Den konservative britiske premierminister, Neville Chamberlain, er bleg, men fattet, da han sent om eftermiddagen den 10. maj 1940 træder ind i modtagelsesværelset på Buckingham Palace i London. Kun omkring en time er gået, siden han fik at vide, at arbejderpartiet Labour ikke vil tilslutte sig en regering med ham som chef.
En koalitionsregering med Englands to førende partier er i alles øjne den eneste måde at føre Storbritannien sikkert gennem krigen på mod Hitlers Tyskland, men Chamberlains eftergivende politik over for den tyske fører har slidt på tilliden.
“Jeg går ud fra, at De ikke ved, hvorfor jeg har sendt bud efter Dem?” George 6. til sin nye premierminister, Winston Churchill.
Hvis Labour skal i regering, bliver det uden den gamle premierminister som frontfigur.
Skuffelsen sidder dybt i Chamberlain, da han nøgternt og værdigt meddeler kong George 6., at han træder tilbage. Sørgmodigt accepterer kongen Chamberlains afgang. Følelserne er ægte; de to mænd har altid haft et godt arbejdsforhold. Storbritannien går en usikker tid i møde.
Hitler indleder sin blitzkrieg
Den 10. maj 1940: Hitler har tidligt om morgenen indledt “Fall Gelb”, en storstilet operation, som involverer tre hærgrupper og har til formål at undertvinge Frankrig.
Tyske kampvognsdivisioner er rullet ind i Holland, Belgien og Luxembourg. Divisionerne brager gennem alle forhindringer, og bag dem følger soldaterne – klar til at nedkæmpe enhver modstand.
Tyskerne rykkede hurtigt frem gennem Beneluxlandene og Frankrig i sommeren 1940.
Invasionsstyrken bevæger sig langt ind bag grænserne, og stort set hele Luxembourg er under tysk kontrol inden aftenstid. Frankrig er næste mål, og Vestfronten balancerer på randen af kollaps.
Churchill besøger kongen
Den 10. maj kl. 18: Efter intense politiske forhandlinger er en ny regeringsleder blevet fundet – den 65-årige Winston Churchill.
Kongen beder Churchill tage plads og betragter ham undersøgende.
“Jeg går ud fra, at De ikke ved, hvorfor jeg har sendt bud efter Dem?” spørger kongen.
“Nej, Deres Majestæt”, svarer Churchill gravalvorligt, men med et glimt i øjet, “jeg kan simpelthen ikke forestille mig grunden”.
Kongen ler. “Jeg vil bede Dem om at danne regering”, svarer han.
Under “Spøgelseskrigen” havde de allierede piloter tid til at udkæmpe drabelige partier på skakbrættet.
Spøgelseskrigen sluttede med et brag
England erklærede Tyskland krig i september 1939, men først otte måneder senere kom det til kamp på Vestfronten.
Da Tyskland den 1. september 1939 overfaldt Polen, erklærede både den britiske og den franske regering landet krig. Men militære handlinger var det sparsomt med.
Franskmændene invaderede ganske vist den tyske delstat Saarland den 7. september, men ni dage senere trak de franske styrker sig tilbage igen. I England og Frankrig stod minderne om 1. verdenskrigs massedød klart i erindringen, og landenes befolkninger ønskede at undgå nye blodsudgydelser.
Briterne tog kortvarigt kampen op mod tyskerne, da Hitler invaderede Norge den 9. april, men de opgav at redde det bjergrige land. I resten af Europa stod alting stille, og perioden kaldes for “Spøgelseskrigen”. Den sluttede, da Hitler angreb den 10. maj 1940.
Churchills udnævnelse er en overraskelse for mange briter. Han har gennem et langt liv tjent sit land som medlem af Underhuset og på forskellige ministerposter som fx flådeminister. Men den nye titel passer ham. Da han hjemvendt efter audiensen på Buckingham Palace gør status over dagen, føler han sig bedre tilpas end nogensinde.
“Jeg følte det, som slog jeg følgeskab med skæbnen, og at mit hidtidige liv blot havde tjent som en forberedelse til denne time og denne prøvelse”, skriver Churchill om dagens begivenheder.
