Soldater kæmpede på lodret front i Alperne
I 1915 forventede den italienske hærledelse at besejre det østrig-ungarske kejserdømme i en lynkrig. Men de høje bjerge og moderne maskingeværer kom østrigerne til hjælp. Efter tre års krig havde italienerne mistet mere end én million mand og en god bid af Norditalien.
De italienske soldater lagde alle kræfter i for at få deres kanoner bragt i stilling. Fronten mellem Italien og Østrig-Ungarn gik gennem Alperne.
En juli-morgen i 1915 satte en østrig-ungarsk løjtnant sig til at skrive dagbog. Et fjendtligt angreb var umiddelbart forestående, vidste han.
Løjtnanten var med i forsvaret af højdedraget Mt. San Michele nær grænsen til Italien. I de tidlige morgentimer var tusindvis af italienske granater regnet ned over hans frontafsnit nær Isonzo-floden. Granaterne var en del af angrebstaktikken – de beredte vejen for de fremstormende soldater.
“I nat var bombardementet værre end nogen sinde før,” skrev løjtnanten. “Men jeg tror, det er ved at aftage, og jeg forbereder mig på at dø som en god kristen.”
Østrig-ungarernes forreste skyttegrave var blevet hårdest ramt af italienernes granater.
Flere steder kollapsede de østrig-ungarske stillinger, mens soldaterne fortumlede måtte søge dækning. Søjler af jord eksploderede omkring dem og slyngede hundredvis af skarpe klippestykker og granatsplinter ud til alle sider.
Kort før middag ophørte granatregnen, og tusinder af italienere sprang op fra deres skyttegrave for at løbe storm mod Mt. San Michele. Med bajonetter sat på riflerne myldrede de op ad skråningen, gennem huller i pigtråden og videre frem. Forrest løb de italienske officerer med løftede sabler.
Trods det timelange bombardement endte stormløbet i et blodbad, for østrig-ungarske maskingeværstillinger mejede tusinder af angribere ned.
Alligevel nåede nogle italienske enheder helt frem til fjendens skyttegrave, hvor nærkampen brød ud med bajonetter, riffelkolber, håndgranater, knive og de bare næver.
Italienerne kæmpede tappert, men deres tab under stormen gennem ingenmandsland havde været for store, og snart blev de drevet tilbage igen.
Østrig-ungarerne på bjerget kunne samle de faldne sammen, og løjtnanten bøjede sig igen over dagbogen:
“Det er ovre. Myrderierne er af et hidtil uset omfang. Blodbadet var rædsomt. Blod og dræbte flyder overalt. Og der er stumper af lig, som ligger i cirkler, så at ...”
Længere nåede han ikke i sin beretning. En italiensk granat slod ned i hans stilling og dræbte alle. Dagbogen blev siden fundet ved hans iturevne lig.
Broerne over Isonzo blev hurtigt ødelagt i krigen. I stedet forsøgte italienerne gentagne gange at bygge ponton-broer eller padle over den brede flod.
Propaganda vakte krigslysten
Masseangrebet mod Mt. San Michele var bare ét af de utallige stormløb, som italienske tropper rettede mod Østrig-Ungarn under 1. verdenskrig.
Officielt var Italien – indtil krigserklæringen den 23. maj 1915 – ellers allieret med Østrig-Ungarn og Tyskland.
Men en strid om grænsedragningen med naboen mod nord fik den italienske regering til i al hemmelighed at indgå en alliance med Storbritannien og Frankrig.
Ved krigsudbruddet i 1914 holdt Italien sig neutral. Først da Østrig-Ungarn syntes svækket af krigen mod Rusland, kom krigserklæringen fra Italien.
Blandt italienerne var lysten til krig lille.
Kun en massiv nationalistisk propaganda gjorde mobiliseringen mulig med løfter om at “befri” det italienske mindretal, der levede i det østrigske Sydtyrol, og hente havnebyen Trieste “tilbage til Moder Italiens skød”.
På papiret var Østrig-Ungarn en nem modstander, der ikke alene var presset af krigen. Kejser Franz Josef 1.s mellemeuropæiske rige var præget af etniske konflikter og tæt på at brække over i to selvstændige lande, Østrig og Ungarn.
Allerede inden krigen havde de to lande-dele hver sin regering, der ikke kunne enes om finans- og udenrigspolitik.
Italienerne var sikre på sejr
Straks efter krigserklæringen indledte italienerne bombardementet af den østrig-ungarske grænse. Måneden efter, 23. juni, sendte den italienske øverstbefalende, marskal Luigi Cadorna, hæren frem.
Efter planen skulle soldaterne sætte over Isonzo-floden og erobre Trieste. Herfra skulle de marchere videre og slutte sig til det allierede Rusland.
Den italienske hærledelse Commando Supremo regnede med nogle få ugers krig og havde endog planer om at erobre kejserrigets hovedstad: “Vi spadserer til Wien,” lovede Cadorna sejrssikkert.
Godt 100.000 italienere stormede ind på Isonzo-sletten og fik kæmpet sig frem til floden, men det lykkedes dem ikke at etablere et brohoved på Isonzos østlige bred.
Østrig-Ungarns øverstbefalende var generaloberst Svetozar Boroëvic.
Selv om han rådede over langt færre soldater end Cadorna – og mange af dem var frivillige fra det mylder af folkeslag, som kejserriget bestod af – forstod han at udnytte sine styrker mere effektivt.
Og han brugte list. Da krigen med Italien brød ud, ventede Boroëvic stadig på forstærkninger. Han lod derfor sine folk bære fakler rundt om natten, så italienerne fik indtryk af gigantiske troppeflytninger.
Bemandingen i de gamle alpefæstninger skar Boroëvic ned til et minimum.
Mens italienerne løb storm på dem, udnyttede Boroëvic de frigjorte soldater til at angribe på flanken.
Det første slag om Isonzo varede i to uger, uden at italienerne nåede deres mål. 7. juli måtte Cadorna afbryde offensiven.
På andre frontafsnit havde italienerne noget mere held. I det mindste i begyndelsen.
Kampe i 3000 meters højde
Fronten mellem Italien og Østrig-Ungarn strakte sig langs grænsen fra det neutrale Schweiz i vest til Isonzo-floden og Adriaterhavet i øst.
Hele fronten gik gennem bjerge; nogle steder var tinderne mere end 3000 meter høje og dækket af evig sne, og selv den flade slette ved Isonzo var omgivet af bjerge.
Krigen mod Rusland lagde beslag på så mange soldater, at Østrig ikke havde nok til fuldt ud at bemande den italienske front. I stedet måtte opgaven løses af frivillige skytter og jægere, ældre mænd og unge drenge.
Snart efter krigsudbruddet foretog østrigerne et taktisk tilbagetog. Flere steder i Sydtyrol trak de sig 10-15 km tilbage og op i bjergene, der var langt lettere at forsvare.
Bjergkrigen kom til at udspille sig i et nådesløst sceneri, hvor modstanderens soldater ikke altid var den værste fjende.
På begge sider var soldaterne plaget af kulde, snestorm og sult. Bjergskred, laviner og lynnedslag krævede mange ofre, og den evige sne på tinderne vanskeliggjorde flytning af tropperne.
Ofte måtte kanoner og andet udstyr hejses op i bjergene, bringes frem med primitive svævebaner eller slet og ret slæbes frem med rå muskelkraft.
Desuden forvrængede bjergene styrkeforholdet mellem hærene, så en enlig snigskytte kunne holde en hel, fjendtlig bataljon i skak.
Stabil og tætpakket sne viste sig at være ideel til overraskelsesangreb; soldaterne kunne hurtigt grave kilometerlange tunneller og uden varsel dukke frem bag fjendens linjer.
En bombe under fjenden
Krigen i bjergene udviklede sig hurtigt til en stillingskrig, for forsvarerne havde langt lettere spil end angriberne. Hele efteråret 1915 forsøgte italienerne fx at indtage Col di Lana, et 2462 meter højt bjerg, som kontrollerede landevejen ind i det centrale Østrig.
Angrebene var resultatløse. Når granaterne slog ned, søgte østrigerne ly i deres bjerghuler.
Da vinteren kom, rev laviner 278 italienere i døden. Bjerget blev omdøbt til “Col di Sangue” (Blodbjerget), og i december besluttede italienerne sig for en ny taktik: Fjenden skulle sprænges væk.
For at østrigerne ikke skulle ane uråd, afstod italienerne fra at bruge maskiner og dynamit. Med håndbor, hammer og mejsel arbejdede de sig ind i Col di Lana og var efter fire måneder klar til at antænde fem tons sprængstof i bjergets indre. 10 meter under østrigerne.
Den 17. april kl. 23.30 skød en søjle af ild op gennem bjerget, og samtidig åbnede italienerne ild. Via en ekstra tunnel trængte italienerne frem og indtog bjerget.
200 østrigere omkom. Men italienerne fik ingen nytte af deres erobring, for i mellemtiden havde østrigerne befæstet nabotinden Monte Sief.
Tunneller med sprængstof blev nu en jævnligt anvendt metode, når traditionelle kampteknikker svigtede. Flere steder blev modstanderne bomvet væk.
Østrig-ungarske soldater gravede sig ned ved Isonzos vestlige bred for at forhindre de angribende italienere i at komme over og nå frem til havnebyen Trieste.
Skyttegrave af is og sne
I bjergene lå fjendens skyttegrave ofte kun 100 meter fra hinanden. Skyttegravene på bjergskråningerne skulle både give soldaterne dækning mod fjendens ild og mod den bidende kulde.
Det beskrev fx den italienske krigskorrespondent Luigi Barzini for avisen Corriere della Sera. I en reportage fortalte han om kampene på Pal Piccolo:
“Vi lå i lejr på bjergsiden i huler gravet ned i sneen, der var hård som is, og omgivet af de forvitrede bjergtoppe. Kl. 02.30 blev vi vækket af smældene fra riffelskud midt under en piskende snestorm. Østrig-ungarerne kom som genfærd over sneen. De var klædt i hvidt og
dukkede frem af stormen.”
De italienske styrker søgte ned i de tunneller, de havde hugget ind i Pal Piccolo, og barrikaderede indgangene. Alpe-fæstningen var under belejring.
Italienske alpieri og bersaglieri (alpejægere og skarpskytter) blev sendt af sted for at tilbageerobre det strategisk vigtige bjerg, der sikrede dalen ud mod det norditalienske lavland. I de følgende tre dage gik italienerne møjsommeligt til modangreb.
Under beskydning måtte de kravle op ad lodrette bjergvægge og grave sig gennem sne for at nå frem til deres belejrede kammerater. Granater, riffelkugler og håndgranater haglede ned over dem.
Krigskorrespondenten berettede: “Op, op! Fremad! På med bajonetterne, lød kampråbene fra klippekant til klippekant, fra sprække til sprække. Alpieri og bersaglieri angreb opad gennem skyerne, som smøg sig om de tårnhøje klipper.”
Som lange kæder af bjergbestigere klatrede de italienske soldater frem. Pludselig spredte østrigske granater en grønlig giftgas, men denne gang var heldet med italienerne.
Gassen, der ellers hurtigt samlede sig i kløfterne og dræbte alle, blev spredt af vinden. Endelig trængte italienerne frem til de belejrede kammerater, og efter tre dages kampe var Pal Piccolo atter på italienske hænder.
Italienernes 11 offensiver
Alperne var en næsten umulig kampplads, derfor fandt de største kampe sted ved Isonzo-flodens nedre løb ved Adriaterhavet, hvor landskabet især bestod af bakker og lave bjerge – velegnet til traditionelle slag.
Gang på gang angreb marskal Cadorna langs det ca. 100 km lange frontafsnit fra Adriaterhavet til bjergene. Soldaterne roede over til flodens østbred for at oprette brohoveder.
Herfra stormede de frem mod højdedragene, hvor østrig-ungarerne havde forskanset sig i skyttegrave og klippehuler.
Hvert angreb indledte italienerne med et bombardement fra kanonerne, der sendte byger af granater ned over kejsertroppernes stillinger i timer eller dage, før masseangrebet satte ind.
Italienernes taktik var håbløs. Cadornas forældede masseangreb duede ikke, for nogle få velplacerede østrig-ungarske maskingeværer kunne meje soldaterne ned, efterhånden som de kom op ad skråningerne i samlet flok.
I løbet af 1915 satte Cadorna i alt fire offensiver i gang, hvor titusindvis af mænd i ugevis løb storm på de østrig-ungarske stillinger.
Men når de endelig brød igennem, tøvede Cadorna så længe med at befæste området, at østrig-ungarerne kunne nå at erobre den tabte stribe jord tilbage.
De følgende år, 1916 og 1917, iværksatte Cadorna yderligere syv offensiver, der kun formåede at rykke fronten nogle få kilometer mod øst.
Selv om Italien rådede over op til seks gange så mange soldater som Østrig-Ungarn, var rapporterne fra Isonzo stort set enslydende: intet nyt fra den italienske front.
Først under den 11. offensiv i sensommeren 1917 begyndte østrig-ungarernes forsvar at vakle. Kejserriget havde nået smertegrænsen og måtte have forstærkning fra Tyskland, der efter Ruslands kapitulation kunne overføre i alt 34 divisioner til den italienske front.
Det 12. slag om Isonzo
De tyske tropper overtog hurtigt initiativet på fronten. Generalerne havde indset, at masseangreb hørte fortiden til. Den 24. oktober 1917 angreb de mod vest over Isonzo-floden med mindre enheder.
Enhederne – typisk bataljoner på cirka 600 mand – havde handle- og bevægelsesfrihed; de skulle omgå fjendens stærke stillinger, trænge ind i baglandet, skabe forvirring og bane vejen for hovedstyrken.
En af de tyske officerer var den unge premierløjtnant Erwin Rommel, der siden skulle blive nazisternes berømte hærfører i Nordafrika.
Under det 12. Isonzo-slag i 1917 sneg hans bataljon sig ind bag italienernes linjer, overrumplede garnisoner og indtog bjerget Monte Matajur. Ved hjælp af målrettede kanonskud udløste hans mænd laviner, der begravede italienerne i sne.
I løbet af bare to dage tog Rommels mænd 9000 italienske soldater til fange. Det høje tal skyldtes ikke blot overraskelseseffekten, men også, at italienerne var krigstrætte. Fx overgav et helt regiment på 1500 mand sig, mens de råbte “Længe leve Tyskland!”
På kort tid skabte de små, mobile tyske og østrig-ungarske enheder total forvirring blandt italienerne, og da den tysk-østrig-ungarske hovedstyrke angreb, brød den italienske hær sammen.
Antallet af dræbte var forholdsvis lavt, 10.000 mand, mens 290.000 italienere overgav sig og 400.000 soldater simpelt hen smed våbnene og drog hjem.
Italiens mægtige hær, der kort forinden bestod af 1,3 millioner mand, skrumpede på få dage til 500.000, der over hals og hoved var på flugt mod syd ud på Po-sletten. Med fjenden i hælene.
De østrig-ungarske soldater kunne nyde livet under palmerne nær Venedig, hvor deres offensiv gik i stå.
4000 krystere dømt til døden
Først ved Piave-floden nær Venedig stoppede den tysk-østrig-ungarske fremrykning – især på grund af manglen på soldater til at fortsætte erobringen af Norditalien. Forsyninger havde de nok af – dem havde de flygtende italienere efterladt i rigelige mængder.
Omsider sendte Storbritannien, USA og Frankrig forstærkninger, så fronten kunne stabiliseres ved Piave.
Den italienske hær var tæt på at gå i opløsning. De mange deserterede og tilfangetagne soldater måtte erstattes af indkaldte reserver. Landet var i chok.
I lidt over to år havde krigen bygget på den antagelse, at Østrig-Ungarn var en nem modstander, der skulle tvinges til at afstå land; nu var krigen på bare en uge vendt til en desperat forsvarskamp, hvor nationen kæmpede for sin overlevelse.
Regeringen måtte træde tilbage, og marskal Luigi Cadorna blev sat fra bestillingen. 4000 soldater blev dømt til døden som krystere, mens 15.000 fik fængselsdomme.
Italien fik Sydtyrol og Trieste
Tysklands og Østrig-Ungarns succes på den italienske front fik ingen betydning for krigens udfald.
I november 1918 kapitulerede de to kejserriger, og Østrig-Ungarn gik fuldkommen i opløsning: Østrig og Ungarn skiltes i to, helt selvstændige lande, Tjekkoslovakiet fik sin uafhængighed, mens Rumænien, Polen og Serbien fik dele af det gamle rige.
Under fredsforhandlingerne fik Italien tildelt det tysktalende Sydtyrol og havnebyen Trieste samt Trentino, Istrien og flere dalmatiske øer.
Alt dét, Italien havde forsøgt at opnå ved fronten, blev nu vundet ved et forhandlingsbord. Krigen havde været nytteløs.
1,1 million italienske soldater var blevet dræbt, såret eller endt i krigsfangenskab til ingen verdens nytte. Intet under, at Italien i de følgende årtier forsøgte at glemme alt om Isonzo.