Britiske styrker giver op efter modstand

3000 km med døden i hælene

I 1942 invaderer japanerne Singapore. Hundredtusinder af udlændinge bliver stuvet sammen i fangelejre, hvor sult og sadistiske vagter dræber dem én efter én. Britiske Charles McCormac indser hurtigt, at flugt er hans eneste udvej.

I 1942 invaderer japanerne Singapore. Hundredtusinder af udlændinge bliver stuvet sammen i fangelejre, hvor sult og sadistiske vagter dræber dem én efter én. Britiske Charles McCormac indser hurtigt, at flugt er hans eneste udvej.

Polfoto/topfoto

Jagerflyet dykker ned mod molen. Ilden brager fra flyets maskingeværer, og et par trækasser på havnen bryder i brand. Flammerne stiger knitrende til vejrs og strækker sig mod den mørke himmel.

Flyet forsvinder bag et sortsvedent pakhus.Røgen hænger tung over dokkerne, men Charles McCormac har kun øje for det store, grå transportskib, der er på vej ud af havnen.

Et sted inde i “Wakefield”s solide skrog befinder hans kone, Pat, sig. Snart kommer japanerne, og han vil blive taget til fange, men Pat og deres ufødte barn vil være i sikkerhed.

“Enten er japanerne knust, eller også er vi omringet”. Englænder, efter en pludselig stilhed indhyller Singapore.

Kun det betyder noget, tænker Charles, mens skibet sætter kurs mod nordvest. Han kører tilbage til den britiske militærbase, som i snart et år har været parrets hjem. Her smadrer han alt, der kan være til nytte for japanerne.

Så skifter han tøj og går ud. Vi har haft det godt her, tænker Charles. Egen golfbane, svømmepøl og private taxier. Han og Pat havde nydt byen med dens summende gader og sprudlende natteliv.

Krigen i Europa syntes langt væk, og de fleste regnede Singapore for at være uindtagelig. Lige indtil sidst i januar 1942, hvor japanske tropper stod kun omkring 30 kilometer nord for militærbasen.

Et par dage senere var de sidste kvinder og børn blevet evakueret. Imellem dem var Pat.

Charles bliver taget til fange

Nu er alt kaos. Indfaldsvejene mod Singapore er tæt pakkede med lastbiler og biler med soldater og civile på flugt fra japanerne. Mad og vand er svært at skaffe. Charles vandrer planløst rundt, indtil han møder nogle mænd, der er ved at bygge en vejspærring af sten og murbrokker.

En lille, tæt mand i hvide shorts og en blå silkeskjorte sidder på hug og spiser en sandwich. Manden præsenterer sig som “Don”. Han er australier, omkring 40 og har tyndt, rødblondt hår.

Don brækker sin sandwich over i to dele og rækker Charles den ene. Charles slutter sig til sjakket. Om natten sover de under træerne ved vejen og lytter til den dumpe buldren af bomber, der falder over Singapore.

Singapore i ruiner, mennesker

Singapore ligger i ruiner, da de japanske bombefly endelig trækker sig tilbage.

© Getty images

En aften bliver alt pludselig dødstille. Ingen brummende fly, ingen eksplosioner. “Enten er japanerne knust, eller også er vi omringet,” siger én af mændene. Dagen efter begiver Don og Charles sig ud i byen for at finde ud af, hvad der foregår.

For at undgå japanske soldater vælger de to mænd at gå mellem gummitræerne langs et jungleområde. På en sidevej passerer omkring 20 japanske soldater. Sammen med dem går en officer og en europæisk udseende civilist.

“Hvad helvede laver den civilist?” hvisker Charles. “Lad os finde ud af det,” halvråber Don og springer ud på vejen.

Sekundet efter sender en regn af kugler dem på en vild flugt i skoven. Instinktivt har Charles sat fingeren på aftrækkeren på sin pistol.

Han trykker af. Tre japanere falder om på den støvede vej. “Din idiot. Vi har ikke en chance,” råber Don. Rasende smider han sin pistol og går frem med hænderne løftet over hovedet. Japanerne slår kreds om dem.

