Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Berlin 1945: Nedtælling til dommedag

Luftangreb, sult og frygten for russerne præger livet i Berlin i den sidste krigsvinter. De færreste tror på nazisternes forsikringer om sejr, men ingen gør oprør. For hver dag rykker katastrofen nærmere.

Ursula Röhnert/SZ photo/Ritzau Scanpix

Ingen havde hørt noget til Adolf Hitler i månedsvis. Han var blevet så fjern en person, at tyskerne overgik hinanden med vilde spekulationer, som kunne forklare Førerens mystiske fravær.

En af teorierne ville vide, at Hitler var blevet skingrende skør og måtte holdes skjult for folket.

Endelig, nytårsdag 1945, meldte den velkendte stemme sig i tyskernes radioapparater.

Hitler brugte sin tale til at forsikre om, at prøvelsernes tid snart var forbi, og at en gylden fremtid ventede:

“Vi ved, hvad de anglo-amerikanske statsmænd agter at gøre med Det Tyske Rige, hvilke planer de bolsjevistiske hers­ke­re – og de internationale jøder, som i sidste ende står bag dem – planlægger mod det tyske folk”, påpegede han med sin karakteristiske østrigske accent.

Men takket være nazismen ville Tyskland sejre, lovede diktatoren. Og når det skete, ville riget atter blomstre:

“Inden for få år vil den nationalsocialistiske stat med sin energi og sit initiativ genopbygge alt det, som bliver ødelagt i dag”, lovede Hitler. “Vore byer bliver mægtigere og smukkere end nogensinde før. Sundere hjem for det tyske menneske vil erstatte de ødelagte lejekaserner”.

Førerens vidtløftige vision lå langt fra den virkelighed, berlinerne hver dag kunne se:

Store dele af byen var pulveriseret og udbrændt efter allierede luftangreb. Hver dag skrumpede riget, tyske fabrikker blev bombet, jernbanelinjer ødelagt og ubåde sænket.

Stalins Røde Hær stod i Polen – blot 500 km fra Berlin – og en ildevarslende efterretnigsrapport advarede om en snarlig russisk storoffensiv på hele Østfronten – 6 mio. soldater, 91.000 kanoner og 11.000 kampvogne stod klar.

© Imageselect

Dagens gode råd: “Nyd krigen”

Hitler affærdigede rapporten som “komplet idiotisk” og mente, at de ansvarlige skulle “spærres inde på en tosseanstalt”. Derfor kom det som en komplet o­ver­ras­kel­se, at Den Røde Hær 12. januar trængte frem over bl.a. Vistula-floden og allerede ugen efter havde indtaget Warszawa.

Berlinerne så med voksende bekymring på udviklingen, for beretningerne om de russiske soldaters sadisme var ilet i forvejen – fx da den østpreussiske landsby Nemmersdorf blev erobret af Den Røde Hær i oktober 1944: Samtlige kvinder var blevet voldtaget og efterfølgende dræbt.

“Nyd krigen – freden bliver forfærdelig!” lød en galgenhumoristisk talemåde i Berlin. Eller: “Det, der holder mit mod oppe, er tanken om nazisternes undergang”.

Engang havde Berlin haft 4 mio. indbyggere, nu var der 2,8 mio. tilbage – hovedsageligt kvinder, børn samt gamle og “krigsubrugelige” mænd.

Flere gange om ugen blev indbyggerne vækket af luftalarm og måtte haste til beskyttelsesrummene – eller ned i deres kældre – for at søge sikkerhed. Med sig havde alle deres “nødkuffert” med personlige papirer, penge og lidt mad. Kufferten stod gerne klar ved hoved­døren, så den var lige til at hanke op i.

Journalisten Ursula von Kardorff skrev dag­bog under krigen: “Næsten hver e­nes­­te dag to gange luftalarm, bogstavelig talt på klokkeslæt, om aftenen kl. otte og igen kl. 11. Beskeden lyder ‘indflyvning over Hannover-Braunschweig’, inden kapløbet til bunkerne begynder”.

Ursula von Kardorffs adelige afstamning samt gode forbindelser skaffede hende adgang til Speer-bunkeren, som lå nær Brandenburger Tor og ministerierne.

