Britiske krigsfanger udtænkte fræk flugtplan
Efter stribevis af fejlslagne flugtforsøg udtænker britiske krigsfanger en plan, der er så dristig og så oplagt, at selv ikke en tåbe vil gøre forsøget. I fem måneder forbereder fangerne sig til flugten, som bliver 2. verdenskrigs frækkeste.
Fangerne havde gode forhold i Oflag VI-B, hvor de både kunne spille fodbold og læse bøger. Alligevel forsøgte flere at flygte.
I sjældne tilfælde er en idé så dum, at den bliver genial.
Netop den kategori tilhører planen, som majoren Tom Stallard en nat i begyndelsen af 1942 fremlægger for nogle få britiske medfanger i lejren Oflag VI-B nær Dortmund i det vestlige Tyskland.
Uden for barakken holder en gruppe af Stallards medsammensvorne udkig efter tyske soldater. Indenfor taler udvalgte krigsfanger i munden på hinanden, indtil Stallard bringer dem til orden.
“Gentlemen, I har fået at vide, at der findes tre måder at slippe ud af fangelejren på”, siger han og holder en pause for effektens skyld. “Under hegnet, gennem hegnet og ud af hovedindgangen”.
“Jeg ved ikke med jer andre, men personligt har jeg fået nok af tunneller”, bjæffer en af tilhørerne efter Stallard.
“Jeg er enig”, svarer Tom Stallard, skyder hagen frem og fortsætter:
“Løsningen, gentlemen, har været foran os hele tiden. Lige siden vi satte vores fødder i denne elendige naziferielejr. Hegnet – mine herrer – hegnet”.
Et smørret smil breder sig i hans tynde ansigt. “Som fuglene vil vi sprede vores vinger og flyve over det!”
Tom Stallard var officer i det britiske regiment, indtil han blev fanget i 1941.
Fangerne keder sig
Flugt er langtfra et sjældent fænomen i den tyske fangelejr.
De 3.000 britiske officerer, som for størstedelens vedkommende har siddet i lejren, siden de blev taget til fange under slaget om Frankrig i juni 1940, keder sig nemlig bravt.
Også selvom tyskerne både har stillet musikinstrumenter og et veludstyret bibliotek til deres rådighed. For at slå tiden ihjel forsøger fangerne derfor at flygte.
De har som soldater pligt til at stikke af, men for mange af dem udvikler flugt sig også til en hobby, der ikke alene slår tiden ihjel, men også lægger beslag på et større antal tyske soldater, der skal sikre, at fangerne bliver i lejren.
I alt har briterne gravet 77 tunneller, hvoraf 65 er opdaget af tyskerne.
Men Tom Stallard har udtænkt en plan, som ingen endnu har forsøgt: I stedet for at grave endnu en tunnel, som højst sandsynligt vil blive opdaget af de tyske vagter, vil Stallard ganske enkelt kravle over hegnet. Med en stige.
Strømsvigt over hegnet
Rundt om fangelejren knejser et 2,5 meter højt dobbelthegn, som for hver 20 meter er oplyst af en projektør.
Hvis fangerne skal have bare den mindste chance for at kravle uset over, må Tom Stallard finde en måde at slukke lyset på.
Heldigvis har Ken Searle – en kaptajn med en civil uddannelse som elektriker bag sig – opdaget en svaghed i fangelejrens strømforsyning.
Den er placeret i et af lejrens værksteder fuldstændig blottet, uden en sikring og let at komme til.
For en mand med Ken Searles færdigheder vil det være en smal sag at overtage kontrollen med strømmen og samtidig få en afbrydelse af projektørerne til at ligne et helt almindeligt strømsvigt.
Tømmertyve i kantinen
Tom Stallard har mere end lyset at tænke over. For at bygge stigerne skal han bruge en stor bunke brædder og ca. 1.600 søm. Og det i en fangelejr, hvor tyskerne holder et vågent øje med alt, der kan anvendes til flugt.
En uventet mulighed byder sig imidlertid, da tyskerne en dag opdager indgangen til en tunnel under en af fangernes kantiner.