Tale lover blod, sved og tårer
Den 13. maj kl. 13.45: Til stor frustration for Churchill og hans nydannede krigskabinet er tyske kampvogne dagen forinden kørt gennem Ardennerne og har gennembrudt de franske linjer. Tyskerne har kurs mod Den Engelske Kanal.
Hvis nogen har forventet, at Churchill vil forsøge at indgyde briterne falsk håb, bliver de overraskede. “Jeg har intet at tilbyde ud over blod, slid, tårer og sved”, slår premierministeren fast i sin tale til Underhuset i det britiske parlament.
“Vi står”, fortsætter han, “over for en prøvelse af den mest smertelige art. Foran os ligger mange lange måneders kampe og lidelser”.
“Der fik jeg nok skiderikkernes opmærksomhed”. Churchill efter sin første tale til Underhuset som premierminister.
Anspændelsen i Churchills stemme afslører situationens alvor, men stemmen får styrke, mens han taler:
“De spørger, hvilken politik vi har. Jeg svarer at føre krigen til søs, til lands og i luften af al vor magt og med al den styrke, Gud har givet os; at føre krigen mod et tyranni så uhyrligt, at det aldrig er overgået i hele den menneskelige forbrydelses mørke og bedrøvelige historie”.
Ordene ruller som en bølge, der vokser sig stadig stærkere.
“De spørger, hvilket mål vi har sat os. Jeg kan svare med et enkelt ord: Sejr! Sejr for enhver pris!”
Churchill var hovedarkitekten bag den fejlslagne allierede landgang ved Gallipoli i Tyrkiet under 1. verdenskrig.
Fiasko blev vendt til succes
Winston Churchill er én af det 20. århundredes absolut største lederskikkelser, men hans første politiske og militære eventyr var en blodig fiasko.
Churchill drømte allerede i sine unge år om at anføre en stor militæroperation. Drømmen blev til et mareridt, da han som marineminister under 1. verdenskrig iværksatte en invasion af den tyrkiske halvø Gallipoli i 1915. Alt gik galt, og 44.000 allierede soldater mistede livet.
Som hovedmand bag operationen bar Churchill ansvaret og måtte gå af. Men den ambitiøse politiker gav ikke op. Han meldte sig til tjeneste på Vestfronten, hvor han fik rang af oberstløjtnant. I felten kastede Churchill sig ud i den ene halsbrækkende aktion efter den anden. Indsatsen blev bemærket, og i 1917 blev han hentet hjem til posten som rustningsminister.
Churchill gjorde sig i de følgende år mest bemærket ved hyppigt at skifte mening om stort set alt. Men da Hitler efter sin magtovertagelse i 1933 begyndte at opruste, trådte Churchill i karakter og talte dunder mod den tyske trussel.
“Hitler udgør den største fare for imperiet”, erklærede Churchill i 1936. “Stop ham. Det er tid nu”, formanede han.
Da tyske kampvogne få år senere buldrede gennem Vesteuropa, fik Churchill mulighed for at revanchere fiaskoen ved Gallipoli.
Talen slutter med et opråb til salen:
“Kom med – lad os sammen med fælles styrke gå fremad!”
Et stående bifald følger. Applausen er en tillidserklæring til Churchills nye regering af konservative og Labour. Stilen er lagt. Hans appel til kampgejst skal samle briterne i den mørke tid, som venter forude.
“Der fik jeg nok skiderikkernes opmærksomhed”, bemærker Churchill triumferende til sin personlige assistent, Desmond Morton, da han senere forlader salen. Første stik er hans.
Churchill besøger Frankrig
Den 16. maj kl. 17: Tyske kampvogne støttet af fly fra Luftwaffe rykker gennem Frankrig. Den strategisk vigtige by Sedan er faldet, og tyskerne står nu blot 177 km fra Paris.
Stemningen er trykket i det franske udenrigsministerium i Quai d’Orsay på Paris’ venstre Seinebred, da Churchill sent om eftermiddagen ankommer til mødet med Frankrigs førende mænd. Han er kommet for at opmuntre alliancepartneren til at stå fast over for tyskerne.
Premierminister Paul Reynaud, forsvarsminister Édouard Daladier og general Maurice Gamelin, hærens øverstkommanderende, står nedtrykte om et bord i en af ministeriets elegante sale.