Her kunne embedsmænd søge ly i komfortable omgivelser; de havde rindende vand, og en aldrende ceremonimester fortalte anekdoter fra kejser Wilhelms hof. Det hændte, at Hitlers arkitekt og rustningsminister, Albert Speer, dukkede op, hvis han opholdt sig i byen:

“Han virker beskeden og gør et venligt indtryk. Ikke pamperagtig”, noterede den 33-årige Ursula von Kardorff.

De færreste berlinere oplevede dog bomberne som et spændende afbræk i hverdagen med mulighed for kultiveret samtale.

De helt utilstrækkelige offentlige beskyttelsesrum var overfyldte, og mennesker blev trampet ihjel ved dør­åbningen, når de første bombenedslag udløste panik i køen.

Toiletterne i bunkerne var for få og blev hurtigt stoppet til – eller også var de konstant optaget, fordi desperate indbyggere havde låst sig inde for at begå selvmord her.

De tunge klodser af jernbeton modstod alle bomber, men en fuldtræffer kunne få dem til at skælve – så angsten fik al samtale til at forstumme.

Når luftalarmen omsider var afblæst, strømmede folk ud for at se, om deres hjem stadig stod. Gnisterne føg fra de talrige brande, fortalte Konrad Warner, korrespondent for en schweizisk avis:

“Man råbte til hinanden: ‘De brænder! Klask ilden ud!’ Jeg løb videre, mens jeg klaskede på gløderne på min frakke og hatten”.

Flertallet af berlinere måtte nøjes med at søge ly i kælderen under deres ejendom. Det tog kun et øjeblik at komme derned, til gengæld var opholdsstedet langtfra sikkert.

Utallige huse styrtede i krigens løb sammen oven på kældrene, hvor de indesluttede blev brændt levende eller langsomt kvalt af iltmangel, for hjælpen var længe om at nå frem. Berlin rådede ganske vist over et effektivt brandvæsen, men de konstante luft­angreb gjorde opgaven uoverkommelig.

15-årige Wolfgang Pickert var “brandmelder” – det var hans opgave at pile ud og undersøge skaderne, når de første bomber var faldet. Et par år forinden havde han reageret hurtigt og reddet en etageejendom fra at brænde ned blot vha. en spand og en branddasker.

Nu opdagede han, at selv garvede frontsoldater fik det skidt, hvis de opholdt sig i Berlin under et luftangreb:

“Min far, som oplevede det én gang, var helt ødelagt af nerver, da angrebet var overstået, og sirenerne lød”.

Oprydningen i gaderne varetog udenlandske tvangsarbejdere og tilfældigt forbipasserende, som blev kommanderet til at hjælpe. Blandt murbrokkerne lå de dræbte, som skulle samles sammen og identificeres af familie eller naboer.

Nær Berlins zoologiske have stod den ene af byens store flak-bunkere med antiluftskyts på taget og plads til 15.000 indbyggere indeni.

Arthur Grimm/BPK

Berlins brandfolk kæm­pede mod flammerne efter de næsten daglige luftangreb.

Alinari Archives/Getty Images

Hitler kommer til Berlin

Da Den Røde Hærs storoffensiv satte ind den 12. januar kl. 5 om morgenen, sov Adolf Hitler i hovedkvarteret “Adlerhorst” ved Rhinen.

Det var herfra, han tre uger forinden havde ledet den mis­lykkede Ardenner-offensiv. Russernes fremstød fra øst tog alle i “Adlerhorst” let på i begyndelsen. Først kl. 12 vækkede Hitlers adjudant ham, og herefter fulgte dagens sædvanlige program med møder, spadseretur og en kop aftente.

Først den 15. om aftenen steg han op i sit pansertog for at køre til Berlin. Den følgende morgen nåede toget frem – det sidste stykke til Rigskancelliet foregik i bil.

Hitler virkede overrasket, mens han kørte gennem sin ødelagte hovedstad.

Heller ikke han slap for luftangrebenes gener. For sin egen sikkerheds skyld måtte han tilbringe nætterne i det store bunkeranlæg, Førerbunkeren, som Albert Speer havde anlagt under Rigskancelliets have. Sit nybyggede rigskancelli kunne han kun bruge i dagtimerne.

Imens tromlede Den Røde Hær ubønhørligt gennem Polen, og snart krydsede russerne over grænsen til den tyske provins Schlesien.