Straks beordrer den tyske kaptajn Rademacher – en tidligere overlærer, som nu vogter fangerne med samme nidkærhed, som han engang har tugtet sine elever med – kantinen lukket og tunnellen fyldt med afføring og jord.
Men hvor Rademacher ser en lukket kantine, ser Stallard en skatkiste fyldt med alt det tømmer, han drømmer om.
Klokken fem om eftermiddagen en dag i det tidlige forår 1942 går Stallards mænd på rov. Forinden har nogle fanger allerede gravet grøfter i lejrens nyttehave, og de venter nu på, at træet skal ankomme, så de kan skjule det i jorden.
Imens står tømmertyvene klar i en barak nær den lukkede kantine og holder øje med signalet, der betyder “fri bane”.
“Så er det nu, kammerater”, hvisker lederen af gruppen, idet han ser det aftalte signal fra en af de mange udkigsposter positioneret i lejren. “Afsted!”
Han river døren op, og bærerne følger lige efter og styrer mod kantinen. Ved nyttehaven hører graverne kort efter tydeligt den afslørende kakofoni af bulder, brag og hammerslag.
Men den britiske udkigspost ser ikke ud til at være alarmeret – han har sit blik stift rettet mod en anden medsammensvoren, der står et stykke væk. Endelig ankommer de første mænd bærende på lange planker over skuldrene.
“Så er der post”, griner en af mændene, idet han smider tre brædder ned i grøften. Med ganske få sekunders mellemrum kommer britiske soldater med tømmer strømmende til nyttehaven, mens graverne fylder den ene grøft efter den anden.
For Tom Stallard, som overvåger operationen, virker det for godt til at være sandt. Han kigger nervøst på uret og konstaterer, at de tyske fangevogtere ikke har registreret noget mistænkeligt i de adskillige larmende minutter.
Musik camouflerer øvelserne
I slutningen af maj bygger briterne den første af de i alt fire stiger, så Tom Stallard og mændene kan træne forud for flugtforsøget.
De sidste tre skal først bygges på selve dagen, eftersom det nærmest er umuligt at gemme dem i lejren.
Uden at blive opdaget smugler fangerne træningsstigen over i musikøvelokalet og stiller den op ad væggen som en bogreol for nodehæfter og litteratur.
Ifølge planen skal de fire stiger hver især bringe 10 mænd over hegnet på godt 60 sekunder. Gennem hele juni og juli træner 40 britiske mænd intensivt, så operationen kan forløbe som et urværk – og uden at vække fangevogternes mistanke.
I øvelokalet kan to bjælker under loftet spille rollen som det 2,5 meter høje dobbelthegn, men mændenes prustende og trampende træning lader sig ikke så nemt skjule.
Derfor finder Tom Stallard på at lade lejrens orkester øve uden for bygningen imens og giver det ordre til at slå og blæse lidt hårdere på trommerne og i trompeterne end normalt.
Men under hold 3’s øvetime er planen en hårsbred fra at blive afsløret.
“Gorillaerne kommer!” råber en udkigspost ved vinduet pludselig. Samtidig løber to briter oppe på den bro under loftet, som stigen danner over bjælkerne.
Straks hopper den første brite ned fra broen – skarpt forfulgt af den anden – med det resultat, at nummer to lander på nummer ets fødder.
Han brøler af smerte, mens Tom Stallard ivrigt får taget brokonstruktionen ned fra bjælkerne og hurtigt griber fat i et par nodehæfter for at camouflere den.
Udkigsposten springer fra vinduet og hen mod et gammelt og ustemt klaver og slår en tone an. Få sekunder senere slutter resten af mændene sig svedende til ham og bryder ud i en forpustet sang.
Netop i det øjeblik flår kaptajn Rademacher døren op, tæt fulgt af en ung, bumset og bevæbnet korporal.
Fangerne holder straks inde med sangen og står ret, idet Rademacher trampende træder ind i lokalet og begynder at inspicere rummet.
Korporalen nærmer sig “bogreolen” og kigger nærmere på noderne, imens fangernes skrækslagne blikke følger enhver bevægelse.
