Aleuterne, Attu, 2. verdenskrig

Den glemte invasion: Japanerne går i land i USA

I 1942 invaderer japanske tropper to øer ud for Alaskas kyst. Invasionen er pinlig for USA, men tilbageerobringen udvikler sig til et sandt helvede, hvor japanske soldater og fælder lurer overalt i det sneklædte bjerglandskab.

I 1942 invaderer japanske tropper to øer ud for Alaskas kyst. Invasionen er pinlig for USA, men tilbageerobringen udvikler sig til et sandt helvede, hvor japanske soldater og fælder lurer overalt i det sneklædte bjerglandskab.

Osprey Publishing

Klokken er 5.40 om morgenen den 3. juni 1942. I al hast sender skibet USS Gillis en besked til kommandør Updegraff, lederen af den amerikanske flådebase Dutch Harbor i Alaska: “Fly sydpå, afstand 10 mil, højde 10.000 fod”. Updegraff slår alarm – japanerne angriber Alaska.

Selvom amerikanerne ved, at to japanske hangarskibe og fem destroyere har luret et par dage i farvandene omkring Alaskas øgruppe Aleuterne, er området ramt af så tyk en tåge, at skibene har været umulige at finde. Nu er 15 japanske Zero-jagere og Kate-bombere på vej til flådebasen Dutch Harbor på øen Unalaska.

Amerikanerne svarer igen med et tykt tæppe af antiluftskyts, men det er tæt på umuligt at se noget i den tætte tåge. Fire gange flyver japanerne hen over basen, mens de skyder og bomber alt, de kan se. Barakker, lagerbygninger, fly og lastbiler står i flammer. De selvsikre japanere flyver så lavt, at amerikanerne kan kaste svensknøgler efter dem.

“Den sidste bombe blæste mig ned af stolen”. Radiooperatør under japanernes angreb på Dutch Harbor.

Basens radiooperatør sender løbende under angrebet og er så tæt på at blive ramt, at han transmitterer: “Den sidste bombe blæste mig ned af stolen”.

Efter 45 minutter vender de japanske fly hjem. 32 amerikanere ligger døde på basen. 10 minutter senere ankommer forstærkningerne i form af amerikanske P-40 Warhawk-jagere med snerrende hajmunde malet på snuden. Men det er for sent. Frustrerede må piloterne vende om og flyve de 300 km hjem igen.

Men japanerne er ikke færdige endnu. Dagen efter dukker 32 japanske fly op over basen, og de har bl.a. held til at ødelægge næsten 30.000 tønder med brændstof.

Imens angrebene på Dutch Harbor finder sted, lider den japanske flåde et af de største nederlag i dens historie under slaget om Midway. Angrebene blev gennemført samtidig for at presse den amerikanske flåde på to fronter, men udfaldene kunne ikke have været mere forskellige.

Angreb på Dutch Harbor

43 amerikanske soldater døde under japanernes angreb på Dutch Harbor.

© U.S. Navy National Museum of Naval Aviation

Det japanske militær får dog ikke kolde fødder. Angrebet på Dutch Harbor er kun forsmagen på en regulær invasion af Alaska. Admiral Yamamoto giver ordre til, at de to sydvestligste øer i den aleutiske ø-kæde, Kiska og Attu, skal besættes. Tidligt om morgenen den 7. juni 1942 stormer 2.500 japanske elitesoldater derfor op på øernes strande.

De eneste amerikanske styrker er 10 vejrfolk i en hytte på Kiska. Den første invasion af USA i næsten 100 år er en realitet, og de forsvarende amerikanere løsnede ikke et eneste skud.

Invasionen er ikke bare pinlig for amerikanerne, den er også skræmmende, fordi øerne kan bruges som et springbræt til at invadere USA’s vestkyst. Ét års blodig og intens krig i det golde Alaska er skudt i gang. Ikke kun fjenden, men også det brutale klima vil komme til at koste tusindvis af soldater livet.

