Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Briterne bombede kz-fanger ved en fejl

4500 kz-fanger bliver bragt om bord på den gamle luksusliner “Cap Arcona”. De forhutlede fanger håber, at de snart sejler ud i friheden. Men håbet dør, da britiske bombefly åbner ild mod dem.

Scanpix/Corbis

På kajen i Lübeck myldrer det med kz-fanger svøbt i pjalter og iført stribede fangedragter. Udmagrede, afkræftede og næsten ude af stand til at stå på egne ben støtter de sig til hinanden, mens de venter på at blive sejlet ud på “Cap Arcona”. I horisonten kan fangerne ane den kolossale luksusdamper, som ligger for anker i Lübeck Bugt.

Ingen af fangerne ved med sikkerhed, hvad der skal ske, når de først er kommet om bord på “Cap Arcona”, men ifølge de rygter, der svirrer blandt den brogede flok af kvinder, mænd og børn, er redningen nu meget nær.

Efter at have overlevet ufattelige lidelser i måneder og år i koncentrationslejren Neuengamme ved Hamburg – eller i en af dens 90 filiallejre i det nordlige Tyskland – aner fangerne omsider et lille glimt af håb. “Cap Arcona” skal evakuere alle kz-fanger til Sverige, forlyder det, og det er kun et spørgsmål om tid, før de kan sejle til friheden, som venter på den anden side af Østersøen.

De første fyldte togvogne med tusindvis af udsultede kz-fanger ankom til havnekajen i Lübeck den 19. april 1945, og stadig flere togvogne ankommer i den følgende uge. Ud af dem kravler store flokke af skelettynde og syge mennesker. Nogle er så afkræftede, at de vælter ud af vognene og ned på jorden.

Adskillige af fangerne er omkommet undervejs, fordi de hverken har fået noget at spise eller drikke, men de, der har overlevet rædslerne, er ved bedre mod end længe. De er overbeviste om, at Hitlers storhedstid er forbi, at de allierede styrker har fået overtaget, og at befrielsen lurer lige om hjørnet.

Hvad fangerne ikke ved, er, at Heinrich Himmler, chefen for SS, har givet ordre om, at kz-fangerne under ingen omstændigheder må falde levende i fjendens hænder. Mens de allierede styrker dag for dag er rykket længere op gennem Tyskland, har nazisterne derfor rømmet koncentrationslejrene.

Nogle fanger er blevet sendt ud på lange dødsmarcher uden ende­mål, mens andre er drevet ind i kreatur- og godsvogne, der har fragtet dem længere nordpå til Lübeck. Endnu er deres skæbne uvis.

På “Cap Arcona”, en tidligere luksusliner, som nu er indlemmet i den tyske krigsmarine, har kaptajn Heinrich Bertram fået ordre om, at han skal tage kz-fangerne om bord: “Cap Arcona skal omgående gøres klar til modtagelse af nogle tusinde flygtninge fra koncentrationslejrene,” står der i en telegrafisk ordre, som han midt i april har modtaget fra SS-ledelsen.

Trapperne var belagt med persiske tæpper og væggene tapetseret med fin silke, da “Cap Arcona” i sin storhedstid sejlede rigmænd over Atlanten.

© Polfoto/topfoto

Luksusliner blev forvandlet til fangelejr

“Cap Arcona” bød på overdådige luksustogter, inden skibet i 1939 blev indlemmet i den tyske marine. Her blev de rige krydstogt-passagerer skiftet ud med sårede soldater og kz-fanger.

Da “Cap Arcona” den 19. november 1927 stævnede ud på sin jomfrurejse fra Hamburg til Buenos Aires i Argentina, var skibet fyldt med 1315 millionærer og velhavere.

Allerede inden den første sejlads havde skibet fået ry for at være det ypperste af det ypperste, og rigmænd stod i kø for at løse billet til det flydende palads med silketapetserede saloner, overdådige spisesale og skinnende luksusbutikker.

“Cap Arcona” – eller “Sydatlantens Dronning”, som luksuslineren også blev kaldt – var Hamburg-Sydamerikalinjens flagskib.

På de knap to uger, det tog at krydse Atlanten, kræsede en hærskare af besætningsmedlemmer om de rejsende, og på 1. klasse havde hver passager to tjenere til rådighed.

