Albert Speer gjorde i 1930’erne lynkarriere ved at omsætte Hitlers mastodontiske arkitekturidéer til virkelighed. Da krigen satte en stopper for byggerierne, overtog han posten som rustningsminister.
Selvom det må have stået klart for Speer, at han arbejdede for et af historiens mest brutale regimer, forblev han ved Hitlers side til det sidste – selv da enhver kunne se, at krigen var tabt.
Men hvad var det, der fik den talentfulde akademiker med de store tekniske evner til at sælge sin sjæl til Hitler?
AMBITIONER
Speer vandt Hitlers gunst ved sin arkitektoniske iscenesættelse af partimøderne i Nürnberg.
Drømmejob skulle sikre evig berømmelse
Albert Speer kom fra en arkitektfamilie og tog selv eksamen som arkitekt i 1927. Men den økonomiske krise spændte ben for karrieren.
Forud for nazisternes Rigspartidag i 1933 sendte Speer et forslag til indretningen af mødeområdet. Hitler så tegningerne og ansatte straks Speer.
Som Hitlers chefarkitekt fik Speer et ubegrænset budget til arbejdet med at virkeliggøre Førerens storladne fantasier.
Speer håbede, at byggeriet ville sikre ham faglig anerkendelse og berømmelse – uanset krigens udfald.
FASCINATION
Speer var en hyppig gæst i Hitlers residens i Berchtesgaden.
Hitlers “magi” bandt Speer fast
Speer hørte første gang Hitler tale i december 1930 og blev straks fanget af nazilederens storladne idéer. Kort efter meldte han sig ind i partiet.
“Jeg valgte ikke NSDAP, men at følge Hitler, hvis magiske kraft fangede mig den første gang, jeg så ham”, forklarede Speer i sine erindringer.
Følelserne var gengældt, og Speer blev en del af Førerens absolutte inderkreds.
“I det omfang Hitler havde venner, må jeg have været én af de tætteste”, sagde Speer under Nürnbergprocessen.
MAGTBEGÆR
Speer besøgte konstant våbenfabrikkerne for at holde modet oppe hos arbejderne. Billedet er fra 1944.
Organisationstalent gav magt
Speer kunne mere end at tegne bygninger. Det demonstrerede han, da Hitler i 1942 udnævnte ham til rustningsminister med ansvar for at holde hæren forsynet.
Den nye rustningsminister skuffede ikke. Under Speers ledelse blev Tysklands krigsproduktion fordoblet.
Posten gjorde ham til én af rigets mest magtfulde mænd, og det passede ham godt.
“Jeg blev korrumperet og beruset af begær efter at udøve magt, at dirigere folk rundt og at få det sidste ord i vigtige beslutninger”, skrev han senere.
SKYLD
Produktionen af V2-raketterne alene kostede 10.000 arbejdere livet, anslår historikere.
For sent at bakke ud
Speers bedrifter som rustningsminister gjorde ham bemærket både ude og hjemme. Det var derfor umuligt at undslippe skyld ved at træde tilbage.
Skylden gjaldt bl.a. rustningsindustriens brug af tvangsarbejdere – en krigsforbrydelse ifølge international lov.
Hele 500.000 kz-lejrfanger sled i 1944 i Speers våbenfabrikker. Dødsraten var høj; fx døde 20.000 ud af 60.000 fanger fra kz-lejren Dora-Mittelbau under arbejdet.
Forbrydelsen kostede Speer en fængselsdom på 20 år ved domstolen i Nürnberg.
FREMTIDSPLANER
Generalfeltmarskal Wilhelm Keitel underskrev den 8. maj 1945 formelt Tysklands kapitulation.
Oprustning skulle fremtidssikre karrieren
Selvom Speer hen imod krigens slutning må have vidst, at Tyskland ville tabe, fortsatte han ufortrødent sit arbejde.
Målet var at gøre Tyskland så stærkt, at de allierede måtte opgive kravet om betingelsesløs overgivelse.
Bestræbelserne fortsatte selv efter Hitlers død, da Speer fik en ministerpost i efterfølgeren Dönitz’ regering.
Speer håbede, at en forhandlet fred ville sikre ham en ledende rolle i efterkrigstidens Tyskland. Men håbet brast. Den 8. maj 1945 overgav Tyskland sig betingelsesløst.