Virkelighedens "Kammerater i krig"

USA's faldskærmstropper var 2. verdenskrigs bedst uddannede soldater. De blev trænet til at springe ud bag fjendens linjer og bekæmpe den overtallige fjende med lette våben. På D-dag og i Ardennerne beviste 139 soldater fra E-kompagniet, at de var mænd af den helt rette støbning.

USA's faldskærmstropper var 2. verdenskrigs bedst uddannede soldater. De blev trænet til at springe ud bag fjendens linjer og bekæmpe den overtallige fjende med lette våben. På D-dag og i Ardennerne beviste 139 soldater fra E-kompagniet, at de var mænd af den helt rette støbning.

Album Cinema RM/Imageselect, Shutterstock & Wineconsigners.com

Få minutter forinden har den skånselsløse kaptajn Herbert Sobel afbrudt E-kompagniets frokost.

Store mængder spaghetti bolognese ligger derfor og skvulper i rekrutternes maver, da Sobel tvinger dem op ad Curraheebjerget i fuldt løb. Kaptajnen springer fra mand til mand, mens han hvæser:

“En ambulance holder klar ved foden af bjerget! Du siger bare til! Du kan forlade kompagniet når som helst”.

Snart begynder de første at kaste fro­kos­ten op, men inden de når at sætte sig i vejkanten, hiver kammeraterne dem på benene igen. Sobel skal ikke have lov til at triumfere, og rekrutterne bider mavesmerterne i sig.

Den 10 km lange løbetur i middags-solens bagende varme er blot en forsmag på de strabadser, som E-kompagniet skal igennem i løbet af de næste tre år, og som TV-serien Kammerater i krig skildrede i 10 anmelderroste episoder.

E-kompagniet deltager i nogle af 2. verdenskrigs hårdeste kampe – D-dag, den store faldskærmsoperation i Holland og slaget om Ardennerne.

De havner igen og igen i krigens brændpunkter, fordi allierede generaler allerede ved krigs­udbruddet indser, at de får brug for tropper, som er trænet i at kæmpe videre, selvom de omringes af en overtallig og svært bevæbnet fjende.

Hårde mænd, som kan holde stand, bryde ud og hurtigt nå frem til målet for deres mission.

Rekruttiden var et udskillelsesløb

I 1942 ansøgte 5.300 frivillige om at blive optaget i USA’s nye eliteenhed, det 506. faldskærmsinfanteriregiment, der bestod af 12 kompagnier – et af dem fik navnet E-kompagniet.

I alt blev 1.800 erklæret fysisk egnede og troppede den 20. august op i Camp Toccoa i Georgias fugtige varme.

Her begyndte et udskillelsesløb, som i løbet af det næste år lugede de svageste fra. Den daglige træning var ekstremt krævende, og mændene i E-kompagniet kom hurtigt til at hade kaptajn Sobels hårde disciplin og hensynsløse metoder.

Rekrutterne løb hver dag op ad det stegende varme Curraheebjerg, som lå midt i Camp Toccoa. Især de første 5 km op ad bjergets stejle grusveje trak tænder ud.

© Jim Martin

Set i bagklogskabens klare lys løste kaptajnen dog en vigtig opgave, skrev rekrutten Robert Rader efter krigen:

“Han skrællede det civile af dig, tog din værdighed, men gjorde dig til gengæld til en af hærens bedste soldater”.

Kaptajnen blev den ydre fjende, der skabte et unikt sammenhold gennem rekruttidens 13 uger i Camp Toccoa og den efterfølgende faldskærmstræning i Fort Benning, Georgia.

Da E-kompagniet og resten af regimentet sejlede mod England i sensommeren 1943, var det en stærk og sammentømret enhed.

De 1.800 rekrutter var i mellemtiden blevet reduceret til 600 elitetropper – en af dem var Don Malarkey, som udtrykte sin stolhed over at være en af de udvalgte:

“At blive medlem af E-kompagniet var begyndelsen på mit livs største eventyr. Siden er der ikke gået en dag, uden at jeg har takket Hitler for at have bragt mig sammen med de mest talentfulde og inspirerende mænd, jeg har mødt”.

Benhård træning skabte elitekorps

Specialiserede faldskærmstropper var et sjældent syn, da 2. verdenskrig brød ud. Faktisk oprettede USA sin første test-enhed så sent som i august 1940.

