Et skrækindjagende syn mødte Nancy Wake, da hun kiggede sig tilbage over skulderen. To tyske Henschel-fly brød fri af deres formation og dykkede ned mod bjergvejen, hvor den kvindelige agent maste sin lastbil gennem svingene.
Flymotorernes brølen overdøvede alt andet, på nær det rasende tak-tak-tak-tak-tak fra maskingeværerne. Kuglerne sprøjtede striber af sand op på vejen foran kølerhjelmen, og da flyene steg til vejrs igen, afslørede bakspejlet kuglehuller i lastbilens lad.
Den 33-årige Nancy Wake nåede kun lige netop at udspy et par franske eder, før det ene fly afbrød sin opadstigende bane og igen drejede tilbage mod lastbilen, der nu befandt sig på et stykke åben vej uden dækning. Det andet fly svingede den modsatte vej, på jagt efter de tusinder af franske modstandsfolk, der skjulte sig i Auvergnes bjerge.
SOE-kvinde anførte modstandsfolk
Nancy Wake var på dette tidspunkt, den 21. juni 1944, blandt den britiske sabotageorganisation SOE’s mest succesfulde agenter i hele Frankrig. Mens de allierede stadig kæmpede for at udvide det spinkle brohoved i Normandiet efter D-dag, havde den kvindelige agent etableret sig som de facto-leder af en gruppe på 7.000 maquisards, franske modstandsfolk, som netop nu forsøgte at undslippe en tysk styrke på 22.000 skånselsløse SS-soldater.
Tyskerne havde omringet franskmændene på et plateau i Auvergnes ufremkommelige højland, og i sin lastbil kørte SOE-agenten Nancy Wake ene kvinde spidsrod mellem de pressede grupper af maquisards for at koordinere kampene og fordele den store ladning våben og ammunition, som de allierede samme nat havde kastet ned med faldskærm. Det var ikke tilfældigt, at det brændte på netop nu.
De allierede var kort tid forinden gået i land i Normandiet, og nu var tiden inde til, at de franske maquisards skulle i aktion og holde de tyske tropper beskæftigede mest muligt – ikke kun for at støtte invasionen i Normandiet maksimalt, men også for at forberede de allieredes kommende landgang i Sydfrankrig.
Nancy Wake var aktiv i den franske modstandsbevægelse, før hun blev rekrutteret til SOE af briterne.
“Churchills Hemmelige Hær”
Den rapkæftede tidligere sygeplejerske, freelancejournalist og rigmandshustru Nancy Wake hørte til en lille, men udvalgt skare på godt 40 kvinder, som fra 1940 og frem rekrutteredes af den tophemmelige organisation Special Operations Executive, bedre kendt som SOE.
Organisationen blev dannet af premierminister Winston Churchill, og den trinde premierministers resolutte ordre til SOE’s første chef lød på at “sætte Europa i flammer”.
Initiativet var ikke lige populært overalt, og opdraget gav SOE tilnavne som “Ministeriet for Ufin Krigsførelse” og “Churchills Hemmelige Hær”.
Ret hurtigt efter oprettelsen af organisationen i sommeren 1940 opstod idéen om at supplere SOE’s mandlige rekrutter med kvinder.
Cykelkurve skjulte sprængstof
For kvindelige agenter ville have en lang række fordele – særligt i det besatte Frankrig, der allerede var fuldt af kvinder, som rejste alene omkring med alskens transportmidler.
Ikke mindst cyklede mange kvinder omkring med cykelkurve fulde af alt fra æg til vareprøver i deres forsøg på at forsørge familien, mens ægtemændene for manges vedkommende var deporteret til tyske krigsfangelejre eller sendt til Tyskland for at arbejde. I mylderet af enlige kvinder var det derfor let for kvindelige agenter at glide ind.
I deres tasker og cykelkurve kunne de ubemærket smugle meddelelser, sprængstoffer, hemmelige operationskort og kommunikationsudstyr.
De tyske soldater, der oftest var temmelig konservative, så heller ikke kvinder som trusler, men snarere som mål for deres høviske galanterier og romantiske tilnærmelser.
Kvindelige agenter kunne bevæge sig anonymt rundt uden at vække mistanke.
