Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Albert Speer byggede Hitlers drømme

Tysklands nye rigskansler, Adolf Hitler, tog i 1933 den unge arkitekt Albert Speer under sine vinger. De to mænd var straks på bølgelængde, og snart var Speer i gang med at virkeliggøre Hitlers drøm om det nazistiske tusindårsrige – med gigantiske bygninger i sten og marmor.

SZ Photo/Alamy/Image select

Nazirigets øverste spidser stod samlet i Adolf Hitlers dagligstue, da han trådte ind sammen med den unge arkitekt Albert Speer.

I sommeren 1933 var Speer stort set ukendt, selvom han forestod moderniseringen af Rigskancelliet, den tyske rigskanslers embedsbolig.

Få minutter tidligere var arkitekten blevet inviteret indenfor af Hitler, som sædvanen tro havde besigtiget byggearbejdet. Invitationen kom ganske uventet – for Speer kendte ikke sin prominente arbejdsgiver personligt.

Skæbnen ville, at en murske netop denne dag var faldet ned fra et stillads og havde efterladt en stor, grå plamage på Speers ellers ulastelige mørke habit. Hitler mærkede Speers utilpashed.

“Kom bare med – det skal vi nok få ordnet ovenpå”, sagde han jovialt.

I de private gemakker rakte Hitler Speer en af sine egne jakker, hvorefter de to sammen gjorde deres entré i dagligstuen. Alles øjne hvilede på den nytilkomne, der skuttede sig i de lånte fjer.

Speer tegnede selv største­delen af planerne for Hitlers nye hovedstad. Pga. krigen blev de aldrig ført ud i livet.

© Ullstein Bild/Getty Images

Propagandaminister Joseph Goebbels stirrede stift på jakkens revers:

“De har Førerens emblem på! Det er jo slet ikke Deres jakke!”, udbrød han.

Før Speer kunne nå at fremstamme en forklaring, brød Hitler ind.

“Det er min!”, sagde han fast og anviste Speer den attråede plads ved sin side.

Til de øvrige gæsters fortrydelse havde de to mænd allerede fortabt sig i en samtale om Hitlers store lidenskab – arkitektur.

Flere år senere betroede Hitler til Speer, hvorfor han den dag valgte at invitere netop ham – en ung, ubetydelig arkitekt – med ind i sin allerinderste kreds.

“Jeg havde lagt mærke til Dem under besigtigelserne. Jeg søgte efter en arkitekt, som jeg engang ville kunne betro mine byggeplaner. Han skulle være ung, thi som De ved, rækker disse planer langt ud i fremtiden”, sagde Hitler.

Hitlers ønske var at skabe et Tyskland, hvis bygninger kunne måle sig med de prægtigste i Wien, Paris og Rom.

Bygninger, som, selv hvis det tyske rige en dag gik under, ville stå tilbage som imponerende ruiner. Snart skulle det vise sig, at Speer var den helt rette til at føre Hitlers mest vanvittige drømme ud i livet.

Speer fik en besværlig start

  • 1905:

    Født den 19. marts i byen Mannheim i det sydvestlige hjørne af Tyskland.

  • 1923:

    Begyndte på arkitekt­studiet ved Technische Hochschule (den tekniske højskole) i Karlsruhe.

  • 1924:

    Fortsatte studiet ved Technische Hochschule i den bayerske storby München.

  • 1925:

    Skiftede til Technische Universität i hovedstaden, Berlin. Speer ønskede at læse hos den førende arkitekt, Hans Poelzig, men Speers tegnetalent rakte ikke til, at han kunne blive optaget på Poelzigs hold.

  • 1927:

    Aflagde eksamen som arkitekt.

  • 1927:

    Antaget som assistent for professor Heinrich Tessenow, en af tidens mest fremtrædende arkitekter. Speer beholdt stillingen indtil l932, hvor han forlod jobbet pga. kummerlige lønforhold under depressionen.

  • 1932:

    Ejendomsadmini­strator i farens firma i Heidelberg. Herefter opgaver for den nazistske partiafdeling i Berlin og andre nazistiske organisationer indtil gennembruddet som Hitlers arkitekt året efter.

Hitlers tale forfører Albert Speer

Mere end to år inden mødet i dagligstuen, den 4. december 1930, havde Speer oplevet Hitler for første gang – under en tale i Berlin-bydelen Neukölln.

