Løjtnant John Kane tror ikke sine egne øjne. Efter mange timers endeløs flyvning i spidsen for en gruppe på 47 B-24-bombefly nærmer han sig omsider sit mål: Ploesti-olieraffinaderierne i Rumænien.
Ifølge planen skal hans gruppe bombe et anlæg lige syd for Ploesti by, men til Kanes overraskelse er målet allerede indhyllet i tyk røg fra et andet angreb – noget er gået galt.
Kane fører sine bombefly ned i højde med trætoppene, da den røgfyldte himmel pludselig eksploderer i et inferno af granater.
“Alt gik amok neden under os. Jeg så naturtro høstakke folde sig ud som tusindfryd med gemt antiluftskyts, der sprøjtede ild mod os”, huskede Kane senere.
Nede på jorden buldrer et flaktog spækket med antiluftskyts afsted i samme retning og pumper nådesløst flak-granater og maskingeværkugler ind i de lavtflyvende bombemaskiner.
Næsten 200 bombefly angreb Ploesti. På billedet angriber bombergruppe 98, mens et nedskudt fly eksploderer i baggrunden. Fotoet er taget fra et andet bombefly, som altså flyver endnu lavere.
Amerikanerne har aldrig set noget lignende. Hele området omkring Ploesti er plastret til med skjulte antiluftskytsstillinger.
Desperat affyrer Kane samtlige 2.400 skud fra maskingeværet i B-24’erens snude, så den nærtsiddende navigatør sidder i patronhylstre til knæene.
“Du har brugt al ammunitionen!” måber navigatøren.
Syv ud af de ni bombere forrest i Kanes gruppe bliver ramt af flakken. Men maskinerne holder sig på vingerne og fortsætter mod olieanlægget.
Skorstenene på deres mål – olieraffinaderiet Astra Romana med kodenavnet “White 4” – er næsten forsvundet i de kulsorte røgskyer, som bølger op fra Ploesti denne formiddag den 1. august 1943.
“Vi blev trukket gennem indgangen til Helvede”. Overlevende besætningsmedlem i sin missionsrapport.
Kanes gruppe må flyve direkte ind i mørket. De kan ikke give op, for luftangrebet – et af de dristigste under 2. verdenskrig – kan afgøre krigen. Uden olien fra Rumænien vil en stor del af Hitlers krigsmaskine gå i stå.
I al hemmelighed har tyskerne imidlertid udbygget Ploestis luftforsvar massivt. Det kæmpestore olieanlæg er i 1943 en veritabel fæstning spækket med skjulte fælder.
Som et besætningsmedlem efter togtet beskrev det:
“Vi blev trukket gennem indgangen til Helvede”.
Oliefelter var Hitlers livline
I sommeren 1943 bragede 2. verdenskrig løs på snart fjerde år. Adolf Hitlers krigslykke var vendt, og hans forhåbninger om at erobre Stalins olie i Kaukasus var brast efter de blodige nederlag på Østfronten.
Derfor var nazisterne mere end nogensinde afhængige af den rumænske olie, der flød fra raffinaderierne i Ploesti 80 km nord for Bukarest.
De allierede kendte den rumænske olies vigtighed og vurderede, at et angreb på raffinaderierne kunne forkorte krigen med mindst seks måneder. Derfor blev Ploesti et hovedmål i sommeren 1943.
De allierede havde gamle luftfotos af Ploesti, hvorpå de udpegede de vigtigste angrebsmål.
Ploesti var Rumæniens oliemekka
Rumænien havde det, mange andre lande i Europa ikke rådede over i 1940’erne: Olie i store mængder. Især forekomsterne i Ploesti var så omfattende, at Hitler for alt i verden ville være venner med rumænerne.
Da 2. verdenskrig brød ud, var Rumænien en af Europas største olienationer. Landet ved Sortehavet havde en samlet raffinaderikapacitet på 10,7 mio. tons olie årligt – svarende til ca. en tredjedel af den olie, Sovjetunionen rådede over med dets oliefelter i bl.a. Kaukasus.
Rumæniens oliemekka var Ploesti. Området rummede hele 85 pct. af landets olieforekomster, og syv store raffinaderier kørte dag og nat for at raffinere det sorte guld. Derfor var Ploesti uhyre vigtig for Nazitysklands krigsmaskine.
