Ved et stabsmøde mellem de britiske og franske allierede fik den franske general Joffre et raserianfald:
“Så gør dog noget,” skreg han til de forbløffede britiske officerer.
Franskmændene var mod sydvest hårdt trængte af den tyske offensiv nede ved den lille franske by Verdun.
Joffre ønskede desperat at give sine trængte tropper et pusterum ved at slå hårdt til et andet sted på vestfronten.
Den øverstkommanderende for de britiske styrker, general Haig, indvilligede.
Briterne havde ellers sammen med franskmændene besluttet først at begynde offensiven ved Somme i august.
Men den blev nu hastet igennem til at finde sted allerede i juni.
De tyske feltbefæstninger var ganske vist noget af det mest modstandsdygtige, man havde set, men Haig satsede alligevel på en lynkrig.
Han satte sin lid til, at et massivt granatbombardement ville slå hul i det tyske forsvar.
Læs også:
Tanken var, at hvis tyskerne mistede deres overvældende forsvarsstyrke ved Somme, ville deres overtag i de erobrede franske områder smuldre.
Derefter kunne de britiske og franske fodfolk samt Haigs rytteri i ro og mag marchere igennem fjendens linjer og jage tyskerne tilbage over Rhinen – helt hjem til Berlin.
Hvornår startede slaget ved Somme?
Slaget ved Somme begyndte den 1. juli 1916, da de britiske angrebsfløjter skar igennem morgenluften klokken 07.30.
Soldaterne kravlede op ad stigerne, over brystværnet og begav sig ud i ingenmandsland.
Op ad bakke og med solen i øjnene stormede de frem mod fjenden – kun for at opdage, at den forrige uges granatregn havde efterladt det tyske forsvar relativt uskadt.
Pigtråden var ikke revet op og udgjorde stadig en dødbringende fælde for de allierede styrker. Størstedelen af de tyske maskingeværer var intakte og hamrede løs på de angribende soldater.
Uvidende om krigens helvede vinker britiske soldater til ære for fotografen.
General Haig kunne have valgt en anden taktik, ventet tålmodigt på bedre vejr og lagt spærreild præcis foran det fremrykkende infanteri, der så havde en chance for at indtage de tyske linjer.
Taktikken var allerede blevet brugt med succes andre steder på Vestfronten, men det dårlige vejr og franskmændenes krav om øjeblikkelig aktion mod tyskerne fik overtaget.
Hvordan forløb slaget ved Somme?
Slaget ved Somme begyndte officielt den 1. juli 1916. Men allerede den 24. juni påbegyndte briterne det indledende bombardement.
Formålet med bombardementet var at ødelægge den mængde pigtråd, der var sat op i området, så soldaterne nemmere kunne rykke frem.
Samtidig håbede briterne, at bomberne ville ødelægge tyskernes artilleri og forsvarsværker.
Læs også:
Ingen af delene lykkedes dog helt, da mørke skyer havde lagt sig lavt og ildevarslende over terrænet op til den 1. juli.
Af den grund kunne overvågningsflyene ikke evaluere kanonernes præcision, hvorfor titusinder af granater blev affyret i blinde, og landede i ingenmandsland frem for i tyskernes lejr.
Granaterne regner ned over Somme
Bag de britiske linjer lå et lager på 3 millioner granater klar til at fodre det ventende artilleri i dagene op til slaget ved Somme.
General Haig havde opstillet to rækker kanoner. De mindste kalibre fik plads 900 meter bag fronten, og den anden med de tunge kanoner halvanden kilometer væk.
Begge rækker var 25 kilometer lange, og for hver 60 meter stod en kanon med tilhørende bemanding – over 400 i alt.
På én uge nåede de at affyre mere end 1,5 millioner granater mod de tyske befæstninger og skyttegrave – det svarer til 150 granater hvert eneste minut, døgnet rundt, syv dage i træk.
“Det var, som om himlen og jorden faldt sammen,” fortæller feltpræsten J.M.S. Walker om bombardementet.
Efter en uge mente overkommandoen, at tyskerne var møre nok til, at de allieredes infanteri kunne gå roligt mod tyskernes linjer og uden det store besvær jage dem op af deres huller.
De 1,5 millioner britiske granater dræbte tusinder af tyskere, men det var ikke nok til at ændre ved den samlede tyske forsvarsevne inden de allieredes stormløb.
20.000 briter blev på slagets første dag dræbt af de velforberedte tyske maskingeværstillinger. Yderligere 37.000 blev hårdt såret og sendt hjem.
Døden havde mange ansigter på fronten
Soldaterne i skyttegravene frygtede ikke kun fjendens kugler, kanoner og giftgasser. Døden havde mange andre skikkelser.
De udmagrede soldater var nemme ofre for talrige infektioner og sygdomme. Tyfus og koldbrand var blandt sanitetstjenestens evige udfordringer.
Fjendens uafbrudte bombardement af forsyningslinjerne gjorde det ofte umuligt for de hestetrukne ambulancer og hestevogne med fødevarer at finde vej igennem det metertykke mudder.
Det var derfor almindeligt, at soldaterne ved fronten var uden mad eller nødvendig medicin i dagevis.
Når forsyningerne endelig nåede frem, var mange døde af banale lidelser, og maden smagte elendigt, indeholdt ikke tilstrækkelig med næring og viderebragte i værste fald sygdomme fra enhed til enhed.
Indretningen af de allieredes skyttegrave var primitiv, og et enkelt regnvejr fik alt til at sejle i knæhøjt mudder.
Forskel på skyttegravene
De allierede soldater måtte spærre øjnene op, da de indtog de forreste tyske linjer. Skyttegravene var, i modsætning til deres egne, særdeles velindrettede, med store rum og udsugning.
Der var tale om regulære boliger med skodder for vinduerne og køkkener til tilberedning af solide måltider og ankre af godt tysk øl.
Årsagen var, at tyskerne anså stillingerne for en markering af rigets nye grænse og derfor lavede permanente løsninger.
De valgte at grave sig dybt ind i bakker og opbyggede et system med skyttegrave i tre linjer, der rakte helt op til 5 km bag fronten.
I begyndelsen var briternes skyttegrave særdeles primitive. De regnede nemlig med, at krigen snart ville flytte sig fra by til by. Der var derfor ikke tale om andet end dybe grøfter, der ikke tillod hverken hvile eller behandling.
Med tiden blev systemet udviklet til at bestå af dybe grave i tre linjer: front-, støtte- og reservelinjen.
De gav mulighed for et effektivt forsvar, men holdt endeligt begge sider fast i et defensivt greb.
For alle, som ikke blev så syge eller sårede, at de blev hjemsendt eller døde, var der stor fare for at miste forstanden.
Det vedholdende bombardement under slaget ved Somme, der som en slags russisk roulette hvert øjeblik kunne dræbe hvem som helst, samt kammeraternes dødsskrig, førte til psykiske lidelser.
I heldigste fald gjorde de soldaten ukampdygtig, og i værste fald førte de til selvmord, der fjernede enhver rest af kampmoral blandt de overlevende.
Pastor Walker beretter fra 21. britiske feltlazaret i sin dagbog: “Vi er ved at drukne i sårede ... nu er vi oppe på 1500 mand, og de bliver ved og ved med at komme ... 1000 nye hver dag!”.
Meningen var svær at finde i Slaget ved Somme
Granaterne, maskingeværerne og forholdene i skyttegravene var de største dræbere. Men de ubarmhjertige nærkampe gjorde størst indtryk på de overlevende.
Pludselig stod to stakåndede fjender med hamrende hjerte mand-til-mand og så hinanden i øjnene – med håndgranater, gevær og påsat bajonet.
Infanterister på vej over ingenmandsland havde ikke mange chancer, når de mødte kuglerne fra rederne med maskingeværer. Giftgasserne gjorde det nødvendigt at bruge gasmaske.
Der er eksempler på, at fjender udvekslede høflige bemærkninger på gebrokkent tysk-engelsk-fransk – lige inden riflen blev affyret eller bajonetten blev stødt i mavesækken på modparten.
Ofte slæbte soldater en hårdt såret fjende i sikkerhed bag sine egne linjer.
Midt i ingenmandsland gav sanitetspersonellet sig til at behandle de sårede uanset uniform, trods det strenge forbud.
Kampene var blodige, men førte ikke til nogen nævneværdige erobringer.
I midten af november 1916 gik meningsløsheden op for de allierede generaler, der valgte at afslutte kampene ved Somme.
Hvor mange døde i slaget ved Somme?
Slaget ved Somme foregik fra den 1. juli til 18. november 1916.
Selvom slaget ved Somme varede under 6 måneder, kostede kampene mange menneskeliv og flere millioner kroner.
De evige bombardementer og beskydninger gjorde det vanskeligt at hente og begrave de døde.
Ud over prisen på materiel havde 1. verdenskrig store indirekte omkostninger.
Ødelagte bygninger, sænkede skibe og tabt produktion i industri og landbrug løb op i ikke mindre end $40.000 milliarder.