Som resten af Tyskland var landets hovedstad plaget af fattigdom, arbejdsløshed og jævnlige gadekampe mellem kommunister og nazister.

Denne decemberdag svirrede rygter om, at to medlemmer af nazisternes stormtropper, brunskjorterne fra SA, var blevet dræbt af kommunister.

Men i stedet for at kræve hævn appellerede partilederen Hitler til kompromis og fredelig sameksistens, idet han påkaldte sig gamle tyske dyder som ære og heltemod.

Årsagen til al dårligdom – hævdede Hitler fra talerstolen – var, at 1. verdenskrig havde kostet de bedste tyskere livet.

På verdensudstillingen i Paris i 1937 var den tyske pavillon placeret over for den sovjetiske. Speer byggede en høj, afvisende kolos over for russernes fremadstræbende monument.

© Archives Charmet/Bridgeman Images

Ledelsen af landet var i stedet overladt til de middelmådige, som nu var i færd med at køre Tyskland i sænk. Nazistpartiets opgave var at sikre en ny elite magten for at genoprette tysk storhed.

Hitler rettede sin tale specielt til de studerende, som udgjorde hovedparten af det 5.000 personer store publikum; de skulle “finde en måde at integrere sig i nationens liv og fremtid på”.

Salen kogte af begejstring. Middelklassens unge var vokset op med store forventninger, men i den nuværende krise kunne de kun se frem til arbejdsløshed.

Nazilederens optimisme var præcis, hvad de savnede. Det gjaldt også Speer. Den nyuddannede arkitekt var ansat i en udsigtsløs og dårligt lønnet stilling som assistent for en universitetsprofessor.

Hitler forekom mere afdæmpet, end Speer havde forventet.

Fra plakater og avisernes karikaturtegninger kendte han kun nazilederen “i uniformsskjorte med skulderrem, hagekorsbind om ærmet og en vild manke”, men til Speers overraskelse optrådte Hitler denne dag i et velsiddende, blåt jakkesæt.

Nazilederen udviste “næsten demonstrativ borgerlig korrekthed” og “fornuftigt mådehold”, mens hans “ironi mildnedes af en selvbevidst humor, og hans sydtyske charme syntes jeg var hyggelig”, huskede Speer siden.

“Hans sydtyske charme syntes jeg var hyggelig”.
Albert Speer, 1930

Nye jobmuligheder byder sig til

Efter mødet kørte arkitekten i sin bil ud til en nærliggende skov, hvor han funderede over Hitlers budskab. Da Speer senere vendte hjem, var han – som han senere skrev – “et nyt menneske”.

“Det forekom mig, at der var et håb, nye idealer, en ny forbindelse, nye opgaver”, berettede han i sine erindringer. 1. marts 1931 meldte Speer sig ind i partiet som medlem nr. 473.481.

Og mens Speer søgte nyt arbejde, deltog det unge partimedlem i et væld af arkitekturkonkurrencer; til sin store skuffelse opnåede han aldrig mere end en tredjeplads.

For at få tiden til at gå hang Speer gerne på partikontoret. Her mødte han den jævnaldrende, læreruddannede Karl Hanke, som var organisator i Berlins partiafdeling.

Gennem Hanke lykkedes det Speer at få nogle småopgaver som fx at istandsætte Hankes eget hus og senere renoveringen af byens nye partihovedkvarter.

Det nazistiske domicil lå i Berlins fornemme regeringskvarter, en dyr adresse, som partiet dårligt havde råd til. Hitler og hans tilhængere skønnede imidlertid, at nazisterne var tæt på at vinde magten i Tyskland, og ønskede et repræsentativt hus på den rigtige adresse.

Forudsigelsen holdt stik – den 30. januar 1933 kunne Hitler indtage Rigskancelliet.

Få uger senere sendte Hanke bud efter Speer – denne gang for at få ham til at renovere Prins Leopold-palæet ved Wilhelmsplatz, der fremover skulle huse Goebbels’ propagandaministerium.

Under arbejdet havde Speer sin gang i ministeriets sekretariat, som Hanke nu ledede. Her så arkitekten tilfældigt en dag udkastet til Adolf Hitlers planlagte 1. maj-møde.

Dagen havde hidtil været en festdag for socialister, kommunister og fagforeninger, men det ville Hitler ændre på.

Fremover skulle 1. maj være en national­socialistisk festdag kaldet Tag der nationalen Arbeit.

