Mørket ligger tungt over Atlanterhavet kort før daggry den 7. juni 1944. Piloten Leslie Baveystock og hans besætning har i deres Sunderland-vandflyver jagtet ubåd U-955 i det, der føles som en evighed.
De opsporede den tyske ubåd tre timer tidligere – omkring midnat – men kaptajnen nåede at dykke, inden Baveystock kunne angribe.
Nu flyver Sunderland-flyet på kryds og tværs af det område, hvor ubåden må befinde sig. Besætningen ved, at deres bytte snart må komme op til overfladen.
I dagevis har allierede flypatruljer igen og igen tvunget ubåden til at dykke. Batterierne, der driver ubådens elektromotorer under vandet, vil derfor snart løbe tør for strøm, hvis ikke de bliver opladet – og det kan kun ske på overfladen. Baveystock behøver blot at vente.
Klokken er 2.44, da flyets radaroperatør pludselig bryder stilheden. Radaren har afsløret et objekt på havoverfladen omkring 18 km væk. Baveystock dykker det kæmpestore fly, indtil de flyver blot 90 m over havoverfladen.
Inde i flyet stiger spændingen, mens maskinen med stor hast nærmer sig målet. Alle ombord ved det: Hvis det er ubåden, så vil tyskerne blive på overfladen og kæmpe for livet – de har intet andet valg.
Pludselig farer lyssporsprojektiler op fra havet – tæt forbi Baveystocks cockpit-glas. “Det er ubåden!” knitrer en stemme ophidset i samtaleanlægget, mens Baveystock desperat krænger maskinen.
Få dage inde i krigen blev Sunderland-vandflyet sat til at patruljere over de britiske konvojer. Flyet havde modsat eskorte-krigsskibene fuldt overblik over havet.
I samme øjeblik affyrer sergent Sharland en lysbombe, der med et bader havet i et lysende skær og gør natten til dag.
Baveystock kan tydeligt se ubådens tårn, hvorfra besætningen desperat fylder himlen med kugler fra antiluftskyts-geværets fire løb. Piloten kaster flyet rundt og angriber ubåden midtskibs.
De fastmonterede Browning-maskingeværer på siden af flyet sprøjter kugler mod målet. Samtidigt åbner også skytten i flyets næse samt skytten i det øverste skyttetårn midt på flyet ild.
“Bogstavelig talt hundredvis af projektiler ramte ubåden og havet omkring”, skrev Baveystock siden om angrebet. Efter blot seks-syv sekunders koncentreret ild er alt liv i ubådstårnet udslettet og antiluftskytset tavst.
Da Baveystock øjeblikket efter trykker på bombeudløseren og kaster en stribe på seks dybvandsbomber tværs hen over ubåden, er de omkring 50 besætningsmedlemmer inde i fartøjet dødsdømt.
Idet piloten stiger stejlt opad, rammer en voldsom trykbølge fra den eksploderende ubåd undersiden af flyet.
U-955 er udslettet – med alle ombord. Krigens mest klodsede fly har endnu en gang nedlagt en af Hitlers “grå ulve”.
Fra passagerfly til ubådsjæger
Da 2. verdenskrig brød ud i september 1939, indsatte briterne et højst usædvanligt udseende fly. Short Sunderland var ved krigsudbruddet verdens største militære vandfly.
Men det lidt over 20 tons tunge og temmelig klodsede fly lignede alt andet end en farlig fjende. Både de tyske ubådskaptajner og flypiloter fandt dog hurtigt ud af, at det brummende vandfly var en dødsensfarlig fjende.
Sunderland-flyet var resultatet af flere års udvikling af vandfly til civil og militær brug. Under 1. verdenskrig havde Storbritannien gjort brug af vandflyvere til at holde øje med fjendens flåde.
Disse tidlige fly var ganske simple med åbne cockpitter. Da krigen sluttede, fortsatte vandflyverne med at være populære inden for civil luftfart, fordi de kunne nå ud til de dele af det enorme Britiske Imperium, hvor der ikke var anlagt landingsbaner til fly.