Sygeplejeruniformer skjulte agenter
Rekrutteringen af kvinder til SOE skete især gennem sygeplejerskeorganisationen FANY og ved at prikke til kvinder, der havde meldt sig til hjemmetjeneste i flåden, hæren eller luftvåbnet. Men SOE skaffede også kvindelige agenter ved at annoncere efter kvinder med gode sprogkundskaber i aviserne.
Først efter flere samtaler med lange rækker af kryptiske spørgsmål indså de kvinder, som henvendte sig, hvad de reelt var i færd med at blive hyret til.
Resultatet blev en meget broget skare af kvindelige agenter, som inkluderede alt fra en doktorfrue over butiksassistenter til en professionel danser. Flere af kvinderne havde endda små børn.
I krigens første år gennemgik kvinderne kun nogle få ugers rudimentær træning, men efterhånden strikkede SOE et flere måneder langt, benhårdt træningsforløb sammen.
Kvinder brillerede i skydning
Da Nancy Wake blev optaget i SOE’s rækker, var træningsprogrammet fuldt udviklet, og hun fik den helt store tur – også selvom hun faktisk var en erfaren dame udi hemmeligt arbejde og allerede havde ét fransk dobbeltliv bag sig:
Den newzealandskfødte Wake havde i 1939 giftet sig med fabrikanten Henri Fiocca fra Marseille, og da krigen brød ud, begyndte hun med økonomisk hjælp fra sin mand at smugle jøder, nedskudte britiske piloter og andre flygtninge ud af det besatte Frankrig.
Hun blev berygtet blandt tyskerne, der gav hende kodenavnet “Hvide Mus” og eftersøgte hende over hele Sydfrankrig. To gange udstod hun forhør fra Gestapos agenter, der ikke indså, at kvinden foran dem var den mystiske kvinde, de kaldte “Hvide Mus”.
SOE-agenterne gennemgik et flere måneder langt træningsprogram i England. Øvelserne skulle forberede dem på livet som agenter i territorier, der var besat af tyskerne.
Wake flygtede til England
Til sidst kom Gestapo dog for tæt på, og Nancy Wake måtte flygte til England. Da hun forsøgte at melde sig som sabotør hos general de Gaulles Frie Franske Styrker, opsnappede britiske SOE hurtigt hendes hensigter og nuppede hende for næsen af franskmændene.
Første stop på Nancy Wakes uddannelse var kendt som “Galehuset”. På menuen stod militære forhindringsbaner, psykologtests og samarbejdsøvelser. Wake skiftevis bandede og charmerede sig igennem, indtil hun var klar til næste trin i agentuddannelsen – seks ugers bootcamp i Inverie Bay i den skotske vildmark.
Som eneste kvinde på holdet formåede Wake at snyde uden om morgentræningen ved at fingere menstruationssmerter, men hun undgik hverken 36-timersmarcher, terrænløb, forhindringsbaner eller undervisning i granatkast, nærkamp, småbådssejlads, snigdrab eller kunsten at snige sig uset gennem landskabet og leve af det, man kan finde undervejs.
Den kvindelige rekrut udmærkede sig ikke i nogen af delene, men Nancy Wake blev derimod kendt som lidt af en skarpskytte med en sten-gun.
Det var hun ikke ene om. En anden kvindelig SOE-agent, Yvonne Rudellat, overgik alle andre på sit hold i præcisionsskydning.
Sprang i faldskærm med læbestift
I Manchester lærte Nancy Wake ligesom de fleste andre kvindelige SOE-agenter at springe i faldskærm. Kurset måtte hovedparten af SOE’s agenter igennem, eftersom de fleste skulle kastes ud over Frankrig fra fly. En kvinde, der arbejdede med at pakke faldskærmene sammen, huskede senere, hvordan de kvindelige agenter gjorde sig klar til at springe “iført læbestift og makeup”, men ellers ikke var til at skelne fra mændene.
Instruktørerne satte sommetider kvinderne til at springe først, så mændene ikke ville tøve med at følge efter af frygt for at tabe ansigt.
Efter faldskærmsudspringene fulgte fingerede Gestapo-forhør, undervisning i at fremstille sprængstof af dagligdags ingredienser – og til sidst en intensiv periode med indøvning af en ny, falsk identitet. Nancy Wake fik tildelt dæknavnet Lucienne Suzanne Carlier og agentnavnet Hélène, som hun skulle bruge i al kommunikation med London. Endelig var hun klar til at gøre det, hun så brændende ønskede: deltage i kampen mod de forhadte nazister.