Begivenheden skulle fejres med et stort natligt stævne på den åbne fælled Tempelhofer Feld i Berlin, men Speer var ikke imponeret af de planer, Hankes kontor havde udarbejdet: Tribunen lignede noget fra festen i den lokale skytteforening, bemærkede han.

Hanke svarede, at Speer var velkommen til at se, om han kunne gøre det bedre. Speer tog udfordringen op og satte sig samme aften ved tegnebordet.

Alberts mor, Luise Máthilde Wilhelmine, favoriserede sin ældste søn, Hermann.

© Ullstein Bild/Getty Images

Far bestemte Albert Speers levevej

Matematik kan ingen leve af, mente Speer senior og forbød sønnen at forfølge sin drøm. I stedet fik unge Albert besked på at studere arkitektur.

Kærlighed var der ikke meget af i familien Speers hjem.

Albert Speer, der blev født ind i en tysk familie fra den øvre middelklasse i 1905, var den mellemste af tre søskende og blev ofte overset, omend ingen af drengene var forkælede. Børn skulle ses, ikke høres, mente hans konservative forældre.

Penge manglede familien til gengæld ikke.

Faren, Albert Friedrich Speer, var en velrenommeret arkitekt, som byggede huse i tidens enkle neo-klassicistiske stil.

Tegnestuen gav penge nok til, at familien kunne bo i en statelig, 14 værelser stor lejlighed, eje to Mercedes-biler og holde en stab på seks tjenestefolk – foruden en chauffør.

I 1918 flyttede familien endda ind i et palæagtigt hus i Heidelberg.

De sorgløse dage endte dog, da Tyskland tabte 1. verdenskrig, og lønnen blev udhulet af inflationen, der steg voldsomt pga. den enorme krigsskadeserstatning, Tyskland blev pålagt.

Da Albert fortalte faren, at han ville læse matematik, sagde faren bestemt nej – noget så brødløst kunne der ikke være tale om i økonomiske krisetider.

Unge Albert skulle læse arkitektur, ligesom han selv havde gjort. Desuden var sønnen tvunget til at læse ved den jævne, ikke særlig prestigiøse tekniske højskole i Karlsruhe.

Først da den tyske økonomi stabiliserede sig i midten af 1920’erne, fik Speer mulighed for at skifte til bedre læreanstalter.

Først læste han i München, og senere i Berlin, hvor han tog sin eksamen som 22-årig.

Filmeffekter inspirerer Albert Speer

Tiden var knap, så tribunen skulle være nem at lave og hurtig at stille op.

Inspirationen fik Speer fra filmens verden, som benyttede sig af kulisser.

Hans forslag til Hanke var enkelt og effektfuldt som en filmkulisse: Tribunen skulle flankeres af ni 33 m høje flagstænger forsynet med aflange hagekorsbannere.

Kraftige projektører lånt hos UFA-studierne, Tysklands førende filmselskab, skulle anbringes i pladsens rand, hvorfra de pegede lige op i himlen og dannede søjler af lys, mens mindre flag stod mellem projektørerne, så lyskeglerne indfangede deres blafren.

Hitler var begejstret over forslaget – dog uden at forstå Speers fremtrædende rolle i arrangementet, da det var lykkedes Goebbels at løbe med det meste af æren. 1. maj-mødet sikrede imidlertid Speer opgaven med at renovere Rigskancelliet.

Føreren inspicerede ofte selv arbejdet, og en julidag i 1933 inviterede han Speer ind i sin inderkreds ved at byde ham på frokost i selskab med sine mest betroede mænd.

Albert Speer bliver brandslukker

Under frokosten fortalte Hitler om sin egen ungdom og tiden som miskendt kunstner i Wien. Hitler havde vandret rundt i det østrig-ungarske kejserriges hovedstad og havde beundret de pompøse bygningsværker, mens han selv boede på tarvelige lejede værelser. “I fantasien levede jeg i paladser”, fortalte han Speer.

Nu, hvor Hitler havde magten, skulle den unge Speer gøre visionerne til virkelighed. Tilliden fik Speers mod til at vokse, og hans karriere tog for alvor fart.

“Efter mange års forgæves bestræbelser var jeg fuld af virketrang”, forklarede arkitekten senere om den første tid i Førerens inderkreds.

En strøm af opgaver fulgte: renovering af den tyske ambassade i London, anlæggelsen af nazistpartiets stævneplads i Nürnberg (Zeppelinfeld) samt ombygningen af en lang række eksisterende industribygninger.