Da den britiske regering i 1934 besluttede, at al transport af post mellem imperiets spredte kolonier skulle ske med fly, satte det gang i produktionen af langtrækkende vandflyvere, der skulle transportere post og passagerer.
Flyproducenten Short Brothers i Belfast udviklede derfor den såkaldte Empire Class-vandflyver, som fra 1936 begyndte at flyve i rutefart mellem England og Egypten, Sydafrika, Indien og til sidst også Australien.
Flyet, der havde en rækkevidde på over 1.000 km, imponerede det engelske luftvåben, RAF.
Og da det trak op til krig med Tyskland, hvor Hitler var kommet til magten, bestilte RAF en militær version, som stod klar i foråret 1938. S.25 Sunderland Mk I, som flyet blev betegnet, var mere et flyvende skib end et fly.
Maskinen målte i højden ca. 11 m og havde en længde på 26 m. Da en australsk pilot så vandflyet første gang, var han overvældet over størrelsen:
“Indeni fortsatte det med at imponere med den gode plads og den store højde fra kommando-broen ned til havoverfladen”.
Luksusliv i luften
Spisebord med væghygge
Flyet havde et spisebord, hvor besætningen kunne spise sin mad under patruljerne.
Sovepladser
Senge i flyet gjorde det muligt for folk at hvile, når deres vagt var slut.
Komfur og køkkenvask
I flyets lille køkken kunne kokken tilberede varm mad og vaske op.
Flyets fire motorer gav det en topfart på 340 km/t., hvilket var passende for et fly af den størrelse, men også gjorde det meget udsat. Fx fløj det samtidige britiske jagerfly Spitfire over 200 km/t. hurtigere.
Til gengæld havde den militære version af Sunderland-flyet en rækkevidde på næsten 3.000 km – længere end noget andet britisk militærfly. Og så var det spækket med våben.
De første fly var udstyret med ikke færre end syv maskingeværer: Et i næsen, fire i halen og to i midten af flyet fortil. Antallet af geværer blev krigen igennem øget.
Derudover havde vandflyet plads til otte bomber. Sunderland-vandflyet skulle nemlig ikke blot observere fjendens ubåde, det skulle også kunne angribe og sænke dem.
Og flyet kom ikke til at vente længe på at komme i aktion.
“Bogstavelig talt hundredvis af projektiler ramte ubåden og havet omkring den”. Pilot Leslie Baveystock.
Et flyvende skib med bevæbning
Få dage inde i 2. verdenskrig blev de omkring 30 færdigbyggede vandfly indsat. Briterne frygtede med rette, at tyskerne med deres ubåde ville forsøge at kvæle forsyningslinjerne over Atlanten.
Da krigen begyndte, havde tyskerne kun 39 operative ubåde. I 1942 var antallet tidoblet. Det år slog ubådene rekord, da de sænkede over 1.300 allierede skibe.
Derfor blev Sunderland-flyet sendt ud for at beskytte konvojerne. Det store fly var perfekt til opgaven. Med maksimal brændstofbeholdning kunne flyet holde sig i luften i op til 14 timer og overvåge konvojerne fra oven.
En uge inde i krigen, den 8. september, blev vandflyet sat på sin første prøve, da et af flyene under en patrulje observerede to ubåds-periskoper. Flyet kastede sine otte bomber mod de to neddykkede ubåde – uden at ramme.
Briterne havde imidlertid hverken fly eller krigsskibe nok til at beskytte alle fragtskibe, og næsten dagligt indløb rapporter om sænkninger forårsaget af de tyske ubåde.
Sunderland-flyene kom derfor på konstant overarbejde. Den 18. september modtog piloten David Bevan-John og besætningen på et af vandflyene et nødråb fra fragtskibet Kensington Court, som var blevet angrebet af en ubåd 110 km vest for Cornwall i det allersydligste England.
Da vandflyet nåede frem, var skibet næsten sunket, og de 35 overlevende besætningsmedlemmer sad i redningsbådene. Efter at have sikret sig, at ubåden var væk, landede flyet til de nødstedte sømænds store jubel på havet.
