Netop som ubådskaptajn Otto Weddigen er kravlet ned i U-9's trange skrog for at spise morgenmad, kom beskeden fra næstkommanderende Johannes Spiess: Fjendtligt krigsskib i sigte.
Weddigen befaler øjeblikkelig sit fartøj ned under Nordsøens beskyttende bølger og tog stilling ved periskopet.
Sigtbarheden er god denne tidlige septembermorgen, og Weddigen får straks øje på et stort krigsskib med fire skorstene.
Men det er ikke alene. To tilsvarende silhuetter tegner sig mod horisonten. Begejstret klapper han løjtnant Johannes Spiess på skulderen: “Det er tre britiske krydsere!”
“Hævn for U-15”, svarer Spiess, der ikke har glemt tabet af gode kammerater i august. U-15 blev sænket af briterne med alle 23 mand ombord.
Forsigtigt nærmer U-9 sig sit bytte med sænket periskop. Den 32-årige Weddigen vil helt tæt på. Efter knap 10 minutters sejlads er U-9 blot en halv kilometer fra den midterste krydser.
“Første rør, stævnskud”, beordrer Weddigen og tilføjer:
“Dyk til 50 fod umiddelbart efter affyring, og undgå at stige! Vi er meget tæt på målet!”
Hverken Weddigen eller Spiess aner, hvordan en torpedoaffyring vil påvirke U-9's tynde skrog. De frygter begge, at chokbølgen fra en fuldtræffer blot 500 meter væk kan flå deres slanke ubåd i småstykker.
Ingen troede på ubåden
Knap to måneder inde i 1. verdenskrig var ubåden endnu et uprøvet våben, og admiralerne tog den ikke alvorligt.
Briterne, der afpatruljerede Nordsøen for at spærre tyske flådefartøjer inde i deres havne, bekymrede sig mest om miner og fjendens store slagskibe.
“Jeg tror ikke, nogen indså, at en ubåd kunne gøre skade”, huskede en britisk kadet efter krigen.
Selv den kejserlige tyske højsøflådes chef havde svært ved at tage rigets lille ubådsstyrke alvorligt. Admiral Alfred von Tirpitz, der havde gjort Tyskland til en flådemagt, regnede kun i slagskibe.
Ude i Nordsøen gik Weddigens mission ud på, at han skulle trænge ind i Den Engelske Kanal og sænke britiske transportskibe, der fragtede tropper til vestfronten i Frankrig. Ingen forestillede sig, at U-9 kunne true panserkolosser som de tre, Weddigen fik i syne tidligt om morgenen den 22. september 1914.
U-9 var én af kun 20 kampklare tyske ubåde ved 1. verdenskrigs udbrud.
Uvejr drev eskorten i havn
En kølig vind og den lune morgensol sloges om magten over dækkene på de tre britiske krydsere, mens de skar sig gennem Nordsøen ud for Hollands kyst.
Alle tre skibe styrede en snorlige kurs med Aboukir i midten, Hogue og Cressy omkring to sømil til hver side.
Normalt blev de ledsaget af destroyere, men en kraftig storm havde tvunget de mindre fartøjer i havn. Nu var kun dønningerne tilbage, og horisontlinjen stod knivskarp mod den klare efterårshimmel.
Under Aboukirs dæk lå kadet Kit Wykeham-Musgrave på blot 15 år i sin køje og sov, da lyden af en enorm eksplosion i forskibet med ét vækkede ham.
“Hele skibet rystede, og alt køkkentøjet faldt ud af skabene”, skrev han tre dage senere til sin bedstemor. “Vi troede selvfølgelig, det var en mine, og fór op på dæk. Vi lukkede alle koøjer og vandtætte døre og smed alt, der kunne flyde, over bord”.
Klokken var 6.20, og en torpedo fra U-9 havde ramt Aboukir i stævnen.
Ubådsskroget blev sat på prøve
Ombord i den tyske ubåd hørte søfolkene “et fjernt, dumpt drøn og derpå en klar, klirrende lyd”.
I 31 lange sekunder efter torpedoaffyringen havde Johannes Spiess instinktivt knuget det sænkede periskop og stirret på dybdemåleren, mens han skrækslagen afventede eksplosionen og trykbølgen. Men hans frygt viste sig ubegrundet – U-9 holdt til den succesfulde torpedering på klos hold:
“Der lød jubel under dæk, og vi kunne ikke gøre andet end at juble med”.
Weddigen beordrede U-9 op i periskopdybde, så han kunne tage bestik af situationen. Torpedoen havde ramt nær et af Aboukirs ammunitionsmagasiner:
“Der var en fontæne af vand, en opskydende røgsøjle, et glimt af ild, og en del af krydseren steg i vejret. Derpå hørte jeg et brag og følte rystelser sendt gennem vandet af detonationen. Hun var brækket i stykker og sank i løbet af få minutter”, skrev Weddigen senere
Inden han sænkede periskopet igen, nåede ubådskaptajnen at se de to andre britiske krydsere nærme sig.
Briterne tog fejl af truslen
Fra krydseren Hogue så kadet Hereward Hook forfærdet Aboukir synke. Han var iført pyjamas, støvler og en frakke, han hastigt havde kastet over sig efter at være sprunget ud af sin køje.
Hundreder af mænd havde allerede forladt det synkende skib og flød nu hjælpeløst omkring i vandet nær den dødsdømte kæmpe. Aboukir lå så skævt i vandet, at den ene kimingskøl – en langstrakt finne på siden af krydserens bund – var blotlagt.
“En konstant strøm af mænd dukkede frem fra dækket og begyndte at glide ned langs skibets side. De stoppede, når de kom til kimingskølen, kravlede over den og fortsatte så deres rutsjetur, indtil de nåede vandet med et plask”.
Da Hogue og Cressy nærmede sig de nødstedte, tog begge krydserne farten af og satte redningsbåde i vandet. Briterne troede, at Aboukir var løbet på en sømine. Mens redningsaktionen stod på, lå de to store skibe helt stille i vandet.
Aboukirs pludselige forlis blev tilskrevet en sømine. Hogue stoppede op for at redde overlevende og var et let mål for U-9.
Balancekunst i dybet
Kaptajn Weddigen kunne ikke have ønsket sig mere indbydende mål.
Ubådschefen havde 13 års tjeneste i den tyske flåde bag sig. Som ung officer modtog han i 1904 en medalje for at frelse en kollega, der var faldet over bord, og herefter steg han i graderne, til Weddigen i 1910 satte karrieren på spil.
Han søgte overførsel til Tysklands undervurderede ubådsvåben, og dermed var udsigten til at blive admiral ringe.
Weddigen tiltrak sig dog opmærksomhed, da han og U-9's besætning som de første nogensinde formåede at genlade et torpedorør, mens deres ubåd var neddykket. Præstationen blev gjort den 16. juli 1914 – få uger før krigsudbruddet. Nu afhang alt af, at de tyske søfolk kunne gøre det samme i kamp.
Ubåden var så tæt på Hogue, at løjtnant Spiess kunne se detaljer ombord, da han iagtog krydseren i periskopet:
“I den tidlige morgensol så jeg det britiske krigsflag vaje fra masten og kanonerne, som dækkede hele krydserens flanke. Jeg kunne se artilleristerne i deres hvide uniformer”.
Weddigen besluttede at ofre to afsine fem resterende torpedoer på det britiske skib. Ubådens trange indre var et hektisk virvar af febrilsk aktivitet.
Alt ledigt mandskab løb frem og tilbage på ordrerne “alle mand for!” og “alle mand agter!” så deres kropsvægt kunne holde ubåden stabil, mens en torpedo blev ladet i det tomme rør forrest. Weddigen var stolt af sin besætning:
“Ombord på min lille båd viste den tyske flådes ånd sig fra sin bedste side. Alle mand bevarede fatningen og koncentrerede sig om arbejdet”. Klokken 6.55, 35 minutter efter den første affyring, var begge torpedorør i stævnen omsider klar til et nyt angreb.
12.000 tons stål hoppede
Kadet Hereward Hook stod stadig iklædt pyjamas og frakke, da Hogues skrog rystedes af to enorme eksplosioner:
“Det føltes, som om hele skibet hoppede mindst 15 cm ud af vandet. En enorm vandsøjle skød op, og en del af den faldt ned over mine skuldre med betydelig kraft”.
Torpedoerne havde ramt samme sted midtskibs og skar næsten Hogue over i to. Vand fossede ind i maskinrummet, mens en skorsten styrtede sammen “som et korthus”.
“Selvom skibet sank hurtigt, søgte nogle ned til messedækkene for at hente deres hængekøjer”, huskede Hook efter katastrofen.
“En tætsurret hængekøje skulle være en god erstatning for en redningsvest, og på den tid havde vi ikke nogen form for redningsudstyr”.
Selv smed den unge kadet sin tunge frakke og støvlerne, mens knæhøje bølger begyndte at slå ind over dækket. Hook kravlede op på rælingen, hoppede i vandet og svømmede hen mod en bøje.
Mens han klamrede sig til sømærket, så han Hogue kæntre og forsvinde i bølgerne, mens kraftige vandsøjler skød ud af koøjerne. 10 minutter efter, at torpedoerne havde ramt, var krydseren væk.