Verdenskort, Aleuterne

Øgruppen Aleuterne er en del af det vestlige Alaska og strækker sig helt til Rusland.

© Shutterstock

Japanerne bider sig fast

Den første amerikanske reaktion på besættelsen af de to øer er en langvarig bombekampagne. Men japanerne har hurtigt gravet sig godt ned i det snefyldte landskab og opstillet store mængder antiluftskyts på Kiska, så de amerikanske fly er nødt til at flyve gennem en sværm af kugler og granater. Vejret er dog om noget en endnu større fjende.

Området er ofte omgivet af så tyk en tåge, at det er svært overhovedet at finde de to øer – og endnu sværere at finde hjem igen. I løbet af efteråret 1942 mister amerikanerne ni fly i kamp, men 63 pga. mekaniske fejl og dårligt vejr.

Bombetogterne har dog held til at tvinge japanerne i defensiven, så en invasion kan planlægges.

Propagandaplakat, invadering af Japan

Amerikansk propaganda forsøgte at nedspille det faktum, at en lille del af landet var blevet succesfuldt invaderet af japanske tropper.

© Library of Congress

De lokale styrker i Alaska, 4. infanteriregiment, udgør mindre end 3.000 mand og er ikke nok til at befri øerne. I stedet vælges 7. infanteridivision, der ellers var udset til at blive sat ind i Nordafrika for at bekæmpe Rommels Afrikakorps. Soldaterne har derfor trænet i den californiske ørken, men nu skal de pludselig til at kæmpe i det iskolde nord i stedet. En hurtig omskoling finder sted, hvor eksperter i Marinekorpset uddanner soldaterne i at udføre landgangsoperationer.

Planlægningen af invasionen er præget af vild optimisme. Generalerne er overbeviste om, at “Operation Landkrabbe” sagtens kan befri Attu på kun tre dage, da efterretningerne viser, at der blot er 500 japanere på øen. I virkeligheden gemmer der sig næsten 3.000 fanatiske japanske soldater mellem øens sneklædte bjerge.

Amerikansk militærfly

Det amerikanske militær forsøgte at rekognoscere med fly over øerne, men tåge gjorde det svært at få et præcist overblik over de japanske styrker.

© Naval History and Heritage Command

Det ender med at tage næsten et år, før “Operation Landkrabbe” er klar til at blive skudt i gang. Træning, samling og planlægning har taget månedsvis, og det voldsomme vejr på Aleuterne har gjort det umuligt at forsøge at befri øerne om vinteren. Først den 11. maj 1943 ankommer 11.000 amerikanske soldater til Attu i tætpakkede transportskibe. 5.000 flere står klar i reserve.

De 11.000 soldater er delt op i to styrker: Kl. 16.20 lander 3.000 på den nordlige side af øen, og de resterende 8.000 på den sydlige side, der har det ildevarslende navn “Massakrebugten”. Da de 11.000 mand ankommer, er der dog stille som graven.

Amerikanske tropper på Attu

Amerikanerne forventede, at skuddene ville flyve om ørerne på dem, da de landsatte 11.000 tropper på Attu – men japanerne var ingen steder at se.

© Library of Congress

“Vi lagde til i tåge så tyk som kartoffelmos og forventede at skulle spæne som vanvittige over stranden med kugler om ørerne. Men der var ingen”, som soldaten Raymond Brown beskrev landgangen til løjtnant Robert Mitchell, der i 1944 samlede beretninger fra erobringen af Attu.

Tanken om, at japanerne allerede har evakueret øen, begynder at sprede sig blandt mændene – med lige dele lettelse og skuffelse.

Men japanerne er stadig på øen. Den japanske øverstkommanderende, oberst Yamasaki, har ventet i næsten et år på amerikanerne og brugt tiden på at forberede sig. Maskingeværstillinger og bunkere er blevet strategisk anlagt på klippeskråninger, der tårner sig op over tågen, hvilket gør dem stort set umulige at se fra stranden og svære at beskyde med artilleri.

Amerikanske soldater i snelandskab

Det var utrolig svært for de amerikanske soldater at spotte de japanske tropper i det sneklædte landskab.

© U.S. National Archives and Records Administration

Endnu værre er det, at det klistrede sand og mudder på strandene gør det svært at flytte kanonerne længere ind på øen. Oversergent Stanley West så, hvor umuligt det var at bruge køretøjer:

“70 meter fra stranden trykkede bælterne på den første traktor sig gennem tundraen og begyndte at glide. På få sekunder væltede den hjælpeløst rundt i det sorte, slimede mudder. De to andre traktorer delte hurtigt dens skæbne”.

Lidt over en time efter landgangen lyder de første skud fra de skjulte japanske stillinger. Soldaterne er kun nået 2,3 km ind på øen og har over 7 km tilbage, inden de når Chichagof Havn, japanernes hovedbase beliggende i Attus nordøstlige ende. Hver en meter vil fra nu af koste blod.

Bjærget Zero

Den bjærgede Zero ankom i næsten perfekt stand til San Diego og blev hurtigt prøvefløjet.

© U.S. National Archives

Fund af intakt fly ændrede krigens gang

Den 7. december 1941 bombede japanerne flådebasen Pearl Harbor og trak dermed USA ind i 2. verdenskrig. Og det viste sig, at der især var et aspekt af krigen, hvor amerikanerne var håbløst bagud: Det japanske jagerfly A6M Zero var foran de allieredes fly på alle parametre.

Under angrebet på Dutch Harbor i Alaska den 4. juni 1942 blev piloten Tadayoshi Kogas Zero-fly ramt af en maskingeværkugle, som rev en olieledning over. Koga var tvunget til at flyve til den lille ø Akutan, som japanerne havde udset som opsamlingssted for nødlandede piloter. Men Akutan var dækket af blød mose, der lignede græs. Pilotens landingshjul satte sig fast, så hans Zero slog en halv saltomortale i luften og landede lige på cockpittet. Koga døde på stedet, men hans fly var stort set intakt.

En måned senere opdagede en amerikansk vandflyver vraget, som forsigtigt blev løftet op af mudderet og sendt til San Diego for at blive repareret. Efter prøveflyvninger blev en række svagheder identificeret, så amerikanerne kunne udvikle taktikker, der endelig gav dem en fordel imod den frygtede Zero.

Japan, Zero, Akutan

Det japanske Zero var bl.a. berygtet for sin imponerende rækkevidde på næsten 2.000 km.

© Marc Grossman

Vidundermaskine havde enkelte fejl

I Alaska finder amerikanerne for første gang en intakt udgave af det japanske jagerfly A6M Zero. Det bliver en gevinst på størrelse med sejren ved Midway, da de endelig kan analysere vidunderflyet.

Kulden er den største dræber

Amerikanerne må hurtigt sande, at Attu er let at forsvare og svær at angribe. Terrænet og vejret gør deres artilleri og bombefly stort set ubrugelige. Den bløde, mosede tundra, kendt som muskeg blandt de lokale, betyder også, at køretøjer sidder fast overalt og må slæbes op ad bjergene ved håndkraft.

Det værste er dog, at japanske skytter kan lure ved hver eneste bakkedal. Japanerne har gravet et sirligt system af skyttegrave i øens dale og beskyder invasionsstyrken, hvor end den kommer frem.

Små japanske styrker holder den overlegne amerikanske hær stangen i lang tid, og når forsvarerne endelig er ved at blive løbet over ende, forsvinder de bagud i ly af tågen og etablerer nye skyttegrave.

Antallet af døde og sårede stiger voldsomt dagligt, og den bidende kulde gør sit for at øge tallene. Der var ikke tid til at udstyre 7. infanteridivision med ordentligt vintertøj før landgangen, og da den optimistiske plan om en invasion på tre dage hurtigt bliver overskredet, begynder soldaterne virkelig at lide. Lungebetændelse, forfrysninger og skyttegravsfod sender flere hundrede til sygesengen.

