Virkelighedens "Kammerater i krig"

E-kompagniet deltager i nogle af 2. verdenskrigs hårdeste kampe – D-dag, den store faldskærmsoperation i Holland og slaget om Ardennerne.

De havner igen og igen i krigens brændpunkter, fordi allierede generaler allerede ved krigs­udbruddet indser, at de får brug for tropper, som er trænet i at kæmpe videre, selvom de omringes af en overtallig og svært bevæbnet fjende.

Hårde mænd, som kan holde stand, bryde ud og hurtigt nå frem til målet for deres mission.

Rekruttiden var et udskillelsesløb

I 1942 ansøgte 5.300 frivillige om at blive optaget i USA’s nye eliteenhed, det 506. faldskærmsinfanteriregiment, der bestod af 12 kompagnier – et af dem fik navnet E-kompagniet.

I alt blev 1.800 erklæret fysisk egnede og troppede den 20. august op i Camp Toccoa i Georgias fugtige varme.

Her begyndte et udskillelsesløb, som i løbet af det næste år lugede de svageste fra. Den daglige træning var ekstremt krævende, og mændene i E-kompagniet kom hurtigt til at hade kaptajn Sobels hårde disciplin og hensynsløse metoder.

Set i bagklogskabens klare lys løste kaptajnen dog en vigtig opgave, skrev rekrutten Robert Rader efter krigen:

“Han skrællede det civile af dig, tog din værdighed, men gjorde dig til gengæld til en af hærens bedste soldater”.

Kaptajnen blev den ydre fjende, der skabte et unikt sammenhold gennem rekruttidens 13 uger i Camp Toccoa og den efterfølgende faldskærmstræning i Fort Benning, Georgia.

Da E-kompagniet og resten af regimentet sejlede mod England i sensommeren 1943, var det en stærk og sammentømret enhed.

De 1.800 rekrutter var i mellemtiden blevet reduceret til 600 elitetropper – en af dem var Don Malarkey, som udtrykte sin stolhed over at være en af de udvalgte:

“At blive medlem af E-kompagniet var begyndelsen på mit livs største eventyr. Siden er der ikke gået en dag, uden at jeg har takket Hitler for at have bragt mig sammen med de mest talentfulde og inspirerende mænd, jeg har mødt”.

Benhård træning skabte elitekorps

Specialiserede faldskærmstropper var et sjældent syn, da 2. verdenskrig brød ud. Faktisk oprettede USA sin første test-enhed så sent som i august 1940.

Den amerikanske hærledelse fandt hurtigt ud af, at kun snarrådige og mentalt stærke soldater i fysisk topform kunne forvandles til gode faldskærmssoldater, og den konkluderede, at det ikke var tilstrækkeligt at tage soldater fra den stående hær – en bredere rekruttering end normalt måtte anvendes.

I stedet forsøgte hæren at hverve frivillige civile mænd, der var lidt ældre end værnepligtsgrænsens 21 år. 50 dollars ekstra i månedsløn skulle understrege, at faldskærmstropper tilhørte eliten.

En broget flok landmænd, håndværkere, kontorfolk og minearbejdere udgjorde E-kompagniets 140 mand, som også inkluderede en enkelt akademiker uddannet på Harvard University.

To ting havde de fleste af dem dog tilfælles: I high school havde de været fremragende atleter, og interessen for jagt havde udviklet deres træfsikkerhed med et gevær.

Officerer fra forskellige dele af hæren meldte sig ligeledes frivilligt til at lede den nye eliteenhed. Løjtnant Richard Winters gjorde det efter nøje overvejelser:

“10 måneders infanteritræning fik mig til at indse, at min overlevelse afhang af mændene, jeg omgav mig med. De faldskærms­tropper, jeg havde set, lignede ægte soldater: hårde, slanke, solbrune og seje”.

Fire måneders rekruttid i Camp Toccoa forvandlede E-kompagniet til en sammentømret enhed, herefter marcherede de sammen med resten af regimentet 300 km til faldskærmstræning i Fort Benning.

Fór vild bag fjendens linjer

I september 1943 ankom E-kompagniet til England, hvor de sammen med resten af USA’s 101. luftbårne division skulle forberede sig på invasionen i Normandiet.

Men ventetiden blev lang. I otte måneder trænede de som besatte i alt fra gadekampe til genkendelse af tyske våben og køretøjer.

Midt under den opslidende træning og ulidelige ventetid steg humøret et par grader, da den forhadte kaptajn Sobel blev overflyttet til en anden enhed efter klager fra kompagniets sergenter.

D-dag oprandt omsider, og natten mellem den 5. og 6. juni 1944 gjorde E-kompagniet klar til at stige ombord på flyene, der skulle bære dem over Den Engelske Kanal. Selvtilliden fejlede ikke noget, og især én vittighed vakte jubel:

“Hitler begik én stor fejl, da han byggede Atlantvolden. Han glemte at lægge et tag på den”, lød den muntre bemærkning, som blev fortalt igen og igen.