Stjernekokke tilberedte udsøgte måltider, massører lindrede ømme muskler, og når danse­orkesteret om aftenen spillede op til vals, fyldtes skibets festsal af mænd i kjole og hvidt og kvinder i lange aftenrober.

I dagtimerne kunne de rejsende tage sig et slag tennis eller en svømmetur i det indendørs bassin, hvis de da ikke foretrak af spadsere på promenadedækket eller nyde en kølig drink i en dækstol.

Da “Cap Arcona” den 25. august 1939 anløb kajen i Hamburg efter sin 92. returrejse over Atlanten, var eventyret slut. Krigen var brudt ud, og luksuslineren blev indlemmet i den tyske marine.

Det hvide skib blev malet mørkegråt som kamuflage mod luftangreb, og efter at have ligget i Hamburg i næsten et år blev “Cap Arcona” i november 1940 forlagt til Gdynia i det nuværende Polen, hvor det frem til den 31. januar 1945 fungerede som kaserneskib.

Herefter blev skibet anvendt til tyske flygtningetransporter og sejlede blandt andet civile og slagne tropper fra Østpreussen til det vestlige Tyskland og København.

Kaptajnen giver op

Indtil for nylig har Bertrams skib fragtet slagne tyske tropper fra østfronten tilbage til Tyskland, men nu ligger det for anker ud for Neustadt i Nord-tyskland. Det stolte skib med de tre karakteristiske skorstene er ikke længere skinnende hvidt, som da det sejlede i rutefart over Atlanten med pengestærke passagerer.

Nu er det malet mørkegråt, men trods mangel på vedligeholdelse er skibets glans bevaret. Rælingen er af mahogni og messing, bag beskyttende plader er ædeltræet og panoramavinduerne intakte, og indvendig oser skibet af eksklusivitet.

Tunge lyse­kroner hænger ned fra de høje lofter, tykke persertæpper dækker trapperne, og i salonerne er væggene beklædt med grøn silke.

Heinrich Bertram betragter sit skib som sit kongerige, og tanken om, at “Cap Arcona” skal omdannes til en flydende koncentrationslejr, byder ham inderligt imod. Både han og skibets ejer, rederiet Hamburg-Sydamerikalinjen, har gjort alt, hvad der har stået i deres magt for at passe på skibet.

Deres håb er, at det vil kunne sættes i rutefart igen, så snart krigen er ovre. Nu er fremtiden dog mere end usikker, og hverken Bertram eller rederiet kan få klar besked om SS-toppens planer med fangetransporten. Begge parter frygter, at skibet skal sænkes med mand og mus, men håber inderligt, at fangerne blot skal sejles til Sverige.

Igen og igen nægter Bertram at tage imod de påtvungne passagerer. Så fragtskibet “Athen” må vende tilbage til havnen i Lübeck med uforrettet sag, efter at det den 20., den 21. og den 24. april er sejlet op på siden af “Cap Arcona” for at aflevere sin last af fanger.

Bertram holder på sit: Der er ikke forsyninger om bord til så mange mennesker. Redningsudstyr og toiletter er der heller ikke nok af, påpeger han.

Den 26. april må kaptajnen opgive sin modstand. I en motorbåd ankommer SS-officeren Christoph-Heinz Gehring til “Cap Arcona”, og med sig har han et ultimatum: Kaptajn Bertram skal øjeblikkeligt give tilladelse til, at alle fangerne på “Athen” kan blive ført om bord. Ellers vil han blive skudt på stedet.

Kaptajnen indser, at løbet er kørt. “Jeg har en kone og to døtre, som jeg har ansvaret for. Derfor adlyder jeg denne vanvittige ordre,” svarer kaptajn Bertram modstræbende.

Fangerne er levende døde

På fragtskibet “Athen” ligger fangerne tæt. Med SS-vagternes aggressive råb og kæppeslag er de blevet gennet om bord på skibet, der skal føre dem ud til “Cap Arcona”.

Ved hjælp af falderebene er de klatret ned i de dybe lastrum, og mange er hårdt sårede efter at være styrtet ned fra stor højde, fordi de ikke har magtet at klamre sig til rebet. I de iskolde lastrum ligger fangerne i lag, ude af stand til at bevæge sig.

