Britiske fyldebøtter på farlig mission

Cartwright skal hjælpe de kommandotropper, som under aktionen falder i vandet og svømmer ind på stranden. Lige nu kan han dog hverken se eller høre den flodpram, som briterne bruger under angrebet på Ehrenfels.

Men fartøjet nærmer sig sit mål – uden for Cartwrights hørevidde. Den gamle pram Phoebe har i årtier samlet slam ud for Calcutta, men nu er det 30-årige fartøj i gang med de sidste sømil af en næsten tre uger lang rejse ned langs Indiens østkyst og op langs vestkysten til Goa.

I sin nye forklædning ligner Phoebe et af de talrige mindre kulskibe, som dagligt sejler mellem Indiens havnebyer. Prammen har dog ikke kul ombord, men 18 frivillige britiske kolonister, som har sagt ja til at sætte livet på spil for at hjælpe deres hjemland i kampen mod Nazityskland.

Briterne, der alle tilhører koloniens bedre borgerskab, har ingen eller kun sporadisk militær træning bag sig, og så har de mere topmave end hærens soldater normalt er udstyret med.

De kender hinanden fra reserveregimentet Calcutta Light Horse, som normalt kun mødes for at feste til den lyse morgen iført gallauniform. Men snart bliver det alvor for den forsamling af bogholdere, bankmænd og forsikringsagenter, som har meldt sig til missionen.

Calcutta Light Horse forekommer at være komplet uegnet til at borde et fjendtligt fartøj midt om natten. De 25 livsnydere med hang til et godt glas er ikke vant til strabadser. Men lige nu er de briternes eneste mulighed for at slippe af med spionskibet, der styrer Nazitysklands effektive flåde af ubåde ud for Indiens vestkyst.

Portugal må ikke fornærmes

Regulære britiske soldater i Indien kan ikke bruges til opgaven i Goa, for deres indsats kan risikere at drive Portugal i armene på Hitler. Ehrenfels ligger i en af det neutrale Portugals havne, og bliver britiske soldater taget til fange her, kan det skade forholdet til en nation, som under krigen har opført sig særdeles venligsindet over for de allierede.

Portugal har fx rationeret eksporten af wolfram, et metal, som tyskerne desperat skal bruge i produktionen af ammunition. Landet har også indgået en neutralitetsaftale med Spanien, som sørger for, at den fascistiske spanske diktator, Francisco Franco, ikke slutter sig til Hitler i kampen mod de allierede. Portugal må med andre ord ikke trædes så hårdt over tæerne, at landet ændrer politik.

Hvis derimod en gruppe civile briter bliver taget til fange i Goa, kan den britiske regering afvise ethvert kendskab til den “private aktion”. De 18 mænd fra Calcutta Light Horse er “The Expendables” anno 1943 – mænd, som kan ofres i en god sags tjeneste, uden at Storbritannien kan stilles til ansvar.

Inde på stranden lytter Cartwright mere og mere utålmodigt efter Phoebe. Nu må der da snart ske noget ude på havet, tænker han. Bare et glimt af mundingsilden fra en maskinpistol vil give briten ro i sjælen. Men minutterne slæber sig afsted uden noget at bemærke.

Går aktionen som planlagt, vil tyskerne ikke opdage mændene fra Calcutta Light Horse, før det er for sent. Briterne vil snige sig ombord, overmande Ehrenfels’ søfolk, kappe ankerkæderne og i ly af natten sejle spionskibet ud i internationalt farvand. Derefter skal Ehrenfels sætte kurs mod Bombay og interneres i den skarpt bevogtede indiske havn.

Cartwright har sin tvivl, selvom han selv har gjort en stor indsats for at give sine kammerater de bedste chancer. Med penge fra SOE – briternes hemmelige afdeling for beskidt krigsførelse – har han arrangeret en stor fest i Goa til ære for de udenlandske søfolk, som på snart tredje år er strandet langt fra deres fædreland.

