Heinrich Severloh lammes af synet. I månedsvis har tyskeren siddet og spejdet ud over Den Engelske Kanal fra sin post på Normandiets vindblæste klitter.
Nu – klokken ca. halv seks om morgenen den 6. juni 1944 – ser han det, han i al den tid har frygtet: små, sorte prikker, der titter frem på havet.
Den 20-årige korporal og hans kammerater i Widerstandsnest 62 ved, at de allieredes længe ventede stormløb mod kontinentet er minutter fra at gå i gang.
Og de angriber netop her, hvor de er stationeret, i en af de i alt 14 modstandsreder på Omaha Beach.
“Den største armada nogensinde. En endeløs række af enorme skibe”, konstaterer Severloh forbløffet, mens hans tranceagtige tilstand afbrydes af en brummen i det fjerne.
“Lyden blev kraftigere og kraftigere, da den enorme formation af bombefly fløj direkte mod os som spøgelser på den overskyede, grå himmel. Lyden af maskiner voksede til en infernalsk torden”, erindrer Severloh senere.
Den første bombe slår ned kun 50 m bag korporalens stilling, så jord og klumper af kalksten sprøjter om ørerne på tyskerne, der febrilsk kaster sig ned på jorden eller flygter ind i bunkerne.
Ikke langt fra Severloh befinder Franz Gockel sig i en skyttegrav. Den 18-årige menige læner sig skrækslagen hen over sit polske maskingevær, mens han mærker jorden regne ned over sin hjelm og ryg.
Luften er fyldt med røgskyer og hvidt kalkstøv, som svider i Gockels næse og øjne samt knaser mellem tænderne.
Tyskeren blinker med øjnene for at fjerne støvet og ser, at skibene på det stålgrå hav nu er så tæt på kysten, at de kan sende deres dræbende skyts afsted. Orange og rødlige skær lyser op om kanonhovederne.
Gockel oplever “en mur af ild” ramme de tyske stillinger på land. For at dulme nerverne begynder den 18-årige maskingeværskytte at bede højlydt til Gud – men fjenden synes uovervindelig.
Mens hans bøn presser sig gennem læberne, popper den samme tanke op igen og igen:
“Jeg overlever ikke det her. Jeg overlever ikke det her”.
De allierede skulle krydse 500 m åben strand, da de gik i land. Imens beskød tyskerne dem bl.a. med det såkaldte MG42-maskingevær, der affyrede 1.200 skud i minuttet.
Dødszone skal forhindre invasionen
I slutningen af 1943 var Hitler og hans generaler ikke i tvivl om, at de allierede ville gå i land på kontinentet i det kommende år. Spørgsmålet var bare hvor.
Tyskernes Atlantvold strakte sig langs størstedelen af Europas vestkyst. Forsvarsskansen, som ifølge propagandaen var bygget med “fanatisk lidenskab” og var så godt som “uindtagelig”, levede imidlertid slet ikke op til de fine superlativer.
Erwin Rommel, som i november 1943 fik ansvaret for at overvåge kystforsvaret i vest, sparkede i sandet i bar frustration, når han besøgte stillingerne langs kysten.
Godt nok var der tusinder af bunkere samt kanon- og maskingeværstillinger, men linjen var hullet mange steder. Feltmarskallen satte derfor straks sine folk i gang.
Med hjælp fra fanger smøgede soldater som Severloh og Gockel ærmerne op for at grave huller i sandet og banke pæle til miner ned i dem, ligesom spærringskonstruktioner blev fragtet til kysten fra erobrede egne i Tjekkoslovakiet og Belgien.
Millioner af miner blev gravet ned, mens flere skyttegrave blev anlagt langs de godt 500 meter fra vandkanten og ind i landet, som efterhånden fik betegnelsen Rommels dødszone.
“Jeg forventer, at vi kan vinde et forsvarsslag i vest, hvis vi får tid til at forberede os. Jeg tror, at vi kan slå angrebet tilbage”, skrev en forhåbningsfuld Rommel til sin kone i foråret 1944.
Problemet for marskallen var, at uret tikkede. Alle i den tyske ledelse regnede med, at de allierede ville angribe først i juni. Roosevelt og Churchill havde en overlegen styrke med langt flere mænd end tyskerne, samtidig med at deres soldater var bedre trænet.
Store dele af de tyske forsvarstropper i vest bestod af urutinerede landserer – menige – eller krigsfanger, som var undsluppet fangenskab ved at melde sig til den tyske hær.