Grusomme gadekampe i Carentan

Sammen med 13.000 andre faldskærms­tropper fløj E-kompagniet i nattens mørke mod Frankrig.

De skulle kastes ned 5-10 km bag Normandiets svært befæstede kystlinje og erobre veje og broer, der førte ned til invasionsstrandene med kodenavn Omaha og Utah. På grund af antiluftskyts, skyer og tåge landede faldskærmstropperne langt fra hinanden.

Alligevel angreb de i improviserede smågrupper tyskernes stillinger. Først den 12. juni – en uge senere – kom E-kompagniet i kamp som en samlet enhed. Opgaven bestod i at rense byen Carentan for tyskere, så amerikanernes to brohoveder på Utah Beach og Omaha Beach kunne bindes sammen.

Klokken seks om morgenen blev E-kompagniet sendt ind mod byen til fods for at angribe den tyske bagtrop.

Hidsig kugleregn fra et tysk maskingevær fik mændene til at kaste sig ned i grøften, men løjtnant Winters rejste sig op og råbte “fremad, fremad”.

“Jeg var som besat. Ingen havde set mig sådan før”, huskede Winters, der stormede ind i de sønderskudte gader, hvor der blev kæmpet fra hus til hus – ofte med bajonet.

Pludselig begyndte mortergranater at hagle ned i de smalle gader. 22-årige Edward Tipper var på vej ud af et hus, da en tysk granat kom hvislende.

“Jeg blev ramt af et lokomotiv. Jeg følte ingen smerte og stod og dinglede med mit gevær”, forklarede han senere.

Tililende kammerater fik ham sat ned, selvom Tipper insisterede på, at han sagtens kunne fortsætte. Men begge hans ben var brækkede.

Ude på gaden lå snesevis af sårede og dræbte – E-kompagniet havde mistet mange mænd, men den tyske modstand ebbede ud.

Med støtte fra artilleri og fly blev de sidste tyske tropper fordrevet fra Carentan, og efter tre uger i forreste linje kunne E-kompagniet omsider trækkes ud og sendes tilbage til England for at hvile ud.

På basen i England indså mændene for første gang, hvor blodige kampe de havde deltaget i. På D-dag sprang 139 mand ud over Normandiet, blot 74 vendte tilbage. Da sergenterne John Martin og Bill Guarnere kiggede ind i en af kompagniets barakker, udbrød Martin:

“Jøsses, Bill! Hytten er halvt fyldt, og krigen er kun lige begyndt. Vi har ikke en kinamands chance for at slippe herfra med livet i behold”.

Blodig ilddåb under D-dag

På papiret var planen krystalklar: Hop ud over landingszonen, find hurtigt sammen med resten af E-kompagniet, og angrib landsbyen Sainte-Marie-du-Mont. Men sådan skulle det ikke gå.

C-47-flyene blev væk fra hinanden i de tætte skyer over Normandiet, og adskillige blev skudt ned af antiluftskyts.

De overlevende fra E-kompagniet landede spredt over et 20 km² stort område, men de holdt hovedet koldt, sluttede sig i stedet sammen med andre faldskærmstropper på vildspor og gik straks i kamp mod tyskerne.

Den største gruppe soldater fra E-kompagniet bestod af blot ni menige soldater og to officerer. Alligevel tøvede løjtnant Winters ikke med at gå til angreb på en tysk stilling med fire svære kanoner, som blev bevogtet af 60 soldater.

Mens to maskingeværskytter sørgede for dækningsild, kastede Winters og resten af soldaterne sig over den første kanon med granater og rifler, hvorefter de sprængte kanonrøret i stykker med TNT-sprængstof.

Tyskerne havde gravet zig-zaggede løbegange over til de øvrige tre kanoner, og i ly af dem fortsatte angrebet.

Præcise granatkast fra løbegangene blev efterfulgt af stormløb på kanon efter kanon, og ens snes minutter senere var 20 tyskere døde og 12 fanget, mens resten flygtede over markerne.

“Vi havde tænkt os om, og der var ingen halsløse heltegerninger”, husker sergent Lipton, der deltog i aktionen. Alligevel mistede fire soldater fra E-kompagniet livet.

Holland blev en buldrende fiasko

Efter 10 uger i reserve fik hæren igen brug for faldskærmstropper. Feltmarskal Montgomery ville med “Operation Market Garden” forsøge at gennembryde tyskernes forsvarslinje ved at trænge ind i Holland.

E-kompagniet skulle sammen med 41.000 andre faldskærmstropper springe ud over Holland for at sikre broer og landeveje, som kampvogne skulle rykke frem ad.

Byen Eindhoven blev indtaget, og jublende civile omringede befrierne, men to dage senere buldrede 50 tyske Panther-kampvogne frem mod E-kompagniet, som for første gang måtte trække sig tilbage. Hele “Operation Market Garden” mislykkedes, fordi undsættelsesstyrkens kampvogne nåede for sent frem.

