Den store flugt: 500 krigsfanger gravede sig ud i friheden

I 1944 kaster en fangelejr fuld af allierede piloter sig ud i det dristigste og mest omfattende flugtforsøg under 2. verdenskrig. Tre lange tunneler dybt nede i jorden skal føre dem ud af Stalag Luft III – nazisternes mest flugtsikre fangelejr.

Getty Images & Shutterstock

Piloten Ian Cross kryber ned under lastbilen. Den britiske krigsfange ved, at han skal være helt stille. Opdager de tyske vagter ham, bliver han skudt på stedet.

Cross, der har fløjet i Royal Air Force, når ind under lastbilen og griber fat i understellet. Hvis han bare kan holde sig oppe, vil vognen køre ham ud af fangelejren Stalag Luft III, ud i friheden.

I samme øjeblik skridter de tyske fangevogteres leder, oberfeldwebel Hermann Glemnitz, over til lastvognen. Han læner sig ind til chaufføren. Cross kan ikke høre, hvad de taler om, men pludselig drøner lastvognen af sted hen over en rydning fuld af træstubbe.

En gruppe fanger i nærheden holder vejret, mens de ængsteligt betragter lastvognen. De ved, at Cross risikerer at blive knust mod træstubbene eller under hjulene.

Lastvognen bremser op. Vagtleder Glemnitz går hen og kigger ind under den.

“De kan komme ud nu, herr Cross. Vi har en isolationscelle klar til Dem!”

Ian Cross bliver trukket ud fra sit skjul og slæbt væk af de tyske vagter.

“Dér kan I se, hvor fandens forsigtige vi skal være”, siger en af fangerne, der har fulgt dramaet på afstand. Han er en bredskuldret mand med et skadet, isblåt øje – resultatet af en skiulykke. Medfangerne omkring ham lytter, som de altid gør, når manden med isøjet taler.

Mandens navn er Roger Bushell. Inde bag det grublende ansigt spirer ideen til en uhørt dristig masseflugt fra tyskernes mest flugtsikre fangelejr under 2. verdenskrig, Stalag Luft III. Bushell kigger fast på de andre.

“Diskretion er altafgørende”.

Hjernen bag den store flugt: Roger Bushell planlagde masseflugten fra Stalag Luft III.

© The Pegasus Archive

En mand med ideer

De eventyrlige historier om Roger Bushell var løbet i forvejen, da han efteråret 1942 ankom til Stalag-lejren. Den 32-årige major i det britiske luftvåben var to år tidligere blevet skudt ned over Frankrig og havde siden været krigsfange. Men igen og igen forsøgte han at flygte.

Bushell mente, at krigsfanger levede på lånt tid. Og at der kun var én grund til, at den gode gud gav fangerne en ekstra frist: “Så vi kan gøre livet til et helvede for prøjserne!”

I den første lejr havde han arrangeret en kamp mellem en ged og en fange. Midt i forvirringen gemte Bushell sig i gedens stald, så han i ly af natten kunne slippe ud af lejren. Han nåede helt til grænsen til Schweiz, inden han blev fanget igen og anbragt i en ny lejr.

Her begyndte han at grave en tunnel, men før den stod færdig, blev han flyttet til en tredje lejr. I toget på vej derhen lykkedes det ham at skære hul i togvognens bund og kravle ud af toget i Hannover. Denne gang kom han til Prag, før tyskerne fik fat i ham.

Da Bushell blev ført ind i Stalag Luft III i oktober 1942, sitrede luften af forventning blandt de øvrige fanger. Lejren husede udelukkende krigsfanger fra de allieredes luftvåben. Hvis én følelse forenede de hundredvis af nedskudte piloter, var det et brændende ønske om at slippe ud, komme hjem og flyve togter igen.

Mange af dem havde allerede forsøgt, men ingen med den finesse og det organisationstalent, som den nytilkomne havde lagt for dagen.

Flugtplanen tager form

Kort efter sin ankomst kalder Bushell en lille gruppe indviede fanger til et første møde.

“Vi skal i gang med planerne nu”, siger han og refererer til lejrrygterne, der fortæller, at fangerne skal overflyttes til en ny afdeling til marts. Netop om foråret er jorden tilpas blød til at blive gravet i – så flytningen og al postyret udgør en enestående mulighed for flugt, argumenterer Bushell på mødet.