Tyskernes største problem var flåden og luftvåbnets sørgelige tilstand på Vestfronten – hvor de havde alt for få krigsskibe, ubåde og fly til rådighed. Hitler og propagandaminister Goebbels var imidlertid, som altid, ganske uberørte af de dystre udsigter.
LÆS MERE: Bliv endnu klogere på D-dag i vores store tema
“Vi er parate! Hvis fjenden kommer, vil vores soldater give ham en lærestreg”, dundrende Goebbels over for en forsamling tyskere blot to dage før invasionen – og Føreren osede også af optimisme, da han udsendte en meddelelse til alle tropperne i Frankrig:
“Jeg ved, tapre soldater, at hver og en af jer er opfyldt af viljen til at kæmpe for en lykkelig fremtid for vores folk i de kommende dage – og til slut sikre denne fremtid. Uanset hvor fjenden angriber, skal han knuses. Han vil ikke vinde fodfæste på en kyst, som forsvares af os. Derfor vil vi sejre!”
De to supernazister skulle tage ganske gruelig fejl.
Bomberne begynder at falde
Alt andet end Hitlers og Goebbels’ optimistiske ord fylder i hovedet på Severloh, Gockel og deres kammerater på Omaha Beach, hvor flere end 10.000 raketter og granater regner ned over dem i løbet af en halv time.
Også panserkorporal Gustav Winter, som sidder i en lille bunker én kilometer fra Severloh og Gockel, mærker de allieredes bombardement.
Sammen med en tjekkisk assistent på blot 17 år har Winter ansvaret for at stoppe eventuelle fjendtlige tropper på en af de laveste klinter ved Omaha.
Men hullet omkring deres 50-mm-kanon er næsten muret helt til, så de to aner reelt ikke, hvad der foregår. De har ikke udsyn til himlen og kan kun lige ane havet. Konstant mærker de dog rystelserne og støvet, der siver ind til dem.
“Da en af granaterne pludselig eksploderede nær os, bragede trykbølgen over jorden og ind gennem muren, så det føltes som et slag i maven. Disse stød kom igen og igen, hver gang med et spark i maven, og fik mine ører til at ringe noget så forfærdeligt”, husker Winter, som samtidig ser sin unge assistent knække vrælende sammen på bunkerens kolde cementgulv.
I Severlohs bunker ser de kl. 6.15, gennem røgen på kysten, at hundredvis af landingsfartøjer hugger sig gennem de 1,5 meter høje bølger tæt på kysten. Severloh spurter derfor 15 meter hen til den nærliggende kommunikationsbunker.
“Det begynder nu! De er på vej i land”, skråler korporalen højlydt, inden han zigzagger tilbage til sin bunker, hvor en af hans soldaterkammerater venter på ham.
Severloh sørger for, at det tunge MG42-maskingevær står solidt fast på støttebenene, mens hjælperen fodrer dødsmaskinen med et patronbælte af 7,92-mm Mauser-kugler. Begge soldater ved dog, at de næppe har kugler nok.
Amerikanerne er som slagtelam
Med hamrende hjerte betragter Severloh fjendens Higgins-både. De er som myrer, der kravler op og ned ad bølgerne, mens de nærmer sig kysten.
Det overrasker korporalen og hans landsmænd, at de allierede angriber ved ebbe. Godt nok undgår landgangsbådene på dette tidspunkt at hamre ind i tyskernes jernlåger og minerede stolper, men til gengæld vil marineinfanteristerne have en næsten 300 m lang dødsrute frem til strandens havdige, der er første mulighed for at finde ordentlig dækning.
Ved 6.30-tiden ryger de første bovporte i Higgins-bådene ned, og soldaterne hopper overraskende roligt ud.
Nogle steder er der så dybt, at amerikanerne dumper ned under vandet, hvorefter de halvt svømmende, halvt vadende møver sig fremad, til de finder sammen i kolonner, som var det en øvelse.
Ingen tyskere langs kysten åbner ild. De har fået ordre om ikke at skyde, før marineinfanteristerne er omkring 400 m væk og går i vand til knæene.
“Amerikanerne kæmpede sig fremad med deres våben og rygsække gennem den kraftige, kolde brænding, langsomt og fuldstændig uden beskyttelse. I vores øjne var disse infanterister nærmest som lam, der blev ført til slagtning”, udtaler Severloh senere om skuet.
