Bjørn blev krigshelt ved Montecassino

Scenen ved Montecassino i 1944 er siden blevet beskrevet af allierede soldater i nedskrevne beretninger: Polakkerne i Italien havde selskab af bjørnen Wojtek, der hjalp dem under det vigtige slag om klostret.

Den britiske soldat John Clarke fortalte om sin overraskelse ved at møde Wojtek i den nærliggende landsby Acquafondata:

“Mens vi så til, kom der pludselig en stor bjørn ud af skoven. Den gik på bagbenene og så ud til at bære noget. Bjørnen gik op til artilleri-kanonen og anbragte en granat på jorden. Så gik den tilbage til skoven og dukkede op igen med en ny granat”.

John Clarke så ikke syner. Wojtek var en del af den polske hær, og bjørnen var kommet langvejsfra for at yde sit bidrag til kampen mod Hitler og nazisterne.

Stalin sender frigivne fanger til Iran

Da brunbjørnen Wojtek kom til verden i de iranske Zagros-bjerge tidligt i 1942, havde Nazityskland besat Polen – også landets østlige del, som i begyndelsen af 2. verdenskrig var under sovjetisk herredømme.

Efter at Hitler den 22. juni 1941 havde indledt sin storstilede invasion af Sovjetunionen, fik Josef Stalin brug for hjælp fra Winston Churchill og Storbritannien. Som en del af den nye alliance indgik Stalin en aftale med den polske eksilregering i London om at løslade titusindvis af østpolakker fra fangelejre i Sibirien.

Blandt de løsladte var soldater, der ifølge aftalen skulle kæmpe side om side med Den Røde Hær. Men Stalin tvivlede på polakkernes loyalitet, så i april 1942 lod han dem sejle over Det Kaspiske Hav til Iran. Her sluttede polakkerne sig til de britiske styrker i Mellemøsten.

Bjørneunge bliver polsk maskot

Sent i april 1942 sneglede en lastbil med polske soldater sig gennem Zagros-bjergene med kurs mod det britiske protektorat Palæstina, hvor de skulle trænes af den britiske hær. Soldaterne i lastbilen tilhørte det 22. polske kompagni, som indgik i det 2. polske korps, der blev ledet af general Władysław Anders.

Da polakkerne på vejen gennem bjergene en dag holdt rast i en vejgrøft for at spise og strække benene, blev de opsøgt af en radmager iransk dreng, der bar på en sæk. Drengen åbnede sækken og fremviste en forkommen bjørneunge.

Med fagter forklarede den iranske dreng, at bjørneungens mor var blevet skudt af jægere tidligere på året. De polske soldater, som i de sibiriske fangelejre selv havde været afskåret fra kontakt med deres familier, fattede medlidenhed med den lille fyr.

Efter en del købslagning lod den sultne dreng sig overtale til at sælge bjørneungen for nogle mønter, lidt chokolade, en schweizerkniv og en konservesdåse med kød.

Det 22. kompagni rejste videre med ungen, som soldaterne gav navnet Wojtek – den glade kriger. Kompagniets alderspræsident, Peter Prendys på 46, tog bjørnen til sig som sit eget barn. Wojtek blev madet med mælk fra vodkaflasker og sov i Prendys’ telt.

Den lille gruppe soldater, som havde købt Wojtek, forsøgte i starten at skjule ham for resten af kompagniet, men det varede ikke længe, før selv de højerestående officerer havde fået nys om den pelsklædte blinde passager. Alle i kompagniet forelskede sig dog i Wojtek, der med sin nuttede charme indgød de hårdtprøvede polakker håb og livsglæde. Bjørnen fik lov at blive.

Wojtek finder spion i bruserummet

I løbet af det næste års tid voksede Wojtek op som en del af det 22. kompagni, der primært holdt til på en base i udkanten af Negev-ørkenen i det daværende Palæstina.

Bjørnen imiterede menneskene omkring sig ved at gå på bagbenene, og den lærte at drikke øl af flaske – til soldaternes store morskab. Polakkerne følte sig trygge ved Wojtek, der havde et fredeligt gemyt.

“I lejren havde Wojtek som regel travlt med at lede efter mad, hvis da ikke han sov”, erindrede en af soldaterne efter krigen.

Når bjørnen en sjælden gang blev vred, kunne Peter Prendys hurtigt få den til at falde til ro igen. Derfor fik Wojtek som regel også lov til at gå frit omkring i lejren, hvor han bl.a. lærte at klatre i palmetræer.

Prendys blev ofte sendt ud for at levere militærudstyr til britiske baser i Syrien, Irak og Libanon, og her fulgte Wojtek med. Bjørnen sad som regel på passagersædet i Prendys’ truck og kiggede ud af vinduet.

Når Wojtek ikke var ude på tur, elskede han at deltage i brydekampe med soldaterne. Selvom bjørnen efterhånden vejede mere end 200 kg og var over 180 cm høj, når han stod på bagbenene, var polakkerne ikke bange for at tumle rundt på jorden med ham.

Wojtek blev også kendt for sine skarnsstreger – som da han en dag stak afsted med en tørresnor, hvorpå de kvindelige soldater havde hængt deres undertøj til tørre. En nat, hvor bjørnen havde drukket øl og sprut med kompagniet, plyndrede han desuden lejrens madlager og åd løs af især syltetøj og frugt.

Hver dag tog Wojtek brusebad sammen med mændene i lejrens vaskehus. En dag i juni 1943 opdagede bjørnen, at døren ind til bruserummet stod åben.

Wojtek gik ind i rummet og stod ansigt til ansigt med en fremmed mand, som forskrækket råbte op ved synet af bjørnen. Larmen kaldte Wojteks soldaterkammerater til, og de tog manden til fange. Han viste sig at være en arabisk spion på jagt efter lejrens våbenlager. Som tak for at have afsløret spionen fik Wojtek den dag masser af slik og øl og et ekstra langt bad.

Bjørnen bærer granater

I december 1943 blev det besluttet, at polakkerne skulle indtræde i aktiv tjeneste. Władysław Anders’ 2. polske korps blev sendt til Egypten, hvorfra de sammen med britiske enheder ventede på at blive sejlet over Middelhavet til Italien for at kæmpe mod nazisterne, der havde besat landet.

Wojtek fulgte med Peter Prendys og det 22. kompagni til Alexandria, hvor bjørnen først i sidste sekund fik tilladelse til at sejle med sine kammerater den 13. februar 1944. For at omgå skibets regler, der forbød kæledyr ombord, var Wojtek officielt blevet indrulleret som soldat i den polske hær.

Det 22. kompagni skulle bistå de allierede med at storme Gustavlinjen – en forsvarslinje i højdedragene nord for Napoli, hvor nazisterne havde forskanset sig. Formålet var at bane vejen til Rom og befri Italien.

Under slaget om Montecassino i maj 1944 kom polakkerne til at spille en afgørende rolle. I løbet af fire dage mistede 1.079 polakker fra det 2. korps livet i kampen om bjerget.

Wojtek hjalp til med at bære forsyninger til sine kammerater. Angiveligt var bjørnens pels efter slaget fuld af blod, men utroligt nok havde hverken hans tunge krop eller rolige gemyt lidt skade.

Slaget ved Montecassino endte med en allieret sejr, og den blev et vendepunkt for krigen i Italien. I juni faldt Rom i de allieredes hænder, og i april 1945 erobrede polakkerne – inklusive Wojteks kompagni – byen Bologna fra tyskerne. Den 8. maj 1945 kapitulerede nazisterne, og krigen var forbi.

Mange blandt de polske soldater vidste dog ikke, hvad de skulle bruge friheden til. Efter deres sibiriske fangenskab turde de ikke vende hjem til Polen. Under Jalta-konferencen i februar 1945 havde Sovjetunionen nemlig overtalt USA og Storbritannien til at acceptere indsættelsen af en pro-sovjetisk regering i Polen.

Krigshelt ender i zoo

Efter nogle rolige måneder ved Adriaterhavet – hvor Wojtek pjaskede rundt med sine soldaterkammerater i det lune Middelhav og skræmte de lokale badegæster – fik polakkerne fra det 22. kompagni lov til at komme til Skotland som krigsveteraner.

I september 1946 sejlede Wojtek og hans venner fra Napoli til Glasgow. De polske veteraner og deres bjørn gik i procession gennem byens gader, hvor jublende skotter hyldede dem som helte. Bagefter blev de for en tid indlogeret i flygtningelejren Winfield Camp ca. 60 km sydøst for hovedstaden Edinburgh. Her fik Wojtek sin egen specialbyggede træhytte.

De lokale strømmede til for at se bjørnen, der nød både opmærksomheden og de besøgendes medbragte godbidder. Wojtek var især glad for tændte cigaretter, som han spiste i én mundfuld. Bjørnens soldaterkammerater brugte tiden på at lære engelsk, og efterhånden blev de integreret i det skotske samfund. Imens lakkede Wojteks tid som feteret maskot og krigshelt mod enden.

Den 15. november 1947 blev han kørt fra Winfield Camp til Edinburgh Zoo. Helt til sin død den 2. december 1963 vedblev Wojtek at være en særlig bjørn, der livede op, når hans tidligere soldaterkammerater kom på besøg – måske fordi de polske veteraner altid havde øl og cigaretter med til ham.