Slaget ved Jylland: Historiens største søslag

Røgtotterne foran de tyske slagkrydsere hænger et øjeblik i luften. Tre af de britiske skibe står i brand.

Tysklands drøm er ved at gå i opfyldelse. Englænderne er gået lige i fælden. Om ganske kort tid vil hele den tyske Hochseeflotte rette sine kanoner mod dem.

For Reinhard Scheer er slaget ved Jylland en gylden mulighed.

Den patriotiske viceadmiral, der blot få måneder tidligere, i januar 1916, er udnævnt til leder for admiralstaben, er fast besluttet på at gøre noget ved den britiske flådedominans i Nordsøen.

Tyskerne må have en flådepolitik, der passer til landets nye stormagtsambitioner. Ifølge Scheer bør kejserens marine være mere aggressiv, og han er villig til at sætte alt ind på en konfrontation med briterne.

Scheer var klar over, at den talmæssigt overlegne britiske flåde var for stor en opgave.

Men ved først at nedkæmpe viceadmiral David Beattys slagkrydserstyrke kunne tyskerne gøre sig gældende i Nordsøen.

Beatty skulle bare lokkes ud, og Scheer udtænkte en snedig plan.

Viceadmiral Franz Hipper skulle med en mindre tysk styrke angribe britiske skibe langs den jyske vestkyst.

Det skulle få Beatty til at rykke ud for at forsvare de britiske skibe, og først for sent ville englænderen opdage, at hele den tyske Hochseeflotte lå på lur, parat til at knuse Beattys slagkrydserstyrke.

Briterne havde imidlertid deres egne planer. Tidligt i krigen knækkede de tyskernes koder, og i modsætning til den britiske flåde, der strengt håndhævede radiotavshed, signalerede tyskerne ivrigt.

Den 30. maj opsnappede briterne, at tyskerne forberedte en operation i Nordsøen, og at de ville stå til søs næste morgen.

Selv om efterretninger viste, at kun en lille del af den tyske flåde var på vej, rykkede ikke kun Beatty, men hele Nordsøflåden ledet af admiral John Jellicoe ud.

Med et urværks regelmæssighed affyrer Hippers krydsere kanonsalver hvert 20. sekund. Briterne besvarer ilden.

Fra den tyske slagkrydser Derfflinger betragter batterichef Georg von Hase de engelske granater, der som sorte prikker flyver mod ham.

Hastigt vokser prikkerne, indtil de rammer vandet eller brager ind i skibssiden med rungende, metalliske drøn.

Hvert nedslag sender en søjle af vand – giftig-gult fra pikrinsyren i sprængstoffet – op i luften, hvorfra det straks plasker ned over skibsdækket.

I de britiske kanontårne har mandskabet travlt. Før slaget er tårnene blevet forsynet med beskøjter, oksekød og masser af drikkevand, men der er ikke tid til at spise.

De engelske afstandsmålere er ikke så gode som de tyske, og englænderne har ry for at være dårlige til at ramme.

For alligevel at have slagkraft er fremgangsmåden at affyre så mange skud som muligt, men den taktik har sin pris.

I jagten på den maksimale skudfrekvens ser briterne bort fra basale sikkerhedsforanstaltninger.

Dørene fra kanontårnet til skibets indre, hvor ammunitionsdepoterne er, står åbne, og i selve tårnet flyder det med det sprængfarlige kordit – krudtets afløser som drivladning – så kanonen hurtigt kan lades.

Kombinationen af heftig ild og sprængstof må gå galt. Og da de tyske granater brager ind i slagkrydserne, bliver Beattys flagskib, HMS Lion, ramt midtskibs.

Fra de øvrige skibe ser mandskabet, hvordan overdelen af et af kanontårnene bliver flået af og slynget op i luften. Samtidig hvæser en høj flamme op fra den ene skorsten. Andet er der ikke at se.

Men på Lion udspiller der sig et drama. Ved eksplosionen er 70 mand dræbt.

Marineinfanteristen Frances Harvey, én af det ramte kanontårns få overlevende, ved kun alt for godt, at et par gløder på et øjeblik kan forvandle skibet til et inferno, hvis de får tag i ammunitionen.

Han har mistet begge ben ved eksplosionen, men slæber sig alligevel stærkt blødende hen mod den nærmeste megafon.

Med en sidste anstrengelse haler han sig op og giver ordre til mændene nedenunder om at lukke dørene til magasinerne og sætte dem under vand. Så dør han.

Kun hans snarrådighed redder Lion og dets besætning. Herunder viceadmiral David Beatty.