De tyske kampvogne rykker frem med en fart, som ingen har troet mulig, og knuser alt på deres vej, forklarer Gamelin. Han gennemgår kort situationen ved fronten. Da han tier, mærker Churchill en kvælende stilhed sænke sig.
“Vi kan ikke lade vores hær slagte eller overgive sig. Nej, det kan vi aldrig gøre. Vi må få dem ud derfra”. Churchill beslutter at iværksætte evakueringen fra Dunkerque.
Han bryder tavsheden: “Hvor er Deres reserver?”
Gamelin trækker på skuldrene.
“Aucune”, svarer han – ingen.
Churchill er rystet. Mens han forsøger at samle tankerne, ser han ud ad vinduet. Ministeriets have er indhyllet i røg fra flere store bål. Ilden bliver næret af de dokumenter, som nobelt klædte embedsmænd kører frem på trillebør, så de ikke skal falde i tyskernes hænder.
Premierministeren føler hjertet synke. Evakueringen af Paris er allerede begyndt, indser han.
Dunkerque er sidste udvej
Den 23. maj: De fremrykkende tyskere truer den britiske ekspeditionsstyrke – en 200.000 mand stor hær, som briterne sendte til Frankrig umiddelbart efter krigsudbruddet i september 1939. Styrken befinder sig ved den franske Kanalkyst.
Foroverbøjet med hænderne bag ryggen vandrer Churchill hvileløst frem og tilbage over gulvet i admiralitetets operationsrum i London. Han er på én gang rasende over franskmændenes mangel på forsvarsvilje og opfyldt af sorg ved tanken om den skæbne, som venter de britiske soldater. Han taler højlydt, nærmest med sig selv:
“Vi kan ikke lade vores hær slagte eller overgive sig. Nej, det kan vi aldrig gøre! Vi må få dem ud derfra!”
Video: Se krigsmateriellet, som briterne efterlod ved Dunkerque
Det britiske ekspeditionskorps måtte efterlade størstedelen af sit udstyr i Frankrig.
Pludselig standser Churchill op. Han har truffet sin beslutning. Mændene skal reddes, selv hvis det betyder, at halvdelen af deres udstyr går tabt. Churchill vender sig med et stålsat blik mod de forsamlede medlemmer af forsvarskommitéen:
“Hvis vi mister mændene, så taber vi krigen. Vores mænd må kæmpe sig frem til Dunkerque. Når de når dertil, får flåden dem ud”.
En spektakulær redningsaktion er ved at tage form i hovedet på Churchill.
Skæbnesvanger besked sendes
Den 25. maj kl. 21: En lille britisk styrke på omkring 4.000 soldater under ledelse af brigadegeneral Claude Nicholson skal holde tyskerne stangen, mens resten af hæren bliver evakueret fra Dunkerque.
“Vi har den største beundring for Deres blændende forsvar. Evakuering vil ikke (gentager ikke) finde sted, og fartøjer afsat til formålet skal bringes tilbage til Dover”, lyder beskeden, som premierministeren netop har sendt til brigadegeneral Claude Nicholson.
Adolf Hitler skuede mod de britiske kyster, da han besøgte Kanalkysten efter erobringen af Frankrig.
Føreren ville knække England
Hitler så op til briterne og håbede på en venskabspagt med imperiet. Men Churchills stædige modstand forvandlede den tyske førers beundring til et indædt had.
Før krigen var Hitler England venligt stemt. Han så briterne som et arisk broderfolk og Det Britiske Imperium som et forbillede. Det sidste gjaldt især, hvad angik Englands – som nazisterne rosende formulerede det – “ubarmhjertige” undertvingelse af andre folkeslag.
Diktatoren opgav kun langsomt håbet om en pagt mellem de to nationer. Gentagne gange talte Hitler således om at bringe briterne “til fornuft” – dvs. til at acceptere tysk overherredømme.
Med tiden steg Hitlers frustration dog. Og efter briternes første natlige bombetogt i august 1940 stemplede han dem som “natpirater”. Churchill blev ikke skånet. Flyveblade smidt over øriget fremstillede ham som en “gangster” og “krigsforbryder”.