Samtidig trådte han også til som brandslukker, når andre arkitekters arbejde ikke faldt i Hitlers smag.

I sommeren 1934 måtte Speer fx i al hast revidere planerne for det nye stadion i Berlin, som skulle stå klar til De Olympiske Lege to år senere.

Arkitekten, Werner March, havde tegnet en moderne bygning i stål, glas og beton, men den udformning var alt for moderne for Hitlers smag. Efter sigende fik Føreren et raserianfald og truede med at aflyse OL.

Speer fjernede glasset fra Marchs tegninger, og betonfladerne beklædte han med kalksten, så bygningen fik et mere monumentalt udseende. Tilfreds godkendte Hitler det nye udkast.

Speer stod bag nazisternes folkemøde

Hvert år i september fejrede nazisterne sig selv med en ugelang fest i Nürnberg. I 1934 myldrede 700.000 nazister og tyske soldater til den sydtyske by for at deltage i rigspartidagen med parader og glødende taler. Mest opsigt vakte Speers mesterværk Lysets Katedral.

  • © Print Collector/Getty Images

    Hitler steg ned fra himlen

    Hvert år i september var Nürnberg på den anden ende, når rigspartidagen skulle finde sted. I 1934 ankom Hitler med fly den 4. september og kørte i åben vogn til Hotel Deutscher Hof. Langs ruten stod vinkende og heilende indbyggere, der senere om aftenen gik i fakkeltog. Hitler blev kaldt frem på hotellets balkon med råbet: “Vi vil se vores Fører!”

  • © Imagno/Getty Images

    Hver dag havde sit tema

    Den officielle åbning fandt sted dagen efter, 5. september. I Luitpoldhalle hørte 16.000 indbudte gæster Hitlers åbningstale. De følgende dages program lå fast: Hver nazi-organisation havde sin dag med marcher og opvisning.

  • © Ullstein bild/Contributor/Getty images

    Ungdommen stillede op

    60.000 drenge boede i velordnede teltlejre rundt om Rigspartiområdet. På Hitlerjugends dag (den 8. september) stillede de op på paradepladsen for at vise deres kunnen og høre Hitler tale. Ungdommen skulle forberede sig på at bringe store ofre for deres fædreland, bebudede Føreren højtideligt.

  • © Fornax, Himasaram, Madden, George F.G. Stanley

    Helligt banner blev båret frem

    Ølstuekuppet i 1923 kostede 16 nazister livet. Deres blod gennemvædede et hagekorsflag, Blodfanen. I Luitpold-arena blev nye flag indviet ved at lade dem røre den gamle fane.

  • © Imagno/Getty Images

    Hyldest til de døde soldater

    På rigspartidagenes næstsidste dag skridtede Hitler, SS-lederen Himmler og SA’s nye fører, Viktor Lutze, over paradepladsen for at lægge en krans ved
    mindesmærket for 1. verdenskrigs faldne.

  • Føreren indvarslede sit tusindårsrige

    Den sidste dag, 10. september, holdt Hitler sin afsluttende tale for forsamlingen, hvor han udtalte:

    “Det er vores ønske og vores vilje, at denne stat og dette rige skal vare i tusinder af år”.

  • © AKG-Images/Scanpix

    Lysshow rundede festen af

    Rigspartidagen i 1934 blev afsluttet om aftenen den 10. september med Speers værk Lysets Katedral. 152 projektører sendte søjler af lys op i natten.

    Speer betragtede sidenhen lyskatedralen som sin mest vellykkede arkitektopgave.

Verdens største stad skal opføres

En dag i foråret 1936 meddelte Hitler sin arkitekt, at hans næste opgave ville blive “den største af dem alle”.

Kort tid efter afslørede den hemmelighedsfulde Fører, hvad han havde i tankerne. Arbejdet gik ud på at omskabe Berlin, der ikke levede op til Hitlers forestillinger om en hovedstad. Berlin var bare “et tilfældigt sammensurium af butikker og ejendomme”, som han sagde.

Metropoler som Wien og Paris kunne den tyske hovedstad – i Førerens øjne – slet ikke måle sig med, hvilket Speer skulle rette op på.

Den 30. januar 1937, fire år efter nazisternes magtovertagelse, gjorde Hitler Speer til Generalbauinspektor für die Reichshauptstadt, den øverste bygningsinspektør for rigshovedstaden.

