22. april 1942
I løbet af den seneste uge er den nazistiske terror taget så meget til, at den gør os træt af livet. Kort sagt ville døden være bedre for os end det liv, vi lever nu. Det er ikke bare dramatiske ord.
Nazisterne er begyndt at søge efter politiske forbrydelser, som vi har begået i fortiden og nutiden, og metoden lader ikke nogen uberørt. Der er ingen mennesker i et akademisk land, som ikke kan anklages for at have begået en lovovertrædelse mod nazisterne på en eller anden måde, og det giver et stort spillerum for hævn.
Og deres hævn er barbarisk og umenneskelig. Det er ikke en civiliseret stats hævn fra et regime med et pædagogisk fundament, men derimod hævnen fra en bande mordere, med fråde om munden, der er blottet for alle menneskelige følelser og ikke kender til nåde.
De mordere, som Gestapo sender, ulejliger sig ikke engang med at beskylde dem, de dømmer til døden, for nogen lovovertrædelse. De går uden varsel ind i folks huse og skyder en kugle ind i hjertet på den stakkels sjæl – og livet er slut.
Chaim Kaplans sidste dagbogsoptegnelse er fra foråret 1942. Herefter er hans præcise skæbne ukendt.
Chaim Kaplan beretter fra ghettoen
Chaim Kaplan (1880-1942) var rektor for en hebraisk skole i Warszawa, da krigen begyndte. Selvom Kaplan fra starten var overbevist om, at “civilisationen” ville besejre “de moderne hunnere”, havde han ingen illusioner om, hvad der ventede for jøderne.
Den 1. september 1939 skrev han i sin personlige dagbog, at der “intet håb er for det jødiske folk”. Fra tidspunktet for den tyske invasion til sin død i 1942 helligede Kaplan sig derfor opgaven med at nedskrive dagligdagen i ghettoen og dokumentere nazisternes ødelæggelse af det jødiske samfund i Polen.
Kaplans dagbøger blev smuglet ud af ghettoen kort inden hans død og er i dag et af de vigtigste vidnesbyrd om hverdagen i Warszawas ghetto.
I Leśno Street 41 blev en mor og hendes søn dræbt. Jeg kender ikke deres navne, men det er et faktum. Samme dag blev præsidenten for invalide-samfundet, Gorka, dræbt uden nogen forklaring. Det samme gælder de andre, der blev dræbt. Døden kom uden varsel.
Hver dag bliver der myrdet mennesker, som, blot få øjeblikke før ødelæggelsens engle ankom, var fulde af liv og ikke frygtede noget ondt.
En lille overtrædelse er nok til, at nazisterne kan eliminere “forbryderen” på et øjeblik, uden dom, en retssag eller nogen foreløbig undersøgelse. Der står du fredeligt og spiser bare dit brød (hvis bare vi havde brød) og drikker dit vand, og i næste øjeblik er du død, et besejret kadaver uden en grav.
I dag var vi øjenvidner til sådan en hændelse: Et tysk køretøj var på vej ned ad Okopowa Street og stoppede ved en rende eller et hul i jorden. En tysk officer sprang ud af køretøjet.
Til Wannsee-konferencen havde Adolf Eichmann medbragt en oversigt over samtlige jøder i Europa. Listen skulle sikre, at de alle blev udryddet.
Nazisterne beslutter at udrydde jøderne
I januar 1942, mens den tyske hær er kørt fast uden for Moskva, mødes en række topnazister i Wannsee ved Berlin. Blandt deltagerne er bl.a. chefen for SS, Reinhard Heydrich, og kontornusseren Adolf Eichmann.
Eichmann har medbragt en opgørelse over samtlige Europas jøder – af en ganske særlig grund. Nazisterne vil metodisk jagte de omtrent 11 mio. jøder, som befinder sig i Europa, og udrydde dem.
På mødet i Wannsee bliver topnazisterne enige om at finde “den endelige løsning” på det jødiske spørgsmål. Kort efter begynder den organiserede masseudryddelse. Ghettoen i Warszawa, hvor Chaim Kaplan lever, bliver i sommeren 1942 langsomt tømt for jøder, der bliver sendt til de nærliggende udryddelseslejre i Treblinka, Chełmno og siden Auschwitz.
“Den tyske ridder”, der var bevæbnet fra top til tå, gjorde tegn til en ung mand om, at han skulle bevæge sig lidt væk og stille sig der. Den unge mand adlød.
Efter at han havde stillet sig på stedet, tog officeren en pistol frem og skød en kugle gennem den unge mands hjerte. Han faldt som korn foran mejetærskeren.
Efter at have begået drabet vendte morderen tilbage til sit køretøj, steg ind og forsvandt, som om intet var hændt.
Nazisterne udøver tre former for terror. Den ene er, at de skyder enhver tilfældig. Hver en jøde, der har begået en forseelse, selv den mindste, er underlagt dette terrorens barn.
Jøden straffes anderledes: Uden varsel, uden en undersøgelse eller krav, uden lov eller retfærdighed.
En anden form for terror er vold. I de her dage, foran tusindvis af forbipasserende, vil nazisterne uden varsel overfalde jøder, der uskyldigt går forbi, og give dem alvorlige prygl.
Det eneste, en nazist skal gøre, er at signalere til en jøde med sin finger, at han skal stoppe eller nærme sig ham “frivilligt”. Dette signal er kun beregnet til at kunne skade jøden, når han kommer tæt på, og kunne give ham et ordentligt lag tæsk.
Den tredje form for terror er fornærmelsens terror ledsaget af tilfældig fysisk skade. De tortureredes smertefulde støn kombineres med den spøgefulde latter fra tortur-bødlen og støtten fra hans ledsagere, som er vidner til handlingen.
Vold hersker overalt i ghettoen, med skud, kvæstelser og skældsord uden grund snesevis af gange dagligt.
Mere end 400.000 jøder levede i Warszawas ghetto, da massedeportationerne begyndte i 1942. Historikere vurderer, at 300.000 døde i gaskamrene eller ved tilfældige henrettelser som dem, Chaim Kaplan beskriver i sin dagbog. Resten omkom af sult, sygdom eller i den oprørskamp, som de sidste jøder i ghettoen indledte i januar 1943.