Ansøgningsproces var langvarig
“Jeg er tvunget til at overveje emigration, og så vidt jeg kan se, er USA det eneste land, vi kan tage til”, skrev Otto Frank desperat til sin amerikanske ven Nathan Strauss den 30. april 1941.
På det tidspunkt havde Holland været besat af Tysland i et år, og forfølgelsen af landets jøder var forlængst gået i gang.
Allerede tre år tidligere havde Frank dog fornemmet, hvad der ventede, for ifølge de nye oplsyninger begyndte han i 1938 at arbejde for familiens udvandring til Amerika.
Men dengang havde USA ingen asylpolitik, og da amerikanerne kun havde begrænset lyst til at tage imod Europas jøder, måtte Frank-familien igennem en lang og besværlig ansøgningsproces.
Alle forsøg gik galt
For de hollandske jøder galt det, at de kun kunne søge om opholdstilladelse gennem det amerikanske konsulat i Rotterdam. Det blev bombet i forået 1940, og alle ansøgninger gik tabt. Kort tid efter lukkede USA samtlige konsulater i Holland.
Fast besluttet på at nå over Atlanterhavet alligevel forsøgte Frank nu at få
familien til Cuba. Herfra kunne de måske fortsætte rejsen til USA.
Men angrebet på Pearl Habour i december 1941 satte en stopper for civile sejlladser over Atlanten, og dermed var familien overladt til sin tragiske skæbne i Amsterdam.