“Min idé er at samle 500 mænd og grave tre tunneler samtidig. Vagterne finder måske én eller to af dem, men vi burde kunne gennemføre planen med mindst én tunnel”, forklarer han. “Hvad siger I?”

Mændene ser på hinanden og begynder straks at diskutere, hvordan flugten skal organiseres. Diskussionen varer i to timer, inden de når en beslutning: Fangerne skal grave tre tunneler. De skal rumme et underjordisk værksted og et hjemmelavet jernbanespor til at flytte jorden.

Desuden skal fangerne forfalske flere hundrede pas, sy civilt tøj og producere kompas og kort. Endelig må fangerne opbygge deres egen efterretningstjeneste, der kan infiltrere lejrens personale og skaffe indsigt i vagtplaner og sikkerhedssystemer.

Som det første opsøger Bushell fangen med den højeste rang, oberst Herbert Massey, der er fangernes uofficielle leder. Han skal orienteres om den omfattende plan. Massey lytter, mens han hviler sit krigsskadede ben på sengen.

“Hør nu her, Bushell. Du har forsøgt at flygte to gange. Gestapo holder øje med dig og vil elske at nappe dig. Tag den med ro, og overlad flugten til andre. Jeg ønsker ikke, at du får en kugle for panden”, lyder Masseys råd.

“Denne gang fanger de mig ikke”, svarer Bushell selvsikkert. Massey ser tvivlende ud.

“Vær forsigtig, for guds skyld. Hold dig i baggrunden, og lad som om, at du har fået nok af flugt. Du må nøjes med blot at være hjernen”.

Da Bushell forlader rummet, har obersten, trods sine bekymringer, givet ham et løfte: Hele lejren står til rådighed for den dristige plan.

Dæknavnene er Tom, Dick og Harry

Fangerne ved, at deres plan er noget nær umulig. Stalag Luft III har ry for at være den mest velbevogtede lejr for krigsfanger – nogle nazister kalder den sågar “flugtsikker”.

Lejren er omkranset af fyrreskov, men tyskerne har fældet en bred bræmme rundt om den, så selv hvis fangerne skulle have held til at forcere hegnet, har de intet sted at skjule sig. Flere pigtrådshegn og tårne med bevæbnede vagter og stærke søgelys holder alle i skak.

For at forhindre flugttunneler har tyskerne placeret de fleste lejrafsnit langt inde bag pigtrådshegnet. Nogle barakker er sågar bygget på pæle, så fangerne ikke kan grave sig ud. Desuden er mikrofoner gemt i jorden og kan registrere de mindste lyde under overfladen.

Bushell er dog sikker på, at han kan snyde tyskerne. Tunnelerne skal blot graves så langt nede, at hverken vagter eller mikrofoner registrerer noget. Ni meters dybde burde være nok, vurderer Bushell. Og desuden skal tunnelerne være så lange, at de når helt ind i skoven.

Som leder af flugten får Bushell kodenavnet “Store X”. I hver barak udnævner han et Lille X og et Lille S, som skal koordinere arbejdet i deres afdeling. Lille S sørger for sikkerheden, mens Lille X rapporterer direkte til ham.

De tre planlagte flugttunneler får kodenavnene “Tom”, “Dick” og “Harry”.

“De skal omtales ved deres kodenavne – og kun deres kodenavne”, slår Bushell fast. “Hvis en eller anden idiot nogensinde bruger ordet ‘tunnel’, får jeg ham stillet for en krigsret!”

Bushell udpeger kaptajnløjtnant Arnost Valenta, en tjekkiskfødt RAF-pilot, til at lede fangernes efterretningstjeneste. Valenta begynder at organisere fanger, der kan tale tysk, og instruerer dem i at opbygge et nært forhold til vagterne. Målet er at samle information om lejren og finde tyskere, der kan bestikkes til at skaffe værktøj og materialer til udgravningen.

Sideløbende med efterretningsarbejdet udspørger Bushell en lang række fanger for at finde folk med særlige færdigheder. Mange har tidligere arbejdet som fx skræddere, minearbejdere, korttegnere, ingeniører eller mekanikere.

Med holdet sat rejser det essentielle spørgsmål sig: Hvor skal fangerne grave tunnelerne?

