“Fald ned!” lyder råbet over pladsen, da flyene kommer brølende i lav højde. Soldaterne kaster sig ned på jorden. Endelig sker det, de har ventet på og forberedt sig til i ugevis; de allierede er her, og kampen begynder.
Den 17-årige sturmmann Hellmuth Pock ser op på flyene, som passerer lige hen over hovedet på ham. Da han opdager de tyske kendingsmærker, springer han op med armene i vejret. De andre følger efter, og snart lyder råbene “bravo” og “heil” mod skyerne.
Piloterne kvitterer ved at kippe med vingerne. Deres opbud af kraft og beslutsomhed begejstrer de unge mænd på jorden. Alle er overbeviste om, at de nok skal slå den allierede invasion tilbage.
Tågen hænger som et fint, gråt slør over Normandiets grønne bakker, da Hellmuth Pock og hans kammerater om morgenen den 6. juni 1944 kører ud mod kysten.
- SS-Panzerdivision Hitlerjugend, der med officerer og under-officerer tæller 20.540 mand, 148 tanks og 333 andre køretøjer, står foran deres ilddåb.
Soldaterne er begejstrede ved tanken om at tromle frem over markerne og drive fjenden tilbage i havet. Alle er de lykkeligt uvidende om, hvad der venter dem, og om de overvejelser, der ligger bag skabelsen af deres division.
Siden nederlaget ved Stalingrad året forinden har hæren manglet mandskab, og kampmoralen er begyndt at dale. Den tyske militærledelse ved, at en allieret invasion i Frankrig er på vej, men kan dårligt undvære tropper på den hårdt pressede østfront.
Løsningen – foreslået af SS og hastigt godkendt af Hitler – bliver at skabe en ny SS-division af frivillige Hitlerjugenddrenge, født i 1926. En lille hær af 17-årige.
I kraft af den ideologiske træning i den nazistiske ungdomsorganisation kan Tyskland forvente at få en division af topmotiverede unge drenge, der er villige til at ofre sig for fædrelandet – lige dele kanonføde og rollemodeller.
Panserdivisionen erklæres kampklar 1. juni 1944. Den tæller blandt andet 148 tanks.
Sejren venter forude
Fra alle sider strømmer det til med tyske tropper; i pansrede mandskabsvogne, på lastbiler og på motorcykler haster de mod kysten. Ikke et eneste fjendtligt fly er i syne. Luftwaffe har allerede ryddet himlen for dem, antager Pock med stolt selvfølgelighed.
Opgaven for Hitlerjugend-divisionen er først og fremmest at forsvare byen Caen, som ligger 14 km fra invasionsstranden og udgør et strategisk vigtigt trafikknudepunkt med store veje, der fører ud til resten af Frankrig.
Det bliver nok ikke så svært, for de allierede er tyskerne langt underlegne, har de unge lært. Et øjeblik farer den tanke gennem hovedet på Pock, at kampene kan være overstået, før de når frem. Tænk, hvis det hele allerede er forbi. Det ville næsten ikke være til at bære!
Ved et vejkryds holder Pocks enhed tilbage for en af divisionens andre kolonner. Med store øjne følger Pock de camouflerede køretøjer, der som rullende buske passerer foran ham. Under stålhjelmene stråler de unge ansigter af forventning og selvtillid.
“Held og lykke, kammerater!” råber Pock og vinker, mens de sidste køretøjer passerer. Da hans egen enhed sætter sig i bevægelse igen, er det næsten, som om han kan række ud efter sejren, der venter et sted forude – bag den næste bakketop med bølgende, bleggult korn.
Ved middagstid møder de en helt anden slags kolonne. Hellmuth Pock og hans kammerater betragter vantro det forvredne metalskrot i vejkanten, mens de prøver at regne ud, hvilken slags køretøjer de udbrændte metalskeletter engang har været.
Granater og forskellig anden ammunition flyder overalt på jorden mellem ligene af tyske soldater, der er sprængt til ukendelighed. De allierede jagerbombere har slået til med knusende kraft.
På en pansret mandskabsvogn står den bageste luge åben, og Pock ser benene og underkroppen af en soldat stikke ud. Til sin gru opdager Pock, at hele mandens overkrop er brændt væk.
