Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

9. april 1940: Danmarks besættelse

Ingenting er gjort for at forsvare Danmark mod en tysk invasion. Alligevel tager chanceløse soldater kampen op i nogle få blodige timer, da Hitlers styrker strømmer over grænsen. De skal redde landets ære.

Corbis/All Over

Trods en ihærdig dansk indsats for at holde sig gode venner med Tyskland er et angreb undervejs.

Adolf Hitler har besluttet at erobre Norge, og Luftwaffe skal bruge startbaner i Aalborg som base under den kommende operation.

Den tyske generalstab overvejer at true danskerne til at samarbejde eller blot tage Aalborg med magt. Men Hitler tror ikke på halve løsninger.

Han giver ordre til en regulær invasion og tysk besættelse af hele Danmark.

Stavefejl prydede tyske flyveblade, der skulle bortforklare angrebet på Danmark.

© Frihedsmuseet/Nationalmuseet

Invasionschef tager på lynvisit

4. april kl. 20.40, Kastrup
Selv om 2. verdenskrig er i gang, har den danske regering ikke forhøjet hærens beredskab. Mange af soldaterne er nyindkaldte rekrutter.

Sne fyger hen ad landingsbanen, da ruteflyet fra Berlin forsigtigt sætter hjulene i græsset og taxier hen mod terminal-bygningen.

Så snart døren åbnes, træder en medarbejder fra den danske ambassade i Tyskland ud, og kort efter er han på vej mod udenrigsminister Peter Munchs hjem i København.

Embedsmanden skal advare om, at tropper går ombord i skibe i nordtyske havne. Ifølge Sveriges ambassade og en kilde i den tyske efterretningstjeneste er målet Danmark og Norge.

TILBUD TIL DIG: Krigen i Norden – fortalt af øjenvidner

Vær med, når Hitler kaster sine divisioner over Danmark og Norge, og Stalin kommanderer Den Røde Hær ind i et vinterklædt Finland.

Bogserien EUROPA I FLAMMER bringer krigshistorien til live gennem de sidste overlevende øjenvidner, originale dokumenter og hidtil ukendte fotos.

FÅ FØRSTE BOG FOR KUN 1 KRONE

Efterfølgende kan du til enhver tid opsige dit abonnement.

Lufthansa-flyet bragte også Paul Glein til Danmark. Den 49-åriges papirer siger, at han er embedsmand, men det er en dækidentitet, for den tyske major er på en hemmelig mission.

Han indlogerer sig på et hotel, spiser en sen middag og kører derpå til Langelinje for at se kajanlæggene.

Næste morgen besøger Glein Kastellet, hvor den danske hærs hovedkvarter er indkvarteret. Civile har fri adgang inden for de gamle volde, og majoren får endda hjælp fra en naiv dansk sergent, der uden at tøve deler al sin viden om troppeantal og bevogtning.

Efter kastellet går Glein til Amalienborg, hvor han ser livgardens vagtskifte. Midt på eftermiddagen letter han igen med kurs mod Berlin.

Majoren ved, at han vil gense byen i løbet af få dage, for han er chef for de tyske tropper, der skal erobre København ved en lynaktion.

Se invasionsplanen for 9. april:

Operation Weserübung-Süd: Luftwaffe ville have Aalborg

To divisioner skulle erobre Danmark. Målet for den ene var København, mens den anden skulle haste nordpå til Aalborg, hvis flyvepladser var afgørende for operationer i Norge.

Grænseposten slår alarm

8. april kl. 11.30, Kruså
Trods advarslerne har Danmarks regering stadig ikke mobiliseret hæren.

Ritmester Hans Lunding fra den danske efterretningstjeneste har befundet sig ved den dansk-tyske grænse siden de tidlige morgentimer.

Han udspørger rejsende om en tysk styrke, som angiveligt nærmer sig fra syd.

“Kolonnen er en division i motorkøretøjer”, melder Lunding over telefonen til sine chefer i København. “Der er ca. 2.400 køretøjer”.

I endnu et opkald sidst på eftermiddagen kan han oplyse, at den tyske fortrop er ankommet til Flensborg umiddelbart syd for grænsen.

Kl. 19 rapporterer Lunding, at tyskerne er gået til ro, men tæt ved hovedvejen, så de nemt kan fortsætte næste morgen.

Se de danske soldaters våben 9. april 1940:

Hærens chef, general William Prior, beder regeringen om tilladelse til at indkalde 54.000 mand, men svaret er et nej.

Kongen og politikerne vil for enhver pris undgå at give Hitler et påskud til at angribe. De håber, at den tyske opmarch blot er en magtdemonstration.

