Bombefly bomber Gestapo-hovedkvarteret

Britisk bombetogt mod København endte katastrofalt

2. verdenskrig er nær sin afslutning, men i Danmark er nazisterne i 1945 ved at knuse modstandsbevægelsen. Britiske fly bliver bedt om at udføre et dristigt angreb på Gestapos hovedkvarter i Shellhuset.

2. verdenskrig er nær sin afslutning, men i Danmark er nazisterne i 1945 ved at knuse modstandsbevægelsen. Britiske fly bliver bedt om at udføre et dristigt angreb på Gestapos hovedkvarter i Shellhuset.

Tage Christensen/Ritzau Scanpix

Syv britiske kampfly drøner den 21. marts 1945 ind over København. Mosquito-bombeflyene flyver blot få meter over hustagene, og de brølende motorer chokerer folk på gaden i det besatte Danmarks hovedstad.

Anspændte spejder piloterne efter deres næste pejlemærke: Det Ny Teaters karakteristiske kuppel.

Over baneterrænet nær Enghave Plads ser kaptajn Mac Hetherington, at oberstløjtnant Kleboes bombefly ved siden af ham pludselig skifter kurs og forsvinder i retning af Vesterbro og Frederiksberg.

”Så forsvandt flyet bag os, idet Henderson og jeg instinktivt kastede vores maskiner til styrbord (højre, red.). Vi anede ikke, hvad der var sket, og der var heller ikke tid til at tænke på det. Nu så vi Det Ny Teater. Der skulle vi dreje på ny”, forklarer Hetherington senere.

“Det var barskt vejr den dag med hård vind. Skumsprøjt blæste op fra havet, vores forruder blev dækket af salt”. Edward Sismore, navigatør i det forreste bombefly.

De resterende seks bombefly jager hen over teatrets kuppel. Efter at de er drejet til venstre, kommer Skt. Jørgens Sø til syne, og længere fremme dukker målet op.

Tyskerne har malet det hvide Shellhus over med grønne og brune striber, som skal gøre bygningen mindre synlig fra stor højde. For piloterne få meter over Københavns tage gør camouflagen blot Gestapos hovedkvarter lettere at genkende.

Piloterne rækker ud efter udløseren til de to 225-kg’s bomber, som hvert fly bærer i lasten. I de følgende minutter vil en militær triumf og en grufuld tragedie udfolde sig i det komplet overrumplede København. Mens danskerne sætter sig til bords for at spise frokost, finder 2. verdenskrigs blodigste angreb på dansk grund sted.

Danskerne vil ofre deres egne

Bombeflyenes togt ind over København var en bestillingsopgave. I foråret 1944 præcisionsbombede det britiske luftvåben, Royal Air Force (RAF), et tysk fængsel i Frankrig samt et Gestapo-hovedkvarter i Holland, hvorefter begejstrede danske modstandsfolk bad om tilsvarende aktioner i Danmark.

Shellhuset tortur

Gestapo hængte bl.a. fanger op i en tommelfinger, indtil den gik af led.

© Scanpix Danmark/Ritzau Scanpix

Danske modstandsfolk tryglede om hjælp

En effektiv Gestapo-offensiv truede med at optrævle hele den danske modstandsbevægelse, netop som krigen var på vej ind i sin afgørende fase.

Danmark blev allerede besat af Nazityskland den 9. april 1940. Længe fik dansk politi lov til at stå for opretholdelsen af lov og orden, men det ændrede sig 19. september 1944.

Denne dag internerede tyske tropper de danske betjente, i stedet overtog nazisternes hemmelige politi, Gestapo, opgaven. Og tyskerne var anderledes opsatte på at jage modstandsfolk.

Efter en måned fangede tyskerne Mogens Fog, en af modstandsbevægelsens topfolk. Derefter fulgte en intensiv menneskejagt på Flemming B. Muus, som var briternes repræsentant i Danmark.

Efter Muus’ flugt ud af landet fulgte en fredeligere periode, men det var blot, fordi Gestapo samlede informationer. I februar 1945 satte tyskerne en storoffensiv ind, hvor de bl.a. arresterede hele den københavnske modstandsledelse.

Gestapos succes svækkede modstandsbevægelsen og bragte samtidig tusindvis af andre danskere i fare. Modstandsbevægelsen var i gang med at udruste såkaldte ventegrupper, som skulle rejse sig til opstand, hvis det blev nødvendigt at befri Danmark med våbenmagt.

Ventegrupperne talte næsten 40.000 mand, og de skulle skabe et brohoved ved København, så den svensk-trænede Danske Brigade kunne gå i land. Navnene på de mobiliserede oprørere risikerede at falde i Gestapos hænder, hvis der ikke snart blev gjort noget drastisk mod tyskernes hovedkvarter.

Bønnen blev hørt, da Mosquito-bombefly slog til mod Gestapos kontorer i Aarhus den 31. oktober 1944. Angrebet var RAF’s mest vellykkede under krigen, og i en radiomelding opfordrede den danske modstandsbevægelse til, at briterne også bombede nazi-organisationen i København.

Den britiske chef-navigatør Edward Sismore lagde derefter en slagplan ud fra kort, fotografier og informationer om tyske luftværnsstillinger, som danske modstandsfolk forsynede ham med.

Hans drejebog for “Operation Carthage”, som aktionen blev kaldt, var parat den 19. januar 1945. Den forudså tab blandt uskyldige civile og de modstandsfolk, som tyskerne holdt fanget i Shellhuset, men for danskerne vejede Gestapos trussel mod tusindvis af modstandsfolk tungere.

En radiomelding fra København gav grønt lys for aktionen den 5. marts. Nu var det op til meteorologerne at afgøre, hvornår flyene kunne lette.

Træfly var briternes problemknuser

Utålmodige danskere pressede Basil Embry, der var chef for RAF’s jagerfly, for at få ham til at sende sine piloter afsted. Men Embry holdt hovedet koldt.

“De råbte på det her angreb, men jeg ville ikke give mig. Jeg sagde: Hvis vi angriber, og vi kommer inden for 30 miles (48 km, red.) af målet, og vi så ikke kan finde det, får I ikke en chance til, for så er tyskerne advaret”.

Efter to uger lovede vejrmeldingerne omsider 48 timer med godt vejr, som aktionen krævede. “Operation Carthage” kunne gå i gang.

Luftstyrke sniger sig mod målet

Opgaven blev overdraget til den del af RAF, som gik under betegnelsen “No. 140 Wing”. Den 20. marts 1945 fik besætningerne hver detalje i slagplanen gennemgået tre gange, og de nærstuderede målet ud fra fotografier og en træmodel af det centrale København.

Tidligt næste morgen er No. 140 Wing klar til at lette fra en flyveplads nær London. Inden maskinernes motorer starter, lytter piloter og navigatører til den danske agent Svend Truelsen.

Han fortæller dem, hvordan Gestapo jagter den danske modstandsledelse, og at det er strengt nødvendigt at slå igen. Ingen bekymringer om civile tab eller fangerne i Shellhuset må holde piloterne tilbage.

FILMTRAILER: Se Shellhuset-angrebet i biografen

Kl. 8.30 går de første fly på vingerne. 20 Mosquito-bombere deltager, hvoraf to medbringer film-kameraer, og de bliver eskorteret af 31 Mustang-jagere. Flyvergeneralen Basil Embry er med – selvom han i kraft af sin høje rang har forbud mod at deltage i risikable operationer.

Da styrken når ud over Nordsøen, går piloterne ned i lav højde for at skjule sig for tyske radarer. Højden giver imidlertid problemer.

“Det var barskt vejr den dag med hård vind. Skumsprøjt blæste op fra havet, så vores forruder blev dækket af salt, og det var meget svært at se. Der var kraftig turbulens”, forklarer Edward Sismore, der er med som navigatør i det forreste bombefly.

Efter to anstrengende timer drøner briterne ind over den danske vestkyst ved Hvide Sande. Chef-navigatøren Sismore har valgt dette punkt, for her står det tyske luftforsvars kanoner mest spredt.

I en højde af blot 20-25 m over jorden kan han bruge kirketårne i landskabet til at vise vej, men samtidig udgør højspændingsledninger og trætoppe potentielle dødsfælder. Tre Mustang-jagere må vende om, fordi de bliver beskadiget i sammenstød med opskræmte fugle.

VIDEO: Se Mosquito-flyene på vej mod København (50 sek.)

Over Vestsjælland deler styrken sig i tre bølger, som skal slå til med ét minuts mellemrum. Målet nærmer sig i det fjerne.

Fanger gætter deres skæbne

Inde i Shellhuset lever de danske fanger i daglig angst og kedsomhed. De er fordelt på 22 trange celler oppe under taget, hvor kun små skråvinduer slipper en smule lys ind, og deres kontakt til omverdenen er begrænset til et enkelt brev hver 14. dag.

Nogle keder sig så desperat, at de sågar ser frem til afhøringerne – også selvom de risikerer tortur med brændende cigaretter og grusomme tæv, når tyskerne vil tvinge hemmeligheder ud af dem.

Samtidig må frihedskæmperne frygte at blive henrettet af tyskerne – eller dræbt af britiske bomber. Fangerne har alle hørt om luftangrebet mod Gestapo i Aarhus et halvt år tidligere, hvor det var lykkedes at bombe to ledende frihedskæmpere ud i friheden, mens en tredje mistede livet.

VIDEO: Derfor faldt adskillige bomber over en skole

Politibetjent og modstandsmand Christen Lyst Hansen gætter derfor straks sammenhængen, da hans ører opfatter støj udefra.

“Pludselig hørte jeg voldsom motorlarm og knitren af maskingeværer. I samme nu sprang jeg op. Jeg var ikke i tvivl om, hvad der ventede os under taget – maskingeværkuglerne, der knaldede mod mure og tagbelægning, varslede om et allieret angreb på Shellhuset”.

Lyst Hansen kan intet gøre ud over at lytte og afvente sin skæbne. Første angrebsbølge fra No. 140 Wing sværmer om bygningen.

“To maskiner dykkede, så kom en hvinende lyd, der afløstes af to voldsomme eksplosioner. Hele huset svajede, kalkstøv gjorde det næsten umuligt at se fra den ene ende af cellen til den anden; min seng dansede ud over gulvet, og alt løst i cellen røg omkring mig”.

Flere drøn følger i hurtig rækkefølge, da de øvrige fire Mosquito-fly smider deres last. Hvert fly bærer to bomber på 225 kg, som hamrer ind i samme side af bygningens mure med dødbringende præcision.

Modstandsfolk undslap

Fem af Shellhusets celler vender ud mod den side af bygningen, som de britiske bomber rammer. Her bliver i alt seks fanger dræbt på stedet, og en syvende lider samme skæbne i et afhøringslokale nedenunder.

Bombefly over København

Det lykkedes en ukendt fotograf at tage et billede af de britiske bombefly på vej ind over Københavns tage.

© Ritzau Scanpix

Tre overlevende danskere rejser sig op på femte sal og er pludselig omgivet af flammer, men de finder et par læderbælter og bruger dem til at klatre ned med ad bygningens yderside til etagen nedenunder.

Herfra er alle flugtveje dog spærrede, så de har valget mellem at brænde inde eller springe ud fra over 15 meters højde. Den konservative folketingsmand Poul Sørensen er blandt dem:

“Vi kravlede ud af vinduerne og hang i armene. Så svingede vi med kroppen og sprang. I det øjeblik, jeg landede på gaden, gav det et mægtigt chok i mig. Det var, som alt vejret var slået ud af mig. Et øjeblik var jeg bedøvet, men ikke bevidstløs”.

En af de andre modstandsfolk dør af den hårde landing på fortovet. Sørensen og hans overlevende medfange er stadig forkomne, da nogle hjælpebetjente i Gestapos tjeneste – de såkaldte hipoer – slæber dem bort.

Sårede og forbrændte mennesker vakler ud af bygningen. Ud over indespærrede modstandsfolk omkommer 26 af Gestapos ansatte samt 25-30 af deres danske håndlangere. Mellem 16 og 21 civile danskere, som havde ærinder i bygningen, dør også.

Som håbet ødelægger brand og eksplosioner tyskernes arkiv over modstandsbevægelsen – sagsmapperne forvandles til aske, der regner ned over gaden.

Mosquito fly

I hvert Mosquito-fly sad to mand: En pilot og bag ham flyets navigatør.

© Royal Air Force Museum/Getty Images

Imens fortsætter en desperat flugtaktion indenfor i flammehavet. Bomberne har svækket Shellhusets mure så meget, at modstandsmanden Christen Lyst Hansen kan vriste sin celledør op.

Ude på gangen tager han nøglerne fra en ældre og meget fortumlet tysk vagt. Herefter låser danskeren alle celledøre op, og snart har en hel kolonne af fanger kurs mod nærmeste trappe, hvorfra de når ned i gården og via en passage kommer ud til gaden. Lyst Hansen og to andre fanger danner bagtrop:

“Kalk og røg stod nu som en tyk sky omkring os – ude på gaden var intet menneske at se. De tyske vagtposter var væk eller dræbt, og selvom der fra den anden side af bygningen lød enkelte skud, gik vi ganske ugeneret ud over fortovet og gennem pigtrådsspærringen, der var den sidste hindring, før vi var i frihed”.

Christen Lyst Hansen undslipper sammen med 17 andre fanger. Ingen af dem ville formentlig have overlevet, hvis ikke en frygtelig misforståelse havde ført de britiske bombeflys anden angrebsbølge på afveje.

Shellhuset brænder

Gestapo konfiskerede benzinkæden Shells hovedkontor i København, da Danmark blev besat. I det såkaldte Shellhus forhørte og torturerede tyskerne danske modstandsfolk.

© Frihedsmuseet

Under første angrebsbølges indflyvning var oberstløjtnant Peter Kleboes Mosquito pludselig drejet til venstre, og de andre besætninger tabte den af syne.

Kursændringen skyldtes, at bombeflyet havde strejfet et af jernbanens signaltårne. Kleboe mistede kontrollen over sit fly og styrtede ned i et garageanlæg 1,7 km fra Shellhuset.

Røgsøjle sender fly på afveje

Nær vraget af det brændende fly ligger Frederiksberg Gymnasium, hvor eleverne straks flygter mod kældrene. Luftalarmer er grundigt indøvet på alle danske uddannelsessteder, og ligesom sine kammerater holder teenageren Pelle Sadolin sin skoletaske over sig som skjold mod glasskår og granatsplinter.

“Da vi var kommet ud af klasseværelset og stod på øverste trappeafsats, så vi et fly komme lige mod os under et dyk, så det smide et par små sorte tingester, hvorefter der kom et ordentligt brag”.

Bisættelse af gestapo

Tyskerne løj om deres tabstal, men et fotografi fra bisættelsen viser en lang stribe kister. Nogle historikere mener, at Gestapo mistede 55 mand under angrebet.

© Scanpix Danmark/Ritzau Scanpix

Flyet er en del af briternes anden angrebsbølge, som flammer og røg fra Kleboes brændende maskine lokker til den forkerte bydel. Besætningen i Mosquito-bomberen har kun få sekunder til at bedømme situationen. Piloten antager, at de er over Shellhuset, og slipper sin last.

Til alt held rammer ingen af bomberne Sadolin og hans gymnasiekammerater, som når ned i kældrenes relative sikkerhed. I stedet indtræffer katastrofen på den nærliggende katolske pigeskole, Institut Jeanne d’Arc – i folkemunde kaldet “Den Franske Skole”.

Evakuering fører børn i dødsfælde

529 børn, nonner og lærerinder befinder sig i skolen denne dag. Også her udløser støjen fra Kleboes styrt en evakuering. Den ansvarlige for skolens ældste børnehavebørn, søster Edith, siger roligt:

“Så børn, nu stiller vi pænt op på to rækker. Vi skal i kælderen”.

Skolepiger og børnehavebørn myldrer ned ad trapperne mod kælderlokalerne, som er udpeget til beskyttelsesrum. Her befinder mange sig, da en bombe slår ned og får trappeskakten til at styrte sammen over dem.

Den franske skole

Institut Jeanne D’Arc – i daglig tale kaldet Den Franske Skole – lå på Frederiksberg, 1,7 km fra Shellhuset.

© Royal Library, Copenhagen

Søster Helene befinder sig midt i infernoet:

“Efter de første sekunders rædsel, som fuldstændig havde lammet børnene, begyndte en skrigen og jamren, jeg aldrig i mit liv vil glemme. Undertrykte, halvkvalte rædselsskrig, der kom nede under murbrokkerne, råben efter Far og Mor, på Jesus og Jomfru Maria”.

Seks-årige Hanne Park er også blandt de indespærrede:

“En søster lagde sig over mig for at beskytte mig mod nedfaldende murbrokker. Lidt senere blev vandrørene sprængt af endnu en bombe, og kælderen blev oversvømmet af det varme radiatorvand. Søsteren løftede mig oven på sig for at holde mig oppe af vandet”.

Den nye eksplosion er udløst af en bombe fra tredje angrebsbølge, som overflyver skolen. Flybesætningerne kan knap se noget i den tætte røg, men seks ud af syv piloter kaster deres last på må og få i retning af det, som de tror er målet.

Bomberne slår ikke blot ned i skolen, men også i Frederiksberg Gymnasium og boligkvarteret rundt om.

Nonne ofrer livet

Mens børn og nonner vakler ud af Den Franske Skole, strømmer københavnerne til for at hjælpe.

VIDEO: Se de sjældne billeder fra katastrofen på Frederiksberg

Forældre, brandfolk og endda voldsmændene fra Hipokorpset slutter sig til den desperate kamp for at redde de hundredvis af børn, som stadig er fanget i ruinerne.

Imens er aktionen mod Shellhuset forbi – de britiske fly vender om og flyver tilbage mod England.

I løbet af de næste timer dør flere ofre i Den Franske Skole. Nonnen under lille Hanne Park drukner, mens hun forsøger at holde den seks-årige pige over vandet i bunden af den sammenstyrtede kælderskakt. Længe sidder pigen alene i mørket, indtil lyde når hende udefra.

“Jeg hørte nogen sige: ‘Der er noget, der bevæger sig’. En anden sagde: ‘Jeg tror ikke, der er mere her’. Så bevægede jeg igen hånden lidt. Så begyndte de at grave forsigtigt. De kom frem til mit ansigt. De talte til mig, men jeg var helt tør i munden, fordi jeg ikke havde fået noget at drikke i 12 timer, og kunne ikke sig noget”.

Snart bliver hun gravet helt fri og båret ud af bygningen.

Hanne Park er en af blot fire overlevende fra en klasse på 25 piger. Også søster Helene slipper op fra kælderskakten i live og køres til hospitalet.

Tragedie blev sløret med myte

RAF’s No. 140 Wing har mistet ni mand i aktionen mod Shellhuset. Otte modstandsfolk er også døde, mens endnu flere undslipper med livet i behold, og deres redning medfører, at en myte bliver født: Deres flugt bliver beskrevet som en del af slagplanen.

Det hedder sig, at RAF bevidst sigtede efter Shellhusets nedre etager, så Gestapo-folk blev dræbt, mens modstandsfolkene oppe under taget skulle slippe uskadt.

I virkeligheden var fangerne på forhånd blevet afskrevet som nødvendige ofre – kun katastrofen ved Den Franske Skole reddede dem.

Fordi halvdelen af de britiske bomber ved et uheld ramte skolen, blev 86 børn føjet til tabslisten i stedet for. I alt fem steder blev bombet under angrebet, og 250 mennesker mistede livet – heraf 125 civile.

Basil Embry og nonne

Flyvergeneral Basil Embry rejste til Danmark efter befrielsen. Her mødtes han med overlevende nonner fra Den Franske Skole.

© Nationalmuseet, Danmark

Dræbte skolebørn tyngede samvittigheden

Efter bombetogtet mod København måtte piloterne leve med, at de havde slået børn ihjel. Byrden blev ikke lettere af, at ingen bebrejdede dem.

Piloterne fra Royal Air Force havde fået forklaret, hvorfor bombetogtet mod Shellhuset var nødvendigt. De vidste også, at den danske modstandsbevægelse ønskede aktionen, selvom civile tab måtte påregnes.

Alligevel var der ingen tvivl om, at det var piloternes fejl, som slog 86 skolebørn ihjel. Det glemte manden bag den britiske slagplan, Edward Sismore, aldrig:

“Jeg synes stadig, det er svært at sige, om det var en succes eller ej. For hvordan tager du børns liv med i det regnestykke?”

Efter krigen rejste han og de andre piloter til København for at besøge stedet, hvor tragedien havde udspillet sig. Anført af RAF-chefen Basil Embry lagde de en krans ved Den Franske Skole. Bagefter talte de med overlevende nonner og forældre til nogle af de dræbte børn.

“Det var den mest rørende situation, jeg nogensinde har befundet mig i, for forældrene var så stærke og tilsyneladende så forstående. De blev ved med at sige: ‘Vi forstår. Vi ved, at det måtte gøres’. Jeg fandt det svært at bære”.

“Operation Carthage” blev gennemført for at redde modstandsbevægelsen og den væbnede opstand, som om foråret eller sommeren skulle bane vej for befrielsen.

I marts 1945 kunne ingen dog vide, at opstanden aldrig ville blive nødvendig, for tyskerne i Danmark kapitulerede uden kamp den 4. maj 1945.