En aprilnat i 1944 sprang en stærkt luftsyg Nancy Wake ud af et firemotorers, amerikansk B-24 Liberator-bombefly nær Cosne-d’Allier i det centrale Frankrig – iført spadseredragt, silkestrømper, overalls, kameluldsfrakke og højhælede sko.
I sin håndtaske havde hun falske identitetspapirer, en million franc i kontanter og planer over sabotagemål, som London ville have angrebet forud for D-dag: nedgravede tyske telefonkabler, en jernbaneudfletning og tre fabrikker.
Sammen med sin radiooperatør og en anden medagent koordinerede Nancy Wake de følgende mange uger en hel stribe nedkastninger af våben og forsyninger, som skulle gøre de lokale franske modstandsfolk i stand til at udføre sabotageaktionerne og tage kampen op mod tyskerne.
Utrætteligt rejste hun rundt mellem områdets modstandsgrupper og udbetalte løn til tropperne og deres familier, mens hun jævnligt rapporterede hjem til Storbritannien om sine fremskridt. I kraft af kontakten til London kunne hun skaffe våben og flere penge.
Derfor blev Nancy Wake i løbet af foråret 1944 den reelle leder af en modstandsstyrke på hele 7.000 maquisards. At hun samtidig kunne drikke samtlige modstandsfolk under bordet, svækkede ikke hendes anseelse blandt franskmændene.
Instruktionerne, som Nancy Wake transporterede rundt i sin håndtaske, blev udført til perfektion, og dét billede gentog sig over hele det besatte Frankrig: Modstandsbevægelsens mange sabotageaktioner forhindrede effektivt tyskerne i at kommunikere og bringe tropper hurtigt frem mod den nyåbnede front i Normandiet.
Dermed var modstandsbevægelsens indsats afgørende for at gøre D-dag, “Operation Overlord”, til en succes, og mange steder var kvindelige SOE-agenters indsats uundværlig for modstandsnetværkene.
SOE smed med faldskærme hemmelige agenter ned bag fjendens linjer.
Kvinder kæmpede over hele Frankrig
Da Nancy Wake ankom til Auvergne, havde den 30-årige Pearl Witherington allerede rejst området tyndt som kurer i månedsvis og dermed forbundet vidt spredte grupper af modstandsfolk.
I perioden omkring D-dag blev også Witherington reelt leder af en gruppe maquisards, der voksede sig 1.500 mand stærk og snart modtog og fordelte nedkastede forsyninger i tonsvis.
Andre kvinder udførte det højrisikable arbejde som radiooperatører, konstant i fare for at blive pejlet af tyskerne. I løbet af sin tid i Frankrig sendte alene den irskfødte radiooperatør Maureen O’Sullivan 332 ofte livsvigtige beskeder hjem til London fra radiotransmittere, hun havde skjult rundtom i terrænet.
Og over hele landet rejste SOE-kvinder utrætteligt omkring med ordrer, sprængstoffer og forsyninger, der gjorde det muligt for London at dirigere modstandsbevægelsens aktiviteter derhen, hvor den ville gavne den samlede krigsindsats mest muligt.
Ansigtscreme undslap flammerne
Selv ikke nok så mange vellykkede SOE-koordinerede angreb kunne dog forhindre 22.000 SS-soldater i at omringe den del af Auvergnes højland, hvor Nancy Wake og hendes maquisards holdt til i slutningen af juni 1944.
Da Henschel-piloten på ny dykkede ned mod Nancy Wakes lastbil på den smalle bjergvej, sænkede hun instinktivt farten. Piloten åbnede ild, og kuglerne piskede atter ned i sandet på vejen foran den britiske agent. Stiv af skræk observerede hun, hvordan kugleregnen standsede mindre end 10 meter fra køleren. Hendes fartændring havde forstyrret pilotens sigte.
To gange mere formåede Nancy Wake med samme metode at undgå pilotens kugler. Der var stadig mere end tre kilometer til hendes mål, landsbyen Freydefront, da en ung maquisard kastede sig ud på vejen foran hende.
“Landsbyen er blevet evakueret!” råbte han. “Hurtigt, følg efter mig!”
De to kastede sig i grøften ved siden af vejen, mens Henschel-flyet igen brølede nådesløst ned mod dem, skød ved siden af og steg til vejrs igen. Så kastede Nancy Wake sig ind på bagsædet af lastbilen og kom hurtigt tilbage med en kasserolle, en bøtte ansigtscreme, en pakke te og en rød satinpude.