Den amerikanske hærledelse fandt hurtigt ud af, at kun snarrådige og mentalt stærke soldater i fysisk topform kunne forvandles til gode faldskærmssoldater, og den konkluderede, at det ikke var tilstrækkeligt at tage soldater fra den stående hær – en bredere rekruttering end normalt måtte anvendes.

I stedet forsøgte hæren at hverve frivillige civile mænd, der var lidt ældre end værnepligtsgrænsens 21 år. 50 dollars ekstra i månedsløn skulle understrege, at faldskærmstropper tilhørte eliten.

En broget flok landmænd, håndværkere, kontorfolk og minearbejdere udgjorde E-kompagniets 140 mand, som også inkluderede en enkelt akademiker uddannet på Harvard University.

Alle dagens lyse timer gik med træning

05:30

Vækning: Ved daggry blæste en rekrut reveille i sin trompet og vækkede hele kasernen. Alle hoppede ud af deres køjesenge, klædte sig på og gjorde rent
i de store fællestelte, som rekrutterne sov i.

06:00

Morgenmad: Rekrutterne spiste ved lange borde i messebygningen – typisk skinke, æg, kiks og kaffe.

06:30

Inspektion: Rekrutterne og deres telte blev nøje gen­nem­gået af officerer. Uniformen skulle overholde alle forskrifter, mændene være nybarberede og køjesengene redt stramt op.

06:45

Mønstring: Regimentet trådte an på parade-pladsen til optælling og en pep-talk fra oberst Sink.

07:00

Fysisk træning: Kompagniet løb op til toppen af Curraheebjerget. Soldaterne kom i så god form, at de under en fitnesstest scorede 98 pct. – den højeste karakter, en enhed i den amerikanske hær nogensinde havde opnået.

08:30

Skydning: Rekrutterne fik undervisning i at benytte Garand-gevær, 60-mm-morter og Browning-ma­skin­ge­vær. I pauserne lærte de kompasbrug.

12:00

Frokost: Soldaterne spiste som regel varm mad i lejrens store messesal, men af og til fik de udleveret en “feltration-K” for at forberede dem på krigens spar­som­me måltider.

13:30

March: For at øge udholdenheden blev rekrutterne sendt ud på 15-30 km lange marcher under Georgias nådesløse sol med fuld oppakning, riffel og hjelm.

16:00

Styrketræning: Hvis dagen ikke bød på en lang march, lavede rekrutterne mavebøjninger, arm­bøj­ninger og andre styrkeøvelser. De skulle også gen­nem­føre en forhindringsbane på tid. Af og til blev banens forhindringer smurt ind i indvolde fra grise for at gøre den ekstra svær at gennemføre.

18:00

Aftensmad: Skrap rationering på kød i USA betød, at dagens sidste måltid ofte bestod af dåseskinke, kålpølser og nudler.

19:00

Opråb: Beskeder blev råbt op i lejrens højt­ta­ler­an­­læg – blandt andet om der var post til rekrutterne.

20:00

March igen: Kortere aftenmarch i kolonner. Derefter havde rekrutterne fri et par timer inden sengetid.

23:00

Sengetid: Retræten blev blæst med trompet.

To ting havde de fleste af dem dog tilfælles: I high school havde de været fremragende atleter, og interessen for jagt havde udviklet deres træfsikkerhed med et gevær.

Officerer fra forskellige dele af hæren meldte sig ligeledes frivilligt til at lede den nye eliteenhed. Løjtnant Richard Winters gjorde det efter nøje overvejelser:

“10 måneders infanteritræning fik mig til at indse, at min overlevelse afhang af mændene, jeg omgav mig med. De faldskærms­tropper, jeg havde set, lignede ægte soldater: hårde, slanke, solbrune og seje”.

Fire måneders rekruttid i Camp Toccoa forvandlede E-kompagniet til en sammentømret enhed, herefter marcherede de sammen med resten af regimentet 300 km til faldskærmstræning i Fort Benning.

Hærens faldskærms-skole i Fort Benning
rådede over fire tårne på hver 76 meters højde.

© Hulton Deutsch/Getty Images

Fort Bennings tårnhøje helvede forvandlede rekrutter til faldskærmstropper

Stærke, modige mænd med livserfaring og et godt sigte blev rekrutteret til at springe ud fra fly bag fjendens linjer. Hæren gik målrettet efter ambitiøse frivillige med viljen til at bevise deres mod.