Alle tropper befales derfor til at blive på kasernen, og deres chefer må nøjes med at gøre klar til hurtig udrykning.

I Søgård-lejren 10 km fra grænsen får soldaterne udleveret skarp ammunition og sendes i seng – med rygsæk på.

Lille Danmark må sejle sin egen sø

Opskræmt af Hitlers krigsretorik tog Danmarks statsminister Stauning i april 1937 på en diplomatisk mission til London. Han ville vide, om Danmark kunne håbe på britisk hjælp, hvis Tyskland gik til angreb.

“Fremtiden hviler i Guds hænder”, lød svaret fra udenrigsminister Anthony Eden.

Med det mente han, at den britiske regering ikke havde en anelse om, hvordan Hitlers Tyskland skulle håndteres, så det var umuligt at give garantier til andre lande.

Stauning forstod ordene som en blank afvisning af hjælp i tilfælde af krig.

Han vendte hjem med den overbevisning, at Danmark stod alene mod tyskerne.

9. april: De første skud lyder

9. april kl. 04.00, Padborg
Mens hæren sover, er de danske grænsegendarmer på deres poster.

De to danske gendarmer A.S. Albertsen og A.A. Hansen holder vagt ved en jern­baneviadukt nær overgangen til Tyskland.

Gendarm J.P. Birk er ankommet i bil for at samle sine kolleger op, da tre unge mænd i civilt tøj nærmer sig.

“Hvor skal De hen?” spørger en af de danske grænsegendarmer.

“Til banegården”, lyder svaret på tysk, men i samme øjeblik trækker de fremmede pistoler og trykker af. Birk dræbes på stedet, mens Albertsen og Hansen bliver hårdt såret, og de dør begge senere på dagen.

Gerningsmændene stikker af i retning af grænsen, og 15 min. senere kommer en tysk miliærkolonne kørende mod nord. Invasionen af Danmark er begyndt.

Efter krigen afsløres de tre pistolmænd som “brandenburgere”, soldater fra den tyske hærs specialtropper.

De var sendt over grænsen for at sikre sig, at jernbanebroen ikke blev sprængt og blokerede vejen for invasionstropperne.

Se kendte danskere mindes 9. april:

Major Glein går i land

Kl. 04.45, København
Tropperne ved grænsen er klar til hurtig indsats, men hovedstaden sover.

To skibe med slukkede lanterner bevæger sig ind i indsejlingen til København. Isbryderen Stettin er forrest, bagved følger det forhenværende passagerskib Hansestadt Danzig – de er begge i den tyske flådes tjeneste.

På Danzigs kommandobro spejder major Glein anspændt mod Middelgrundsfortet, som han kan skimte gennem mørket.

En enkelt kanonsalve fra søbefæstningen vil betyde døden for hans 800 mand, der skjuler sig under dæk.

Et søgelys på fortet fanger Danzig i sin skarpe stråle. Tyske søfolk prøver at blænde danskerne med skibets egne projektører, et håbløst forsøg.

Glein venter på, at de fem danske kanoner vil slynge store 305-mm granater mod skibet. Men de forbliver tavse.

Majoren ved ikke, at fortet bemandes af unge rekrutter, der er ude af stand til at betjene deres skyts. Deres forsøg på at affyre varselsskud mislykkes, fordi de har glemt at afsikre kanonen. Da fejlen opdages, er de tyske skibe sluppet forbi.

Kl. 05.20 lægger Danzig til kaj ved Langelinje, og svært bevæbnede tyske soldater strømmer fra borde.

“Landingen lykkes, det sværeste er gjort”, konstaterer Glein, mens hans tropper afvæbner de danske betjente i toldvagten og afbryder telefonlinjen. Næste mål er Kastellet.

“Kommer det til kamp, skal der gås frem under hensynsløs anvendelse af magt”, lyder den tyske befaling.

To patruljer sendes afsted mod Kastellet på cykel, og en stor kolonne følger efter til fods – med sprængstof til at ødelægge portene, hvis det bliver nødvendigt.

Baghold skal vinde tid

Kl. 04.50, Lundtoftbjerg
Nord for den dansk-tyske grænse går små motorcykelenheder i stilling for at forsinke invasionshæren.

Maskingeværet og de to maskinkanoner er knap løftet af sidevognene og sat i stilling, da en tysk kolonne nærmer sig ad landevejen fra grænsen. Panservogne og motorcykler kører nordpå i høj fart.

Sergent Svend Aage Bundgaard lader et af sine våben affyre varselsskud, men tyskerne stopper ikke. I stedet åbner de ild, og danskerne svarer igen.

