Blodbadet ved Rzjev krævede 1,5 millioner ofre
Kun 200 km fra Moskva har nazisterne i 1942 forskanset sig ved byen Rzjev. Truslen om et nyt angreb mod hovedstaden får Stalin til at beordre sin udpinte hær ud i en selvmorderisk offensiv. Tyskernes forsvar viser sig så indædt, at russerne efter få måneder giver området omkring Rzjev et passende navn: "kødhakkeren".

Vær klar! Lad geværet”. Boris Gorbatjevskij hører den ildevarslende ordre og føler sig pludselig helt alene i verden.
Et sted nogle hundrede meter fremme ligger “Hitlers bæster” i deres skyttegrave, hvor de har forskanset sig i månedsvis, uden at Den Røde Hær har kunnet trænge dem tilbage.
Den unge infanterisoldat ved, hvilken vej han skal, men han er naglet fast til jorden. Kvalmen vælder over ham. Han knuger sit gevær.
Infanteristen Gorbatjevskij befinder sig denne augustmorgen i 1942 ved en landsby sydvest for Rzjev nær Moskva med en decimeret deling og en division døde soldater.
Alligevel ruller sovjetiske kampvogne ud fra skovbrynet bag ham, og lyden af den første granat flænger morgenstilheden. Slaget – eller “kødhakkeren”, som Den Røde Hærs soldater kalder det – er i gang. Igen.
“Fremad, følg mig”, brøler en befalingsmand. Angstens sved løber langs hjelmens kant, men Gorbatjevskij tvinger sig selv op at stå. Række efter række styrter Den Røde Hærs soldater frem, vildt brølende det russiske kampråb:
“Urrah!”
De er halvvejs ude i terrænet, da tyskerne åbner ild: Gejsere af jord sprøjter op, og døde og levende slynges gennem luften. De sårede brøler efter hjælp. Midt i det hele hører Gorbatjevskij en hylende, rædselsvækkende lyd.
Et bombefly udstyret med en sirene dykker pludseligt og lader sin last falde. Øredøvende eksplosioner trykker luften ud af lungerne på Gorbatjevskij. Han er forvirret og spejder forgæves efter de russiske fly, der burde besvare ilden.
“Fremad, for satan”, brøler en officer, der endnu er i live, og igen styrter Gorbatjevskij direkte mod den tyske spærreild. Nogle af hans kammerater kaster op, mens de løber. Andre græder. De er ikke mange tilbage i Gorbatjevskijs linje, da han pludselig selv falder til jorden. Han er ramt af en granatsplint.
Trods de massive sovjetiske tab undrer det ikke Gorbatjevskij at se en ny bølge soldater blive drevet frem bag sig. Menneskeofringen har nu varet hele dagen, og tabene i den lasede og forsultne Røde Hær slår alle rekorder.
Men Gorbatjevskij har efterhånden forstået Stalins budskab: Tyskernes frontfremspring nær Moskva skal udslettes, koste, hvad det vil – også hvis prisen er Gorbatjevskijs eget liv.