“En redningsbåd, der så meget fuld ud, kom straks imod os. Over os fløj en anden Sunderland og signalerede, om vi ønskede, at han også skulle lande og hjælpe”, skrev Bevan-John.
Sammen fik de to fly reddet alle de nødstedte. Succesen var imidlertid en af de få, for trods vandflyenes hyppige patruljer lykkedes det Hitlers ubåde at sende 41 skibe til bunds alene i den første måned af krigen.
Og det skulle kun blive værre.
“Den trætte bi” slog fjenden på flugt
Selvom Sunderland-flyene igen og igen observerede og forsøgte at angribe tyske ubåde, endte ingen angreb i sænkninger. Briterne havde endnu ikke dybvandsbomber, som kunne monteres på fly, og de almindelige bomber fungerede ikke optimalt til ubådsjagt.
Det blev tydeligt, da en overivrig Sunderland-pilot kom til at angribe en britisk ubåd. En bombe ramte ubådens tårn, hvilket blot resulterede i fire knuste pærer. Den 30. januar 1940 lykkedes det endelig et af vandflyene at få succes.
Ubåden U-55 blev jagtet af to krigsskibe efter at have sænket to fragtskibe. Et tilkaldt Sunderland-fly fandt ubåden og tvang den til at dykke. Da krigsskibene nåede frem, slap ubåden imidlertid væk igen.
Antal skibe sænket af ubåde.
Sunderland-flyet opgav dog ikke og fandt på ny tyskeren, som atter måtte dykke. Til sidst løb ubådens batterier ud, og den tyske besætning måtte forlade ubåden, som herefter blev sænket.
Også de tyske piloter var blevet opmærksomme på det brummende vandfly, som de i spøg havde givet øgenavnet “Den trætte bi”.
I foråret 1940 indtraf imidlertid en episode, som viste, at “Den trætte bi” kunne slå voldsomt fra sig.
Den 3. april blev et Sunderland-fly, der beskyttede en konvoj ud for Norges kyst, angrebet af to tyske Junkers Ju 88-kampfly. Vandflyets skytter ventede koldblodigt på, at kampflyene kom tæt nok på, hvorefter de åbnede ild.
Ildkraften fra briternes syv maskingeværer fik de to Ju 88-fly til at fortrække. Kort efter forsøgte fire andre Junkers-fly at bombe konvojen, men igen lykkedes det Sunderland-flyet at jage dem på flugt.
Få minutter efter ankom seks andre Ju 88-fly. Fire af dem gik løs på konvojen, mens de to resterende angreb vandflyet. Mens landbaserede bombefly ofte havde et maskingevær-tårn under bugen til at forsvare sig med mod angreb nedefra, var Sunderland-flyets bug ubeskyttet.
Piloten fløj derfor helt ned til vandoverfladen, mens skytterne gjorde sig klar til endnu en omgang. I det bagerste maskingevær-tårn kunne skytten Bill Lillie se de to fjender komme tættere og tættere på:
“Den første fik en salve på afstand og drejede af. Jeg ville ikke spilde ammunition, så jeg lod det andet fly komme inden for en afstand af 90 m”.
Idet det tyske fly nærmede sig, affyrede piloten sine maskingeværer, hvis kugler fløjtede tværs igennem vandflyets skrog. Lillie lod sig dog ikke påvirke:
“Jeg gav ham derefter en forbandet god salve, og det så ud til at ryste ham godt og grundigt. Jeg så flyets hagekors tæt på, gav ham endnu en salve og så ham styrte i havet”, berettede Lillie.
De fire andre Junkers-fly trak sig skyndsomst tilbage. Tyskerne omdøbte herefter vandflyet til “Det flyvende pindsvin” pga. dets effektive maskingevær-beskyttelse.
Flyet fik dybvandsbomber
I august 1940 blev de første Sunderland-fly udstyret med radar, der dog ikke fungerede optimalt.
Mere end en gang kom flyene til at angribe spanske og portugisiske fiskerbåde, fordi det var umuligt for radaren at skelne mellem typerne af mål.
Briten Chaz Bowyer var med på en nattepatrulje, hvor radaren pludselig afslørede en mulig ubåd. Febrilsk gik besætningen i gang med at gøre bomberne klar, hvorefter de affyrede en lysraket:
“I skæret fra lyset – og før bomberne var på plads – så vi målet: En hval!” Trods sin unøjagtighed gjorde radaren det sværere for de tyske ubåde at sejle uforstyrret på overfladen om natten, hvor de opladede batterierne til undervandsejlads.
Endnu værre var det for ubådene, at vandflyene på samme tid blev bevæbnet med nyudviklede dybvandsbomber, som kunne kastes fra luften og indstilles til at eksplodere i en bestemt dybde.
Det betød, at det ikke længere var muligt for de tyske ubåde blot at gemme sig i dybet, når de blev fundet af et Sunderland-vandfly. Indtil videre var vandflyenes primære rolle dog fortsat at eskortere konvojerne på især den vigtige rute over Atlanten.
Selv de langtrækkende Sunderland-fly kunne imidlertid ikke nå helt ud til det såkaldte Midt-atlantiske hul – et næsten 500 km bredt område midt i oceanet, hvor hverken amerikanske eller britiske fly kunne nå ud og give skibene beskyttelse.
Her var fragtskibenes eneste forsvar eskorte-krigsskibene.
KORT: Nordatlanten var en dødskorridor
Nordatlanten blev ubådenes skydetelt
Sunderland-vandflyene dækkede store dele af Atlanterhavet, men på midten lå et 500 km bredt bælte, som selv ikke de langtrækkende vandfly kunne nå. Her var konvojernes eneste forsvar de alt for få eskorteskibe, der sejlede med konvojerne for at beskytte dem.
Fra baser i Canada sikrede Sunderland-fly, at konvojer fra Amerika var beskyttet under den første del af ruten over Atlanten til England.
Midt i atlanten kunne ingen fly nå. Her var konvojerne alene.
Fra baser i England beskyttede Sunderland-fly konvojer på vej fra Amerika. Herfra holdt de også øje med ubåde, som forsøgte at snige sig ud i Atlanten fra baser i Frankrig.
Sunderland-fly kunne fra det britiske Gibraltar beskytte de allierede skibe, der sejlede gennem Middelhavet og op langs den afrikanske vestkyst.
I de områder, som Sunderland-flyene var i stand til at dække, var flyets besætninger konstant i fare – selv uden fjenden.
Under hver mission måtte de gennemsøge tusinder af kvadratkilometer hav på kryds og tværs over konvojerne, mens den konstante buldren fra motorerne og vibrerende metaldele langsomt gjorde dem døve.
Motorfejl betød som regel, at flyene måtte nødlande på et bølgefyldt hav, som pga. farten kunne knuse vandflyet som en æggeskal.
Og selv hvis besætningen overlevede styrtet, var den ofte mange hundrede kilometer fra land uden chance for redning.
De op til 14 timer lange patruljer var derfor præget af både frygt og ensomhed. Som briten Chaz Bowyer skrev:
“Man følte sig meget ensom, når der var lange perioder med stilhed over samtaleanlægget, sporadisk afbrudt af et andet besætningsmedlem, der tændte sin mikrofon og pustede i den som for at bekræfte sig i, at han ikke var alene”.
Hos skibsbesætningerne var lyden af vandflyets motorer dog højt skattet. De vidste, at alene flyets tilstedeværelse utvivlsomt skræmte mange ubåde væk.
Rædsel afløste kedsomheden
1942 blev ubådskrigens værste år for de allierede med over 1.300 sænkede fragtskibe. Men de overanstrengte Sunderland-besætninger kunne dog glæde sig over, at nye, forbedrede fly begyndte at udskifte de gamle.
Sunderland model Mk II og Mk III fløj længere og var udstyret med endnu flere maskingeværer og en forbedret radar, som gjorde det lettere at finde ubådene.
Samtidig begyndte amerikanerne at sende hundredvis af nye, langtrækkende fly ind i kampen mod fjenden under havet.
Det betød, at også Sunderland-besætningerne i højere grad kunne koncentrere sig om egentlig ubådsjagt og ikke blot konvojpatrulje.
Ubåden U-243 blev i juni 1944 angrebet af to Sunderland-vandfly og sænket. På det tidspunkt var vandflyene blevet mestre i ubådsjagt.
De flere fly og eskorteskibe, som nu blev sat ind mod ubådene, resulterede i, at 1942 blev det hidtil blodigste år for den tyske ubådsflåde. Næsten 90 ubåde nåede aldrig hjem – langt over det dobbelte af tabene året før.
1943 skulle imidlertid blive langt værre for tyskerne, og Sunderland-flyene kom til at spille en vigtig rolle i opgøret med ubådene. Den undersøiske jæger var nu selv den jagede.
Ubådene gik til modangreb
Hidtil havde ubådene så vidt muligt lavet katastrofedyk ved flyangreb. Men som reaktion på de stadigt hyppigere angreb fra luften havde den tyske ubådschef, Karl Dönitz, i slutningen af 1942 beordret sine ubåde bevæbnet med antiluftskyts, så de kunne tage kampen op mod den flyvende fjende. Dönitz lagde desuden en fælde for angriberne.
Et antal ubåde – såkaldte flak-ubåde – blev bevæbnet med en luftværnskanon samt to antiluftskyts-maskingeværer med hver fire løb, der samlet kunne pumpe 1.600 kugler mod fjenden pr. minut.
I løbet af krigen blev flere af de allieredes flyvende ubådsjægere udstyret med projektører, som de brugte til at blænde de tyske ubådsbesætninger med under natangreb.
Så voldsom ildkraft havde ingen ubåde før haft. Den 24. maj 1943 klappede fælden, da et Sunderland-fly med kaptajn Debnam ved styrepinden opdagede flak-ubåden U-441 og gik til angreb.
Den tyske ubåds antiluftskyts fyldte himlen med kugler og granater. Trods den heftige spærreild nåede flyet at kaste fem dybvandsbomber, før det styrtede i havet og trak besætningen med sig i dybet.
En uge efter lykkedes det briterne at få hævn, da Sunderland-vandflyene formåede at sænke to tyske ubåde på samme dag.
Den ene ubåd, U-563, blev ramt af dybvandsbomber, som ifølge øjenvidner bogstavelig talt rev ubåden fra hinanden.
Colin Walker fik en medalje efter kampen mod de otte tyske kampfly.
Vandfly tæskede otte fjendefly på én gang
Den 2. juni 1943 blev Sunderland-piloten Colin Walker og hans besætning angrebet af otte tyske Ju 88-kampfly ud for Frankrigs kyst. Da tyskerne angreb, gik vandflyets skytter til modangreb.
I en 45 minutter lang kamp nedskød de tre af de tyske fly og beskadigede tre andre, inden de to sidste stak af. En af Walkers folk blev dræbt, men flyet holdt sig i luften trods hundreder af skudhuller.
For yderligere at styrke luftforsvaret forsøgte de tyske ubåde at sejle ud i grupper, så de kunne hjælpe hinanden mod fjendefly. Den 13. juni fandt et Sunderland-fly en flok på hele fem ubåde.
Flyets besætning gik frygtløst løs på ubådene, der affyrede samtlige deres antiluftskyts. Vandflyet nåede kun at beskadige en enkelt ubåd, inden det selv blev skudt ned.
Fly og skibe angreb i forening
De allierede indså, at de var nødt til at ændre taktik. Løsningen blev at angribe grupper af ubåde med flere fly og skibe på samme tid.
Da tre ubåde blev opdaget i Biscayen ud for Frankrigs vestkyst den 30. juli 1943, deltog ikke færre end fem forskellige allierede flytyper med assistance fra krigsskibe. Den tyske kaptajn, Wolf-Harro Stiebler, på U-461 sejlede med de to andre ubåde på overfladen, fordi det ene af fartøjerne skulle oplade sine batterier:
“En halv time senere så vi det første fly, og ikke længe efter cirklede flere over os”, forklarede kaptajnen siden.
“Der lød et ufatteligt brag, og jeg var sikker på, at ubåden var sprunget i luften” Ubådskaptajn W. Stiebel.
Da flyene angreb, affyrede de tre ubåde alle deres antiluftskyts. Blandt de angribende fly var piloten Dudley Marrows, som styrede sit tunge Sunderland-vandfly helt ned til havoverfladen, i håbet om at de to bagerste ubådes antiluftskyts ikke ville kunne ramme ham, fordi den forreste ubåd lå i vejen.
I sidste øjeblik kastede Sunderland-besætningen syv dybvandsbomber mod fjenden, inden Marrows krængede flyet stejlt opad for undgå en kollision med ubådens tårn.
“Du fik ham!” råbte andenpiloten til Marrows, idet de passerede ubåden. Kaptajn Stiebel befandt sig i ubåden, da den blev ramt: “Der lød et ufatteligt brag, og jeg var sikker på, at ubåden var sprunget i luften.
Jeg blev trukket ned i dybet, men så kom der en hurtig bevægelse, og jeg skød op til overfladen”.
Svømmende i overfladen iagttog han, hvordan flyene sænkede den anden ubåd, hvorefter fire krigsskibe nåede frem og udslettede den sidste ubåd og dens besætning med dybvandsbomber.
Sunderland-vandflyene fortsatte deres succes. Alene i løbet af de første fire dage af august sænkede vandflyene fire ubåde.
Kom tæt på “brumbassens” bevæbning
Det flyvende skib var proppet med våben
Sunderland Mk I blev indsat i slaget mod Hitlers ubåde i 1939. Flyet var foruden bomber bevæbnet med syv maskingeværer. På senere modeller svulmede antallet op til 16 maskingeværer.
Browning-maskingeværer gav fjenden tæsk
I flyets næsetårn sad en skytte med et enkeltløbet, let Vickers-maskingevær. For at give flyet mere slagkraft blev maskingeværet senere udskiftet med et kraftigt, dobbeltløbet Browning-maskingevær. I den forreste del af skroget blev desuden indsat fire fastmonterede Browning-maskingeværer, som blev affyret fra pilotsædet.
Bomberne kørte på skinner
Flyet havde kapacitet til fire dybvandsbomber på hver 450 pund eller otte på 250 pund. Bomberne blev kørt fra lastrummet ud under vingerne via skinner.
Skroget skjulte skyttehuller
I tilfælde af angreb kunne to luger åbnes midt i flyet. Herfra var det muligt for to skytter at beskyde fjenden fra hver sin side af flyet med maskingeværer.
Vickers-maskingevær
Skytterne i midten af flyet var bevæbnet med lette Vickers K-maskingeværer. Våbnet havde ikke stor rækkevidde, men kunne affyre ca. 1.200 kugler pr. minut.
Halen kunne slå fra sig
Bagerst i flyet sad et drejeligt skyttetårn med et enkeltløbet maskingevær. Det blev hurtigt udskiftet med et fireløbet.
Det ene af angrebene blev gennemført af canadieren Al Bishop og hans 10 mand store Sunderland-besætning. Under en patrulje opdagede de U-489 sydøst for Island. Bishop fløj straks ned mod ubåden, der blev liggende i overfladen for at tage kampen op.
Ubåden zigzaggede for at gøre det svært for flyet at ramme, hvorefter fartøjets antiluftskyts begyndte at skyde. I en regn af kugler nærmede vandflyet sig ubåden, mens dets skytter forsøgte at udslette ubådens flak.
Flyets forreste skytte og andenpiloten blev ramt af spærreilden, og skroget blev gennemhullet af kugler. Bishop nåede at kaste seks bomber over ubåden, inden han blev tvunget til at nødlande på havoverfladen.
“Det ene øjeblik lød et enormt brag, det næste lå vi i vandet”, berettede Bishop senere.
“En af drengene sad på flyhalen et stykke tid, men måtte svømme væk, da flyet sank fem minutter efter nødlandingen”.
Kun Bishop selv og fem andre mænd fra den 11 mand store besætning havde overlevet styrtet. Efter omkring en halv time kom ubåden, der havde nedskudt dem, pludselig drivende små 200 m væk.