Festen har lokket hovedparten af Goas 122 tyske og 78 italienske søfolk ind fra deres skibe.

Ehrenfels vil derfor – forhåbentlig – kun være svagt bevogtet på en aften, hvor Cartwright også har sørget for, at Goas prostituerede tager gratis imod udenlandske søfolk, en ikke helt billig spøg, som briten har betalt forud for.

Nazist bestemmer på Ehrenfels

Mændene fra Calcutta Light Horse er ikke alene ombord på Phoebe. Aktionen ledes af SOE-officeren Lewis Pugh, som har taget fem af sine agenter med. Ligesom civilisterne fra Calcutta kan SOE’s agenter ikke kompromittere Storbritannien – for officielt findes organisationen ikke.

Pugh og hans mænd har militær erfaring og skal gå forrest i angrebet, men aktionen rummer et væld af farlige opgaver til Calcutta Light Horse. Ehrenfels er 154 m langt, så det bliver en krævende opgave at finkæmme skibet – formentlig under beskydning fra tyskerne.

Nok er spionskibet bemandet med civile tyske søfolk, men efterretningsrapporter viser, at de har pistoler og geværer at forsvare sig med, hvis kommandotropper prøver at borde. Kaptajnen og mindst en af skibets officerer er desuden indædte nazister og vil stensikkert forlange kamp til sidste blodsdråbe af besætningen.

Undervejs fra Calcutta til Goa har Calcutta Light Horse derfor fået våbentræning og øvet sig i at åbne døre med sprængstof.

Men en eliteenhed har træningen ikke kunnet forvandle dem til. En af mændene mangler et øje, og selvom mændene er i alderen 27-45 år, blev de alle erklæret uegnede til militærtjeneste, da krigen begyndte. Måske præcis derfor har så mange af dem taget imod den enestående chance for at gøre deres patriotiske pligt for fædrelandet.

Deres leder, Bill Grice, er optimistisk. Han sværger til hærens motto: “Sved sparer blod”. Og han ved, at hjerne sparer begge dele. Hos hans mænd er hjernen skarpere end hos de fleste af hærens rekrutter.

Den sprut-ration, som hver mand måtte medbringe – en flaske brandy – er også for længst drukket, så alle er klare i hovedet og indstillet på at yde deres bedste. Alle mand har fået udleveret tysk ammunition, som i kaliber passer til deres pistoler og en sten-gun – en sammenklappelig maskinpistol, der kan affyre 500 skud i minuttet.

Hvis aktionen mislykkes, og briterne slipper væk, vil de portugisiske myndigheder i Goa kun finde patronhylstre, der tyder på et blodigt opgør mellem tyske søfolk.

Piratflaget går til tops

Grice går rundt og deler camouflagefarve ud til sine mænd. De skal sværte hænder, hals og ansigt sort, så de bliver sværere at se i mørket. Han tjekker også, at alle stadig har en stor, hvid cirkel syet fast på ryggen af deres brune kedeldragt.

Cirklen gør i nattens mørke briterne genkendelige for hinanden og skal forhindre, at de bliver skudt ned bagfra af en overivrig kammerat. En af mændene folder en stykke stof ud og begynder at fumle ved flagspillet agter.

“Hvad laver du?” udbryder de andre. Manden folder et sort flag med dødningehoved og korslagte knogler ud og hejser det op i den korte flagstang.

“Jeg har selv lavet det. Når vi skal opføre os som pirater, kan vi lige så godt ligne dem”, forklarer han.

Phoebes skipper spejder intenst efter den blinkende bøje, som markerer indsejlingen til Marmagao. Men bøjen er slukket og havneområdet mørklagt. Indiske nationalister findes i enhver havn, og Grice og Pugh drøfter lavmælt, om nogen kan have advaret portugiserne.

Kort efter følger et endnu værre chok: Konturerne af et krigsskib viser sig mod nattehimlen. Et portugisisk orlogsfartøj ligger yderst på reden og skal passeres for at nå frem til tyskernes skibe.