Uge 1: Fysisk træning

Faldskærmsspringenes hårde landinger krævede en stærk fysik. Derfor udgjorde løb og styrketræning den første uges træning efter ankomsten
til Fort Benning.

Uge 2: Faldteknik

Rekrutterne lærte at pakke en faldskærm og benytte den rette springteknik fra en 1,5 m høj platform. Et hop fra en 10 meter høj svævebane i fart øgede sværhedsgraden.

Uge 3: Tårnspring

Udspring fra et 76 m højt tårn var det næste skridt. Rekrutterne lærte at lande med høj fart og pakke faldskærmen sammen i hård sidevind fra en vindmaskine.

Uge 4: Debut i luften

Mændene kravlede ombord i en C-47, der i 300 meters højde åbnede døren. 94 pct. af rekrutterne gennemførte de fem foreskrevne spring og fik udleveret faldskærmstroppernes emblem.

Fór vild bag fjendens linjer

I september 1943 ankom E-kompagniet til England, hvor de sammen med resten af USA’s 101. luftbårne division skulle forberede sig på invasionen i Normandiet.

Men ventetiden blev lang. I otte måneder trænede de som besatte i alt fra gadekampe til genkendelse af tyske våben og køretøjer.

Midt under den opslidende træning og ulidelige ventetid steg humøret et par grader, da den forhadte kaptajn Sobel blev overflyttet til en anden enhed efter klager fra kompagniets sergenter.

D-dag oprandt omsider, og natten mellem den 5. og 6. juni 1944 gjorde E-kompagniet klar til at stige ombord på flyene, der skulle bære dem over Den Engelske Kanal. Selvtilliden fejlede ikke noget, og især én vittighed vakte jubel:

“Hitler begik én stor fejl, da han byggede Atlantvolden. Han glemte at lægge et tag på den”, lød den muntre bemærkning, som blev fortalt igen og igen.

Grusomme gadekampe i Carentan

Sammen med 13.000 andre faldskærms­tropper fløj E-kompagniet i nattens mørke mod Frankrig.

De skulle kastes ned 5-10 km bag Normandiets svært befæstede kystlinje og erobre veje og broer, der førte ned til invasionsstrandene med kodenavn Omaha og Utah. På grund af antiluftskyts, skyer og tåge landede faldskærmstropperne langt fra hinanden.

Alligevel angreb de i improviserede smågrupper tyskernes stillinger. Først den 12. juni – en uge senere – kom E-kompagniet i kamp som en samlet enhed. Opgaven bestod i at rense byen Carentan for tyskere, så amerikanernes to brohoveder på Utah Beach og Omaha Beach kunne bindes sammen.

Klokken seks om morgenen blev E-kompagniet sendt ind mod byen til fods for at angribe den tyske bagtrop.

Hidsig kugleregn fra et tysk maskingevær fik mændene til at kaste sig ned i grøften, men løjtnant Winters rejste sig op og råbte “fremad, fremad”.

“Jeg var som besat. Ingen havde set mig sådan før”, huskede Winters, der stormede ind i de sønderskudte gader, hvor der blev kæmpet fra hus til hus – ofte med bajonet.

Pludselig begyndte mortergranater at hagle ned i de smalle gader. 22-årige Edward Tipper var på vej ud af et hus, da en tysk granat kom hvislende.

“Jeg blev ramt af et lokomotiv. Jeg følte ingen smerte og stod og dinglede med mit gevær”, forklarede han senere.

Tililende kammerater fik ham sat ned, selvom Tipper insisterede på, at han sagtens kunne fortsætte. Men begge hans ben var brækkede.

Ude på gaden lå snesevis af sårede og dræbte – E-kompagniet havde mistet mange mænd, men den tyske modstand ebbede ud.

Med støtte fra artilleri og fly blev de sidste tyske tropper fordrevet fra Carentan, og efter tre uger i forreste linje kunne E-kompagniet omsider trækkes ud og sendes tilbage til England for at hvile ud.

På basen i England indså mændene for første gang, hvor blodige kampe de havde deltaget i. På D-dag sprang 139 mand ud over Normandiet, blot 74 vendte tilbage. Da sergenterne John Martin og Bill Guarnere kiggede ind i en af kompagniets barakker, udbrød Martin:

“Jøsses, Bill! Hytten er halvt fyldt, og krigen er kun lige begyndt. Vi har ikke en kinamands chance for at slippe herfra med livet i behold”.

Blodig ilddåb under D-dag

På papiret var planen krystalklar: Hop ud over landingszonen, find hurtigt sammen med resten af E-kompagniet, og angrib landsbyen Sainte-Marie-du-Mont. Men sådan skulle det ikke gå.

C-47-flyene blev væk fra hinanden i de tætte skyer over Normandiet, og adskillige blev skudt ned af antiluftskyts.

De overlevende fra E-kompagniet landede spredt over et 20 km² stort område, men de holdt hovedet koldt, sluttede sig i stedet sammen med andre faldskærmstropper på vildspor og gik straks i kamp mod tyskerne.

©

Himlen blev sort af faldskærme

Lang omvej i luften

Ved midnat den 5. juni fløj 813 fly USA’s 82. og 101. luftbårne division til Normandiet. De mange transportfly tog en sydlig rute for ikke at skulle overflyve invasionsstrandene, der blev bombet fra luften.

Stifindere ramte forbi

Særlige “stifindere” hoppede ud som de første og markerede landingszonen med en kortbølgeradio, der sendte signaler til de efterfølgende fly. Men stifinderne dalede ned det forkerte sted og var for længe om at markere nye landingszoner, så de efterfølgende tropper blev spredt over et stort område.

E-kompagniet udførte den perfekte aktion

Løjtnant Winters angreb en tysk kanonstilling med fire langtrækkende kanoner, selvom han kun rådede over 10 mand. Andre smågrupper sikrede vitale veje og sprængte broer, så tyske kampvogne ikke kunne nå frem til invasionsstrandene og beskyde dem.

Den største gruppe soldater fra E-kompagniet bestod af blot ni menige soldater og to officerer. Alligevel tøvede løjtnant Winters ikke med at gå til angreb på en tysk stilling med fire svære kanoner, som blev bevogtet af 60 soldater.

Mens to maskingeværskytter sørgede for dækningsild, kastede Winters og resten af soldaterne sig over den første kanon med granater og rifler, hvorefter de sprængte kanonrøret i stykker med TNT-sprængstof.

Tyske kanonstillinger langt fra kysten kun­ne beskyde både Utah og Omaha Beach.

© Barch, bild 101I-480-2245-30/benisch

Tyskerne havde gravet zig-zaggede løbegange over til de øvrige tre kanoner, og i ly af dem fortsatte angrebet.

Præcise granatkast fra løbegangene blev efterfulgt af stormløb på kanon efter kanon, og ens snes minutter senere var 20 tyskere døde og 12 fanget, mens resten flygtede over markerne.

“Vi havde tænkt os om, og der var ingen halsløse heltegerninger”, husker sergent Lipton, der deltog i aktionen. Alligevel mistede fire soldater fra E-kompagniet livet.

Holland blev en buldrende fiasko

Efter 10 uger i reserve fik hæren igen brug for faldskærmstropper. Feltmarskal Montgomery ville med “Operation Market Garden” forsøge at gennembryde tyskernes forsvarslinje ved at trænge ind i Holland.

E-kompagniet skulle sammen med 41.000 andre faldskærmstropper springe ud over Holland for at sikre broer og landeveje, som kampvogne skulle rykke frem ad.

Byen Eindhoven blev indtaget, og jublende civile omringede befrierne, men to dage senere buldrede 50 tyske Panther-kampvogne frem mod E-kompagniet, som for første gang måtte trække sig tilbage. Hele “Operation Market Garden” mislykkedes, fordi undsættelsesstyrkens kampvogne nåede for sent frem.

I december 1944 ramte usædvanlig hård kulde og massive snefald Europa. Midt i vinterhelvedet beordrede Hitler uventet sine sidste reserver i offensiven. Tiger-kampvogne og bæltekøretøjer trængte gennem Ardennerskoven og sendte de allierede på flugt.

Ved Bastogne måtte faldskærmstropperne grave forsvarspositioner i stedet for at angribe.

© theamericanwarrior.com

Stoppede tyskernes sidste offensiv

I december 1944 hastes E-kompagniet til Ardennerne, hvor faldskærmstropperne skal grave sig ned og forsvare byen Bastogne mod Hitlers desperate angreb.

