Albert Speer byggede Hitlers drømme

Propagandaminister Joseph Goebbels stirrede stift på jakkens revers:

“De har Førerens emblem på! Det er jo slet ikke Deres jakke!”, udbrød han.

Før Speer kunne nå at fremstamme en forklaring, brød Hitler ind.

“Det er min!”, sagde han fast og anviste Speer den attråede plads ved sin side.

Til de øvrige gæsters fortrydelse havde de to mænd allerede fortabt sig i en samtale om Hitlers store lidenskab – arkitektur.

Flere år senere betroede Hitler til Speer, hvorfor han den dag valgte at invitere netop ham – en ung, ubetydelig arkitekt – med ind i sin allerinderste kreds.

“Jeg havde lagt mærke til Dem under besigtigelserne. Jeg søgte efter en arkitekt, som jeg engang ville kunne betro mine byggeplaner. Han skulle være ung, thi som De ved, rækker disse planer langt ud i fremtiden”, sagde Hitler.

Hitlers ønske var at skabe et Tyskland, hvis bygninger kunne måle sig med de prægtigste i Wien, Paris og Rom.

Bygninger, som, selv hvis det tyske rige en dag gik under, ville stå tilbage som imponerende ruiner. Snart skulle det vise sig, at Speer var den helt rette til at føre Hitlers mest vanvittige drømme ud i livet.

Hitlers tale forfører Albert Speer

Mere end to år inden mødet i dagligstuen, den 4. december 1930, havde Speer oplevet Hitler for første gang – under en tale i Berlin-bydelen Neukölln.

Som resten af Tyskland var landets hovedstad plaget af fattigdom, arbejdsløshed og jævnlige gadekampe mellem kommunister og nazister.

Denne decemberdag svirrede rygter om, at to medlemmer af nazisternes stormtropper, brunskjorterne fra SA, var blevet dræbt af kommunister.

Men i stedet for at kræve hævn appellerede partilederen Hitler til kompromis og fredelig sameksistens, idet han påkaldte sig gamle tyske dyder som ære og heltemod.

Årsagen til al dårligdom – hævdede Hitler fra talerstolen – var, at 1. verdenskrig havde kostet de bedste tyskere livet.

Ledelsen af landet var i stedet overladt til de middelmådige, som nu var i færd med at køre Tyskland i sænk. Nazistpartiets opgave var at sikre en ny elite magten for at genoprette tysk storhed.

Hitler rettede sin tale specielt til de studerende, som udgjorde hovedparten af det 5.000 personer store publikum; de skulle “finde en måde at integrere sig i nationens liv og fremtid på”.

Salen kogte af begejstring. Middelklassens unge var vokset op med store forventninger, men i den nuværende krise kunne de kun se frem til arbejdsløshed.

Nazilederens optimisme var præcis, hvad de savnede. Det gjaldt også Speer. Den nyuddannede arkitekt var ansat i en udsigtsløs og dårligt lønnet stilling som assistent for en universitetsprofessor.

Hitler forekom mere afdæmpet, end Speer havde forventet.

Fra plakater og avisernes karikaturtegninger kendte han kun nazilederen “i uniformsskjorte med skulderrem, hagekorsbind om ærmet og en vild manke”, men til Speers overraskelse optrådte Hitler denne dag i et velsiddende, blåt jakkesæt.

Nazilederen udviste “næsten demonstrativ borgerlig korrekthed” og “fornuftigt mådehold”, mens hans “ironi mildnedes af en selvbevidst humor, og hans sydtyske charme syntes jeg var hyggelig”, huskede Speer siden.

Nye jobmuligheder byder sig til

Efter mødet kørte arkitekten i sin bil ud til en nærliggende skov, hvor han funderede over Hitlers budskab. Da Speer senere vendte hjem, var han – som han senere skrev – “et nyt menneske”.

“Det forekom mig, at der var et håb, nye idealer, en ny forbindelse, nye opgaver”, berettede han i sine erindringer. 1. marts 1931 meldte Speer sig ind i partiet som medlem nr. 473.481.