En enkelt granat fra skibets kanoner vil sænke Phoebe på sekunder, men Grice og Pugh er enige om, at det er for sent at vende om. Aktionen skal finde sted som planlagt.

Grice beordrer mændene fra Calcutta Light Horse til at holde sig klar. Med største forsigtighed sejler Phoebe tæt forbi et af de andre tyske skibe, Braunfels, og styrer så direkte mod Ehrenfels, som skipperen kun akkurat kan ane konturerne af i mørket.

Kl. 2.15 lægger styrmanden Phoebe op langs styrbordssiden på det tyske handelsskib. Højdeforskellen er enorm, men briterne er godt forberedt, for spioner har skaffet tegninger over hver en detalje af skibet.

Tre lange bambusstiger ligger derfor klar ombord på flodprammen – det samme gør reb med entrehager, der kan kastes op over rælingen på fjendens fartøj.

Projektør blænder briterne

Selvom Phoebe ankommer med lav fart, er dampmaskinen ombord ikke lydløs. Støjen får en af de tyske vagter til at at råbe ud over rælingen:
“Hvem dér?”

En af briterne forsøger at vinde tid ved at svare:

“Bare en havnebåd”.

Briterne må have stoppet deres fremdrift, før stigerne kan rejses, så skipperen lader flodprammen skrabe langs siden på Ehrenfels.

“Hvad i himlens navn laver I?” råber vagten.

I samme øjeblik kaster briterne klatrereb, og den første bambusstige slår mod rælingen. Lewis Pugh er første mand til at sætte støvlerne på Ehrenfels’ dæk, men blændes omgående, da en skarp projektør bliver tændt.

I et kort øjeblik går tiden i stå, og alle lyder forsvinder. Briterne er som lammede, og det samme er den håndfuld tyske vagter, som har fået øje på et mylder af sortsværtede mænd i brune kedeldragter.

Briterne bærer ikke uniformer, men våbnene kan de ikke skjule. Ingen kan længere være i tvivl om, hvad der er i gang med at ske: Ehrenfels er ved at blive bordet.

Stilheden brydes af en brite, der råber: “Giv dem tørt på”.

Et par sten-guns glammer. Maskinpistolernes ild smadrer projektøren og indhyller atter aktionen i bælgravende mørke.

Briterne rejser de sidste to stiger og stormer op, mens tyskerne løber under dæk for at advare resten af besætningen og finde deres våben.

Da SOE-agenterne og mændene fra Calcutta Light Horse er samlet på agterdækket, deler briterne sig i forudbestemte grupper og søger hver deres mål.

Nogle skal storme broen og gøre kaptajnen tavs, andre sætter kurs mod maskinrummet for at sikre, at Ehrenfels kan sejles bort ved egen kraft. Under dæk skal en håndfuld briter lede efter den hemmelige radiosender, og to mand skal snige sig frem til stævnen og sprænge de to svære ankerkæder over med plastisk sprængstof.

Bagefter skal ankerkæden på agterdækket have samme behandling, så Ehrenfels slipper fri af sin forankring.

Alle mand har inden angrebet nøje studeret plantegninger af skibet, alligevel er det vanskeligt at finde rundt på skibet i den kulsorte nat.

Tyskerne går til modangreb

10 minutter er gået, siden aktionen begyndte, og nu åbner en håndfuld tyskere ild mod de ubudne gæster. SOE-agenter skyder sig vej til broen, hvor Ehrenfels’ kaptajn, Röfer, lige er gået i gang med at betjene skibets sirene for at alarmere alle tyskere i miles omkreds.

Briterne råber, at han skal tage sin hånd væk fra sirenens håndtag, men Röfer nægter. En kort salve fra en maskinpistol blæser kaptajnen omkuld. Han er død, inden han rammer dørken.

I stævnen får to mænd fra Calcutta Light Horse omsider trykket nok plastisk sprængstof ind i et af ankerkædens store led. Tændsatsen knækkes, og de to mænd kaster sig i dækning, sekunder før et øresønderrivende brag lyder. Eksplosionen får den tunge kæde til at fare raslende hen over skibsdækket og forsvinde ud gennem et hul i skibssiden.

Mens de to briter rejser sig igen, bemærker en af dem, at dækket er fedtet og vådt. Han fører hånden op til næsen. Lugten er let at genkende – dækket er overhældt med petroleum.

Han når lige at råbe til sin makker, at de skal springe i sikkerhed på en kasse, inden en tysker affyrer en signalpistol ned i petroleums-pytten. Ilden breder sig og antænder få sekunder senere de sprængstoffer, som Ehrenfels’ besætning har mineret fordækket med.

Inde på kysten er Cartwright i vildrede. På lang afstand kan han ikke se, præcis hvad der sker ude på havet, men han ser fordækket blive lyst op i et flammehav, og han hører lyden af salver fra britiske sten-guns. Et kort øjeblik overvejer han, om det er bedre at stikke af, mens tid er, men beslutter at blive på sin post på stranden.

På mirakuløs vis slipper de to briter på fordækket uskadte ud af flammerne, men eksplosionen er så voldsom, at den kan høres inde i Goa.

Nu gælder det om at handle hurtigt, inden de mange tyskere i land finder et fartøj, der kan bringe dem ud til Ehrenfels.

Dødningehoved afslører senderen

Under dæk forsøger briterne at nå frem til maskinrummet – uden at løbe hovedkulds ind i fjendtlig ild. De få tyske maskinassistenter ombord låser lugerne bag sig, efterhånden som de flygter længere ned i skibet.

To briter sprænger sig omsider igennem den sidste dør ind til maskinrummet, men efter få sekunder indser de, at de kommer for sent. Tyskerne har handlet hurtigt – skibets store dieselmotor mangler allerede nogle afgørende dele.

Grice når frem til maskinrummet kort efter og giver dem nye ordrer:
“Spild ikke mere tid her, hjælp med at finde radiosenderen. Den er gemt bag en af væggene hernede”.

Næsten alle døre under dæk er aflåste, og briterne bruger kostbar tid på blæse dem åbne med plastisk sprængstof. Da røgen fra en af eksplosionerne letter, og to mand trænger ud i en forbindelsesgang, står de pludselig ansigt til ansigt med en dybt chokeret kammerat. Det er forsikringsagenten Jack Breene, som med svag og rystende stemmer siger:

“Næste gang må I godt lige advare mig først. Jeg er overhovedet ikke forsikret mod den slags!”

Skibets labyrintiske gange runger af eksplosioner, mens frustrationen over ikke at kunne finde den forbistrede radiosender breder sig blandt briterne. Imens åbner den tyske maskinmester Ehrenfels’ bundventiler og antænder de sprængstoffer, som skal få skibet til at gå op i flammer.

Voldsomme eksplosioner ryster Ehrenfels, og Grice ved, at de snart løber tør for tid. Så støder to af briterne på en dør med et dødningehoved og ordet “højspænding” malet på.

Med en passende mængde sprængstof skaffer de sig adgang til en trang kabine, og da røgen har lagt sig sig, får de langt om længe øje på radiosenderen, som sidder boltet til væggen. På en hylde ligger et sæt hovedtelefoner og en morsenøgle, som tyskerne så flittigt har brugt til at sende beskeder med til ubåde i Det Indiske Ocean.

Med skæftet på deres maskinpistoler smadrer de senderen og jubler. I samme øjeblik ryster en voldsom eksplosion skibet og slår benene væk under dem.

Aktionen har været i gang i 20 minutter, og det står efterhånden klart for briterne under dæk, at Ehrenfels synker.

Ildslukker fælder tyskere

Oppe på dækket hersker der kaos. Ilden har godt fat – selvom briterne har medbragt 15 ildslukkere, og flere mænd prøver at bekæmpe flammerne. En af dem står et stykke fra de andre, da tre drivvåde tyske matroser pludselig springer ud gennem flammerne.

De har formentlig været med til at åbne bundventilerne og prøver nu komme væk, før det er for sent. Tyskerne løber frem mod briten, som ikke kan nå om sin sten-gun, der hænger på ryggen. I stedet retter han mundingen på sin kulsyreslukker mod dem og trykker til.

Den iskolde stråle blænder tyskerne og får dem til at snuble. Ehrenfels får mere og mere slagside, og på det skrånende dæk glider tyskerne tilbage, ind i flammehavet. Så springer to andre tyskere frem fra deres skjul og slår manden med ildslukkeren bevistløs med køller.

Andre briter kaster sig over dem og låser deres hænder bag ryggen med håndjern. Kun med det største besvær kan briterne samles ved rælingen for at klatre ned til Phoebe igen. Til gengæld bliver klatreturen ned til flodprammen kort, for Ehrenfels er allerede sunket fire meter.

Nede i prammen giver Pugh ordre til at tælle, hvor mange der er vendt tilbage. Med et smil modtager han beskeden om, at alle 24 mand er ombord, og befaler skipperen at sejle væk fra det dødsdømte tyske skib.

Inde på stranden ser Cartwright, at Ehrenfels ligger dybt og brænder voldsomt. Til gengæld kan han hverken få øje på Phoebe eller kammerater, som har brug for hjælp. Det er ved at være tid for briten at forsvinde, før portugisisk politi begynder at stille spørgsmål.

Klokken er 2.50, da Cartwright bliver vidne til et sidste bizart syn: Mandskaberne på Ehrenfels’ to søsterskibe, Drachenfels og Braunfels, sætter af frygt for et lignende angreb ild til deres egne fartøjer.

Skibene kan – ligesom Ehrenfels – let bevæbnes med kanoner og blive til orlogsfartøjer, og de må derfor ikke falde i fjendens hænder. Omtrent en halv time senere følger besætningen på det italienske skib Anfora trop og går også til bunds i flammer.

Imens er Phoebe uset listet ud af havnen med alle mænd sikkert ombord. Vel ude i internationalt farvand telegraferer de beskeden “longshanks” (lange skanker) til SOE-hovedkvarteret i Bombay. Det er kodeordet for, at missionen er lykkedes.

Hustruerne får en udmærkelse

Først tror ingen i Bombay på meddelelsen – det kan simpelthen ikke passe, at en gruppe amatører har gennemført så vanskelig mission, men den er god nok. De 18 mænd fra Calcutta Light Horse har med hjælp fra SOE sat spionskibet ud af spillet.

Aktionen har ovenikøbet ikke kostet en eneste brite livet – kun tre mand er lettere såret. I løbet af de følgende uger går det op for briterne, hvor vellykket angrebet på spionreden i Goa har været. Resten af marts får tyske ubåde kun ram på et enkelt allieret skib, mens hele april kun byder på tre sænkede britiske fragtskibe.

Ingen af de mændene fra Calcutta Light Horse får imidlertid nogen belønning for deres indsats – den britiske stat kan jo ikke vedkende sig at have angrebet et skib i neutral havn.

Men mændene finder snart på en anden måde at mindes den livsfarlige aktion på. Efter hjemkomsten til Calcutta får de fremstillet 18 ens sølvbrocher, der er formet som en søhest.

Smykkerne forærer de til deres koner, som bærer dem uden at vide, at søhestene symboliserer deres mænds deltagelse i en af 2. verdenskrigs mest spektakulære og hemmelige missioner.

Læs mere om Operation Creek
David Miller: Special Operations South-East Asia 1942-1945 – Minerva,
Balhead & Longshanks/Creek, Pen & Sword, 2015 J. Leasor: Boarding Party – The Last Charge of the Calcutta Light Horse, James Leasor Publishing, 2020.