Da Churchill bagefter sætter sig ned sammen med sine rådgivere, føler han sig helt syg ved tanken om, at Nicholsons soldater nu er dømt til enten at dø eller ende i nazisternes kløer. Kvalmen overvælder ham, og han går ud for at kaste op.
Mytteri truer Churchills regering
Den 26. maj: Mens Nicholsons soldater kæmper til sidste mand, holder Churchill et frokostmøde i London med den franske premierminister, Paul Reynaud. Her erfarer Churchill, at Frankrig snart må opgive kampen.
Nyheden om det forventede franske nederlag betyder, at stemningen er trykket under mødet i det britiske krigskabinet om eftermiddagen. Churchill lytter med bange anelser, da udenrigsminister lord Halifax tager ordet.
Italien er neutralt, så måske kan Mussolini bruges som forhandler i en fredsaftale med Hitler, foreslår Halifax. Vil Churchill “være villig til at diskutere betingelser, hvis de ikke griber ind i vores selvstændighed”? spørger han.
Halifax har været Chamberlains nære allierede i forsoningspolitikken over for Hitler – og selv i krigskabinettet taler han om en fredelig løsning.
Den britiske Home Guard patruljerede bl.a. langs kysten og holdt vagt ved luftbaserne i Storbritannien.
Gamle nisser beskyttede øriget
Siden oktober 1939 havde Churchill slået til lyd for oprettelsen af et hjemmeværn – en hær af civile, som i tilfælde af krig skulle beskytte fabrikker og kommunikationslinjer. Den 14. maj 1940 blev planen til virkelighed.
Mænd mellem 17 og 65 år kunne søge optagelse, men den øvre aldersgrænse blev ikke håndhævet. Det ældste medlem var formentlig Andrew Parr, som i 1941 fyldte 82 år.
I juli talte styrken hele 1,5 mio. mand, og ved Churchills mellemkomst fik enheden det mundrette navn “Home Guard”.
Churchill må lægge bånd på sig selv. For ikke at splitte landet har han beholdt Halifax som udenrigsminister, men al den snak om forhandlinger gør ham rasende. Han mumler lidt, mens han formulerer et diplomatisk svar:
“Den eneste sikre vej er at overbevise Hitler om, at han ikke kan slå os!”
Premierministeren er fast besluttet på at bekæmpe Hitler til det sidste. Han frygter dog, at Halifax vil vende regeringen mod ham.
Halifax bliver sat på plads
Den 28. maj: På kong Leopolds ordre overgiver de belgiske styrker sig til tyskerne. Faren for en invasion af Storbritannien forekommer at være reel. I kulisserne fremturer Halifax fortsat med sit forslag om mægling.
Papirerne ligger fordelt på alle borde, da regeringens ministre træder sammen. “Vi er ikke interesserede i at høre om mulighederne for et nederlag; de findes ikke”, lyder den korte tekst, som er trykt på arkene.
Ordene er dronning Victorias, fremsat under Boerkrigens såkaldte sorte uge i december 1899 – ugen kostede briterne 2.776 mand.
Da alle har taget plads, tager Churchill ordet.
“Vi må forvente endnu et slag rettet imod os. Vi har fået at vide, at Herr Hitler planlægger at invadere De Britiske Øer”. Churchill i en tale til Underhuset den 4. juni 1940.
“Jeg har de foregående tre dage nøje overvejet, om det var min pligt at forhandle med den mand”, siger han.
Ordene “den mand” er Churchills betegnelse for Hitler, og den bliver udtalt med slet skjult foragt.
“Men det er nytteløst at forestille sig, at vi – selv hvis vi indgik en fred nu – ville få bedre betingelser, end hvis vi valgte at kæmpe”, fortsætter han. Storbritannien vil miste sin flåde og ende som en “slavestat”, slår premierministeren fast.
Talen er for en sjælden gangs skyld improviseret, men Churchill taler sig varm:
“Jeg er overbevist om, at hver eneste af jer ville rejse sig og flå mig ned fra min stol, hvis jeg blot et øjeblik ville overveje forhandlinger eller overgivelse”.
