D-dag: Verdenshistoriens største puslespil

Winston Churchill skåler med Josef Stalin og erklærer højstemt: “Jeg drikker for de proletariske masser”. Sovjet-lederen svarer prompte: “Og jeg drikker for det konservative parti”.

De forbløffende ord falder på Churchills 69-års fødselsdag, som han fejrer under en stormagts-konference i Teheran den 30. november 1943.

Siden krigens begyndelse har den britiske premier­minister gruet for sit lands fremtid, men på denne dag tør han atter tro på fred. Før festen slutter klokken 2.00 om natten, udbringer den amerikanske præsident Roosevelt også en skål: “For første gang i lang tid kan vi se regnbuen, det traditionelle symbol på håb”.

I dagene forinden er Churchill, Stalin og Roosevelt blevet enige om en plan for at besejre Nazityskland. Mens Sovjet vil fortsætte sit massive pres på Østfronten, skal Storbritannien og USA invadere det tyskbesatte kontinent fra vest.

Angreb på havneby mislykkedes

Aftalen i Teheran var afslutningen på årelange forhandlinger og diplomatiske skænderier. Siden 1941 havde Stalin forsøgt at få de vestlige magter til at åbne en ny front mod Tyskland. Den skulle tvinge Værnemagten til at dele sig og lette presset på den hårdt prøvede Røde Hær.

USA havde imidlertid hænderne fulde med kampen mod Japan i Stillehavet, mens Storbritannien havde været travlt optaget af at kæmpe mod tyskerne i Afrika.

Vestmagterne skændtes også internt om strategien for invasionen. Briterne foreslog at invadere Tyskland fra syd via Italien og Alperne. Amerikanerne afviste forslaget – med henvisning til at forsyningslinjerne ville blive for lange. I stedet ville de gå i land i Frankrig, hvorfra hæren bl.a. hurtigt kunne nå det tyske industricentrum – Ruhr-distriktet.

En beslutning blev derfor truffet om at afprøve mulighederne for en invasion af Frankrig ved forsøgsvis at angribe den franske by Dieppe i august 1942.

6.000 britiske og canadiske soldater skulle indtage havnebyen fra søsiden, men tyskerne var godt forberedt og vandt en knusende sejr. 60 pct. af invasionsstyrken blev dræbt, såret eller taget til fange. Trods fiaskoen samlede de allierede afgørende viden om taktikker, landgangsskibe og flystøtte ifm. amfibieoperationer.

Sicilien skulle erobres først

I maj 1943 mødtes Roosevelt og Churchill til en konference i Washington for at aftale tid og sted for de forestående militære operationer i Europa.

Først skulle Sicilien indtages. Formålet var at presse Italien ud af krigen før hovedinvasionen af kontinentet.

Et år senere, 1. maj 1944, skulle en invasionsstyrke så stævne ud fra England og angribe de tyske styrker i Frankrig. Forsyningslinjerne her ville være relativt korte, og de angribende tropper kunne få effektiv flystøtte under kampene – hvilket soldaterne ikke havde ved Dieppe.

I sommeren 1943 fik den britiske general­løjtnant Frederick E. Morgan derfor til opgave at lave et udkast til “Operation Over­lord” – kodenavnet for hele operationen i Normandiet.

Udfordringerne hobede sig op: Hvor skulle soldaterne gå i land? Hvor mange divisioner skulle medtages i første bølge? Hvor mange skibe, fly og kampvogne var der brug for? Hvordan kunne flere end 150.000 soldater forsynes med alt fra kampvogne til blyanter, når der ikke var en havn til rådighed?

Selvom planlægningen endnu var på et tidligt stadie i november 1943, udtrykte Winston Churchill optimisme under Teheran-konferencen: “Historien har givet os en enestående mulighed”, sagde han under det første møde. “Lad os nu smøge ærmerne op”.

Premierministerens optimisme var forståelig. I efteråret 1943 strømmede amerikanske soldater til Storbritannien, og i december blev den amerikanske general Dwight D. Eisenhower udnævnt til øverstkommanderende for “Operation Over­lord”.

Invasionsplanerne begyndte så småt at tage form. I januar 1944 var der ankommet 937.308 amerikanske soldater på britisk jord, og de havde medbragt hele 3.553.755 tons udrustning – herunder bl.a. kampvogne, fly, jeeps, kanoner og ammunition.

Planen ændres

Ikke alle delte Churchills optimisme. En af dem var Bernard Montgomery, som fik ansvaret for at planlægge og udføre selve ­angrebet på D-dag – den såkaldte Operation Neptune.

Udnævnelsen af general Montgomery til leder af invasionsstyrken brød hverken Eisenhower eller Churchill sig om – begge fandt det særdeles svært at samarbejde med ham.

Men takket være støtte fra sin ven, den indflydelsesrige feltmarskal Alan Brooke, som pointerede, at Montgomery var de allieredes bedste hærfører, fik han alligevel opgaven.

Ved sin ankomst til London i januar 1944 var den erfarne officer ikke imponeret. Gennem ni måneder havde Morgan arbejdet utrætteligt dag og nat på sin detaljerede invasionsplan, men under et møde fejede Montgomery den koldt af bordet: “Invasionens skala må revurderes”, konstaterede han.

Morgan havde planlagt at landsætte tre divisioner i Normandiet mellem floderne Vire og Orne. Montgomery ønskede at gå langt mere drastisk til værks.

Han forlangte yderligere to divisioner og en længere angrebslinje langs kysten. Det ville kræve 263 ekstra landgangs­skibe til kampvogne og infanteri samt yderligere 24 destroyere og 5 cruisere.

De mange ekstra soldater betød, at hver division måtte nøjes med 1.450 køretøjer i stedet for de planlagte 3.000. Montgomery var ligeglad: “Giv mig dem, eller find en anden general”, erklærede han kompromisløst.

Ændringerne af Morgans plan betød, at D-dag ikke kunne sættes i værk den 1. maj, som det ellers var planen. De allierede ledere måtte finde en ny dato med den rigtige kombination af fuldmåne og højvande, hvilket ville øge chancerne for en vellykket landgang.

Lyset fra fuldmånen ville gøre det lettere at se forhindringer på stranden, mens højvande betød, at landgangsskibene kunne komme tættere på stranden, før portene blev åbnet. Hele operationen blev derfor udsat til 5. juni – mere end en måned senere.

Landsbyer ofres for D-dag

Mens de britiske kyster blev omdannet til ét stort opmarchområde, trænede de allierede deres angreb ved strandene.

Den første øvelse i januar 1944 blev udført så amatøragtigt, at korpschefen noterede, at ingen ville have overlevet i rigtig kamp. Tropperne kom langsomt ud af bådene og op på land, fordi de var tyngede af udstyr. Da de endelig fik fast grund under fødderne, var enhederne rodet sammen i ét stort kaos.

Heldigvis var der stadig flere måneder at træne i.

I løbet af vinterhalvåret blev større og større dele af den sydengelske kyst afspærret for offentligheden, så tropperne kunne træne i hemmelighed. Hele landsbyer måtte evakueres for at gøre arbejdet svært for evt. tyske spioner.

I et brev til de 220 indbyggere i fiskerbyen Tyneham fra London hed det: “Regeringen anerkender, at dette er et stort offer. Men vi er sikre på, at I herved vil bidrage til, at vi vinder krigen”.

Eisenhower beskrev England som “historiens største militærbase”, for gradvist kom “Operation Overlord” til at dominere alle aspekter af dagliglivet.

Myndighederne forbød de britiske medier at spekulere i, hvornår invasionen ville finde sted, og al gods- og persontransport ind i landet blev overvåget.

De allierede forberedte sig også uden for landets grænser. 6.800 søminer blev lagt ud for Frankrigs kyst – med et hul ud for Normandiet – og bombetogterne mod nazisternes flyfabrikker, olie­depoter og jernbaner intensiveredes.

Især de nordfranske jernbaner blev ramt hårdt, for tyskerne skulle forhindres i at forstærke enhederne i Normandiet efter D-dag.

Royal Air Force måtte imidlertid passe på ikke at bombe uforholdsmæssigt meget i Normandiet, så fjenden kunne regne ud, hvor invasionen ville finde sted. Heldigvis havde de alli­erede en effektiv metode til at misinformere tys­ker­ne om invasionsstedet på.

Til dette formål aktiverede de dobbeltagenten Juan Pujol. Tyskerne stolede på ham, men spanieren var loyal over for London.

Han sendte nazisterne falske rapporter om, at de allierede havde tænkt sig at angribe længere mod nord ved havnebyen Calais. Tyskerne arbejdede derfor hårdt på at styrke forsvaret her.

Produktionen kunne ikke følge med

I april 1944 var der knap to måneder til invasionen, og stemningen var intens i de allieredes hovedkvarter i London. Til en ven skrev Eisenhower, “atmosfæren er mere elektrisk end nogensinde”.

Forberedelserne var dog ikke afsluttet endnu.

Generalerne bekymrede sig eksempelvis over, at der manglede landgangsskibe til at transportere kampvogne til Frankrig – og kampvogne var afgørende for at kunne presse tyskerne hurtigt tilbage.

Problemet blev så stort, at selv Churchill måtte forholde sig til det: “Hvordan to store imperiers planer kan blive begrænset af manglen på et par hundrede skibe, vil aldrig blive forstået”, tordnede han under et møde.

“Jeg frygter, at folk vil beskylde os for ikke at gøre vort bedste”, tilføjede han.

Situationen blev værre for de allierede 28. april 1944. En landgangsøvelse på Slapton Sands udviklede sig pludselig til et ægte slag. Ni tyske hurtigbåde opdagede en konvoj af landgangsfartøjer, der sejlede som perler på en snor uden at forvente fjender.

Det tyske angreb var nådesløst. Torpedoer sænkede to fartøjer og dræbte 200 søfolk og 500 soldater.

På trods af dette tilbageslag fortsatte forberedelserne ufortrødent. USA’s krigs­industri formåede at aflaste de overbebyrdede britiske fabrikker og løste også problemet med de manglende landgangsfartøjer ved at levere 300 ekstra.

I slutningen af april var Storbritannien nærmest blevet et fort i havet, da en hemmelig kode gemt i en BBC-udsendelse gik ud til Frankrig. Ordene “World of Vendetta” aktiverede den franske modstandsbevægelse og satte gang i en bølge af sabotage­aktioner mod tyske mål.

“Vi tager afsted i aften”

Alle aspekter af “Operation Overlord” var blevet planlagt ned til mindste detalje, da kalenderen viste 1. juni.

På trods af den minutiøse planlægning var der dog én ting, som generalerne ikke havde kontrol over – vejret. En sommerstorm 4. juni resulterede i, at invasionen blev sat i bero. De høje bølger ville gøre det svært for de små landgangsbåde at nå helt op til stranden.

Om morgenen 5. juni kl. 4.15 mødtes Eisenhower med militærets meteorologer. Vejrudsigten var ikke perfekt, men god nok til at give grønt lys for, at operationen kunne starte 6. juni. Kort efter sat­te generalen sig ved sit skrivebord, hvor han skrev et kort telegram til Stalin: “Vi tager afsted i aften”, stod der.

Fire år forinden frygtede englænderne en tysk landgang. Nu stod 153.000 soldater klar til at angribe nazisterne på den modsatte side af Den Engelske Kanal.

Til lejligheden udsendte general Eisenhower en besked til styrkerne, som han selv personligt havde forfattet: “Soldater, sømænd og tropper i flyvevåbnet! I er på vej ud på det store korstog, som vi har arbejdet imod gennem disse mange måneder. Verdens øjne hviler på jer”.

Efterfølgende trak Eisenhower sig tilbage til sit operationscenter, hvorfra han ville følge og dirigere slagets gang.

Engelske general Montgomery talte selv til sine mænd inden overfarten: “Tiden er kommet, hvor vi vil slå hårdt ned på fjenden i Vesteuropa”, lød det selvsikkert fra feltmarskalen.

Forberedelserne betalte sig

Efter D-dag fastholdt Montgomery, at alt gik som planlagt: “Det fantastiske ved slaget om Normandiet”, sagde han ofte, “var, at vi udkæmpede det fuldstændig, som vi havde planlagt før invasionen”.

Slaget blev vundet, men der var ingen tvivl om, at den engelske feltmarskal pyntede på historien.

Dårlig kommunikation, lavthængende skyer og skræmte piloter betød fx, at størstedelen af de 23.400 faldskærms­soldater landede langt fra deres mål.

Marinesoldaterne måtte desuden bruge hjelme til at øse vand ud af deres skrøbelige landgangsfartøjer, og logistiske problemer betød, at blot 100 ud af de planlagte 2.400 tons udstyr blev sat i land på Omaha Beach.

Men på trods af disse fejl var “Operation Neptune” – selve amfibieoperationen på D-dag – en drønende succes for de vestlige allierede.

Nazisternes såkaldte Atlantvold var kun blevet halvt færdig, og det var umuligt for tyskerne at stoppe de konstante bølger af soldater, før de havde etableret fem store brohoveder i Normandiet. Efter blot seks dages kampe kunne de allierede styrker forbinde brohovederne og danne fælles front mod Værnemagten.

Mod slutningen af august var ca. 2 mio. soldater blevet landsat i Frankrig og hovedstaden, Paris, befriet. Mindre end ét år efter det muntre fødselsdagsselskab i Teheran havde de allierede styrker med succes gennemført verdens­historiens største amfibie­angreb og bragt Hitlers Tredje Rige i knæ.