Den blodigste dag i britisk søfart: 6.500 forsvandt i dybet

Pludselig fanger en gennemtrængende motorlyd Hardings opmærksomhed. Ude over vandet ser han en tysk Junkers Ju 88 nærme sig. Maskinen dykker mod skibets dæk, åbner bombelugerne og slipper sin last. Instinktivt kaster Harding sig om på maven og borer ansigtet ned i redningsvesten. Sekunder senere kværner fire hylende bomber sig gennem Lancastrias skrog.

20 minutter senere er den blodigste tragedie i britisk skibsfarts historie en realitet. Antallet af døde overgår langt det samlede tabstal for århundredets berømteste skibsforlis – tabet af Titanic i 1912 og damperen Lusitania i 1915.

Lancastrias skæbne er så forfærdende, at den britiske premierminister, Winston Churchill, holder tragediens omfang hemmelig.

Skibet var fyldt til bristepunktet

Størstedelen af Lancastrias passagerer var ligesom Henry Harding en del af den britiske ekspeditionsstyrke, som siden krigsudbruddet i september 1939 havde været udstationeret i Frankrig. Nazisternes blitzkrig, som begyndte den 10. maj 1940, overvældede imidlertid franskmændene, som få uger senere befandt sig på sammenbruddets rand. Briterne igangsatte derfor en masse-evakuering af deres tropper fra kontinentet, så de kunne forsvare deres eget land.

Den største evakuering fandt sted fra den 26. maj til den 4. juni 1940, hvor 338.000 tropper blev hentet hjem fra Dunkerque i Nordfrankrig. Men tusinder af britiske tropper var også flygtet til havnebyerne i det vestlige Frankrig, og den 15. juni gik evakueringen af disse soldater i gang. Til transporten benyttede briterne ud over flådefartøjer også en række ombyggede passagerskibe som fx det 18 år gamle Lancastria.

Stærk strøm og vanskelige navigationsforhold gjorde, at skibet måtte ankre op ca. 8 km uden for havnen. Damperen var bygget til at medtage 2.200, besætningen medregnet. Lancastrias kaptajn, Rudolph Sharp, skønnede dog, at skibet kunne rumme ca. 3.000 passagerer. Men i Saint-Nazaire og andre franske havne ventede 67.000 britiske soldater på at blive evakueret.

“De bliver nødt til at prøve at tage så mange med som overhovedet muligt”, lød ordren fra den flådeofficer, som i de tidlige morgentimer ankom for at koordinere evakueringen med kaptajnen.

Allerede fra klokken 6.30 fragtede flådens fartøjer og småbåde soldater ud til skibet. De først ankomne blev indskrevet med navn, regiment og enhed, men efterhånden som de sultne og forkomne mænd væltede ind, opgav rederiet at registrere passagererne og begyndte i stedet at modtage hver enkelt med et klik på en mekanisk tællemaskine.

“Du gode Gud. Seks tusind! Aldrig før har det gamle badekar da taget så mange ombord”, udbrød en steward, før besætningen helt opgav at holde styr på antallet.

Soldaterne blev stuvet sammen, som det bedst kunne lade sig gøre. 800 mand fra Royal Air Force blev henvist til et beklumret og dårligt oplyst lastrum i skibets nederste del.

De færreste ombord tog sig dog af de trange forhold. Flertallet af dem havde i ugevis befundet sig konstant på flugt. Ligesom Edwin Quittenton, en soldat i ingeniørtropperne, som igennem de foregående 18 timer havde overlevet ved at skjule sig for de tyske bombefly mellem markernes levende hegn, havde de fleste kun én tanke i hovedet:

“Nu skal vi hjem!”

Tusinder blev dræbt på stedet

Vel ankommet ombord mæskede de sultne soldater sig i pølse, kålstuvning, og hvad den hårdtprøvede kok ellers kunne fremtrylle, mens besætningen gjorde klar til afsejling. Sent på eftermiddagen gik Henry Harding i skibets bar for at få sig en øl. Men da køen var for lang, lagde han sig i stedet på soldækket, der ligesom resten af skibet vrimlede med flere mennesker, end han nogensinde før havde set på så lille et område.

Det var her, han befandt sig, da katastrofen indtraf. En sværm af tyske fly viste sig på himlen, og kl. 15.48 kastede en af maskinerne sin dødbringende bombelast over Lancastria. Harding borede ansigtet ned i den redningsvest, som han brugte som hovedpude, mens alt omkring ham eksploderede i et sønderrivende brag.

Soldater skød fra maskingeværer opstillet på dækket mod flyet, men bombeflyet var allerede på vej væk, da de fire højeksplosive 500-kg’s-bomber borede sig gennem skibets stålskrog. Kraften var så voldsom, at eksplosionen blæste de tunge dæksluger højt i vejret. Soldater indkvarteret i skibets inderste døde på stedet. Blandt dem var de 800 mand fra Royal Air Force i lastrummet og 12 patienter, som befandt sig i skibets hospital. Flammer skød op, og blæksort røg fra brændende olie bølgede over dækket.

“Alt er i orden, min dreng. Det er et godt skib, og det synker ikke”, råbte en steward beroligende til Harding.

“Det kan godt være, at De ikke tror, at det vil synke, men jeg tænker mit, og jeg skal væk herfra”, skreg Harding.

Resolut trak han redningsvesten over hovedet og sprang i bølgerne.

Blod og træsplinter flød på dækket

Mændene under dæk havde ikke samme mulighed. Her hvæsede dampen ud fra skibets virvar af ødelagte rør. Den koghede tåge rasede gennem gangene og skoldede huden af mændene, der forsøgte at kæmpe sig op fra skibets indre. Edwin Quittenton stod ved skibets bar, da bomben ramte.

“Jeg mærkede en bølge af hede, og det føltes, som om jeg fik noget i hovedet. Så brød helvede løs. Jeg kunne ikke vende om, for ilden rasede. Det var som at stirre ind i en smelteovn”, fortalte Quittenton senere.

Kort efter gik alt lys på skibet ud.

“Jeg famlede mig frem i mørket, men faldt hele tiden over livløse kroppe. Overalt lød råb og klynken”.

I skibets centrale lounge, et majestætisk rum med egetræspaneler og hvælvet loft, kæmpede mænd for nå op ad hovedtrappen, som førte til de øvre dæk. Presset blev imidlertid så stort, at træværket gav sig. Først knækkede gelænderet, og dernæst brasede trappen sammen. Panikslagne mænd blev fanget i de vandmasser, der nu fossede ind i skibet.

Fra kommandobroen så og hørte kaptajn Rudolph Sharp og hans næstkommanderende, Harry Grattidge, katastrofen udspille sig i skibets indre.

“Igen og igen hørte jeg signalfolkene gentage ‘Hallo… Hallo... Er der nogen i maskinrummet?’ Men ingen svarede”, fortalte Grattidge efterfølgende.

Da skyen af røg fra eksplosionen lettede, opdagede han, at dækket var smurt ind i blod. Grattidge mærkede dækket hælde, mens skibet fik slagside til styrbord.

“Alle mand til bagbord, alle mand til bagbord”, brølede han i megafonen.

Mens mændene løb mod bagbord, rettede skibet sig i vandet, og et øjeblik lå dækket lige igen. Men lettelsen varede kort – så fik Lancastria atter slagside. Agterstævnen rejste sig, mens vandet hvirvlede om den forreste del af dækket. Siddende på det yderste af agterstævnen så en officer, kaptajn Field, tragedien udfolde sig.

“Dækkene var pakket med soldater, lastet med rifler og andet udstyr. De stod dér, som ventede de på et mirakel”, huskede kaptajnen.

Oliepøl omsluttede skibet

På dækket stod Vera Tillyer, en af de ca. 40 civile flygtninge, som befandt sig ombord. Ligesom mange andre flygtninge var Veras mand, Clifford, ansat på den britiske flyfabrik Avions Fairey i Belgien. Parret var flygtet gennem Frankrig, og nu knugede Vera rædselsslagen sin to år gamle datter, Jacqueline, i armene.

“Baby her, baby her”, råbte hun gentagne gange, mens hun banede sig vej mod redningsbådene.

Til Veras lettelse trådte soldaterne villigt til side, så hun med barnet i favnen kunne klatre ned i en båd. Kun få var så heldige. Lancastria medbragte 32 både, men skibets voldsomme slagside gjorde, at kun to af dem kom i søen.

De øvrige overlevende måtte kæmpe for livet i vandet. Skibet rådede kun over 2.500 redningsveste, og de mange, som hverken havde en vest eller evnen til at svømme, klamrede sig desperat fast til heldigere kammerater. Kaptajn Clement Stott blev trukket ned, da en mand desperat holdt fast i hans fødder.

“Jeg forstod, at jeg måtte slippe af med ham hurtigt, ellers ville vi begge drukne. Jeg sparkede hårdt til og kæmpede mig fri fra ham”, erkendte Stott senere.

For at fuldende mareridtet var omkring 1.400 tons brændstof fosset ud, da bomberne flænsede én af skibets olietanke. Den tykke olie lagde sig om skibet, trængte ind i mændenes øjne og ned i deres lunger.

“Dette er enden. Sikke et sted at drukne”, tænkte kaptajn Field, der trods sin dystre spådom overlevede.

Han lå på ryggen i vandet for ikke at få den tykke olie i øjne og mund, mens tusinder af døde og døende lå rundt om ham. Samtidig beskød tyske fly de nødstedte. Blandt dem var major A. Picken, der sammen med en kammerat forsøgte at holde sig flydende ved at klamre sig til en åre.

“Pludselig fløj to fly over os i høj fart. ‘Åh Gud’, råbte min makker. En kugle ramte ham i panden, og han sank ned i vandet”, berettede Picken.

Henry Harding, som var sprunget i vandet med sin redningsvest, betragtede rædslerne, som udspillede sig omkring ham.

“Hvis Helvede findes på Jorden, så jeg det den dag”, udtalte han senere.

Overlevende blev glemt

Mens skibet sank dybere og dybere, affyrede soldater fra Lancastrias dæk stadig maskingeværer mod de tyske fly. En skytte blev dræbt og en anden hårdt såret. De andre fortsatte beskydningen, indtil vandet stod dem til skinnebenene, og dækkets hældning gjorde det umuligt at fortsætte. Klokken var da 16.08, og Lancastria var ved at blive opslugt af havet.

Mænd, som enten ikke kunne svømme eller var for bange til at hoppe i vandet, klamrede sig fortsat til det hældende skrog. Omkring 50 mænd hagede sig fast til den store skibsskrue, der nu stak ud over vandspejlet. På Lancastrias bro vendte kaptajn Sharp sig mod sin næstkommanderende.

“Tiden er inde, Harry. Jeg svømmer ud fra skibets agter”, sagde han.

Da Gattridge var tidligere konkurrencesvømmer, gav han den sidste redningsvest til Sharp.

“Held og lykke”, sagde Gattridge, da han rakte vesten til sin kaptajn.

Det store skib skælvede en sidste gang og sank så. Klokken 16.12, mindre end 20 minutter efter at Lancastria var blevet ramt, forsvandt det store skib under havets overflade.

“Stille og værdigt gik hun under, og vandet lukkede sig over hende”, skrev Edwin Quittenton senere.

Skibe lå allerede klar til at samle overlevende op. De reddede blev sejlet til England eller ind til Saint-Nazaire, hvorfra de blev sendt hjem på andre skibe.

I alt blev 2.477 registreret som overlevende, mens antallet af omkomne er uklart, da ingen ved, hvor mange der befandt sig ombord. Vidner anslår, at op mod 3.000 gik ombord, efter at besætningen holdt op med at tælle. Hvis tallet stemmer, befandt op mod 9.000 mand sig på Lancastria, og hen ved 7.000 af dem mistede livet ved forliset. En endelig opgørelse vanskeliggøres af, at mange af de døde blot står opført som værende “faldet i Frankrig”.

Det officielle Storbritannien gjorde sig i tiden efter forliset heller ingen anstrengelser for at løse gåden. Den 22. juni 1940 kapitulerede Frankrig, og truslen om en tysk landgang hang nu tungt over De Britiske Øer. Storbritannien havde brug for succeshistorier – ikke tragedier.

Lancastria og hendes passagerer, både de levende og de døde, blev ignoreret og gemt bort af myndighederne, og glemslen lukkede sig om dem som vandet over det sønderskudte skib.