Overklassedreng endte som krigshelt
Kærlighed blev ikke gengældt
Som skik og brug var i overklassen, blev Churchill passet af en barnepige og tilbragte kun lidt tid med forældrene. Alligevel forgudede han sin mor, rigmandsdatteren Jennie Spencer-Churchill, omend han ofte følte, at kærligheden var ugengældt.
Pictorial Press Ltd/Imageselect
Flugt gjorde ham til nationalhelt
Churchill kom første gang i offentlighedens søgelys, da han i 1899 som krigskorrespondent under Boerkrigen i Sydafrika blev taget til fange af boerne. En dramatisk flugt fra fængslet gjorde den 25-årige Churchill til nationalhelt i Storbritannien.
The Print Collector/Imageselect
Officer endte i skudlinjen
Under sin tjeneste på Vestfronten under 1. verdenskrig opnåede Winston Churchill rang af oberstløjtnant. En af Churchills opgaver var at inspicere ingenmandsland mellem skyttegravene, og han blev ved flere lejligheder udsat for beskydning.
Fremantle/Imageselect
Fru Churchill forsvarede sin mand
Ægteskabet mellem Winston Churchill og officersdatteren Clementine Hozier var efter alt at dømme lykkeligt. Clementine var ubetinget loyal mod sin mand og kendt for sine skarpe replikker, der ofte blev rettet imod Winstons politiske modstandere.
Interfoto Friedrich/Imageselect
Afslutningen på talen er dramatisk og leveres med en stemmeføring, der ikke lader nogen i tvivl om, at premierministeren betragter den som det sidste ord i sagen:
“Hvis vor øs lange historie nu er ved at få en ende, så lad det blive en afslutning, hvor enhver af os ligger på jorden og kvæles i vort eget blod”.
Et øjeblik er alle tavse, så bryder jubelen ud. Flere af ministrene rejser sig og dunker Churchill i ryggen. Da krigskabinettet samles samme dag kl. 19, trækker Halifax sit forhandlingsforslag tilbage. Churchill er tilfreds. Han har vundet magtkampen i sin egen regering, og nu kan han koncertere sig om at bekæmpe Hitler.
Undsætningen når frem i sidste sekund
Den 3. juni: Churchill har sat evakueringen af den britiske ekspeditionsstyrke i gang. Efter en appel fra premierministeren får flåden hjælp af fiskekuttere, lystbåde og andre private fartøjer. Omkring 700 skibe deltager i redningsaktionen ved Dunkerque.
Bernard Kaye, sergent i De Kongelige Ingeniørtroppers 16. angrebseskadron, skutter sig i det tidlige morgengry. Her ved Kanalkysten er natten iskold, og han ryster af kulde. Med dagslysets komme følger også angsten for at dø.
De tyske kampvogne angriber ikke om natten, men nu hører han – halvt i søvne – lyden af motorer i det fjerne. Pludselig fanger en anden lyd hans opmærksomhed.
I alt blev 338.266 allierede soldater evakueret fra strandene ved den franske havneby Dunkerque i maj og juni 1940.
Hviskende stemmer breder sig blandt soldaterne, der ligesom han har smidt sig på molen. Ved lyden af ordet “skibe” springer han op.
Og der, ud af det vigende mørke, tegner sig et par master. En fiskerbåd lægger til ved molen. Skibets lange, og for ham særegne navn, fortæller, at fartøjet er hollandsk.
“Ikke stort, men stort nok”, tænker Kaye, mens han ad en ståltrappe fra molen går ombord i skibet.
Kort tid efter lægger fartøjet fra land. På stranden agterude skyder en voldsom flamme mod himlen, da en tysk fuldtræffer sætter et olielager i brand. Forude glimter Dovers hvide klipper i morgensolen. Kaye er undsluppet tyskerne i 11. time.
Churchill taler til Underhuset
Den 4. juni: Churchills evakuering fra Dunkerque er en succes – 338.266 allierede soldater er blevet reddet. På stranden efterlader briterne dog 2.472 kanoner, 20.000 motorcykler og 65.000 andre køretøjer, og hæren er i en sørgelig forfatning.
Storbritannien er trængt op i en krog. Det ved Churchill, da han tager ordet i det tætpakkede britiske underhus. Han ved også, at hans opgave nu, i dette skæbnesvangre øjeblik, er at vise en vej ud af katastrofen. Som sædvanlig lægger han ikke skjul på alvoren:
“Vi må forvente endnu et slag rettet imod os. Vi har fået at vide, at Herr Hitler planlægger at invadere De Britiske Øer”.
