Mordet i Sarajevo satte verden i brand

Østrig-Ungarns tronfølger er udpeget som mål af terror-gruppen “Sorte Hånd”, hvis ledere er topofficerer i Serbien. Men hidtil har aktionen i Sarajevo været en pinlig fiasko.

Den første attentatmands nerver svigtede i det afgørende øjeblik, og den næste ramte forbi med sin bombe. Ærkehertugen er næsten kommet sikkert frem, da hans bil går i stå lige foran stedet, hvor Gavrilo Princip venter.

To pistolskud giver genlyd i gaden. Det første rammer Franz Ferdinand i halsen, mens det andet projektil borer sig ind i maven på østrigerens hustru, Sofie.

Inden Princip kan trykke flere gange på aftrækkeren, kaster betjente sig over ham.

“Sofie! Sofie! Dø ikke – lev for vores børn”, hvisker Franz Ferdinand, men hun udånder efter få minutter. Inden for en time dør tronfølgeren selv af blodtab.

Mordet i Sarajevo er en uventet gave

28. juni • Udenrigsministeriet i Wien

Nyheden om attentatet er knap nået frem, før hærens øverstbefalende melder sin ankomst.

General Franz Konrad von Hötzendorfs lille krop er som en spændt fjeder. Hans stemme dirrer af ophidselse, da generalstabschefen forlanger resolut militær handling mod Serbien:

“Hvis du har en giftslange ved din hæl, så tramper du på dens hoved, du venter ikke på det dødbringende bid”. Serberne er gået for vidt. Balkan-staten må straffes så hårdt, at den aldrig kan blive en trussel igen, og verden atter vil se med respekt på stormagten Østrig-Ungarn.

Hötzendorfs budskab er ikke nyt. Siden den 1. januar 1913 har den lille officer med de gennemborende øjne foreslået krig mod Serbien 26 gange.

Hidtil er hans planer blevet modarbejdet af blødsødne diplomater og af Franz Ferdinand.

Men efter mordet i Sarajevo kan ærkehertugen ikke stå i vejen længere, og med sin pludselige død har han ufrivilligt leveret det perfekte påskud for krig.

Hæren kan være marchklar i løbet af 16 dage, erklærer Hötzendorf ivrigt. Han er kendt som en dygtig strateg, men også en aggressiv hedspore, og ifølge onde tunger skyldes hans energi forelskelse.

Generalen har tabt sit hjerte til en gift kvinde, og nogle mistænker ham for at være parat til hvad som helst for at virke mandig.

Uanset hvad motivet er, så kan selv den mest fredselskende embedsmand ikke modsige Hötzendorf efter mordet i Sarajevo. Udenrigsministeren medgiver, at “vi én gang for alle må gøre regnskabet op med Serbien”.

Et samlet statsapparat anbefaler Østrig-Ungarns kejser at erklære krig. Franz Josef er 83 år, har regeret i 65 af dem, og han og riget er som ét: gamle, træge og med enden i sigte.

Kejseren går med til at angribe Serbien, men først må Berlin give sit samtykke, for uden tyskernes støtte er militære eventyr for farlige. Serberne har en mægtig ven i zardømmet Rusland.

Wilhelm giver frokost

5. juli • Neue Palais uden for Berlin

En uge er blevet snakket bort af langsommelige embedsmænd i Wien.

For enden af den blomstrende park i Potsdam ligger det storslåede Neues Palais – en smuk barokbygning, i hvis behagelige temperatur kejser Wilhelm 2. er ved at afslutte en dejlig frokost med Østrig-Ungarns ambassadør.

Før måltidet var Tysklands hersker forsigtig i sine svar, og han ville ikke love at støtte et opgør med Serbien.

Men nu, hvor maven er fuld, gribes han af trang til at vise styrke og handlekraft. Kejserens venstre arm har været lammet siden fødslen, og han kompenserer ofte for sit handikap med krigerisk tale.