Arkitekten fik rang af departementschef og blev udrustet med en række ekstraordinære fuldmagter, der gjorde ham nærmest enerådende over byggeriet. Kun Hitler stod over ham.

“Fra nu af laver De udkastet. Når De er klar med noget, skal De vise mig det. De ved, at jeg altid har tid til den slags”, forsikrede Hitler ham.

I tæt samarbejde med Hitler tegnede Speer det kommende Berlin – nu benævnt Welthauptstadt Germania, Verdenshovedstaden Germania.

Planerne for byggeriet var endnu mere pompøse end navnet. Centralt skulle en vældig boulevard strække sig mod nord fra en helt ny hovedbanegård, Südbahnhof.

Den fem km lange boulevard skulle føre gennem et helt nyt kvarter – centrum for ministerierne og de store tyske virksomheder blandet med teatre og stormagasiner og en triumfbue til ære for de faldne soldater fra 1. verdenskrig.

For enden af boulevarden var det planen at opføre den mægtige Volkshalle, en gigantisk kuppelsal med plads til 180.000 mennesker og et indre prydet af marmorsøjler samt mosaikker af guld.

Udformningen af triumfbuen og kuppel-salen byggede på udkast, som Hitler havde tegnet en halv snes år tidligere, mens han stadig drømte om en dag selv at blive en betydende arkitekt.

Albert Speer indrettede en tegnestue nær Hitlers feriedomicil i Alperne.

© Alamy/Image Select

Hvis Hitler havde en ven...

... var det Albert Speer. Normalt knyttede Føreren ingen tætte bånd til sine ansatte, men arkitekten var en undtagelse.

Under retsopgøret i Nürnberg efter 2. verdenskrig betroede Albert Speer sine forhørsledere, at “i det omfang Hitler havde venner, må jeg have været én af de tætteste”.

Føreren var kendt for sin modvilje mod at knytte personlige bånd til medarbejdere og politiske samarbejdspartnere. Med yndlingsarkitekten gjorde Hitler imidlertid en undtagelse, og Speer fik hurtigt en særlig plads i inderkredsen omkring Hitler.

Særstillingen betød ikke alene, at Speer deltog i snart sagt alle Hitlers sociale arrangementer, men også at han havde næsten ubegrænset adgang til den travle diktator.

Sammen brugte de mange aftener med at diskutere arkitektur.

Venskabet gav anledning til misundelse blandt inderkredsens øvrige medlemmer. Især foragtede Hitlers nærmeste medarbejder, partisekretær Martin Bormann, arkitekten.

Han anså Speer som en rival til Hitlers gunst og fortrolighed. Også Joseph Goebbels, Hermann Göring og andre topnazister var urolige.

De frygtede, at Hitler ville udnævne Albert Speer som sin efterfølger, hvilket dog aldrig skete.

Bygning skal skræmme gæsterne

Midt i arbejdet med Germania besluttede Hitler, at han behøvede et standsmæssigt palads at regere landet fra.

Speer og håndværkerne knoklede fra januar 1938, så Det Nye Rigskancelli kunne stå klar til Hitlers modtagelse af de udenlandske ambassadører året efter. Hitler var yderst tilfreds med resultatet.

“Jeg er for stolt til at flytte ind i forhenværende slotte. Denne nye tyske republik er hverken en logerende eller på kost i tidligere kongers gemakker”, erklærede han i en tale under rejsegildet for Det Nye Rigskancelli.

Kancelliet indeholdt bl.a. Hitlers arbejdsværelse og kontorer til statsadministrationen, men bygningens egentlige formål var at imponere og intimidere.

Den besøgende skulle nærme sig indgangen langs en facade på 421 meters længde og derefter gøre sin entré under en ørne­figur med et vingefang på hele 7,75 m.

Ørnen stod oven på et gigantisk hagekors omgivet af en krans.

Hitlers kontor skulle imponere besøgende diplomater – ikke bruges til arbejde. Fra sin stol kunne han fx ikke nå telefonen.

© AKG-Images/Scanpix

For at nå frem til Førerens kontor måtte den besøgende først gå igennem det 46,2 m lange, vinduesløse gennemgangsrum kaldet Mosaikværelset.

Derefter gik turen gennem Marmorsalen, der var modelleret efter Spejlsalen på Versaillesslottet – blot dobbelt så lang.