Mad og vand er der intet af, og eftersom de over 2000 mennesker i lasten ikke har adgang til toi­letter, er stanken infam.

Om eftermiddagen den 26. april lægger “Athen” endnu en gang til på siden af “Cap Arcona”, og denne gang tager kaptajnen og hans besætning som beordret imod den levende last.

Selv om “Cap Arcona” i flere omgange har sejlet med sårede tyske soldater fra fronten, og besætningsmedlemmerne derfor har set lidt af hvert, kommer det fuldstændig bag på dem, hvor slemt det står til med de mennesker, der nu skal om bord.

“De er levende døde, som vakler usikkert over landgangen, mens de støtter sig til hinanden. Kun få fanger lader til at være tyskere. Man hører russisk, polsk, tjekkisk og fransk – og mange andre sprog. Det er unge og gamle mennesker.

Eller ser de bare gamle ud? I hundredvis strømmer de om bord,” noterer chef­stewarden Fritz Schwarz, der har sejlet på “Cap Arcona” i 18 år.

Med forundring betragter fangerne den luksus, der stråler dem i møde på “Cap Arcona”. Deres magre hænder stryger hen over rælingens mahogni, og på rad og række vandrer de hen over de tykke tæpper, mens de skæver op mod lysekronerne og stirrer forskrækket på deres afpillede spejlbillede i de enorme spejle, der hænger overalt.

Kontrasten til kz-lejrenes usle barakker er overvældende, og fangernes øjne skinner, da det går op for dem, at de befinder sig på et flydende luksushotel.

cap arcona concentration camp steamer disaster bombing

Luksuslineren “Cap Arcona” havde rigelig med plads, men da den bliver læsset med tusindvis af kz-fanger, er der mangel på luft, mad og vand. Hurtigt begynder ligene at hobe sig op.

© Ullstein Bild

Lig ligger i bunker

I tre dage sejler “Athen” frem og tilbage mellem Lübeck og “Cap Arcona” med fanger, og den 29. april befinder der sig cirka 6500 fanger om bord.

Nogle bliver tildelt en luksus­kahyt med bad, men uden vand. Andre – fortrinsvis tilfangetagne russiske soldater – bliver spærret inde i det dybestliggende rum, som besætningen kalder “bananrummet”. Her er mørkt og fugtigt, og pladsen er så trang, at man ikke kan stå op. Frisk luft er der ingen af, og snart begynder de første at bukke under for iltmangel.

Hver dag ankommer en båd med drikkevand til “Cap Arcona”, og når den sejler tilbage igen, er dens lastrum fyldt med lig.

I mangel på mad og frisk luft dør folk i massevis, og bunker af nøgne, udsultede kroppe hober sig op på dækket. SS-vagterne mener, at ligene blot skal kastes over bord, men “Cap Arconas” besætning insisterer på, at de døde skal begraves på land.

Den 30. april 1945 lægger “Athen” endnu en gang til ved “Cap Arcona”. Denne gang kommer fragtskibet dog ikke for at aflevere, men for at hente fanger. SS-vagterne om bord på “Cap Arcona” har erkendt, at situationen er uholdbar: Skibet er for overfyldt, og stanken er så overvældende, at knap 2000 mennesker skal føres tilbage til “Athen”, har SS befalet.

Jublen bryder løs

I klart solskinsvejr kan de fanger, der er så heldige at have adgang til et koøje, skimte kysten, og hvert sekund håber de at få øje på de britiske kampvogne, som de ved er på vej.

Nyheden om, at britiske tropper er gået over Elben og har etableret et brohoved i Slesvig-Holsten, er nået ud til “Cap Arcona”.

Og da kaptajn Bertram om aftenen den 1. maj fortæller en fange, Erwin Geschonneck, at Hitler har begået selvmord, og at Den Røde Hær har erobret størstedelen af Berlin, breder budskabet sig som en løbeild.

Afslutningen på krigen er lige op over, fornemmer fangerne, og humøret om bord på skibet stiger mærkbart.