Indgangen gemt under en brændeovn

Piloten Robert Ker-Ramsay står bøjet over brændeovnen i barak 104. Herinde i rum 23 har Bushell besluttet, at den hemmelige lem til tunnelen “Harry” skal være. Barakken er nøje udvalgt, fordi den er bygget på et fundament af beton, som kan skjule gravearbejdet.

Den kraftige Ker-Ramsey løfter først brændeovnen væk og begynder derefter at løsne de fliser, som ovnen står på. Han fæstner dem på en ramme af træ, som fangerne har lavet på forhånd. Den flytbare luge ligner det gamle gulv under ovnen på en prik.

Så begynder Ker-Ramsey at banke en hjemmelavet hakke mod betonfundamentet. Larmen genlyder i hele lejren. Hvis vagterne opdager, hvor støjen kommer fra, ryger flugten i vasken.

Bushell beordrer hurtigt et halvt dusin fanger til at stille sig uden for barakken. Her begynder de at hamre på blik, mens de foregiver at fremstille uskyldigt husgeråd som tallerkener og fade. Fangerne larmer løs i flere dage, indtil Ker-Ramsey har hakket sig gennem betonen.

Åbningen til “Harry” er klar, ligesom de to andre to tunnelindgange i mellemtiden er blevet færdige.

Brændeovnen i barak 104 skjulte indgangen til tunnel­en “Harry". Fliserne under ovnen kunne fjernes og gav adgang til tunnelen ni meter nede.

Sand i underbukserne

Endelig kan gravearbejdet begynde, og hurtigt opstår de næste problemer. Stalag er bygget på Schlesiens gule sand, der ikke bare volder store kvaler at grave i, men også er svært at skaffe væk – uden at vagterne bemærker det.

Bushell indkalder sine nærmeste folk for at finde en løsning. En af dem tager ordet:

“Vi bør camouflere sandet”, siger han og foreslår, at fangerne anlægger små haver uden for deres barakker. På den måde vil det gule sand helt naturligt dukke op.

“Men hvordan vil du sprede det gule stads uden at blive opdaget?” spørger Bushell.

“Med bukseposer”, svarer fangen og trækker et underligt stykke klæde op af lommen: to afklippede ben fra et par lange underbukser, der er bundet sammen på midten.

Forsamlingen ser skeptisk ud. Fangen forklarer, at han kan åbne poserne med et snoretræk, styret fra bukselommen. Poserne skal fyldes med sand og gemmes i en fanges bukseben. Derefter kan han gå til de nyanlagte haver, hive i snoren og ubemærket lade sandet løbe ud af bukseposerne.

“Lad os prøve det med det samme!” udbryder Bushell. “Jeg har allerede gjort det”, siger fangen. “Det virker!”

150 fanger bliver udpeget som sandbærere – eller “pingviner” efter den vraltende gang, som bukseposerne medfører.

Panik ved tunnelindgangen

Gravearbejdet er godt i gang på “Tom” i barak 123. En gruppe “pingviner” er netop i færd med at bære jord ud, da en lejrvagt pludselig går rundt om barakken.

En fange på vagt giver tegn til kammeraterne, men tyskeren – som går under navnet “Den Skarpe” – marcherer direkte mod barakkens indgang. Fangen med ansvar for tunnellugen kan umuligt nå at få sandet fejet væk og hullet lukket.

Den Skarpe træder ind i rummet ved siden af tunnelåbningen – bare tre skridt fra den alkove, hvor fangerne febrilsk bakser med at få lemmen sat på.

Uden varsel springer en dør i barakken op, og ind stormer en råbende fange. Han ramler direkte ind i vagten, så begge falder om på gulvet. Den Skarpe forsøger at komme op, men fangen ligger tungt prustende oven på ham.

En gruppe fanger slår ring omkring dem, inden de hjælper begge på benene igen. Fangen roder sig ud i en lang, forvirret forklaring på engelsk. Vagten er for forvirret til at blive vred. Hovedrystende kigger han sig omkring og går ud med et koldt smil.

“God timing”, hvisker lugebestyreren til den råbende fange, der griner tilbage.

Begravet i ni meters dybde

Langsomt skrider gravearbejdet frem. De lange gange gennem sandet afstives med træ, hentet fra fangernes sengebunde. Inde i tunnelerne anlægger fangerne spor af hjemmelavede skinner, hvor små vogne vha. et snoretræk kan fragte sand væk fra graverne.

Vognenes hjul er konstrueret ved at samle tre træskiver i forskellig størrelse. Hjulakslerne består af metaldele, der er pillet ud af barakkernes brændeovne, og de bliver smurt med margarine hugget fra fangerationerne for at få hjulene til at rulle.

Den norske RAF-pilot Jens Müller har konstrueret en ventilator, der sørger for, at graverne får blæst frisk luft ned i tunnelen. Men trods alle afstivninger og tekniske påhit er fangerne i konstant i fare for, at sandet styrter ned over dem.

En dag, mens tre fanger arbejder i “Dick”, hører de en knagende lyd ovenfra. En af fangerne ser et revnet sengebræt blandt stiverne i tunnelen – sandet risler ned. De kravler alt, hvad de kan, for at komme væk. Og så, med et smæld, knækker stiveren, og sandet vælder ned ovenfra.

De to forreste fanger når akkurat at komme i sikkerhed, men den bagerste mand, Wally Floody, bliver begravet i sandet. Mirakuløst får hans to kammerater ham hevet ud af sanddyngen, inden den kvæler ham.

Tilbage på jordoverfladen fortæller Floody om ulykken. Bushell bander stille, men han genfinder hurtigt roen:

“Hvor hurtigt kan I komme i gang med at grave sandet væk?” spørger han.

“Lad som ingenting”

Den største fare kommer dog fra vagterne. Valenta, lederen af fangernes efterretningstjeneste, sætter derfor en mand på hver af de tyske vagtfolk for at skaffe information om fx ransagninger og togkøreplaner fra de nærmeste byer.

Et afgørende mål er vagten Den Skarpe, der var lige ved opdage “Tom”. En tysktalende fange, Axel Zillessen, begynder at sludre med ham over en cigaret og en kiks. De taler om krigen og om hverdagen.

“Vi vil ikke være fjender for evigt”, siger Zillessen til Den Skarpe. “Begynd at se os som venner”. Snart lægger fangerne mærke til, at Den Skarpe bliver mere og mere skødesløs på sine vagter – og bruger sin tid med Zillessen.

Bushell kan slette Den Skarpe fra sin risiko-liste. Og efterhånden har fangerne information om vejene og skoven rundt om lejren, præcise køreplaner for togene og et godt indblik i forholdene i det Europa, som tyskerne har erobret i løbet af krigen.

Blandt fangerne er disciplinen fortsat høj –som en ny fange får at vide af en central figur i flugtorganisationen: “Lige meget hvad du ser, så lad som ingenting. Hvis du ser mig gå rundt med en træstamme ud af røven, så lad være med at glo. Jeg gør det i en god sags tjeneste”.

Stalag-lejren var bygget på et tykt lag gult sand. Fangerne anlagde små haver, så de kunne skaffe sig af med sandet. Det blev smuglet ud, gemt i bukserne.

© Imperial War Museum

Tyskerne fatter mistanke

Bushell og de andre ledere holder møde. Oberst Massey har hørt, at alle amerikanske fanger skal flyttes til en anden afdeling, som er afskåret fra de tre tunneler. Nyheden er et chok for amerikanerne, der i høj grad har bidraget til arbejdet og satset på at slippe med ud.

“Jeg tror, det vil ske om cirka to måneder”, siger Massey. “Hvad mener du, Bushell?”

“Det oplagte er at koncentrere os om én tunnel nu, sir. ‘Tom’ er længst fremme”.

Hvis fangerne når at blive færdige med den inden flytningen, kan alle komme med.

“Vi kan klare det, hvis vi er heldige”, konstaterer Bushell. Gravearbejdet skal speedes op.

Verden omkring Stalag er gået ind i sommeren 1943, men i lejren handler det kun om én ting: “Tom” skal være færdig, inden amerikanerne bliver flyttet. Arbejdstempoet betyder imidlertid, at de må lempe på sikkerheden.

En aften smider en pingvin sit sand nær en gruppe fanger, der spiller volleyball. Lidt væk lusker fangevogternes leder Glemnitz rundt. Pingvinen ser ham og skynder sig at træde på sandet. Glemnitz fortrækker ikke en mine, og fangen kan umuligt afgøre, om tyskeren har opdaget noget. Men det har han.

Næste morgen stormer vagterne ind i lejren. De gennemroder fangernes haver og forsvinder så igen. Bushell indkalder flugt-komiteen.

“De ved, at der er en tunnel”, siger han.

“Du kan ikke stoppe det hele”, indvender en af fangerne .

“Jeg vil ikke stoppe”, svarer Bushell – det vil være lige så mistænkeligt. Strømmen af pingviner må bare ikke være større, end at den virker naturlig. For enhver pris må Glemnitz ikke få indblik i operationens omfang: At de graver tre tunneler, og at flugtarbejdet efterhånden involverer 500-600 fanger.

“Han må ikke tro, at det er mere end nogle få mænds indsats. Ellers vil han sgu endevende hele lejren”, siger Bushell.

Men nu begynder ransagningerne for alvor. Glemnitz sender strømme af vagter ind. De graver i jorden rundt om i lejren og gennemroder barakkerne. Gestapo begynder også at snuse rundt i lejren – uden dog at finde noget.

Faren ser ud til at være drevet over. Men Bushell ved, at ét eneste fejltrin kan få det hele til at ramle.

Fangeren genoptager arbejdet på “Tom”, der efterhånden har nået 79 meter. Om to uger skal amerikanerne flyttes. Bushell vurderer, at tunnelen er nået til fyrreskoven. Han bestemmer, at fangerne skal begynde at grave opad. Alt ser lovende ud.

En dag står Glemnitz i spidsen for endnu en ransagning – denne gang i barak 123, der rummer indgangen til “Tom”. Bushell står udenfor og betragter vagterne, der maser rundt derinde. I to timer spejder Bushell med et udtryksløst ansigtsudtryk. Efterhånden breder den nervøse spænding sig i lejren. Mange måneders arbejde kan være spildt.

Så hører de et triumferende råb fra barakken. Glemnitz spankulerer ud med et strålende smil. “Tom” er afsløret.

“Dick” går tabt

Håbet fordufter let i en fangelejr. Efter fundet af “Tom” har tyskerne sprængt tunnelen, og en trykket stemning har spredt sig blandt fangerne. Nogle har gennem fangenskabet gravet flere flugttunneler, men ingen af dem har haft samme potentiale som “Tom”.

Selv om Bushell føler sig elendig til mode, forsøger han at holde modet oppe under et fællesmøde i lejrens teater: “Vi har stadig to trumfer i ærmet”, siger han til sine kammerater.

Men snart kommer vinteren, og Bushell beslutter at vente til efter nytår, før de fortsætter arbejdet. Indtil da må de bede til, at “Harry” og “Dick” holder sig stabile.

Amerikanerne bliver overflyttet til den anden afdeling, og tyskerne begynder at fælde flere træer uden for lejren. Det viser sig, at de vil bygge en ny afdeling – lige dér, hvor “Dick” skulle komme op. Endnu en tunnel er gjort ubrugelig, for det er en umulig opgave at forlænge “Dick” ud under den nye lejrafdeling.

Kun “Harry” er tilbage. Sneen begynder at falde, og fangerne mærker sulten og desperationen vokse. Uden for lejren, i Europa, bliver de tyske hære i stigende grad presset af de allierede styrker, men i Stalag Luft III mærker fangerne ingen forskel.

Det udsigtsløse liv driver fangerne til desperate handlinger. En nat flygter en ud på et tag – og bliver mejet ned. En anden kaster sig ind i pigtrådshegnet, og med blodet strømmende fra sine hænder bliver han skudt af vagterne.

Fangerne graver videre

Den 7. januar 1944 indkalder Bushell til et nyt møde i flugt-komiteen. Tiden er inde til, at de genoptager arbejdet på den sidste tunnel.

“Vi kan gøre ‘Harry’ færdig i løbet af et par måneder, mens vagterne mindst venter det”, lover Bushell. Fangerne omkring ham virker skeptiske, men efter at de har fundet et nyt sted at gemme overskydende sand – i lejrens teater – begynder gravearbejdet igen.

Hver dag bliver “Harry” længere, trods ransagninger. Og humøret får et løft, da fangerne hører, at en af de mest mistænksomme vagter – kendt som Gummihals pga. sin lange hals – skal på orlov i 14 dage fra den 1. marts.

Dagen inden hans afrejse marcherer Gummihals ind i lejren med 30 vagter. De læser 19 fangenavne op, som de mistænker for at være involveret i flugtplaner. Bushells navn er ikke blandt dem. Et øjeblik frygtede fangerne, at “Harry” var opdaget, men i stedet flyttes de 19 fanger til en anden lejr.

Da Gummihals er gået, begynder fangerne at grave som besatte. Efter 10 dage kravler Ker-Ramsey ned i tunnelen med et målebånd. “Harry” strækker sig nu 106 meter – anslåede fire meter længere end afstanden til skoven.

Ker-Ramsey kravler ud gennem kakkel-lugen med en følelse af uvirkelighed. På et år har de har gjort det umulige. Han fortæller Bushell, at de blot mangler at grave de ca. syv meter opad, så er de fri: “Jeg lover, at vi når det, før Gummihals kommer tilbage”.

At grave op-ad er svært og farligt. Sandet regner ned om ørene på Ker-Ramsey, men det lykkes ham at stabilisere tunnelen og bygge en stige. På 14.-dagen står “Harry” endelig klar. Kun et tyndt lag græstørv mangler at blive fjernet.

Alt er klar til den store flugt

Næste morgen vender Gummihals tilbage fra orlov. Han gennemsøger hele barak 104 og kredser omkring den hemmelige lem til “Harry”. Eftersøgningen tager fire timer – de længste, fangerne har oplevet. Men endelig går vagterne uden at have fundet noget. Bushell brummer:

“Vi klarer den ikke én gang til”.

“Men vi kan ikke flygte nu”, protesterer en og peger på sneen, der stadig ligger højt.

“Vi kan, hvis vi skal”, afgør Bushell

Den 24. marts ser ud til at blive en måneløs nat. Det er deres – måske eneste – chance.

Hele fangelejren begynder at summe af aktivitet. Bushell vurderer, at maksimalt 220 fanger kan nå ud gennem tunnelen på en nat, men 600 mand har bidraget til arbejdet.

Flugt-komiteen udvælger 70 af de mest aktive fanger, især tysktalende, der har de bedste chancer for at klare flugten. Resten af navnene bliver fundet ved lodtrækning. Blandt de heldige er i alt fire norske RAF-piloter.

De udvalgte får alle tildelt dækhistorier, falske papirer, civilt tøj, kort, kompas, penge og mad. De hjælper hinanden med at konstruere nye identiteter og inspicerer flugttøjet.

“I nat sker det”

Da aftenen endelig falder på den 24. marts, står alle udvalgte fanger klar i hver deres barak. I ly af mørket og med præcis 30 sekunders mellemrum ankommer de ad snørklede veje til barak 104. Uden for hegnet patruljerer vagterne, og fra vagttårnene svinger søgelyset over jorden.Tyskerne aner ikke uråd.

Barak 104 er hurtigt fyldt med fanger. Kl. 19.45 bemærker en af dem, David Torrens, at barakkens yderdør pludselig åbner sig.

En tysk officer træder indenfor og går med faste skridt direkte imod ham. Tre andre fanger springer i panik ind i det nærmeste rum, mens Torrens med rystende knæ går hen mod tyskeren. Tankerne jager gennem hans hoved. Det føles, som om alt er tabt.

Tyskeren stopper op, og endelig genkender Torrens ham: Officeren er ikke tysker, men en fange forklædt i en falsk uniform. Syg af lettelse vinker Torrens ham ind til de andre.

Foran lugen til tunnelen står Bushell klar med en gruppe fanger. De er allerede bagud i forhold til tidsplanen. Endelig kl. 20.45 kravler Lester Bull og Henry Marshall ned i mørket som de første. Bull lægger sig på vognen, og Marshall trækker i rebet, så Bull suser af sted mindre end 10 cm over tunnelgulvet.

Én efter én følger de næste fanger efter. Snart befinder 17 mænd sig i tunnelen.

“Jeg tror, du kan gøre et forsøg nu”, siger Bushell til Bull, der skal fjerne brædderne og den sidste græstørv fra toppen af tunnelen.

Bull grynter. Et par sekunder efter hører de ham kravle op i skaktens mørke. Mændene i tunnelen trækker vejret langsomt, luften er tæt og tung. Sveden løber af kroppen.

Bull bakser stadig deroppe i skakten. Det føles, som om han allerede har brugt flere timer.

“Hvor langt er du”, hvisker Marshall.

“Jeg kan ikke løsne de fandens brædder”, svarer Bull. Skakten er afstivet så grundigt, at brædderne ikke giver sig.

I den anden ende af tunnelen begynder de ventende fanger panisk at spørge, hvad der er i vejen. Hullet til friheden skulle være åbnet kl. 21. Og nu er den allerede 22.

Marshall kigger på sit ur. Bull har været i gang i en halv time nu: “For Guds skyld, find ud af, hvad der sker”, siger Bushell til Marshall.

Marshall kravler op ad stigen og overtager Bulls plads. Han maser som en gal, og så – efter 10 minutter – mærker han det første bræt løsne sig. Bull genindtager sin plads og fjerner den sidste rest jord. Lyden af faldende sand er som den sødeste musik for de ventende.

Tunnelen er åben

Bull mærker skovlen bryde igennem det øverste jordlag. Kold luft strømmer mod hans svedige ansigt. Han gør hullet større og kan se stjernerne over sig.

Nu kan Bull klatre op ad de sidste trin. Han stikker hovedet ud i det fri – og får et chok, der minder om en knytnæve i ansigtet.

Rundt om ham er et nøgent landskab. “Harry” ender ikke inde mellem fyrretræerne som forventet; tunnelen er for kort! De beskyttende træer står tre meter væk, og omkring 15 meter fra hullet, henne ved lejrens pigtrådshegn, står en vagtpost. Bull river hurtigt hovedet til sig.

I tunnelen fortæller han nyheden til de andre. De møder ham med tavshed. Bushell kommer sig først. Han overvejer et øjeblik at udskyde missionen, men ryster ideen af sig:

“Vi kan ikke stoppe nu”, bestemmer han. “Alle papirerne er datomærkede. De vil ikke kunne bruges om en måned, og vi kommer ikke langt uden dem. Vi skal af sted i nat”.

Fangerne nikker. De må tage chancen.

De aftaler, at Bull skal tage et reb med sig op og lade den ene ende blive i tunnelen. Når han er i sikkerhed, og der er fri bane, skal han hive i rebet og signalere til den næste i rækken.

Han kravler forsigtigt op og stikker hovedet ud. Vagtposten spejder ind over lejren, hullet ænser han ikke.

Bull trækker sig op og kravler sagte gennem sneen. Da han når i skjul bag træerne, hiver han to gange i rebet. Nu begynder de tavse fanger at kravle op.

En efter en kryber de gennem mørket, hen over sneen. Først kommer Marshall, der fik brædderne væk fra hullet. Derefter følger efterretningsmanden Valenta og så manden med det hængende øje, Roger Bushell.

De første fanger er fri, den store flugt er lykkedes. Mændene haster væk gennem den mørke skov. Forude venter flere hundrede kilometers rejse gennem Tyskland.

Efter krigen samlede briterne de ansvarlige for mordet på de. 50 piloter fra Stalag-lejren. Flere Gestapo-folk blev dømt til døden.

© Polfoto

Efterskrift: Kun tre slap væk

Hovedparten af de 76 piloter blev pågrebet kort efter flugten, bl.a. fordi den høje sne tvang dem til at gå på vejene i stedet for at bevæge sig i skjul gennem skove og over marker.

Kun tre nåede ud af Nazityskland: De to norske piloter Per Bergsland og Jens Müller nåede med toget til den tyske havneby Stettin, hvor de tilfældigt mødte nogle svenske søfolk, der hjalp dem om bord på deres skib. Få dage efter stod de i Göteborg, hvor de opsøgte det britiske konsulat og kom videre til Canada.

Den hollandske pilot Bram van der Stok var på flugt i tre måneder, før han kunne krydse grænsen til det neutrale Spanien. 8. juli 1944 nåede van der Stok den britiske koloni Gibraltar og blev fløjet til Storbritannien. Snart efter var han på vingerne igen og deltog bl.a. i kampene om Normandiet efter D-dag.

Ud af de 73 tilfangetagne piloter blev 50 henrettet – blandt dem var flugtens organisator Roger Bushell, Ian Cross, Arnost Valenta, Lester Bull samt to norske piloter, Haldor Espelid og Nils Fuglesang.

Læs også:

2. verdenskrig

Dødens jernbane kostede 100.000 livet

24 minutter
Det tredje rige

Så mange børn var med i Hitlerjugend

2 minutter
2. verdenskrig

Hitlers tropper blev fanget i dødslommen

11 minutter

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!