Rademacher afslutter sin inspektionsrunde og begynder at gå mod udgangen. Men netop da han når døren, og briterne begynder at slappe af, vender han sig teatralsk og peger på den camouflerede stige med nodehæfterne. Tom Stallard og de andre soldater er som lammede.
“I øver jer til koncerten?” brøler Rademacher, hvorefter han pludselig smilende siger: “Fortsæt endelig. Musikken svinger. Jeg er sikker på, at I vil gøre det godt”.
Med en fejende bevægelse forlader han stedet og smækker døren.
Tom Stallard havde tegnet et kort over lejren og markeret flugtstedet.
De britiske fanger flygter
Tom Stallard har planlagt, at flugten skal finde sted den 30. august kl. 21.30. En halv time før samler han de 40 mænd i barak 20 og 21, som ligger nær dobbelthegnet.
Samtidig patruljerer en lang række medsammensvorne rundt i lejren og holder udkig, mens de lader, som om de får en godnatsmøg, som de plejer.
I de to barakker står mændene uroligt og venter. Tom Stallard nægter at afsløre sin egen nervøsitet og går fra mand til mand og ønsker dem held og lykke. Alle er nu helt stille og venter blot på, at Ken Searle og Ron Moulson slukker lyset.
“Hvad er klokken?” spørger en af mændene pludselig. “21.25”, lyder svaret. Og så forsvinder lyset over hegnet.
I barakkerne venter de 40 mænd nu på, at deres medsammensvorne udenfor skal melde fri bane som aftalt.
“Var det et GO eller et NO?” hvisker en spændt gruppeleder i barak 21 til manden bag sig. Han har hørt en udkigspost sige noget, men kan ikke rigtig tyde signalerne i mørket. I nogle nervepirrende sekunder venter han ubeslutsomt, indtil han får samlet tankerne.
“Til helvede med det. Afsted, drenge”, siger han og buldrer ud ad døren.
I barak 20 regerer forvirringen ligeledes. Her har de end ikke hørt et signal, men da de pludselig får øje på folkene fra den anden barak løbe mod hegnet, skynder de sig også ud ad døren.
“Go, go, go”, hvisker gruppelederen og løber ud i den måneoplyste nat.
Blot 50 meter væk kan de flygtende tydeligt se en tysk fangevogter, som inspicerer nogle mistænkelige lyde fra pigtråden mellem dobbelthegnet.
Vagten ser tydeligt forvirret ud, og det hjælper ham heller ikke synderligt, at to tysktalende briter råber vrede ordrer, og at et blæserorkester pludselig spiller fanfarer uden for musiklokalet.
Han er som naglet til stedet og opdager ikke de 40 mand, der er i færd med at flygte.
Ved hegnet får de fire hold stigerne op foran det indre hegn. De timelange træningssessioner har betalt sig, for hurtigt og mekanisk får mændene skubbet broen over dobbelthegnet på plads, og de første sætter fødderne på stigen.
Tom Stallard kan tydeligt høre de forvirrede råb fra vagterne i de nærmeste vagttårne, men ingen af dem har tilsyneladende opdaget, hvad alt det pludselige ståhej i virkeligheden skyldes.
Først da adskillige briter er kommet over på den anden side og løber ind i mørket, lyder det første skud. Tyskerne affyrer deres våben på må og få mod skyggerne.
I løbet af blot 40 sekunder når 32 mænd at krydse hegnet, inden den officer, som har ansvaret for sikkerheden, stopper fangerne. Tom Stallard er en af de sidste mænd, der når over hegnet.
I alt stak 32 mænd af fra fangelejren Oflag VI-B den nat. Nærmest mirakuløst blev ingen dræbt. Fangerne flygtede i grupper på to mod blandt andet Schweiz, Holland, Belgien og Danmark, men kun tre nåede hjem til England.
Tom Stallard blev taget til fange igen den 13. september tæt på den tysk-hollandske grænse. Efter krigen slog han sig ned som vinhandler i Bournemouth.