Østrig-Ungarn kan regne med Tyskland, erklærer Wilhelm.

Kejseren råder samtidig sin allierede til at handle hurtigt, mens verden endnu er rystet over drabet på Franz Ferdinand.

Wilhelm kan ikke forestille sig, at “zaren vil placere sig på de serbiske kongemorderes side”, men for en sikkerheds skyld bør hans allierede indtage Serbien med et lyn­angreb. Rusland griber næppe til våben, hvis det allerede er for sent af komme serberne til undsætning.

Zarstyret vil nøjes med at protestere og rase, mener Tysklands kejser, for russerne er ikke parat til krig. Trods sin enorme størrelse er Ruslands hær stadig mærket af et ydmygende nederlag til japanerne i 1905.

Frygt for den velsmurte tyske krigsmaskine skal nok få zar Nikolaj til at holde sine tropper hjemme.

Wilhelm overlader til sin kansler at nedskrive en formel garanti for tysk støtte til Østrig-Ungarn, uanset hvad fremtiden måtte bringe.

Med den sag bragt i orden gør han klar til at tage på sejlferie i Skandinavien.

“Denne gang bøjer jeg mig ikke”, lover kejseren sin rustningsminister, inden han står til søs. Han er før trådt et skridt tilbage, når den ustabile fred mellem stormagterne har været truet, men nu vil han så fast.

Østrig-Ungarn skynder sig langsomt

7. juli • Parlamentsbygningen i Wien

Med de tyske løfter i ryggen forsøger Østrig-Ungarn at blive klar til krig. Hele formiddagen har østrig-ungarske ministre skændtes om, hvad rigets næste skridt bør være.

Østrigerne vil følge den tyske kejsers råd og angribe Serbien omgående, mens ungarerne kræver, at alle diplomatiske muligheder udtømmes først.

Efter frokost slutter general Konrad von Hötzendorf sig til mødet, og han har oplysninger med, som gør hele diskusionen overflødig.

Rigets hærchef har forregnet sig. Da han forlangte et lynfelttog ni dage forinden, havde han glemt at tælle sine tropper.

Mange af de værnepligtige soldater er hjemme for at hjælpe til på markerne, og de vil først være tilbage igen den 25. juli.

Hötzendorf kan afbryde orloven, men det vil tage tid, skabe vrede i hele riget og afsløre for om­verdenen, at et angreb på Serbien er undervejs.

Lamslåede tager de civile bureaukrater generalens ord til sig. Krigen må udskydes, også selv om det betyder, at opstandelsen over Franz Ferdinands død når at lægge sig.

I ventetiden sættes diplomatkorpset til at skabe et juridisk holdbart argument for at knuse Serbien.

Den morderiske Balkan-stat skal have et ultimatum, hvis krav er så grove, at svaret kun kan blive et nej. Når serberne har nægtet at bidrage til en fredelig løsning, kan Wien erklære krig med sin anseelse i behold.

Indtil tiden er moden, skal østrig-ungarernes plan holdes hemmelig, så russerne ikke når at træffe modforholdsregler.

Frankrigs sabel rasler i Rusland

21. juli • Slottet Peterhof i Skt. Petersborg

Frankrigs præsident og flere ministre er på statsbesøg i Rusland. Raymond Poincaré nyder at være i Rusland. Sejladsen over Østersøen var pragtfuld, og den blev kun bedre af, at hver sømil bragte Frankrigs præsident længere væk fra Paris.

Hovedstaden er sat på den anden ende af en skandale, der omfatter magtmisbrug, utroskab, nedskydningen af en journalist og muligvis landsforræderi, og Poincaré selv har en lille andel i den ubehagelige sag.

I stedet for at besvare borende spørgsmål hjemme kan han nu nyde dage med luksus på pragtslottet Peterhof, som zaren har stillet til hans rådighed under besøget. Her har han sat eftermiddagen af til at holde audienser.

