Messerschmidt Gigant Me 321

“Den flyvende hval” skulle erobre England

I 1940 mangler Hitler desperat et gigantisk transportfly til invasionen af England. Resultatet bliver en flyvende dødsfælde med et vingefang som en jumbojet – og ingen motorkraft.

I 1940 mangler Hitler desperat et gigantisk transportfly til invasionen af England. Resultatet bliver en flyvende dødsfælde med et vingefang som en jumbojet – og ingen motorkraft.

Topfoto/Ritzau Scanpix

Med alle sine kræfter trækker testpiloten Hanna Reitsch styrepinden tilbage. Ud af cockpittets frontrude kan hun se de tre Messerschmitt Bf 110-jagerbombere, der skal hale hendes gigantiske svævefly i luften. Den 12 tons tunge Me 321 bumler ned ad startbanen. På hver vinge hvæser tre raketter.

Raketterne skal give hendes fly det sidste skub. Men næppe har hun sluppet jorden, før katastrofen indtræffer. Et af slæbeflyene er kommet ud af kurs, og piloten er tvunget til at kappe sit slæbetov. For at undgå styrt gør en af de andre piloter det samme. Men raketterne på Reitschs flyvinger kan ikke slukkes, de bliver ved med at presse svæveflyet opad.

“Den ligner jo kun en lille flue ved siden af min ‘Gigant’”. Hanna Reitsch om “Giganten” i forhold til de tyske jagerbombere.

29-årige Reitsch er en af de mest erfarne og koldblodige testpiloter i Luftwaffe. Hun ved, at det er alvor nu, for farten er alt for lav, og den sidste Bf 110’er er ikke til megen nytte.

“Den ligner jo kun en lille flue ved siden af min ‘Gigant’”, når Reitsch at tænke, inden flyet også kapper sit slæbetov. Kort efter brænder raketterne ud i 50 meters højde, og svæveflyet falder imod jorden.

“Vi havde det store held at kunne lande på en skråning og glide nedad”, fortalte Reitsch siden. Hverken hun eller de to teknikere ombord kom alvorligt til skade, men hendes mening om Me 321 var klar.

“Jeg var færdig med den”, siger hun efter havariet, der sker i foråret 1941. Hun skal ikke blive den sidste pilot, som udtrykker sin skepsis over for Luftwaffes nyeste påhit. Krigens største fly, “Giganten”, bliver med sin lave fart og store massefylde de tyske piloters skræk og et let bytte for de allierede.

Messerschmidt Gigant Hanna Reitsch

Hanna Reitsch satte i løbet af sit liv mere end 40 rekorder med svævefly.

© SZ Photo/Imageselect

Invasion kræver massetransport

Idéen til “Giganten” var opstået i efteråret 1940. Nazityskland havde erobret store dele af det europæiske fastland, og det næste skridt i Hitlers slagplan var “Operation Seelöwe” – erobringen af England. Men et overraskelsesangreb krævede, at mange tusind soldater samt store mængder materiel skulle kunne flyttes hurtigt over Den Engelske Kanal.

Flåden måtte melde pas. Besættelsen af Norge havde kostet Kriegsmarine omkring halvdelen af sine skibe, og de sørgelige rester var chanceløse over for Royal Navy. Nytænkning var nødvendig.

Messerschmidt Gigant Me 321

Det krævede tre raketter på hver vinge, før svæveflyet Me 321 overhovedet kunne komme i luften.

© Ritzau Scanpix

I oktober 1940 indkaldte Hitler to af landets førende flyproducenter, Messerschmitt og Junkers, til en konkurrence. De fik 14 dage til at udvikle et helt nyt svævefly, som var nemt og billigt at producere. Luftfartøjet skulle være så rummeligt, at det kunne fragte soldater og store mængder udstyr – selv kampvogne ville Hitler sende svævende til England.

Da de to flyfabrikker præsenterede deres bud, var det nemt at kåre vinderen. Junkers’ fly viste sig at være så ustabilt, at det umuligt kunne holde sig i luften. Dermed fik Messerschmitt kontrakten med sit forslag, Me 321. Ordren lød i første omgang på 200 stk.