Men briterne er kampklare, fastslår Churchill. Han taler til briternes kampvilje og udtrykker sig i et sprog, som enhver kan forstå.
Video: Briterne lytter til Churchills tale
Churchills taler skulle inspirere briterne til at fortsætte kampen mod Hitler.
“Vi vil forsvare vor ø, koste hvad det koste vil. Vi vil kæmpe på vore strande. Vi vil kæmpe på vore flyvepladser. Vi vil kæmpe på marker og i gader. Vi vil kæmpe i bakkerne, og vi overgiver os aldrig!” erklærer han, mens stemmen stiger og tager til i styrke.
Da Churchill sætter sig ned, tilføjer han med lav røst:
“Og vi vil kæmpe med resterne af en smadret ølflaske, for det er sgu det eneste, vi har”.
De lavmælte ord hører ingen, for salen eksploderer i et tordnende bifald. Churchill betragter med tilfredshed reaktionen og bemærker, at flere af de applauderende parlamentsmedlemmer er rørt til tårer.
Paris er truet
Den 11. juni: Frankrigs regering har dagen forinden forladt Paris for at undslippe de fremrykkende tyske styrker. Premierminister Reynaud beder om et møde med Churchill.
I et desperat forsøg på at få franskmændene til at kæmpe videre er Churchill fløjet til det centrale Frankrig. Mødet bliver afholdt på slottet Château du Muguet, og kort efter ankomsten spiller Churchill sit sidste kort ved at citere den franske statsmand George Clemenceaus ord fra 1. verdenskrig:
“Jeg vil kæmpe foran Paris, i Paris og bag ved Paris”.
Petain, Frankrigs øverstbefalende og vicepremierminister, svarer, at franskmændene dengang havde 60 divisioner – nu har de ingen.
Så tager premierminister Reynaud ordet. Tyskerne nærmer sig hastigt Paris, forklarer han. Han har brug for britiske fly.
“Dette er det afgørende punkt og det afgørende øjeblik”, siger Reynaud indtrængende. “Det er derfor forkert at beholde bare en eneste eskadrille i England”.
Under et møde på 1800-talsslottet Château du Muguet den 11. juni 1940 afslog Churchill at sende sine jager- og bombefly til Frankrig.
Churchill ser fast på sin franske kollega.
“Dette er ikke det afgørende punkt og det afgørende øjeblik”, svarer han. “Det øjeblik kommer, når Hitler sætter Luftwaffe ind mod Storbritannien. Hvis vi kan beholde herredømmet i luften, og hvis vi kan holde havene åbne, så vinder vi det hele tilbage for jer”.
Reynaud spørger nervøst, hvad briterne har tænkt sig at gøre, hvis de bliver invaderet. Spørgsmålet provokerer Churchill.
“Det har jeg ikke udtænkt helt præcist”, svarer han beskt. “Men i store træk ville jeg foreslå, at vi drukner så mange som muligt undervejs og så banker resten oven i hovedet, når de forsøger at kravle i land”.
På vej hjem i flyet bliver Churchill dog grebet af et øjebliks tvivl. “Både De og jeg kan være døde om tre måneder”, bemærker han dystert til sin militærrådgiver, Hastings Ismay.
Tre dage senere falder Paris. Churchill står alene.
Frankrig kapitulerer
Den 2. juli kort efter midnat: Reynaud er trådt tilbage, og som ny regeringschef har Petain underskrevet en fredsaftale med Tyskland. Den franske flåde, Europas næststørste efter briternes, ligger for anker ved Oran i Algeriet. Churchill frygter, at krigsskibene vil falde i hænderne på Hitler.
En stærk vind rusker i grene og blade, da Winston Churchill kort efter midnat træder ud i haven bag premierministerboligen i Downing Street 10. I mørket skridter han nærmest manisk afsted på stien, som omkranser plænen. Han har lige taget sit livs mest smertefulde beslutning, og han har taget den alene: Han vil beordre et angreb på Frankrigs flåde.
