3000 km med døden i hælene

Kun det betyder noget, tænker Charles, mens skibet sætter kurs mod nordvest. Han kører tilbage til den britiske militærbase, som i snart et år har været parrets hjem. Her smadrer han alt, der kan være til nytte for japanerne.

Så skifter han tøj og går ud. Vi har haft det godt her, tænker Charles. Egen golfbane, svømmepøl og private taxier. Han og Pat havde nydt byen med dens summende gader og sprudlende natteliv.

Krigen i Europa syntes langt væk, og de fleste regnede Singapore for at være uindtagelig. Lige indtil sidst i januar 1942, hvor japanske tropper stod kun omkring 30 kilometer nord for militærbasen.

Et par dage senere var de sidste kvinder og børn blevet evakueret. Imellem dem var Pat.

Charles bliver taget til fange

Nu er alt kaos. Indfaldsvejene mod Singapore er tæt pakkede med lastbiler og biler med soldater og civile på flugt fra japanerne. Mad og vand er svært at skaffe. Charles vandrer planløst rundt, indtil han møder nogle mænd, der er ved at bygge en vejspærring af sten og murbrokker.

En lille, tæt mand i hvide shorts og en blå silkeskjorte sidder på hug og spiser en sandwich. Manden præsenterer sig som “Don”. Han er australier, omkring 40 og har tyndt, rødblondt hår.

Don brækker sin sandwich over i to dele og rækker Charles den ene. Charles slutter sig til sjakket. Om natten sover de under træerne ved vejen og lytter til den dumpe buldren af bomber, der falder over Singapore.

En aften bliver alt pludselig dødstille. Ingen brummende fly, ingen eksplosioner. “Enten er japanerne knust, eller også er vi omringet,” siger én af mændene. Dagen efter begiver Don og Charles sig ud i byen for at finde ud af, hvad der foregår.

For at undgå japanske soldater vælger de to mænd at gå mellem gummitræerne langs et jungleområde. På en sidevej passerer omkring 20 japanske soldater. Sammen med dem går en officer og en europæisk udseende civilist.

“Hvad helvede laver den civilist?” hvisker Charles. “Lad os finde ud af det,” halvråber Don og springer ud på vejen.

Sekundet efter sender en regn af kugler dem på en vild flugt i skoven. Instinktivt har Charles sat fingeren på aftrækkeren på sin pistol.

Han trykker af. Tre japanere falder om på den støvede vej. “Din idiot. Vi har ikke en chance,” råber Don. Rasende smider han sin pistol og går frem med hænderne løftet over hovedet. Japanerne slår kreds om dem.

Et hårdt spark bagi sender Charles i jorden. Han forsøger at rejse sig, men får endnu et spark. “Svinet siger, at vi lige så godt kan holde op med at kæmpe imod. Vores tropper har overgivet sig,” siger Don med et blik på civilisten.

Skarpt bevogtet marcherer de mod Singapores centrum. Torvets smukke bygninger lyser hvidt mod den røgfyldte himmel. Fangerne bliver gennet ind på fortovet foran en bank, hvor de tilbringer natten uden at få hverken mad eller vand.

Næste dag når de efter et par timers vandring Pasir Panjang-fangelejren. Den består af uhumske palmehytter omgærdet af pigtråd og er fyldt med sultne og tørstige fanger.

Selv om han hele tiden har vidst, at det ville ende sådan, går virkeligheden først nu op for Charles. Han er krigsfange.

“Vil du gerne se din kone?”

Charles og Don kommer på et arbejdshold, der bliver sendt til Singapores dokker for at rydde op i ruinerne. En dag bliver holdet stillet op, så de kan betragte liget af en højgravid kinesisk kvinde.

Japanske soldater har skåret hendes mave op med en bambuspind, og bag det indtørrede kød kan mændene tydeligt se fosterets kranium og knogler. Officererne holder dem der i 20 minutter. Flere kaster op, og én besvimer.

Efter nogle ugers fangenskab bliver Charles hentet til afhøring. Inden han kommer ind i selve forhørslokalet, gennembanker vagten ham med en geværkolbe. Inde i lokalet venter en japansk officer.

Han skubber et billede over skrivebordet. Det forestiller ham og Pat på dansegulvet på en klub i Singapore. “Vil du gerne se din kone?” spørger officeren indsmigrende. Charles' hjerte hamrer.

“Jeg må fortælle dig, at 'Wakefield' er blevet sænket. Der var få overlevende. Hvis din kone er mellem dem, vil jeg bringe dig hen til hende, men du må svare på mine spørgsmål først.”

Ved officeren, at Pat er i live, eller er det et trick?

Charles bliver grebet hårdt bagfra og holdt fast. Officerens sværd glimter i luften. Charles kaster instinktivt hovedet til siden, men alligevel strejfer sværdet ham, og han mærker en skarp smerte under øjet.

Blodet løber ned over ansigtet, ind i munden og ned på skjorten. Han prøver at bøje hovedet, men sværdet snitter ham igen – denne gang på munden. “Vil du svare mig nu?” råber officeren.

Charles mærker halsen snøre sig sammen. Ordene sætter sig fast i svælget. Officeren slår ham i ansigtet, indtil alt bliver sort.

Fangerne bryder ud

Charles har tilbragt to måneder i lejren, da det endelig er tid. Mens de andre holder sig klar, rækker han armen gennem pigtrådshegnet og klipper det kabel, der forsyner lejrens projektører med strøm, over.

Portvagten går ind i den hytte, hvor generatoren står. Maskinen går i gang igen, og et sekund senere eksploderer hytten med et brag. Flammerne står op fra taget. Et øjeblik betragter mændene måbende sceneriet – der må være sket en kortslutning.

“Nu!” råber Don. De løber mod porten. Uden besvær flår de den spinkle bambusbom op. Vagterne myldrer frem og begynder at skyde. Charles svinger et stort stykke træ mod en af vagterne og mærker hans hjerneskal knuses.

Han griber den dødes bajonet og løber ind i junglen.

Alle mænd er udmattet, da de når det aftalte mødested ved Rodriques' hus omkring 12 kilometer fra lejren. Charles går op til huset, hvor Rodriques varsomt åbner døren og forklarer, at båden ligger ved en dæmning mellem Singapore og Malaysia.

“Jeg kan ikke tage med. For min families skyld kan jeg ikke risikere noget. I må klare jer selv,” siger Rodriques i et undskyldende tonefald og stikker Charles et bundt sammenrullede japanske dollars, inden han hastigt lukker døren med et “held og lykke”.

Zero'erne går til angreb

To mænd er blevet skudt under kampen med vagterne. De andre fortsætter med Charles i spidsen. Én kommer med et glædesudbrud, da han ser to både ved dæmningen, men en anden tysser. Kun få meter fremme marcherer en japansk patrulje målrettet mod bådene.

Charles holder vejret, men stilheden brydes af et højt brøl, inden japanerne pludselig åbner ild. I én bevægelse kaster de undslupne fanger sig frem. Charles retter sin bajonet mod ansigtet på én. Sammen falder de om i det glatte mudder med Charles øverst.

Endelig slipper japaneren sit greb, og Charles tumler op og løber snublende mod en af bådene.

Ude på vandet holder mændene mandtal. Syv er døde under kampen. “Nu er kun halvdelen af os tilbage,” mumler en af flygtningene. Han hænger over rælingen og plasker desperat sin ene hånd rundt i vandet i et forsøg på at padle.

De andre gør ham selskab, mens de forsøger at bruge åren som ror. Lige lidt hjælper det; båden kan ikke krydse strædet mellem Singapore og Malaysia, men driver i stedet med strømmen mod det åbne hav.

Mændene spiser lidt tørret fisk og halvrådden frugt, som de finder i båden. Natten er kold, og om morgenen er de stive i alle led. De nyder solens varme stråler og er lige gået i gang med at lave et sejl af deres skjorter, da en høj brummen lyder fra himlen.

En flok Zero'er – hurtige japanske kampfly – nærmer sig. Flyene dykker nedad. Charles kan se ilden stå ud fra maskingeværerne ved roden af vingerne. Mændene springer i vandet, mens Zero'erne igen og igen dykker i et bragende inferno.

Endelig forsvinder de, og Charles kravler op i båden. Don og to andre mænd – Roy og Skinny – følger efter. Havet er helt stille.

De andre er væk.

Hollænderne kommer til undsætning

Båden har kun fået to skudhuller under vandlinjen. Charles stopper dem med strimler af stof fra sin skjorte. Solen bager ubarmhjertigt, og de fire mænds kræfter svinder. Selv den ellers så livlige og snakkesalige Skinny er stille.

Den fjerde passager, Roy, er syg. Som så mange andre har han fået dysenteri i lejren. Uden vand kan han ikke klare den ret meget længere.

Næste dags eftermiddag hører de igen motorbrummen. Først tror de, at Zero'erne er vendt tilbage, men så ser de en gigantisk flyvebåd glide over bølgerne mod dem.

En blond mand klædt helt i hvidt åbner døren og får halet mændene om bord, inden flyet med et brøl sætter i luften igen. Flyet tilhører det hollandske luftvåben, får de forklaret. De ånder lettet op og indtager taknemmeligt den kolde risret og den varme kaffe, som de får serveret.

De kan dårligt tro deres held – deres trængsler er ovre. “Det er et forbandet mirakel,” siger Don for sig selv, mens han skovler mad ind. Charles bemærker straks, at noget ikke er, som det skal være. Flyets besætning glider af på alle spørgsmål, og stemningen er dårlig.

Efterhånden bemærker de andre det også. Til sidst fortæller en af hollænderne, at de er på vej mod Sumatra, der nu er faldet til japanerne. Besætningen har fået ordre til at evakuere udlændinge, og flyet skal benyttes til at flyve kvinder og børn ud.

VIDEO – Få forhistorien om flådebasen i Singapore:

Derfor er hollænderne nødt til at sætte Charles og de andre flygtninge af i det nordlige Sumatra. “I kommer vel tilbage efter os?” spørger Skinny optimistisk. Hollænderen svarer benægtende. Tavsheden sænker sig i flyet.

På stranden på Sumatra bliver flygtningene mødt af en gammel, tandløs mand. Han inviterer dem med hjem og fører dem gennem junglen til en nærliggende landsby. Manden har tydeligvis en fremtrædende position i det lille samfund.

Han får dem indlogeret i en hytte og sørger for, at de får noget at spise. Roy får det stadig værre. Gang på gang må han klatre ned fra den lille træhytte og søge mod udkanten af junglen, fordi han har kraftig diarré. Næste dag diskuterer mændene, hvordan de skal komme videre.

De bliver enige om at søge mod vest og op i bjergene. Her er klimaet mere behageligt, og risikoen for at møde japanere mindre. Om aftenen kommer et par kvinder fra landsbyen med ris, og bagefter vender den gamle mand tilbage.

Han fortæller, at han er glad for at have mændene i sin landsby. “Men I kan ikke blive her i mange dage,” tilføjer han og forklarer, at byen allerede én gang er blevet gennemsøgt af japanerne, og at han regner med, at de snart kommer igen.

Et par dage senere bliver mistanken bestyrket. Den gamle mand har fået fat i et flyveblad, hvori japanerne lover en dusør til enhver, der kan give oplysninger, som kan lede dem til “hvide og deres venner”. De må tage af sted straks.

Mændene drikker deres egen urin

For de fire mænd er Sumatras jungle et fugtigt helvede. Overalt lurer slanger, skorpioner, giftige edderkopper og malariamyg. De går langs en smal sti med træer og buske til begge sider.

Over deres hoveder lukker bevoksningen sig, så stien føles som en mørkegrøn tunnel med et gulv af mudret jord. De spiser rambutan – en blomme-stor frugt med gulgrønne hår og rød skal – og noget, der ligner figenkaktus. Frugten smager lidt syrligt og hjælper mod tørsten.

Så snart mørket falder på, begynder lydene. I tropenattens mørke ligger mændene og lytter intenst til junglens konstante raslen, skraben og puslen og til de skingre dyreskrig, som flænser mørket og deres tyndslidte nerver.

Mens de bevæger sig mod bjergene, bliver terrænet stenet, og bevoksningen sparsom. Her er intet vand, og tørsten bliver et akut problem – især for Roy.

Efter tre dage uden vand binder Charles ét af benene på sine shorts sammen og fylder det med jord. Han tisser ned i jorden og lader langsomt urinen sive igennem og ned i en tørret frugtskal. Han drikker og skærer en grimasse.

“Jeg er med,” siger Skinny, og de andre følger efter. De er alle ved at kaste op, men drikken gør sin virkning. De falder i søvn.

Næste morgen melder tørsten sig imidlertid med fornyet styrke. Roy sidder lænet op ad et træ. Hans ansigt har et blåligt skær, kinderne er indfaldne, og øjnene stirrer tomt ud i luften.

De andre hjælper ham til rette op ad en klippeblok, og mens Don ser efter ham, går Charles og Skinny ud for at finde vand og mad. Under et råddent træ finder de nogle biller, som de samler op i Skinnys undertrøje.

Charles ruller trøjen sammen og banker tøjbylten hårdt ind i en sten, til den bliver farvet svagt lyserød. De mader Roy med den rødlige billegelé og bilder ham ind, at det er frugt. Han er for svag til selv at spise.

To dage senere finder de fire mænd omsider en lille bæk. De lægger sig alle ned på maven og drikker som dyr.

Kineser giver et lift

Lettelsen er kun kortvarig. De fire flygtninge er alle i en sørgelig forfatning. De er udmattede og har sår på benene fra de tornede planter, som vokser mellem klipperne. Charles' sår i ansigtet fra mødet med den japanske officers sværd er sprunget op og smerter.

Roy er begyndt at tale i vildelse.

Da de kommer til en lille landsby, får bekymringen for Roy dem til at tilsidesætte al forsigtighed, og de går direkte ind for at bede om hjælp. Da beboerne hører, at deres gæster er englændere og ikke fra “Kompagniet” – selskabet “Hollandske Ostindiske Kompagni”, som havde monopol på handel i de hollandske kolonier – bliver de godt modtaget.

Roy får massage med noget hvidt pulver, der skal virke helbredende på hans sygdom. De andre får serveret varm karrysuppe og bliver vist hen til en palmehytte, hvor de overnatter.

Næste morgen bliver de præsenteret for en ung kineser ved navn Nang Sen. Han bærer silkesarong og nypressede bukser, og når han smiler, glimter et par guldtænder.

På perfekt engelsk tilbyder kineseren at tage dem med, når han kører sydpå til byen Palembang ved kysten. Herfra kan de fortsætte mod Java. Et par dage senere kravler de fire mænd op på ladet af en ramponeret lastbil.

Nang Sen har fået den af japanerne, så han kan bringe dem gummi. “Japanerne tror, at jeg er deres ven, og at jeg fortæller dem alting. Så jeg fortæller dem alting, men kun den del af alting, som jeg synes, de skal vide,” griner Nang Sen.

I stegende hede og dækket af stinkende rågummi skramler mændene af sted. Om natten gør de holdt ved en landsby. Charles stivner, da han hører, at Nang Sen vil køre videre til en japansk forlægning for at hente benzin.

Mændene diskuterer, om de kan stole på kineseren, og Skinny fortæller, at én af de lokale har betroet ham, at Nang Sen før har hjulpet en britisk soldat på flugt. De beslutter at blive.

Næste morgen er Nang Sen tilbage, og lettede kravler de igen op på ladet for at bumle videre.

“Du er ikke englænder, vel?”

Nord for Palembang bliver mændene sat af, og det sidste stykke vej sydpå mod havet må de skiftes til at bære Roy. Han kan næsten ikke stå op og taler sjældent. Ved kysten går Charles og Don på jagt efter bær og rodfrugter, mens de begærligt indånder den friske havluft.

Med ét ser de to skikkelser komme gående mod dem på stranden – det er Skinny og en fremmed pige. “Se, hvad jeg har fundet,” råber han og kigger triumferende på pigen ved sin side.

Hun er en køn pige – en blanding af kineser og javaneser – og Skinny griner som en genert teenager. Pigen hedder Li-Tong og kommer fra en landsby i nærheden, forklarer han. Charles peger på Roy og spørger, om han kan få hjælp i hendes landsby.

Pigen trækker på skuldrene. “Vi tager chancen,” siger Charles.

De indfødte i landsbyen er på vagt over for de fremmede. Eftersom Li-Tong er af blandet afstamning, tænker Charles, at det nok er en god idé at sige, at han selv er både europæisk og asiatisk. Påfundet får landsbyboerne til at sænke paraderne.

Og da japanerne hyrer mænd fra landsbyen til at bygge en vej, kan Charles som “mulat” slutte sig til dem og tjene penge til resten af turen og Roys behandling. Den kolde sved springer frem, da Charles melder sig hos arbejdsholdets formand for at blive registreret.

Han præsenterer sig som “Oehlus”. Japaneren ser undersøgende på ham. “Du er ikke englænder, vel?”

“Nej, tuan,” siger Charles, idet han højtideligt anvender den mest respektfulde malaysiske tiltaleform. Charles spytter på jorden for at demonstrere sin foragt for englændere. “Min far var tysker, og min mor en eurasier fra Malaysia,” forklarer Charles, som længe har forberedt denne historie.

Men nu gribes han af angst for, at japaneren vil tale tysk til ham. Formanden nikker dog blot anerkendende. “Det er en god blanding,” siger han og skriver “Oehlus” på sin liste.

Skinny vil gifte sig

Roy glider over i en nærmest permanent bevidstløshed. I sine få klare øjeblikke stirrer han blot frem for sig bag tunge øjenlåg og hvisker svagt, at han har det fint. Da Charles kommer hjem fra arbejdet, siger Don, at han ikke tror, at Roy vil overleve natten. Han får ret.

Om morgenen bærer mændene Roys afmagrede lig ud til en lysning uden for landsbyen. De graver en grav og dækker liget med bregner. Sammen beder de en bøn og markerer stedet med et kors af bambusstænger.

Da de går tilbage mod landsbyen, tænker Charles på, at de egentlig slet ikke har haft tid til at lære Roy at kende. De vidste ikke engang, om han havde været gift eller haft børn.

En af mændene i landsbyen har fundet en fisker, der kan sejle dem til Java. “Vi skal nok passe på din vens grav,” lover Li-Tongs far, da mændene tager afsked. Skinny ser forlegen ud. Han vrider og vender sig og fortæller så hakkende, at han skal giftes med Li-Tong.

Charles og Don bruger hele natten på at overbevise ham om det tåbelige i den idé, men Skinny lader sig ikke rokke. Først da båden næste dag gør klar til at sætte ud fra land, fortryder han. Han forsøger at klatre op i båden, og Li-Tong begynder at hulke.

Skinny prøver at redde situationen og plaprer løs på en blanding af engelsk og malaysisk. Den gamle mand, som har skaffet dem båden, skærer igennem; “Hvis tuan Skinner ikke bliver, vil fiskeren ikke tage de andre tuaner med over vandet,” siger han med vægt i stemmen.

Hermed er sagen afgjort. Motoren sætter i gang. Det sidste, de ser, da båden tøffer af sted, er Skinny og Li-Tong, der står i brændingen og vinker.

Guerillaer redder briterne

På Java fører en lokal fisker Charles og Don ind i junglen. “Friends there. You walk,” siger manden, peger fremad og efterlader mændene.

Efter et par timer kommer de i kontakt med en guerilla-gruppe, som kæmper mod japanerne. Lederen er hollænder og fortæller, at han hedder Mansfeldt.

Han lover at skjule de to mænd og hjælpe dem videre, når den tid kommer. I mellemtiden skal de adlyde hans ordrer. “Lad være med at stille spørgsmål, og gør, hvad I får besked på,” siger Mansfeldt truende.

De to mænd går til hånde for gruppen, som er sammensat af hollændere, javanesere, mongoler og kinesere. Guerillaerne har en stor beholdning af maskinpistoler, rifler og revolvere, som Charles og Don bliver sat til at rense.

De laver også mad, gør rent og udfører spejderopgaver. Efter tre uger får de lov at rejse. Mansfeldt holder sit ord og præsenterer Charles og Don for en næsten to meter høj indoneser, som skal føre dem gennem den tætte jungle.

Hvor de skal hen, vil guerillalederen ikke ud med. De vil blive ført til “deres egne”, siger han blot. Guiden skal de adlyde blindt. “Hvis ikke, vil I dø,” tilføjer Mansfeldt dystert.

Charles og Don må nærmest småløbe for at følge med den langbenede indoneser. Efterhånden mister de al fornemmelse af tid og sted og følger blot blindt med. Efter flere dages march kommer de til en klippehule.

Bag et forhæng sidder en tætbygget, mørkhåret mand iført kakiskjorte og shorts. Bag ham står et stativ med rifler og maskinpistoler og en radiosender. “Alt, I behøver at vide, er, at jeg er her for at hjælpe folk som jer,” siger han med tydelig australsk accent.

“Hvor kommer I fra?” spørger manden. Charles føler sig varmet af hans dybe, rolige tonefald. “Singapore.” “Gør I? Ved Gud!” udbryder manden og studerer dem nøje.

De to mænd begynder at fortælle om deres lange rejse. De taler i munden på hinanden, indtil australieren stopper dem. Først skal de spise. De nyder et måltid bestående af tunge og pølse på dåse, kartofler og ærter. Derefter får de besked på at hvile.

Imens vil australieren sende besked over radioen til den australske by Darwin, så de to flygtninge kan blive hentet. Dons øjne skinner. “Darwin ...,” mumler han. “Ved Gud, Charles. Vi klarede den.”

I flyet på vej mod Darwin hælder besætningen cognac på de to mænd, mens de nysgerrigt betragter dem. “Hvilken dato er det i dag?” spørger Charles.

“Den 16.,” svarer en mand fra besætningen. “Den 16. hvad?” “September, selvfølgelig. Hvad troede du?” “Aner det ikke, vi kunne ikke få aviser i junglen,” svarer Don en anelse anspændt.

September. De har været på flugt i fem måneder. De to mænd tømmer glassene og ser på hinanden.

Så brister de i gråd.