Den næste i gæsterækken er Østrig-Ungarns ambassadør i Rusland, og veloplagt gør Poincaré sig klar til at jage manden en skræk i livet.

Efter nogle høflige ord om Franz Ferdinand og et par spydigheder siger præsidenten hårdt:

“Jeg understreger for hr. ambassadøren, at Serbien har varme venner i det russiske folk. Og Rusland har en allieret, Frankrig. Der er mange komplikationer at frygte”.

Gesandten spærrer øjnene op. Præsidentens tone er helt uhørt i diplomatiske kredse, og ordvalget antyder, at han kender til Østrig-Ungarns tophemmelige plan.

Faktisk har Frankrig og Rusland et helt præcist billede af, hvad det kejserlige bureaukrati i Wien er i gang med, takket være en stribe af lækager.

Poincaré har allerede drøftet sagen med zaren og anbefalet, at de to allierede skal skræmme Østrig-Ungarn til at holde sig i ro.

Raymond Poincaré foretrækker at undgå krig, men han er konkurrence-menneske, og det strider mod hans natur at sige nej til en udfordring. Ved en festbanket samme aften konstaterer han, at Ruslands udenrigsminister, Sergej Sasjonov, ikke er en mand af samme støbning.

“Tidspunktet er dårligt for os”, siger russeren. “Vores bønder har stadig meget travlt med deres arbejde i markerne”. Ministeren giver ikke udtryk for, at han er parat til at spille højt spil om Europas fremtid.

Poincarés egen premierminister, der er med på rejsen til Rusland, gør heller intet krigerisk indtryk. Han er socialist og fredstilhænger, og al snakken om militærmagt lader til at tage hårdt på hans nerver.

Franskmanden holder sig på afstand af andre, mens han stønner og fører ophidsede samtaler med sig selv. Poincaré får ham eskorteret bort og forklarer bekymrede gæster, at den stakkels ministers lever volder ham problemer.

Til præsidentens tilfredshed er Ruslands zar indstillet på at stoppe Østrig-Ungarns aggressive planer på Balkan.

Nikolaj 2. har ellers vist imødekommenhed over for det kejserlige makkerpar Wilhelm og Franz Josef før, og hver gang er han blot blevet udsat for nye krav.

“Vi må stå fast”, er den franske præsidents sidste ord til zaren, da de to mænd tager afsked den d. 23. juli. Her­efter står gæsterne til søs for at vende hjem til Frankrig.

10 skridt på vejen mod katastrofe

23. juli • Jernbanestationen i den serbiske by Niš

Serbiens premierminister er på rejse rundt i det lille land for at føre valgkamp.

Premierminister Nikola Pašic venter på perronen, da en forpustet stationsfunktionær henvender sig:

“Telefonopkald fra Beograd. Det haster”, forklarer den uniformerede mand. Pašic følger med og griber røret., blot for at blive mødt af en talestrøm.

Østrig-Ungarns ambassadør har åbenbart afleveret et dokument og forlanger svar på indholdet inden for 48 timer.

“Vi svarer på det, når jeg er tilbage”, siger Pašic roligt. Han har ikke tænkt sig at haste til Beograd. Faktisk vil han heller ikke føre valgkamp, men nyde et par rolige dage i græske Thessaloniki.

Kort efter stiger premierministeren ombord på sit tog for at tage på ferie. Han når knap 50 km frem ad sporet mod Grækenland, da et telegram fra Serbiens regent tvinger ham til alligevel at vende om.

Næste morgen træder Pašic ind på sit kontor, hvor han finder Østrig-Ungarns ultimatum med 10 krav. Hoffet i Wien forlanger, at Serbiens regering slår hårdt ned på hemmelige selskaber og arresterer alle medansvarlige for mordet på ærkehertug Franz Ferdinand.

Begge dele skal ske med deltagelse af efterfor­skere fra Østrig-Ungarn.

