Da 1. verdenskrig sluttede i 1918, havde op mod 22 mio. mennesker mistet livet verden over. Men krigen havde reelt set ikke løst nogen problemer – snarere tværtimod.
I et forsøg på at undgå, at det mægtige Tyskland kunne starte en fremtidig konflikt, slog de allierede – anført af Frankrig – efter krigen hårdt ned på landet. Tyskerne blev pålagt at betale en enorm krigsskadeserstatning på 132 mia. guldmark, og den tyske hær måtte maksimalt være på 100.000 mand.
Mange i den tyske befolkning følte sig trådt på, og følelsen af at blive uretfærdigt behandlet gav grobund for Adolf Hitler og nazisterne.
“Vores styrke beror på vores hurtighed og brutalitet”. Adolf Hitler, en uge inden angrebet på Polen, 1939.
Men det var ikke kun blandt krigens tabere, der var utilfredshed at spore. Italienerne var blevet lovet store landområder for at kæmpe på de allieredes side, men fik kun en brøkdel. Utilfredsheden blev en drivkraft for Mussolini, der indledte erobringskrige i Etiopien (1935) og Albanien (april 1939).
Også Japan støttede de allierede og besatte bl.a. dele af Tysk Ny Guinea. Efter krigen havde japanerne mod på mere; de angreb Kina i 1937 for at skabe et stort imperium.
FOR OG IMOD: Krig brød ud verden over
Først da de europæiske lande gik i kamp, var der tale om en krig, der bredte sig over flere kontinenter. Indtil da var der blot tale om regionale konflikter, lyder et udbredt argument blandt historikere.
Aksemagterne – Tyskland, Italien og Japan – underskrev først den såkaldte Tremagtspagt i 1940. Den symboliserede, at der efter krigsudbruddet i Europa nu var en global konflikt i gang, hvor nationer fra forskellige verdensdele allierede sig i kampen.
Antallet af nationer, der gik i krig, steg markant efter Nazitysklands overfald på Polen i 1939. For mange historikere giver det først på dette tidspunkt mening at tale om en egentlig verdenskrig.
Krigen mellem Japan og Kina, der brød ud i 1937, endte som en del af den globale krig. Flere forskere mener derfor, at den bør ses som startskuddet på 2. verdenskrig.
Det er et udtryk for eurocentrisme at definere verdenskrigens begyndelse som den dag, striden begyndte i Europa, mener flere historikere. Generalsekretær for “Kongressen for de historiske videnskaber” Robert Frank udtalte under organisationens 22. internationale kongres i Kina (2015): “Krigen begyndte her, i Asien”.
Kampene i Asien ville på længere sigt have tvunget europæerne til at gribe ind for at beskytte deres kolonier, så konflikten ville uden tvivl være endt i en verdenskrig.
KONKLUSION: Flere militærkonflikter er endt som verdenskrige
Hvornår en konflikt udvikler sig til en egentlig verdenskrig, findes der intet klart svar på. Det er muligt at argumentere for, at både Syvårskrigen og Napoleonskrigene var reelle verdenskrige, men alligevel er det først “Den Store Krig” fra 1914 til 1918, der bliver omtalt som en verdenskrig.
Svaret på, hvornår 2. verdenskrig blev verdensomspændende, kommer an på, hvordan konflikten anskues.
Hitler forsøgte at fremstille invasionen af Polen som et svar på polsk aggression, men angrebet var nøje planlagt af den tyske hærledelse.
Begyndte verdenskrigen, da den første militære konflikt, der endte som en del af krigen, brød ud? Eller begyndte den først, da et større antal kontinenter og lande var involveret? I så fald kan der argumenteres for, at krigen først begyndte med USA’s indtræden i konflikten i 1941.
I sidste ende kommer svaret an på præmissen for, hvad en verdenskrig er. Og denne præmis er historikerne langtfra enige om.
MYTEKNUSERNES DOM: Historikerne er uenige.