Tyske panserdivisioner buldrede den 16. december gennem de allieredes tynde forsvarslinjer i det sydlige Belgien. 1.200 kampvogne og 400.000 mand skulle generobre havnebyen Antwerpen og nedkæmpe fire allierede hærgrupper i Belgien.

Hitler regnede med, at det ville tage amerikanerne og briterne en uge at flytte friske tropper til Ardennerne, men han tog fejl. Allerede dagen efter ankom 11.000 lastbiler med 60.000 soldater i hast til det kuperede område. Da E-kompagniet to dage senere nåede frem, var enheden underbemandet og manglede såvel hjelme som vintertøj.

Det var dog ingen undskyldning for ikke at kæmpe: “Du graver blot dit dybe hul og venter”, lød ordren med sædvanlig galgenhumor.

I 11 lange dage holdt E-kompagniet stædigt sin forsvarslinje, som lå mellem Bastogne og landsbyen Foy. Fjendtligt artilleri, snigskytter og frostskader tyndede langsomt ud i rækkerne. Snart var kompagniets 121 mænd reduceret til under 100, da angrebsordren endelig kom – E-kompagniet skulle indtage Foy.

I to dage forsøgte de at bryde tyskernes linjer, men så blev kompagniet målet for et voldsomt artilleriangreb. Den første granat ramte direkte ned mellem to bazooka-skytter og dræbte dem på stedet. Modstanden var for stærk, og E-kompagniet måtte trække sig tilbage for at lægge en ny plan.

Den 13. januar forsøgte E-kompagniet igen. Døde og sårede kammerater var blevet erstattet af nye, uerfarne folk, så da angrebet begyndte med et stormløb over 200 meter åben mark, gik det hurtigt i stå.

Mens en ny, usikker løjtnant lå og gemte sig bag en høstak, tog løjtnant Speirs over. Veteranen løb forrest og trak E-kompagniet med sig ind i Foy, hvor de skød til højre og venstre. Ét efter ét blev husene renset for tyskere – omkring 100 af dem overgav sig, mange flere lå døde i sneen.

Den 25. januar måtte Hitler opgive sin sidste desperate offensiv, og de overlev­ende tyske tropper trak sig tilbage.

I hast måtte forstærkninger tilkaldes, og 101. luftbårne division fik ansvaret for at forsvare den strategisk vigtige by Bastogne, som tyskerne skulle igennem. Blandt de 11.000 faldskærmstropper var E-kompagniet, som gravede sig ned i skyttehuller nord for byen.

Den påtvungne defensiv var en ny udfordring for E-kompagniet, som indtil da udelukkende havde deltaget i angrebsaktioner.

Til gengæld kom tyskernes knibtangsmanøvre om Bastogne ikke som et chok for de hærdede veteraner. Som en soldat tørt bemærkede:

“Fjenden har omringet os, de stakler”.

Faldskærmstropperne indsamlede store mængder stjålen kunst i Berchtesgaden. Midt i byen arrangerede de en særudstilling med fund fra Hermann Görings hus.

© William Vandivert/Getty images

Kulden var den værste fjende

I syv dage kunne Bastogne kun forsynes fra luften, men trods ihærdige forsøg fra luftvåbnet manglede tropperne konstant mad, ammunition og medicin til at behandle de hundredvis af sårede.

E-kompagniet sendte en spejder ind i Bastogne for at hente hvide lagner, så soldaterne bedre kunne camouflere deres grønne sommeruniformer i den snehvide skov. Lagnerne blev også brugt til at fore bukser og jakker med, for kulden skar gennem marv og ben.

Varm mad eller et bål at lune sig ved var udelukket, for tyske snigskytter lurede hele tiden på chancen for at tynde ud i forsvarslinjen. I stedet blev kulden E-kompagniets værste fjende.

“At ryste af kulde blev en lige så almindelig ting som at trække vejret”, husker en soldat. Forfrysninger plagede alle, men kun få var villige til at forlade deres kammerater i skyttehullerne og søge behandling bag frontlinjen.

Og de, der gjorde, følte skam ved at lade kompagniet i stikken. Så snart fødder, hænder eller sår var i bedring, stak de af fra feltlazarettet og vendte tilbage til deres skyttehul.

“Bastogne var uden tvivl regimentets hårdeste kampagne under hele krigen”, skrev Don Malarkey mange år senere.

Ud over kulde, sult og snigskytter plagede voldsomme bombardementer også soldaterne. Fordi E-kompagniets stillinger lå i en skov, ramte mange granater træerne og eksploderede over jorden, så metalfragmenter og træsplinter regnede ned over amerikanerne.

To af kompagniets veteraner, Bill Guar-nere og Joe Toye, fik benene sprængt i stykker. Overalt var sneen rød af blod og luften fyldt med smertebrøl fra de sårede.

Trods svære tab holdt E-kompagniets linje, og soldaternes indsats var med til at stoppe Hitlers sidste offensiv.

Koncentrationslejre chokerede

Ardenneroffensiven skulle blive E-kompagniets sidste store slag. Enheden deltog blot i nogle mindre sammenstød i Haguenau nær den fransk-tyske grænse, før tyske styrker i tusindtal begyndte at overgive sig i maj 1945.

Havde deres benhårde modstandere gennem 11 måneders blodige kamp virkelig resigneret? Med stor skepsis hørte E-kompagniet utrolige historier om wehrmacht-soldater på jagt efter nogen at overgive sig til.

Deres skepsis blev først gjort til skamme, da kompagniet krydsede den tyske grænse og kørte forbi to amerikanske soldater, der bevogtede mere end 2.000 tyske krigsfanger.

Fremrykningen mod det sydlige Tyskland foregik uden kamphandlinger for E-kompagniet. Kørende på Hitlers motorveje og med udsigt til solsbeskinnede bjerge og grønne skove oplevede soldaterne krigens sidste krampetrækning som en skarp kontrast til de foregående måneders blodige hverdag.

Siddende i topnazisternes møbler kunne E-kompagniets officerer i maj 1945 omsider slappe af.

© Image select

Luftens helte indtog Ørnereden

Krigens sidste måneder blev begivenhedsløse for E-kompagniet, indtil ordren om at indtage alpebyen Berchtesgaden dukkede op. Her lå Hitlers hus og hans berygtede Ørnerede.

Som tak for den frygtløse indsats og soldaternes store offervilje blev E-kompagniet belønnet med en af de mest eftertragtede tjanser under krigens sidste få døgn: Besæt Berchtesgaden.

I alpeidyllen lå Hitlers privatbolig tæt omgivet af Görings, Bormanns og flere andre ledende nazisters luksussommerhuse. E-kompagniet ræsede afsted i lastbiler og ignorerede hundredvis af tyske tropper på udkig efter nogen at overgive sig til.

14 km fra byen stødte de på den 2. franske panserdivision, som også havde fået ordre på at trænge igennem til Berchtesgaden. Da franskmændene kom i kamp med en lille gruppe fanatiske SS-soldater, greb amerikanerne chancen for at komme først og fandt bagvejen op til byen.

Mødet med den fredelige alpedal kunne ikke have været en større kontrast til vinterens bitre kampe: Solen skinnede på smukke villaer med velplejede haver.

E-kompagniet installerede sig i nazisternes villaer den 5. maj og gik derefter i gang med at tømme dem for værdier. Sergent Carson fik fingre i Görings fine Mercedes, men Winters, der i løbet af krigen var steget i graderne fra løjtnant til major, gjorde det største kup, da han opdagede Hermann Görings personlige vinkælder. 10.000 flas­ker lå bare og ventede på at blive drukket.

“Du kunne høre champagnepropper springe dagen lang”, huskede Carson år senere.

En sidste ubehagelig overraskelse ventede dog i Buchloe 70 km vest for München. Her rullede faldskærmstropperne ind en af nazisternes berygtede koncentrationslejre.

Her lå skeletagtige lig i hundredvis ved siden af radmagre fanger, som stadig klamrede sig til livet. Da soldaterne gennemsøgte nærliggende bygninger, fandt de ost i kassevis og delte maden ud til fangerne.

Mange år senere huskede major Winters stadig lejrens gru:

“Synet af udsultede og lammede mænd, der slog blikket ned og bøjede hovedet, når vi så på dem – som en mishandlet hund kryber sammen – gav os en ubeskrivelig følelse, der aldrig vil blive glemt. Stille sagde jeg til mig selv: Nu ved jeg, hvorfor jeg er her”.

Fra Buchloe blev E-kompagniet sendt til Berchtesgaden, hvor Hitlers, Görings og mange andre topnazisters huse lå. Her kunne de omsider fejre sejren.