Serberne vil aldrig lukke deres grænser op for kejser­lige politimænd. Sådan tænkte forfatterne bag ultimatummet, og de har gættet helt rigtigt.

“Om nødvendigt vil vi kæmpe”, erklærer Pašic. Men hans kampgejst forsvinder hurtigt, da de første reaktioner fra de russiske venner i Skt. Petersborg indløber.

“Regn uofficielt med russisk støtte”, siger et telegram fra Ruslands udenrigsminister Sasjonov. Ordene ledsages ikke af nogen konkrete løfter.

Tiden er ved at rinde ud, og panik begynder at brede sig i Beograds regeringskontorer. Nedtrykt indstiller Pašic sig på at acceptere alle 10 østrig-ungarske krav. Sker det, må han hurtigt regne ud, hvordan styrets og hærens for­bindelser til terrorgruppen “Sorte Hånd” kan tilsløres.

Så ankommer mere forpligtende telegrammer fra Rusland. Ministerrådet i Skt. Petersborg fordømmer det østrig-ungarske ultimatum og vil tage Serbien under sin beskyttelse.

Hvis det viser sig nødvendigt, er Rusland parat til at mobilisere hæren.

Kort før tidsfristens udløb melder Pašic sig på Østrig-Ungarns ambassade. Ingen andre ville påtage sig opgaven, så Serbiens premierminister må gøre det ud for kontorbud og selv aflevere svaret på ultimatummet.

Hans regering har godtaget otte ud af 10 krav, men vil ikke gå med til de to, der handler om østrig-ungarsk efterforskning i Serbien.

Ambassadøren melder til Wien, at ikke alle krav er imødekommet. Derpå han begiver sig til togstationen, og kort efter triller han nordpå over grænsen.

Rusland forbereder en lille stormagtskrig

25. juli • Udenrigsministeriet i Skt. Petersborg

Det russiske styre er fast besluttet på at beskytte Serbien.

Vrede ord strømmer ud af den russiske udenrigsminister Sasjonovs mund. De er rettet mod den østrig-ungarske ambassadør, der er indkaldt til en skarp reprimande.

“I vil have krig, og I har brændt jeres broer”, raser ministeren. Ambassadøren prøver at forklare, at hans land har ret til at forsvare sine vitale interesser og desuden er den “mest fredselskende magt i verden”.

“Man ser, hvor fredselskende I er”, bider Sasjonov ham af. “Nu, hvor I sætter ild til Europa”.

Efter ambassadøren er blevet vist ud, mødes Sasjonov med chefen for Ruslands generalstab. Ministeren ønsker en delvis mobilisering af hæren, således at kun styrkerne ved den østrig-ungarske grænse gøres klar til kamp.

Med en delvis mobilisering ønsker Sasjonov at sende adskillige signaler på én gang. Han vil gøre det klart, at Rusland nægter at bøje af i spørgsmålet om Serbien, men samtidig ikke ønsker krig med Tyskland.

Og så vil han undgå, at Stor­britannien opfatter Rusland som aggressoren. Zaren og hans regering har store forhåbninger om, at de kan bringe briterne ind på deres side, hvis det hele alligevel ender i en krig mellem alle stormagterne.

Koncentrationen af infanteri, kosakker og kanoner ved sydvestgrænsen bliver planlagt, men endnu ikke sat i gang. Først vil russerne give diplomatiet en chance for at afværge den truende stormagtskrig.

Tysklands generaler træder frem

28. juli • Generalstaben i Berlin

Tysklands militære og civile ledere er vendt hjem fra sommerferie.

General Helmuth von Moltke er godt tilfreds. Så tilfreds, som en overbevist pessimist, hvis eneste rigtige glæde er cellospil, nu kan være. Krisen i Europa forværres dag for dag, og tiden arbejder for generalstabschefens mål.

Moltke har aldrig interesseret sig for sin østrig-ungarske kollega Hötzendorfs ønske om at sætte Serbien på plads. Tysklands fjende er Rusland, hvis hastigt voksende industri truer med at overhale den tyske.

Som den sortseer han er, mener han, at opgøret er uundgåeligt. Derfor bør det finde sted, inden russerne bliver for stærke.

Hidtil har Moltke overladt scenen til kejser Wilhelm og regeringen, der støtter Østrig-Ungarns ambitioner mod Serbien. De kender intet til generalens mål om en større krig.

Nu begynder han diskret at gøre forberedelser.

Kort derfra er kejser Wilhelm også på arbejde, frisk og solbrændt efter uger til søs. Han læser rapporter om Serbiens indrømmelser og ser dem som en stor sejr.

“En kapitulation af den mest ydmygende slags”, noterer kejseren tilfreds i marginen. Da hans allierede i Wien meddelte, at de ville sende et ultimatum til Serbien, før de erklærede krig, undrede han sig.

Det var spild af tid, mente han. Men nu er Wilhelm ovenud tilfreds med det resultat, Østrig-Ungarns diplomati har høstet.

“Enhver årsag til krig er borte”, siger han til sin udenrigsminister. Kejseren vil nu optræde som mægler og sikre, at serberne indfrier deres løfter.

Ministeren måber. Wilhelm har tilsyneladende glemt, at ultimatummet kun var et påskud for, at Østrig-Ungarn kunne knuse Serbien.

Tavs beslutter ministeren sig for ikke at videresende beskeden fra kejser Wilhelm.

I Wien tøver gamle Franz Josef med pennen i hånden. Men general Hötzendorf og ministrene er forenede i deres pres på kejseren, og han underskriver krigserklæringen mod Serbien.

Zaren giver marchordre

29. juli • Peterhof i Skt. Petersborg

Diplomatiske udspil krydser hinanden og skaber et voksende kaos.

Udenrigsminister Sasjonov opsøger zaren for at få tilladelse til at mobilisere hele den russiske hær.

Manden, der tidligere nægtede at følge præsident Poincarés aggressive kurs, anser nu krig for at være så godt som uundgåelig.

Nikolaj 2. accepterer, og marchordrer strømmer ud fra hærens hovedkvarter. Men så indløber en ny besked.

Ved siden af de officielle kanaler har zaren udvekslet personlige telegrammer med kejser Wilhelm i flere dage – “Nicky” og “Willy” kalder de hinanden.

Nicky håber stadig på fred, og da nye, formildende budskaber ankommer fra Willy, fortryder han sin tilladelse til mobilisering.

I stedet vil han indlede den delvise mobilisering mod Østrig-Ungarn, som blev drøftet fem dage forinden.

“Jeg vil smadre min telefon”, raser generalstabschefen afmægtigt, da kontraordren når frem.

Næste dag begiver Sasjonov sig igen afsted for at besøge zaren. I løbet af en 50 minutter lang enetale gentager ministeren behovet for at gøre Ruslands hære klar.

“Du har ret”, sukker zaren træt. “Der er ikke andet at gøre end at forberede os på et angreb”.

Sasjonov ringer straks generalstabschefen op for at overdrage ham den seneste beslutning.

“Afgiv din ordre, general”, siger udenrigsministeren. “Og sørg så for, at du ikke er til at finde resten af dagen”.

Den sidste formaning viser sig unødvendig. Selv om alle spændt venter på endnu en afblæsning, forbliver linjerne fra paladset Peterhof herefter tavse.

Generalen har kun én plan

1. august • Berlin

Nyheden om Ruslands mobilisering er nået til Tysklands hovedstad.

For general Moltke er timen inde. Det er nu, han kan forlange en krigserklæring mod Rusland. Zarens mobiliseringsordre tvinger Tyskland til handling, for sejren kan kun vindes, hvis de tyske hære er klar før russerne.

Moltke har i årevis forfinet en plan, der skal slå alle fjenderne i et enkelt lynopgør. Først Frankrig, mens de træge russere endnu samler deres tropper, og dernæst Rusland.