Skuddene fra Bundgaards 20-mm maskinkanoner går lige gennem stålbeklædningen på den forreste tyske panservogn, der stopper brat op.

De tyske panservogne kunne ikke modstå skud fra danske maskinkanoner.

© Frihedsmuseet/Nationalmuseet

Første mål er nedkæmpet, og skytterne vender deres våben mod resten af kolonnen. I hurtig rækkefølge sætter de endnu en panservogn i brand, ødelægger tre motorcykler og fælder et par tyske maskingeværgrupper, der forsøger at stille deres våben op.

Skud fyger også den modsatte vej, og en dansk kanonskytte bliver ramt i armen. En anden overtager hans plads, men i mellemtiden er en tysk kampvogn dukket op.

De indtil nu så effektive danske 20-mm projektiler preller af, når de rammer frontpanseret.

“Det er ikke det rene pap, de kører med hernede”, bemærker en af skytterne på bredt jysk. Det er tid til at slippe væk.

Sergent Bundgaard trækker sine folk bagud i ly af røgen fra et brændende hønsehus, og kort efter drøner de nordpå ad landevejen, forfulgt af tyskerne.

I de første år af krigen udførte tyske faldskærmssoldater dristige missioner, der imponerede deres fjender.

© Topfoto/Polfoto

9. april: Historiens første faldskærmsangreb

Tyske faldskærmstropper var et hemmeligt elitekorps, der ventede på at blive brugt i det rette øjeblik. Det indtraf den 9. april 1940.

Under angrebet på Danmark og Norge blev mål erobret fra luften for første gang i krigshistorien.

Fantasifulde officerer havde drømt om at kaste soldater ned med faldskærm allerede under 1. verdenskrig, og Sovjetunionen havde i 1930 skabt den første luftbårne styrke.

Men det var tyskerne, der beviste, hvad den nye type enheder kunne præstere.

Tyske officerer havde overværet sovjetiske faldskærmsøvelser, og deres rapporter var så rosende, at Luftwaffe i 1936 oprettede sine egne luftbårne tropper.

Ved udbruddet af 2. verdenskrig udbrud havde Tyskland en division klar til indsættelse. Men den blev ikke indsat i felttoget mod Polen, fordi Hitler ville holde sit nye våben hemmeligt, indtil det kunne bruges mod en farligere fjende, Frankrig.

Tysklands leder måtte dog bøje sig for strategiske nødvendigheder under felttoget mod Danmark og Norge.

Flyvepladserne i Aalborg, Oslo og Stavanger skulle erobres på første­dagen, så Luftwaffes fly kunne lande og tanke op. Og Storstrømsbroen måtte tages intakt.

Disse opgaver kunne kun løses fra luften.

Flyene bliver fanget på jorden

Kl. 05.45 Værløse
Det danske flyvevåben prøver at blive klar til kamp mod Luftwaffe.

Lyden af brølende motorer kan høres over hele flyvepladsen i Værløse. Omkring 50 danske fly er ved at varme motorerne op, mens mekanikere efterser våben og bomber en sidste gang.

Stod det til luftbasens chef, var de mange maskiner allerede lettet dagen forinden. De udgør hele den danske hærs flystyrke, der til daglig er samlet i Vær­løse, men i krigstid skal fordeles på flyvepladser over hele landet.

Tilladelsen til at sende flyene afsted er først ankommet nu, og piloter og mekanikere prøver febrilsk at indhente den tabte tid.

Et observationsfly bemandet af løjtnanterne Brodersen og Godtfredsen begynder som det første at trille hen ad startbanen.

Hjulene slipper græsset, og dobbeltdækkeren er begyndt at stige, da en maskingeværbyge flænser sig vej gennem gennem skroget ovenfra.

“De kommer! De kommer!” lyder råb fra flyvepladsen, og danske maskingeværer begynder at skyde op i luften. Men for Brodersen og Godtfredsen er det for sent.

Luftwaffe-esset Wolgang Falcks næsten lodrette angreb kommer helt uventet, og projektilerne fra hans store to-motorede jager sender danskerne i et ukontrolleret styrt mod jorden. Ingen af de to løjtnanter overlever.

Bag Falck følger hans eskadrille, som retter maskingeværerne mod de parkerede fly på startbanen. Med fulde tanke og ammunition ombord er de sårbare mål for de sværtbevæbnede tyske jagere, der angriber i bølger.

Snart står danske maskiner i flammer, og alt håb om at få jagere i luften er udelukket.

Forsvarernes eneste trøst er, at det lykkedes at beskadige to af de tyske angribere. Et af flyene må nødlande i Danmark, men Falck når hjem til Tyskland på én motor, stiger op i et andet og går straks på vingerne igen.