Mens det forfærdelige syn ætser sig fast i hans bevidsthed, håber Pock inderligt, at en nådig kugle dræbte soldaten, inden flammerne fortærede ham.
Længere fremme hører de selv pludselig larm fra fly, og i næste øjeblik er en hel sværm oven over dem. Fjenden. Pock og hans kammerater åbner ild med deres håndvåben. Intet sker.
Forbløffet ser Pock flyene fortsætte ligeud. Ikke et eneste røgspor på himlen giver håb om noget, der bare ligner en fuldtræffer.
“De forbandede hunde lægger ikke engang mærke til os”, råber én forbitret, mens flyene forsvinder mod horisonten.
Drengene er vant til våbenbrug. De er blevet grundigt oplært i Hitlerjugend.
Fanget i brændende kampvogn
Alois Morawetz er med sine 19 år den yngste panserkommandør i 3. Kompagni. I to dage har hans kampvogne sneget sig gennem landskabet for ikke at blive opdaget af fjendens fly.
Siden invasionen tre dage tidligere er de allierede rykket hurtigt frem og har indtaget en række småbyer vest for Caen.
I modsætning til, hvad de unge først troede, er Luftwaffe i en sørgelig forfatning og ude af stand til at støtte tropperne på jorden.
Alligevel føler Morawetz sig heldig, for selvom hans enhed har været under direkte beskydning, er ingen blevet ramt.
Nu kører han mod Norrey, én af de småbyer, som divisionen skal fravriste de allierede. Mens rækken af kampvogne nærmer sig byen, holder Morawetz sig tæt op ad en jernbaneskråning.
I hovedtelefonerne hører han sin enheds kodeord, “ventesal”, efterfulgt af ordren: “Sving til venstre”.
Morawetz bekræfter, gentager ordren over radioen til sine tanks og svinger ud, så han kommer fri af skråningen.
Fra kampvognens tårn ser han ud over marker og enge. Solen står højt på himlen, og alt virker bemærkelsesværdigt fredfyldt. Morawetz kravler ned i sin kampposition i tårnet og lukker lugen.
Braget er enormt. Hele tanken gennemrystes, som er den blevet ramt af en gigantisk hammer, og stopper så brat. Fortumlet registrerer Morawetz, at kampvognen brænder.
Han hører en knitrende lyd. Ilden har fat i ammunitionen til maskingeværerne. Han forsøger at skubbe lugen i tårnet op, men den sidder fast.
I halvmørket kalder han på sin skytte og føreren, men det er tydeligt, at ingen kan være i live nede i tankens brændende indre.
Morawetz presser igen håndfladerne mod lugen, men den massive stålplade rokker sig ikke. Under ham begynder de hede flammer at slikke op i tårnet.
Desperat bliver han ved med at bakse med lugen, og som ved et mirakel går den pludselig op. Lyset strømmer ind, ledsaget af bragene fra eksploderende granater.
De er under morderisk fjendtlig artilleribeskydning. Morawetz springer ned af tanken og løber nogle meter, så bliver alt sort. Han falder. Da han kommer til bevidsthed igen, er han omgivet af brændende tyske tanks.
Usikkert kommer han endelig på benene og begynder at vakle hen mod en sygepasser, som står ved sin motorcykel med sidevogn et par hundrede meter væk.
Morawetz ser sig omkring; fra alle sider ser han andre soldater nærme sig med svedne uniformer og forbrændte ansigter. Fjendens kugler fyger om ørerne på de sårede.
Slutspillet er begyndt
Lidt efter midnat den 6. juni 1944 begynder britiske svævefly med tropper at nærme sig Normandiets kyst.
Efter landingen sikrer soldaterne sig kontrol over områdets broer. En sværm af faldskærmssoldater følger efter.
I den grå morgendæmring begynder det svære skibsartilleri at buldre, da de allierede krigsskibe indleder et systematisk bombardement af det tyske kystforsvar.
Kl. 6.30 begynder selve landgangen. Soldater myldrer ind på strandene, og kampvogne tromler gennem klitterne.
Den høje brummen af fly fylder luften, kun afbrudt af drøn fra de 13.000 bomber, der falder over kystområdet.
De allierede har det totale luftherredømme. Mere end 150.000 soldater – amerikanere, briter og canadiere – og næsten 30.000 køretøjer bliver sat i land på selve D-dag.
Flåden, som har bragt dem over Kanalen, tæller 5000 skibe.
Sygepasseren vinker Morawetz ned i sidevognen, og så går det af sted i rasende fart. Morawetz er stadig heldig.
Hitlerjugend må klare sig selv
Det forgæves modangreb, som Morawetz’ enhed var med i, har kostet tyskerne dyrt. De gør alt for at holde de resterende tanks kørende.
Midt om natten bliver Hellmuth Pock sendt ud for at reparere en kampvogn, som har fået beskadiget styretøjet.
Luften i tankens indelukke er stadig varm og beklumret efter den lange, hede dag. I mørket famler han efter noget at holde i og undrer sig, da hænderne glider over en klæbrig substans.
“Kommandørens hoved blev revet af. Det hele er ét stort rod”, forklarer tankens skytte undskyldende.
“Det gør ikke noget. Det kan du jo ikke gøre for”, siger Pock. Han ved ikke, hvad han ellers skal sige. Tavs forsøger han at tørre hænderne af mod tankens sider. Udenfor slår granaterne ned ganske tæt ved.
Efter fem dages kamp er tyskerne presset i bund. De allieredes overmagt er for stor. Forsvarslinjen foran Caen holder endnu, men enhederne er tyndslidte. De allieredes luftherredømme gør, at panserforstærkninger har svært ved at komme frem.
Nord for Seinen står 15. Armé med friske infanteridivisioner, men Hitler nægter at sende dem i kamp.
Diktatoren er overbevist om, at D-dag er en afledningsmanøvre for en anden og større invasion, og han vil ikke ofre ressourcer på de betrængte styrker ved Caen. 15. Armé skal gemmes, til det virkelige angreb kommer.
Med Førerens beslutning er Hitlerjugend- divisionens skæbne beseglet. Den graver sig ned og gør klar til at forsvare Caen til det sidste.
Lave skyttegrave bliver efterhånden til befæstede stillinger, forstærket med jernbanesveller. Trods næsten konstante allierede angreb gør de unge fanatisk og vedholdende modstand.
De tyske feltlazaretter bliver hurtigt fyldt op med sårede og døende. Friedrich Zistler, en læge fra pionérbataljonen, er blevet såret og ligger ved siden af en Hitlerjugend-soldat.
Den unge mand har fået morfin og er knap ved bevidsthed, men han stønner af og til i smerte og mumler uforståeligt. Lægen er også selv halvt bedøvet af morfin, men hører pludseligt soldaten sige meget tydeligt:
“Mor, mor... men jeg mener Tyskland”.
Inden lægen glider ind i døsen igen, tænker han over, hvad de ord mon skulle betyde. Da han vågner næste gang, er drengen død.
Hitlerjugend-divisionen forsøger flere angreb mod de allierede styrker, men overmagten er for stor.
En forbandet redelighed
Untersturmführer Karl-Heinz Gauch starter motorcyklen og kører ud over det åbne land. Langs vejen ligger telefontrådene sammenfiltrede mellem bombekratere og granathuller.
På markerne flyder døde kreaturer, opsvulmede og stinkende i den bagende sol. Han kører gennem en landsby, der er så godt som øde. De få mennesker, han ser, sniger sig omkring som spøgelser, der prøver at undgå de levendes blik.
Det er den 25. juni, og Caen holder stadig stand. Men i omegnen falder den ene by efter den anden, og tyskernes forsvar er ved at blive hullet. Gauch er sendt ud for at finde en bataljon, som staben ikke kan få forbindelse med.
Den skulle befinde sig ved fronten omkring 10 km uden for Caen. Gauch har markeret kommandopostens position på et detaljeret kort.
Da Gauch er næsten fremme, bliver han pludselig beskudt. Han bremser, smider motorcyklen og fortsætter fremad i løb, mens han søger dækning, hvor han kan.
Kommandoposten er basalt set en jordhule med indgang via et dybt hul. Da Gauch lander i hullet med et bump, får lufttrykket det enlige stearinlys, der oplyser hulen, til at gå ud. En stemme bander lavmælt i mørket, en tændstik bliver strøget, og lyset tændt igen.
Stakåndet lirer Gauch navn og rang af og anmoder om en forklaring på, hvorfor bataljonen ikke har kontakt med resten af divisionen. Lungerne kan ikke få luft nok. Han hiver efter vejret, mens han ser rundt på de forsamlede officerer.
Mændene er ubarberede og uvaskede, og i hulens halvmørke ser deres øjenhuler dybe og indsunkne ud. Den kommanderende officer, en spinkel mand med ravnsort hår, griber begge Gauchs hænder og ser indtrængende på ham.
“Jeg har ikke kunnet få ordonnanser igennem. Men sig til staben, at vi ubetinget må have hjælp. Sig, at vi er i en forfærdelig forfatning. Jeg kan dårligt holde stillingerne mere”.
Officeren griber et kort og viser, hvor hullet i de tyske linjer er.
“Jeg kan ikke gøre mere. Tabene er for store. Det er blodigt, en forbandet redelighed”.
Stemmen lyder hektisk og forpustet. Af og til får en eksplosion ovenfor stearinlyset til at blafre. Meldinger løber ind i en lind strøm: “Ved at løbe tør for ammunition”. “Kommanderende officer såret”. “Har mistet en kampvogn”.
De unges elitekorps
Nederlaget i Caen betyder ikke, at krigen er forbi for de unge soldater i Hitlerjugend-divisionen. Tværtimod. Overkommandoen ser nu divisionen som et elitekorps, der kan kastes ind i særlige situationer.
Det sker straks efter slaget om Caen. Divisionen gør sig især bemærket ved den såkaldte Falaise- lomme, hvor store tyske styrker er ved at blive omringet.
Hitlerjugend-divisionen klarer at holde en korridor åben, så tusinder af tyske soldater kan slippe væk, før de allierede lukker lommen og begynder et sønderknusende bombardement med artilleri og bombefly.
Til gengæld bliver flere hundrede soldater fra Hitler-jugend-divisionen selv fanget ved Falaise. Da slaget om Normandiet er til ende i august måned, har divisionen mistet 8000 mand.
Den er senere med i den fejlslagne Ardenneroffensiv og i det ligeledes forgæves forsøg på at vriste Budapest, Ungarns hovedstad, ud af hænderne på russerne.
Derefter bliver divisionen i lighed med de andre tyske styrker på østfronten konstant drevet tilbage af Den Røde Hær.
Den 8. maj 1945 – den dag, krigen slutter i Europa – flygter de sidste soldater fra divisionen så hurtigt de kan vestpå, og over-giver sig til de amerikanske tropper.
Hitlerjugend-divisionens chef, Kurt Meyer, må efter krigen afsone ti års fængsel for alvorlige krigsforbrydelser.
Et af opkaldene får den sorthårede officer til at gribe feltttelefonen.
“Hold stillingerne! Hold dem uanset hvad!” nærmest skriger han ned i røret. Stemmen knækker over. Gauch har set nok og rejser sig for at gå.
“Glem ikke noget, Gauch. Glem os ikke”, lyder det indtrængende fra officeren.
Næste dag er bataljonen drevet væk fra stillingerne. De allierede ved, at Hitler omsider har frigivet forstærkninger til området, og at et par slagkraftige panserdivisioner er på vej.
Derfor sætter de alt ind på at tage Caen, inden forstærkningerne når frem. Det, Gauch har været vidne til, er blot resultaterne af de indledende manøvrer til en stor allieret offensiv.
“Den tank skal væk!”
Hundreder af Sherman-tanks maser sig frem. Den allierede offensiv under kodenavnet Epsom er i fuld gang og lægger alt ned på sin vej. Da de allierede tanks når byen St. Manvieus, ved tyskerne, at den er helt gal.
Hvis kampvognene skærer igennem byens park, hvor tyskerne har deres kommandopost, vil de kunne indtage en intakt bro og rulle direkte ud på landevejen til Caen. Det vil være katastrofalt.
I parken har tyskerne samlet alt, hvad de har kunnet skrabe sammen af mandskab – selv kontorfolk er gået i stilling mellem træerne, da den første, enlige Sherman-tank ruller frem mod parkens indgang, hvor den stopper.
“Den tank skal væk!” råber den kommanderende tyske officer.
Emil Dürr, en 24-årig unterscharführer i Hitlerjugend-divisionen, hører ordren, men sender ikke sine drenge frem. Han gør det selv. Hurtigt griber han en panserværnsraket og løber frem mod tanken.
På kort afstand affyrer han raketten, som dog preller af mod tankens panser. I det samme bliver Dürr ramt i brystet af en maskingeværkugle. Han ignorerer smerten og løber tilbage efter en ny panserværnsraket.
Denne gang retter han den mod larvefødderne, som bliver revet over ved eksplosionen. Tanken er stoppet, men ikke uskadeliggjort. Igen brager en maskingeværsalve, som fejer benene væk under Dürr.
Denne gang må han kravle tilbage til sin skyttegrav. Her finder han en magnetisk mine og griber den.
“Du bløder”, råber en eller anden efter ham, men Dürr ænser det ikke. Snublende vakler han frem mod tanken, mens kuglerne flyver omkring ham.
Han når frem og placerer minen på panseret. Så vakler han tilbage. Minen eksploderer med et brag, og tanken omspændes af flammer. Den er færdig.
Med sine sidste kræfter slæber Dürr sig tilbage til sin stilling, hvor et par af hans soldater griber ham og får ham ned at ligge. Blodet fosser ud af hans bryst og ben, men han er nærværende, tankerne klare.
Han beder om en cigaret og noget at hvile hovedet på. Han får en gasmaske, det eneste brugbare i nærheden. Roligt ryger han på cigaretten, mens han med den anden hånd knuger en tot græs.
“I må ikke lade dem komme ind i parken”, siger han til drengene. “Hils min kone og den lille. Tag jer af dem. Lad være med at være kede af det. Der er ikke noget at være ked af...”
Cigaretten falder ud af hans hånd, og brystkassen hæver og sænker sig en sidste gang. Nu må de andre klare de næste tanks.
Levende begravet
De tyske forstærkninger når frem den 28. juni, men da er det for sent. Ubønhørligt rykker blodbadet nærmere Caen.
Den 7. juli om aftenen har Leo Freund og hans kammerater søgt tilflugt i en tunnel i et stenbrud lige uden for byen.
Oven over dem får de hule drøn fra de allieredes bomber loftet til at ryste faretruende. Mens Leo Freund opvejer fordele og ulemper ved at tage chancen og løbe ud i det fri, lander en bombe lige uden for tunnellen.
Det udløser et stenskred, som spærrer udgangen. De er levende begravet. I et uigennemtrængeligt, kvælende mørke.
En af mændene begynder at skrige, men en anden tager kommandoen og får ro på.
Han forklarer stille og sagligt, at de må skiftes til at grave. De, som ikke graver, skal ligge helt stille uden at tale, så de sparer mest muligt på ilten.
Freund ligger helt stille på de kolde sten. Fornemmelsen af tid og rum forsvinder i mørket. Han er overbevist om, at ingen af dem kommer ud i live. Så lyder råbet pludselig: “Lys!”
Frisk luft, velsignet frisk luft, strømmer ind. Mens soldaterne grådigt fylder lungerne, hører de deres navne blive råbt, langt oppefra.
Hjælpende hænder trækker dem op, én for én. Freund mærker ubestemmelige følelser vælde op i sig. Han ler og græder på samme tid, mens han kaster sig i armene på sine kammerater.
Forsvaret af Caen bliver stadig mere håbløst, og nogle af de unge SS-soldater overgiver sig.
De allierede har nu brugt en måned i forgæves forsøg på at erobre Caen. Hensynet til civilbefolkningen har hidtil afholdt den allierede overkommando fra at bombe byen sønder og sammen, men den 7. juli er tålmodigheden sluppet op, og fløjlshandskerne tages af.
467 tunge bombefly kaster 2500 tons bomber over Caen. 3000 franske civile og et ukendt, men mindre antal tyskere bliver dræbt. Den 8. juli angriber store allierede landstyrker igen byen.
Dagen efter trækker den øverstbefalende for Hitlerjugend-divisionen, SS-brigadeführer Kurt Meyer, sine sidste tropper bort fra centrum. I en befæstet stilling i en af byens forstæder finder han en flok af sine soldater i dyb søvn.
Ansigterne under de beskidte stålhjelme ser indfaldne ud, ældre og mere hærgede, end de burde i forhold til drengenes alder. Hver enkelt soldat skal ruskes vågen, så udmattede er de.
I flere uger har de kæmpet uden hvil, og al deres kraft og styrke er opbrugt. Men de adlyder chefens ordre. Vaklende kommer soldaterne på benene og begynder at gå. Slingrende og søvndrukkent passerer marchkolonnen gennem Caens ruiner og ud af byen.
Et sidste farvel
Stenbruddet, hvor Leo Freund befinder sig, er bagpost for Hitlerjugend-divisionen. Enheden hér skal dække tilbagetoget. Alle ved, at de allierede soldater kan komme når som helst, og stemningen er anspændt.
Én af gruppelederne, Richter, kalder Freund hen til sig og siger, at han kan mærke, han skal dø i dag. Han beder Freund sørge for, at hans familie får hans personlige ejendele.
Freund slår det hen og siger, at han ønsker det samme af Richter, hvis han selv skulle falde. De skilles med en munter bemærkning om, at nu får de se, hvem der bliver ramt først.
Da artillerigranaterne begynder at slå ned omkring dem, løber Freund over til sin egen stilling, hvor han fortæller sine kammerater om Richters dystre forudanelse. Før han er færdig med historien, kommer en soldat løbende og kaster sig ned i dækning.
Han fortæller, at Richter lige er blevet dræbt. Freund kravler op af skyttegraven og løber tilbage til det sted, hvor han lige har talt med Richter. Der ligger han ganske rigtigt.
Freund har kun én tanke: Han vil give Richter en ordentlig begravelse. Et par kammerater hjælper med at bære ham lidt længere ind i stenbruddet. Imens kan de høre råbene: “Fjenden i anmarch! Fjenden i anmarch!”
Drengene udveksler blikke og begynder så at grave i den hårde, stenede jord. De har smidt både stålhjelme og våben, for bedre at kunne tage fat, og knokler som gale. Med ét stivner Leo Freund.
Noget er helt galt. Han vender sig om og ser adskillige geværløb pege mod sig selv og de to kammerater. En gruppe englændere står godt tyve meter væk, ubevægelige og anspændte, klar til at skyde.
Sammenbidt fortsætter Freund og de andre med at begrave deres døde kammerat. Hvert øjeblik venter de at høre skudsalven og mærke kuglerne bore sig ind i kødet. Også de skal dø i dag. Det er de sikre på.
Arbejdet tager sin tid, men omsider får de lagt Richter i den lave grav. Ovenpå bygger de en lille forhøjning og binder to pinde sammen til et kors, som de stikker ned mellem stenene.
Sammen folder de hænderne og beder en bøn. Bagefter ser de op. De har gjort, hvad de skulle. Nu kommer det.
Englænderne står stadig skudklare, men gør ingenting. De kunne de have dræbt drengene for længst, men er tilsyneladende påvirkede af den scene, de har overværet.
Langsomt, ganske langsomt, bøjer Freund sig ned efter sin hjelm og sit gevær. Så går han sammen med de to andre mod stenbruddets udgang uden at se i englændernes retning.
Da de er ude, løber de tre drenge, alt hvad de kan. Ud ad vejen – samme vej som de øvrige rester af 12. SS-Panzerdivision Hitlerjugend.
Leo Freund overlever krigen. Det samme gør Helmuth Pock, Karl-Heinz Gauch og Alois Morawetz. De sender nedskrevne beretninger til en af deres tidligere officerer, Hubert Meyer, som tager dem med i en bog om SS-divisionen.