Tyske agenter terrorbombede USA

Flammerne skyder op fra en togvogn. Burns slår straks alarm for at advare sine kolleger på havneanlægget. Alle spæner væk fra området, som kan eksplodere hvert et øjeblik.

En halv time senere når den første brandbil frem til halvøen, hvor den eksploderende ammunition i togvognene lyder som maskingeværssalver. Der kæmpes desperat for at slukke ilden, men snart når den frem til granaterne, som eksploderer, så brandfolkene må trække sig tilbage for at redde livet.

Inde fra land i Jersey City iagttager Burns og andre nysgerrige, hvordan ilden spreder sig. Kl. 2.08 rammes tilskuerne af et øredøvende brag og et voldsomt tryk, da en pram lastet med 45 tons TNT eksploderer.

“Et enormt lys stod op og fyldte hele himlen. Fra den store ildmasse så det ud, som om tusinder af små stjerner skød ud. Da jeg løb ind i huset, begyndte fragmenter at falde, tusinder af træstykker, metalstumper og en tung mudret regn”, berettede et vidne, der stod på Ellis Island knap en km borte.

Eksplosionen smadrer vinduer i store dele af New York og New Jersey. Tage braser sammen, og rystelserne, som svarer til 5,5 på richterskalaen, kan mærkes helt til Philadelphia og Maryland – mere end 200 km væk.

Hele natten fortsætter de heftige eksplosioner. Black Tom Island og omegn ligner nærmest slagmarken ved Somme, der udkæmpes i disse dage i Frankrig. Først nogle timer efter lysets frembrud hører bragene op, og en trykkende stilhed lægger sig over området. “En frygtelig ulykke har ramt os”, kan de amerikanske aviser berette samme morgen.

Men i virkeligheden er nattens hændelser alt andet end en ulykke. I mere end ét år har en ring af tyske agenter udført bombeattentater mod den amerikanske våbenindustri, og Black Tom-eksplosionen er kronen på deres sabotagekampagne.

Diplomat startede agentring

Da Black Tom Island blev jævnet med jorden i sommeren 1916, var USA endnu ikke trådt ind i 1. verdenskrig. Præsident Woodrow Wilson ønskede at holde nationen ude af konflikten, men alligevel fik de amerikanske våbenproducenter frie tøjler til at forsyne de stridende parter i Europa med våben og ammunition.

Eftersom den britiske flåde effektivt blokerede tysk skibsfart, nød dog kun de allierede Ententemagter (England og Frankrig) godt af leveringerne, mens Centralmagterne (Tyskland, Østrig-Ungarn og Osmannerriget) stod i en slem knibe.

“Noget skal gøres for at stoppe våbenforsyningernet”, lød ordren fra det tyske udenrigsministerium til Franz von Papen, Tysklands militærattaché i Washington.

Von Papen fik i januar 1915 til opgave at “rekruttere agenter til at organisere eksplosioner på skibe, der sejler til fjendtlige lande”. Agenterne skulle også sabotere “alle former for leveringer fra krigsfabrikker”. Men aktionerne måtte under ingen omstændigheder “kompromittere ambassaden”.

Militærattachéen brugte sine forbindelser til at etablere et hemmeligt netværk af tysksindede amerikanere, der hadede landets støtte til briterne og var klar til at udføre sabotage på vegne af den tyske kejser.

En af von Papens vigtigste folk blev Paul Hilken, som var født og opvokset i USA, men bundloyal overfor kejserriget. Hilken havde en topstilling i Tysklands største rederi, Norddeutscher Lloyd, og kendte derfor alt til de amerikanske havne. Hilken skulle være von Papens mellemmand, der med penge fra Tyskland organiserede aktionerne.

Allerede i maj 1915 slog den spirende tyske agent-ring til. Inden for en uge fandt uforklarlige eksplosioner sted på en kemifabrik og en ammunitionsfabrik i New Jersey, og få dage senere brød fragtskibet SS Samland i brand.

Intet tydede på, at der var tale om andet end tilfældige uheld, fordi de tyske sabotører brugte specialfremstillede brandbomber, kaldet “cigarer”, som skød ild ud af begge ender og selv gik i opløsning, når de blev udsat for høj varme.

“Cigarerne” blev i dybeste hemmelighed fabrikeret af en tysk kemiker i New Jersey, som takket være Hilkens finansiering fik fat i de nødvendige materialer. Hilken overdrog oftest bomberne til sin mest trofaste agent, den tøndeformede Frederick Hinsch, som stod for at opstøve tyskere i USA, der var villige til at placere bomberne.

Hinsch var skibskaptajn og kendte et hav af tvivlsomme typer, der ikke sagde nej til at tjene tyske interesser, hvis de fik en pæn betaling.

Med kufferterne fulde af bomber rejste Hinsch rundt i USA. Efter ham fulgte en kæde af eksplosioner på våbenfabrikker. Krigen var kommet til Amerika, uden amerikanerne selv anede det.

Bombechef lugtede lunten

Efter nogle måneder begyndte de mange uforklarlige ulykker i våbenindustrien og på skibene at vække amerikanernes mistanke. Med hjælp fra efterretningstjenesten Secret Service var bombechefen hos New Yorks politi i stand til at spore en af de tyske agenter, som stod i forbindelse med von Papen.

Udenrigsminister Robert Lansing fordømte, hvad han opfattede som tyskorganiserede “angreb på lovlige amerikanske industri- og handelsvirksomheder gennem påsatte brande og eksplosioner”.

Tyskland fik besked på at trække von Papen og andre involverede hjem omgående. I hjemlandet ventede dog kun hyldest, og von Papen modtog jernkorset for sin indsats.

Nu troede amerikanerne, at de havde optrevlet den tyske agentring, men tog de fejl. Navnene Paul Hilken og Frederick Hinsch kendte de stadig ikke, så makkerparret kunne ufortrødent fortsætte deres aktioner.

Den trinde kaptajn Hinsch rejste i februar 1916 under dæknavnet Francis Graentnor til Philadelphia, Chicago, Cleveland, Detroit og Columbus, hvor han saboterede våbenfabrikker.

Med sig havde han den fattige østrigske immigrant Michael Kristoff, som han oprindeligt havde hyret til at passe på kufferterne med eksplosiver og kontanter. Et par måneder efter bombemissionen, tog kaptajnen igen kontakt til pacifisten Kristoff, som flere gange havde proklameret sit had til amerikanerne.

Hinsch spredte 500 dollar ud på bordet foran østrigeren. Pengene kunne han få, hvis han hjalp med at sprænge Black Tom i luften.

Kristoff tog imod tilbuddet:

”Det her vil være den bedste måde at stoppe krigen på”, forsikrede han selv sig.

Tre mand udførte missionen

Et angreb på Black Tom Island ville blive tyskernes klart største aktion til dato. Hver dag rullede godstog med tonsvis af ammunition henover det anlagte dige, der forbandt øen med fastlandet.

De tyske agenter havde i mere end et år overvåget Black Tom og vidste, at lige så meget aktivitet der var om dagen, lige så uddød var stedet om natten. Få vægtere patruljerede på halvøen, så det var nemt at lægge uset til med en båd i havneanlæggets nordlige ende, når det var mørkest. Også fra Jersey-siden kunne en person let snige sig ind, da der hverken var nogen bevogtet port eller bare en bom, som skulle passeres.

23-årige Kristoff havde derfor ingen problemer med at luske sig ind på halvøen ved midnatstid den 30. juli 1916. Uset sneg han sig hen til den nordlige ende af havneanlægget, hvor to kumpaner var roet hen i en lille båd. Med sig i båden havde tyskerne rørbomber og tidsindstillede sprængstoffer, som Hinsch havde givet dem.

De tre sabotører placerede deres bomber på togvogne og granatfyldte pramme. Inden der var gået en halv time, kunne de sejle de væk mod Manhatten. På halvvejen vendte de sig om for at betragte det begyndende fyrværkeri.

Få timer efter var store dele af New York og New Jersey forvandlet til et inferno. Himlen stod i flammer, stort set hvert eneste vindue var knust og taget på politihovedkvarteret i Jersey City kollapsede efter at være blevet ramt af nedfaldende træ og metal.

Først ud på formiddagen den 30. juli, da eksplosionerne var ebbet ud, turde redningsfolk bevæge sig ind på den sønderrevne halvø.

I den nordlige ende af havnen var et areal på størrelse med en fodboldbane sprængt væk, og resten af Black Tom Island lignede en sønderbombet by, hvor flammer og røg stadig omsopændte de stålskeletter, der engang havde været bygninger, togvogne og skibsfartøjer.

Selv Frihedsgudinden, som stod en halv km væk, var efterladt såret ovenpå nattens eksplosioner. Hendes fakkel og dele af hendes dragt var efterladt forkullet og ødelagt.

Trods ødelæggelserne, der løb op i 20 millioner dollars (svarende til omkring 3,2 milliarder kroner i dag), var kun fem mennesker officielt omkommet. Blandt dem en ti uger gammel baby, der blev slynget ud af sin tremmeseng i en lejlighed i Jersey City.

Politiet indrømmede dog, at mange af de immigranter og fattige, som boede på gamle pramme nordvest for halvøen, sandsynligvis også mistede livet.

Amerikanerne var i chok oven på eksplosionen, der med sine næsten 1.000 tons sprængstof var en af historiens største.

Selv Kristoff, som på forhånd ikke anede, hvad sabotagen ville forårsage af skader, var berørt:

“Hvad har jeg gjort? Gode gud, hvad har jeg dog gjort?” udbrød gerningsmanden ifølge hans tante. På attentatnatten var han stormet ind i hendes hjem og op på det værelse, hvor han var indlogeret.

Mindre var angeren hos Hinsch. Da han mødtes med Hilken fire dage senere for at få sin betaling på 2.000 dollars, var hans første kommentar:

“Ikke noget ringe lejrbål, vel?”

Sagen rullede i årtier

Efter eksplosionen på Black Tom koncentrerede efterforskerne sig først om vægteren Jesse Burns og hans kolleger, som de mente havde handlet skødesløst. Imod reglementet havde de nemlig tændt myggelys – altså anvendt åben ild – tæt ved ammunitionen.

Det var dog deres arbejdsgiver, Lehigh Valley Railroad, der som ejer af halvøen bar ansvaret for den manglende sikkerhed. Derfor blev jernbaneselskabets chefer arresteret og afhørt, uden det dog var muligt at bevise deres skyld.

Hvis USA have fundet beviser for en tysk forbindelse, var landet muligvis gået ind i 1. verdenskrig otte måneder tidligere, men agenterne havde dækket deres spor godt. I stedet slog præsident Wilson fast, at hændelsen blot var “en beklagelig ulykke”.

Til avisen New York Times forklarede efterforskerne, at “ødelæggelsen af så meget krigsmateriel givetvis vakte jubel i Berlin og Wien”, men “branden og eksplosionerne kan ikke tilskrives udenlandske konspiratorer”.

Først i 1924 blev Black Tom-affæren vakt til live igen, da den russiske regering lagde sag an mod Lehigh Valley Railroad for tabt krigsmateriel. Jernbaneselskabet så sig derfor nødsaget til at hyre en advokat, der kunne finde den virkelige årsag til eksplosionen.

Da advokaten begyndte at grave i dokumenter fra den britiske efterretningstjeneste, kom Tyskland igen i søgelyset. Den britiske flåde havde nemlig opsnappet forskellige kodede tyske beskeder under krigen, og her dukkede personer som Hilken og Hinsch op.

I 1928 fandt advokaten frem til Hilken, som efter mere end 10 år havde fået moralske skrupler og nu var klar til at erkende sine synder. Eksagenten indrømmede, at han havde brugt 70.000 dollars til at betale folk som Hinsch for at udføre sabotage i USA – bl.a. på Black Tom Island.

Afsløringen var en bombe under den gamle sag, og nu forlangte den amerikanske stat erstatning af Tyskland. De juridiske slagsmål kom for den tysk-amerikanske kommission, der stod for at udrede mellemværender fra 1. verdenskrig. I 1939 lød afgørelsen, at den tyske stat skulle betale 50 mio. dollars til USA.

Rigskansler Adolf Hitler nægtede at betale så meget som en cent. I stedet måtte Vesttyskland efter krigen tage sig af regningen, der med renters renter løb op i 95 mio. dollars.

I dag er Black Tom Island omdannet til picnicområdet “Liberty State Park” med udsigt til Frihedsgudinden. Kun en mindeplade vidner om den grumme fortid:

“Du går på et område, som lagde jord til en af de værste terroraktioner i amerikansk historie”.