Cressy gik til modangreb
U-9 havde i mellemtiden slået fuld kraft bak på den ene motor for ikke at støde ind i den dødsdømte krydser – så tæt havde ubåden været på sit mål.
“Vores ubåd beskrev en stor bue langs med Hogue, hvilket næsten fik periskopet til at røre krydserens skrog”, skrev Johannes Spiess senere.
Batterierne, som drev skruerne under ubådens dyk, var næsten flade.
“Hvor meget længere, kaptajn?” spurgte maskinmesteren bekymret, men al Weddigens opmærksomhed var rettet mod det sidste britiske skib.
Ombord på krydseren Cressy var kaptajn Bertram Nicholson blevet klar over, at en ubåd truede fra dybet.
“Næsten lige efter, at Hogue blev ramt, så vi et periskop på bagbords side omkring 275 m væk. Vi åbnede øjeblikkelig ild, og maskinerne blev sat på fuld kraft frem for at vædre hende”, skrev Nicholson senere.
Briterne tabte dog hurtigt færten og skød på må og få mod ethvert stykke vraggods, der kunne ligne et periskop:
“Jeg kom op til overfladen og så, hvor vildt ilden blev sendt afsted fra skibet. Ikke så sært, når ikke de vidste, hvor de skulle skyde hen – selvom ét skud kom ubehageligt nær på os.”
Klokken 7.20, nøjagtig en time efter den første torpedoaffyring, havde Weddigen igen bragt sin ubåd i stilling. Fra rørene i U-9's agterstavn sendte han to torpedoer afsted mod Cressy.
Weddigen tog det sidste stik
Den 15-årige flådekadet Kit Wykeham-Musgrave varmede sig på en kop kakao i Cressys sygestue. Han var blevet samlet op af krydseren efter Aboukirs forlis.
Pludselig lød en eksplosion, da én af U-9's to torpedoer ramte Cressy. Musgrave styrtede op på dækket, men her kunne han se, at skibet holdt sig flydende, og artilleristerne forsøgte stadig at få ram på den usynlige fjendes periskop.
Skjult under overfladen fik Weddigen sit fartøj vendt, mens besætningen ladede den sidste torpedo i det ene stævnrør. Da det stod klart, at Cressy ikke var på vej i dybet, angreb U-9 igen.
“Klokken 7.35 forlod vores sidste torpedo røret”, huskede Johannes Spiess. “Anslaget forårsagede en gigantisk, sort røgsky efterfulgt af en kæmpemæssig hvid fontæne”.
Cressy fik slagside, og kort efter vendte det store skib bunden i vejret.
“Vi så små, myrelignende skabninger forsøge at kravle op på den gigantiske køl, før de forsvandt i bølgerne. Et grusomt syn for en sømand”.
Med batteriernes sidste kraft sejlede U-9 væk fra scenen i 20 minutter, inden Weddigen vovede sig op til overfladen og startede ubådens osende petroleumsmotor. Derpå satte han kursen hjemad.
Unge kadet Kit Wykeham-Musgrave fra Aboukir overlevede ved at klynge sig til en planke i tre timer, indtil han fundet af en hollandsk trawler. Hereward Hook fra Hogue måtte kun hage sig til sin bøje i 15 minutter, inden en britisk motorbåd samlede ham op.
837 britiske sømænd var heldige at overleve mødet med den tyske ubåd. 1.459 andre omkom i eksplosionerne eller i havets nådesløse favntag.
I løbet af en kort morgen havde U-9 ændret spillereglerne for krig til søs.
Havets sværtbevæbnede kæmper var blevet afsløret som forsvarsløst bytte for de skjulte jægere i dybet. Tyskland begyndte at masseproducere ubåde, og i 1917 kom de tæt på at knække ryggen på Storbritannien og afgøre krigen.
I efteråret 1914 blev den succesfulde kaptajn Otto Weddigen kendt i alle tyske hjem.
Briterne fik deres hævn
Kejser Wilhelm 2. af Tyskland overrakte personligt kaptajn Otto Weddigen et jernkors som belønning for sænkningen af de tre britiske krydsere i september 1914.
Flere triumfer af denne slags ville knække ryggen på den mægtige britiske flåde, håbede Tysklands hersker.
Weddigen gjorde sit for at leve op til de store forventninger, da han sendte endnu en krydser til bunds tre uger senere. Denne gang fik han Pour le Mérite, rigets højeste udmærkelse.
Men i marts 1915 slap heldet op. Ubådsesset var chef for U-29, da han afskød torpedoer mod et britisk slagskib.
Det pludselige vægttab fik ubådens stævn til at hæve sig op over overfladen, og U-29 blev vædret af et andet slagskib. Weddigen og hele hans besætning omkom.