Og mens Speer søgte nyt arbejde, deltog det unge partimedlem i et væld af arkitekturkonkurrencer; til sin store skuffelse opnåede han aldrig mere end en tredjeplads.

For at få tiden til at gå hang Speer gerne på partikontoret. Her mødte han den jævnaldrende, læreruddannede Karl Hanke, som var organisator i Berlins partiafdeling.

Gennem Hanke lykkedes det Speer at få nogle småopgaver som fx at istandsætte Hankes eget hus og senere renoveringen af byens nye partihovedkvarter.

Det nazistiske domicil lå i Berlins fornemme regeringskvarter, en dyr adresse, som partiet dårligt havde råd til. Hitler og hans tilhængere skønnede imidlertid, at nazisterne var tæt på at vinde magten i Tyskland, og ønskede et repræsentativt hus på den rigtige adresse.

Forudsigelsen holdt stik – den 30. januar 1933 kunne Hitler indtage Rigskancelliet.

Få uger senere sendte Hanke bud efter Speer – denne gang for at få ham til at renovere Prins Leopold-palæet ved Wilhelmsplatz, der fremover skulle huse Goebbels’ propagandaministerium.

Under arbejdet havde Speer sin gang i ministeriets sekretariat, som Hanke nu ledede. Her så arkitekten tilfældigt en dag udkastet til Adolf Hitlers planlagte 1. maj-møde.

Dagen havde hidtil været en festdag for socialister, kommunister og fagforeninger, men det ville Hitler ændre på.

Fremover skulle 1. maj være en national­socialistisk festdag kaldet Tag der nationalen Arbeit.

Begivenheden skulle fejres med et stort natligt stævne på den åbne fælled Tempelhofer Feld i Berlin, men Speer var ikke imponeret af de planer, Hankes kontor havde udarbejdet: Tribunen lignede noget fra festen i den lokale skytteforening, bemærkede han.

Hanke svarede, at Speer var velkommen til at se, om han kunne gøre det bedre. Speer tog udfordringen op og satte sig samme aften ved tegnebordet.

Filmeffekter inspirerer Albert Speer

Tiden var knap, så tribunen skulle være nem at lave og hurtig at stille op.

Inspirationen fik Speer fra filmens verden, som benyttede sig af kulisser.

Hans forslag til Hanke var enkelt og effektfuldt som en filmkulisse: Tribunen skulle flankeres af ni 33 m høje flagstænger forsynet med aflange hagekorsbannere.

Kraftige projektører lånt hos UFA-studierne, Tysklands førende filmselskab, skulle anbringes i pladsens rand, hvorfra de pegede lige op i himlen og dannede søjler af lys, mens mindre flag stod mellem projektørerne, så lyskeglerne indfangede deres blafren.

Hitler var begejstret over forslaget – dog uden at forstå Speers fremtrædende rolle i arrangementet, da det var lykkedes Goebbels at løbe med det meste af æren. 1. maj-mødet sikrede imidlertid Speer opgaven med at renovere Rigskancelliet.

Føreren inspicerede ofte selv arbejdet, og en julidag i 1933 inviterede han Speer ind i sin inderkreds ved at byde ham på frokost i selskab med sine mest betroede mænd.

Albert Speer bliver brandslukker

Under frokosten fortalte Hitler om sin egen ungdom og tiden som miskendt kunstner i Wien. Hitler havde vandret rundt i det østrig-ungarske kejserriges hovedstad og havde beundret de pompøse bygningsværker, mens han selv boede på tarvelige lejede værelser. “I fantasien levede jeg i paladser”, fortalte han Speer.

Nu, hvor Hitler havde magten, skulle den unge Speer gøre visionerne til virkelighed. Tilliden fik Speers mod til at vokse, og hans karriere tog for alvor fart.

“Efter mange års forgæves bestræbelser var jeg fuld af virketrang”, forklarede arkitekten senere om den første tid i Førerens inderkreds.