Beslutningen vejer tungt på Churchills skuldre, mens han går rundt i den vindomsuste have. Som premierminister kan han aldrig tillade krigsskibene at falde i kløerne på Hitler, men samtidig frygter Churchill franskmændenes reaktion. Skrækscenariet er, at ødelæggelsen af flåden vil skubbe hans franske venner i armene på Hitler, men den risiko er Churchill nødt til at løbe.
I London holdt medlemmer af Royal Observer Corps øje med himlen over byen – klar til at slå alarm, hvis de fik øje på tyske fly.
Efter nogle minutter vender han tilbage til mødeværelset, hvor hans kabinet er samlet. Uroen er ude af kroppen, og han kan igen koncentrere sig om arbejdet. Senere på dagen forfatter han en ordre til admiral James Somerville, chefen for den britiske flådestyrke i Gibraltar.
“De har fået en af de mest ubehagelige og vanskelige opgaver, som en britisk admiral nogensinde har været stillet overfor”, indleder Churchill sin meddelelse, men ordren er klar: Somerville skal sænke den franske flåde ved Oran.
Slaget om England begynder
Den 10. juli: Franskmændene er rasende over, at briterne har sænket den franske flåde ved Oran syv dage tidligere. Men aktionen har overbevist Luftwaffe-chefen Hermann Göring om, at hårde midler må til, hvis Churchill skal bringes til forhandlingsbordet. Göring udarbejder et direktiv: Tilintetgør Royal Air Force (RAF), og stands skibstrafikken.
Efter en regnfuld, grå morgen skinner solen nu igen over Sydengland. Fra sit Hurricane-jagerfly betragter eskadrilleleder John Thompson skibene, som langsomt glider afsted på Den Engelske Kanal dybt under ham. Men pludselig får Thompson andet at tænke på.
Video: Se RAF-piloterne kæmpe mod Luftwaffe
Fra juli 1940 rasede voldsomme luftkampe på himlen over Storbritannien.
En formation af tyske bombemaskiner fulgt af Messerschmitt-jagere kommer lige imod ham og hans styrke. De to grupper af fly nærmer sig hinanden med stor hast. Da den tyske sværm pludseligt vender rundt, øjner Thompson sin chance. Han affyrer sit maskingevær og sender en tysk maskine i havet. Luftslaget om England er begyndt.
Fotografi skal styrke moralen
Den 21. juli: Luftwaffe angriber de britiske luftbaser med stor styrke. På den måde håber tyskerne at svække englænderne forud for en invasion. 45 britiske fly er gået tabt i dagene mellem den 8. og den 21. juli.
For at styrke briternes moral inspicerer Churchill landets forsvarsværker. I dag er turen kommet til Hartlepool i Midtengland, hvor Churchills blik falder på en soldat, som bærer en amerikansk Thompson-maskinpistol. Premierministeren får en idé.
Som premierminister forstod Churchill værdien af et godt pressebillede.
Resolut tager Churchill våbnet fra soldaten og vender sig mod den fotograf, der følger ham på turen. Da fotografen løfter kameraet, retter Churchill maskinpistolen fremad, som om han går patrulje langs kysten.
Billedet af statsmanden, der – iført nålestribet habit, bowlerhat og med en cigar i munden – byder fjenden trods, bliver omgående populært blandt briterne. PR-stuntet er med til at sikre befolkningens opbakning, og Churchill ved, at han får brug for den i de kommende måneder.
Tapre piloter forsvarer øriget
Den 16. august: Luftkrigen er på sit højeste. Tre dage forinden har Luftwaffe fløjet hele 1.485 togter mod Sydengland. Briterne må trække på deres sidste reserver.
Samtlige af flyvebasens piloter står på række, da Churchill ankommer. Han giver hver eneste af dem hånden. Premierministeren er kun netop nået gennem rækken, før alarmen lyder. Luftwaffe angriber. Mændene griber deres udstyr og løber hen til flyene.
Når alarmen lød, løb de britiske piloter til deres fly på landingsbanen for at lette og tage kampen op mod de tyske krigsfly.
Churchill følger selv slagets gang fra bunkeren under jorden, hvor RAF-personale på store kort angiver de tyske flys formationer. Først om aftenen, da kampene dør hen, sætter han sig igen ud i bilen.