Forudsætningen er tempo. Ellers vil Tyskland være nødt til at kæmpe på to fronter samtidig.

Kejser Wilhelm accepterer foreløbig at erklære Rusland krig og sætte mobiliseringen af hæren i gang. Moltke skynder sig afsted, men kaldes tilbage kort efter. Et vigtigt telegram er netop indløbet fra London.

Hvis Tyskland undlader at angribe Frankrig, lover Storbritanniens udenrigsminister, sir Edward Grey, at såvel briterne som franskmændene vil holde sig ude af en krig mod Rusland.

Beskeden kommer fra den tyske ambassadør i London, og kejseren jubler.

Nu kan Moltke nøjes med at sende sin tropper østpå. Generalen protesterer omgående. Mobiliseringsordren er afsendt, og den lader sig ikke ændre. Hele det sindrige maskineri, som den kejserlige tyske hær udgør, er sat i gang og er nu umuligt at standse.

Kejseren og kansleren bønfalder ham om at lægge nye planer. Moltke holder på sit med rystende læber.

På grådens rand hvisker generalen til Tysklands krigsminister, at han nu forstår det hele: Kejseren håber i virkeligheden stadig på fred. Skænderiet fortsætter, indtil Wilhelm får nok og barnligt erklærer:

“Hvis jeg befaler det, må det være muligt”.

Derpå tilkalder han champagne til alle og vil lade som om, at alt er glemt.

Moltke forlader lokalet i væmmelse, og hjemme konstaterer hans hustru, at generalens ansigtskulør ser helt forkert ud. Hun vurderer siden, at han muligvis fik et mildt hjerteanfald under dysten mod kejser Wilhelm.

Budskabet fra London viser sig senere på dagen at være en misforståelse.

Sir Edward Grey har ingen bemyndigelse til at udtale sig om Frankrigs planer, og dermed må Tysklands ledere gå ud fra, at den fransk-russiske alliance stadig er intakt. Moltkes plan vinder alligevel.

Briterne vågner op

3. august • Westminster i London

Tyskland har også erklæret Frankrig krig og sendt Belgien et ultimatum.

Krisen i Europa har kun interesseret få britiske politikere indtil nu, og flertallet mener ikke, at ballade på kontinentet er et anliggende for Storbritannien.

Udenrigsminister sir Edward Grey hører til blandt undtagelserne. I flere uger har han utrætteligt forsøgt at samle stormagterne til en konference uden at begribe, at flere af staterne slet ikke ønsker at holde fred.

Grey er af den faste overbevisning, at briterne må gribe ind, hvis Frankrigs eksistens trues af det overmægtige Tyskland. Dog har selv han svært ved at forestille sig at gå ind i en krig, der handler om at forsvare Serbien.

Belgien derimod er en anden sag, så da tyskerne kræver ret til at marchere gennem det neutrale land, træder han frem.

Kl. 15.00 rejser udenrigsministeren sig og tager ordet i underhuset.

I 75 minutter taler han indtrængende om krisen og om Storbritanniens moralske forpligtelse til at støtte sine gode ven Frankrig og beskytte Belgien, hvis neutralitet London står som én af garanterne for.

“Lader vi stå til, mens hele Vesteuropa bukker under for én eneste magtfuld nation, da ofrer vi vort gode navn og omdømme i verden”.

Talen er en kraftpræstation, og den opnår at vende stemningen i det passive britiske parlament til fordel for indgriben.

Samme aften afleveres et britisk ultimatum i Berlin: Tyskerne skal respektere Belgiens neutralitet, ellers erklærer Storbritannien krig.

Kort efter kl. 8 om morgenen den 4. august 1914 går de første tyske tropper ind i Belgien og udløser den britiske krigserklæring.

I løbet af de næste fire år dør 16 mio. mennesker i Europas hidtil mest blodige krig - alt sammen udløst af mordet i Sarajevo.