Et hårdt spark bagi sender Charles i jorden. Han forsøger at rejse sig, men får endnu et spark. “Svinet siger, at vi lige så godt kan holde op med at kæmpe imod. Vores tropper har overgivet sig,” siger Don med et blik på civilisten.

Britisk tropper overgiver sig

Den 15. februar 1942 overgav de britiske styrker sig betingelsesløst til japanerne.

© Getty images

Singapores fald chokerede Churchill

Kanoner, maskingeværer og en stor flådebase skulle beskytte Singapore imod fjendtlige angreb. Men da de japanske styrker marcherede frem, faldt den britiske kronkoloni hurtigt sammen.

Premierminister Winston Churchill var rystet. Det umulige var netop sket: Japan havde invaderet Singapore.

“Den værste katastrofe” og “den største kapitulation i britisk historie”, kaldte Churchill det bitre nederlag, som beviste, at Singapore ikke var en uindtagelig fæstning, som briterne ellers troede.

Kronkolonien lå beskyttet bag kraftige kanoner og maskingeværstillinger. For at imødegå den voksende japanske flåde havde Storbritannien åbnet en ny flådebase med en enorm tørdok, underjordiske lagre til brændstof og ammunition samt en hel by for arbejderne – komplet med hospital, kirker og fodboldbaner.

Baseområdet var bygget, så det i tilfælde af angreb kunne holde længe nok til, at britiske skibe kunne nå frem fra Europa. Intet kunne dog stoppe japanerne, da de den 31. januar 1942 stod uden for Singapore.

Omkring to måneder tidligere havde Japan iværksat et storstilet erobringstogt i Sydøstasien og havde invaderet bl.a. Thailand og Malaysia, inden turen kom til Singapore.

De store britiske krigsskibe blev angrebet og sænket, og briterne måtte indse, at de havde undervurderet de japanske styrkers slagkraft. Den 13. februar telegraferede generalløjtnant Arthur E. Percival til London og bad om tilladelse til at overgive sig.

Churchill, der mindre end en måned tidligere havde erklæret, at han ikke ville høre tale om overgivelse, accepterede modstræbende, og to dage senere overgav byen sig betingelsesløst. Besættelsen varede til september 1945, hvor japanerne overgav sig.

Skarpt bevogtet marcherer de mod Singapores centrum. Torvets smukke bygninger lyser hvidt mod den røgfyldte himmel. Fangerne bliver gennet ind på fortovet foran en bank, hvor de tilbringer natten uden at få hverken mad eller vand.

Næste dag når de efter et par timers vandring Pasir Panjang-fangelejren. Den består af uhumske palmehytter omgærdet af pigtråd og er fyldt med sultne og tørstige fanger.

Selv om han hele tiden har vidst, at det ville ende sådan, går virkeligheden først nu op for Charles. Han er krigsfange.

“Vil du gerne se din kone?”

Charles og Don kommer på et arbejdshold, der bliver sendt til Singapores dokker for at rydde op i ruinerne. En dag bliver holdet stillet op, så de kan betragte liget af en højgravid kinesisk kvinde.

Japanske soldater har skåret hendes mave op med en bambuspind, og bag det indtørrede kød kan mændene tydeligt se fosterets kranium og knogler. Officererne holder dem der i 20 minutter. Flere kaster op, og én besvimer.

Japanske fangelejre, sult , underernæring

Sult var en del af hverdagen i japanske lejre.

© Getty images

Værre end nazisterne

Tortur, tvangsarbejde og vilkårlige henrettelser. De japanske fangelejre var blandt de mest brutale under 2. verdenskrig.

Japanerne overgik langt nazisterne i vold og brutalitet. For vesterlændinge i japansk fangenskab lå dødsraten på 27 procent – det er omkring syv gange højere end i de tyske fangelejre under 2. verdenskrig.

De mange dødsfald skyldtes, at overgivelse ifølge japansk tradition er lig med tab af ære. Japanerne udviste derfor stor foragt for deres fanger, og i lejrene var sult, tortur og henrettelser – ofte ved halshugning – en del af hverdagen.