For enden af salen lå indgangen til Hitlers arbejdsværelse, som havde en loftshøjde på næsten 10 m. I rummets fjerneste ende stod Hitlers massive skrivebord af mørkt træ og rødt marmor.

Ifølge propagandaen arbejdede Hitler her dag og nat. Telefonen på skrivebordet stod dog uden for Førerens rækkevidde, og bordet var næsten altid tomt for papirer.

Hitler havde mange idéer til, hvordan bygningen fik den rette psykologiske effekt på gæsterne.

Da Speer fx foreslog at lægge et tæppe på Marmorsalens gulv, sagde Føreren nej: Fornemmelsen af spejlglat poleret marmor under skosålerne ville give den besøgende en følelse af usikkerhed og utilpashed, forklarede Hitler, og Speer efterkom ønsket.

Adolf Hitler tegnede skitsen til Germania

Længe inden Hitler blev tysk rigskansler, drømte han om at opføre to gigantiske bygningsværker – en triumfbue og en kuppelhal. I 1937 overlod han ideerne til Speer, der gik i gang med at tegne en hel by
omkring de to bygningsværker. Hitler ville have en hovedstad, Germania, der var et verdensrige værdig og overgik Rom og Wien.

Mikkel Juul Jensen/Historie

Hitler skulle bo på et slot

Führerpalast: Hitlers officielle domicil i Germania skulle bygges som et af baroktidens paladser med teatersal og et arbejdsværelse på 900 m2. Skudsikre skodder og stålporte skulle sikre Førerens liv.

Mikkel Juul Jensen/Historie

Militære genier i et fælles gravkammer

Soldatenhalle: En krypt for fortidens såvel som fremtidens hærførere skulle opføres i granit. Tanken var kun at oplyse bygningen med ilden fra en række store, skål-formede bækkener.

Oprejsning efter 1. verdenskrig

Triumphbogen: Hitler leverede tegningen til et monument for 1. verdenskrig. Triumfbuens vægge skulle bære navnene på de 1,8 mio. faldne tyske soldater. Ifølge den nazistiske ideologi tabte Tyskland krigen, fordi regeringen lod sine soldater i stikken. Triumfbuen skulle genoprette de faldnes ære – og inspirere det tyske folk til fremtidens heltegerninger.

Monumentet ville have hævet sig 117 m op over byen og været 170 m i bredden.

Triumfbuen i Paris – der er 50 m høj og 45 m bred – kunne have stået inde i buen.

Mikkel Juul Jensen/Historie

Pragtgade skulle binde byen sammen

Nord-Süd-Achse: Fra stationen i syd ville en 5 km lang og 120 m bred allé – 20 m bredere end det parisiske hovedstrøg, Champs-Élysées – lede nordpå igennem byen.

Mikkel Juul Jensen/Historie

Banegård med mega-tog

Südbahnhof: Berlins sydlige ­station skulle opføres i stål og glas. Nogle af sporene skulle være tre m brede og føre toetagers tog hele vejen til Moskva.

Mikkel Juul Jensen/Historie

Pengekassen står vidtåben

Hitler og Speer arbejdede også tæt sammen om at virkeliggøre drømmen om Germania. Speer fik et atelier i Kunstakademiets Hus ved Pariser Platz, ganske tæt på Hitlers bopæl.

Ved at skrå igennem en enkelt have kunne han nemt og ugeneret besøge Speer.

Hitlers besøg foregik i lange perioder næsten dagligt – som regel efter mørkets frembrud. I timevis beundrede de to mænd skitser og modeller, mens de fantaserede om Germanias storhed.

De enorme dimensioner gav dog Speer betænkeligheder om, hvorvidt projektet kunne gennemføres i praksis.

Han måtte først teste Berlins sandede undergrunds bæreevne vha. en 12.650 tons tung betonklods kaldet Schwerbelastungs-körper. Hvis den sank mindre end seks cm ned i jorden, kunne Speer gå videre med planerne uden yderligere at stabilisere undergrunden.

Intet kunne længere afskrække Speer, som hellere end gerne efterkom sin arbejdsgivers ønsker.

Den kendte arkitekt Gerdy Troost bemærkede engang til Hitler, at hvis han bad Speer opføre en bygning på 100 m, ville han svare “200 m, mein Führer!” og straks modtage beskeden “De er den rette!”. Hitler lo bifaldende ad anekdoten.

Blandt Berlins borgere gik rygterne om partiets ødselhed med de mange pragtbyggerier, men Hitler var upåvirket.