I december 1944 ramte usædvanlig hård kulde og massive snefald Europa. Midt i vinterhelvedet beordrede Hitler uventet sine sidste reserver i offensiven. Tiger-kampvogne og bæltekøretøjer trængte gennem Ardennerskoven og sendte de allierede på flugt.

I hast måtte forstærkninger tilkaldes, og 101. luftbårne division fik ansvaret for at forsvare den strategisk vigtige by Bastogne, som tyskerne skulle igennem. Blandt de 11.000 faldskærmstropper var E-kompagniet, som gravede sig ned i skyttehuller nord for byen.

Den påtvungne defensiv var en ny udfordring for E-kompagniet, som indtil da udelukkende havde deltaget i angrebsaktioner.

Til gengæld kom tyskernes knibtangsmanøvre om Bastogne ikke som et chok for de hærdede veteraner. Som en soldat tørt bemærkede:

“Fjenden har omringet os, de stakler”.

Kulden var den værste fjende

I syv dage kunne Bastogne kun forsynes fra luften, men trods ihærdige forsøg fra luftvåbnet manglede tropperne konstant mad, ammunition og medicin til at behandle de hundredvis af sårede.

E-kompagniet sendte en spejder ind i Bastogne for at hente hvide lagner, så soldaterne bedre kunne camouflere deres grønne sommeruniformer i den snehvide skov. Lagnerne blev også brugt til at fore bukser og jakker med, for kulden skar gennem marv og ben.

Varm mad eller et bål at lune sig ved var udelukket, for tyske snigskytter lurede hele tiden på chancen for at tynde ud i forsvarslinjen. I stedet blev kulden E-kompagniets værste fjende.

“At ryste af kulde blev en lige så almindelig ting som at trække vejret”, husker en soldat. Forfrysninger plagede alle, men kun få var villige til at forlade deres kammerater i skyttehullerne og søge behandling bag frontlinjen.

Og de, der gjorde, følte skam ved at lade kompagniet i stikken. Så snart fødder, hænder eller sår var i bedring, stak de af fra feltlazarettet og vendte tilbage til deres skyttehul.

“Bastogne var uden tvivl regimentets hårdeste kampagne under hele krigen”, skrev Don Malarkey mange år senere.

Ud over kulde, sult og snigskytter plagede voldsomme bombardementer også soldaterne. Fordi E-kompagniets stillinger lå i en skov, ramte mange granater træerne og eksploderede over jorden, så metalfragmenter og træsplinter regnede ned over amerikanerne.

To af kompagniets veteraner, Bill Guar-nere og Joe Toye, fik benene sprængt i stykker. Overalt var sneen rød af blod og luften fyldt med smertebrøl fra de sårede.

Trods svære tab holdt E-kompagniets linje, og soldaternes indsats var med til at stoppe Hitlers sidste offensiv.

Koncentrationslejre chokerede

Ardenneroffensiven skulle blive E-kompagniets sidste store slag. Enheden deltog blot i nogle mindre sammenstød i Haguenau nær den fransk-tyske grænse, før tyske styrker i tusindtal begyndte at overgive sig i maj 1945.

Havde deres benhårde modstandere gennem 11 måneders blodige kamp virkelig resigneret? Med stor skepsis hørte E-kompagniet utrolige historier om wehrmacht-soldater på jagt efter nogen at overgive sig til.

Deres skepsis blev først gjort til skamme, da kompagniet krydsede den tyske grænse og kørte forbi to amerikanske soldater, der bevogtede mere end 2.000 tyske krigsfanger.

Fremrykningen mod det sydlige Tyskland foregik uden kamphandlinger for E-kompagniet. Kørende på Hitlers motorveje og med udsigt til solsbeskinnede bjerge og grønne skove oplevede soldaterne krigens sidste krampetrækning som en skarp kontrast til de foregående måneders blodige hverdag.

En sidste ubehagelig overraskelse ventede dog i Buchloe 70 km vest for München. Her rullede faldskærmstropperne ind en af nazisternes berygtede koncentrationslejre.

Her lå skeletagtige lig i hundredvis ved siden af radmagre fanger, som stadig klamrede sig til livet. Da soldaterne gennemsøgte nærliggende bygninger, fandt de ost i kassevis og delte maden ud til fangerne.

Mange år senere huskede major Winters stadig lejrens gru:

“Synet af udsultede og lammede mænd, der slog blikket ned og bøjede hovedet, når vi så på dem – som en mishandlet hund kryber sammen – gav os en ubeskrivelig følelse, der aldrig vil blive glemt. Stille sagde jeg til mig selv: Nu ved jeg, hvorfor jeg er her”.

Fra Buchloe blev E-kompagniet sendt til Berchtesgaden, hvor Hitlers, Görings og mange andre topnazisters huse lå. Her kunne de omsider fejre sejren.