Bishop og hans mænd kunne herefter iagttage tyskerne forlade ubåden i al hast og sejle væk fra den i deres gummibåde. Kort efter sank ubåden.
I den næste time flød de seks overlevende Sunderland-besætningsmedlemmer og ubådens 58 sømænd blot 100 m fra hinanden.
Ingen af de to grupper sagde noget, men iagttog tavse hinanden, indtil de blev fisket op af allierede krigsskibe. Den 2. august 1943 afblæste den tyske ubådschef, Karl Dönitz, officielt sin “Slå igen-kampagne”.
Godt nok var 12 allierede fly – både Sunderland-fly og andre – blevet skudt ned af ubådene på lidt over tre måneder, men i samme tidsrum var 26 ubåde blevet sænket og 17 beskadiget.
Ubådene blev sænket på stribe
1943 blev vendepunktet i krigen mod ubådene. Da året var omme, havde tyskerne mistet næsten 250 ubåde – med deres erfarne besætninger, som var umulige at erstatte.
Da tyskerne ikke længere turde bruge radardetektoren, gav de i stedet ubådene kraftigt antiluftskyts.
Løgn fik tyskerne til at droppe radardetektor
Briterne udstyrede i løbet af krigen deres fly med radar. De tyske ubåde fik derfor en radardetektor, som kunne advare dem mod flyene.
For de tyske ubåde var det afgørende, at de kunne bruge natten, hvor flyene ikke kunne spotte dem, til at sejle på overfladen og oplade ubådens batterier med fartøjets dieselmotor.
Men i sommeren 1940 fik de første Sunderland-fly radar, som lokaliserede fjenden selv i buldrende mørke.
Som modsvar udstyrede tyskerne derfor deres ubåde med en radardetektor kaldet Metox, som kunne opfange radarsignalerne og give ubådene tid til at dykke, før flyene nåede frem.
I foråret 1943 udstyrede de allierede imidlertid deres fly med en ny, avanceret radar, som radardetektoren ikke kunne opdage. Da de allierede fly igen begyndte at sænke ubådene om natten, gik tyskerne i panik.
De nægtede at tro, at briterne kunne have opfundet en ny radar. I stedet for at udvikle en ny radardetektor, søgte de efter andre mulige forklaringer på flyenes succes.
De allierede fik nu uvurderlig hjælp af en af deres piloter, som var kommet i tysk fangenskab.
Da de tyske efterretningsfolk spurgte ham, hvordan de allierede fly kunne finde ubådene om natten, kom han med en snedig løgnehistorie.
Fangen fortalte, at årsagen til flyenes succes ganske enkelt var, at tyskernes Metox-radardetektor udsendte radiobølger, som flyene kunne opfange og på den måde pejle sig ind på ubådene.
Briterne havde rent faktisk forsøgt at udvikle et sådant pejleapparat, men havde opgivet. Det vidste tyskerne ikke, så de hoppede på historien. Den 3. august 1943 udsendte det tyske ubådshovedkvarter i Kiel derfor en indtrængende advarsel:
“Til alle ubåde. Sluk Metox øjeblikkeligt. Fjenden kan opfange signal”.
Metox-systemet blev opgivet, og ubådschefen, Karl Dönitz, beordrede i stedet ubådene til at dykke ud om dagen, hvor de i det mindste kunne se flyene.
Samtidig beordrede han ubådene bevæbnet med antiluftskyts, så de kunne tage kampen op mod flyverne.
Året efter sænkede de tyske ubåde blot 243 skibe, mens de selv mistede 249 ubåde. Slaget var tabt.
Langt de fleste af sænkningerne stod nye skibe og et væld af nye antiubåds-fly for. Men det var den utrættelige Sunderland, der havde taget den hårdeste tørn.
Flyet nåede at sænke eller beskadige 55 tyske og italienske ubåde. Hvor mange liv “Den trætte bi“ reddede med sine utrættelige patruljer over konvojerne, ved ingen, men det skal tælles i tusinder.