Claus von Stauffenberg: Et bordben fra at ændre verdenshistorien

Den 7. april 1943 kører Claus Graf Schenk von Stauffenberg i sin bil gennem ørkenlandskabet nær byen Mezzouna i Tunesien.

Den 35-årige tyske oberstløjtnant er udstationeret i den afrikanske udørk for at hjælpe Nazityskland til sejr over de allierede i Nordafrika.

Pludselig flyver 20 britiske krigsfly ind over området og sender en regn af maskingeværkugler ned over de tyske tropper.

Stauffenbergs bil bliver gennemhullet, og han mister sit venstre øje, to fingre på venstre hånd og hele sin højre hånd under angrebet.

I de efterfølgende tre måneder er Stauffenberg indlagt på et militærhospital i München. Siden det ødelæggende nederlag i Stalingrad året før har Stauffenberg i stigende grad mistet troen på, at Adolf Hitler kan føre Tyskland til sejr i 2. verdenskrig.

Det fejlagtige felttog i Nordafrika er dråben, der får bægeret til at flyde over for den desillusionerede og invaliderede officer. Op af hospitalssengen stiger derfor modstandsmanden Stauffenberg.

Med en sort klap for øjet og alvoren mejslet i ansigtet forlader Stauffenberg hospitalet. Han er ikke længere i tvivl: Adolf Hitler må og skal dræbes, hvis ikke Det Tyske Rige skal ende i ruiner.

Som Claus von Stauffenberg efter sit hospitalsophold beskriver det i et brev til sin hustru, Nina von Lerchenfeld:

“Jeg har følelsen af, at jeg må gøre noget for at redde riget. Jeg vil aldrig kunne se børnene og konerne til de faldne soldater i øjnene, hvis ikke jeg gør alt for at forhindre denne meningsløse massakre”.

Claus von Stauffenberg var nærmest forudbestemt til en karriere som officer fra det øjeblik, han kom til verden den 15. november 1907.

Faren var hofmarskal for kongen af Württemberg, og moren, der var af preussisk officersslægt, arbejdede som dronningens hofdame.

Familien Stauffenberg boede på anden sal i Det Gamle Slot i Stuttgart, der husede Württemberg-kongefamilien, indtil 1. verdenskrig brød ud, og det tyske monarki i 1918 blev opløst til fordel for den nye tyske Weimarrepublik.

Som 13-årig begyndte Claus von Stauffenberg på Eberhard-Ludwigs-Gymnasium i Stuttgart. Her var væggene dekoreret med sætningen “Dulce et decorum est pro patria mori” – det er smukt og ærefuldt at dø for fædrelandet. Dette motto lå Claus von Stauffenbergs hjerte nært hele livet.

Som ung drømte Claus von Stauffenberg om at læse til arkitekt eller blive professionel cellist. Men i 1926 droppede han alle planer om en akademisk karriere og sluttede sig til Bambergs 17. rytter- og kavaleriregiment, som hans familie havde en lang tradition for at tjene i.

Her blev Claus von Stauffenberg introduceret for digteren Stefan George. I sit værk, “Det nye rige”, fra 1928 beskriver George visionen for en ny type samfund, der skal styres af et aristokrati i en hierarkisk orden, anført af en vis og karismatisk fører.

Den politiske ideologi var lige, hvad unge Stauffenberg hungrede efter. Ligesom mange andre aristokrater i Tyskland havde han kun foragt tilovers for Weimarrepublikken.

Stauffenberg ønskede, at Tyskland skulle vriste sig løs af Versailles-traktatens lænker og få stoppet krigsskadeserstatningerne, der reducerede Tyskland til en amputeret stormagt i en endeløs gældsspiral.

Da den karismatiske Adolf Hitler kom til magten i 1933, håbede Claus von Stauffenberg, at Tyskland havde fået den fører, der kunne genskabe Tysklands storhed.

Stauffenberg blev aldrig medlem af nazistpartiet, men i lighed med det store flertal i Tyskland sluttede han op om den nazistiske fører.

Ifølge Stauffenbergs regimentleder, Hans Walzer, var den unge patriot en gevinst for Det Tredje Riges støt voksende militær. I et brev beskrev Walzer sin nyligt udnævnte løjtnant i rosende vendinger:

“Han (Stauffenberg, red.) er en pålidelig og uafhængig karakter med selvstændig vilje og dømmekraft. Han har et lysende intellekt og besidder enestående taktiske og tekniske evner”.

Både privat og blandt sine kolleger i militæret var Claus von Stauffenberg kendt som en yderst charmerende og veltalende mand, der skabte sig nye venner, hvorend han færdes.

Han var velbevandret i tysk kultur og litteratur, besad et smukt, arisk udseende og var brændende patriotisk. Kort sagt: Et forbillede for den nye generation, som nazisterne ønskede skulle genopbygge Tyskland.

I 1939 var Stauffenberg med til at invadere Polen, og selvom han havde fordømt nazisternes klapjagt på jøderne under Krystalnatten året før, i november 1938, lå racismen tilsyneladende ikke den unge officer helt fjernt. I et brev til sin kone skrev Stauffenberg om polakkerne:

“Befolkningen er en utrolig pøbel, rigtig mange jøder og rigtig mange folk af blandet race. Et folk, som kun føler sig veltilpas under pisken. Det er helt afgørende, at vi begynder en systematisk kolonisering af Polen. Men jeg er heller ikke bange for, at det ikke vil ske”.

Fra 1939 og frem til 1941 var Stauffenberg en lydig officer, som fulgte nazisternes linje.

Da Adolf Hitler udnævnte sig selv som øverstkommanderende i slutningen af 1941, begyndte Stauffenbergs begejstring for Føreren dog at svinde ind.

Stauffenberg deltog i Tysklands invasion af Sovjetunionen i 1941, men måtte også sande, at Hitler havde forregnet sig.

I vinteren 1941 satte Den Røde Hær en modoffensiv ind, som forvandlede den tyske blitzkrieg til en langstrakt og opslidende duel mellem de to militærmagter.

“Stalingrad er for mig at se endnu ikke et tabt slag, men afslører et lederskab, som, hvis det ikke ændres, uden tvivl vil føre til den største katastrofe i hele krigen”, sagde Stauffenberg i 1942.

Han havde bestyrtet læst rapporter om, hvordan tusindvis af tyske soldater frøs ihjel i den russiske vinter, fordi Hitler nægtede at erkende, at krigen på Østfronten trak ud.

Efter luftangrebet nær Mezzouna i Tunesien i 1943, der invaliderede Stauffenberg, var den desillusionerede officer ikke længere i tvivl: Hitler måtte fjernes fra magten for enhver pris, hvis løftet om Tysklands storhed skulle indfries.

Når diktatoren var ude af billedet, skulle Værnemagten overtage styringen med landet, mente Stauffenberg. Han havde med egne øjne set, hvordan et svagt demokrati (Weimarrepublikken) kunne gøre uoprettelig skade på Tyskland.

En autoritær styreform a la det tidligere Tyske Kejserrige, men med magten centreret omkring militæret, var vejen frem for Det Tyske Rige, mente Stauffenberg.

Havde han fået sin vilje, ville Tyskland altså sandsynligvis være blevet forvandlet til et militærdiktatur.

Da Claus von Stauffenberg kom til hægterne igen efter hopsitalsopholdet, blev han kontaktet af modstandsmanden Henning von Tresckow. Han var officer ved Ersatzheer (reservehæren) og drømte også om at gøre en ende på Hitler.

Tresckow introducerede Stauffenberg for general Friedrich Olbricht, der ledede en lille kreds af antinazistiske modstandsfolk i hæren. Sammen begyndte de at planlægge mordet på Hitler.

“Det drejer sig ikke længere om Føreren, ej heller om fædrelandet, ikke om min kone og mine fire børn, men det drejer sig om hele det tyske folk”, skrev Claus von Stauffenberg om missionen.

Under navnet “Operation Valkyrie” planlagde de oprørske officerer at likvidere Hitler ved at placere en bombe i Førerens hovedkvarter Ulveskansen.

Når Hitler var ude af spillet, ville modstandsfolkene erklære undtagelsestilstand, så hæren kunne overtage magten. Herefter skulle hæren afvæbne SS og politiet samt tage ministre og partiledere i varetægt og dermed knuse nazi-regimet.

Den 1. juli 1944 faldt de sidste brikker i “Operation Valkyrie” på plads.

Her fik Claus von Stauffenberg rang af oberst og blev udnævnt til stabschef for reservehæren, hvilket gav ham direkte adgang til de militærmøder i Ulveskansen, hvor Hitler var til stede.

Den 20. juli deltog Stauffenberg i et militærmøde med Hitler og flere andre topnazister. Med sig havde han en kuffert med en tidsindstillet bombe.

På et tidspunkt placerede Stauffenberg kufferten på gulvet under det massive egetræsbord, forsamlingen sad ved, få meter fra Hitler.

Stauffenberg forlod lokalet, og kort derefter gik bomben af. Hitler stod med overkroppen lænet ind over bordpladen og var skærmet mod eksplosionen af bordets massive egetræsben.

Føreren slap med få skrammer, mens fire officerer blev dræbt og 20 andre såret. “Operation Valkyrie” havde fejlet, og senere samme dag blev Stauffenberg og hans medsammensvorne anholdt.

“Cirklen af disse tronranere er ekstremt lille. Den har intet at gøre med den tyske Værnemagt og den tyske hær. Der er tale om en meget lille samling kriminelle elementer, som nu vil blive udryddet uden nåde”, udtalte Hitler til det tyske folk efter attentatforsøget.

Den 21. juli 1944 blev Claus von Stauffenberg henrettet med skud. Han blev blot 36 år gammel og efterlod sig sin kone, Nina, og deres fem børn.

De sidste ord, der forlod kupmagerens mund, opsummerer godt den patriotisme, som definerede Stauffenbergs liv og i sidste ende beseglede hans skæbne: “Længe leve fædrelandet”.