Den 2. maj lægger en motorbåd til ved skibet, og 22 unge SS-kvinder kommer om bord. Angsten står malet i deres ansigter, da de fortæller, at briterne nu er marcheret ind i Lübeck, som har overgivet sig uden kamp.

Allerede næste dag summer himlen af britiske fly, der i lav højde flyver over “Cap Arcona” og de andre tyske skibe, der ligger for anker i Lübeck Bugt.

Synet gør et voldsomt indtryk på fangerne, der myldrer op på dækket, hvor de jublende vinker til piloterne over deres hoveder. Den tyske besætning hejser lynhurtigt det hvide flag som tegn på overgivelse, og snart blafrer hvide lagner og håndklæder fra alle master og dæk på det enorme skib.

Briterne frygter naziflugt

Med bekymring har de allierede konstateret, at hele den nazistiske administration plus hær- og flådeledelsen er rykket op i det nordligste Tyskland for at undgå fjenden, der trænger stadig længere op gennem landet.

Hver dag kan britiske overvågningsfly rapportere om store koncentrationer af skibe i farvandet ud for Lübeck og Kiel, og de allierede frygter, at nazitoppen planlægger at flygte via Østersøen til Norge, som stadig er besat af tyskerne.

Den situation vil man for alt i verden undgå, og briterne forbereder sig derfor på at ødelægge skibene, inden de stikker til søs. Ingen aner, at flere af skibene er omdannet til flydende fængsler, for selv om en britisk spion i Lübeck har registreret fangetransporterne og forsøgt at viderebringe oplysningerne til sine overordnede, når informationen aldrig længere op i systemet til den britiske flyledelse.

Klokken fire om morgenen den 3. maj 1945 bliver Royal Air Force-eskadrillekaptajn Martin Rumbold vækket af en soldat, der stiller et krus te ved hans seng.

En time senere melder Rumbold klar i det operative center på flyvepladsen Ahlhorn, som ligger nær Oldenburg. Her orienterer en efterretningsofficer Rumbold og de syv andre piloter i eskadrillen om dagens angrebsmål: en skibskonvoj i Østersøen.

Den ordre, som Rumbold og hans folk modtager, lyder i al sin enkelhed: “Operativ kommando nr. 71. Luftfoto viser udvidede fjendtlige skibs­bevægelser, der udgår fra havnene i Slesvig-Holsten. Målet er i løbet af dagen at ødelægge disse skibskonvojer.”

Senere bliver piloterne i jeep kørt ud på landingsbanen til de otte ventende Hawker Ty­phoon-fly, som kort efter går på vingerne og et efter et bryder gennem det tynde skydække.

hawker typhoon squadron

Hawker Typhoon-bombeflyene, der sænkede “Cap Arcona” i Lübeck Bugt, blev taget i brug af britiske Royal Air Force i 1941. Hvert fly var udstyret med fire maskinkanoner og otte raketter og kunne bære to bomber på ca. 450 kg.

© Scanpix/Corbis

Helvede bryder løs

Klokken er 14.30 den 3. maj, da Rumbold og hans eskadrille nærmer sig “Cap Arcona”. Rumbold ænser ikke de mange jublende mennesker på skibet, og han bemærker heller ikke det hvide flag, der vajer fra masten, eller de hvide stofstykker, fangerne vifter med. Hans blik hviler koncentreret på sigtekornet, og da angrebsmålet er låst fast, afgiver han over radioen sin ordre: “Angrib.”

Umiddelbart efter begynder bomberne at hagle ned over “Cap Arcona”, der i et øjeblik ser ud, som om det bliver løftet op af vandet.

De otte fly angriber igen og igen, og snart er “Cap Arcona” forvandlet til en flydende ildkugle. Hele skibet ryster, og allerede da de første bomber falder, udbryder der panik og forvirring. Et angreb er det sidste, de ombord­værende har forventet, og i flere minutter høres kun detonationer.

Røg og sprængstykker, stole og borde, menneskedele, alt hvirvler gennem luften, og i skibssiden og på dækket gaber store huller efter træffere. I få sekunder bliver infernoet efterfulgt af stilhed, men roen er hurtigt afløst af skrig.