“Tal ikke til mig. Jeg har aldrig været så bevæget”, siger Churchill til rådgiveren Hastings Ismay.
En sætning former sig i premierministerens sind, og han læner sig frem fra bagsædet.
“Aldrig i menneskehedens konfliktfyldte historie har så mange haft så få at takke for så meget”, siger han, før han igen læner sig tilbage. Ordene kommer til at udgøre højdepunktet i den tale, Churchill fire dage senere holder i parlamentet.
Bydel forvandlet til bombekrater
Den 8. september om eftermiddagen: Tyskerne bomber britiske byer for at blødgøre englænderne før invasionen. 300 civile har dagen forinden mistet livet under et angreb på London.
Churchill mærker et stik i hjertet. Fra bilen ser han de sønderbombede huse, der står tilbage i East End – storbyens fattigste kvarter. Bilen standser ud for et beskyttelsesrum, hvor 40 mennesker mistede livet. Folk stimler sammen om bilen.
Under de intensive tyske bombeangreb på London i 1940 og 1941 omkom over 40.000 civile briter.
“Gode, gamle Winnie”, lyder råbet, da premierministeren stiger ud. “Vi tænkte nok, at du kom. Vi kan tage det – bare giv dem igen”.
Følelserne overmander Churchill, og han kan mærke, hvordan tårerne begynder at strømme ned ad kinderne.
“Der kan I selv se, at han interesserer sig for os. Han græder jo”, bemærker en gammel kvinde, mens premierministeren bevæger sig gennem mængden.
Churchill besøger RAF-station
Den 16. september: Churchill har øget flyproduktionen kraftigt. Hvor de britiske producenter i årets fire første måneder leverede 2.729 fly, ruller 4.578 maskiner ud fra fabrikshallerne i perioden maj til august 1940.
Churchill følger med stigende spænding luftslagets udvikling fra sin plads i bunkeren. Han befinder sig 18 m under jorden på RAF-basen i Uxbridge, vest for London. En stor tavle forsynet med elektriske lamper viser de forskellige eskadrillers beredskabsniveau. Røde lamper angiver, at eskadrillen er i kamp. Churchill gyser, da hele tavlen lyser op.
Tyskerne forsøgte med deres bombetogter at knække modstandsviljen hos indbyggerne i London.
“Hvilke andre reserver har vi?” spørger han den øverstkommanderende.
“Der er ingen”, lyder det korte svar.
Churchill er så udmattet af anspændelsen, at han ved hjemkomsten kl. 16.30 falder i en dyb søvn. Først kl. 20 vågner han igen. Nervøst ringer han til en af sine sekretærer, John Martin. Sekretæren overbringer et par dårlige nyheder, men tilføjer så:
“Men det, som er sket i luften, opvejer alt! Vi har skudt 183 fly ned og selv kun mistet 40!”
Senere opgørelser viser, at tyskerne i virkeligheden mistede blot 56 fly, men konklusionen er den samme: Slaget er vendt. I sin ende af røret drager Churchill et lettelsens suk.
Fædrelandet er reddet
London den 24. oktober: Slaget om England er vundet. En tysk invasion udgør herefter ingen reel trussel mod Storbritannien.
Churchills bil kører langsomt forbi menneskemængden, som er forsamlet for at hylde ham ved hjemkomsten fra en troppeinspektion i Skotland. Premierministeren vinker til de forsamlede.
“De skal nok blive ved med at hylde mig i et års tid eller to”. Churchill, da han modtager folkets hyldest i 1940.
“Jeg repræsenterer for dem”, siger han eftertænksomt, “noget, de helhjertet kan støtte: Den faste beslutsomhed på at vinde”.
Kort efter tilføjer Churchill tørt:
“De skal nok blive ved med at hylde mig i et års tid eller to”.
Efterskrift: Churchills principfaste forsvarsvilje fik Hitler til at opgive tanken om en invasion. I stedet lod Føreren sine tropper marchere mod Sovjetunionen. Churchill tabte valget i 1945, men blev igen premierminister i 1951. Han døde i 1965, 90 år gammel. Neville Chamberlain så aldrig udfaldet af sin efterfølgers politik. Han døde af kræft i november 1940.