Den 6. juni iværksætter de allierede landgangen i Normandiet. Målet er at sikre et brohoved langs invasionskysten og samtidig afskære Cotentinhalvøen og tage kontrol over havnen i Cherbourg hurtigst muligt.
På trods af hård modstand formår tyskerne ikke at slå fjenden tilbage, og fire dage efter er situationen allerede ved at udvikle sig katastrofalt. Det beskriver chefen for forsvaret af Atlanterhavskysten, Erwin Rommel, i en rapport den 10. juni 1944:
Normandiet 10. juni 1944
Som et resultat af vores stædige forsvar og de tidlige modangreb, som vi har sat ind med vores tilgængelige reserver, er fjendens fremrykning – på trods af styrken på hans angreb – gået betydelig langsommere, end han havde håbet på.
Fjenden ser også ud til at afsætte flere styrker end oprindeligt planlagt.
Under dække af sit meget effektive luftvåben forsøger fjenden at forstærke sig, og hverken vores luftvåben eller flåde er i stand til – særligt om dagen – at forhindre ham i det.
Af samme grund vokser de fjendtlige styrker i brohovedet betydelig hurtigere, end vi kan nå at få reserver frem til fronten.
Vores fremrykning i Normandiet er enormt hæmmet og nogle steder endda gjort umulig af den til tider overvældende overlegenhed fra fjendens luftvåben.
Erwin Rommel var blandt Hitlers favoritter. Men efter hans tilknytning til et kupforsøg i 1944 bliver feltmarskallen tvunget til at begå selvmord.
Erwin Rommel fik ansvaret for Vestfronten
Erwin Johannes Eugen Rommel (15. november 1891-14. oktober 1944) vandt hæder for sin indsats i frankrigsfelttoget i 1940 og siden som chef for det tyske Afrikakorps.
Pga. hans kendskab til de amerikanske og britiske styrker mente Hitler, at Rommel var den perfekte mand til at stå i spidsen for at opbygge et forsvar langs Atlanterhavskysten, som kunne modstå en allieret invasion.
Rommel var overbevist om, at et fjendtligt angreb skulle slås tilbage i løbet af de første dage – ellers ville Tyskland tabe krigen. Derfor fik han lagt millioner af miner i områderne bag kystlinjen og befæstet strandene med bunkere, maskingeværreder og kanonstillinger.
Samtidig blev elitestyrker holdt i reserve i baglandet. De skulle hurtigt nå frem til det sted, hvor de allierede gik i land, og nedkæmpe invasionsstyrken. Briternes og amerikanernes overlegne luftvåben forpurrede den plan.
Fjenden har total kontrol over luftrummet over kampområdet så langt som 100 km bag fronten. I løbet af dagen er al trafik – på veje, stier og i åbent land – umulig pga. truslen fra kraftfulde jagerbombere og bombeformationer.
Resultatet er, at vores troppers bevægelse på slagmarken er næsten fuldstændig lammet, mens fjenden kan manøvrere frit.
Selv vores trafikknudepunkter langt bag fronten er under konstant angreb, og vi har svært ved at få de nødvendige forsyninger af ammunition og benzin frem til tropperne.
Når vi forsøger at rykke selv små enheder frem til slagmarken, fx artilleri på vej i stilling eller kampvogne, som gør klar til fremrykning, bliver de øjeblikkeligt angrebet fra luften med ødelæggende virkning.
I løbet af dagen er vores tropper tvunget til at søge dækning i skovklædte områder for at undslippe de stadige bombardementer fra luften.
Den 20. juli 1944 forsøger en kreds af officerer at tage livet af Hitler.
Officerer forsøgte at myrde Hitler
I juli 1944 – en måned efter D-dag – var Nazityskland presset på alle fronter. I Italien havde de allierede gennembrudt forsvarslinjerne nær Montecassino, og mod vest var brohovedet i Normandiet sikret. Samtidig tromlede Den Røde Hær ubønhørligt vestpå mod Tyskland.
Den 20. juli 1944 forsøgte en række højtstående tyske officerer derfor at ændre krigens gang, da oberst Claus von Stauffenberg placerede en bombe i Hitlers førerbunker Ulveskansen i Østpreussen.
Kupmagerne håbede med Hitlers død at kunne tage magten i Tyskland for efterfølgende at slutte fred med de vestallierede så hurtigt som muligt og fokusere på kampen mod Sovjetunionen.
Men kuppet slog fejl, og i månederne efter attentatet blev næsten 5.000 tyskere henrettet for deres involvering i kupplanerne, herunder feltmarskal Erwin Rommel, som pga. sin status i Det Tredje Rige fik lov at begå selvmord frem for at blive henrettet offentligt.
Et stort antal fjendtlige jagerbombere kredser konstant over slagmarken, mens kraftige formationer af bombefly kaster deres tunge last af bomber på vores tropper, på landsbyer, broer og korsveje – uden at tage hensyn til civilbefolkningen.
Heller ikke vores antiluftskyts eller Luftwaffe ser ud til at være i stand til at begrænse den lammende og destruktive effekt af fjendens luftstyrke, som flyver op til 27.000 missioner på én dag. (Rommels vurdering af antallet af missioner er for højt. Det reelle tal er tættere på 10.000 om dagen, Red.).
I løbet af dagen er vores tropper tvunget til at søge dækning i skovklædte områder.
Tropperne – hæren og Waffen-SS-styrkerne – forsvarer sig så godt, som de kan, men ammunitionen er sparsom, og ny ammunition kan kun bringes frem under de allervanskeligste forhold.
Vi må forvente flere faldskærmstropper inden for få dage, især i det territorium, som vores styrker ikke længere besidder.
Da fjenden er i stand til med sit luftvåben at fastlåse vores mobile styrker i dagevis ad gangen, mens han hele tiden fortsætter sine egne operationer med mobile styrker og rekognosceringstropper, er vores situation ved at blive ekstremt vanskelig.
Tropperne fra alle tjenester kæmper med den største ihærdighed og den største kamplyst trods den enorme materielle overlegenhed fra fjenden. Jeg anmoder om, at Føreren bliver informeret om tilstanden på slagmarken.
Rommels beskrivelser, skrevet fire dage efter D-dag, er første gang, Hitler hører om alvoren i de allieredes invasion. Indtil da har den tyske leder troet, at landgangen i Normandiet er et skinangreb. Kort efter beordrer Hitler alle reserver sat ind på at kaste de allierede tilbage i havet, men ordren kommer for sent, og de allieredes luftherredømme gør det umuligt at vende krigens gang.