Senere på dagen kan Luftwaffe-piloten lande i Aalborg, som er blevet erobret af faldskærmstropper og allerede er fuld af fly på vej til og fra Norge.

Tyskerne har nået det vigtigste mål for dagens operationer.

Våbnene der skulle stoppe Hitler

I 1930'erne vidste ingen, hvordan fremtidens krige ville blive afgjort. Danmark og Norge havde anskaffet nye våben i blinde, og de blev brugt side om side med ældgammelt materiel.

Da kampene begyndte i 1940, viste nogle skandi­naviske våben sig uventet effektive i forhold til tyske, franske og britiske. Andre var komplet ubrugelige.

Kongen træffer det svære valg

Kl. 05.45, Amalienborg
De tyske tropper i København har erobret Kastellet uden kamp. Patruljer rykker frem mod slottet, hvor de håber at fange Danmarks konge.

Tyske projektiler hviner hen over Amalienborg Slotsplads og slår ned blandt en dansk maskingevær-gruppe, der er ved at gå i stilling.

Garder 284 Garmer rammes i brystet, og hans kammerater bringer den hårdt sårede i dækning i en portåbning.

Mens skudsalverne brager fra begge sider, træder Christian 10. stærkt bevæget hen til den blodindsmurte soldat for at takke ham for hans tapperhed.

Derefter vender majestæten tilbage til sine gemakker for at fortsætte den rådslagning, som han var i gang med sammen med regeringens topministre og militærets chefer.

Indenfor spørger kongen sine gæster, om kampen har varet længe nok til at bevare Danmarks ære i forhold til udlandet.

Han ved, at modstanden i København og resten af landet er symbolsk, for hæren kan umuligt stoppe fjenden.

Samtidig hører deltagerne tydeligt de tyske bombefly, der flyver i formation hen over byen – en konstant påmindelse om, at en enkelt ordre kan udløse en morderisk bomberegn.

Hærchefen, general Prior, vil kæmpe videre. Han foreslår kongen at flygte ud af København og søge tilflugt blandt tropper i Nordsjælland.

“Jeg må da blive her”, udbryder Christian. Ingen andre i lokalet siger noget, og generalens forslag er i praksis nedstemt.

Forsvarsministeren tager ordet og erklærer, at den form for mod, som situationen kræver, er modet til at se realiteterne i øjnene.

Hvis kampen er tabt på forhånd, må det være de ansvarliges pligt at indstille den, inden endnu flere menneskeliv går tabt.

Statsminister Thorvald Stauning er Danmarks politiske leder, men i denne kritiske stund vælger han at holde sig i baggrunden. Det bliver i stedet kongen, der afgør det ubehagelige dilemma.

Omkring kl. 06 får chefen for de kæmpende gardere ved Amalienborg besked på, at han skal indgå en våbenstilstand med de tyske soldater uden for slotskomplekset.

Samtidig sendes ordre til resten af Danmarks styrker om ikke at gøre modstand mod invasionshæren.

© Frihedsmuseet/Nationalmuseet

Oberst ville kæmpe videre

Den 9. april nægtede en enkelt dansk officer at indstille kampen mod tyskerne.

Oberst Helge Bennike befalede i stedet sit regiment i Roskilde på march mod Helsingør, hvor han satte over med færgen.

Den stridslystne officer vidste, at Danmark var tabt. Nu ville han fortsætte kampen side om side med svenskerne, som han troede var Hitlers næste mål.

Obersten og hans soldater vendte dog snart hjem igen, for krigen kom ikke til Sverige, og i Danmark gik livet videre under besættelsen.

I 1943 flygtede han på ny, og denne gang kom han ikke tilbage. I Sverige var obersten med til at organisere en lille dansk eksil-hær på 5.000 mand.

Døden høster videre den 9. april

Kl. 06.30, Bredevad
Tyskerne har afskåret de danske kommunikationslinjer, så det tager tid at få ordren om kapitulation frem.

Det er umuligt at ramme forbi målet på den korte afstand. Men korporal Larsen, der ligger klar bag sin maskin­kanon ved Bredevad i Sønderjylland, har fået besked på, at han først skal af­fyre varselsskud foran den tyske kolonne.

Projektilerne får køretøjerne til at stoppe – bortset fra den forreste panservogn. Den fortsætter op ad vejen, og da målet er 400 m væk, skyder Larsen igen. Hans slagkraftige 20-mm kanon sender det letpansrede køretøj i grøften.

Tyskerne har til gengæld opdaget de danske stillinger, og præcise skudsalver slår ned omkring det maskingevær, der er opstillet nær Larsen.

Skytten bliver dræbt på stedet af en fuldtræffer i hovedet, og hans hjælper rammes i brystet og maven – en sikker dødsdom.

Tre tyske panservogne sætter i gang og fortsætter fremrykningen. Én efter én bliver de skudt i stykker af maskin­kanonen, men den sidste når så tæt på, at den triller videre hen ad vejen forbi Larsens stilling og rammer et vejtræ. Et øjebliks ro sænker sig over Bredevad.

“Nu vil jeg fanden banke mig have mig en smøg”, udbryder Larsen og sætter sig på knæ for at få fat i sin pibe.

“Så kan du få ild af ham derovre”, svarer sergent Løvgreen, der ligger ved siden af. Han peger på den beskadigede panservogn bag dem. Tårnet er ved at dreje om mod de to danskere.

“Fy for satan”, råber Larsen og kaster sig til jorden igen, imens det tyske køretøj affyrer en byge med sin maskinkanon. Til danskernes held står panservognen dog så skråt, at den ikke kan sænke sit løb nok til at ramme.

De to mænd begynder at krybe væk, mens tyskere længere ned ad vejen udsætter dem for en voldsom ild.

Pludselig sprænger en granat tæt på, og Larsen såres i skulderen, mens Løvgreen bliver flået af adskillige sprængstykker.

Begge mænd overlever, men modstanden ved Bredevad er slut.

“Gud bevare Danmark”

Kl. 08.00, Radiohuset i København
Kampene er omsider ebbet ud, og tyskerne tager kontrol over vigtige installationer i Danmark.

Tyske soldater stormer Statsradiofoniens hus på Frederiksberg og forlanger oplæsning af invasionshærens “Oprop” til danskerne.

I den ubehjælpeligt oversatte besked forklares, at truslen om britisk invasion har tvunget Tyskland til at “hjælpe” med forsvaret af Danmarks territorium.

Mange københavnere kender allerede bortforklaringen, som er dalet ned fra luften. Halvdelen af de tyske fly over hovedstaden havde ikke bomber, men flyveblade i deres lastrum.

Senere på morgenen følger en erklæring fra regeringen og kong Christian.

“Den danske regering har under protest besluttet at ordne landets forhold under hensyn til den besættelse, som har fundet sted”, meddeles folket af radio-speakeren.

“Det er befolkningens pligt at afholde sig fra enhver modstand over for disse tropper”, lyder formaningen.

I afmagt har Danmarks ledere besluttet at lege med på den tyske illusion om, at besættelsestropperne er kommet som venner.

Maskeraden, der går over i historien som “samarbejdspolitiken”, er begyndt. På overfladen fortsætter det danske samfund, som om intet er hændt, og den danske hær undgår endda at blive nedlagt.

Skal illusionen opretholdes, må alle slutte op om den. De korte, men bitre kampe og de 16 faldne den 9. april skal mindes uden vrede.

I radioen maner Christian 10. til streng selvkontrol:

“Under disse for vort land så alvorlige forhold opfordrer jeg alle i by og på land til at vise en fuldt ud korrekt og værdig optræden, da enhver uoverlagt handling kan have de alvorligste følger. Gud bevare Dem alle. Gud bevare Danmark”.

Tyske soldater havde ordre til at gøre høfligt honnør, når de så kong Chistian på hans daglige ridetur.

© Scanpix

Kongen beskyttede folket

Christian 10. så ingen alternativer til at samarbejde med Tyskland. Han frygtede, at modstand ville slette Danmark fra landkortet.

Danmark ville ikke overleve endnu en krig mod Tyskland. Den lære havde danske politikere taget til sig efter det store nederlag i 1864, og kong Christian var enig.

I hele hans tid på tronen støttede han tilnærmelser til Tyskland. Og da udenrigspolitikken spillede fallit i april 1940, og tyske tropper alligevel stod i Danmark, forsøgte kongen og regeringen at redde stumperne.

De stod sammen om samarbejdspolitikken, som skulle bevare det danske folk og samfund intakt under tysk kontrol.

Christian 10. håbede, at han derved kunne undgå, at landet fik en marionet-regering anført af de danske nazister.

Landet skulle skånes for tysk udplyndring, kulturel undertrykkelse og jødeforfølgelse. Til gengæld for alt det måtte han ofre æren, og i kongens øjne var det et nødvendigt onde.

I Norge valgte Christians lillebror, der havde regeret som Haakon 7. siden 1905, at kæmpe for friheden mod Nazitysklands angreb. Men for den danske konge var Hitler blot en variant af den evige tyske trussel, som Danmark altid måtte tilpasse sig.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul