Faldskærmstropperne skulle være beredte på længere ophold bag tyskernes linjer, og derfor sprang soldaterne med over 40 kg tungt udstyr.

© Roger-Viollet/Polfoto & Getty Images/AOP
Krig - D-dag

Faldskærmstropper indledte D-dag med baghold fra himlen

Natten før D-dag springer amerikanske faldskærmstropper vovemodigt ned bag nazisternes linjer og tyvstarter den længe ventede invasion af Nordfrankrig. Men intet går som planlagt, da de fleste soldater lander de forkerte steder. Et komplet kaos bryder ud i mørket.

Støjen fra propelmotorerne var så øredøvende, at landsbyboere i Sydengland trådte udenfor i deres nattøj og spejdede op mod himlen.

Klokken nærmede sig midnat natten til 6. juni 1944. Næsten 7.000 faldskærmstropper fra den 101. luftbårne division havde trænet i månedsvis frem mod denne dag, og nu sad de bænket på lange rækker i 443 transportfly, anspændte og alvorlige. Nogle pulsede løs på cigaretter og tænkte på familie og kærester derhjemme. Andre kastede op af nervøsitet eller bad i stilhed.

I et af flyene sad kommandøren for 101. luftbårne, general Maxwell Taylor. Den høje 42-årige general havde året forinden demonstreret sit personlige mod på en hemmelig mission bag
tyskernes linjer i Italien.

Og selvom han ikke var en erfaren faldskærmsudspringer, så han nu med spænding frem til sit blot femte spring.

Vest for Cotentin-halvøen i Normandiet åbnede de første tyske flakbatterier ild fra de besatte kanaløer Jersey og Guernsey. Mens piloterne meddelte, at de nu blot var 10 minutter fra landingszonerne, påpegede en kæk faldskærmssoldat ironien i, at de blev beskudt fra øer, der lagde navn til godmodige køer.

“Hvad helvede var det?” spurgte en faldskærmssoldat, da han hørte en tysk fuldtræffer ramme et transportfly.

“En af vores jagerpiloter har lige skudt en tysker ned”, løj hans førsteløjtnant for ikke at svække kampmoralen.

Om få minutter ville general Maxwell Taylor med sine mænd kaste sig ud i mørket og indlede den længe ventede invasion af Nordfrankrig – selve åbningen af den europæiske vestfront.

Det amerikanske transportfly C-47 Skytrain havde stor ære af den luftbårne operation. Trods hård tysk beskydning fra landjorden blev blot 21 af de i alt 820 fly skudt ned.

© Getty Images/AOP

Omringning fra luften og kysten

I sommeren 1944 var faldskærmsangreb stadig en ny taktik, som de allierede aldrig havde anvendt med succes i større målestok.

Men den amerikanske general Omar Bradley insisterede på støtte fra faldskærmstropper, hvis han skulle sende sine mænd i US First Army ind på Utah Beach – en af de fem strande på østsiden af Cotentin-halvøen, hvor de allierede ville gå i land.

Tyskerne havde systematisk åbnet sluseporte i lokale floder og oversvømmet store landområder bag kystlinjen, så kun få fremkommelige veje førte væk fra Utah Beach. Hovedopgaven for 101. luftbårne var derfor at sikre vejene, så de amerikanske landgangstropper ikke blev lukket inde som kanonføde på stranden, og tyskerne ikke fik forstærkninger frem.

Generalerne brugte selv begrebet “vertikal omringning” om hele manøvren, hvor de ville omringe tyskerne fra kysten og luften – som modstykke til den klassiske knibtangsmanøvre.

Cotentin var af vital betydning for de allierede, der havde brug for havnebyen Cherbourg på spidsen af halvøen til at forsyne invasionsstyrkerne.

Den tyske øverstbefalende for kystforsvaret af Normandiet – ørkenræven Erwin Rommel – havde modsat placeret flere eliteregimenter på Cotentin, og i slutningen af maj 1944 afslørede allierede luftfotos, hvordan tyskerne bankede 3-4 meter lange pæle i jorden ved oplagte landingsområder.

Pælene, også kendt som “Rommels asparges”, gjorde det ekstremt hasarderet for allierede tropper at lande med faldskærm eller svævefly, og i al hast udpegede de allierede planlæggere nye landingszoner.

Piloter fløj i blinde

Et tykt skydække rejste sig som en mur, da de første transportfly fløj ind over Cotentin-halvøen lidt efter midnat. Flyene fløj tre og tre sammen i V-formationer med en gruppeleder forrest, der som en gåsemor fløj med sine to unger skråt bagude. Et V udgjorde typisk en del af en serie på 36 eller 45 fly.