Ursula von Kardorff modtog et vennepar fra Breslau, som Hitler havde udråbt til “fæstning” – dvs. en by, som med alle midler skulle modsætte sig erobring.

Parret havde fået en plads i det sidste tog, der slap ud, inden Breslau (i dag Wrocław i Polen) var omringet af Den Røde Hær.

“De fortalte om flygtende mennesker, som næsten trampede hinanden ihjel, om lig, der undervejs blev kastet ud af uopvarmede godstog, om mødre, der var blevet sindssyge og ikke ville tro på, at de spædbørn, som de bar i deres arme, allerede var døde”, skrev Ursula von Kardorff i sin dagbog og erkendte, at hun havde reageret med ligegyldighed på historien:

“Man er allerede så afstumpet, at man knap kan forestille sig sådanne rædselsscener mere”.

Hitlers sidste hjem

Metertyk beton beskyttede Føreren mod luftangreb og granatregn, men nederlaget banede sig ubønhørligt vej.

Sol 90/Shutterstock

Hitlers stue

I Førerbunkeren rådede Hitler over tre små rum – et soveværelse, et arbejdsværelse og en stue.

Hitler stod som regel sent op, kl. 11.30, og tog et bad før dagens opgaver. De tre rum var møbleret med inventar fra Rigskancelliet i forsøget på at sprede hygge i den dystre kælder.

På væggen hang et portræt af Preussens konge, Frederik den Store – Adolf Hitlers forbillede.

Sol 90/Shutterstock

Arbejdsværelse

Foran det store strategi­kort på væggen spillede Hitler feltherre og flyttede rundt på arméer, som knap nok fandtes mere.

Sol 90/Shutterstock

Eva Brauns værelse

Hitlers elskerinde tilbragte det meste af krigen i hans alperesidens, Berghof. Meget mod Hitlers vilje sluttede Eva Braun sig til ham i Berlin i marts 1945.

Sol 90/Shutterstock

Goebbels’ værelse

Propagandaminister Joseph Goeb­bels havde som den e­nes­te topnazist bolig i bunkeren.

Sol 90/Shutterstock
Sol 90/Shutterstock

Telefoncentralen

Til slut var telefonen den eneste kontakt med omverdenen. Førerbunkeren havde tlf.nr. 12 00 50.

Nødudgang

Den regulære vej ud af og ind i bunkeren førte via Rigskancelliet og Forbunkeren.

Sol 90/Shutterstock

Læger og militærfolk undersøgtede 72 dræbte i Nemmersdorf.

© AKG Images/Ritzau Scanpix & Braunschweiger Tageszeitung

Russiske overgreb udløste tysk panik

Den Røde Hærs massevoldtægter i en tysk landsby blev et propaganda-instrument i Joseph Goebbels’ hænder.

Siden angrebet på Sovjet i sommeren 1941 havde tys­ker­ne gennemført utallige gru­som­he­der i de erobrede områder. Fra 1944 tog russerne hævn.

“Tyskere er ikke mennesker”, hed det i et flyveblad fordelt blandt sovjet-soldaterne, der den 21. oktober indtog den østpreussiske landsby Nemmersdorf.

Da tyskerne få dage senere erobrede Nemmersdorf tilbage, blev de vidner til en massakre.

“I den første gård stod en hestevogn. På den lå fire nøgne kvinder sømmet fast i en korsfæstet position. I boligerne fandt vi i alt 72 kvinder, inklusive børn og en gammel mand på 74 år.

Alle var døde. Blandt dem var også spædbørn, der var blevet ramt med en stump genstand i hovedet”, berettede soldaten Karl Potrek. Samtlige dræbte piger og kvinder fra 8 til 84 år var blevet voldtaget.

Propagandaminister Joseph Goebbels så straks massakren som en mulighed for at sprede rædsel i den tyske befolkning og motivere soldaterne til at yde en ekstra indsats på Østfronten.

Derfor blev Nemmersdorf grundigt dokumenteret og undersøgt af et internationalt eksperthold.

Drenge tager mændenes plads

Mens civile berlinere krøb sammen i bunkere og kældre, kæmpede børnene for at forsvare deres by.

Luftværnsbatterierne (kaldet flak) havde kun få voksne soldater tilbage – det meste af mand­skabet bestod af 15-17-årige drenge fra ungdoms­organisationen Hitlerjugend. Også piger fra Bund Deutscher Mädel deltog i luftforsvaret.

