Shutterstock
Gravrøver Kurland

Beskidt kapløb om verdenskrigens døde

I Letland udkæmpes dagligt en skjult krig med spader og metaldetektorer. Grave fra 2. verdenskrig bliver plyndret af gravrøvere, mens et hold frivillige forsøger at redde de døde fra glemslen. Det er et kapløb mod tiden.

De dræbte soldater ligger overalt i Letland: Under veje, i skove og under skoler – tusinder af faldne soldater fra 2. verdenskrig. Glemte og uidentificerede.

Og de døde er stærkt eftertragtede – af såkaldte “Black Diggers”, som leder efter våben, hjelme og medaljer. Genstande, som kan gøre gravrøvere rige.

“Afhængigt af genstandene kan sådanne fund sælges for alt imellem et par hundrede dollars og flere hundredetusinde dollars på det sorte marked”, forklarer den lettiske historiker og forfatter Valdiz Kuzmins.

Umuligt at identificere de døde

Som regel findes genstandene på de jordiske rester af de soldater, som blev begravet i al hast på slagmarken, og derfor er gravrøverierne et stort problem.

“Når først du har fjernet genstandene, så kan ingen identificere den døde”, fastslår Kuzmins.

Han bakkes op af Thomas Schock, der leder afdelingen for exhumering i den tyske krigsgravskommission – den organisation, som tager sig af Tysklands krigsdræbte. Ifølge Schock, hvis afdeling identificerer de døde, når de bliver fundet, er problemet stigende.

“I begyndelsen handlede det om få fat i støvler og anden udrustning, senere var det guldtænderne. For tiden er vi inde i en ny bølge, hvor det gælder om at sikre sig de værdifulde militære udmærkelser og uniformsdele”.

Se optagelser fra udgravningen af faldne soldater fra 2. verdenskrig i Letland.

Frivillige leder efter de dræbte

Derfor har tyskerne bl.a. indledt et samarbejde med den frivillige organisation Legenda, som på eget initiativ gennemsøger bl.a. den lettiske halvø Kurland, hvor 200.000 tyske og russiske soldater blev dræbt i slutningen af 2. verdenskrig.

Organisationen finder og udgraver hvert år hundreder af glemte soldater, hvis knogler og ejendele bliver sendt til de relevante myndigheder.

Men kapløbet om af finde de dræbte før gravrøverne er svært at vinde. For slagmarken på Kurland er enorm, og sparsomt befolket, så gravrøverne bliver sjældent opdaget.

Skandinavere blandt de fundne

En af de frivillige i Legenda er hollandske Kim Blok, der hjemme er kaptajn i hæren:

“De faldne er soldater som mig – og det sidste man ønsker er at blive efterladt glemt på slagmarken uden en grav. En krig er ikke slut, før den sidste soldat er begravet. Det er grunden til, at jeg gerne vil være med.”

Og det er ikke kun tyskere og russere, som Legenda har fundet. Blandt de fundne er også danskere, der kæmpede sammen med tyskerne.