Skrækslagne begynder mange at springe over bord, og fra kahytterne styrter fangerne ud på gangene, hvor ilden allerede har godt fat. Som levende fakler myldrer de af sted i de røgfyldte korridorer, mens mange falder livløse omkuld på de glohede gulve.

Langt de fleste af de mennesker, der er spærret inde i “bananrummet” eller andre steder i skibets indre, bliver kvalt eller brænder ihjel allerede få minutter efter angrebet. Og selv de, der har held til at redde sig væk fra flamme­havet og op på dækket, er i livsfare:

De britiske fly vender igen tilbage, og denne gang skyder de med maskinkanoner ind i menneskemængden. “Pas på, der bliver skudt,” skriger nogle af fangerne, mens skuddene hamrer ned og dræber på må og få.

Branden er nu helt ude af kontrol. Kun i forstavnen har ilden endnu ikke fået fat. Fra alle retninger kravler og løber folk derfor hen mod denne del af skibet. Enhver, som falder, bliver trampet ihjel i trængslen, og mens temperaturen hele tiden stiger, og røgen bliver mere og mere kvælende, vælger i hundredvis at kaste sig i havet, fordi de ikke ser nogen anden udvej.

Fangen Aleksander Mach­new forsøger at kæmpe sig igennem menneskemængden, der uden håb afventer skæbnen.

Han fortæller: “Jeg maser mig gennem dem i skibets venstre side og ser, at der svømmer mennesker omkring dybt under os. Nogle synker, andre griber ud efter dem, der svømmer ved deres side, og sammen synker de i dybet.

I panikken er ingen længere i stand til at mase sig op fra de dybereliggende dæk. Den ene står i vejen for den anden. Oppe fra dækket kaster vi et tov ned, men alle griber straks ud efter det. Således bliver det umuligt at hive kammeraterne op enkeltvis. Vi har kun en enkelt spand i et tov, som er langt nok til at kunne nå ned til vandet.

Men flammerne nærmer sig allerede lugen. Ilden griber fat i hundredvis af kammerater. De vilde skrig smelter sammen til et eneste brøl. Mennesker brænder for øjnene af de kammerater, der står højere oppe. Og der er ingen muligheder for at redde de brændende.”

En anden af fangerne, Heinrich Mehringer, er klemt fast i menneskemængden, da flammerne som en stormbølge vælter ud fra skibet.

“Ilden æder så hurtigt af træværket, at mange bliver indhentet af ilden, inden de når at forstå, hvad der sker. Jeg selv brænder allerede på ryggen og på hovedet, men af lutter ophidselse oplever jeg ikke ilden som særlig varm, snarere som kold.

I sidste øjeblik får jeg øje på et jernrør over mig, et rør, som bliver brugt til at spænde solsejlet ud med. Ved at strække armen kan jeg lige netop nå røret, og med en overmenneskelig anstrengelse trækker jeg mig op.

Sådan kommer jeg til at stå på de mange sammen­masede menneskers hoveder. En halv snes mænd er så heldige, at de kan gøre det samme som mig.

Derefter tager ildhavet kontrollen, og ild og mennesker er nu fuldstændig smeltet sammen. Vi løber for livet på folks hoveder, som var det brosten. Menneskene under os står så tæt mast sammen, at vi slet ikke kan presse os ned mellem dem.

Ved rælingen klatrer vi over bord og ned på et lille mellemdæk, hvor der allerede står 300 mennesker. På dækket over os brænder alle kammerater. Kort efter kan ilden ikke finde mere næring. Der er blevet dødstille.

Så snart det er muligt, forsøger vi at se os om. Det er et frygteligt syn. Flere end 200 brændte, forkullede mennesker er svejset sammen til en klump, og en forfærdelig stank strømmer ud derfra.”

Overalt hober forkullede lig sig op, og selv i koøjerne hænger døde kroppe, som er klemt fast i forsøget på at flygte. Nogle af fangerne er så magre, at de er sluppet ud gennem koøjerne, mens andre er blevet hængende. Deres overkroppe rager ud af de runde vinduer, men underkroppen er brændt inde i rummet.

Heller ikke de fanger, der er sprunget i havet, har store overlevelseschancer. Cirka 50 meter fra “Cap Arcona” ligger tre rednings­både, men her står folk så tæt, at bølgerne er ved at slå ind over tofterne.