Andre gange måtte fanger marchere i dagevis uden mad eller vand. I 1942 og 1943 blev fanger sendt i tvangsarbejde på jernbanen mellem Thailand og Burma. Fortrinsvis briter, australiere og hollændere arbejdede på strækningen, der blev kendt som “Dødens Jernbane”.

Under arbejdet mistede omkring 20 procent af fangerne livet.

Efter nogle ugers fangenskab bliver Charles hentet til afhøring. Inden han kommer ind i selve forhørslokalet, gennembanker vagten ham med en geværkolbe. Inde i lokalet venter en japansk officer.

Han skubber et billede over skrivebordet. Det forestiller ham og Pat på dansegulvet på en klub i Singapore. “Vil du gerne se din kone?” spørger officeren indsmigrende. Charles' hjerte hamrer.

“Jeg må fortælle dig, at 'Wakefield' er blevet sænket. Der var få overlevende. Hvis din kone er mellem dem, vil jeg bringe dig hen til hende, men du må svare på mine spørgsmål først.”

Ved officeren, at Pat er i live, eller er det et trick?

Udlændinge i Singapore samles

Alle udlændinge i Singapore bliver samlet og sendt i de frygtede japanske fangelejre.

© Getty images

Charles bliver grebet hårdt bagfra og holdt fast. Officerens sværd glimter i luften. Charles kaster instinktivt hovedet til siden, men alligevel strejfer sværdet ham, og han mærker en skarp smerte under øjet.

Blodet løber ned over ansigtet, ind i munden og ned på skjorten. Han prøver at bøje hovedet, men sværdet snitter ham igen – denne gang på munden. “Vil du svare mig nu?” råber officeren.

Charles mærker halsen snøre sig sammen. Ordene sætter sig fast i svælget. Officeren slår ham i ansigtet, indtil alt bliver sort.

Fangerne bryder ud

Charles har tilbragt to måneder i lejren, da det endelig er tid. Mens de andre holder sig klar, rækker han armen gennem pigtrådshegnet og klipper det kabel, der forsyner lejrens projektører med strøm, over.

Portvagten går ind i den hytte, hvor generatoren står. Maskinen går i gang igen, og et sekund senere eksploderer hytten med et brag. Flammerne står op fra taget. Et øjeblik betragter mændene måbende sceneriet – der må være sket en kortslutning.

Fangerne døde af underernæring

Mange af fangerne i de japanske fangelejre døde af underernæring, fordi de led af dysenteri og derfor ikke kunne holde føde i sig.

© Polfoto/topfoto

Flugtholdet tager form

Som ugerne går, bliver Charles mere og mere afkræftet. Tortur og henrettelser er hverdag i fangelejren. Udsultede og udmattede falder fangerne om – mange rejser sig aldrig igen. Charles' tanker begynder at kredse om flugt. Han må væk, før han selv mister livet. Han må flygte til Australien, hvor han kan undslippe japanerne.

Det er en rejse på hele 3000 km, og Charles har ikke engang en idé om, hvordan han skal komme være fra Singapore.

En dag bliver Charles kontaktet af en af vagterne. Han genkender ham ikke straks, men da Charles får at vide, at vagten tidligere har arbejdet på den britiske militærbase, kan han huske den lille, tykke filippiner Rodriques. Han har taget arbejde for japanerne for at forsørge sin familie, men hans sympati ligger hos de allierede.

Tydeligt nervøs for, at de japanske officerer skal se dem tale sammen, ser vagten sig nervøst omkring. “Én efter én vil I dø,” siger Rodriques indtrængende og tilbyder Charles at låne en båd, så han kan komme væk. “Jeg skal ikke have nogen penge. Japanerne voldtog min datter,” siger Rodriques og ser væk.

Charles beslutter, at hele arbejdsholdet er nødt til at komme med, for ellers vil japanerne spidde dem, som bliver tilbage, på bajonetter, når flugtforsøget bliver afsløret. Da seks mand melder fra, må Charles og Don være opfindsomme. De kommer i tanke om, at vagterne ikke råber navne op, men blot tæller fangerne.

Det betyder, at det er nok at samle et antal, der svarer til et hold, og så få de fanger, der ikke vil med, til at bytte plads med “flugtvillige” fra andre hold.

I mørket kryber han og Don mellem lyskeglerne fra de skarpe projektører, som oplyser lejren om natten – fra hold til hold, indtil de har samlet 17 mand, der vil være med.

“Nu!” råber Don. De løber mod porten. Uden besvær flår de den spinkle bambusbom op. Vagterne myldrer frem og begynder at skyde. Charles svinger et stort stykke træ mod en af vagterne og mærker hans hjerneskal knuses.

Han griber den dødes bajonet og løber ind i junglen.

Alle mænd er udmattet, da de når det aftalte mødested ved Rodriques' hus omkring 12 kilometer fra lejren. Charles går op til huset, hvor Rodriques varsomt åbner døren og forklarer, at båden ligger ved en dæmning mellem Singapore og Malaysia.

“Jeg kan ikke tage med. For min families skyld kan jeg ikke risikere noget. I må klare jer selv,” siger Rodriques i et undskyldende tonefald og stikker Charles et bundt sammenrullede japanske dollars, inden han hastigt lukker døren med et “held og lykke”.

Zero'erne går til angreb

To mænd er blevet skudt under kampen med vagterne. De andre fortsætter med Charles i spidsen. Én kommer med et glædesudbrud, da han ser to både ved dæmningen, men en anden tysser. Kun få meter fremme marcherer en japansk patrulje målrettet mod bådene.

Charles holder vejret, men stilheden brydes af et højt brøl, inden japanerne pludselig åbner ild. I én bevægelse kaster de undslupne fanger sig frem. Charles retter sin bajonet mod ansigtet på én. Sammen falder de om i det glatte mudder med Charles øverst.

Han mærker mandens negle grave sig dybt ind i sit ene lår, mens han støder bajonetten mod kroppen under sig.

Endelig slipper japaneren sit greb, og Charles tumler op og løber snublende mod en af bådene.

Ude på vandet holder mændene mandtal. Syv er døde under kampen. “Nu er kun halvdelen af os tilbage,” mumler en af flygtningene. Han hænger over rælingen og plasker desperat sin ene hånd rundt i vandet i et forsøg på at padle.

De andre gør ham selskab, mens de forsøger at bruge åren som ror. Lige lidt hjælper det; båden kan ikke krydse strædet mellem Singapore og Malaysia, men driver i stedet med strømmen mod det åbne hav.

Mændene spiser lidt tørret fisk og halvrådden frugt, som de finder i båden. Natten er kold, og om morgenen er de stive i alle led. De nyder solens varme stråler og er lige gået i gang med at lave et sejl af deres skjorter, da en høj brummen lyder fra himlen.

En flok Zero'er – hurtige japanske kampfly – nærmer sig. Flyene dykker nedad. Charles kan se ilden stå ud fra maskingeværerne ved roden af vingerne. Mændene springer i vandet, mens Zero'erne igen og igen dykker i et bragende inferno.

Endelig forsvinder de, og Charles kravler op i båden. Don og to andre mænd – Roy og Skinny – følger efter. Havet er helt stille.

De andre er væk.

Hollænderne kommer til undsætning

Båden har kun fået to skudhuller under vandlinjen. Charles stopper dem med strimler af stof fra sin skjorte. Solen bager ubarmhjertigt, og de fire mænds kræfter svinder. Selv den ellers så livlige og snakkesalige Skinny er stille.

Den fjerde passager, Roy, er syg. Som så mange andre har han fået dysenteri i lejren. Uden vand kan han ikke klare den ret meget længere.

Kort over flugtrute fra japansk fangelejr
© HISTORIE

To mænd gennemførte flugten

Blot to af de 17 mænd, som flygtede fra den japanske fangelejr i Singapore, nåede deres mål. Allerede på vej ud af lejren blev to af dem skudt af vagterne, mens yderligere ti blev dræbt af japanerne kort efter. Af de resterende fire mænd døde én af sygdom, mens én opgav flugten.

September 1942 blev de sidste to mænd reddet af et australsk fly.

  • 1: Fangelejren: Charles blivet taget til fange af japanerne, men flygter sammen med 16 andre fanger.
  • 2: Angrebet: Mændene bliver angrebet af en japansk patrulje og kort tid efter af japanske kampfly.
  • 3 + 4: Opsamlingen: Et hollandsk fly samler flygtningene op, men må sætte dem af igen på det nordlige Sumatra.
  • 5: Køreturen: En kinesisk lastbilchauffør kører mændene sydpå.
  • 6: Arbejdet: Charles arbejder for japanerne under falsk navn, Skinny gifter sig med en lokal pige, og Roy dør af sygdom.
  • 7: Rebellerne: På Java havner Don og Charles hos en oprørsgruppe, som kæmper imod japanerne.
  • 8: Redningen: Efter fem måneders flugt bliver mændene samlet op af et australsk fly og fløjet i sikkerhed.

Næste dags eftermiddag hører de igen motorbrummen. Først tror de, at Zero'erne er vendt tilbage, men så ser de en gigantisk flyvebåd glide over bølgerne mod dem.

En blond mand klædt helt i hvidt åbner døren og får halet mændene om bord, inden flyet med et brøl sætter i luften igen. Flyet tilhører det hollandske luftvåben, får de forklaret. De ånder lettet op og indtager taknemmeligt den kolde risret og den varme kaffe, som de får serveret.

De kan dårligt tro deres held – deres trængsler er ovre. “Det er et forbandet mirakel,” siger Don for sig selv, mens han skovler mad ind. Charles bemærker straks, at noget ikke er, som det skal være. Flyets besætning glider af på alle spørgsmål, og stemningen er dårlig.

Efterhånden bemærker de andre det også. Til sidst fortæller en af hollænderne, at de er på vej mod Sumatra, der nu er faldet til japanerne. Besætningen har fået ordre til at evakuere udlændinge, og flyet skal benyttes til at flyve kvinder og børn ud.

VIDEO – Få forhistorien om flådebasen i Singapore:

Derfor er hollænderne nødt til at sætte Charles og de andre flygtninge af i det nordlige Sumatra. “I kommer vel tilbage efter os?” spørger Skinny optimistisk. Hollænderen svarer benægtende. Tavsheden sænker sig i flyet.

På stranden på Sumatra bliver flygtningene mødt af en gammel, tandløs mand. Han inviterer dem med hjem og fører dem gennem junglen til en nærliggende landsby. Manden har tydeligvis en fremtrædende position i det lille samfund.

Han får dem indlogeret i en hytte og sørger for, at de får noget at spise. Roy får det stadig værre. Gang på gang må han klatre ned fra den lille træhytte og søge mod udkanten af junglen, fordi han har kraftig diarré. Næste dag diskuterer mændene, hvordan de skal komme videre.

For de fire mænd er Sumatras jungle et fugtigt helvede. Overalt lurer slanger, skorpioner, giftige edderkopper og malariamyg.

De bliver enige om at søge mod vest og op i bjergene. Her er klimaet mere behageligt, og risikoen for at møde japanere mindre. Om aftenen kommer et par kvinder fra landsbyen med ris, og bagefter vender den gamle mand tilbage.

Han fortæller, at han er glad for at have mændene i sin landsby. “Men I kan ikke blive her i mange dage,” tilføjer han og forklarer, at byen allerede én gang er blevet gennemsøgt af japanerne, og at han regner med, at de snart kommer igen.

Et par dage senere bliver mistanken bestyrket. Den gamle mand har fået fat i et flyveblad, hvori japanerne lover en dusør til enhver, der kan give oplysninger, som kan lede dem til “hvide og deres venner”. De må tage af sted straks.

Mændene drikker deres egen urin

For de fire mænd er Sumatras jungle et fugtigt helvede. Overalt lurer slanger, skorpioner, giftige edderkopper og malariamyg. De går langs en smal sti med træer og buske til begge sider.

Over deres hoveder lukker bevoksningen sig, så stien føles som en mørkegrøn tunnel med et gulv af mudret jord. De spiser rambutan – en blomme-stor frugt med gulgrønne hår og rød skal – og noget, der ligner figenkaktus. Frugten smager lidt syrligt og hjælper mod tørsten.

Så snart mørket falder på, begynder lydene. I tropenattens mørke ligger mændene og lytter intenst til junglens konstante raslen, skraben og puslen og til de skingre dyreskrig, som flænser mørket og deres tyndslidte nerver.

Hollandske tropper krydser flod

Junglen på Java var vild og ufremkommelig – selv for lastdyr og toptrænede soldater.

© Ullstein bild

Mens de bevæger sig mod bjergene, bliver terrænet stenet, og bevoksningen sparsom. Her er intet vand, og tørsten bliver et akut problem – især for Roy.

Efter tre dage uden vand binder Charles ét af benene på sine shorts sammen og fylder det med jord. Han tisser ned i jorden og lader langsomt urinen sive igennem og ned i en tørret frugtskal. Han drikker og skærer en grimasse.

“Jeg er med,” siger Skinny, og de andre følger efter. De er alle ved at kaste op, men drikken gør sin virkning. De falder i søvn.

Næste morgen melder tørsten sig imidlertid med fornyet styrke. Roy sidder lænet op ad et træ. Hans ansigt har et blåligt skær, kinderne er indfaldne, og øjnene stirrer tomt ud i luften.

De andre hjælper ham til rette op ad en klippeblok, og mens Don ser efter ham, går Charles og Skinny ud for at finde vand og mad. Under et råddent træ finder de nogle biller, som de samler op i Skinnys undertrøje.

Charles ruller trøjen sammen og banker tøjbylten hårdt ind i en sten, til den bliver farvet svagt lyserød. De mader Roy med den rødlige billegelé og bilder ham ind, at det er frugt. Han er for svag til selv at spise.

To dage senere finder de fire mænd omsider en lille bæk. De lægger sig alle ned på maven og drikker som dyr.

Kineser giver et lift

Lettelsen er kun kortvarig. De fire flygtninge er alle i en sørgelig forfatning. De er udmattede og har sår på benene fra de tornede planter, som vokser mellem klipperne. Charles' sår i ansigtet fra mødet med den japanske officers sværd er sprunget op og smerter.

Roy er begyndt at tale i vildelse.

Da de kommer til en lille landsby, får bekymringen for Roy dem til at tilsidesætte al forsigtighed, og de går direkte ind for at bede om hjælp. Da beboerne hører, at deres gæster er englændere og ikke fra “Kompagniet” – selskabet “Hollandske Ostindiske Kompagni”, som havde monopol på handel i de hollandske kolonier – bliver de godt modtaget.

Roy får massage med noget hvidt pulver, der skal virke helbredende på hans sygdom. De andre får serveret varm karrysuppe og bliver vist hen til en palmehytte, hvor de overnatter.

Næste morgen bliver de præsenteret for en ung kineser ved navn Nang Sen. Han bærer silkesarong og nypressede bukser, og når han smiler, glimter et par guldtænder.

På perfekt engelsk tilbyder kineseren at tage dem med, når han kører sydpå til byen Palembang ved kysten. Herfra kan de fortsætte mod Java. Et par dage senere kravler de fire mænd op på ladet af en ramponeret lastbil.

Nang Sen har fået den af japanerne, så han kan bringe dem gummi. “Japanerne tror, at jeg er deres ven, og at jeg fortæller dem alting. Så jeg fortæller dem alting, men kun den del af alting, som jeg synes, de skal vide,” griner Nang Sen.

I stegende hede og dækket af stinkende rågummi skramler mændene af sted. Om natten gør de holdt ved en landsby. Charles stivner, da han hører, at Nang Sen vil køre videre til en japansk forlægning for at hente benzin.

Mændene diskuterer, om de kan stole på kineseren, og Skinny fortæller, at én af de lokale har betroet ham, at Nang Sen før har hjulpet en britisk soldat på flugt. De beslutter at blive.

Næste morgen er Nang Sen tilbage, og lettede kravler de igen op på ladet for at bumle videre.

“Du er ikke englænder, vel?”

Nord for Palembang bliver mændene sat af, og det sidste stykke vej sydpå mod havet må de skiftes til at bære Roy. Han kan næsten ikke stå op og taler sjældent. Ved kysten går Charles og Don på jagt efter bær og rodfrugter, mens de begærligt indånder den friske havluft.

Med ét ser de to skikkelser komme gående mod dem på stranden – det er Skinny og en fremmed pige. “Se, hvad jeg har fundet,” råber han og kigger triumferende på pigen ved sin side.

Hun er en køn pige – en blanding af kineser og javaneser – og Skinny griner som en genert teenager. Pigen hedder Li-Tong og kommer fra en landsby i nærheden, forklarer han. Charles peger på Roy og spørger, om han kan få hjælp i hendes landsby.

Pigen trækker på skuldrene. “Vi tager chancen,” siger Charles.

indonesien, sumatra, flygtninge

På Sumatra søger flygtningene ind i små landsbyer, hvor beboerne tager varmt imod dem.

© Getty images

De indfødte i landsbyen er på vagt over for de fremmede. Eftersom Li-Tong er af blandet afstamning, tænker Charles, at det nok er en god idé at sige, at han selv er både europæisk og asiatisk. Påfundet får landsbyboerne til at sænke paraderne.

Og da japanerne hyrer mænd fra landsbyen til at bygge en vej, kan Charles som “mulat” slutte sig til dem og tjene penge til resten af turen og Roys behandling. Den kolde sved springer frem, da Charles melder sig hos arbejdsholdets formand for at blive registreret.

Han præsenterer sig som “Oehlus”. Japaneren ser undersøgende på ham. “Du er ikke englænder, vel?”

“Nej, tuan,” siger Charles, idet han højtideligt anvender den mest respektfulde malaysiske tiltaleform. Charles spytter på jorden for at demonstrere sin foragt for englændere. “Min far var tysker, og min mor en eurasier fra Malaysia,” forklarer Charles, som længe har forberedt denne historie.

Men nu gribes han af angst for, at japaneren vil tale tysk til ham. Formanden nikker dog blot anerkendende. “Det er en god blanding,” siger han og skriver “Oehlus” på sin liste.

Skinny vil gifte sig

Roy glider over i en nærmest permanent bevidstløshed. I sine få klare øjeblikke stirrer han blot frem for sig bag tunge øjenlåg og hvisker svagt, at han har det fint. Da Charles kommer hjem fra arbejdet, siger Don, at han ikke tror, at Roy vil overleve natten. Han får ret.

Om morgenen bærer mændene Roys afmagrede lig ud til en lysning uden for landsbyen. De graver en grav og dækker liget med bregner. Sammen beder de en bøn og markerer stedet med et kors af bambusstænger.

Da de går tilbage mod landsbyen, tænker Charles på, at de egentlig slet ikke har haft tid til at lære Roy at kende. De vidste ikke engang, om han havde været gift eller haft børn.

En af mændene i landsbyen har fundet en fisker, der kan sejle dem til Java. “Vi skal nok passe på din vens grav,” lover Li-Tongs far, da mændene tager afsked. Skinny ser forlegen ud. Han vrider og vender sig og fortæller så hakkende, at han skal giftes med Li-Tong.

soldater omkom dødsmarch

Ca. 100 km måtte japanernes fanger marchere i stegende hede uden mad og vand.

© Getty images

11.000 soldater omkom under dødsmarch

Japanerne tvang 78.000 krigsfanger til at marchere i dagevis uden mad og drikke, da de invaderede Filippinerne i 1942. Flere tusinde fanger mistede livet under den grusomme march.

Om morgenen den 9. april 1942 overgav den amerikanske generalmajor Edward P. King sig med sin styrke til de japanske soldater, som havde invaderet Filippinerne. Dermed var 78.000 mænd i japanernes vold.

Fangerne blev straks sendt ud på en march. I seks dage marcherede de i forvejen svækkede krigsfanger 88 kilometer fra Bataan-provinsen til byen San Fernando. Mad og vand var der intet af – de mænd, som stoppede for at drikke undervejs, blev straks skudt eller halshugget.

Civilister, som kastede mad ud til fangerne, blev også dræbt på stedet. De fanger, som undervejs faldt om af udmattelse, blev henrettet eller kørt over af japanske lastbiler. Nogle fik halsen skåret over eller trukket indvoldene ud med bajonetter.

En gang imellem morede de japanske soldater sig med at slå et reb om halsen på fangerne og trække dem efter en lastbil.

Det endelige dødstal for dødsmarchen er svært at anslå, da det lykkedes en del af fangerne at flygte undervejs. Historikere mener imidlertid, at marchen kostede op mod 11.000 mennesker livet.

Charles og Don bruger hele natten på at overbevise ham om det tåbelige i den idé, men Skinny lader sig ikke rokke. Først da båden næste dag gør klar til at sætte ud fra land, fortryder han. Han forsøger at klatre op i båden, og Li-Tong begynder at hulke.

Skinny prøver at redde situationen og plaprer løs på en blanding af engelsk og malaysisk. Den gamle mand, som har skaffet dem båden, skærer igennem; “Hvis tuan Skinner ikke bliver, vil fiskeren ikke tage de andre tuaner med over vandet,” siger han med vægt i stemmen.

Hermed er sagen afgjort. Motoren sætter i gang. Det sidste, de ser, da båden tøffer af sted, er Skinny og Li-Tong, der står i brændingen og vinker.

Guerillaer redder briterne

På Java fører en lokal fisker Charles og Don ind i junglen. “Friends there. You walk,” siger manden, peger fremad og efterlader mændene.

Efter et par timer kommer de i kontakt med en guerilla-gruppe, som kæmper mod japanerne. Lederen er hollænder og fortæller, at han hedder Mansfeldt.

Han lover at skjule de to mænd og hjælpe dem videre, når den tid kommer. I mellemtiden skal de adlyde hans ordrer. “Lad være med at stille spørgsmål, og gør, hvad I får besked på,” siger Mansfeldt truende.

De to mænd går til hånde for gruppen, som er sammensat af hollændere, javanesere, mongoler og kinesere. Guerillaerne har en stor beholdning af maskinpistoler, rifler og revolvere, som Charles og Don bliver sat til at rense.

De laver også mad, gør rent og udfører spejderopgaver. Efter tre uger får de lov at rejse. Mansfeldt holder sit ord og præsenterer Charles og Don for en næsten to meter høj indoneser, som skal føre dem gennem den tætte jungle.

Hvor de skal hen, vil guerillalederen ikke ud med. De vil blive ført til “deres egne”, siger han blot. Guiden skal de adlyde blindt. “Hvis ikke, vil I dø,” tilføjer Mansfeldt dystert.

Charles og Don må nærmest småløbe for at følge med den langbenede indoneser. Efterhånden mister de al fornemmelse af tid og sted og følger blot blindt med. Efter flere dages march kommer de til en klippehule.

Bag et forhæng sidder en tætbygget, mørkhåret mand iført kakiskjorte og shorts. Bag ham står et stativ med rifler og maskinpistoler og en radiosender. “Alt, I behøver at vide, er, at jeg er her for at hjælpe folk som jer,” siger han med tydelig australsk accent.

“Hvor kommer I fra?” spørger manden. Charles føler sig varmet af hans dybe, rolige tonefald. “Singapore.” “Gør I? Ved Gud!” udbryder manden og studerer dem nøje.

De to mænd begynder at fortælle om deres lange rejse. De taler i munden på hinanden, indtil australieren stopper dem. Først skal de spise. De nyder et måltid bestående af tunge og pølse på dåse, kartofler og ærter. Derefter får de besked på at hvile.

Imens vil australieren sende besked over radioen til den australske by Darwin, så de to flygtninge kan blive hentet. Dons øjne skinner. “Darwin ...,” mumler han. “Ved Gud, Charles. Vi klarede den.”

fangerne fangelejre befriet

I august 1945 bliver fangerne i de japanske fangelejre befriet af amerikanske styrker.

© Getty images

I flyet på vej mod Darwin hælder besætningen cognac på de to mænd, mens de nysgerrigt betragter dem. “Hvilken dato er det i dag?” spørger Charles.

“Den 16.,” svarer en mand fra besætningen. “Den 16. hvad?” “September, selvfølgelig. Hvad troede du?” “Aner det ikke, vi kunne ikke få aviser i junglen,” svarer Don en anelse anspændt.

September. De har været på flugt i fem måneder. De to mænd tømmer glassene og ser på hinanden.

Så brister de i gråd.