“Svar undvigende, hvis finansministeren spørger, hvad det koster. Sig, at vi ikke har erfaringer med så store byggearbejder”, rådede han Speer.

Hitler retfærdiggjorde desuden udgifterne med hensynet til Tysklands ve og vel:

“Hos mig er det ikke et udslag af storhedsvanvid, men en iskold erkendelse af, at vi kun sådan kan skænke folket den selvsikkerhed, det behøver for at kunne løse en historisk opgave”.

Ligegyldigheden over for omkostningerne inkluderede også de mange mennesker, som Speer lod smide ud af deres lejligheder for at gøre plads til de monumentale bygninger.

Tvangsflytningerne, eufemistisk omtalt som “evakueringer”, gik især ud over jøderne. Mindst 75.000 blev deporteret for at skabe plads til Germania, og hovedparten endte i en af udryddelseslejrene mod øst.

Speer besigtigede og testede gerne selv det producerede materiel.

© Ullstein Bild/Getty Images

Arkitekten blev tyskernes våbensmed

Albert Speers evne til at styre en stor byggeplads kunne bruges i den tyske krigsførelse, mente Hitler og flyttede sin yndlingsarkitekt over i rustningsministeriet. Speer svigtede ikke tilliden.

I 1942 fik Hitler brug for en ny mand til posten som rustningsminister. Valget faldt på hans trofaste og effektive arkitekt.

Efter udnævnelsen fik Speer hurtigt den skrantende produktion af våben og ammunition til at stige. To år senere, i 1944, havde ministeren optrappet produktionen så meget, at han kunne levere materiel til 270 divisioner, selvom tyskerne kun rådede over 150.

Hemmeligheden bag den bemærkelsesværdige fremgang var, hævdede Speer, at han gav industrien en høj grad af selvbestemmelse.

Hans filosofi var, at virksomhedsejerne havde en naturlig interesse i at sætte produktionen op, så de kunne tjene mere. Ministeren mente også, at han var god til at forebygge spild og til at fremme effektiviteten – bl.a. ved at ansætte yngre medarbejdere i ministeriet. Speers forklaring er dog ikke hele sandheden.

Kz-fanger fik slavearbejde

De øgede produktionstal skyldtes nemlig også investeringer, som hans forgænger i embedet havde foretaget, samt en stigende anvendelse af slave-arbejdere. Speer benyttede skruppelløst jøder og andre kz-fanger i produktionen.

I våbenfabrikkerne måtte fangerne ofte arbejde sig til døde på en diæt bestående af 1.100 kalorier om dagen

Nogle af Speers underordnede meldte sig syge i afsky, og selv Heinrich Himmler – den berygtede SS-chef – mente, at Speer drev udnyttelsen for vidt. Hitler jublede dog over de høje produktionstal og bifaldt metoderne.

Historikere har påpeget, at tallene muligvis ikke fuldstændig afspejler produktionens værdi. Fx valgte Speer at producere forældede Messerschmitt-jagere på bekostning af mere tidssvarende fly.

Albert Speer og Hitler besøger Paris sammen

Efter opførelsen af Det Nye Rigskancelli belønnede Hitler Speer med “partimærket i guld” samt en akvareltegning, som diktatoren med minutiøs nøjagtighed havde malet som 20-årig i Wien.

Samtidig overdængede han sin arkitekt med rosende ord. Speer var, fastslog Hitler flere gange, “en genial formgiver og bygmester”.

Det Nye Rigskancelli omtalte han som “det nye stortyske riges første bygningsværk”, der skulle stå “i århundreder”.

Sådan skulle det ikke gå. I september 1939 begyndte Hitler nemlig at forfølge sit mål om et stortysk rige ved at sende tropper ind over grænsen til Polen – 2. verdenskrig var i gang.

Trods krigen fortsatte samarbejdet mellem Speer og Hitler uforstyrret, og da Føreren i 1940, efter erobringen af Frankrig, besøgte Paris, var det med yndlingsarkitekten ved sin side.

Sammen så de storbyens berømte bygningsværker: Louvre, Notre-Dame og L’Opéra Garnier, som havde Hitlers særlige interesse.

Mens de gik gennem det overdådige operahus, udpegede Hitler de mange detaljer, og Speer bemærkede, at Førerens øjne “skinnede på en ekstatisk måde”.

“Var Paris ikke smuk? Men Berlin skal blive langt smukkere! Når vi er færdige i Berlin, vil Paris kun være en skygge”, slog Hitler fast efter besøget, og Speer fordoblede sine anstrengelser.

Men Germania kom aldrig længere end til tegnebrættet, for i februar 1942 tog Speers karriere en uventet drejning.

Nazisternes hidtidige rustningsminister, Fritz Todt, var omkommet under en flyulykke, og den vigtige post, der koordinerede den tyske våbenproduktion, stod ledig.

Hitler havde brug for en effektiv afløser og udpegede Albert Speer.

For arkitekten betød udnævnelsen store afsavn. Han fik sjældent tid til at arbejde med de store byggerier – og med tiden gled planerne om Germania i baggrunden. “Min smukke spøgelsesby” kaldte Speer den.

“Var Paris ikke smuk? Men Berlin skal blive langt smukkere!”
Adolf Hitler, 1940

Under fængselsopholdet begyndte Speer at skrive sine erindringer, der blev en bestseller.

© Alamy/Image Select

Anger reddede Speer fra galgen

Som flere andre topnazister blev Speer stillet for krigsretten i Nürnberg, anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Under forhørene indrømmede Speer som den eneste på anklagebænken ubetinget sin skyld. Samtidig fremstillede han sig selv som en upolitisk kunstner, der havde ladet sig forføre af Hitler.

Speer hævdede ydermere, at han intet kendte til jødeudryddelserne, hvilket senere viste sig at være en løgn. Imidlertid reddede angeren ham fra galgen.

I stedet fik Speer 20 års fængsel, som han afsonede i Spandau-fængslet i Vestberlin.

Speer blev løsladt den 1. oktober 1966 og døde 15 år senere, 76 år gammel.

Hitler trøster sig med byggeskitser

Efterhånden som krigen skred frem, begyndte bomberne at falde over Berlin.

Men Hitler var stadig optimist – ødelæggelserne sparede ham jo for en masse nedrivning dér, hvor den nye stad skulle opføres, påpegede han.

De optimistiske bemærkninger skulle imidlertid ses som et varsel om, at Føreren var ved at miste kontakten til virkeligheden.

Efterhånden som den tyske krigslykke vendte, gled diktatoren ind i en tilstand, der mindede mere og mere om vanvid.

Iført krøllet og plettet uniform rykkede han nu rundt på divisioner, som ikke længere eksisterede, og befalede assistance fra jagerfly, der ikke længere kunne gå på vingerne, fordi Luftwaffe var løbet tør for benzin.

Indimellem fandt Hitler trøst i at fortabe sig i arkitektoniske drømmerier sammen med Speer. Planen om Germania var ganske vist gledet i baggrunden; nu handlede det om at ombygge den østrigske by Linz, hvor Hitler bl.a. planlagde at tilbringe sit otium.

Så sent som i april 1945 mødtes de to i Førerbunkeren, og mens bomberne fik betonen til at sitre, sad Hitler og Speer bøjet over Linz-planerne, “mens vi uden ord betragtede disse drømme fra en fjern fortid”, skrev Speer.

Med øjnene på tegningerne blev Hitler mildere og “mindede mig om den Hitler, jeg havde lært at kende ved begyndelsen af vores samarbejde 12 år tidligere”,
bemærkede Speer.

Den 23. april besøgte arkitekten Hitler for sidste gang.

Nogle historikere formoder, at Speer forventede en dødsdom, fordi han som rustningsminister havde tilsidesat Hitlers befaling om at sprænge alle tyske broer og industrianlæg, så de allierede ikke fik nogen glæde af dem – siden kendt som Nero-befalingen.

Men Hitler elskede stadig sin arkitekt så meget, at han ikke kunne blive vred. “Nå, så De tager afsted? Udmærket. Farvel”, sagde han og gav et kort håndtryk.

På vejen ud gik Speer igennem Rigskancelliets Mosaiksal. Det mørkerøde marmor var sodsværtet og hullet af bomber.

Få dage senere, den 1. maj 1945, fik han meddelelsen om Hitlers selvmord. Speer brast i gråd. Deres storslåede drømme lå i ruiner.

Læs også:

Alfred Czech - Adolf Hitler
Nazisme

Top-nazisternes børn – hvor blev de af?

6 minutter
Nazisme

Ingen kunne knuse Hitlers mega-konstruktioner

6 minutter
Det Tredje Rige

Det Tredje Riges sidste krampetrækninger

24 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul