Norge havde ingen interesse for Hitler
I begyndelsen af 2. verdenskrig spiller Norge ingen væsentlig rolle for den tyske diktator Adolf Hitler. Hans øjne er rettet mod Frankrig. Derimod interesserer den tyske flåde sig meget for det skandinaviske land med den flere tusinde km lange vestkyst.
Grunden er erfaringerne med den britiske blokade under 1. verdenskrig, hvor den tyske flåde var spærret inde af briterne. Derfor mener mange tyske flådeofficerer, at flåden denne gang skal have baser på steder, der kan forhindre en britisk blokade. Til dette formål er Norges kyst ideel.
På et rutinemøde med Hitler 10. oktober 1939 bringer Storadmiral Erich Raeder derfor Norge op til diskussion.
Hvis briterne anlægger baser i Norge, vil Storbritannien ikke alene kontrollere indgangen til Østersøen. De vil også kunne forstyrre den tyske flådes operationer i Nordsøen. Og sidst, men ikke mindst kan de allierede lukke for tyskernes import af den nordsvenske jernmalm, som er så vigtig for den tyske rustningsindustri.
Raeder foreslår, at Tyskland besætter en række strategiske steder på den norske vestkyst. Her vil tyskerne kunne anlægge baser, hvorfra især ubåde har nærmest uhindret adgang til Atlanten. Hitler afviser ideen. Landoffensiven i vest er hans førsteprioritet.
Sovjetunionen invaderer Finland
I slutningen af november 1939 bliver det skandinaviske spørgsmål imidlertid endnu mere presserende. 30. november invaderer russiske tropper Finland, og tyskerne begynder at frygte, at den sovjetiske invasion kan skubbe de bekymrede skandinaviske regeringer i armene på de vestlige magter.
På grund af den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt kan tyskerne ikke fordømme russernes aggression, og det forstærker de anti-tyske reaktioner i Norge og Sverige. Hitler bliver mindre og mindre afvisende over for Raeders idé, som pludselig får hjælp fra en uventet side.
Den 10. december ankommer lederen af det norske fascistiske parti Nasjonal Samling til Berlin. Vidkun Quisling ser Nazi-tyskland som det vigtigste bolværk mod sovjetisk dominans. Quisling hævder over for Raeder, at den norske regering ligger i hemmelige forhandlinger med briterne om bl.a. britisk adgang til norske baser.
Få dage senere giver Hitler værnemagten ordre om at udarbejde planer for en eventuel militær besættelse af Norge.## Altmark bliver afgørende
Snart får en britisk aktion ved Norge den tyske fører til at bestemme sig endeligt. I midten af februar bliver det tyske forsyningsfartøj Altmark opdaget af britiske fly i farvandet ud for Norge. Briterne har mistanke om, at fartøjet transporterer britiske fanger, men inden briterne når frem, er Altmark flygtet ind i norsk territorialfarvand.
Alligevel border briterne skibet og befrier de 299 britiske søfolk, der viser sig at være om bord. Episoden gør tyskerne rasende. De mener nu at have bevis for nordmændenes manglende evne til at forsvare deres neutralitet og Storbritanniens foragt for den.
Samtidig lykkes det den tyske efterretningstjeneste at afkode britiske flådemeddelelser. De tyder på, at de allierede er i gang med forberedelser af operationer mod Norge under påskud af at ville hjælpe Finland.
Hitler har tidligere leget med ideen om et statskup i Norge med Quisling i spidsen. Nu lægger føreren sig imidlertid fast på en fuldkommen militær løsning. 19. februar fremskynder han planlægningen af en militær besættelse af Norge og sætter en ny mand i spidsen for operationen – den 54-årige infanterigeneral Nikolaus von Falkenhorst.
Vidkun Quisling
Angrebsplan ud fra guidebog
Falkenhorst ved intet om Norge, men han har tjent som officer i Finland i 1918. Det er nok for Hitler, der giver generalen en eftermiddag til at skitsere en plan for Norges besættelse. Ud fra en guidebog købt i den lokale boghandel går Falkenhorst straks i gang med at udarbejde planen. Få timer senere viser han udkastet til Hitler, der accepterer.
Nu går det egentlige planlægningsarbejde af “Operation Weserübung” – erobringen af Norge – i gang. Og 29. februar kan Falkenhorst og hans stabsofficerer præsentere deres plan. Ifølge den nye plans anbefalinger skal Danmark også besættes.
Danskerne skal ikke – som tidligere overvejet – kun overlade flybaser til tyskerne efter diplomatisk pres. Den løsning er alt for usikker. I stedet anbefaler Falkenhorst en erobring af i hvert fald Jylland. I sidste ende bliver hærledelsen enige om, at hele Danmark skal besættes.
Den 26. marts anmoder admiral Raeder, der er ved at være utålmodig, Hitler om snarest at iværksætte Operation Weserübung. Nymånen 7. april vil give de bedste forhold, påpeger admiralen. Hitler er enig, men få dage efter ombestemmer han sig – muligvis pga. interne uenigheder mellem lederne af de forskellige værn, der skal deltage i operationen.
I stedet sætter den tyske diktator datoen og klokkeslættet for invasionen af Norge til den 9. april kl. 04.15.
Hitler får påskud for at angribe
Om morgenen 8. april får Hitler besked om, at den britiske flåde er begyndt at lægge miner ud i de norske fjorde. Han indser straks, at briternes operation kan bruges som påskud for den allerede igangsatte tyske operation.
“Nu har vi et grundlag for at angribe”, erklærer diktatoren begejstret.