De allierede meteorologer havde imidlertid ikke forudset det massive skydække, og et fuldstændigt kaos brød derfor ud i de tætte flyformationer. Inde i de tætteste skyer kunne piloterne end ikke se de blå vingelys fra de andre fly i deres egen V-formation, og eftersom piloterne havde strenge ordrer om at opretholde radiotavshed, fløj de bogstavelig talt i blinde.

Førsteløjtnant Robert Ingram var en af de mange hundrede piloter, der igen og igen havde trænet tæt formationsflyvning i de foregående måneder, og nu fløj han et af de to følgefly i en V-formation. I skydækket klinede han sig endnu nærmere til den position, hvor han forventede at have sin formationsleder.

“Jeg mente at have en god chance for at få øje på hans blå formationslys, før mit fly ramte hans”, som han senere fortalte.

Da han omsider kom ud af skyerne, var Robert Ingrams højre vingespids imidlertid mindre end én meter fra venstre vingespids på det andet følgefly, og imellem de to flys vinger lå formationslederens haleror. Et utroligt held, at de havde undgået en kollision. Til gengæld kunne Robert Ingram ikke få øje på ét eneste af de andre 42 fly i hans serie.

Idet piloterne nåede ud af skydækket, havde de blot få minutter til at lokalisere deres landingszoner under heftig tysk beskydning.

Men mange piloter havde mistet kontakten med deres formationsleder, der som den eneste havde en såkaldt Rebecca-modtager, der pejlede dem frem mod en sender, som sti-findere havde placeret i landingszonen.

Alligevel skulle piloterne fortsætte, eftersom de havde strenge ordrer om at aflevere deres faldskærmstropper – uanset om de lokaliserede deres landings-zone eller ej. De måtte heller ikke skifte kurs for at undvige beskydning.

Fra øverste udsigtspost på den amerikanske krydser USS Quincy så observatørerne, hvordan en ildkugle af og til styrtede mod jorden inde over land. Hver gang tog de en dyb indånding. “Poor goddamn bastards”, mumlede de.

Hvert transportfly fragtede hold på 16-18 faldskærmssoldater, som nu stod på en række ned gennem flyets lastrum koblet til et langt kabel. Minutter føltes som timer, mens himlen eksploderede omkring dem, og de ventede på grønt lys fra piloten til at slippe ud af deres
flyvende ligkiste og gøre deres job.

Piloterne havde instrukser om at gå ned i godt 200 meters højde med en marchhastighed på omkring 170 km/t., før de gav grønt lys. I løbet af 15 sekunder var alle soldaterne sprunget ud af flyet. Nogle råbte “Bill Lee” som hyldest til 101. luftbårnes første kommandør, generalmajor Lee. Andre gjorde korsets tegn eller havde brug for et skub.

“Jeg burde få mit hoved undersøgt”, råbte en af soldaterne, inden han lod sig falde ud i mørket.

Journalisten Ward Smith fra BBC var om bord på et af flyene og beskrev de sidste minutter, før soldaternes spring:

“Jeg vil aldrig glemme disse sidste skæbnesvangre minutter. De ubevægelige mænd med dystre ansigter, læsset som pakheste, så de knap kunne stå oprejst uden støtte”.

Selvom det ingen forskel gjorde, trak soldaterne instinktivt benene op under sig, når de blev beskudt fra jorden.

De tyske flak-batterier forsøgte forgæves at forhindre den allierede invasion fra luften.

© Bridgeman

Farlige landinger kostede dyrt

Nogle piloter fløj for lavt, så soldaternes faldskærme knap nåede at folde sig ud. Mange brækkede ben og ankler ved landingen, mens andre blev lammet efter brud på ryggen.

En faldskærmssoldat på landjorden så et transportfly flyve så lavt, at ingen faldskærme nåede at åbne sig. Alle 18 soldater styrtede tungt mod jorden, og den chokerede mand sammenlignede lyden med vandmeloner, der falder ned fra ladet af en lastbil.

Hovedparten af de 7.000 soldater i 101. luftbårne landede langt væk fra de tre landingszoner – nogle helt op til 20 km. De mest uheldige landede i oversvømmede områder og druknede under vægten af deres egen oppakning.

18-årige Dick Thorne var først i sidste øjeblik blevet indlemmet i faldskærmsstyrken og nåede end ikke at få sit regiments karakteristiske diamant på sin hjelm, før han sad i et fly på vej mod Normandiet.

I otte sekunder svævede han mod jorden, mens han så sporprojektiler på tværs af himlen og et fly, der styrtede ned i det fjerne. Så mærkede han det kolde vand og sank ned i klægt mudder med 1,5 m kulsort vand over hovedet.

Som en frø satte han af og gispede efter vejret, inden han forvandt i vandet igen. Hans faldskærm var stadig foldet ud og blev fanget af et vindstød, så han blev hevet rundt i vandet og slugte adskillige liter vand.

Bagefter fortalte Dick Thorne, at han så et lys 100 gange kraftigere end sporprojektilerne på himlen – en slags nærdødsoplevelse – før han omsider fik skåret sig fri af sin faldskærm med en kniv og prustende fik hovedet over vand.

Da han kom op, fandt han hurtigt sammen med en anden fyr fra sit hold, men i lang tid mødte de ikke andre. Overalt befandt soldater fra 101. luftbårne sig pludselig alene eller i små grupper bag fjendens linjer.

Også general Maxwell Taylor, kommandør for 101. luftbårne, landede i ensomhed og kæmpede sig fri af sin faldskærm, omgivet af nysgerrige franske køer. Først efter 20 minutter stødte generalen på sin første landsmand, som han lettet omfavnede.

Ofte var glæden nærmest overvældende, når tropperne mødte andre amerikanere, mens de bevægede sig fremad gennem Cotentins labyrint af marker og levende hegn.

Nattens bestialske kampe

Krig er altid kaotisk, men natten på Cotentin udviklede sig hurtigt til absolut vanvid. Tusindvis af soldater dalede ned blandt intetanende tyske regimenter og en slumrende civilbefolkning. Uden en klar frontlinje brød hundredvis af mindre kampe ud overalt.

Tyske enheder rykkede ud i alle retninger, efterhånden som rapporterne om amerikanske angreb indløb. Komplet forvirring herskede hos tyskerne.

I løbet af natten sendte den tyske øverstbefalende i området – general-løjtnant Erich Marcks – tre reservebataljoner mod Cotentin for at nedkæmpe fjenden.

De tre førsteklasses bataljoner bestående af godt 2.000 mand kom fra byen Bayeux nær Omaha Beach, hvor allierede tropper få timer senere ville gå i land, og da det dæmrede for generalløjtnant Marcks, beordrede han dem straks tilbage igen. Tyskerne i baglandet måtte klare sig selv.

Adolf Hitler havde på forhånd udstedt en kommandobefehl, der krævede alle fjendtlige specialstyrker skudt. Modsat besværede mange amerikanere sig heller ikke med at tage tyske krigsfanger, og nattens kampe udviklede sig til nogle af de mest bestialske på vestfronten under 2. verdenskrig overhovedet.

En soldat beskrev siden, hvordan han så to døde amerikanere med deres afskårne kønsdele i munden.

“I vover på at tage nogen fanger. Skyd de svin”, befalede hans egen kaptajn derefter, og som natten skred frem, tog historierne om mishandlinger og henrettelser til i omfang.

En løjtnant fik først i sidste øjeblik bremset amerikanske soldater i at henrette en gruppe unge tyskere, der lå ubevæbnede på jorden og tryglede for deres liv. Soldaterne var ude af sig selv, fordi en tysker med flammekaster havde sat ild til faldskærms-tropper fanget i træer.

Knive og granater talte

I ly af mørket brugte amerikanerne især knive og håndgranater. For skydevåben afslørede deres egen position og øgede risikoen for at ramme andre faldskærms-tropper i det kaos, der herskede. I den henseende førte den 40-årige oberst Howard Johnson an med et mindre
arsenal af nærkampsvåben.

Obersten var en levende legende med sin kantede personlighed og mere end 100 prøvespring på bagen.

Oprindeligt var han droppet ud af flådeakademiet for siden at blive afvist som pilot på grund af sit syn. Nu var faldskærmstropperne hans hjem. I den sidste peptalk til sine mænd havde han dagen inden demonstrativt løftet sin ankelkniv i vejret:

“Jeg sværger for jer, at før næste daggry vil denne kniv være begravet i hjertet på det mest modbydelige, sorthjertede nazi-svin i Frankrig”.

Han tyede dog til sin kaliber .45 som det første, da han umiddelbart efter sin landing blev beskudt af en tysker.

Han trak sin pistol og affyrede to skud, hørte et skrig efterfulgt af stilhed. Derefter begyndte han målrettet at samle et hold af mænd omkring sig for at løse nattens opgaver.

Overalt sneg grupper af amerikanske soldater sig gennem landskabet, mens de lyttede efter fjenden og hvert eneste øjeblik frygtede at blive offer for et uventet bajonetangreb bagfra.

Nogle amerikanere påstod at kunne lugte tyskere nærme sig alene fra den kraftige lugt fra deres tobak. Andre hævdede at genkende den knirkende lyd fra tyskernes læderudstyr. Når tyske tropper nærmede sig på vejen, kastede faldskærmssoldaterne håndgranater mod dem fra deres skjul bag levende hegn.

Foruden de strategisk vigtige veje væk fra Utah Beach omfattede målene for 101. luftbårne også trafikknudepunkter og broer. På forhånd var planen, at faldskærmstropperne skulle operere i regimenter på 600 mand, men nu eksisterede regimenterne alene i
hovederne på de militære planlæggere.

Til gengæld nåede mindre, improviserede grupper af soldater i løbet af natten egenhændigt frem til de udpegede mål og konstaterede flere steder, at de var kommet tyskerne i forkøbet. Andre steder udbrød svære kampe med tyske enheder.

Men amerikanerne havde overraskelsens fordel, og de forvirrede tyskere havde ingen idé om fjendens antal og mål. Selv talmæssigt klart underlegne grupper af amerikanere overrumplede flere steder tyske enheder, der overgav sig eller tog flugten.

Vejene til Utah Beach sikres

Ude på kommandoskibet USS Bayfield styrede amerikanerne den nært forestående landgang på Utah Beach, og her afventede de øverstbefalende i spænding nyt fra Cotentin. Angrebet fra 101. luftbårne ville få afgørende betydning for morgendagens invasion.

Tyskernes forsvar af Cotentin talte omkring 25.000 soldater – men af stærkt svingende kvalitet – lige fra hærdede kamptropper til de 12.000 soldater i den dårligt udrustede 709. division med en gennemsnitsalder på 36 år.

Selv tvangsudskrevne østeuropæiske soldater udgjorde en del af forsvaret, og deres kampgejst var under lavpunktet.

Amerikanske soldater beskrev fx, hvordan de beskød en bunker, der viste sig at være bemandet med et dusin polakker anført af en tysk soldat.

Pludselig hørte de et enkelt skud inde fra bunkeren, så råb og latter, hvorefter polakkerne trådte ud af bunkeren med hænderne over hovedet. De havde ingen lyst til at kæmpe mod amerikanerne og havde i stedet skudt deres tyske sergent.

Da D-dag gryede, anede general Maxwell Taylor stadig ikke, hvor de fleste af hans 7.000 mænd i 101. luftbårne befandt sig – men han følte sig over-bevist om, at hans mænd var velforberedte og trænet nok til at tage skæbnen i egen hånd bag fjendens linjer.

Selv havde han anført en improviseret gruppe på knap 100 mand, der sikrede en af adgangsvejene til Utah Beach.

Komplet kaos herskede i de tyske forsvarslinjer, og ved daggry kontrollerede amerikanerne tre af de fire veje væk fra Utah Beach og inden længe også den fjerde og sidste.

En del tyskere begreb aldrig situationens alvor – at den allierede invasion var i gang – før det var for sent. Enkelte sov endda intetanende videre i løbet af natten. Andre spiste ved daggry morgenmad i ro og mag.

Den 101. luftbårne division havde fem mål bag Utah Beach på invasionens første dag, og da solen gik ned den 6. juni, havde de nået de fleste trods slagets kaotiske forløb. Fire ud af fem opgaver løste den 101. luftbårne division.

© Getty Images/AOP

Hjelmen løftes for de luftbårne

Da de allierede landgangstropper de følgende timer hamrede ind mod Utah Beach, havde 101. luftbårne effektivt ryddet vejen, og de tyske styrker ved kysten var omringet.

For inde i baglandet pressede faldskærmstropperne på og afskar forstærkninger fra at nå frem. Den “vertikale omringning” havde virket og varslede en ny måde at føre krig.

Den amerikanske general Ted Roosevelt Jr. gik i land på Utah Beach med den første bølge af amerikanske landgangstropper, og da han om aftenen den 6. juni mødte en oberst fra

  1. luftbårne i Frankrig, hilste han først formelt og tog derefter sin hjelm af.

“Jeg vil gerne tage hatten af for ethvert medlem af 101. luftbårne”.

Rosen var fortjent. For den luft-bårne division havde mistet mere end 1.000 soldater på D-dag – døde, sårede, forsvundne i kamp og fanger.

Læs også:

D-dag

D-dag blev indledt med baghold fra himlen

15 minutter
D-dag

D-dag: Det store angreb

25 minutter
D-dag

75-året for D-dag: Tudsegamle veteraner begiver sig ud på farefuld mission

3 minutter

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!