HMS Queen Mary, derimod, står ikke til at redde.

Mindre end to timer inde i slaget – klokken 16:25 – går slagkrydseren sin undergang i møde efter kraftig beskydning fra Derfflinger og Seydlitz.

En ildrød flamme skyder op fra forskibet, og en eksplosion sønderriver skibet.

Stykker af forvredent metal flyver gennem luften, mens det 26.000 tons tunge skib kollapser.

Master og skorstene vælter, og forskibet dykker under vandlinjen.

Et øjeblik rejser stævnen sig i luften. Skruerne drejer endnu rundt, mens mandskab desperat forsøger at kravle ud af det bageste kanontårn.

Så kæntrer agterenden og går ned, mens endnu en eksplosion ryster skibet.

På havet røber kun en massiv søjle af røg, hvor skibet før var. Blot 20 ud af den 1286 mands besætning redder livet.

Kort tid forinden mister Beatty endnu 1015 mand, da HMS Indefatigable går ned. Fra broen på Lion betragter Beatty dramaet.

“Det ser ud til, at der er noget galt med vores forbandede skibe i dag”, siger han tørt til en af sine officerer.

Men ondt bliver snart værre. På trods af efterretninger om det modsatte ligger Scheer og hele hans Hochseeflotte lige bag horisonten, klar til at udradere Beatty.

Da briterne får øje på den frembrusende tyske flåde, vender Beatty imidlertid truslen til sin fordel.

Kun en times sejlads mod nord venter Jellicoe, og kl. 17 giver Beatty ordre til at gå mod nord.

Han ved, at tyskerne vil følge ham og sejle direkte i kløerne på Jellicoes flåde.

På Scheers skibe svinger fyrbøderne skovlene, så sveden drypper.

Hans sejr venter lige om hjørnet. Hvis han blot kan sænke endnu ét af Beattys store skibe, er Nordsøen hans.

Men den tyske flåde er ikke så hurtig som den britiske, og sigtbarheden er blevet elendig.

Skibene driver gennem tætte tågebanker. Efter flere minutters sejlads i tyk dis kommer tyskerne pludseligt ud i klart vejr.

De spejder rundt langs horisonten efter Beatty – og får et chok.

Fra nord kommer 24 frygtindgydende britiske dreadnoughts, omgivet af krydsere og destroyere, lige imod dem.

På HMS Iron Dukes bro spekulerer admiral Jellicoe over sit næste træk.

Selv under de bedste forhold er et søslag en uoverskuelig affære, og med den stærkt forringede sigtbarhed er det nærmest umuligt at få et overblik over, hvad der foregår.

Jellicoe kan høre kanonild, men hvor tyskerne præcist befinder sig, aner han ikke.

Han beslutter sig for at gå mod øst og dermed tvinge de tyske skibe mod vest – væk fra deres hjemlige base.

Samtidig får Jellicoe muligheden for at krydse tyskernes formation og lægge sig, så fjendens skibe går vinkelret på hans som “benet” på et T.

Så kan Jellicoe vende alle sine kanoner mod tyskerne, mens fjenden kun kan skyde fremad.

Scheer er også forvirret. Da han ser Jellicoe krydse ind foran de tyske skibe og beskyde hans fortrop, følger Scheer sin første indskydelse. Han stikker af.

Briterne ånder lettet op. Mandskabet besigtiger skaderne.

Men dunsten af brændt kød og kordit når knap at lette, for 20 minutter senere er Scheer på vej tilbage.

Hvorfor tyskerne returnerer, aner Jellicoe ikke, men han benytter lejligheden til at affyre den ene bredside efter den anden mod den tyske flåde.

Nu er lyset med briterne, og de fjendtlige skibe står klart mod en glødende aftenhimmel, mens de britiske skibe ligger sløret af den tunge dis.

Scheer opdager hurtigt, at han er ved at miste alt.

For at beskytte sine dreadnoughts sender han slagkrydserne ud på, hvad der nærmest må betegnes som en selvmordsaktion.

Skibene er blot flydende vrag, der med store lækager hugger tungt af sted, mens vandet skyller ind over stævnen.

De fleste kanoner er skudt i stykker, og under dæk ligger besætningen døde og døende.

På SMS Derfflinger ser officeren Georg von Hase døden i øjnene, mens briterne sender salve efter salve mod hans skibe.

En 15-tommers granat flænser gennem pansringen på et af kanontårnene og eksploderer.

Hovedparten af besætningsmedlemmerne ved kanonen bliver dræbt på stedet.