Omkring 1500 mennesker mistede livet, da “Titanic” sank i 1912. Tabstallet på “Cap Arcona” var næsten tre gange højere.

© AKG-Images

Cap Arcona var kulisse for tysk Titanic-film

Den tyske propagandaminister Joseph Goebbels beordrede i 1939 en storstilet filmatisering af Titanic-katastrofen. Filmen skulle vise, hvor korrupte briterne var. “Cap Arcona” blev valgt som kulisse.

Adskillige af de rædselsscener, der udspillede sig på “Cap Arcona” den 3. maj 1945, havde allerede én gang tidligere fundet sted på selv samme skib, blot i fiktionens verden.

Da propagandaminister Joseph Goebbels – der også var leder af Tysklands filmindustri – i 1939 havde læst romanen “Titanic – En Atlantkæmpes tragedie” af tyskeren Josef Pelz von Felinau, hyrede han sin landsmand Herbert Selpin til at instruere en film om tragedien i 1912, hvor cirka 1500 passagerer mistede livet.

Tanken var, at filmen skulle vise, hvordan et bundkorrupt Storbritannien satte penge over menneskeliv, mens en enkelt hæderlig mand – en tysker – forsøgte at forebygge et forlis ved at advare om isbjerget forude.

Det luksuriøse “Cap Arcona” blev valgt som kulisse til storfilmen, som var den hidtil dyreste tyske produktion. Optagelserne om bord på “Cap Arcona” trak imidlertid ud, blandt andet fordi krigsskibe i nærheden igen og igen kom med på billederne.

Til sidst mistede Goebbels tålmodigheden med Selpin, der under indspilningen adskillige gange i fuldskab havde omtalt den nazistiske krigsmaskine som “lortehæren” og “lorteflåden”.

På Goebbels’ ordre blev Selpin arresteret, og dagen efter døde han. Ifølge Gestapos officielle erklæring hængte han sig i sin celle.

En ny instruktør fik herefter til opgave at færdiggøre filmen, der skulle have premiere i begyndelsen af 1943. Men natten før den store begivenhed blev den biograf, der skulle vise filmen, bombet, og premieredatoen udskudt på ubestemt tid.

“Titanic”-filmen blev første gang vist i Paris i november 1943, men i Tyskland rullede den aldrig over lærredet.

Goebbels endte med at forbyde filmen, for i lyset af de allieredes tæppebombardementer i Tyskland mente han, at det tyske folk havde brug for at se lystspil i stedet for katastrofefilm.

Desuden satte filmen efter hans mening enkelte briter, heriblandt en telegrafist, i et alt for fordelagtigt lys.

Redningsbådene kæntrer

I vandet ligger en masse mennesker, der krampagtigt holder fast i rælingen på redningsbådene. Kampen om overlevelse er nådesløs, fortæller Heinrich Mehringer:

“De, der er kommet om bord, tramper på hænderne og hovederne af dem, der svømmer i vandet. Næsten samtidig kæntrer to af redningsbådene, og med ét ligger alle de reddede igen i vandet.

Det er utænkeligt at rette bådene op igen, for ingen hører efter, hvad de andre siger, og enhver gør, hvad han mener er nødvendigt for at redde sig selv. En del mennesker svømmer hen til den tredje båd, som så også kæntrer på grund af tilstrømningen.

På denne årstid er vandet meget koldt (cirka 10 grader, red.), og da de udsultede fanger ikke har nogen modstandskraft, bliver de hurtigt stive i alle lemmer. Nogle er sprunget fra borde med redningsveste.

Men med en faldhøjde på omkring 20 meter skal selv en god svømmer være heldig for at nå vandet uskadt. Jeg ser en levende sejle omkring på én, der allerede er død. Redningsvesten holder dem begge oven vande.”

Over promenadedækket forsøger en snes mænd at frigøre endnu en redningsbåd, men røgen smyger sig tæt om dem, og de famler i blinde. Båden hænger skævt i tovene med stævnen nedad, men alligevel springer adskillige om bord.

Pludselig bliver et af tovene brændt over, og de folk, der har sat sig til rette, styrter hvinende i dybet. Så knækker også det forreste reb, og redningsbåden falder ned i hovedet på de mennesker, der kæmper for livet i havet.

De redningskranse, som bliver kastet i havet, forvandler sig til dødsfælder, fordi de synker ned med de mennesker, der hager sig fast til dem, fortæller den russiske fange Aleksander Machnew:

“I takt med at kransene dukker op til overfladen igen, svømmer mennesker til fra alle sider i håbet om at redde livet. Men kransene bliver igen overbelastet af klumpen af mennesker, der klamrer sig fast og synker. Ved denne katastrofe trækker to små kranse flere hundreder mennesker i dybet.”

Tyskerne bliver reddet

I løbet af eftermiddagen æder ilden sig gennem hele skibet, og langsomt begynder “Cap Arcona” at lægge sig på siden.

Fangen Alfred Knegendorf fornemmer, hvor det bærer hen, og af alle kræfter holder han fast om rælingen, mens han venter på, at skibet kæntrer endnu mere. Så lader han sig glide ned og sætter sig på den glohede køl, hvor han snart får selskab af andre overlevende fanger, der har kæmpet sig op fra det kolde vand.

Hele eftermiddagen sidder de på skibssiden, sårede og udmattede, mens de venter på at blive reddet. Stimer af lig flyder forbi i havet, og fortvivlede og hjælpeløse iagttager de overlevende de medfanger, der endnu kæmper for livet i det iskolde hav.

Efter det, der synes som en evighed, dukker hjælpen tilsyneladende op. Små fartøjer kommer til syne i horisonten, og de mennesker, der stadig formår at klamre sig til livet, ånder lettet op. Men håbet dør hurtigt. “Kun tyske soldater kommer om bord,” råber en tysk officer i mega­fon til de skibbrudne.

Med gru iagttager russeren Aleksander Mach­new, hvordan tyskerne skubber fangerne til side. “De slår dem, der holder sig fast på kanten af båden, over fingrene, og så støder de dem ubarmhjertigt ud i vandet. Da stadig flere hager sig fast til båden, begynder de at fyre løs. De skyder alle dem, der flyder omkring i vandet, og lydløst synker de til bunds.”

Mens maskingeværsalver blander sig med dødsrallen, bliver eftermiddag til aften. På skroget af det kæntrede skib sidder stadig hundredvis af mennesker og venter, uden at vide om det er på døden eller på deres redningsmænd. I mørket kan de pludselig høre en motorbåd, der kommer nærmere. Det er slæbebåden Neustadt, som et britisk redningshold har sat ind i forsøget på at finde overlevende.

“For at nå over til slæbebåden må vi løbe hen over det brandvarme vrag. Skibssiden er så varm, at vi er nødt til at springe fra bræt til bræt, og det sidste bræt skal lægges foran det forreste, for at vi kan bruge det.

Alle hjælper til, og til sidst er selv den svageste flyttet,” fortæller fangen Heinrich Mehringer og fortsætter: “Efter en halv times sejlads lægger slæbebåden til ved kajen i Neustadt, som briterne nu har indtaget. Temmelig bløde i knæene går vi i land. Efter hinanden, i gåsegang. Nu, hvor vi har fast grund under fødderne, er vi omsider fri.”

Få dage senere kommer freden til Europa, og midt i glædesrusen bliver katastrofen i Lübeck Bugt trængt i baggrunden. Men en liste over de reddede og de døde taler sit eget tydelige sprog om det helvede, som de britiske piloter i første omgang betegnede som “et strålende angreb”.

Af de omkring 4500 kz-fanger på “Cap Arcona” overlever kun 350. Og af de i alt 670 vagter, SS’ere, marineinfanterister og besætningsmedlemmer, som befandt sig på skibet, bliver 490 reddet, heriblandt kaptajn Bertram. Han havde frygtet, at nazisterne ville tilintetgøre skibet. I stedet blev det de allierede, der med skæbnens grummeste ironi sendte deres egne i døden.

Læs også:

Søfart

Titanic sank efter en brand ombord

2 minutter
Rigsdagen Berlin nazister
Historiske guider

Branden sikrede nazisterne magten

4 minutter
Kriminelle

Hvor mange fanger flygtede fra Alcatraz?

3 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul