"Good evening!” lyder det med syngende irsk accent.
I det samme bliver døren til den bræddehytte, der udgør messen på den tyske Tamet-flybase i Nordafrika, sparket ind.
De forsamlede tyske og italienske piloter i messen kigger forskrækket op fra deres spillekort og snapseglas.
Det er december 1941. Ørkenræven, Erwin Rommel, og hans tyske Afrikakorps er for første gang drevet på tilbagetog under en storstilet britisk offensiv.
De dårlige nyheder fortrænger piloterne med brændevin – de kan umuligt forestille sig, at der er fare på færde her, flere hundrede km fra kamphandlingerne.
Men nu myldrer de ni fremmede ind i messen. De ligner vildmænd med uplejede fuldskæg, støvede britiske uniformer og beduin-tørklæder på hovedet.
Ingen af de tyske piloter ved, at de beskidte briter tilhører en nystiftet kommando-styrke med navnet SAS – Special Air Service.
For et par uger siden blev SAS-soldaterne sendt langt ind bag fjendens linjer for at skabe kaos på de tyske og italienske flybaser.
Det er den højeste af dem, anføreren Paddy Mayne, der har sparket døren ind og brølet “Good evening!”.
Nu peger han på de forsamlede piloter med en Colt 45-pistol. Mændene ved hans side er bevæbnet med maskinpistoler, de såkaldte Tommy Guns.
Herefter går tiden i stå, mens de to grupper af mænd tavst stirrer på hinanden.
Stilheden bliver først brudt, da en tysk pilot pludselig rejser sig. Paddy Mayne tøver ikke. Hurtigt retter han pistolen mod ham og skyder.
Herefter retter han pistolen mod den næste pilot. Også han bliver skudt, og så bryder helvede løs.
Sikke et syn. Fly, der eksploderede over det hele, mikset med benzin og bomber, der sprang i luften.
Briternes Tommy Guns sender en dødbringende regn af kugler ind i messen, hvor de 30 tyskere og italienere må kaste sig i dækning og besvare ilden med lette håndvåben. Imens deler Paddy Mayne sin styrke op i to.
Fire soldater skal blive tilbage for at nedkæmpe piloterne, mens han selv og fire andre løber ud til de parkerede tyske kampfly på startbanen.
Briterne placerer bomber på flyvingerne og indstiller timeren til 30 minutter.
Da de løber tør for bomber, kravler de op på de resterende fly og skyder instrumenterne i cockpittet i smadder med maskinpistoler. Herefter forsvinder alle ni SAS-soldater ud i ørkenen. Én af dem stjæler sig til et kig over skulderen:
“Sikke et syn. Fly, der eksploderede over det hele, mikset med benzin og bomber, der sprang i luften”.
De overlevende piloter på den tyske base ved endnu ikke, hvad der har ramt dem. De har heller ingen anelse om, at dette overfald kun er begyndelsen.
I de kommende måneder vil deres flybaser jævnligt blive angrebet – ikke bare af usoignerede ørkensoldater, men af store sværme af tungtbevæbnede jeeps, der målrettet skyder de tyske og italienske flybaser i stumper og stykker.
- verdenskrigs legendariske SAS-styrke er som et fatamorgana trådt frem af Saharas ørkensand.
Jeep gjort klar til krig
SAS udrustede sine jeeps, så de blev perfekte til at føre ørkenkrig med. Unødvendigt udstyr blev skrællet af for at få plads til vand, benzin og tunge våben.
To-tre Vickers-maskingeværer eller det amerikanske Browning-maskingevær var monteret i hver jeep.
En særlig beholder kom i brug, hvis køleren begyndte at koge. Via en slange førtes vandet over i beholderen, hvor det kunne køle af. Sådan undgik soldaterne at hælde livsvigtigt drikkevand på køleren.
Stålplader bag på jeepen kunne lægges under hjulene, hvis den kørte fast i sandet.
Dunke med vand og benzin blev anbragt alle steder, det var muligt. Jeepen fik to reservehjul, for kørsel i ørkenen var hårdt for dækkene.
Tasker med overlevelsesudstyr samt mad og vand var placeret på jeepens sider. Hvis bilen blev beskadiget, kunne soldaterne snuppe taskerne og flygte til fods ud i ørkenen.
Sygemeldt soldat får idéen
Idéen til kommandostyrken Special Air Service var kommet til den skotske officer David Stirling et halvt år tidligere.
Ivrig efter at komme i kamp – og lidt for utålmodig og udisciplineret til livet i det skotske regiment, han var en del af – havde han meldt sig til de britiske kommandostyrker.
Da han i sommeren 1941 lå på hospitalet i Cairo for at komme sig efter et uheldigt faldskærmsudspring, blev han informeret om, at hans kommando-enhed var blevet opløst, og at medlemmerne skulle sendes tilbage til deres oprindelige enheder.
Det scenarie passede den 25-årige Stirling ualmindelig dårligt.
Dels var han overbevist om, at det var en dårlig idé at opløse kommandoenheden i Nordafrika, og dels var han sikker på, at hvis kommandosoldaterne blev brugt rigtigt, ville de kunne skabe kaos bag tyskernes linjer. I hospitalssengen tog idéen form:
Grupper på 10-20 mænd skulle ubemærket kastes ned i faldskærm på fjendens territorium. Her kunne de skabe afgørende ravage og ødelæggelse på de tyske flybaser og benzindepoter.
Ivrig efter at føre sin idé ud i livet besluttede Stirling sig for at viderebringe sine forslag til den britiske hærledelse.
Humpende på sine krykker forlod han derfor hospitalssengen i håbet om at få hærledelsen i tale. Allerede ved porten blev han imidlertid afvist af vagten.
Desperat efter at dele sin idé fandt Stirling et hul i hegnet, som han smuttede igennem.
Skarpt forfulgt af vagterne nåede han akkurat at aflevere sit budskab til den næstkommanderende for de britiske styrker i Nordafrika, general Neil Ritchie.
Tre dage senere fik han foretræde for den øverste chef, general Claude Auchinleck. Han købte idéen.
Efterfølgende blev David Stirling forfremmet til kaptajn, og han udvalgte personligt de 60 mænd, der i første omgang skulle udgøre den nye specialstyrke.
Han fik desuden tilladelse til at referere direkte til general Auchinleck, for Stirling brød sig ikke om hærens officerer – i hans øjne var de ude af stand til at tænke selvstændigt.
Stirling havde med andre ord fået frie hænder til at gøre, som han ville. Den nye styrke fik navnet “L-afdelingen af Special Air Service”.
Ikke at der var andre afdelinger i SAS – men tyskerne måtte gerne tro det.
Den nye special-styrke var blevet, lige som Stirling havde ønsket sig – alligevel blev SAS’ første aktion en fiasko.
Sandstorm splitter SAS ad
Efter at have håndplukket soldaterne til sit nye korps – blandt dem den irske slagsbror Paddy Mayne – var SAS klar til sin første opgave.
Midt i november 1941 blev styrken kastet ned bag de tyske linjer. Den britiske hær i Nordafrika havde indledt en offensiv, og det var tanken, at SAS skulle understøtte offensiven ved at ødelægge tyskernes flybaser.
Missionen gik dog gruelig galt, for Stirlings mænd blev ramt af en af de værste storme, der havde været i området i årevis.
Den lille styrke blev spredt, og mange af mændene fandt aldrig de nedkastede containere med våben og sprængstoffer, som de skulle have brugt til at angribe med.
De få, der nåede frem i nærheden af tyskernes baser, måtte opgive angrebet, fordi lunterne til deres bomber var gennemblødt af regn.
Ud af de 55 soldater, der deltog, blev 34 enten dræbt eller taget til fange.
Den mislykkede mission fik Stirling til at ændre SAS’ fremtidige strategi.
Briterne slog i løbet af ørkenkrigen til mod en stribe tyske flybaser, hvor jager- og bombeflyene blev ødelagt.
Ørkeneksperter kommer til hjælp
Stirling lagde mærke til, at de overlevende fra missionen var blevet reddet ud af ørkenen af den britiske militærenhed Long Range Desert Group (LRDG).
Soldaterne i denne specialenhed benyttede sig af terrængående lastbiler og var eksperter i at operere i ørkenen.
Ofte tilbragte de flere måneder ad gangen i fjendtligt territorium, mens de spionerede og hjalp undslupne krigsfanger og nedskudte piloter i sikkerhed.
“Hvorfor lader I ikke os køre jer ind bag fjendens linjer i ro og mag i stedet for at risikere flere farlige faldskærmsudspring?” foreslog oberstløjtnant Guy Prendergast, leder af LRDG. David Stirling var vild med idéen.
Special Air Service hængte faldskærmene på knagen og blev fra nu af på landjorden. I de følgende seks måneder blev samarbejdet mellem LRDG og SAS en stor succes, og det lykkedes SAS-styrkerne at ødelægge næsten 150 tyske og italienske fly.
LRDG’s fremskudte forsyningsdepoter i ørkenen fungerede som baser for SAS, og når soldaterne skulle angribe tyske militærinstallationer, kørte LRDG dem så langt ind på fjendens territorium som overhovedet muligt.
Herefter blev lastbilerne gemt væk under ørkenfarvede camouflagenet, mens soldaterne fortsatte videre til fods.
Efter angrebene vendte soldaterne tilbage til lastbilerne og blev kørt tilbage til LRDG’s depoter, der også var camouflerede, så de ikke kunne ses af fjendtlige fly fra luften.
Det viste sig overraskende nemt at skjule sig i de øde ørkenområder – faktisk var det så nemt, at SAS-soldaterne ofte havde svært ved selv at finde deres lastbiler og baser igen.
Ventetiden mellem aktionerne, når de gemte sig på deres usynlige baser, var den værste tid for SAS-tropperne.
De befandt sig på fjendtligt territorium i flere uger ad gangen uden noget at lave, fortalte løjtnant Stephen Hastings senere:
“Vi levede som kaniner. Vores køretøjer blev kørt ned i udtørrede flodlejer og camoufleret med net og bevoksning. De fleste af os blev helt sorte i hovedet af solen, undtagen de særlig uheldige, der kun kunne blive røde. Det var brandvarmt om dagen og koldt om natten”.
SAS ændrer sin taktik
I forsommeren 1942 fik SAS sine egne køretøjer, så soldaterne ikke længere var afhængige af hjælpen fra LRDG.
Men angrebsstrategien var stadig den samme: Soldaterne kørte ind på fjendtligt territorium, gemte jeepene under camouflagenet og sneg sig ind på baserne, der var placeret langs den egyptiske middelhavskyst ca. 70 km bag tyskernes linjer.
En stribe af raids gik godt, men en enhed ledet af Paddy Mayne oplevede, at flere af deres bomber ikke eksploderede.
Under angrebet formåede Mayne og hans mænd derfor kun at ødelægge 22 fly, og de uskadte fly ærgrede ham.
“Det kan knuse ens hjerte”, sagde han til Stirling, da de mødtes umiddelbart efter det utilfredsstillende angreb.
Stirling var enig, og efter en pludselig indskydelse foreslog han, at de to kørte tilbage til flybasen for at skyde de resterende flyvemaskiner i smadder.
Mayne var straks med på forslaget, og i sin jeep fulgte han efter Stirling, der selv sad bag rattet i sin “Blitz Buggy” – en lille åben vogn.
Da de to nåede frem til basen, kørte de rundt mellem flyene og ødelagde dem helt systematisk med maskingeværerne, der var monteret på deres biler. På få minutter blev 15-20 tyske fly gjort ukampdygtige i kugleregnen.
David Stirling indså straks, at han uforvarende var snublet over en helt ny måde at nedkæmpe fjenden på.
Den nye angrebsform var samtidig velegnet til at omgå et voksende problem: Tyskerne var begyndt at opstille et stort antal vagter omkring deres baser – vagterne gjorde det svært for briterne at snige sig ind på baserne og placere deres bomber.
En måned senere blev taktikken brugt i det mest legendariske angreb, som SAS gennemførte i Nordafrika.
Hovedparten af SAS’ jeeps vendte uskadte tilbage fra Sidi Haneish-angrebe
Angrebet på Sidi Haneish
Natten mellem den 26. og 27. juli 1942 angreb SAS-styrken tyskernes flybase Sidi Haneish i Egypten.
I ly af natten drønede briterne i aftalt formation ind på startbanen og skød på alt med maskingeværerne – først nedkæmpede de tyskernes forsvarsstillinger, så rettede de ilden mod flyvemaskinerne.
Tyskerne blev totalt overrumplede og besvarede kun ilden sporadisk. Stephen Hasting, der var med på togtet, fortalte:
“Først skød vi bare en kort salve, så åbnede vi for en øredøvende kakofoni af brag og larm. De røde og hvide spor fra projektilerne fløj gennem mørket. Nogle af dem sprang op i luften igen, når de ramte jorden, og himlen blev fyldt med tusind krydsende spor fra projektiler”.
Maskingeværernes ammunition bestod af en blanding af sporlys- og almindelige projektiler suppleret med særlige brandstiftende projektiler, der fik flyene til at bryde i brand. Snart var alle basens fly omringet af flammer, mens skræmte tyske og italienske soldater uden held forsøgte at få ram på briterne.
Det var afgørende for SAS-soldaterne, at de holdt deres pladser i jeep-formationen, så de ikke kom til at ramme hinanden.
Med maskingeværer monteret foran og bagpå var der kun plads til, at chaufførerne så ligeud, mens skytterne hakkede løs.
“Ét efter ét brød flyene ud i flammer. Nogle af dem var kun fem meter væk fra os, når vi passerede dem. De eksploderede med øredøvende brag, og vi kunne mærke den voldsomme varme”, fortalte SAS-soldaten Carol Mather om angrebet.
Da Stirlings jeeps ikke kunne finde flere fly at skyde på, og de desuden var ved at løbe tør for ammunition, blæste han i et horn som signal til, at tropperne skulle trække sig tilbage.
I mellemtiden havde tyskerne organiseret et forsvar og skød efter dem med en luftværnskanon.
Seks jeeps fik lettere skader, og en enkelt af SAS-soldaterne døde efter en fuldtræffer. Angrebet havde varet ca. 15 minutter og kostet tyskerne 30 fly – ifølge Stirlings hastige optælling.
Trods alle de farlige raids mod tyskerne slap SAS heldigt fra de fleste.
Stirling bliver taget til fange
Resten af året fortsatte David Stirling og hans SAS-styrke med at skabe kaos bag de tyske linjer. Én mission, angrebet mod havnene Benghazi og Tobruk, gik dog rigtig galt.
Den nye øverstbefalende for briternes 8. Armé, general Bernard Montgomery, havde forlangt, at SAS deltog i en storstilet offensiv mod Rommels forsyningslinjer.
Det var første gang, SAS skulle arbejde sammen med almindeligt infanteri. Angrebsmetoden lå fjernt fra den taktik, som SAS plejede at bruge – den byggede på hit and run-aktioner udført med små grupper af soldater.
Stirlings protester var forgæves, og offensiven blev indledt. Allerede på vejen til Benghazi faldt SAS-styrken i et baghold, og SAS-soldaterne måtte tage flugten. Undervejs mistede de flere af deres mest erfarne soldater.
Fiaskoen betød dog, at Stirling fik tilladelse til at udføre sine operationer på den gammelkendte manér:
Han kunne selv vælge sine mål, og han var ikke underlagt hærens normale kommandovej. Derudover fik han besked på at udvide sin styrke til 29 officerer og 572 mænd.
I januar 1943 gik det dog galt igen. Tyskerne var trængt op i en krog i Tunesien, mens Montgomerys 8. Armé nærmede sig fra øst, og den allierede 1. Armé nærmede sig fra vest. Krigen i Nordafrika var så godt som vundet.
Alligevel fortsatte Stirling sine farlige missioner. Det var afgørende for ham at vise, hvad SAS var i stand til, så styrken fortsat kunne spille en central rolle, når krigen i Nordafrika sluttede, og soldaterne skulle overføres til Europas kommende slagmarker.
Bl.a. derfor var Stirling den 23. januar på en mission med 14 mænd.
Om natten blev de pågrebet af en tysk patrulje, og kun tre af briterne nåede at flygte. Stirling måtte overgive sig og tilbringe resten af krigen i fangenskab.
Den tyske Ørkenræv, Erwin Rommel, havde svært ved at skjule begejstringen over at have fanget en af de farligste briter i Nordafrika. I et brev til sin hustru hjemme i Stuttgart skrev han:
“De britiske styrker har mistet en særdeles dygtig officer og leder af deres ørkengrupper. Grupperne har voldt os mere skade end nogen anden britisk styrke af samme størrelse”.
Under ørkenkrigen i Nordafrika nåede SAS at ødelægge over 250 tyske og italienske fly samt en stribe af fjendens benzin- og ammunitionsdepoter.