I løbet af natten til den 15. marts 1945 blev 612 amerikanske bombefly lastet. Lige før den dødbringende last kom på plads, skruede mekanikerne en særlig anordning ind i alle bomberne.
Anordningen lignede en ca. halv meter lang pind med en lille propel i enden; i virkeligheden var der tale om en tidsindstilling, der skulle forsinke udløsningen af bomberne.
Op ad formiddagen lettede B-17-maskinerne fra militærbaser i Midtengland og satte kurs mod Tyskland, og ved frokosttid passerede de frontlinjen.
Nu begyndte den tyske flakild. Flere fly blev ramt, men de afveg ikke fra kursen – dagens angreb gjaldt Oranienburg, en lille by ca. 30 km nord for Berlin.
Officielt havde bombeskytterne ordre til at ramme et jernbaneterræn midt i byen, men det var en dækhistorie. På de luftbilleder, som bombeskytterne havde studeret inden afgang, var der udpeget et bebygget område umiddelbart ved siden af jernbanen – Oranienburgs store kemiske fabrik, Auergesellschaft.
Med en tordnende rumlen nåede de første fly frem kl. 15.50 og slap deres last. Byens indbyggere krøb sammen i rædsel, for det var langtfra første gang, Oranienburg var udset som bombemål.
Her lå bl.a. en Heinkel-flyfabrik og en stor SS-kasserne foruden jernbanen. Alle tre steder havde tidligere været mål for allierede luftangreb.
Denne torsdag varede angrebet i mere end to timer, mens bølge efter bølge af B-17-fly tømte deres last over byen. “Bombs away”, lød det fra bombeskytten som en besked til piloten om, at missionen var fuldført.
Det var tid at vende hjem. Imens hamrede den tyske flakild løs, og en enkelt B-17 styrtede ned. Et andet hårdt ramt fly reddede sig til Polen og kunne nødlande i et område, som Den Røde Hær havde befriet.
I Oranienburg betød bombernes tidsindstilling, at Auer-fabrikken de følgende seks dage blev gennemrystet af eksplosioner, der pulveriserede bygninger, produktionsanlæg og store dele af byen.
“Man skal vide, hvad man gør”. Bomberydder og indsatsleder André Müller fra den tyske delstat Brandenburg.
Indsatsleder André Müller med en 250 kg tung bombe, der har ligget i jorden siden 1945.
I dag: Kampen mod uret
Flere gange om året rykker bomberydderen André Müller ud for at fjerne ueksploderede bomber, der blev kastet i Berlins omegn under 2. verdenskrig.
Arbejdet kræver omfattende forberedelser og en avanceret teknologi, så hverken beboere eller bomberyddere kommer i fare.
I byen Oranienburg stammer mange af bomberne fra et angreb, som var rettet mod nazisternes atomforskning.
Bomberydderne bliver sendt ud
I dag, næsten 75 år efter krigens afslutning, er Oranienburg en fredelig by med 45.000 indbyggere og S-togsforbindelse til Berlin.
De synlige spor efter krigen er få, men under jorden er billedet et helt andet. Videnskabelige beregninger har konkluderet, at ca. 300 bomber efter angrebet den 15. marts 1945 fortsat ligger ueksploderede i byens undergrund.
“Det er ikke et spørgsmål, om de går af, men hvornår”, siger André Müller. Han er indsatsleder ved bomberydningen i delstaten Brandenburg.
Sammen med sit hold på i alt seks mand rykker han ud flere gange om året for at fjerne bomber, der er blevet fundet i forbindelse med nybyggerier og vejanlæg.
André Müller er en tilbageholdende mand, der hverken river vittigheder af sig eller bruger store armbevægelser; bomberydning kræver et roligt gemyt. “Man skal vide, hvad man gør – det er det vigtigste. Og så skal man have en stor portion selvtillid”, siger han.
“Bomberyddere er blandt de bedst uddannede folk. Først bliver de skolet i flere år og samler erfaringer. De lærer procedurer og samarbejde med andre myndigheder hos kommunen og i politiet, inden de er klar til at rydde bomber”.
Selv kom André Müller til bomberydderne efter en lang karriere hos den østtyske hær (NVA). Her havde han haft ansvar for oprydningen på øvelsesområdet – en post, som kom til at koste ham det meste af en tommelfinger:
“Da de sovjetiske tropper efter Murens fald blev flyttet hjem til Rusland i 1994, skulle vi rydde op på kaserne-området. Det var detonatoren til en mine, som gik af... Problemet var, at de sovjetiske soldater havde en helt anden udrustning end den, vi kendte i NVA. Russerne fortalte bare ikke noget om den – og alligevel skulle vi rydde op efter dem. Set med nutidige øjne var det forbryderisk”.
Bomberne fra krigen koster tid og penge
Hver gang, en bombe bliver fundet i undergrunden, går et omfattende maskineri i gang, for arbejdet består ikke alene i at uskadeliggøre den ueksploderede bombe.
I tiden op til en bomberydning skal politiet spærre bydelen af og beboerne evakueres i en radius på mindst 500 meter.
Kommunen sørger for, at de evakuerede har et sted at opholde sig, og eventuelt forsørge dem. Bliver en bombe fundet nær hospitaler og plejehjem, kræver det, at patienter og beboere overføres til andre institutioner.
Bomben borer sig ned
1: Tidsindstillingen betød, at de amerikanske bomber, der blev kastet 15. marts 1945, ikke gik af i nedslagsøjeblikket.
2: Flere hundrede bomber borede sig ned i Oranienburgs sandede undergrund.
3: Bombens form bevirkede, at ca. 300 slog et sving under jorden og lagde sig med spidsen opad. Dét satte tidsindstillingen i stå.
Gamle luftbilleder viser faren
4: Amerikanerne tog billeder af bombemålene efter hvert angreb. I dag bruger bomberydderne billederne til at udpege nedslagssteder, hvor der ikke skete en eksplosion. Her er der risiko for en blindgænger.
5: Bombens halefinne er i årenes løb rustet væk.
Området afsøges med radar
6: Inden et byggeri eller anlæggelsen af en vej bores rækker af huller, og en jordradar sænkes ned.
7: Radaren har en rækkevidde på tre meter.
8: Radaren viser, at der er “noget” tre meter fremme.
Opgravningen går i gang
9: En entreprenør presser fire spunsvægge ned omkring bomben, og jorden graves væk.
10: Arbejdspladsen nede i hullet måler 5 x 5 meter.
Jorden fjernes forsigtigt
11: Kraftige pumper sænker grundvandet i hullet (700 m3 i timen).
12: Sikkerhedsreglerne siger, at der højst må befinde sig to personer i hullet på samme tid.
13: Den sidste meter fjernes med skovl, til bomben er blottet.
Bomben stabiliseres
14: En specialbygget robot bliver bragt ned i hullet. Den skal klare selve desarmeringen.
15: Bomben bliver fikseret med en spændering, så den ikke kan flytter sig.
16: Om sommeren bliver bomben kølet ned, for temperaturændringer kan udløse den.
Bomben stabiliseres
Spænderingen holder bomben på plads, mens den desarmeres.
Tændsatsen skæres ud
17: På sikker afstand – 500 m væk – styrer bomberydderne desarmeringen. Kameraer i hullet sørger for, at mændene kan se alt, hvad der sker.
18: Bomberydning kræver seks personer: To robot-førere, to desarmeringsfolk, en videomand samt indsatslederen.
19: Robotten sender en stråle af vand og fint sand mod bombens bund. Strålen fræser rundt om tidsindstillingen, der kan fjernes med en gribearm.
Bomben er uskadeliggjort
Helvedesmaskinen er fjernet fra bomben. Bomberydderne har skåret den igennem og kan se, at ampullen med acetone er intakt.
Uden tidsindstilling er bomben næsten harmløs. Den kan køres til kontrolleret sprængning.
Hele Tyskland er ramt
Hvor mange bomber der i krigens løb blev kastet over Tyskland, er uvist. Et bud lyder, at den samlede vægt var på 1,2 mio. tons – og et stort antal af bomberne eksploderede ikke.
Eksperter regner med, helt op mod hver femte var en “blindgænger”. Det store antal ueksploderede bomber giver fast arbejde til bomberyddere, som delstaterne har ansat, for alarmen lyder ofte: Årligt fjerner de i alt ca. 2.000 tons bomber.
Hvert fund kræver omfattende forholdsregler. Inden bomberydderne kan gå i gang, bliver boligkvarterer og sommetider hele byer evakueret. I Oranienburg sker det mellem 2 og 10 gange om året. Men først skal bomben findes.
Ingen oranienburger får lov at bygge et hus, før grunden er undersøgt. I første omgang sker det ved at studere gamle luftfotos, som briterne og amerikanerne tog efter hvert angreb.
Dengang blev billederne brugt til at afgøre, om et angreb havde været en succes. I dag studerer bomberydderne luftbillederne for at finde nedslagshuller, som ikke kan tilordnes et eksplosionskrater.
“Vi har købt alle amerikanernes luftbilleder, og vha. dem kan vi se, hvor hver enkelt bombe er faldet”, siger André Müller. “Vi kan også se de steder, hvor kz-fanger blev sendt ud”.
Under krigen benyttede nazisterne sig gerne af fanger fra den nærliggende kz-lejr, Sachsenhausen, til at rydde op efter et angreb. Tabstallene var store, for kz-fangers liv talte ikke hos nazisterne.
I dag rykker eksperterne først ud, når fx en grund skal bebygges. Med 1,5 meters mellemrum bores dybe huler i sandlaget, så en jordradar kan sænkes ned.
“Hvis skærmen viser en anomali, kigger vi på skyggens form, for radaren kan ikke skelne mellem jern og sten. Hvis objektet ser ud til at være 130 cm langt og 40 cm i diameter, er vi 98-99 pct. sikre på, at det er en bombe”.
Radarundersøgelser af en parcelhusgrund er overstået på et par dage, mens store byggegrunde kan tage måneder.
I landsbyen Lehnitz ved Oranienburg måtte bomberydderne i 2013 give op. Husejeren fik nogle få minutter til at redde sine personlige ting, før hans hjem blev sprængt i luften.
Tiden gik i stå
Bombernes form betød, at flere hundrede af dem ikke bare slog ned i jordoverfladen; de fortsatte 5-12 meter ned i det lette sandlag, som Oranienburg er bygget på.
Under jorden gled de ubesværet i en blød bue, før de lagde sig til rette – op til 10 meter fra det nedslagshul, som de amerikanske luftbilleder viser.
En bombes bevægelse under jorden kan reelt betyde, at den i dag ligger under et hus, der blev bygget før krigen – og dermed burde være sikkert.
Netop den bløde bue, som bomberne bevægede sig i, er også grunden til, at de aldrig eksploderede, forklarer André Müller.
Tidsindstillingen bestod af en ampul med acetone, der i løbet af nogle timer skulle opløse en cellouid-skive, så bombens slagstift blev udløst:
“I teorien falder en bombe med spidsen først og borer sig ned i jorden – sker det, fungerer tidsindstillingen perfekt. Men de sandede jordforhold betød, at den bevægede sig i en parabel og kom til at ligge med spidsen opad. Nu kunne acetonen ikke komme til at opløse celluloid-skiven, for den løb tilbage”.
Acetonens opløsningsproces stoppede, og nu mørner celluloiden i stedet langsomt af alderdom inde i de 250 kg tunge bomber under Oranienburg.
“Ingen kan ikke sige, på hvilket stadie opløsningsprocessen er stoppet, og hvornår bomben vil gå af. Det er det, der gør dem så farlige”, påpeger André Müller.
1: Fartvinden under bombens fald driver en lille propel, der er placeret mellem bombens styrefinner.
2: Propellen drejer en wire ind i bomben.
3: Wiren knuser en ampul med opløsningsmidlet acetone.
4: Acetonen løber ned til en skive af celluloid.
5: Celluloid-skiven opløses i løbet af et antal timer, så de to bremsekugler kan trille ud.
6: Kuglerne har hidtil holdt slagstiften tilbage. Nu udløses den og slår ned på detonatoren. Bomben eksploderer.
Auer-fabrikkens hemmelighed
“Oranienburg er såmænd ikke hårdere ramt end fx Berlin, Bremen eller Köln”, påpeger André Müller. Disse byer blev angrebet med tonstunge bomber, der kunne vælte hele karréer omkuld.
Andre byer – som Hamborg og Dresden – blev udsat for en djævelsk kombination af spræng- og brandbomber, og som først blæste taget af husene og blottede tagbjælkerne for en fortærende ildstorm, næret af brandbombernes fosfor.
Alligevel er angrebet på Oranienburg enestående. Ingen anden by blev udsat for en ladning, der udelukkende bestod af tidsindstillede bomber:
“Byens store ulykke var Auer-fabrikkerne, der fremstillede uranoxid”, påpeger André Müller og nærmer sig forklaringen på, hvorfor netop denne fabrik skulle udslettes med tidsindstillede bomber, der holdt eksplosionerne i gang i dagevis: Auer var en hjørnesten i den tyske forskning, hvor videnskabsfolk forsøgte at konstruere en atombombe.
Inden krigen havde Tyskland været førende inden for atomforskningen. I 1938 lykkedes det fx kemikeren Otto Hahn at foretage historiens første kernespaltning på Kaiser-Wilhelm-Instituttet i Berlin.
Dermed stod det klart, hvilke enorme kræfter atomerne besad. Otto Hahns opdagelse kunne bruges fredeligt – til at skabe en uudtømmelig kilde til energi – men uranen havde også potentialet til at blive det kraftigste våben, menneskeheden nogensinde havde konstrueret.
Blandt Otto Hahns studerende var en ung, ambitiøs forsker ved navn Nikolaus Riehl. Efter sin doktordisputats blev han ansat som forskningsleder i kemivirksomheden Auer, der havde specialiseret sig i udnyttelsen af såkaldt sjældne jordarter til at producere fx neonlys, selvlysende maling og filtre til gasmasker.
Nikolaus Riehl holdt efter sine studier nær kontakt til Otto Hahn, og derfor var han godt orienteret om fremskridtene i den tyske atomforskning, der beskæftigede omkring 100 forskere og blev betalt af den tyske hærs våbenkontor (HWA).
Da Riehl hørte, at forskerne havde brug for uran som brændstof til en forsøgsreaktor, øjnede han en forretningsmulighed for Auer. Forskningslederen tilbød at hellige sig produktionen af det nødvendige uranoxid – som han hemmelighedsfuldt gav navnet spezialmetall (special-metal).
Ingen måtte vide noget om atomforskningen, indskærpede HWA – ikke engang Auers hovedkontor i Berlin. På dette tidspunkt rådede Tyskland næsten ikke over uran, men det ændrede sig, da Værnemagten i maj 1940 besatte nabolandet Belgien.
Gennem sine kolonier i Afrika havde belgierne opbygget et lager på 1.200 tons uranmalm. Denne malm transporterede tyskerne nu til det østlige Tyskland, hvor en nedlagt mine tjente som lager.
Senere samme år kunne Riehl levere det første spezialmetall støbt som terninger på knap 10 x 10 x 10 cm. Forskerne kom kun langsomt frem, for produktionen af uranoxid var besværligere end forventet. Antallet af leverede terninger var lavere end lovet. Og forskerne brokkede sig over kvaliteten.
Nikolaus Riehl måtte lægge alle kræfter i, men trods teknologiske vanskeligheder og mangel på materialer var tyskerne i 1944 ved at have en reaktor klar. Den lå i en klippehule i byen Haigerloch i den sydvestlige del af landet.
Her blev Riehls uranterninger hægtet sammen i kæder, der kunne sænkes ned i reaktoren. Til at kontrollere kerneprocessen valgte de tyske forskere tungt vand produceret i det besatte Norge.
Fabrikkens kontorbygning blev hårdt ramt under angrebet i marts 1945.
Oranienburg leverede uran til tysk atomforskning
Den store forskningsafdeling på Auer-fabrikken sørgede for, at Oranienburg var førende i udnyttelsen af mineraler til fx neonlys, gasmasker og atombrændsel.
Virksomheden Auer blev grundlagt for at udnytte en genial opfindelse – glødenettet, der kunne gøre den lyssvage gasflamme synlig. Det var østrigeren Carl Auer, der i 1885 fandt på at placere et varmebestandigt net omkring en gasflamme.
Ilden fik nettet til at gløde og udsende et skarpt, hvidt lys, der slog alle konkurrenter. Nettet var lavet af mineralerne thorium og ceroxid, som blev udvundet af specielle jordarter.
I de følgende årtier samlede virksomheden uvurderlig viden om mineraler. Og sådan blev virksomheden en af de førende i fremstillingen af fx neonlys og gasmasker.
Fra 1938 gik Auer ind i fabrikationen af uranoxid, der blev støbt i terninger og leveret til den tyske atomforskning. Kort efter var fabrikken klar med en ny tandpasta, Doramad, der indeholdt det radioaktive stof radium.
Fabrikken lovede kunderne “strålende, hvide tænder”, og at bakterier i mundhulen blev dræbt af stråling. De sundhedsskadelige effekter af radioaktivitet gik først op for kunderne efter Hiroshima-atombomben i 1945.
Jagten på den tyske bombe
Men fred til forskning fik tyskerne ikke. I sommeren 1944 gik de allierede i land på Normandiets kyster. Med i D-dagens forreste linje var agenter fra en nyoprettet efterretningstjeneste ved navn Alsos.
Agenternes vigtigste opgave var at finde ud af, hvor langt tyskerne var nået i udviklingen af en atombombe – samt at arrestere tyske forskere og konfiskere deres lagre af uran.
Efterhånden som det besatte Europa blev befriet, gennemsøgte Alsos universiteter og virksomheder for at finde ledetråde i jagten.
I Belgien opdagede agenterne, at landets uran-malm var bragt til det østlige Tyskland – og at forskningsleder Riehl på Auer-fabrikken spillede en vigtig rolle i atomprojektet.
Den amerikanske øverstkommanderende, Dwight D. Eisenhower, sendte ubønhørligt sine soldater mod øst, så de nåede langt ind i de områder, der under Jalta-konferencen i 1944 var blevet tildelt Sovjet.
Om uranjagten var Dwight D. Eisenhowers egentlige mål, er usikkert, men Alsos-agenterne fik adgang til de erobrede områder, og nær byen Stassfurt ved Magdeburg var heldet med dem.
Pakket ned i flere tusind trætønder fandt agenterne den belgiske malm, som tyskerne havde placeret her. Jalta-aftalen kunne Alsos-folkene ikke tage hensyn til. Uran-malmen blev placeret på lastbiler og udskibet til USA.
Tilbage på to do-listen havde Alsos nu kun Auer-fabrikken i Oranienburg. Tiden var knap – bare 100 km længere mod øst stod Den Røde Hær. USA havde ingen mulighed for at erobre byen med konventionelle midler.
I stedet blev luftvåbnet sat til at løse problemet. De 612 bombefly fik ordre til at pulverisere Auer-fabrikken, ødelægge produktionsteknologien samt dræbe eller fordrive de tyske forskere.
Men samtidig skulle operationen holdes hemmelig. Bombeflyenes egentlige mål blev fortiet i alle optegnelser – russerne måtte ikke få nys om aktionen, der officielt var rettet mod et strategisk vigtigt jernbaneterræn.
Bombernes tidsindstilling skulle sørge for, at eksplosionerne varede ved i seks døgn, og umuliggøre slukningsarbejdet.
“At sætte livet på spil er falsk patriotisme” Bomberydder og indsatsleder André Müller fra den tyske delstat Brandenburg.
Fem bomber er eksploderet
Netop den 15. marts 1945 var Oranienburg ramt af strømafbrydelse, så arbejderne på Auer-fabrikken blev sendt hjem. Kun 300 kvindelige kz-fanger, der boede på fabriksområdet, var til stede, da de amerikanske fly nærmede sig.
Hovedparten af kvinderne omkom, mens forskningsleder Nikolaus Riehl intetanende opholdt sig ude på landet. Et stort antal bomber ramte ved siden af, så det meste af Oranienburg blev plastret til, og gjorde livet farligt for indbyggerne.
Fra 1970 og frem er fem blindgængere eksploderet af sig selv – til alt held, uden at nogen kom til skade. Andre blev fjernet af bomberyddere, der satte livet på spil med primitivt værktøj.
“På film ser man altid bomberydderen, der skruer en plade af bomben for at desarmere den. Sådan gør vi ikke længere”, forklarer indsatslederen André Müller.
Nutidens bomberyddere arbejder med en laser-styret vand- og sandstråle, der fræser tidsindstillingen ud af bomben, og imens står bomberydderne i sikkerhed 500 m væk og styrer robotten vha. videokamaraer.
“Jeg vil ikke bringe mine folk i fare. Vi rører aldrig ved bomben med hænderne. I stedet stiller vi vores anlæg op, og så arbejder vi på sikker afstand”.
Laser-styringen betyder, at vand- og sandstrålen rammer lige på det gevind, som tidsindstillingen blev skruet ind i inden bombetogtet den 15. marts 1945.
André Müllers robot har tilmed en rengøringsdyse, der inden desarmeringen spuler bomben ren. Og når operationen er overstået, aktiverer han en gribearm, der hiver tidsindstillingen ud og gør bomben sikker at transportere væk.
Når skæremaskinen er på plads, trækker bomberydderne sig væk. Derefter skærer en tynd stråle af vand og fint sand gennem bombens bagende, så tidsindstillingen kan pilles ud.
Men ikke alle indsatser ender godt – det viser statistikken. Sommetider er bomben så rusten, at det er umuligt at finde det rigtige sted at fræse. Så må indsatslederen træffe en hurtig beslutning – og give op.
“Ingen kan stille spørgsmålstegn ved indsatslederens beslutning – hverken borgmesteren eller delstatens ansvarlige minister.
Hvis indsatslederen har den mindste frygt for sine folks helbred, sprænger han bomben – lige meget, om der står et hus på grunden. Et hus er jo bare en ting, vores opgave er at beskytte liv”, forklarer André Müller.
Ligger bomben nær et hus eller under en gade, kan de materielle skader være store. I 2013 mistede en husejer nær Oranienburg sit hjem, da bomberydderne måtte give op.
Manden fik nogle få minutter til at redde sine mest værdifulde ejendele, før hans hus forsvandt i en gigantisk eksplosion, der efterlod et fem meter dybt krater.
Ufarligt er jobbet bestemt heller ikke – på trods af alle sikkerhedsforanstaltninger. Flere bomberyddere har mistet livet – senest i 2010, hvor tre mænd blev dræbt i Göttingen under en rutineopgave.
André Müller ryster ikke på hænderne – og skulle det ske, véd han, at han kan stoppe: “Jeg kan sige: Her går grænsen! Så lægger jeg en sprængladning og trækker mig væk. At sætte livet på spil er falsk patriotisme!”
Amerikanerne nåede i marts 1945 til Haigerloch og fandt den tyske reaktor samt en bunke af Riehls uran-terninger.
USA mistede hurtigt sit monopol på bomben
Selvom amerikanske agenter snuppede den tyske uran for næsen af russerne og ødelagde Auer-fabrikken, fandt Sovjetunionen hurtigt ud af at bygge sin egen atombombe.
Den sovjetiske efterretningschef, Lavrentij Berija, måtte i maj 1945 erkende, at amerikanerne havde snydt ham: De havde plyndret uranlagrene i den sovjetiske besættelseszone, samlet hovedparten af de tyske forskere og udslettet Auer-fabrikken.
Alligevel lod Berija sine NKVD-agenter gennemtrawle de besatte områder i håb om at opspore uran og de sidste atomforskere.
I Erzgebirge i det sydøstlige Tyskland fandt russerne store uranforekomster, og nær Oranienburg stødte NKVD på Nikolaus Riehl, forskningschefen fra Auer.
Hans ekspertise i at støbe uranbrændsel til atomreaktorer ville være nyttig, vidste Berija. I forvejen var han velorienteret om USA’s atom-forskning – et stort net af spioner sendte ham udførlige rapporter om alle opdagelser.
Riehl fik et håndfast tilbud om at komme til Rusland, og de næste 10 år arbejdede han med landets atomvåbenprogram, før han i 1955 fik lov at vende hjem til Tyskland. Stalin belønnede hans indsats med Lenin-ordenen.
Amerikanernes store sejr
Efter krigens afslutning kunne Alsos-agenterne fejre deres sejr. Ikke alene var det lykkedes at arrestere hovedparten af Tysklands atomforskere – blandt dem den berømte Otto Hahn.
De havde også snydt Sovjet for 1.200 tons malm og ødelagt Auer-fabrikken. Stalins rige rådede ikke over uran, og med Alsos’ kup var konstruktionen af den sovjetiske atombombe skubbet langt ud i fremtiden. Mente amerikanerne.
I juni 1945 inspicerede en flok russiske efterretningsfolk Auer-fabrikken. Ved synet af de sodsværtede ruiner forstod de virksomhedens betydning – og hvad de var blevet snydt for: Det amerikanske luftangreb var slet ikke rettet mod Nazitysklands atomforskning – angrebet skulle ramme Sovjetunionen.