Korporalen og hans kolleger har et perfekt udsyn over stranden i deres lille bunker 25 m oppe på klinten.
Det kribler snart i Severlohs finger for at få lov til at klemme den kolde metalaftrækker ind på MG42’eren, som med sin kadence på 1.200 skud i minuttet blandt tyskerne kaldes Hitlersäge – “Hitlers sav”.
“Åh, min Gud. Stakkels svin”, kommer det lavmælt fra Severlohs overordnede, Bernhard Frerking, da fjenden nærmer sig 400-metermærket.
Kort efter brøler beskeden ud i alle bunker- og maskingeværstillinger langs kysten ved Omaha Beach:
“LOS!” – åbn ild! Det er tid til at slå fjenden ihjel.
Omaha bliver badet i blod
Med ét brager de tunge maskingeværer, mortérer og hovedbunkernes kanoner løs ned mod stranden, hvor de forsvarsløse amerikanere bliver flænset op.
Stumper af arme og ben flyver omkring som følge af tyskernes kraftfulde våben, mens landgangsbåde splintres, så træ- og metalstykker suser igennem luften som pile. Også Severloh panorerer sit maskingevær fra side til side:
“Jeg kunne tydeligt se vandet slå op, hvor projektilerne ramte. Da de små springvand nærmede sig infanteristerne, kastede soldaterne sig ned. Efter et par minutter gik de i panik”.
Korporalen ser, hvordan amerikanerne desperat kravler hen imod strandens brede jernlåger og høje vinkeljern – kaldet henholdsvis “belgiske låger” og “tjekkiske pindsvin” – for at komme i dækning. Samtidig afleverer nye både konstant deres last på hver 30 soldater.
“Mens bådene nærmede sig, havde jeg opmærksomheden rettet mod ramperne. Når ramperne blev sænket, så infanteristerne kunne komme ud, åbnede jeg ild. Nogle gange brugte jeg min karabin, så jeg kunne sigte mod enkelte soldater. Jeg ved ikke, hvor mange jeg skød. Det var frygteligt. Bare at tænke på det giver mig lyst til at kaste op. Vandet var rødt langs landgangsfartøjerne”, beretter Severloh efter krigen, hvor han pga. sine mange drab bliver tildelt navnet “Bæstet fra Omaha”.
Ikke langt fra korporalens bunker sidder Franz Gockel også med fingeren klistret til aftrækkeren på sit polske maskingevær. Den 18-årige er kommet sig over chokket under fjendens indledende bombardement.
Nu er det ham selv, der indtager rollen som bøddel. Kun få minutter ad gangen holder han geværet i ro, så det kan køle af, men i de momenter danner han sig et overblik over blodbadet:
“Der lå så mange døde på stranden. Og nye kom hele tiden til. Vi kunne ikke forstå det”.
Den konstante strøm af mennesker skyldes, at de allierede har enorme ressourcer. Ud over soldater ruller amfibietanks og bulldozere i de indledende timer over stranden, hvor de sender kaskader af sand og vand op, mens amerikanerne finder dækning bag dem.
Da uret passerer 10.30, er tusinder af marineinfanterister i dækning bag strandens havdige. Severloh og Gockel kan konstatere, at fjendens tropper – med støtte fra både destroyere og Sherman-kampvogne – nu stormer over det tyske minefelt og nærmer sig bunden af klipperne.
De to tyskere kan samtidig se, at der efterhånden ikke er mange ammunitionskasser tilbage i bunkerne. Frygten rammer dem nu for alvor.
Winter bliver lammet af rædslerne
Panserkorporal Gustav Winter og hans tjekkiske hjælper kommer først for alvor i aktion, da de hører motorlyden fra en Sherman-tank, der forsøger at kæmpe sig op ad en nærliggende sandklit.
Gennem sigtekornet på sin kanon ser tyskeren nogle landsmænd flygte fra sandbankerne. Mens han følger dem, lyder der pludselig et brag, og flokken bliver omdannet til flyvende kød- og knoglestumper.
“Forfærdeligt. Sådan frygter jeg at dø”, når panserkorporalen at tænke, inden han ser Sherman-kampvognen slæbe sig helt op over sandklitten.
“Jeg fik et enormt chok, da jeg ikke troede, at det var muligt for angriberne at komme væk fra stranden. Jeg skød prompte efter kampvognen. Den var et let mål, fordi den var i en lige bane foran mig, og de havde malet en stor, hvid stjerne på fronten”, husker Winter, som til sin forbløffelse må se sin granat prelle af på panseret for først at gå af et godt stykke længere væk.
Den amerikanske kampvogn svarer fluks igen med en maskingeværsalve, som først ødelægger løbet på Winters kanon, hvorefter nogle af kuglerne borer sig gennem brystkassen på assistenten.
Træffet på tjekken sænker til gengæld farten på patronerne, så de ikke rekylerer i bunkeren og rammer Winter.
“Så denne stakkels knægt, som dårligt behøvede at barbere sin hage, reddede på den måde mit liv. Han døde på stedet, lige ved siden af mig. Det var et mareridt”, lyder det senere fra Winter.
Den tyske panserkorporal ved, at det drejer sig om at komme ud af den lille bunker, da han ser flere kampvogne og marineinfanterister tromle over sandbankerne.
En amerikansk soldat bærer en flammekaster, som han retter mod en panserværnsstilling godt 100 m fra Winters position. Med stor kraft skyder en ildstråle ud og forvandler kanon og soldater til ét stort bål.
Winter sniger sig ud ad en baglem i toppen af sin bunker og dumper ned bag betonkonstruktionen. Til sin skræk ser han, at de klitter, som han kender så godt, er fyldt med kratere og menneskerester – mens røg og støv hvirvler rundt.
“Sandet var et rent helvede. Et rent helvede”, erindrer han.
Panserkorporalen er modløs, komplet drænet for kampvilje, mens han passivt sidder og ser amerikanerne løbe forbi. Først den 13. marineinfanterist spotter tyskeren og hamrer instinktivt sin geværkolbe i hovedet på Winter.
“Han havde en bajonet sat på geværet, og han skulle lige til at stikke den ind i mig, tror jeg, da en eksplosion i nærheden fik hans opmærksomhed”, husker Winter efterfølgende.
Mens fjendens soldater spæner videre, noterer Winter sig, at mange af dem stadig har vådt tøj på – de har travlt med at afsikre vejen væk fra stranden. Pludselig hiver en ny soldat fat i Winter, peger ned på stranden og giver så tyskeren et spark bagi, så han ruller hele vejen ned ad klinten.
Panserkorporalen bliver ved foden af bakken mødt af andre invasionstropper, som lægger ham i håndjern og sætter ham ved en gruppe tilfangetagne tyskere.
Her panorerer hans blik fra strandkanten, hvor døde amerikanere skylles i land, til bunden af klipperne, hvor forkullede tyskere er faldet og sprængt ud af deres forsvarsreder. Winter vil aldrig glemme skuet:
“Vi tyskere var helt tavse. Vi sad bare og kiggede på det. Synet kunne gøre selv den tapreste vemodig”.
Gockel og Severloh flygter fra stranden
Ved 13-tiden har amerikanerne landsat over 19.000 soldater – og bulldozere tromler rundt for at skabe passager, så kampvognene kan trænge fremad. Mens fjenden er ved at trænge igennem i den østligste del af Omaha, hvor Winters bunker er placeret, sidder Gockel stadig i sin lille bunker én kilometer væk.
Den 18-årige tyskers maskingevær er ødelagt af en granat, så han sidder nu i stedet og sigter med karabinriflen. Med ét mærker han et smertefuldt smæld i sin venstre hånd, der støtter geværet.
Han trækker den til sig og ser, at to af fingrene hænger slapt ned – kun holdt fast af senerne – mens blodet fosser ned langs håndfladen.
“Du godeste, du er heldig. Det er et hjemsendelsesskud, det der”, lyder det fra en kammerat, da Gockel har slanget sig vej fra sit hul til kompagnibunkeren.
Med forbinding om skaden får den unge soldat lov til at begive sig væk fra fronten. Han holder sig fra den store grusvej i området, af frygt for at amerikanerne styrer i samme retning, og sniger sig i stedet fremad langs små stier, til han finder en sanitets-lastbil.
Mens lastbilen rumler på vejene mod lazarettet i Balleroy, 15 km fra kysten, kigger Gockel ud ad presenningshullet i bagenden og ser, hvordan landskabet er blevet sønderbombet af de allieredes fly.
“Der lå døde køer på markerne, og forsyningstropperne havde også taget deres del af tabene”, erindrer Gockel.
Flere gange må sanitets-vognen stoppe, fordi udbrændte tyske lastbiler spærrer vejen, mens døde og halvdøde landsmænd ligger i vejsidens grøfter. Ødelæggelserne er nedslående for Gockel – men den 18-årige finder trøst i tanken om, at han snart skal hjem til Tyskland.
Hjemlandet føles anderledes langt væk for Heinrich Severloh, som ved 14.30-tiden kun kan kigge ned i tomme ammunitionskasser. I stedet fodrer han MG42’eren med lysspor-patroner.
De er lige så dræbende som almindelige projektiler, men har den store ulempe, at de lyser op og afslører tyskeren, hver gang han klemmer aftrækkeren ind.
På 10 minutter bliver Severloh fire gange slynget væk fra sit våben af kraftfulde granater, som eksploderer nær bunkeren og fylder tyskerens lunger med røg.
Bragene efterlader en summen og piben for ørerne, så han knap kan høre, hvad der foregår omkring ham. Både han og kammeraterne i bunkeren ved, at det nu er sidste chance for at komme væk.
Severloh spæner foroverbøjet fra granathul til granathul, der tjener som kortvarigt ly under flugten.
I adskillige minutter venter han bag et skjul på sine venner fra bunkeren, men blot én af dem dukker forpustet op – de øvrige er blevet slagtet af fjendens kugler, heriblandt Severlohs gode ven overløjtnant Bernhard Frerking.
Selvom hver en muskel i Severlohs krop smerter – og blodet løber fra et sår i ansigtet – må han og vennen flygte med det samme.
Flere gange på deres fem km lange flugt til bataljons-hovedkvarteret, i landsbyen Colleville, må de ændre kurs for ikke at ramme ind i fremadstormende amerikanske enheder.
Udmattede tumler de ind i hovedkvarteret, hvor en sygepasser giver sig til at behandle Severlohs ansigtssår. Midt i al modløsheden får korporalen en snert af håb, da han overhører en samtale mellem to officerer.
“Vi venter på kampvognene. Så skal vi nok sparke de amerikanere ud i havet igen”, lyder det fra den ene.
De allierede anlagde store midlertidige havne for at landsætte tropper og materiel efter D-dag.
Amerikanerne bider sig fast
Hverken officererne eller Severloh er dog klar over, hvor kritisk situationen er – også for de tyske panserenheder, som i løbet af eftermiddagen forsøger at slå offensiven tilbage.
Mange steder har allierede faldskærmssoldater fået kontrol over broer og veje i baglandet, ligesom fjendens fly og flåde ødelægger de kampvogne, der nærmer sig kysten.
Det er med god grund, at tyskerne mister modet i løbet af “den længste dag”, som Erwin Rommel døber den 6. juni 1944.
De allierede etablerer brohoveder langs alle de fem landgangsstrande, enkelte steder helt op til otte km ind i landet.
Om aftenen vurderer en tysk stabschef, at “fjenden landsætter ca. én kampvogn i minuttet”, da Rommel beder ham om en tilstandsrapport. Inderst inde ved Rommel og de øvrige tyske generaler, at fjenden har bidt sig fast for alvor.
Også Colleville bliver indtaget, før den 6. juni er omme. Sammen med en flok landsmænd når Heinrich Severloh dog at liste sig ud af den lille by, inden de hvidstjernede Sherman-tanks ruller ind.
I mørket snubler tyskerne afsted mod syd i håb om at møde venligtsindede tropper. Men efter blot få kilometer hagler skuddene fra tunge maskingeværer ned over dem, da de forsøger at passere et lavtliggende område, hvorfor de må kaste sig efter dække i en lille hulning i terrænet.
“Vi måtte se i øjnene, at krigen allerede havde overhalet os. Vi var en lille, forvildet gruppe med få våben og få forhåbninger, omringet af fjenden, mens vi lå i en våd fordybning et sted ved verdens ende”, nedfælder Severloh senere.
I løbet af natten får mismodet for alvor overtaget i Severlohs sind:
“Havde hele denne kamp, de personlige ofre og de forfærdelige drab været til ingen nytte? Jeg tænkte på Frerking og kunne mærke tårerne vælde frem og løbe varme ned ad mit opsvulmede ansigt. Nu var det slut”.
Da lyset bryder frem morgenen efter, rejser Severloh og hans følge sig op. Ubevæbnede, med hænderne oppe, træder de gennem det våde krat og ud på den nærliggende mark, hvor amerikanerne venter på dem.
Præcis 24 timer er gået siden invasionens begyndelse – og for Severloh er krigen forbi.
De allierede C-47 Skytrain-fly medbragte hver 16-18 mand.