En strøm af opgaver fulgte: renovering af den tyske ambassade i London, anlæggelsen af nazistpartiets stævneplads i Nürnberg (Zeppelinfeld) samt ombygningen af en lang række eksisterende industribygninger.

Samtidig trådte han også til som brandslukker, når andre arkitekters arbejde ikke faldt i Hitlers smag.

I sommeren 1934 måtte Speer fx i al hast revidere planerne for det nye stadion i Berlin, som skulle stå klar til De Olympiske Lege to år senere.

Arkitekten, Werner March, havde tegnet en moderne bygning i stål, glas og beton, men den udformning var alt for moderne for Hitlers smag. Efter sigende fik Føreren et raserianfald og truede med at aflyse OL.

Speer fjernede glasset fra Marchs tegninger, og betonfladerne beklædte han med kalksten, så bygningen fik et mere monumentalt udseende. Tilfreds godkendte Hitler det nye udkast.

Verdens største stad skal opføres

En dag i foråret 1936 meddelte Hitler sin arkitekt, at hans næste opgave ville blive “den største af dem alle”.

Kort tid efter afslørede den hemmelighedsfulde Fører, hvad han havde i tankerne. Arbejdet gik ud på at omskabe Berlin, der ikke levede op til Hitlers forestillinger om en hovedstad. Berlin var bare “et tilfældigt sammensurium af butikker og ejendomme”, som han sagde.

Metropoler som Wien og Paris kunne den tyske hovedstad – i Førerens øjne – slet ikke måle sig med, hvilket Speer skulle rette op på.

Den 30. januar 1937, fire år efter nazisternes magtovertagelse, gjorde Hitler Speer til Generalbauinspektor für die Reichshauptstadt, den øverste bygningsinspektør for rigshovedstaden.

Arkitekten fik rang af departementschef og blev udrustet med en række ekstraordinære fuldmagter, der gjorde ham nærmest enerådende over byggeriet. Kun Hitler stod over ham.

“Fra nu af laver De udkastet. Når De er klar med noget, skal De vise mig det. De ved, at jeg altid har tid til den slags”, forsikrede Hitler ham.

I tæt samarbejde med Hitler tegnede Speer det kommende Berlin – nu benævnt Welthauptstadt Germania, Verdenshovedstaden Germania.

Planerne for byggeriet var endnu mere pompøse end navnet. Centralt skulle en vældig boulevard strække sig mod nord fra en helt ny hovedbanegård, Südbahnhof.

Den fem km lange boulevard skulle føre gennem et helt nyt kvarter – centrum for ministerierne og de store tyske virksomheder blandet med teatre og stormagasiner og en triumfbue til ære for de faldne soldater fra 1. verdenskrig.

For enden af boulevarden var det planen at opføre den mægtige Volkshalle, en gigantisk kuppelsal med plads til 180.000 mennesker og et indre prydet af marmorsøjler samt mosaikker af guld.

Udformningen af triumfbuen og kuppel-salen byggede på udkast, som Hitler havde tegnet en halv snes år tidligere, mens han stadig drømte om en dag selv at blive en betydende arkitekt.

Bygning skal skræmme gæsterne

Midt i arbejdet med Germania besluttede Hitler, at han behøvede et standsmæssigt palads at regere landet fra.

Speer og håndværkerne knoklede fra januar 1938, så Det Nye Rigskancelli kunne stå klar til Hitlers modtagelse af de udenlandske ambassadører året efter. Hitler var yderst tilfreds med resultatet.

“Jeg er for stolt til at flytte ind i forhenværende slotte. Denne nye tyske republik er hverken en logerende eller på kost i tidligere kongers gemakker”, erklærede han i en tale under rejsegildet for Det Nye Rigskancelli.

Kancelliet indeholdt bl.a. Hitlers arbejdsværelse og kontorer til statsadministrationen, men bygningens egentlige formål var at imponere og intimidere.

Den besøgende skulle nærme sig indgangen langs en facade på 421 meters længde og derefter gøre sin entré under en ørne­figur med et vingefang på hele 7,75 m.

Ørnen stod oven på et gigantisk hagekors omgivet af en krans.

For at nå frem til Førerens kontor måtte den besøgende først gå igennem det 46,2 m lange, vinduesløse gennemgangsrum kaldet Mosaikværelset.

Derefter gik turen gennem Marmorsalen, der var modelleret efter Spejlsalen på Versaillesslottet – blot dobbelt så lang.

For enden af salen lå indgangen til Hitlers arbejdsværelse, som havde en loftshøjde på næsten 10 m. I rummets fjerneste ende stod Hitlers massive skrivebord af mørkt træ og rødt marmor.

Ifølge propagandaen arbejdede Hitler her dag og nat. Telefonen på skrivebordet stod dog uden for Førerens rækkevidde, og bordet var næsten altid tomt for papirer.

Hitler havde mange idéer til, hvordan bygningen fik den rette psykologiske effekt på gæsterne.

Da Speer fx foreslog at lægge et tæppe på Marmorsalens gulv, sagde Føreren nej: Fornemmelsen af spejlglat poleret marmor under skosålerne ville give den besøgende en følelse af usikkerhed og utilpashed, forklarede Hitler, og Speer efterkom ønsket.

Pengekassen står vidtåben

Hitler og Speer arbejdede også tæt sammen om at virkeliggøre drømmen om Germania. Speer fik et atelier i Kunstakademiets Hus ved Pariser Platz, ganske tæt på Hitlers bopæl.

Ved at skrå igennem en enkelt have kunne han nemt og ugeneret besøge Speer.

Hitlers besøg foregik i lange perioder næsten dagligt – som regel efter mørkets frembrud. I timevis beundrede de to mænd skitser og modeller, mens de fantaserede om Germanias storhed.

De enorme dimensioner gav dog Speer betænkeligheder om, hvorvidt projektet kunne gennemføres i praksis.

Han måtte først teste Berlins sandede undergrunds bæreevne vha. en 12.650 tons tung betonklods kaldet Schwerbelastungs-körper. Hvis den sank mindre end seks cm ned i jorden, kunne Speer gå videre med planerne uden yderligere at stabilisere undergrunden.

Intet kunne længere afskrække Speer, som hellere end gerne efterkom sin arbejdsgivers ønsker.

Den kendte arkitekt Gerdy Troost bemærkede engang til Hitler, at hvis han bad Speer opføre en bygning på 100 m, ville han svare “200 m, mein Führer!” og straks modtage beskeden “De er den rette!”. Hitler lo bifaldende ad anekdoten.

Blandt Berlins borgere gik rygterne om partiets ødselhed med de mange pragtbyggerier, men Hitler var upåvirket.

“Svar undvigende, hvis finansministeren spørger, hvad det koster. Sig, at vi ikke har erfaringer med så store byggearbejder”, rådede han Speer.

Hitler retfærdiggjorde desuden udgifterne med hensynet til Tysklands ve og vel:

“Hos mig er det ikke et udslag af storhedsvanvid, men en iskold erkendelse af, at vi kun sådan kan skænke folket den selvsikkerhed, det behøver for at kunne løse en historisk opgave”.

Ligegyldigheden over for omkostningerne inkluderede også de mange mennesker, som Speer lod smide ud af deres lejligheder for at gøre plads til de monumentale bygninger.

Tvangsflytningerne, eufemistisk omtalt som “evakueringer”, gik især ud over jøderne. Mindst 75.000 blev deporteret for at skabe plads til Germania, og hovedparten endte i en af udryddelseslejrene mod øst.

Albert Speer og Hitler besøger Paris sammen

Efter opførelsen af Det Nye Rigskancelli belønnede Hitler Speer med “partimærket i guld” samt en akvareltegning, som diktatoren med minutiøs nøjagtighed havde malet som 20-årig i Wien.

Samtidig overdængede han sin arkitekt med rosende ord. Speer var, fastslog Hitler flere gange, “en genial formgiver og bygmester”.

Det Nye Rigskancelli omtalte han som “det nye stortyske riges første bygningsværk”, der skulle stå “i århundreder”.

Sådan skulle det ikke gå. I september 1939 begyndte Hitler nemlig at forfølge sit mål om et stortysk rige ved at sende tropper ind over grænsen til Polen – 2. verdenskrig var i gang.

Trods krigen fortsatte samarbejdet mellem Speer og Hitler uforstyrret, og da Føreren i 1940, efter erobringen af Frankrig, besøgte Paris, var det med yndlingsarkitekten ved sin side.

Sammen så de storbyens berømte bygningsværker: Louvre, Notre-Dame og L’Opéra Garnier, som havde Hitlers særlige interesse.

Mens de gik gennem det overdådige operahus, udpegede Hitler de mange detaljer, og Speer bemærkede, at Førerens øjne “skinnede på en ekstatisk måde”.

“Var Paris ikke smuk? Men Berlin skal blive langt smukkere! Når vi er færdige i Berlin, vil Paris kun være en skygge”, slog Hitler fast efter besøget, og Speer fordoblede sine anstrengelser.

Men Germania kom aldrig længere end til tegnebrættet, for i februar 1942 tog Speers karriere en uventet drejning.

Nazisternes hidtidige rustningsminister, Fritz Todt, var omkommet under en flyulykke, og den vigtige post, der koordinerede den tyske våbenproduktion, stod ledig.

Hitler havde brug for en effektiv afløser og udpegede Albert Speer.

For arkitekten betød udnævnelsen store afsavn. Han fik sjældent tid til at arbejde med de store byggerier – og med tiden gled planerne om Germania i baggrunden. “Min smukke spøgelsesby” kaldte Speer den.

Hitler trøster sig med byggeskitser

Efterhånden som krigen skred frem, begyndte bomberne at falde over Berlin.

Men Hitler var stadig optimist – ødelæggelserne sparede ham jo for en masse nedrivning dér, hvor den nye stad skulle opføres, påpegede han.

De optimistiske bemærkninger skulle imidlertid ses som et varsel om, at Føreren var ved at miste kontakten til virkeligheden.

Efterhånden som den tyske krigslykke vendte, gled diktatoren ind i en tilstand, der mindede mere og mere om vanvid.

Iført krøllet og plettet uniform rykkede han nu rundt på divisioner, som ikke længere eksisterede, og befalede assistance fra jagerfly, der ikke længere kunne gå på vingerne, fordi Luftwaffe var løbet tør for benzin.

Indimellem fandt Hitler trøst i at fortabe sig i arkitektoniske drømmerier sammen med Speer. Planen om Germania var ganske vist gledet i baggrunden; nu handlede det om at ombygge den østrigske by Linz, hvor Hitler bl.a. planlagde at tilbringe sit otium.

Så sent som i april 1945 mødtes de to i Førerbunkeren, og mens bomberne fik betonen til at sitre, sad Hitler og Speer bøjet over Linz-planerne, “mens vi uden ord betragtede disse drømme fra en fjern fortid”, skrev Speer.

Med øjnene på tegningerne blev Hitler mildere og “mindede mig om den Hitler, jeg havde lært at kende ved begyndelsen af vores samarbejde 12 år tidligere”,
bemærkede Speer.

Den 23. april besøgte arkitekten Hitler for sidste gang.

Nogle historikere formoder, at Speer forventede en dødsdom, fordi han som rustningsminister havde tilsidesat Hitlers befaling om at sprænge alle tyske broer og industrianlæg, så de allierede ikke fik nogen glæde af dem – siden kendt som Nero-befalingen.

Men Hitler elskede stadig sin arkitekt så meget, at han ikke kunne blive vred. “Nå, så De tager afsted? Udmærket. Farvel”, sagde han og gav et kort håndtryk.

På vejen ud gik Speer igennem Rigskancelliets Mosaiksal. Det mørkerøde marmor var sodsværtet og hullet af bomber.

Få dage senere, den 1. maj 1945, fik han meddelelsen om Hitlers selvmord. Speer brast i gråd. Deres storslåede drømme lå i ruiner.