Fly over bjerge

148 dage på isen: Amerikanske piloters dødskamp i Grønland

Et bombefly farer i 1942 vild over Indlandsisen og styrter ned. Ni amerikanere overlever, men storm, kulde og dybe spalter i isen gør redningsaktionen til en af 2. verdenskrigs farligste.

Et bombefly farer i 1942 vild over Indlandsisen og styrter ned. Ni amerikanere overlever, men storm, kulde og dybe spalter i isen gør redningsaktionen til en af 2. verdenskrigs farligste.

Getty Images, Shutterstock

Løjtnant Armand Monteverde flyver med 290 km/t. gennem den tætte tåge. Piloter med arktiske erfaringer kalder det “at flyve i mælk”, og den 27-årige amerikaner kan da heller ikke se andet end hvidt omkring sig.

Da han lettede, var vejret fint, men nu er situationen kritisk, for Monteverde i B-17-bombeflyet er klar over, at stejle klippeskrænter hæver sig på begge sider af fjorden. Og længere fremme venter en 250 meter høj mur: Den grønlandske indlandsis.

Af vane tjekker Monteverde flyets højdemåler, selvom den ikke er til megen hjælp nu. Instrumentbrættet angiver kun, hvor højt de befinder sig over havoverfladen – den fortæller ikke afstanden mellem B-17’eren og ismasserne under ham.

Den 9. november 1942 må Monteverde træffe sit livs sværeste valg. Trækker han styrepinden hårdt tilbage for at stige, klatrer B-17’eren måske over ismuren, men det vil tage tid, for selv uden bomber vejer B-17’eren over 22 tons. Det er derfor tvivlsomt, om manøvren vil lykkes.

Fly flyver over blå himmel

Mens flyet drejede, pegede den ene vinge mod jorden. Og det blev fatalt.

© Shutterstock

Den anden mulighed er at vende rundt og forlade fjorden. Andenpiloten Harry Spencer anslår, at flyet befinder sig ca. 30 meter over isen, og Monteverde beslutter at krænge flyet blidt til venstre.

Omgående straffes han for det skæbnesvangre valg. En forfærdelig, knasende lyd fylder kabinen, mens inventar og besætningsmedlemmer uden sikkerhedsbælte kastes rundt.

I det øjeblik indser Monteverde, at flyet ikke længere befinder sig over fjorden, men er nået langt ind over Indlandsisen. Nu pløjer venstre vinge ned i sneen, og øjeblikket efter kurer bombemaskinen hen over isen.

Undervejs brækker flykroppen over lige bag vingerne. 200 meter senere ligger flyet stille.

B-17’eren medbringer ikke varmt tøj og kun mad til få dage. Besætningen er i overhængende livsfare på Indlandsisen, hvor temperaturen kan dykke til minus 40. Styrtet bliver begyndelsen på en af 2. verdenskrigs farligste redningsaktioner. Flystyrt, afgrunde og koldbrand kommer til at koste amerikanerne dyrt.

Eftersøgning ender galt

Mellem 1941 og 1945 tog amerikanske fly smutvejen via Grønland for at nå frem til de europæiske slagmarker. Bombemaskiner og transportfly benyttede den såkaldte Nordatlantiske Færgerute.

Jorden med pil til England

Smutvejen til Europa: Under 2. verdenskrig havde få fly rækkevidde til at flyve direkte fra USA til England. I stedet blev fabriksnye fly fløjet til baserne BW-1, BE-2 og BW-8 på Grønland. Derfra fløj de via Island til England.

© Shutterstock

Monteverde og hans besætning var netop ankommet til Grønland med en fabriksny B-17 (også kaldet Flyvende Fæstning), da deres videre rejse mod Europa blev afbrudt: Et transportfly var meldt savnet, og alle disponible besætninger måtte på vingerne for at lede efter det.

Den 9. november 1942 lettede Monteverde derfor fra basen Bluie West One (BW-1) – nutidens Narsarsuaq Lufthavn – i det sydvestlige Grønland. Tre timer senere styrtede han ned i tæt tåge og fik selv desperat brug for hjælp.

Styrtet havde skåret bombeflyet over i to dele, der lagde sig til rette bag hinanden. Monteverde, Spencer og fem andre befandt sig stadig inde i vraget, mens oversergent Alfred Best var blevet slynget ud gennem plexiglasruden i næsen og blødte fra sår i hovedet og på knæene.

Værre så det ud for flyteknikeren Paul Spina. Den flyvende fæstnings niende og sidste besætningsmedlem var røget ud gennem et vindue i loftet og lå på isen. Hans arm var brækket to steder.

Henrik Kauffmann foran bord

Kauffmann fik også andre danske diplomater til at ignorere ordrer fra det besatte Danmark.

© Frihedsmuseet

Kongen af Grønland inviterede amerikanerne

Stik imod den danske regerings vilje gav den danske ambassadør i USA, Henrik Kauffmann, under krigen USA lov til at oprette baser på Grønland. Danmark var besat af tyskerne, og ambassadøren mente derfor, at han havde frie hænder til at handle på sit lands vegne.

På etårs-dagen for den tyske besættelse, den 9. april 1941, underskrev Kauffmann “i kongens navn” en erklæring, som gav amerikanerne uhindret adgang til Grønland og tillod supermagten at forsvare øen mod eventuelle tyske angreb. Enegangen gav ambassadøren øgenavnet “Kongen af Grønland”.

Den danske samarbejdsregering fyrede prompte ambassadøren, tiltalte ham in absentia for landsforræderi og beslaglagde hans formue. Reaktionen anfægtede dog ikke Kauffmann, som fortsatte sin private udenrigspolitik krigen igennem. Efter befrielsen i 1945 blev han taget til nåde og fik en ministerpost i den første danske efterkrigsregering.

Gennem snefygningen kunne flyteknikeren Spina hverken se flyet eller sine kammerater, og kulden begyndte at gøre hans ubeskyttede hænder følelsesløse.

“Kan nogen få mig ind igen, det er iskoldt”, kaldte han, før han besvimede.

Knogler vrides på plads

Da Monteverde havde sundet sig, spændte han sin sikkerhedssele op og kravlede ud efter Spina. Flyets front var smadret, så piloten trak sin tekniker ind i halesektionen, hvor resten af besætningen også krøb sammen.

Da Spina kom til bevidsthed, forsøgte Monteverde at vride de brækkede knogler i hans underarm på plads. Gennem en halv time baksede han med armen – uden at kunne tilbyde sin patient nogen form for bedøvelse.

Da armen sad rigtigt, lavede Monteverde en skinne af et stykke aluminium fra vraget og forede den med faldskærmsstof. Imens pakkede de andre sig ind i tæpper og faldskærme og gjorde deres bedste for at vrikke med fingre og tæer for at forebygge forfrysninger.

Tørst var amerikanernes næste alvorlige problem. For at undgå dehydrering puttede de sne i munden, men den kolde væske gav mændene diarré uden at stille tørsten.

Først nu bemærkede besætningen, at flyets haleparti lå faretruende tæt på en afgrund. Gletsjere bevæger sig med forskellig hastighed, og den evige trækken og vriden får dybe spalter til at åbne og lukke sig. Hvis spalten bag halepartiet blev større, risikerede skroget at glide ned i dybet og tage mændene med sig.

Samme aften blev de amerikanske baser på Grønland informeret om, at Monteverdes Flyvende Fæstning ikke var vendt tilbage. Da besætningen ikke havde nået at sende et nødråb, vidste ingen imidlertid, hvor ulykken var sket. Næste morgen gik 17 fly på vingerne for at lede.

Barberkniv

Ifølge en amerikansk overlevelsesguide skulle besætningen medbringe en ragekniv, i tilfælde af at de styrtede ned.

© Shutterstock

Håndbog advarede mod fuldskæg

Barbér dig jævnligt
● FORKERT: Det amerikanske luftvåbens arktiske håndbog advarede mod at lade skægget gro. I kulden ville udåndingsluften angiveligt fryse til is og forvandle skægget til en maske af is, der gav forfrysninger. Andre af guidens råd var derimod bedre.

Massér aldrig forfrysninger
● SANDT: Hvis B-17’erens besætning havde haft håndbogen, havde de fx nok ikke gnedet hinandens forfrosne områder og dermed forværret sårene.

Røg gør dig synlig
● SANDT: Håndbogen rådede også til at tænde et røgfyldt bål med flyolie som brændstof – for at tilkalde eftersøgningsfly.

Eftersøgningsflyene skulle især afsøge den del af Indlandsisen, som B-17’eren oprindeligt var blevet sendt ud til – et område på størrelse med Amager. Men de var også nødt til at følge flyets 500 km lange rute fra basen.

Ingen af de mange fly fik imidlertid øje på vraget, og næste dag måtte yderligere eftersøgning udsættes, da en af Grønlands utrættelige vinterstorme satte ind og hvirvlede sneen op.

I gletsjerspaltens dyb

Efter et døgn klarede vejret op, og Monteverdes mænd gik i gang med at skrabe mere end en meter sne væk fra vraget, så de grønne vinger og kroppen kunne ses fra luften.

Senere på dagen dristede Spencer og navigatøren Bill O’Hara sig til at udforske området og afmærke farlige spalter. I det klare vejr kunne de se havet i Køge Bugt (i dag Ikeq) og vurderede, at afstanden ikke oversteg 16 km (i virkeligheden var der blot 11 km).

De diskuterede, om hele besætningen kunne vandre til kysten, hvor de ville have nemmere ved at overleve.

Indlandsisen og gletsjerspalter på Grønland

Indlandsisen på Grønland er mange steder 1.500 meter tyk, og gletsjerspalterne lige så dybe.

© Shutterstock

Gletsjere er forræderiske og skal betrædes med den størst mulige forsigtighed – og blot 50 meter fra vraget gik det galt. Spencer trådte ud på en tilsyneladende solid snebro, som gav efter og trak ham med sig i dybet.

Spencer nåede at tænke, at den sidste stund i hans blot 22-årige liv var kommet, da han efter omkring tre sekunders frit fald landede hårdt på ryggen. Ved et mirakel havde en isblok på størrelse med en bil kilet sig fast 30 meter nede i gletsjerspalten og stoppede hans fald.

Forslået så Spencer sig omkring og opdagede, at isblokken, han lå på, var den eneste afsats, så langt øjet rakte. Var han gået to meter længere til venstre, ville Indlandsisen være blevet hans grav. Oppe fra overfladen hørte han O’Hara råbe til de andre: “Reb, kom med noget reb”.

Spencer indså, at sneen fra snebroen havde afbødet faldet, så han nu kunne rejse sig uskadt og råbe, at han var okay. I samme øjeblik rev isblokken sig løs og faldt i dybet.

Det tyske forsyningsskib Externsteine

Det tyske forsyningsskib Externsteine var i gang med at losse, da amerikanske tropper den 4. november 1944 angreb og erobrede det.

© Coast guard photographer

Hitlers baser på Grønland kom under beskydning

Europas vejr dannes ofte over Arktis, og derfor etablerede Nazityskland i 1942 fire hemmelige vejrstationer på Grønlands østkyst. Jagten på dem blev lang og blodig.

I marts 1943 opdagede en slædehundepatrulje udsendt af Grønlands landsfoged, at tyskerne i hemmelighed havde bygget en vejrstation på Sabineøen midt på den mennesketomme østkyst.

Tyskerne fik imidlertid øje på slæderne og forfulgte de to danske soldater. Deres base ved Eskimonæs blev derefter løbet over ende. I ly af natten måtte de fem mænd fra slædehundepatruljen (forløberen for Siriuspatruljen) flygte, da tyskerne både var i overtal og bevæbnet med automatvåben. Eskimonæs blev herefter brændt ned af fjenden.

Patruljen kunne imidlertid forsyne amerikanerne med så præcise oplysninger, at vejrstationen på Sabineøen to måneder senere blev bombet fra luften.

30 km derfra lå endnu en tysk vejrstation, som slædehundepatruljen angreb i april 1944. Under ildkampen blev en tysk løjtnant dødeligt såret. Seks uger efter evakuerede tyskerne stationen.

Hitlers sidste vejrstation på Grønland lå 250 km længere mod nord, og den blev den 4. november 1944 stormet af 200 amerikanske tropper, der blev landsat af isbrydere.

Gletsjerspalten blev til Spencers ufattelige held smallere, så isblokken efter nogle få meters fald atter satte sig på tværs. Kort efter kunne andenpiloten hales op ved hjælp af faldskærmsliner, som de andre bandt sammen til et tov.

Uheldet overbeviste mændene om, at det ville være livsfarligt at forsøge at vandre mod kysten. Da flere begyndte at vise tegn på forfrysninger i fødderne, ville det også være fysisk umuligt. Især O’Hara var hårdt ramt.

I flere dage havde han ikke turdet tage sine støvler af, men Monteverde overtalte ham til at tjekke. Huden på flere tæer havde allerede fået gule, grønne og blå farver – og flere steder skar dybe sprækker sig ned i kødet.

For at få gang i blodcirkulationen skiftedes de andre til at massere O’Haras fødder i timevis og varme dem ved at lægge hans iskolde tæer mod deres maveskind.

Fingre brænder af smerte

Som dagene gik, fandt besætningen mere vraggods, som de lagde på gulvet i halepartiet.

Kaptajn Monteverde, Harry Spencer, Don Tetley

Løjtnant Monteverde (th.) sammen to af de andre overlevere, andenpiloten Harry Spencer (midten) og Don Tetley.

© National Archives

Tæpper, tasker og stof fra flysæderne tjente som isolering, der forhindrede kulden i at trænge op nedefra. Halepartiets åbne ende dækkede de med en presenning.

Bekymringerne over forfrysninger og den hastigt svindende proviant blev kun overskygget af én ting: Fraværet af redningsfly i luften. Uden en radio til at kontakte basen med virkede det usandsynligt, at nogen ville forvilde sig ind over vraget.

Under styrtet var B-17’erens radioudstyr blevet knust, og kasserne, det var monteret i, tjente nu som læhegn foran presenningen.

Da vejret omsider tillod det, undersøgte telegrafisten Lolly Howarth udstyret og opdagede, at flere radiorør af glas havde overlevet.

Howarth ville forsøge at reparere den – men som telegrafist vidste han kun, hvordan radioen skulle betjenes – ikke hvordan han byggede en. Opgaven medførte, at han måtte arbejde med bare fingre ude i kulden, for Monteverde turde ikke løbe nogen risiko med gnister i det brændstof-indsølede haleparti.

“Styrtet ned på gletsjer. Er i live, send hjælp hurtigt”. Nødsignal fra B17’eren, 16. november 1942.

Howarth kunne kun arbejde på radioen i få minutter ad gangen, før han måtte ind for at gnide varme i hænderne igen. Hans fingre sved og brændte, og han græd af smerte, men fortsatte alligevel. Og den 16. november – en uge efter styrtet – virkede radioen.

Humøret steg mærkbart blandt besætningen, og Howarth skyndte sig at sende den første meddelelse ud i æteren. Modtageren fungerede imidlertid ikke, så han havde ingen chance for at vide, om nogen modtog signalet med ordlyden:

“PN9E (flyets kaldenavn, red.) styrtet ned på gletsjer. Er i live, send hjælp hurtigt”.

Maden falder som bomber

Heldigvis blev Howarths nødsignal hørt. Og nogle dage senere fik han også repareret B17’erens modtager og kunne høre, at alle amerikanernes 14 baser på Grønland var involveret i eftersøgningen.

Douglas C-54 Skymaster

Fra en Douglas C-54 Skymaster ville en norsk vovehals kaste forsyninger ned til Monteverde og hans sultne besætning.

© U.S. Air Force

Desværre gjorde storm det umuligt at få fly i luften de næste otte dage. Den 24. november var vejrudsigten stadig skræmmende læsning, alligevel besluttede den norske pilot Bernt Balchen sig for at gøre et forsøg.

43-årige Balchen var oberst i det amerikanske luftvåben og chef for BW-8 – den amerikanske base Bluie West Eight i Søndre Strømfjord.

I en Douglas C-54 Skymaster fløj han tværs hen over Grønland for undsætte B-17’eren. Med ombord havde han rigelige mængder mad, soveposer, varmt tøj, medicin og to små primusser, som de nødstedte kunne varme sig omkring. Imens brølede en storm med vindstød på 280 km/t.

“I 20 minutter blev vores firemotorers fly kastet rundt som et blad i en orkan. Uvejret var det voldsomste, som jeg nogensinde havde oplevet i et fly – og det der var tættest på at koste mig livet”, skrev Balchen senere i en af sine erindringsbøger.

Da han nåede området nord for Køge Bugt, fik han øje på B-17’eren, som ifølge nordmanden lignede en udtværet guldsmed.

Nordmanden Bernt Balchen

Til de nødstedtes store held befandt Bernt Balchen sig i Grønland i 1942. Nordmanden var ekspert i at flyve i arktisk kulde og stormvejr.

© History archive

Norsk pilot blev redningsaktionens helt

Det krævede en erfaren pilot at finde B-17’eren i sneen. For norske Bernt Balchen var det blot endnu en bedrift i en lang og eventyrlig karriere.

Bernt Balchen (1899-1973) fra Kristiansand gik som teenager ind i den franske fremmedlegion og deltog i 1918 i Den Finske Borgerkrig. I 1929 fløj han som den første over Sydpolen.

Under 2. verdenskrig trænede Balchen norske piloter i lejren Little Norway i Canada, før amerikanerne håndplukkede ham til at lede en af deres luftbaser på Grønland. Derfra udførte han flere dristige redningsaktioner.

Han brugte fx en midlertidig smeltevandssø på Indlandsisen som landingsbase for sin vandflyver. Derpå førte han et redningshold sikkert gennem tøsne og over gletsjerspalter og undsatte 13 mand, der var styrtet ned.

Balchen elskede Arktis, men kendte farerne ved at flyve højt mod nord.

“Når man kæmper i Arktis, kæmper man på arktiske vilkår. For det meste vinder man, men af og til taber man, og Arktis viser ingen taber nåde”, skrev han senere i en af sine bøger.

Stormen førte de første faldskærme med forsyninger langt væk fra vraget, så i stedet bad Balchen over radioen de nødstedte om at søge dækning og bombede dem med kassevis af mad – flere af dem slog ned få meter fra vraget.

Efter en uge med dagsrationer så små som to stykker ost og to kiks pr. mand kunne de nødstedte omsider spise sig mætte.

Redningsfly lander langt væk

Balchen rapporterede, at han havde fundet vraget, men vurderede, at undsætning ville blive yderst risikabel. Fra luften kunne nordmanden se, at vraget lå omgivet af dybe gletsjerspalter. Kun fra nord synes det muligt at nærme sig B-17’eren med største forsigtighed.

Inden han måtte vende om og flyve tilbage til basen, sendte han en opmuntrende hilsen til Monteverde og hans folk: Kystvagtskibet Northland befandt sig i bugten syd for vraget, og en amerikansk base med slædehunde og snescootere var heller ikke langt væk.

USCGC Northland

Vandflyveren fra USCGC Northland kom til at spille en afgørende rolle under redningsaktionen.

© United States Coast Guard

Mens de ventede, blev O’Haras tilstand værre. Koldbrand havde angrebet hans fødder, og navigatøren var konfus og ville ingenting spise.

Howarth sendte en indtrængende bøn afsted over radioen:

“Situationen alvorlig. En mand er meget syg. Skynd jer”.

Ombord på Northland fik meldingen skibets Grumman J2F til at gå i aktion – vandflyveren med kælenavnet “Anden” lettede med piloten John Pritchard og radiomanden Benjamin Bottoms ombord.

Efter en times flyvning foretog de en dristig landing på Indlandsisen 3 km fra vraget. Derfra gik de med største forsigtighed mod vraget.

Monteverde modtog dem med ordene:
“I skulle ikke være landet, I risikerer ikke at kunne lette igen”.

Pritchard svarede muntert: “Om nødvendigt er jeg villig til at blive”.

O’Hara kunne umuligt gå hen til vandflyveren på sine forfrosne fødder, og heller ikke Spina med sin brækkede arm magtede det, så i stedet blev to andre udpeget til at blive evakueret som de første.

Amerikanernes primitive snescootere kaldet "Motorsled"

“Motorsled” kaldte amerikanernes deres primitive snescootere, som nogle af B-17’erens besætningsmedlemmer blev forsøgt evakueret på.

© Daderot

Tilbage ombord på Northland fik Pritchard en heltemodtagelse, mens kaffe og dampende varm suppe i en fart blev stillet foran de to evakuerede besætningsmedlemmer.

Samme aften nåede to snescootere frem til B-17’eren fra en lille vejrstation, der gik under navnet Ice Cap Station. Løjtnant Max Demorest og sergent Don Tetley medbragte bakteriedræbende sulfapræparater til O’Haras fødder og skulle efter planen evakuere nogle af besætningsmedlemmerne på deres køretøjer.

Planen holdt imidlertid kun til næste morgen, hvor Demorest forsøgte at krydse en tilsyneladende solid snebro. Vægten af snescooteren fik snebroen til at kollapse og trak ham med sig i dybet.

Midt i dramaet landede Pritchard og Bottoms med “Anden”. Monteverde sendte dem straks tilbage til Northland efter reb til at redde Demorest op med – og radio-tryllekunstneren Howarth fik ordre til at tage med.

Gletsjeren var en dødsfælde

Hvorfor Monteverde kun beordrede én af sin mænd evakueret, forbliver et mysterium, men beslutningen reddede menneskeliv. Undervejs fløj Pritchard ind i den samme “mælk”, som havde fået B-17’eren til at forulykke. Vandflyveren styrtede ned, og alle tre ombord omkom.

Håbet om at finde Demorest i live ebbede efterhånden ud, mens O’Haras koldbrand blev værre. Tetley var villig til at gøre et nyt forsøg på at nå ud til kysten, men behøvede to mand til at hjælpe sig. En skulle gå foran og tjekke, om isen kunne bære sneescooteren, mens den anden vågede over O’Hara, der blev trukket efter den på en slæde.

Andenpiloten Spencer blev valgt som fortrop, mens mekanikeren Clarence Wedel gik bagerst iført snesko og holdt øje med O’Hara.

For at slippe fri af de værste gletsjerspalter kørte Tetley først nordpå, som Balchen havde anbefalet. Efter nogle timer ville han svinge mod øst for at nå Ice Cap Station et døgns tid senere. Men Indlandsisen ville det anderledes.

Sorte fødder pga forfrysninger

Forfrysninger afskærer blodforsyningen til tæerne, så de med tiden bliver sorte.

© CheckDO

Allerede efter nogle timers kørsel forcerede Tetley en snebro, der holdt til både ham, snescooteren og O’Hara, men da Wedel trådte ud på den, forsvandt han i dybet og blev aldrig set igen.

Chokerede fortsatte de tre andre, indtil snescooteren brød sammen 10 km nord for vraget af B-17’eren. Her gravede de huler i sneen for at komme i læ for de iskolde vindstød.

Fly, der bragte forsyninger til Monteverde, opdagede snart Tetleys lejr og kastede også mad ned her. Mens dage blev til uger, forværredes O’Haras tilstand – hans hud blev gul bortset fra de koldbrandshærgede tæer, der lignede to sorte klumper. Morfin holdt ham nogenlunde smertefri, men han blev mere og mere apatisk.

En nat skilte alt det døde kød sig fra det levende, og hans fødder faldt af. Alt neden for anklerne blev nede i støvlerne.

74 dage var der gået, siden Monteverde styrtede ned, og i vragets haleparti bredte mismodet sig efterhånden. Radioen, som Howarth havde repareret, virkede ikke længere, og uden den kunne de hverken sende eller modtage meddelelser. Kun vente.

Catalina-flyvebåden og slædehunde

Catalina-flyvebåden kunne ifølge producenten ikke holde til at mavelande på Indlandsisen, men Bernt Balchen var villig til at prøve.

© United States Army Air Force

Først 89 dage efter styrtet tillod vejret omsider, at Tetley, O’Hara og Spencer kunne evakueres fra Indlandsisen. Bernt Balchen landede i en Consolidated PBY Catalina-flyvebåd og bar den afkræftede O’Hara ombord i sine arme. Opgaven var let, for navigatøren vejede efterhånden blot 36 kg – 46 kg mindre end ved ankomsten til Grønland.

De mange livsfarlige gletsjerspalter ved B-17’eren gjorde landinger umulige, og da den grønlandske vinter atter viste tænder, måtte undsætningen af Monteverde udsættes.

Selvmordstanker plagede både kaptajnen og hans to afkræftede mænd, men efter 129 dage på Indlandsisen blev de omsider hentet med hundeslæder, som var blevet fløjet til Tetleys gamle lejr.

Herfra skulle de flyves ud, men vejret udsatte deres evakuering i yderligere to og en halv uge. Først efter 148 dage undslap trioen Indlandsisen.

Redningsaktionens sidste kapitel var hellere ikke uden drama. Flyvebåden havde svært ved at komme i luften, og den ene motor overophedede. Da flammer stod ud af den, indså Balchen, at flyet var for tungt.

Han stod derfor af og førte tre af sine mænd mod kysten sammen med hunde og slæder. Uden deres vægt lykkedes det andenpiloten at lette.

Af de i alt ni mand ombord på B-17’eren omkom to, mens tre heltemodige mænd omkom under forsøget på at vriste dem ud af den arktiske kuldes favntag. Besætningen på transportflyet, som Monteverde blev sendt ud at lede efter, overlevede ikke.