Tyskland rådede kun over meget lidt olie i undergrunden og måtte producere syntetisk brændstof udvundet af brunkul. Men mængderne slog slet ikke til.
Hitler etablerede derfor en alliance med Rumænien, som bl.a. fik stillet i udsigt at få det tabte område Bessarabien tilbage fra Sovjetunionen.
Til gengæld skulle rumænerne bidrage med tropper og ikke mindst olie til Aksemagternes krig.
På grund af tyskernes stærke luftforsvar i det vestlige og centrale Europa var et luftangreb fra England ikke muligt. Men fra baser i Benghazi i Libyen kunne amerikanske langdistancebombere som B-24 Liberator nå de ca. 4.000 km frem til Ploesti og tilbage igen.
Operationen, der blev døbt “Tidevandsbølge”, skulle udføres med i alt 178 fly, der medførte brandbomber og tunge bomber på 250 og 500 kg. Som noget helt nyt skulle B-24’erne bombe fra ekstremt lav højde.
Den dristige indflyvning skulle sikre, at flyene ikke blev opdaget af tysk radar. Desuden ville den lave højde forbedre træfsikkerheden for de i alt fem bombergrupper, der skulle ødelægge Ploestis syv raffinaderier.
Vurderingen var, at det ville koste tre gange flere fly at angribe i så lav højde. Men den øverstbefalende for luftangrebet, general Lewis Brereton, elskede idéen.
“Han indrømmede selv, at han blev grebet af storheden i planen”, lød det fra et besætningsmedlem på John Kanes B-24’er.
Inden angrebet modtog Kanes gruppe 98 de sidste informationer på basen i Benghazi.
I Libyens ørken byggede ingeniørtropper derfor en detaljeret model af Ploesti-området, som togtets 1.753 deltagere øvede sig på.
“Vi trænede, til vi kunne bombe det i søvne”, huskede et besætningsmedlem.
Trods den minutiøse planlægning var der én ting, som amerikanerne kun vidste meget lidt om: Ploestis luftforsvar.
Ploestis luftforsvarsgeni
I Rumænien havde den tyske general Alfred Gerstenberg brugt tre år på at forberede Ploesti på luftangreb. Den hemmelighedsfulde general var nære venner med Tysklands chef for luftvåbnet, Hermann Göring.
De to havde kæmpet sammen som piloter under 1. verdenskrig, og Gerstenberg var lidt af et geni, når det kom til luftforsvarssystemer. I 1940 blev han udstationeret til Rumænien, hvor han tog fat på at perfektionere Ploestis forsvar.
Som det første smed han enhver mulig spion ud af byen Ploesti og forseglede derefter området, så det blev umuligt for nysgerrige at komme tæt på. Gerstenbergs eneste forbindelse i Berlin var Göring, men det var også nok.
Det lykkedes ham således at få en række af det tyske Luftwaffes bedste folk til Ploesti, herunder tekniske eksperter. I 1943 befandt der sig derfor 75.000 luftwaffefolk i Rumænien.
Gerstenberg brugte ressourcerne til bl.a. at opstille radarer rundt om Ploesti samt på Balkan, hvor han også etablerede et system af luftmeldeposter. Dernæst opstillede den utrættelige general over 40 batterier med 237 antiluftskytskanoner omkring Ploesti.
Dertil kom hundreder af maskingeværstillinger skjult som nedgravede stillinger, i falske høstakke samt huse og kirketårne.
Forsvaret stod i stærk kontrast til de allieredes antagelse af, at Ploesti højst havde ca. 100 antiluftskytskanoner. Lige så fejlagtig var antagelsen, at antiluftskytset primært var bemandet af middelmådige rumænske skytter.
I virkeligheden var 80 pct. bemandet af toptrænede tyske soldater, som Gerstenberg dagligt lod gennemføre udmarvende øvelser. Klagede soldaterne, risikerede de omgående at blive sendt til Østfronten – toget dertil kørte direkte igennem Ploesti.
Endelig samlede Gerstenberg lidt over 100 tyske og rumænske kampfly på baser rundt om raffinaderierne. Ploesti var med andre ord én stor fælde – klar til at klappe sine tænder i enhver fjende fra luften.