Video: Hør Reitsch fortælle om at testflyve Me 321

Bare 14 uger senere, den 21. februar 1941, stod de første Me 321 klar til testflyvningerne. Med sin mægtige bug lignede den mest af alt en strandet hval. Vingefanget på næsten 55 meter gjorde flyet til 2. verdenskrigs største – det var kun en anelse mindre end vore dages jumbojet.

Skroget blev beklædt med stof og forstærket med stålrør for at fordele fragtens vægt. Flyet var bygget til at rumme 175 kampklare soldater, to mellemstore kampvogne eller en hel enhed med motorcykler og feltartilleri.

Allerede under den første flyvning stod det imidlertid klart, at “Giganten” havde store problemer. Prøve-ballasten bestod af blot fire tons mursten, alligevel kom flyet kun i luften med stort besvær. “Giganten” måtte trækkes op i fart ved hjælp af et Junkers Ju 90-bombefly og krævede en startbane på mere end halvanden km.

“Hun er bare en lille pige, ikke ligesom de stærke mænd, vi bruger i krig”. Willy Messerschmitt om Reitschs kritik af “Giganten”.

Som en af de første testpiloter fik Hanna Reitsch til opgave at lære at beherske “Giganten”. Allerede inden sin første tur, den 7. marts 1941, var hun skeptisk.

“Den var så primitivt bygget, at den var meget svært at flyve. Den krævede stor styrke. Hvad der er for svært for mig på en fem minutters flyvetur, er også for svært for en stærk mand på en timelang tur”, forklarede Reitsch senere.

Gennem Ernst Udet, der var generaldirektør for Luftwaffes materiel, forsøgte hun at overbevise flyets konstruktør, Willy Messerschmitt, om, at hans Me 321 var en gigant-fejltagelse. Men han havde ikke meget tilovers for testpilotens betænkeligheder.

“Hun er bare en lille pige, ikke ligesom de stærke mænd, vi bruger i krig. Tro ikke på hende”, svarede Messerschmitt ifølge Reitsch.

Me 321 He-111Z trækker Me 321

Flyet He-111Z var med sine fem motorer og den specielle tvillingekonstruktion det eneste fly, som var kraftigt nok til at trække det gigantiske svævefly i luften.

© Ritzau Scanpix

Dobbeltfly skulle trække giganten

Gode råd var dyre, da “Giganten” skulle i luften. Flyet var konstrueret uden motorer, og Luftwaffe kunne dårligt afsætte maskiner til at agere trækkraft. Men så fik flyingeniørerne en idé.

Me 321-svæveflyet skulle trækkes af andre fly for at komme i luften. Men et enkelt fly var ikke nok, og jo flere der blev spændt for “Giganten”, des farligere blev opgaven, som krævede stor koordination fra piloterne.

Efterhånden som testflyvningerne skred frem, blev det tydeligt, at en ny maskine med større motorkraft var nødvendig. Ingen af Hitlerrigets flyleverandører havde imidlertid ressourcer til at bygge en ny maskine. Men så fik flyfabrikanten Heinkels ingeniører en idé: De foreslog at skære et stykke af spidserne af hhv. styrbords- og bagbords-vingerne på to He 111-bombemaskiner. De to fly blev derefter forbundet med en ekstra vingesektion med tilhørende motor. Maskinens i alt fem motorer havde – hjulpet af raketterne monteret på Me 321 – kraft nok til at trække “Giganten” i luften.

Det nye flys mærkværdige konstruktion med to flykroppe gav det tilnavnet “Zwilling” (tvilling) og betegnelsen Heinkel He 111Z. I alt 12 tvillingefly blev produceret.

Raketstart er livsfarlig

At svæveflyet behøvede ekstra kraft, var umuligt at ignorere. Willy Messerschmitts løsning blev i første omgang at montere raketter under flyets vinger. Uden mulighed for at slukke raketterne før tid kunne den mindste fejl blive livsfarlig. Adskillige testpiloter var mindre heldige end Hanna Reitsch. De omkom under testflyvningerne, ofte som følge af netop problemer med raketterne.

I mellemtiden havde briternes indædte modstand under luftkampene over England fået Hitler til at udsætte “Operation Seelöwe” på ubestemt tid. Den oprindelige opgave for svæveflyet var altså borte – i stedet var der opstået et behov for at forsyne de tyske styrker under felttoget mod Sovjetunionen.

På Østfronten imponerede svæveflyet dog ikke. Den begrænsede rækkevidde på 400 km var slet ikke tilstrækkelig til at nå frem til de tyske styrker, som befandt sig dybt inde i Rusland.

Med Me 323 ville Hitler flyve kanoner og kampvogne direkte til fronten, og maskinen slog alle andre i lasteevne. Fem gange så mange soldater og materiel kunne proppes ind i “Giganten” som i amerikanernes transportfly DC-3.

Messerschmidt Gigant Me 321
© Fortepan

Messerschmitt Me 323 – “Giganten”

Vingefang: 55,24 m
Tophastighed: 285 km/t.
Lasteevne: 13 tons
Rækkevidde: 1.100 km
Byggeår: 1942-44
Antal: 198 stk.

Messerschmidt Gigant Douglas DC-3
© Towpilot

Douglas DC-3

Vingefang: 29 m
Tophastighed: 370 km/t.
Lasteevne: 2,7 tons
Rækkevidde: 2.400 km
Byggeår: 1936-50
Antal: 16.079 stk.

Snart måtte Luftwaffe sande, at svæveflyet var stort set ubrugeligt, men ingeniørerne nægtede at give op og besluttede at give det gigantiske svævefly seks motorer. Under sit nye navn Me 323 var “den flyvende hval” endelig i stand til at komme i luften ved egen hjælp.

“Den var meget let at flyve – motorerne gjorde arbejdet”, udtalte en begejstret Hanna Reitsch.

Men de piloter, der skulle flyve “Giganten” ind i krigszonerne i Rusland, var ikke enige. Me 323 kunne kun flyve 285 km/t., og med sit enorme omfang var den et let bytte for fjenden.

“Vi havde det ikke godt deroppe. Vi frygtede, at enhver flyvning skulle blive en himmelfartskommando”, berettede Alfons Ullmann, der var besætningsmedlem på en Me 323.

Det gjaldt ikke mindst, da flyet i november 1942 blev sat ind for at forsyne general Erwin Rommel og hans hårdt trængte Afrikakorps i Tunesien.

Video: Se Me 323 blive bygget

Fly forvandlet til ildkugler

Særlig slemt blev det, efter at de allierede den 5. april 1943 indledte “Operation Flax”, en kampagne for at afskære Aksemagternes forsyninger fra luften. Især Cap Bon, en halvø på Tunesiens Middelhavskyst, var farlig for de tyske piloter og kostede i løbet af blot et par uger Aksemagterne hundredvis af fly.

De tyske piloter fik fra den 18. april strenge ordrer på at holde sig væk fra området. Alligevel besluttede en større luftkonvoj bestående 16 Me 323-fly at prøve lykken over halvøen, sandsynligvis for at spare tid på vejen mod Afrikakorpset.

Messerschmidt Gigant Me 323 let mål

Størrelsen og den lave fart gjorde Me 323’eren til et let mål for fjendens jagerfly og antiluftskyts.

© No. 14 Squadron RAF

Men over Cap Bon ventede to eskadriller af RAF’s Spitfires og fire eskadriller af amerikanske P-40 Kittyhawks. De allierede jagerfly fordrev hurtigt den lille styrke af Messerschmitt Bf 109-jagerfly, som skulle beskytte “Giganterne”.

Så gik jagten ind på de langsomme transportfly. Me 323 var ganske vist udstyret med fem kraftige MG 131-maskingeværer, men over for de allierede jagerfly ydede de ingen reel beskyttelse.

