Litauiske skovbrødre fotograferet i 1940’erne.

Omkring 50.000 skovbrødre kæmpede imod de sovjetiske besættelsesstyrker efter 2. verdenskrig. Her litauiske partisaner.

© Genocide and Resistance Research Centre of Lithuania

Balterne gik i krig for friheden: Partisaner bag Jerntæppet

Officielt sluttede 2. verdenskrig i 1945, men i de baltiske lande rasede krigen videre. I stedet for Hitlers tropper blev de invaderet af Stalins. Men balterne gemte sig i de dybe skove – klar til kamp.

Det sidste, estiske Alfred Käärmann huskede fra den dag i oktober 1945, hvor han blev skudt, var det metalliske klik fra et sovjetisk gevær. I næste nu eksploderede hans arm i en sky af blod.

HISTORIEs udsendte mødte Käärmann, en af Estlands sidste overlevende partisaner, på hans 81-års fødselsdag i september 2003 – samme dag, som landet stemte sig ind i Den Europæiske Union.

Siddende ved sit lille bord i et hus dybt inde i Estlands skove huskede Käärmann under interviewet tilbage på sine år hos de baltiske landes bedst kendte anti-sovjetiske partisangruppe.

“Det var uhyggelige tider. De unge i dag forstår det ikke”, forklarede den gråhårede eks-partisan med det faste blik.

For mens Vesteuropa i 1945 fejrede afslutningen på 2. verdenskrig, så det helt anderledes ud i Østeuropa. Her blev Hitlers morderiske tropper blot erstattet af Stalins, og de viste ingen nåde.

Derfor tog en særlig gruppe oprørere kampen op for baltisk frihed. De gik under navnet skovbrødrene.

Alfred Käärmann kæmpede for skovbrødrene.

Nu afdøde Alfred Käärmann gav sin venstre arm og 23 år af sit liv for Estlands frihed.

© Michael Wines/The New York Times/Ritzau Scanpix

Balterne vristede sig løs fra Rusland

Den baltiske partisanbevægelse dukkede op i begyndelsen af 1900-tallet. På det tidspunkt havde Estland, Letland og Litauen været underlagt zarens Rusland siden 1700-tallet. Men da revolutionerne skyllede ind over Rusland i 1905 og 1917, så balterne en chance for at slippe fri.

I 1918 erklærede de tre lande sig et efter et selvstændige. Men Ruslands nye bolsjevikiske regering havde ikke i sinde at lade balterne undslippe og invaderede. Partisaner begyndte derfor at arbejde bag russernes linjer.

Også frivillige fra Finland og Danmark deltog, og med hjælp fra bl.a. Storbritannien lykkedes det i løbet af 1919 balterne helt at skubbe bolsjevikkerne ud af Baltikum, så alle tre lande til sidst var frie.

Lettiske borgere myrdet af Den Røde Hær.

Umiddelbart efter 1. verdenskrig under balternes løsrivelseskamp begik Den Røde Hær massakrer.

© SZ Photo/Imageselect

I mellemkrigstiden pressede både Sovjetunionen og Nazityskland dog på for at få balterne til at indgå alliancer, men de tre små lande holdt fast i deres neutralitet. Det kom derfor som et chok for dem, da Hitler og Stalin den 23. august 1939 indgik den berygtede Molotov-Ribbentrop-pagt, som delte Polen mellem dem.

En hemmelig tillægsprotokol tildelte desuden Sovjetunionen de baltiske lande. Allerede den 1. september stod de første tyske soldater i det vestlige Polen, og sovjetiske styrker rykkede kort efter ind fra øst. Snart efter blev balterne tvunget til at lade sovjetiske tropper oprette baser i de tre lande.

Efter Nazitysklands erobring af Frankrig i juni 1940 så Stalin dog sit snit til en fuldstændig overtagelse af de baltiske lande. Sovjetiske embedsmænd blev installeret på de vigtigste poster i administrationen, mens balternes militære og politiske ledere forsvandt en efter en.

“Du må kigge på realiteterne og forstå, at i fremtiden vil små nationer forsvinde”. Sovjetunionens udenrigsminister, Molotov, til Litauens udenrigsminister i 1940.

Da Litauens udenrigsminister protesterede mod magtovertagelsen, fik han ren besked af Sovjetunionens udenrigsminister, Molotov:

“Du må kigge på realiteterne og forstå, at i fremtiden vil små nationer forsvinde”.

Med beskidte kneb vandt kommunisterne de efterfølgende valg, og den 21. juli 1940 blev de tre lande erklæret for sovjetiske republikker. Straks efter indledte den sovjetiske sikkerhedstjeneste, NKVD, jagten på enhver modstander af det nye regime.

Tusindvis blev deporteret eller henrettet. På et år mistede Estland 60.000 borgere, mens hhv. 35.000 og 34.000 forsvandt i Letland og Litauen. Alene den 14. juni 1941 blev 10.000 estere anholdt og deporteret til Sibirien i kreaturvogne.

Ligesom i 1905 og 1917 søgte modstandsvillige baltere skjul i skovene – klar til kamp.

Tysk invasion gav nyt håb

Da Tyskland den 22. juni 1941 angreb Sovjetunionen, fattede balterne håb. “Alle følte, at befrielsens time var kommet”, huskede en litauer.

Det stod dog hurtigt klart, at tyskerne ikke var interesserede i baltisk selvstændighed. Regionen skulle derimod “germaniseres” og “uønskede elementer” deporteres eller på anden måde elimineres. Det gjaldt især jøder, kommunister og nationaltsindede baltere.

Tyske soldater i Letland i 1941

Da tyske tropper invaderede Baltikum i 1941, fór de frem med stort set samme brutalitet som Stalins tropper.

© SZ Photo/Scherl/Bridgeman Images

Balterne lå klemt mellem­ to giganter

I århundreder har balterne levet en tumultarisk tilværelse underlagt stormagternes luner, og perioder med selvstændighed blev igen og igen afløst af ekstrem brutalitet.

1918: Balterne vinker farvel til Rusland

De baltiske lande erklærer sig uafhængige efter at have været under russisk kontrol siden 1700-tallet.

1939: Sovjetunionen indtager Baltikum

I forbindelse med Molotov-Ribbentrop-pagten rykker Sovjetunionen med tysk velsignelse grænsen mod vest og annekterer Baltikum.

1940: Stalin renser ud

Sovjetunionen deporterer tusinder af baltere til Sibirien, andre henrettes. Sovjetiseringen er i fuld gang, og de baltiske partisaner går i skjul.

1941: Hitlers styrker invaderer

Tyskland angriber Sovjetunionen og besætter de baltiske lande. Mange baltere ser tyskerne som befriere, men bliver slemt skuffede.

1944: Stalins tropper “befrier” Baltikum

Sovjet genbesætter de baltiske lande. I kølvandet følger nye massedeportationer. Skovbrødrene udnytter skovene til indædt modstandskamp.

1953: Skovbrødrene giver op

Sovjetunionen knuser skovbrødrenes sidste modstand. De fleste af de overlevende giver op, mens enkelte fortsætter livet i skjul.

1991: Balterne får omsider frihed

Sovjetunionen går i opløsning, og de baltiske lande genvinder deres selvstændighed. Skovbrødrene – levende og døde – hædres i de efterfølgende år for deres modstandskamp.

I hælene på de tyske tropper fulgte derfor “Einsatzgruppen” – dødspatruljer, som straks gik i gang med at myrde løs.

Mange baltiske jøder havde aktivt støttet op om Sovjetunionens annektering og blev af samme årsag ofte set som medskyldige i de sovjetiske grusomheder. De tyske dødspatruljer fik derfor i mange tilfælde lokal hjælp til deres udryddelser.

“Når vi knyttede letter og litauere til henrettelsesgrupperne, udvalgte vi mænd, hvis slægtninge var blevet myrdet eller fjernet af russerne”, forklarede en tysk patruljeleder.

På blot seks måneder myrdede de tyske dødspatruljer ca. 120.000 litauiske jøder.

Estere og letter blev indrulleret i nationale delinger under Waffen-SS, men antallet af baltere, der havde lyst til at assistere tyskerne, var ikke imponerende. Det ændrede sig først i slutningen af 1943, da det stod klart, at tyskerne ikke kunne holde Den Røde Hær tilbage.

Nu begyndte balterne at melde sig til kampen. Blandt dem var den dengang 21-årige Alfred Käärmann.

Partisaner indtog skovene

I februar 1944 indkaldte de tyske besættelsesmyndigheder i Estland alle unge mænd til at forsvare landet mod Stalins fremstormende tropper. Käärmann, der gik på teknisk skole, tog afsked med sit livs kærlighed, Kleina, og trak i uniform.

“Det er bedre at dø i skoven med et våben i hånden end i en sovjetisk lejr”. Skovbroderen Alfred Käärmann.

I syv måneder kæmpede Käärmann og tusinder af andre baltere side om side med de tyske tropper imod Den Røde Hær. Intet kunne dog holde de sovjetiske styrker tilbage, og i efteråret 1944 var størstedelen af Baltikum under Stalins kontrol.

Kort efter blev Alfred Käärmanns bror arresteret af de sovjetiske tropper og sendt til en straffelejr nord for polarcirklen. Käärmann flygtede derfor ud i skoven og tilsluttede sig Baltikums skovbrødre.

“Det er bedre at dø i skoven med et våben i hånden end i en sovjetisk lejr”, var hans indstilling. Og Käärmann var ikke alene.

Ligesom tyskerne tvangsindkaldte den sovjetiske besættelsesmagt nu tusinder af baltere til at kæmpe imod tyskerne. De baltere, som havde kæmpet på tysk side, blev ofte sat ind i første angrebsbølge – uden våben. Som konsekvens flygtede en ny bølge af baltere ud i skovene for at bekæmpe de sovjetiske tropper.

I løbet af efteråret 1944 begyndte NKVD at modtage de første rapporter om baltiske partisaners angreb på sovjetiske tropper. Og da litauiske partisaner i december 1944 dræbte omkring 90 sovjetiske soldater, som havde forsøgt at indtage deres lejr, begyndte de sovjetiske tropper for alvor at frygte den skjulte fjende i skovene.

Farvelagt foto af skovbroedre, som renser vaaben i Estland.

Langt op i 1950’erne kæmpede skovbrødrene stadig. Her renser estiske partisaner våben i 1953. Et år efter var alle på billedet blevet dræbt.

© Colorized by Julius Jääskeläinen

Specialenheder jagtede partisaner

Mens Vesteuropas befolkninger den 8. maj 1945 fejrede 2. verdenskrigs afslutning, havde skovbrødrene travlt med at gøre livet surt for Stalins tropper. Partisanernes naive håb var, at Vestmagterne ville komme dem til undsætning ligesom efter 1. verdenskrig.

En stor del af guerillaernes aktioner bestod i at beskytte lokalbefolkningen mod overgreb fra sovjetiske soldater. Desuden saboterede de valghandlinger, ødelagde telefonlinjer og udførte koordinerede angreb på sovjetiske enheder.

Som svar satte NKVD igen ind med massedeportationerne og sendte også specialenheder ud for at jage partisanerne. Det var sandsynligvis en sådan enhed, Alfred Käärmann blev skudt af den 17. oktober 1945.

Han var alene på en skovsti, da en sovjetisk kugle pludselig ramte ham i venstre side: “Min arm var komplet ødelagt”.

Hårdt såret lykkedes det Käärmann at flygte, og efter en nat i en mose fandt han et hus med en ældre kvinde, der sendte bud efter skovbrødrene. 10 dage efter ankom en sygeplejerske, som amputerede Käärmanns arm og derved reddede hans liv.

I de følgende syv år kæmpede Käärmann side om side med de andre skovbrødre i en krig, som blev stadig mere brutal.

Kampe kostede balterne dyrt

Forskerne vurderer, at op imod 50.000 baltere kæmpede i skovbrødrenes rækker, da partisangrupperne var på deres højdepunkt i årene umiddelbart efter 2. verdenskrig. Og med tiden blev de bedre organiseret.

Den litauiske partisan Adolfas Ramanauskas fik fx samlet mange små autonome grupper til hele kompagnier på op til 140 mand hver. Men sovjetiske udryddelsesbataljoner under sikkerhedstjenesten, som også benyttede baltiske overløbere, svarede hårdt igen.

“Estlands folk, kæmp lige så fast som os for det estiske folks frihed og uafhængighed”. Estiske partisaner i afskedsbrev.

Det måtte en gruppe estiske skovbrødre sande, da de i april 1946 søgte tilflugt på en gård. I timevis kæmpede de, inden de løb tør for ammunition. Sikkerhedsstyrkerne satte gården i brand, og alle skovbrødre omkom. Inden de døde, havde de efterladt et brev i gårdens skorsten:

“Vi gjorde modstand i omkring otte timer. Estlands folk, kæmp lige så fast som os for det estiske folks frihed og uafhængighed”.

Trods partisanernes heltemod mistede mange gejsten. Som tiden gik, indså de, at Vestmagterne ikke ville komme dem til hjælp, og fjenden blev stærkere og stærkere.

I de tidlige år havde partisanerne frygtløst angrebet de sovjetiske tropper i åbent terræn i store slag. Men taktikken kostede dyrt. Alene i 1944-1945 blev over 12.000 af Litauens ca. 30.000 partisaner dræbt.

“Her er ikke plads til apati eller drømme, kun kamp”. Partisanen Lionginas Baliukevičius, 1948.

Og endnu flere lagde våbnene, så Litauen i 1946 blot havde ca. 4.000 aktive skovbrødre. Året efter var antallet halveret. Et dagdogsnotat fra partisanen Lionginas Baliukevičius fortæller, hvorfor kamplysten svigtede:

“Jeg længes så meget efter et liv: Fredeligt og meningsfuldt. Men her... her er ikke plads til apati eller drømme, kun kamp”.

Baliukevičius og tre andre partisaner blev i 1950 afsløret af en spion. Da deres skjulested blev omringet, skød de alle fire sig selv.

Sidste skovbroder dræbt i 1978

Den sovjetiske sikkerhedstjenestes udbredte brug af spioner og stikkere blev et stort problem for skovbrødrene. Igen og igen blev deres skjulesteder fundet. I 1952 kunne heller ikke Alfred Käärmann skjule sig længere.

Han blev fanget af sikkerhedstyrkerne, idømt 25 års fængsel og sendt i straffelejr i Uralbjergene på grænsen til Sibirien.

Samme skæbne ventede de resterende skovbrødre. Ved udgangen af 1953 havde drab og deportationer fået den ønskede virkning: Estland og Letland havde hver mistet over 100.000 borgere, Litauen mere end 330.000.

Den sovjetiske overmagt var så stor, at skovbrødrene måtte resignere, og da Sovjetunionen i 1956 gik ind i Ungarn, blev alt håb om frihed slukket. Nogle få skovbrødre valgte dog at fortsætte livet i skjul.

Indgang til bunker lavet af skovbrødrene

Indgangen til skovbrødrenes bunkere var svære at finde under bladene.

© Imageselect

Skovbunden gemte partisanerne

I takt med at de sovjetiske sikkerhedsstyrker blev mere effektive, gav skovenes træer ikke længere skjul nok for skovbrødrene. I stedet gravede de sig ned i skovens bund.

Skovbrødrenes bedste ven var Baltikums dybe skove, hvor de kunne gemme sig. I begyndelsen af kampen mod de sovjetiske styrker i årene 1944-1946 talte partisanbevægelsen op imod 50.000 kampfæller. De byggede befæstede lejre i skovene, som de havde fuld kontrol over.

Men de sovjetiske sikkerhedsstyrker fik flere og flere tropper, og kampene kostede tusinder af partisaner livet. Skovbrødrene var derfor nødt til at skifte taktik. I stedet for store, åbne slag gik de over til guerillataktik med små nålestiksangreb.

Samtidig måtte partisanerne også gemme sig bedre. De gik derfor over til at grave mindre bunkere i skovbunden. Anlæggene lå typisk to meter under jorden og målte 2,5 x 2,5 m i omkreds.

I fugt og sne måtte skovbrødrene gemme sige i dage og uger uden at komme ud, da fodspor kunne afsløre dem. Indgangene var godt camoufleret, og der kunne være skyttegrave omkring.

Der er eksempler på bunkere, der havde afmonterede tårne fra kampvogne som forsvar.

Op gennem 1960’erne og 1970’erne kunne KGB fortsat opspore baltiske partisaner. Først i 1978 døde den sidste skovbroder i kamp, da estiske August Sabbe druknede i forbindelse med sin anholdelse. Det skønnes, at i alt ca. 20.000 skovbrødre mistede livet i kamp. 18.000 blev arresteret og efterfølgende fængslet eller henrettet.

Alfred Käärmann blev løsladt i 1967 efter 15 år i GULag, men først i 1981 fik han tilladelse til permanent ophold i Estland. Han flyttede tilbage til sin landsby, hvor Kleina stadig ventede på ham.

Da HISTORIEs udsendte mødte Käärmann i 2003, lød hans sidste advarsel:

“Det er 2.000 år siden, Jesus døde, men folk har stadig ikke forstået, at de er nødt til at kæmpe imod aggressorer. Hver generation må lære det hele på ny”.

Alfred Käärmann sov stille ind i 2010 – som en fri mand i et frit land.

Sovjetisk sejrsmonument væltes i Letland i 2022.

I august 2022 væltede letterne det sovjetiske sejrsmonument i Riga.

© TASS/Ritzau Scanpix

Russernes sejrs-statuer falder på stribe

Krigen i Ukraine har sendt balterne og russerne i totterne på hinanden. Slagmarken er de mange krigsmonumenter fra 2. verdenskrig.

Protesterne var mange, da Letlands regering i august 2022 væltede landets største sovjet-statue i hovedstaden Riga. Det 84 m høje monument blev opstillet i sovjettiden for at fejre Sovjetunionens sejr over Nazityskland.

Men for letterne var monumentet også en konstant påmindelse om årtiers sovjetisk besættelse. Og krigen i Ukraine har endnu en gang husket dem på, at frihed ikke er en given ting.

I protest mod Ruslands angreb blev mindesmærket derfor fjernet. Samtidig besluttede de estiske naboer, at alle landets sovjetiske krigsmindesmærker skal fjernes.

Beslutningerne har fået russerne til at rase – ikke mindst, fordi statuer før har bragt de baltiske lande og Rusland på kant med hinanden.

I årevis har russerne fx protesteret imod mindesmærker for de baltiske partisaner, der kæmpede imod de sovjetiske styrker. Ifølge russerne var skovbrødrene nazister, som var medansvarlige for massakrer sammen med tyskerne.