Mens de såredes skrig runger mod tårnets blodstænkede vægge, breder ilden sig nedad, og 73 mænd omkommer i flammerne.

Kort tid efter sker det samme ved et af de andre tårne, og snart står flammerne op over den bageste del af skibet.

En rungende eksplosion ryster kommandotårnet, hvor Hase befinder sig, og en gul-grøn gas breder sig.

Gennem gasmaskerne forsøger Hase og hans folk at danne sig et indtryk af omgivelserne, men alt, hvad de kan se, er en mørk halvcirkel af fjendtlige skibe med rødligt-gyldne flammer spruttende ud af kanonerne.

Mens britiske kanoner smadrer de tyske slagkrydsere, indleder Scheers destroyere et modangreb.

31 torpedoer afsendes mod briterne, og én af dem passerer tæt forbi Iron Duke med Jellicoe om bord.

For at beskytte sine skibe giver Jellicoe ordre til at vende agterenden mod fjenden, så de udgør et mindre mål.

Den manøvre giver Scheer tid til at trække sig tilbage og dermed redde sin flåde fra total udslettelse.

Natten sænker sig over Nordsøen, men bringer ikke fred. Skrigene fra de sårede bryder stilheden i de mørke skibsskrog. Kirurgerne amputerer arme og ben, til de segner.

De værste patienter er dem med brandsår. Deres ansigter er svulmet op til ukendelighed, øjnene er lukkede, og læberne tykke og geleagtige.

På de svære tilfælde har morfin ingen virkning, og natten igennem lyder de døendes desperate bønner om vand.

Jellicoe er plaget af tanken om torpedoer, og hverken han eller Scheer har særlig lyst til at fortsætte angrebet, for de ved, at et natligt søslag er som at lege blindebuk.

Men Scheer ved, at han på en eller anden måde skal forbi englænderne, så han kan komme hjem, og Jellicoe ved, at han må stoppe ham.

Den britiske øverstkommanderende beslutter sig til, at en kamp i mørket vil være alt for risikabel. Hans flåde har stadig overherredømmet til søs, og den status vil han ikke sætte på spil, blot for at sænke et par tyske skibe.

I stedet vil han opspore tyskerne på deres flugtrute og angribe ved det første morgenlys. Han forsøger at gætte sig til tyskernes rute.

Samtidig bryder agterskibet i brand. For besætningen står det klart, at skibet vil synke, men de nægter at give op.

Ved kanon nr. 4 giver Anton Schmitt sit mandskab ordre til at fortsætte med at skyde, selv om vandet når dem til livet.

De bliver ved, til skibet krænger over. Med et trefoldigt leve for kejseren og for Tyskland går Schmitt og de andre 319 mand om bord på Frauenlob ned med deres skib.

På Iron Duke hører Jellicoe skud og ser lysglimt fra kanoner, men han ignorerer krigslarmen.

Også et telegram giver ham besked om, at den tyske flåde er på vej mod Horns Rev, men efter de falske rapporter om, at Scheer lå i havn, har han ingen tillid til admiralitetets efterretninger.

Admiralen beslutter sig for at stole på sine instinkter. Ubemærket glider de to flåder forbi hinanden med blot et par sømils afstand.

Næste dag er Jellicoe overbevist om, at han kan finde Scheer. Men ved 4-tiden om morgenen fortæller et telegram, at tyskerne allerede har passeret Horns Rev.

Scheers flåde er undsluppet. Det største søslag i verdenshistorien – målt på krigsskibenes samlede tonnage – er overstået, og skaderne på begge sider er alvorlige.

Briterne har mistet 14 krigsskibe, mens Scheers flåde er reduceret med 11 skibe.

Men umiddelbart er det svært at sige, hvem der vandt.

I Tyskland bliver Scheer og hans mænd fejret som helte.

“Englænderne er slået. I har åbnet et nyt kapitel i verdenshistorien”, udtaler kejseren, mens han uddeler talrige ordner til heltene.

Briterne går nærmest i chok, da de hører om nederlaget, men snart opdager de, at sandheden er en anden.

Tyskerne har nok demonstreret styrke ved at udfordre den britiske flåde, men triumfen er tom.

Jellicoe har bevist, at England stadig har magten på søen, og blokaden mod Tyskland er der ikke rokket ved.

Scheers store drøm er knust.

De stolte dreadnoughts gøres til hjælpeskibe og bliver, som Scheer bemærker, “reduceret til at være skæftet på det våben, hvis skarpe blad hedder ubåden”.