“Giganterne”, der var fuldt lastede med brændstof og ammunition, blev én for én forvandlet til gigantiske ildkugler. Alle tyske transportfly – på nær to – gik tabt. Tyskerne mistede 180.000 liter brændstof og kun 19 ud af flyenes i alt 138 besætningsmedlemmer overlevede. Kort efter stoppede Luftwaffe sine transporter til Tunesien, og den 7. maj måtte Afrikakorpset kapitulere.

Me 321 og efterfølgeren, Me 323, blev skabt til at transportere tropper og forsyninger til Hitlers sejrrige invasionsstyrker. Men mange måtte i stedet støtte tyskere på retræte og fragte de sårede hjem.

Messerschmidt Gigant svævefly bliver lastet
© SZ Photo/Imageselect

14. september 1942: Svævefly bringer tunge forsyninger

Trukket af Messerschmitt Bf 110-bombefly svæver fire Me 321 fra det tyskbesatte Riga i Letland til den estiske ø Øsel. Efter landsætningen kan tyskerne besætte øen. Ugen efter bringer svæveflyene 20.000 liter benzin og fire tons ammunition frem til de tyske styrker.

Messerschmidt Gigant Me 321 redder soldater
© Wiki Commons

Begyndelsen af marts 1943: Hundredvis af soldater reddes

Tre Me 321 assisterer den hårdt trængte tyske 17. armé tæt på den russiske Sortehavskyst. Foruden mad og ammunition medbringer svæveflyene også foder til tyskernes trækdyr og bårer til at evakuere de sårede væk fra området på. Hvert fly medbringer bl.a. 100 bårer.

Messerschmidt-Gigant Me 323 evakuerer kvinder
© Berliner Verlag/AP/Ritzau Scanpix

10. maj 1944: Kvindelige frivillige evakueres

Amerikanerne gennemfører et heftigt bombardement af oliefelter og raffinaderier ved Ploiesti i Rumænien for at forhindre tyskerne i at anvende olien. I det brændende inferno er en enkelt Me 323 i stand til at evakuere omkring 140 tyske kvindelige frivillige til Ungarn.

Mudder er den nye fjende

Resten af krigen gjorde Me 323 fortrinsvis tjeneste på Østfronten. Men hvor flyets fjender før havde været allierede jagere, måtte “Giganten” nu også kæmpe mod mudrede startbaner og mangel på reservedele.

“Me 323 kunne ikke lette, da jorden var meget blød. Maskinen blev sprængt”, hedder det i en tysk krigsdagbog i forbindelse med rømningen af områder i Ukraine den 8. marts 1944.

“Styrtede under afgang på grund af motorfejl”, beretter dagbogen to uger senere. Denne slags notater er ikke enkeltstående, og i april standsede produktionen af Me 323. På det tidspunkt havde Messerschmitt nået at bygge 198 eksemplarer.

Messerschmidt-Gigant ødelagt Me 323

Særligt i Tunesien blev mange af tyskernes Me 323’ere skudt ned af de allierede.

© Marjory Collins

På trods af flyets helt åbenlyse mangler skrev den tyske major Günther Mauss en overstrømmende hyldest til Willy Messerschmitt, da de fire sidste Me 323’ere var rullet ud fra fabrikken:

“Som Gigantens skaber vil De, Herr Professor, med sikkerhed få lov at videreudvikle Deres idéer, hvad angår massetransport, for denne slags fly vil være en del af fremtiden, som den tegner sig efter krigen”.

Profetien kom til at holde stik: Store fly, charterturisme og luftfragt blev virkelighed i årtierne efter verdenskrigen – men det blev en fremtid uden “den flyvende hval”. Ikke en eneste af Willy Messerschmitts giganter overlevede krigen.

Efterskrift: I 2012 fandt italienske dykkere vraget af et Me 323, som i 1943 var blevet skudt ned over Middelhavet ud for Sardinien. Vraget er endnu ikke bjærget. Det eneste fysiske bevis på “Gigantens” eksistens er et stykke af en vinge, der er udstillet på det militærhistoriske museum i Berlin.