“Vi mistede mange mænd, vi blev koldere, mere sultne, mere udmattede og mere beslutsomme”, som sergent Louis Adami beskrev dagene på Attu.

Beboere fra Alueterne på skib

Uden advarsel blev beboerne på Aleuterne sat på skibe og sendt i lejre. Mange så aldrig deres hjem igen.

© National Archives, General Records of the Department of the Navy

De indfødte blev tvunget fra deres hjem

Efter Japans invasion af to øer i Aleuterne befandt den indfødte befolkning sig pludselig midt i en krigszone. Den amerikanske regering besluttede hurtigt at evakuere de resterende øboer. I alt 881 aleuter blev tvunget fra hus og hjem med meget kort varsel.

Ingen måtte tage mere med, end de kunne have i en kuffert, og herefter blev deres huse og ejendele brændt, for at de ikke skulle falde i japanernes hænder. Øboerne blev sendt til små, tætpakkede lejre i Sydalaska – uden selv de mest basale fornødenheder.

“Vi var 28, der blev tvunget til at bo i et hus på 27 m2”, udtalte en af de tvangsfjernede aleutere efterfølgende.

I alt 75 døde af forskellige sygdomme, som de havde pådraget sig i de uhygiejniske amerikanske lejre – kun 19 døde som resultat af den japanske invasion. Og de overlevende havde ikke meget at vende hjem til.

I 1988 gav den amerikanske regering en formel undskyldning til aleuterne og mulighed for økonomisk kompensation.

Det sidste vanvidsangreb

Selvom japanerne holder stand, har de svært ved at stå imod en styrke, der er mere end fire gange så stor. Den 18. maj er japanerne ved at blive fanget i en knibtangsmanøvre mellem de nordlige og de sydlige amerikanske styrker og er tvunget til at trække sig tilbage. Der er stor glæde, da de to amerikanske styrker herefter endelig møder hinanden.

Sammen presser de japanerne helt ud imod havet, hvor de den 28. maj mister deres sidste nøglestilling, højdedraget “Fiskekrogen”.

Oberst Yamasaki nægter dog at give op, og han sender den 29. maj en sidste ordre ud til de omkring 800 japanske soldater, som stadig er kampdygtige.

Her slår han fast, at: “Vi planlægger den succesfulde udslettelse af de fjendtlige tropper”. De japanske tropper skal samle sig, hvor den amerikanske linje er svagest, og overrumple amerikanerne totalt i et hurtigt og voldsomt overraskelsesangreb. Planen er for alt i verden at nå frem til det amerikanske artilleri ved Massakrebugten. Når de har erobret kanonerne, kan de vende dem mod fjenden og dermed skubbe amerikanerne ud til stranden.

“En horde af japanere væltede ind over kommandoposten. De råbte, skød, stak med bajonetter og kastede med granater – knuste alt på deres vej”. Kaptajn Albert Pence om japanernes banzai-angreb.

Kl. 00.30 den 29. maj stormer 800 fanatiske japanere ud af deres huller og frem mod amerikanernes linjer. De har nøje udvalgt at angribe igennem dalen, som kun er let beskyttet, da de fleste amerikanske kamptropper er sat ind for at knuse det japanske forsvar på højderyggene.

Kaptajn Albert Pence er blandt de første, som oplever det vilde japanske angreb: “En mand løb ind i kommandoposten uden støvler og jakke og råbte, ‘Japanerne er her! De er brudt igennem!’ Så kunne vi høre det. En horde af japanere væltede ind over kommandoposten. De råbte, skød, stak med bajonetter og kastede med granater – knuste alt på deres vej”.

Hvor end japanerne kommer frem, bliver amerikanerne taget på sengen af det vanvittige japanske angreb, og de fleste flygter eller bliver slået ihjel. Succesen tyder på, at Yamasakis desperate satsning er ved at lykkes.

Amerikanske soldater og artilleri

Store dele af det amerikanske artilleri var blevet efterladt og var kun svagt bevogtet, da det var stort set umuligt at transportere det længere ind på øen.

© Frederic Lewis/Getty Images

I løbet af natten når japanerne hele 4 km frem, men her begynder selv de fanatiske tropper at miste pusten. Udhungrede soldater falder fra for at plyndre amerikanske forsyninger eller stopper op for at rydde fjendtlige stillinger.

Imens har brigadegeneral Archibald Arnold fået organiseret en forsvarslinje af ingeniørsoldater, kokke og alt, hvad han ellers kan finde, omkring 3 km fra stranden ved Massakrebugten.

Yamasaki ser forsvarslinjen og beordrer sine resterende soldater til at løbe i tæt formation mod amerikanerne. De løber råbende imod amerikanerne, men da det kommer til nærkamp, bliver de slået tilbage med bajonetter og geværer brugt som køller.

Japanerne falder tilbage, men for at opmuntre sine mænd til en sidste kraftanstrengelse løber Yamasaki i front med sit katana-sværd hævet over hovedet. Hundredvis af skud runger igennem morgenluften, og snart ligger 350 japanske soldater, inklusive Yamasaki, døde på jorden foran amerikanerne. De få resterende japanere afblæser angrebet og trækker sig tilbage til skyttegrave og huler, hvor de begår selvmord.

Japanerne gemte fælder i radioer og dåsemad

Da japanerne evakuerede Kiska, efterlod de fælder og miner, som de 35.000 amerikanske soldater konstant skulle være på vagt over for. Selvom der ikke var nogen japanere tilbage på øen, spredte fælderne frygt og rædsel.

Ingen japanere på amerikansk jord

Attu er endelig officielt befriet den 30. maj efter 19 dages blodige kampe. Kun 28 af de næsten 3.000 japanske soldater på Attu overlever den amerikanske tilbageerobring af øen. På amerikansk side er 3.829 døde og sårede – men kun 1.690 er faldet i kamp, over 2.100 er blevet ramt af kulde og sygdom.

Belært af de bitre erfaringer fra Attu ruster amerikanerne sig til den næste store aleutiske udfordring: Befrielsen af Kiska. Her nægter generalerne at undervurdere den japanske modstand og kalder derfor forstærkninger ind, så styrken når helt op på svimlende 35.000 mand.

Men selvom japanerne er kendt for deres fanatisme, og efter slaget om Attu bl.a. bliver kaldt for “aborigine vildmænd” i den amerikanske presse, er de godt klar over, at de ikke kan vinde på Kiska. Da de opdager et hul i den amerikanske flådes blokade af øen, skynder de 5.134 tropper sig ombord på japanske både og sejler ud i sikkerhed hos den japanske flåde.

Døde japanske soldater

Kun 28 ud af omkring 3.000 japanske soldater på Attu forlod øen i live.

© FPG/Getty Images

Evakueringen bliver ikke opdaget af de allierede, der igangsætter landgangen som planlagt. 35.000 nervøse soldater invaderer øen, og der går ikke lang tid, før den tætte tåge forvirrer tropperne, som er sikre på, at japanske soldater lurer bag hver en bakke. Snart udbryder der ildkampe rundtom på øen, hvor allierede enheder i timevis skyder på hinanden. Japanerne har også efterladt miner og bomber, som kræver adskillige liv.

Selvom der ikke er en eneste japaner på øen, koster den overdimensionerede landgang 196 allierede soldater livet.

Det er dog vand i forhold til den katastrofale tilbageerobring af Attu, som procentmæssigt var det slag, som kostede mest amerikansk blod, indtil invasionen af den japanske vulkanø Iwo Jima i 1945. USA er endegyldigt blevet frit for fjendtlige japanske soldater, men mange af de soldater, der deltog i befrielsen af Alaska, endte med ar på krop og sjæl, som aldrig forsvandt.