertid ikke sammen, og de britiske tropper blev angrebet af begge sider. Med fransk støtte lykkedes det jødiske militser at smide briterne ud af landet i 1948.

©

Husseins søn fik sit eget kongerige

Jordan – Selvstændigt i 1946

Området Transjordan – nutidens Jordan – var oprindeligt den østlige del af Palæstina og blev underlagt britisk herredømme i 1921. Briterne skilte Transjordan ud fra Palæstina og indsatte som guvernør Abdallah, søn af oprørslederen Hussein af Mekka. Da briternes mandat udløb i 1946, blev Abdallah valgt til konge. Efter Israels oprettelse i 1948 flygtede 100.000 palæstinensere til Jordan og endnu flere i 1967. Over 300.000 af disse bor fortsat i flygtningelejre i landet.

©

Sunnimuslimer blev sat på magten

Irak – Selvstændigt i 1932

Irak blev britisk mandatområde i 1920, hvilket straks udløste en opstand. Oprøret var så voldsomt, at briterne overvejede at bruge sennepsgas. Da oprøret var endelig nedkæmpet, indsatte briterne i 1921 kong Faysal, som Frankrig året forinden havde smidt ud af Syrien, på Iraks trone. Briterne indsatte derefter sunnimuslimer på landets øverste poster, selv om landet var overvejende shiamuslimsk. Sunnierne sad på magten frem til Irakkrigen i 2003.

Araberne fik rester fra de riges bord

Friheden skulle araberne ikke få lov at nyde længe. Da boet efter Osmannerriget skulle gøres op, indkaldte den britiske regering ham som rådgiver. Politisk blev det imidlertid ved snakken, og Lawrence blev mere og mere forbitret over udsigten til, at araberne kun fik de områder, som stormagterne ikke ville have.

I november nægtede han ved en audiens hos Georg 5. at modtage en medalje, majestæten ville overrække ham.

Faysal 1. stod i spidsen for den arabiske delegation under Fredskonferencen i Paris. De havde ikke held til at få etableret en selvstændig arabisk stat i nutidens Palæstina.

© Imperial War Museum

Ved den efterfølgende fredskonference, som trådte sammen den 19. januar 1919, rettede Lawrence en indtrængende appel til de forsamlede statsoverhoveder. Alt var forgæves, for sejrherrerne var allerede i gang med at dele Mellemøsten imellem sig. Faysal blev godt nok kronet som Syriens konge i 1920, men Frankrig smed ham ud af landet efter blot fire måneder på tronen.

Først efter endnu en verdenskrig kunne Mellemøsten for alvor begynde at gøre sig fri af europæernes greb. Det skulle Lawrence ikke opleve. Efter en karriere i det britiske flyvevåben trak han sig i 1935 tilbage. Kort efter kørte han galt på motorcykel. Seks dage senere døde “El Aurens”, 46 år gammel.

Præsident Wilson kæmpede imod Englands premierminister Lloyd George og Frankrigs premierminister Clemenceau under fredskonferencen efter krigen.

© Ritzau Scanpix

USA kæmpede for arabisk selvstændighed

Som den eneste af stormagtslederne kæmpede USA's præsident Wilson for, at de arabiske folkeslag skulle have selvbestemmelse.

I 1918 fremlagde USA's præsident Woodrow Wilson en liste med 14 punkter, som han mente skulle gælde efter afslutningen på 1. verdenskrig. I et af punkterne gik han direkte imod sine allierede, Storbritannien og Frankrig, ved at proklamere, at alle folkeslag i det tidligere osmanniske rige skulle have absolut selvstændighed – heriblandt araberne.

Wilson afskyede Storbritanniens og Frankrigs imperialisme og frygtede, at hvis ikke verdens folkeslag fik en retfærdig fred, ville den blive fejet væk på under en generation.

“Hvis det bliver en anden form for fred, vil jeg flygte og gemme mig, for så vil ikke bare konflikt følge, men en katastrofe”, som han forklarede.

Wilsons holdning var, at de katastrofale tab af menneskeliv på slagmarkerne krævede fred uden anneksion af lande. Frankrig og Storbritannien mente det modsatte: Krigens enorme omfang krævede lige så enorme erobringer. Ved Paris-fredskonferencen efter krigen kæmpede Wilson arrigt imod Frankrigs og Storbritanniens anneksionsplaner i Mellemøsten, men måtte til sidst se sig slået.