Nazisternes stive kønsopdeling tålte ganske vist ikke, at kvindefingre trykkede på aftrækkeren, men pigerne bemandede søgelys, radar, afstandsmåler og meget andet.

De foregående år havde Berlin haft Tysklands bedste luftforsvar, fordi hvert eneste bombeangreb mod hovedstaden belastede nazi-styrets ry som ufejlbarligt.

Nu var de fleste luftværns­kanoner flyttet til fronten, og landets frygtløse kamp­piloter havde ikke benzin til at tage kampen op mod bølgerne af Flyvende Fæstninger og Lancaster-bombefly.

Ud over nogle få spredte luftværnsbatterier blev Berlin kun beskyttet af sine tre store flak-tårne. Hver af disse enorme betonfæstninger havde fire dobbeltløbede 128-mm-luftværnskanoner på taget.

Våbnene var de kraftigste af deres slags i det tyske arsenal. På bygningernes sider sad platforme, hvor 20-mm- og 37-mm-maskinkanoner stod opstillet.

Fjendtlige fly måtte betale en høj pris, hver gang de passerede hen over tårnene.

Når berlinerne ikke krøb sammen i frygt, tænkte de på mad. Deres knurrende maver mindede dem om, at rationerne var små, og erstatningsvarerne fordrev sjældent sulten. Siden krigsudbruddet var næringsindholdet i tyskernes kost faldet med 40 pct., og i storbyerne så tallene endnu værre ud.

“Den skide mad er jo ikke til at æde”, rasede en af Ursula von Kardorffs kolleger på avisen Deutsche Allgemeine Zeitung en dag.

Hun kom sådan til at grine, betroede hun sin dagbog. Normalt var manden nemlig korrektheden selv.

Ursula var heldigere stillet end de fleste – hun udnyttede sine forbindelser til rustningsministeriet, hvor hun bl.a. købte salat, pølse og rundstykker i medarbejdersalget. Andre fornødenheder fandt hun på “den sorte børs” – ligesom de fleste andre berlinere.

Den 30. januar 1945 lød Adolf Hitlers stemme atter i radioen. Anledningen var årsdagen for nazisternes magtovertagelse i 1933.

De tidligere år var dagen blevet festligholdt med fakkeltog gennem byen. Denne aften lå gaderne øde, og en stor del af Hitlers tale handlede om Stalins tropper, som nu nærmede sig Oder­floden mindre end 100 km borte.

“Den forfærdelige skæbne, som nu udspiller sig i øst og udsletter hundredtusinder i landsbyerne og købstæderne, på landet og i byerne, vil til sidst blive afværget og drevet tilbage med den yderste indsats og trods al modgangen og prøvelserne”, forsikrede Hitler.

Nogle var stadig villige til at tro ham:

“Jeg er så fortrøstningsfuld over vor skæbne”, skrev en kvinde til sin mand, som var krigsfange i Frankrig.

“Hele landet er parat til at marchere med våben i hånd. Vi har hemmelige våben, som vil blive brugt i det rette øjeblik, og frem for alt har vi en Fører, vi kan følge med vore øjne lukkede”.

Bombeoffensiven når nye højder

Briternes natlige bombetogter var for længst blevet rutine for berlinerne, da amerikanerne i begyndelsen af februar gik over til angreb i dagtimerne.

1.000 bombefly dækkede himlen den 3. februar, hvor jernbanen, regeringsbygningerne og Rigskancelliet var blandt målene. Men heller ikke civilbefolkningen blev skånet, berettede den 21-årige Ilse Schier, der netop var blevet mor:

“Infernoet begyndte ved 11-tiden om formiddagen. Himlen var helt mørk, kun flammerne malede et uhyggeligt billede, og det stank af brændte mennesker. Brandbomberne åd sig gennem husenes tage, røgen gjorde det umuligt at få vejret. Nede i U-banen var et ubeskriveligt kaos. Menneskemasserne drev langs skinnerne mod et mål, ingen kendte”.

Også Ursula von Kardorff overlevede dagen. Og ligesom mange andre var hun ved at miste besindelsen, fordi bomberne gjorde det umuligt at få sovet: “Hvorfor er der ingen, der stiller sig op midt på gaden og skriger, ‘nu er det nok’?”

Under amerikanernes angreb døde 3.000 berlinere – blandt dem var også den psykopatiske dommer Roland Freisler fra nazisternes Folkedomstol.

Ligene blev samlet i sportshaller, hvor pårørende og bekendte skulle forsøge at identificere de døde. Tidligere havde myndighederne lagt bombeofrene langs gaderne, men “kadaver-paraden” var alt for grumt et syn for borgerne.

“På Neuenburger Strasse blev en skole for piger ramt – hundredvis af piger havde søgt tilflugt i kælderen”, noterede Karl Deutmann, der holdt vagt hos stålkoncernen Mannesmann. “Senere stod forældrene over de lemlæstede, afpillede kroppe og kunne ikke længere genkende deres døtre”.

Regimet og de mest overbeviste nazister forsøgte stadig at holde berlinernes mod oppe. Skilte ved ruinerne forbød plyndring. En overtrædelse ville blive straffet med døden, stod der.

“Vores mure kan falde, vores hjerter ikke”, trompeterede en graffiti malet på ruiner over hele byen. Samme slogan gik igen på plakater og bannere.

“Noget værre vrøvl”, fnøs Ursula von Kardorff. “Den slags kan kun gøre indtryk på fjolser”.

Dagen efter angrebet lykkedes det hende at komme på arbejde på avisen:

“Bare for at komme herhen skal man bruge to-tre timer. Alle sidder vi i en mægtig sal, som papegøjer i zoo. Robotter, som skal foretage sig noget, som ingen længere forstår. Fx skal vi hver dag fylde vægaviser med rædselshistorier om russerne eller idiotiske opfordringer: ‘Vi vil sejre, fordi vi skal sejre!’”.

Berlin skulle være en fæstning

Kodeordet var “Operation Clausewitz”, men Berlins nazistiske ledelse tøvede med at iværksætte planen for byens befæstning – den ville blot opskræmme befolkningen. Da arbejdet begyndte, var det for sent.

Forsvarsplanen “Operation Clausewitz” opererede med anlæggelsen af forsvarsringe, der med pansergrave, befæstede stillinger samt barrikader af sporvogne og opgavede brosten skulle stoppe russernes fremmarch. Arbejdet blev dog udsat pga. nazisternes uvilje til at indrømme, at byen var i fare.

I april blev 70.000 tyskere omsider udkommanderet til at bygge barrikader.

Styrken, der især bestod af kvinder og ældre mænd, blev suppleret med 17.000 franske krigsfanger. Men regimet kunne hverken levere brændstof til gravemaskiner eller tilstrækkeligt med pigtråd og landminer.

Størstedelen af kræfterne blev brugt på den inderste ring kaldet “Zitadelle”, som omkransede regeringskvarteret og Førerbunkeren.

  1. april 1945: Hundredvis af kvinder måtte udkommanderes til at bygge pansergrave, der kunne stoppe russiske kampvogne.
AKG Images/Ritzau Scanpix

Byens sporvogne blev løftet op fra skinnerne og brugt som barrikader.

Illus/SZ photo

Veteraner fra 1. verdenskrig blev indkaldt til Volkssturm og træning med det nye vidunder­våben – Panzerfaust.

AKG Images/Ritzau Scanpix

Jernkors til 12-årige helte

Efter at amerikanernes dagangreb satte ind, vovede Hitler sig sjældent op til jordens overflade. En håndfuld Hitler­jugend-drenge var de eneste – bortset fra inderkredsen – som fik ham at se, da han gav dem Jernkors i Rigskancelliets have den 20. marts.

Begivenheden blev filmet til den tyske ugerevy, Wochenschau, der hver uge bragte de vigtigste nyheder før aftenens spillefilm.

Med alvorlige blikke lod de krigsvante børn ham stryge deres kind. Bagefter berettede de nøgternt om deres indsats ved fronten. Med besvær fik Hitler greb om sin venstre hånd – ingen skulle se, at den rystede som i krampe.

“Måske er vi ret beset blot vanvittige mus i en kæmpefælde”, skrev Ursula von Kardorff i sin dagbog. “Endnu piler vi hid og did, mens en usynlig kæmpe allerede står med fælden i hånden for at lade den plumpe ned i en regntønde”.

Mens Hitler og det nazistiske propagandaapparat krævede, at alle kæmpede videre for at sikre sejren, gjorde Føreren forberedelser til at udslette sit eget folk.

Dagen inden uddelingen af Jernkors til de unge Hitlerjugend-drenge havde han underskrevet en ordre, som siden blev kendt som “Nero-befalingen”:

“Kampen for vort folks eksistens kræver udnyttelsen af alle midler for at svække vor fjendes kampkraft og hindre hans videre fremtrængen”, skrev Hitler.

Intet af værdi måtte være tilbage til de allierede. Derfor skulle alle broer, jernbanespor, fabrikker, vandværker, el-værker og fødevarelagre ødelægges.

Rustningsminister Albert Speer indså, at ordren ville gøre landet nærmest ubeboeligt, og indledte en hektisk rejseaktivitet for at overtale de lokale naziledere til at ignorere ordren.

Børn og gamle skal ofres til Stalin

Allerede i 1944 var alle tyske mænd mellem 16 og 60 blevet indkaldt til en ny­op­ret­tet hær kal­det Volkssturm – “folkestormen”. Styr­­ken bestod af gamle og halv-invalider, som endnu havde et civilt arbejde, efter at hæren allerede havde taget alle, der kunne bruges i kamp.

I teorien kunne folkestormen i Berlin mønstre 60.000 mand, men kun de bedste enheder fik våben, resten blev udrustet med et sammenskrab af gamle reserver og erobrede geværer.

Propagandaminister Joseph Goebbels, der også var Berlins gauleiter (politiske leder), lod byens folkestorms-soldater aflægge ed til Adolf Hitler.

Derefter var “hæren” marcheret gennem gaderne – mange af “soldaterne” bevæbnet med spader og klædt i deres eget civile tøj. Egentlig militær­træning var udelukket pga. den desperate mangel på ammunition.

“Mit fædreland, forsikret vær: Vor Fører har en morfar-hær”, lød en spydig vise, som kunne synges til melodien “Die Wacht am Rhein” – en kendt tysk soldatersang.

Rekruttiden tager en uge

17-årige Helmut Altner var en af de mange teenagere, som blev indkaldt i foråret 1945. Den 29. marts forlod han sit hjem og begav sig ud på den farefulde rejse, det var at krydse byen, for at nå frem til kasernen i Spandau.

“Berlin lader til at gå op i sømmene”, skrev han i sin dagbog. “U-banen kører uregelmæssigt, og forsinkelser på halve timer er ikke usædvanlige. S-banen, hvis skinnenet mange steder er beskadiget, står næsten helt stille”.

På flere strækninger måtte han og de øvrige rejsende gå, hvis det ikke lykkedes dem at kapre en lastvogn og presse chaufføren til at køre dem noget af vejen. Undervejs så han nyligt bombede huse, hvor
12-årige drenge fra Hitlerjugend var udkommanderet til at samle kropsdele op mellem murbrokkerne.

På kasernen fik han udleveret en alt for stor uniformsjakke, som slaskede om hans tynde krop.

Bukserne gik ham til gengæld kun til knæene. Herefter fulgte dage, hvor Helmut Altner skød et par gange med gevær og fik instruktioner i, hvordan raketvåbnet Panzerfaust skulle affyres, til slut nogle formaninger om, at desertører og kujoner ville blive skudt på stedet – og den 7. april blev han sendt mod fronten.

  1. april rullede Den Røde Hær ind i Berlins forstæder. Afslutningen nærmede sig.
© AKG Images/Ritzau Scanpix

Dommedag kan begynde

Den tyske strategi var at stoppe russerne ved Oder-floden.

Tre dage i april rasede slaget ved flodbrinken – Seelow-højdedraget – så var de tyske styrker ryddet af vejen, og stormen på Berlin kunne begynde.

Den 19. april fløj de britiske bombefly deres sidste togt mod Berlin – Den Røde Hær skulle have arbejdsro.

Hovedstadens skæbne var nu overladt til Volkssturms gamle mænd og til drenge som Helmut Altner. Fra sit skjulested under jorden befalede Adolf Hitler kamp til sidste blodsdråbe.

Læs også:

2. verdenskrig

Albert Speer gjorde Hitlers drømme til virkelighed

26 minutter
Nazisme

Top-nazisternes børn - hvor blev de af?

6 minutter
Sport

OL i Berlin: Nazityskland var olympisk mester i propaganda

13 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul