7 tyskere som udfordrede nazisterne

1. Biskoppen reddede handicappede

Clemens August von Galen. I 1939 gav Hitler grønt lys til et systematisk massemord på psykisk og fysisk handicappede i Tyskland. Eutanasiprogrammet T4 indebar et systematisk massemord. Ifølge den nazistiske ideologi ansås de for at leve et uværdigt liv. Ved deres eksistens udgjorde de en trussel mod den ariske races fremtid. Den planlagte aktion mod 70 000 til 100 000 handicappede tyskere forsvaredes i nazistiske kredse som et barmhjertighedsdrab.

Da aktionen indledtes, var der ikke mange som protesterede, men i München holdt den katolske biskop Clemens August von Galen en prædiken, hvor han fordømte nazisternes planer mod de handicappede. Biskoppens prædiken vakte stor opmærksomhed og blev læst op i mange kirker. Hans protest blev også spredt til krigens fronter, hvor mange soldater blev urolige for, hvad der ville ske med dem, hvis de vendte sårede hjem. Galens prædiken blev oversat til flere sprog og fra Vatikanet kom en opfordring til Tysklands katolske præster om at forsøge at hindre angrebet på de handicappede. På grund af den hurtige spredning af prædikenens budskab, besluttede Hitler at afbryde eutanasiprogrammet i 1941.

Utroligt nok blev Galen aldrig anholdt i løbet af krigsårene.

2. Kommissær hjalp Freud

Anton Sauerwald. Havde det ikke været for en østrigsk nazist, havde psykoanalysens fader, Freud, sandsynligvis afsluttet sit liv i en tysk kz-lejr. I marts 1938 marcherede tyske tropper over grænsen og indlemmede det tysktalende naboland i Det Tredje rige. Straks begyndte nazisterne også at arrestere jøder i Østrig. Snart dukkede Gestapo også op hjemme hos Wiens mest berømte jøde, lægen og forfatteren Sigmund Freud. Flere af Freuds slægtninge havde forladt byen, men selv blev han tilbage for at passe på sin formue.

Den nazistiske kommissær, som fik til opgave at tage sig af tilfældet Freud, viste sig dog at sympatisere med sit offer. Han hed Anton Sauerwald og havde studeret kemi hos en af Freuds gode venner. Han undlod at brænde Freuds bibliotek og manuskriptsamling, som hans udtrykkelige ordre lød på. I stedet gemte han bogsamlingen på det østrigske nationalbibliotek, hvor det lå skjult hele krigen.

Den 4. juni 1938 undslap Freud til Paris og siden videre til London. Efter Freuds flugt gjorde nazisterne hans hus i Wien til et institut for studier af den ariske races overlegenhed.

3. Præsten fortalte om forfølgelserne

Dietrich Bonhoeffer. To dage efter Hitler kom til magten i 1933, holdt den lutheranske præst Dietrich Bonhoeffer en radiotale, hvor han advarede det tyske folk om, at det var afguderi, hvis man blindt fulgte en politisk leder. Han kaldte også Hitler for Verführer (forfører) i stedet for Der Führer (føreren). Radioudsendelsen blev pludselig afbrudt.

I februar 1938 fik han via sin svoger, Hans von Dohnány, kontakt med en gruppe Hitler-modstandere i den tyske militære efterretningstjeneste Abwehr. Her fik til opgave at udnytte sine internationale kirkelige kontakter for at indsamle efterretninger for den tyske krigsmagt. I virkeligheden brugte han sine rejser til at sprede information om nazisternes undertrykkelse af jøder og anderledes tænkende. Med livet som indsats udvekslede han hemmelige dokumenter og hjalp også jøder ud af Tyskland.

I foråret 1943 blev hans antinazistiske arbejde afsløret og Bonhoeffer blev fængslet.

To år senere overførtes han til koncentrationslejren Flossenburg, hvor han blev hængt samtidig med Abwehr-chefen Wilhelm Canaris, blot to uger inden lejren blev befriet af de allierede.

4. Spionen advarede Stalin om invasionen

Ilse Stöbe var medlem af nazistpartiet og arbejdede i det tyske udenrigsministerium. I 1939 indledte Hitler 2. verdenskrig ved invasionen af Polen, hvor Stöbe tidligere havde arbejdet som tysk kulturattaché. Ved krigsudbruddet gjorde hun i hemmelighed op med den nazistiske ideologi, og engagerede sig sammen med sin bror Kurt i modstandskredse i Nazityskland. Som journalist skrev hun antinazistiske artikler under pseudonym, og under kodenavnet Alta sendte hun hemmelige efterretninger fra det tyske udenrigsministerium til Moskva. Bl.a. advarede hun Stalin om det kommende tyske angreb, men den sovjetiske leder troede ikke på den tyske spion. Først da tyske kampvogne rullede over grænsen i sommeren 1941 indså Stalin, at rapporterne fra Berlin var sande.

I 1942 opfangede Gestapo en sovjetisk radiomeddelelse om, at en af deres agenter skulle kastes ud i faldskærm for at opsøge Ilse Stöbe i Berlin.

Den 12. september blev hun arresteret og anklaget for at være medlem af spionnetværket Røde kapel.

Efter tortur indrømmede Ilse Stöbe og blev henrettet i guillotinen. Også den hemmelige leder af Røde kapel, Luftwaffeofficeren Harro Schulze-Boysen, blev arresteret af Gestapo den samme måned.

I dag hænger der et portræt af Ilse Stöbe i det tyske udenrigsministerium.

5. Major reddede jøder i Vilnius

Karl Plagge. Hadet mod jøderne var en af hjørnestenene i den nazistiske ideologi.

Efter den tyske invasion mod øst, dræbtes massevis af jøder i Østeuropas landsbyer, mens byens jøder blev samlede i ghettoer.

I efteråret 1943 blev ghettoen i Litauens hovedstad Vilnius overtaget af SS-tropper. Havde det ikke været for den tyske major Karl Plagge, som var chef for værkstedet for militærkøretøjer som lå i byen, havde næppe nogen af indbyggerne overlevet. Selv om Plagge ikke kunne standse alle deportationerne, sørgede han for at omkring 500 mænd og deres familier kunne flytte ind på et nyt lejrområde for arbejdere. Ligesom den mere kendte Oskar Schinder gjorde for sine jødiske arbejdere på sin fabrik i Polen, udfærdigede Plagge lister som overbeviste SS om at jøderne var mekanikere, som var uundværlige for den tyske hær. Plagge gav ordre til, at de jødiske arbejdere skulle behandles ordent­ligt, men han kunne ikke forhindre flere SS-raids, som fandt sted mens han var bortrejst. Bl.a. blev 250 jødiske børn myrdet ved et sådant tilfælde.

Da Den Røde Hær nærmede sig i 1944 skulle Plagge og værkstedsledelsen evakueres mod vest. Inden han rejste, holdt han en tale for sine jødiske arbejdere, hvor han forklarede, at de indenfor kort tid ville blive evakueret af SS, en organisation kendt for at beskytte flygtninge.

Den ironiske tilføjelse var ment som en advarsel og omkring halvdelen af arbejderne havde held til at gemme sig inden SS-tropperne kom og henrettede de tilbageværende. Omkring 250 jødiske arbejdere holdt sig skjult indtil sovjetiske tropper befriede lejren nogle dage senere. Under en retssag efter krigen beklagede Plagge, at han ikke havde haft held til at redde flere jøder.

6. Grevinde gemte jøder midt i Berlin

Maria von Maltzan. Da nazisterne kom til magten i 1933, valgte den velhavende tyske aristokrat, grevinde Maria von Maltzan, straks at opsøge modstandsbevægelsen, som opererede under jorden. Hun engagerede sig særligt i at hjælpe jøder med at flygte.

I sin lejlighed i Berlin, som lå i nær­heden af Gestapos hovedkvarter, gemte Maria von Maltzan mange jøder, desertører og flygtninge fra tvangsarbejde.

I samarbejde med bl.a. den svenske kirke i Berlin, hjalp hun dem med at flygte videre, ofte gemt i lastbiler, som hun selv kørte ud af byen.

En forfulgt jøde, forfatteren og redaktøren Hans von Hirschel, blev i hendes lejlighed i tre år mellem 1942 og 1945. Maria von Maltzan havde lavet et særligt gemmested til ham
i en af hendes sofaer. Efter krigen var de gift i en periode.

7. Infiltrerede SS for at fortælle om udryddelsen

Kurt Gerstein voksede op i en preussisk familie med militære rødder. I 1930’erne vaklede han mellem sympatier for nazistpartiets løfte om en nationalistisk revanche for nederlaget i 1. verdenskrig og budskabet fra den antinazistiske Bekendelseskirke. Til slut valgte han at gå ind i nazistpartiet og tilslutte sig SS, hvor han hurtigt avancerede til en post som chef for en afdeling for såkaldt "teknisk desinfektion".

Det var i den rolle han kom til koncentrationslejren i Belzec i 1942 og blev vidne til hvordan 3 000 jøder blev gasset ihjel. Nogle dage senere fortalte han om sine oplevelser til den svenske diplomat Göran von Otter. Han tog også kontakt til schweiziske diplomater og repræsentanter for Vatikanet, og bad dem indtrængende om at offentliggøre informationen om jødeudryddelsen. På trods af, at han afleverede flere rapporter i de følgende år, fik de meget lidt opmærksomhed mens krigen endnu var i gang.

Ved krigsafslutningen kapitulerede Kurt Gerstein til de franske styr­ker og skrev i fangen­skabet en rapport om, hvad han havde set i koncentrationslejren. Han forklarede, at han havde infiltreret SS for at kunne fortælle indefra om omfanget af undertrykkelsen. På trods af sin rapport blev Gerstein overført til en anden fangelejr, hvor han blev behandlet som krigsforbryder. Den 25. juli 1945 blev han fundet død i sin celle.