Tyskerne havde også nedgravet hundreder af tønder med en kemisk blanding, der udsendte en tyk røg over Ploesti. Røg-generatorerne blev antændt i tilfælde af flyangreb.
Bombeflyene blev splittet op
Ved 4-tiden om morgenen den 1. august 1943 lettede de allierede bombefly fra baserne i Libyen, og snart brummede flyarmadaen over Middelhavet. Allerede over vandet fik ni af de 178 fly mekaniske problemer og måtte returnere.
Nær Korfus kyst begyndte flyet med kaldenavnet Wongo Wongo i bombergruppe 376, armadaens forreste, pludselig at slingre i luften, så flyene rundtom måtte dreje skarpt.
Løjtnant John Kane så det på afstand i den bagvedliggende bombergruppe 98:
“Flyet spandt ned i havet og eksploderede i en sort sky. Vi sad der, forbløffede, og så gruppe 376 blive splittet op. Fly fløj i alle retninger”.
Det lykkedes gruppe 376 at samles igen, men da den samlede armada nåede de jugoslaviske bjerge, blev de to første bombergrupper, 376 og 93, separeret fra de tre sidste grupper.
De fem flyformationer havde strenge ordrer om radiotavshed og fandt derfor aldrig sammen igen med det resultat, at de to første grupper endte med at være langt foran de tre sidste, da angrebet blev indledt.
Bombeflyet “Wongo Wongo” styrtede ned i Middelhavet allerede kort efter at være lettet fra Benghazi. Ingen overlevede.
Overraskelsesmomentet var dog alligevel knust, for allerede ved 10-tiden fik tyskerne nys om, at et stort luftangreb var på vej, da radarstationer i Serbien og Bulgarien opfangede truslen.
Da observationsposter i De Transsylvanske Alper også spottede luftstyrken en times tid senere, regnede Gerstenberg i Rumænien hurtigt ud, at et storstilet angreb på Ploesti måtte være under opsejling.
Amerikanerne skulle få en varm velkomst.
Kaos over Rumænien
I luftrummet over Rumænien blev bombergruppe 376 igen rodet ud i total forvirring, da gruppens kommandør, Keith Compton, foretog en for tidlig kursændring, så han i stedet for at ændre kurs mod Ploesti ved landsbyen Floresti drejede af ved landsbyen Targoviste. De efterfølgende fly fulgte blindt med.
Et enkelt fly i Comptons formation opdagede dog fejlen, og piloten John Palm dirigerede sin B-24’er tilbage mod Ploesti. Snart susede det ensomme fly hen over træer, hegn og telefonpæle, inden det – som det første amerikanske fly – mødte fjendens flak.
“Jeg angreb bagfra og satte hans højre vinge i brand”. Den tyske jagerpilot Hans-Wilhelm Schöpper om angreb på et bombefly.
En 20-mm-granat borede sig ind i maskinen og dræbte et besætningsmedlem.
For at holde flyveren i luften beordrede John Palm, at den tunge bombelast skulle smides, inden B-24’eren desperat forsøgte at slippe væk. Men den tyske Messerschmitt-pilot Hans-Wilhelm Schöpper havde dem på kornet.
“Jeg fløj kun 40 m bag dem. Jeg angreb bagfra og satte hans højre vinge i brand”, berettede Schöpper.
Kort efter styrtede flyet. John Palm selv og enkelte andre overlevede dog.
Imens var det omsider gået op for Compton, at han ikke var på vej mod Ploesti. Hans gruppe på 28 fly, der skulle have bombet som de første, måtte nu flyve i en stor bue uden om Ploesti for at angribe fra en ny vinkel.
“Vi har mistet vores bomberute. Bomb, hvad I kan!” galede Compton over radioen.
VIDEO: Bombeflyene endte i et inferno
Amerikanerne havde i alt syv mål omkring Ploesti. Men tyskernes indædte forsvar samt en skæbnesvanger navigationsfejl bevirkede, at bombeflyene fløj direkte ind i et uhyggeligt ragnarok af ild, røg og antiluftskytsgranater.
Bombefly angreb tilfældigt
Bombergruppe 93 ledet af løjtnant Baker var fulgt i hælene på Comptons gruppe. Baker opdagede den fejlagtige kurs, og efter seks minutter dirigerede han sine 37 bombefly tilbage mod Ploesti.
Den nye indflyvningsvinkel betød, at gruppen måtte flyve tværs over Ploesti for at nå sit planlagte mål. Men fra stort set ethvert af Ploestis hustage skød forsvarerne mod de lavtgående maskiner. I stedet gik besætningerne derfor intuitivt efter nye mål.
Det mindede mest af alt om et flyvende cirkus, hvor maskinerne væltede rundt mellem hinanden på jagt efter raffinaderier at bombe, mens granaterne eksploderede omkring dem.
“Flammerne stod op overalt i cockpittet”. Øjenvidne om de sidste øjeblikke for bombeflyet “Hell’s Wench”.
Bakers Hell’s Wench var et af de første, som et flakbatteri forvandlede til en flyvende ildkugle.
“Flammerne stod op overalt i cockpittet”, bevidnede besætningen i et bombefly tæt på.
Et andet fly i gruppen blev beskudt så voldsomt, at det knækkede midtover, inden flydelene faldt ned i en landsby uden for Ploesti.
Den mest tragiske nedskydning under gruppens angreb var, da en B-24’er blev beskudt af den rumænske jagerpilot Carol Anastasescu. Den 30 tons tunge maskine bragede ind i Ploestis kvindefængsel, hvor 61 civile omkom.
Den rumænske pilot angreb herefter et andet bombefly, som forsvarede sig energisk. Anastasescus fly – og han selv – blev omsluttet af flammer, men han fløj for lavt til at kunne kaste sig ud i faldskærm.
Da han så et ensomt bombefly, tog han en beslutning: “Jeg kunne hurtigt gøre en ende på den forfærdelige smerte”.
Resolut fløj han sit fly direkte ind i bombemaskinen:
“Jeg følte en voldsom hede, og det var det”.
Ved kollisionen røg Anastasescu ud af cockpittet og ramte jorden ca. 50 m nede. Timer senere blev han fundet i en bunke ensilage – i live.
B-24’erne blev bl.a. lastet med store bomber som denne på hele 500 kg.
Bombefly fik specialudstyr
B-24 Liberator var et langsomt og klodset fly, men til den særlige mission mod Ploesti blev bombeflyene opjusteret, så de bedre kunne klare det farlige angreb.
I løbet af 2. verdenskrig begyndte B-24 Liberator at afløse de berømte Flying Fortress-bombefly i kampene om Europa. Flyets styrke var, at det kunne medbringe en større bombelast over en længere afstand. Til gengæld var B-24’eren ustabil.
“Den er klodset og reagerer ikke på styregrejet. Og for en person på jorden ligner det, at man kan skyde den ned med en sten”, udtalte oberst Jacob Smart, som ellers var en af fortalerne for at sende bombeflyene lavt ind over Ploesti.
Liberatoren blev alligevel valgt til angrebet pga. dens rækkevidde. Men for at ruste flyene bedre til den farefulde indflyvning fik de en række forbedringer.
Ekstra panserplader blev monteret, og et ekstra kaliber .50-maskingevær blev tilføjet i snuden til forsvar mod antiluftskytsstillingerne. De store bomber ombord var tidsindstillede, så de først eksploderede op til en hel time efter nedkastningen, så slukningsarbejdet blev stort set umuligt.
Endelig fik B-24’erne monteret to ekstra brændstoftanke på 1.500 liter for at øge rækkevidden yderligere.
Kane fløj ind i infernoet
Ombord på Hail Columbia mærkede kommandøren for gruppe 98, John Kane, kaosset under indflyvningen mod Ploesti. Den vildfarne gruppe 93 havde således allerede bombet dele af det mål, som Kane skulle angribe.
I lav højde kom flyene fra gruppe 98 og 44 faretruende tæt på hinanden. Begge mødte massiv modstand.
“Alt undtagen køkkenvasken rejste sig fra jorden og fór op imod os”, erindrede Kane.
Værst var beskydningen fra et flaktog, hvis antiluftskyts fyrede løs. I spidsen for formationen speedede Kane op og nåede kl. 12.12 ind over Ploesti, der lignede en vulkan i udbrud pga. flak og brande.
“Vi vidste, at det var en katastrofe. Men vi fløj direkte ind”, forklarede Kanes navigatør, Norman Whalen, siden.
Kane susede gennem sorte røgskyer, inden olieanlægget Astra Romana med kodenavnet White 4 pludselig dukkede op bag røgmasserne.
En B-24’er fra Kanes gruppe 98 flyver gennem røgen fra det brændende olieanlæg Astra Romana (White 4).
Kane fløj så lavt, at eksplosionen fra et andet flys bombenedslag pludselig skød op om Hail Columbia, så flammerne trængte ind i kabinen og svitsede hårene på Kanes arm.
“Motor nummer fire er ramt”, meldte andenpiloten samtidig.
Med tre motorer tilbage styrede Kane maskinen mod olieraffinaderiet Astra Romana, og kl. 12.13 piftede flyets 500 kg bombe ned mod målet.
Mens Kane steg op, blev B-24’eren ved siden af ham ramt af en granat, hvorefter maskinen fløj ind i en spærreballon, der rev den ene vinge af. Flyet styrtede ned i olieanlæggets bygninger.
Fra alle retninger mødtes flyene nu over Ploesti. Den tyske general Gerstenberg, der stod midt i byen, antog, at amerikanerne havde planlagt angrebet sådan. Han var derfor meget imponeret over det avancerede angreb.
Flere fly kolliderede imidlertid. Løjtnant Patch fra Kanes bombergruppe var også tæt på at ramme et andet fly, der blev beskudt af flak. Det styrtede så tæt på Patch, at han kunne se “ammunitionen eksplodere som popcorn i det sorte, røgfyldte cockpit”.
14 af flyene i Kanes gruppe blev skudt ned over oliefelterne. Til gengæld nåede flyene at smide 50 bomber over målet, inden de steg op over de omkringliggende majsmarker.
“Vi forlod målet så lavt, at vores haleskytte stadig spiser stegte majskolber”, jokede et besætningsmedlem på hjemturen.
Men faren var langtfra overstået.
Kampfly jagtede amerikanerne
Omkring kl. 12.20 smed de sidste bombefly deres last over Ploesti. Blandt dem var Comptons vildfarne gruppe, som måtte nøjes med at bombe tilfældige mål. Men i løbet af knap 30 minutter var i alt 500 bomber regnet ned over Ploesti-området. Flammer og røg stod op overalt.
Mange af flyene var slemt tilredte. Motorer var stået af, skrog gennemhullede og vinger sønderskudte. Og i lige hælene på dem fulgte hævnerne.
“Jagerflyene klistrede sig til os som snegle på en træstamme”. Løjtnant Kane om flugten fra Ploesti.
Overalt blev de langsomme bombefly indhentet af lynhurtige Messerschmitt-jagere eller rumænske IAR-jagerfly. En af jægerne var den rumænske pilot Ioan Barladeanu, som spottede et stort antal fly fra gruppe 44.
“Det syntes, som om jeg havde hundreder af maskiner foran mig. Jeg havde aldrig set så imponerende en formation”, fortalte han.
“Jeg trykkede på affyringsknappen, til min hånd gjorde ondt. Én lang og vedvarende salve. Jeg så eksplosionen ved dens motor, og den begyndte at sprutte ild ud og ryge. Firemotorsmaskinen fløj nogle sekunder mere, inden den mistede fart og styrtede ned. Min Gud, jeg var overvældet”, lød det fra den rumænske pilot.
Større erfaring havde Luftwaffe-piloterne, som Kane fik selskab af på hjemturen. Løjtnanten havde allerede mistet en motor og følte sig “som en forkrøblet fisk på flugt fra en haj”, da Hail Columbia humpede afsted, og to Messerschmitt-fly dukkede op:
“Jagerflyene klistrede sig til os som snegle på en træstamme. Vi blev overdynget med skud”.
Haleskytten forsvarede desperat sine kammerater, og til alles lettelse forsvandt jagerne pludselig. Men endnu en motor var ødelagt, højre vinge sønderskudt og to propeller beskadigede.
Kane vidste, det ville være umuligt at nå tilbage til Libyen.
Efter angrebet lå nedskudte amerikanske bombefly strøet ud over området omkring Ploesti.
B-24’ere nåede ikke hjem
Kane var langtfra ene om ikke at kunne nå Nordafrika. Mange fly meldte over radioen, at de var i problemer, og lederen af gruppe 98 var klar i mælet.
“Her er Kane. Alle, som er ramt, tag mod Tyrkiet”, lød det over radioen.
Med netop samme kurs nåede Hail Columbia kort tid efter til Balkanbjergene i Bulgarien. Mandskabet sad med hjertet i halsen, mens den skrantende flyver kun akkurat slæbte sig over bjergtoppene.
“Jeg sværger på, at jeg mærkede flyets bug skrabe mod bjerget”, råbte haleskytten.
Snart fløj maskinen ind over Tyrkiet, hvor i alt syv fly måtte nødlande.
For at undgå internering kæmpede Kane og hans folk for at holde Hail Columbia i luften, til de nåede Cypern. Kun ved at finde en brændstofrest i en tank i bomberummet klarede mandskabet den ekstra halve times flyvning, inden de landede på cypriotisk jord.
I alt 12 fly nåede Cypern. Syv andre maskiner endte på Malta, mens ni landede på Sicilien. Et af flyene havde fløjet så lavt ved Ploesti, at kornaks sad klemt fast i bombelugerne. I et andet talte mekanikerne hele 376 huller fra flak i skroget.
Kun 88 af missionens bombefly nåede Libyen som planlagt.
Kun 88 af de oprindelige 178 bombefly nåede tilbage til basen i Libyen. Her lander et af dem.
Hjemme på baserne i Libyen stod mange pladser tomme ved aftensmaden. 54 fly var gået tabt under missionen og 208 besætningsmedlemmer taget til fange eller interneret. Hele 308 havde mistet livet.
Deres afskedsbreve blev samlet sammen og sendt hjem til familierne. Bombningen af Ploesti havde haft en høj pris.
I Benghazi spejdede flybasens personel efter de hjemvendende bombefly. Af de 1.753 mænd, som deltog i angrebet, blev 516 enten dræbt eller interneret i Rumænien, Bulgarien og Tyrkiet.
Efterfølgende viste det sig, at Ploesti havde så meget reservekapacitet, at produktionen af olie til Hitlers krigsmaskine stort set ikke gik ned.
Til gengæld løftede angrebet agtelsen for det amerikanske luftvåben. Få dage efter angrebet talte hele Europa om de helte, som havde bevist, at USA’s bombefly kunne angribe deres mål helt tæt på og dermed – for en gangs skyld – undgå at dræbe civile i tusindvis.
Blandt de internerede var amerikaneren Ned Howard, som mistede sit ene ben, da hans fly blev skudt ned over Ploesti. Han tilbragte de næste 13 måneder i fængsel.
I 1944 angreb amerikanske bombefly igen Ploesti, men denne gang fra mange kilometers højde.
Amerikanerne angreb Ploesti igen og igen
USA håbede, at bombetogtet i 1943 ville sætte Ploesti-anlæggene ud af spil i månedsvis, men skaderne blev hurtigt udbedret. Derfor besluttede amerikanerne at bombe Ploesti igen.
Bombetogtet mod Ploesti blev – trods de store tab – betragtet som en succes. Men hurtigt stod det klart, at angrebet ikke levede op til forventningerne. Målet var, at olieproduktionen skulle gå i stå i flere måneder.
Men i Ploesti gik arbejdsfolk hurtigt i gang med at udbedre skaderne, mens produktionen i hast blev flyttet til de uskadte anlæg.
Da raffinaderierne før angrebet ikke kørte med fuld kapacitet, faldt produktionen kun i begrænset omfang, og få uger senere var kapaciteten tilbage på niveauet fra før bombetogtet. Igen susede fragttog fra Ploesti med det altafgørende brændstof til fronten.
Amerikanerne nægtede dog at give op, og i 1944 angreb de atter Ploesti. Fra april til august 1944 bombede allierede B-17- og B-24-bombefly de rumænske raffinaderier hele 19 gange.
I det største angreb deltog 604 bombefly. Modsat angrebet i 1943 bombede flyene fra flere kilometers højde. De 19 angreb kostede de allierede i alt 222 bombefly, men nedsatte også Ploestis oliekapacitet dramatisk.