“Jeg glemte dem her”, forklarede hun den måbende franskmand. Sekunder senere skød den tyske pilot lastbilen i flammer.
Trods fornyede angreb fra oven lykkedes det Nancy Wake og hendes franske følgesvend at undslippe til en nærliggende lund, hvor piloten ikke længere kunne se dem.
Nancy Wake deltog selv i flere sabotageaktioner mod tyskerne, blandt andet et jernbaneangreb.
SS-tropper måtte give fortabt
Om aftenen rykkede SS-tropperne frem over plateauet, men for sent. Franskmændene, der kendte terrænet ud og ind, formåede at sive gennem tyskernes linjer og ud i sikkerhed. Nancy Wake flygtede med en gruppe, der havde banket en usynlig fodsti af pæle ned i Truyèreflodens bund, så vandspejlet lige netop skjulte det kunstige vadested.
Da kampene på plateauet var forbi, havde franskmændene kun mistet omkring 100 mand, mens tyskerne havde mistet tæt på 1.400.
Imidlertid havde en anden katastrofe ramt frihedskæmperne: Livlinen til London var afbrudt; Nancy Wakes radiooperatør havde mistet sin radiosender såvel som de koder, han skulle bruge til at identificere sig over for SOE-folkene hjemme i England.
Cyklede 500 kilometer på tre døgn
Nancy Wake indså øjeblikkeligt situationens alvor. Hendes hær af hårdt kæmpende maquisards risikerede at blive forvandlet til en omflakkende, ineffektiv pøbel uden tilstrækkelige forsyninger.
Personligt påtog hun sig at rejse 500 kilometer til fods og på cykel frem og tilbage til byen Châteauroux, hvor en radiooperatør kunne genskabe kontakten til London. Ruten gik tværs gennem fjendens linjer og op og ned ad bjerge, men den ukuelige agent klarede den på mindre end tre døgn.
Sveddryppende og udmattet vendte hun tilbage til sine maquisards i landsbyen Saint-Santin, brød sammen i tårer, bundede adskillige glas brændevin og tilbragte de næste tre dage med at komme sig over sine uudholdelige smerter i bagdelen.
Smed Gestapo på porten
Med kontakten til London genetableret blev juli og august 1944 en sand storhedstid for Nancy Wake og hendes maquisards. Nye rekrutter kom til, og de mange modstandsfolk gjorde livet surt for tyskerne med konstante angreb på konvojer, baghold og sabotageaktioner. Modstandsfolkene smed endda Gestapo ud af den halvstore by Montluçon.
Nancy Wake tog personligt del i flere baghold og et jernbaneangreb, men for det meste fungerede hun som lederen, der koordinerede nedkastninger af våben og udstyr og fordelte forsyningerne mellem tropperne.
Indimellem belønnede London hendes indsats ved at vedlægge personlige pakker med dameudstyr såsom ansigtscreme og læbestift.
- august 1944 gik de allierede tropper i land i Sydfrankrig, og en måned senere var Vichyregimet kollapset, og det meste af Frankrig frit. Først da hørte Nancy Wake, at hendes mand, fabrikanten Henri Fiocca fra Marseille, var blevet tortureret og dræbt af Gestapo.
Hendes hjerte var knust, men hendes krig var endelig slut – og hun havde overlevet. Både England, Frankrig og USA belønnede hende efterfølgende med medaljer for indsatsen.
14 af 40 kvinder kom ikke hjem
14 kvindelige SOE-agenter mistede livet – flere af dem blev henrettet.
Langtfra alle de 40 kvinder, som SOE sendte til Frankrig i løbet af krigen, slap så relativt nådigt gennem krigens rædsler som den iltre Nancy Wake. SOE havde forinden advaret kvinderne om, at kun halvdelen af dem kunne regne med at komme tilbage i live.
Og selvom det ikke gik helt så galt, så mistede 14 af de 40 kvindelige SOE-agenter livet under krigen. Af dem blev hovedparten først udsat for brutale forhør af tyske sikkerhedsstyrker, derefter sendt i kz-lejr og til sidst henrettet – for det meste uden at have afsløret noget af betydning.
Også de overlevende holdt i mange år så tæt med deres oplevelser, at det fulde billede af SOE-kvindernes indsats kun langsomt er kommet frem i lyset.