Det Tredje Riges sidste timer

Mandag 30. april 1945

Amerikanske tropper trænger ind i München, Den Røde Hær står foran Rigsdagen i Berlins centrum.

Fra sit hovedkvarter i Plön ved Kiel leder storadmiral Karl Dönitz den tyske flådes operationer. Kl. 18.35 modtager han et uventet telegram fra Berlin:

“I stedet for den hidtidige rigsmarskal Göring indsatte føreren Dem som sin efterfølger.

Skriftlig fuldmagt på vej. De skal omgående gennemføre alle nødvendige forholdsregler, som situationen kræver,” læser Karl Dönitz.

Telegrammet er underskrevet af Martin Bormann, Hitlers nærmeste medarbejder i Førerbunkeren.

Til stede i Plön er også Albert Speer, som Hitler nogle få dage forinden har fyret som rustningsminister.

Speer ønsker Dönitz tillykke, men der er ingen feststemning – kun den deprimerende erkendelse af, at Hitler forbereder sig på at dø. At Hitler har begået selvmord for flere timer siden, aner Dönitz ikke.

Dönitz kender heller ikke testamentets nøjagtige ordlyd.

Fejlagtigt tror han, at Hitler ønsker en politisk ubelastet soldat til at afslutte den tabte krig. Hvad Hitler egentlig mente, får Dönitz først at vide, da han sidder i allieret fangenskab.

Sent om aftenen dukker Heinrich Himm­ler op i Plön. Han er leder af nazisternes elitekorps SS og sluppet ud af Berlin sammen med et stort følge af betroede mænd.

Nu forlanger han et møde med Dönitz, med sig har han seks bevæbnede SS’ere. Dönitz er nervøs.

Ganske vist har Hitler frataget Himmler alle officielle poster, men Himmler har stadig kontrol over SS og det tyske politi. Dönitz lægger en pistol på sit skrivebord.

“Vær venlig at læse dette,” siger Dönitz og rækker Himmler telegrammet.

Himmler læser indholdet langsomt og bliver bleg. Han virker som en knust mand, da han bukker for Dönitz.

“Lad mig blive andenmand i Deres stat,” beder Himmler.

Dönitz afslår, men han kan ikke sende Himmler bort, for han har brug for SS til at opretholde disciplinen.

Sent om natten når værnemagtens to øverstbefalende, generalfeltmarskal Wilhelm Keitel og generaloberst Alfred Jodl, frem.

De har fungeret som Hitlers nærmeste rådgivere, nu orienterer de Dönitz om den militære situation.

En hurtig gennemgang viser, at krigen ikke kan fortsætte meget længere:

Allierede bombeangreb har sat det meste af krigsproduktionen ud af spillet; der er næsten ingen reserver af ammunition og brændstof; forsyningsvejene er så godt som ødelagt; på flere fronter er hæren i opløsning; flåden har lidt store tab; luftvåbnet har ingen brændstof.

“Krigen skal bringes til ophør, så hurtigt som muligt, for at hindre flere blodsudgydelser,” konkluderer Dönitz.

Tirsdag 1. maj 1945

Den Røde Hær erobrer Rigsdagen. Tyskernes forsvarslinjer i Italien bryder sammen. Briterne trænger ind i det nordtyske Holsten.

Kl. 10.53 modtager Dönitz et nyt telegram fra Bormann i Berlin: “Testamente i kraft. Jeg vil så hurtigt som muligt komme til Dem. Indtil da bør De, efter min mening, undlade offentliggørelse.”

Bormann dukker aldrig op i Plön, men han sender et nyt telegram, hvori han forklarer, at Hitler “afgik ved døden” dagen før kl. 15.30 – ikke et ord om selvmord.

Desuden rummer telegrammet dele af Hitlers ministerliste.

Dönitz finder det mærkværdigt, at Hitlers død er blevet holdt hemmelig i et døgn.

Han må gå ud fra, at forsinkelsen skulle give hans rivaler tid til at forberede et kup. Dönitz må handle hurtigt, hvis han vil beholde den autoritet, Hitler har givet ham.

Vagten får besked på at arrestere Goebbels og Bormann, hvis de dukker op i Plön.

Befolkningen får nyheden om Hitlers død via den tyske rigssender:

“Fra førerhovedkvarteret meddeles det, at vor fører Adolf Hitler – kæmpende til sidste åndedrag mod bolsjevismen – i eftermiddags er faldet i sit hovedkvarter. 30. april har føreren udnævnt storadmiral Dönitz til sin efterfølger.”

Dönitz vælger at tilsidesætte Hitlers ministerliste – de forbenede nazister er uegnede til at nå Dönitz' mål; han tilstræber kapitulation på vestfronten, mens krigen skal fortsætte på østfronten.

På den måde kan han holde flugtvejene åbne, så soldater og civile i stort tal kan nå i sikkerhed hos amerikanske og engelske tropper i vest.

På østfronten udkæmpes krigen med en uhørt brutalitet. Alle de overgreb, tyskerne begik mod russerne ved krigens begyndelse, bliver hævnet nu.

Tyske soldater massakreres, tyske kvinder massevoldtages.

Nazisterne har længe udnyttet beretningerne om forbrydelserne til at skærpe forsvarsviljen, men beretningerne har også skræmt millioner af civile på flugt. Dem vil Dönitz redde.

Ud på aftenen holder han sin første radiotale. Han aner ikke, at Hitler er løbet fra ansvaret ved at tage sit eget liv, så han benytter lejligheden til at hylde den afdøde og pointerer, at Hitler har udpeget ham som sin efterfølger:

“I bevidstheden om dette ansvar overtager jeg ledelsen af det tyske folk. Det er min vigtigste opgave at redde tyske mennesker fra ødelæggelsen af den fremtrængende bolsjevisme. Kun derfor fortsætter den militære kamp.”

“Derfor har jeg brug for jeres hjælp. Skænk mig jeres tillid, så er jeres vej også min vej,” beder Dönitz.

I sin dagsbefaling til de tyske soldater var han mere direkte:

“Jeg kræver dis­ciplin og lydighed. Kun hvis mine ordrer følges uden forbehold, kan kaos og undergang forhindres,” indskærpede han og fulgte op med en trussel:

“Den, som netop nu afholder sig fra at gøre sin pligt, gør tyske kvinder og børn til slaver. Han er fej og en forræder.”

Helt frem til den 10. maj henrettes dømte soldater for at styrke moralen.

Onsdag 2. maj 1945

Tyskerne kapitulerer i Italien. Amerikanerne har erobret Bayern og står nu både nord og syd for Østrig. Hovedstaden Berlin opgiver kampen mod Den Røde Hær. Briterne indtager Lübeck.

Hovedkvarteret i Plön er tæt på at blive løbet over ende, og Dönitz beslutter at flytte til marineskolen Mürwik i Flensburg nær den danske grænse. Forberedelserne til flytningen går i gang.

Dönitz har samlet en ny tysk regering. Blandt ministrene er Albert Speer.

Han gør sig tanker om, hvad der skal ske med Tyskland efter krigen. Han foreslår at holde en radiotale, hvori han opfordrer indbyggerne i de tabte dele af Tyskland til at fatte nyt mod og begynde med genopbygningen.

Uden for radiostudiet venter Himmler. Han vil gerne delagtiggøre Speer i sine planer for Danmark og Norge:

De to besatte lande kan bruges som pant for topnazisternes sikkerhed, mener han. Hvis ikke tyskerne får garanteret deres frihed, udvides krigen til disse lande, lyder hans forslag til en byttehandel.

Himmler blander sig også i et møde i den øverste militære ledelse. Han mener, at den tyske overkommando og regeringen skal flyttes til Prag, for Flensburg kan falde når som helst. Ideen høster bifald, men Dönitz siger nej:

“Hvis englænderne vil tage os, skal de bare gøre det!” Den tyske ledelse vil miste sin legitimitet, hvis den fører krig fra udlandet, mener Dönitz.

Nu bliver Himmler nervøs. Han forlanger at få stillet et fly til rådighed, så han kan undslippe til Prag.

Halvt i spøg overvejer Speer sammen med piloten Werner Baumbach at lade Himmler flyve af sted – og så få ham sat af på en allieret flyveplads. Inden de kan gøre noget ved deres idé, meddeler Himmler, at han alligevel ikke er interesseret:

“Når man flyver med Deres fly, ved man jo ikke, hvor man lander!” siger han.

Speer er rystet over, at Himmlers stikkernetværk stadig fungerer. Men også piloten Baumbach vil væk.

Han foreslår Speer, at de rekvirerer en fire-motorers vandflyver og flygter til en øde fjord i Grønland. Flyet skal pakkes med alle nødvendige forsyninger, så de kan overleve nogle måneder, indtil de allierede har glemt dem. Speer siger nej tak.

Om aftenen kører Dönitz og den nye rigskansler og udenrigsminister Schwerin von Krosigk fra Plön mod det nye hovedkvarter i Flensburg.

De benytter en pansret Mercedes, som Hitler har foræret Dönitz. Flere gange angribes bilen af allierede jagerfly. Passagererne må søge tilflugt i grøfter.

Undervejs gør Dönitz og von Krosigk holdt ved Kaiser Wilhelm-kanalen for at mødes med generaladmiral Hans Georg von Friedeburg.

De tre mænd drøfter den militære situation og bliver enige om at tilbyde den britiske feltmarskal Montgomery en delkapitulation for det nordvesttyske område – men tilbuddet må under ingen omstændigheder bremse flygtningestrømmen fra øst.

Von Friedeburg kører mod Hamburg. Her kan han komme over frontlinjen og nå frem til Montgomery, der har hovedkvarter ved Lüneburg.

Torsdag 3. maj 1945

Britiske tropper rykker ind i Hamburg.

Kl. 03.00 om morgenen når Dönitz frem til Flensburg. Han går udmattet i seng. Efter et par timers søvn gennemgår han situationen i de besatte lande, mens han venter på nyt fra von Friedeburg hos Mongomery.

Kommandanterne og de civile ledere fra Danmark og Norge ankommer. Meldingen fra begge lande er, at befolkningerne holder sig i ro og de tyske tropper er klar til kamp – og mere end det. General Lindemann, der har kommandoen i Danmark, foreslår at føre “krigens sidste anstændige slag” i landet.

Lindemann bliver modsagt heftigt af Werner Best, der er rigsbefuldmægtiget i Danmark. Han frygter et blodbad og en svensk intervention.

Fra det besatte Holland kommer rigskommissær Seyss-Inquart. Han omgår de britiske styrker i Niedersachsen ved at sejle over Nordsøen.

Også rigskommissær Karl Hermann Frank fra Böhmen og Mähren (Tjekkiet) er mødt frem. Landet står på randen af en opstand og er umuligt at holde, meddeler han

Himmler er i højt humør. Om senest tre måneder bryder samarbejdet mellem vestmagterne og Sovjetunionen sammen, forudser han.

Når det sker, bliver der brug for ham og SS til at holde orden i Mellemeuropa. Om aftenen giver han sine SS-folk ordre til at forklæde sig i almindelige værnemagts­uniformer og gå under jorden. Alle får falske papirer.

Hos Montgomery i Lüneburg tilbyder von Friedeburg, at de tyske tropper i Nordvesttyskland overgiver sig til briterne.

Montgomery pointerer, at han ikke kan tage imod soldater, der kæmper på østfronten. De skal overgive sig til de sovjetiske styrker.

Briterne vil høre, om kapitulationen gælder samtlige tyske tropper i nord og vest inklusive Holland og Danmark, men det spørgsmål ligger uden for von Friedeburgs forhandlingsmandat. Han må køre tilbage til Flensburg.

Fredag 4. maj 1945

Tyskernes 9. arme når fra Berlin til Elben og overgiver sig til amerikanerne.

Den tyske militære ledelse træder sammen kl. 9 for at drøfte Montgomerys betingelser.

Enige er de forsamlede ikke, for Montgomery har vidtgående krav: Den tyske flåde skal overgive sig, men skibene gør i disse dage en desperat indsats på Østersøen for at evakuere flygtninge fra øst.

Von Friedeburg beroliger med, at briterne mundtligt har accepteret, at sejladsen kan fortsætte.

Desuden kræver Montgomery overdragelse af alle tyske våben. Keitel og Jodl foreslår at ignorere kravet og ødelægge dem, i timerne før kapitulationen træder i kraft, men rigskansler Schwerin von Krosigk advarer dem. Muligvis vil Montgomery så heller ikke vil stå ved sin del af aftalen, påpeger han.

Efter mødet flyver von Friedeburg tilbage til Montgomery. Kort efter giver Dönitz sine ubådskommandører ordre til at indstille kamphandlingerne – og til at afstå fra at ødelæggge deres fartøjer.

I Lüneburg har briterne indkaldt pressen til at bevidne von Friedeburgs delkapitulation hos Montgomery.

Kl. 19.40 får Dönitz besked om, at kapitulationen er underskrevet og kan træde i kraft næste morgen kl. 8.00.

Meddelelsen spredes hurtigt til de tyske enheder, der tager den til efterretning. Kun blandt ubådsbesætningerne er der vrede.

De forstår ikke, at deres fartøjer skal afleveres til fjenden.

Ud på aftenen trænger to kaptajner frem til Dönitz' gemakker og forlanger at høre den uantagelige ordre fra hans egen mund. Men Dönitz er gået til ro, og hans adjudant vil ikke lade kaptajnerne få foretræde. Adjudanten gentager Dönitz' ordre og tilføjer:

“Hvis jeg var kaptajn, ville jeg vide, hvad jeg skulle gøre.”

De to kaptajner nikker og forsvinder. I løbet af natten ødelægges flere ubåde.

Kaptajnløjtnant Asmus Jepsen tror fejlagtigt, at krigen er slut nu. Han sender sine mænd hjem og begiver sig mod sin nordtyske landsby.

Lørdag 5. maj 1945

Ved midnat overgiver de tyske tropper i Holland, Danmark og Nordvesttyskland sig. Kort efter meddeler general­oberst Löhr i et telegram til Dönitz, at han må opgive forsvaret af Østrig.

Kaptajnløjtnant Asmus Jepsen bliver anholdt og anklaget for faneflugt. Efter en kort proces får han sin dom. Døden.Samme nat henrettes 11 unge tyske matroser i Sønderborg. De havde låst deres officerer inde for at begive sig hjemad.

Dönitz forbyder undergrundsbevægelsen Wehrwolf (varulv), som nazisterne i krigens sidste måneder har oprettet til at yde modstand og begå terror i de områder, som de allierede har erobret.

Tyskernes chefforhandler von Friedeburg forlader det britiske hovedkvarter ved Lüneburg og fortsætter til amerikanernes hovedkvarter i Reims, Frankrig. Her skal han forhandle en delkapitulation på de vestlige og sydlige frontafsnit med brigadegeneral Dwight D. Eisenhower.

Men Eisenhower vil under ingen omstændigheder møde von Friedeburg.

Efter at brigadegeneralen med egne øjne har set gruen i de tyske kz-lejre, hader han alle tyskere.

I stedet sender Eisenhower en underordnet, der ved hjælp af kort over fronten viser, hvor udsigtsløs tyskernes situation er. Det amerikanske krav er en betingelsesløs tysk kapitulation på alle fronter.

Kravet overskrider von Friedeburgs forhandlingsmandat. Han er nødt til at kontakte Dönitz i Flensburg.

Søndag 6. maj 1945

Ud på morgenen når von Friedeburgs telegram frem til Flensburg. Det amerikanske krav udløser en heftig debat i det tyske hovedkvarter, fordi en samlet kapitulation vil være fatal for tyske soldater og flygtninge på østfronten.

Jodl er den heftigste modstander, og Dönitz beslutter at sende ham til Reims for at forklare Eisenhower det tyske dilemma.

Dönitz modtager et telegram fra Hermann Göring, der opholder sig i nazis­ternes alpeparadis Berchtesgaden med sin familie.

Göring tilbyder at forhandle “en ærefuld fred” med Eisenhower “fra marskal til marskal”. Dönitz ignorerer forslaget, Göring beslut­ter selv at tage kontakt med fjenden.

Lidt før kl. 17 mødes Dönitz en sidste gang med Himmler. Dönitz meddeler, at han ikke ønsker at se ham mere, men Himmler tror på fremtiden – hans tid vil komme, ved han.

Ved aftenstide ankommer Jodl med fly til Reims. Hans opgave er at vinde tid og først underskrive kapitulationen den 8. maj og samtidig opnå en 48-timers frist, hvor de tyske tropper kan bevæge
sig frit – og nå i sikkerhed i vest.

Men Eisenhower gennemskuer spillet. Hverken hans egne følelser eller alliancen med Sovjet tillader ham at give tyskerne nogen indrømmelser.

Hvis ikke de skriver under inden midnat, så aftalen træder i kraft den 9. maj kl. 0.00, bliver forhandlingerne afbrudt, og krigen genoptaget med fuld styrke.

Jodl telegraferer til Dönitz: “Jeg ser ingen anden udvej, kaos eller accept. Beder om omgående telegrafisk bekræftelse på, om jeg kan underskrive.”

I Flensburg føres kaptajnløjtnant Asmus Jepsen til flådebasens skydebane. Kl. 20.15 bliver han henrettet. Skuddene kan høres fra Dönitz' skrivebord. Selv om krigen slutter om få timer, skal disciplinen holdes til det sidste.

Indtil midnat drøfter den tyske ledelse amerikanernes ultimatum. Dönitz opfatter Eisenhowers betingelser som ren afpresning, men kl. 0.40 må han give sig. Jodl får fuldmagt til at skrive under.

Mandag 7. maj 1945

Spanien afbryder de diplomatiske forbindelser med Tyskland.

Kortrummet i amerikanernes hovedkvarter i Reims fyldes med filmkameraer; krigskorrespondenterne gør klar til at overvære krigens afslutning i Europa. Kl. 02.41 underskriver Jodl og von Friedeburg med forstenede ansigter.

Mod forventning er stemningen ikke høj i kortrummet, beretter et øjenvidne senere: “Det var snarere et øjeblik af højtidelig taknemmelighed.”

Kl. 12.45 holder rigskansler Schwerin von Krosigk en radiotale til det tyske folk. Han skal orientere om den forestående kapitulation:

“Efter en næsten seks år lang, heltemodig kamp af en hårdhed uden sidestykke har vi overgivet os til modstanderens overvældende styrke.

En fortsættelse af krigen ville blot have betydet meningsløs blodsudgydelse og ødelæggelse,” forklarer han.

I sin tale fastlægger han “enhed, lov og retfærdighed” som de grundlæggende værdier for det kommende Tyskland.

Imens beslutter Dönitz' regering, at Hitler-hilsenen (hævet højrearm) også for fremtiden er værnemagtens hilsen.

Hermann Göring forlader Berchtesgaden for at møde Eisenhower. Langt når han ikke. Amerikanske soldater tager ham til fange på en bjergvej.

Tirsdag 8. maj 1945

Kort efter middag holder Dönitz sin sidste tale til tyskerne. Fra radiostudiet i Flensburgs posthus siger han:

“Vi må se kendsgerningerne i øjnene. Det grundlag, som Det Tyske Rige byggede på, er bristet. Enheden mellem stat og parti eksisterer ikke mere.”

Dönitz lover at blive som rigspræsident og hjælpe i den kommende, vanskelige tid – hvis tyskerne ønsker det:

“For kun min kærlighed til Tyskland og pligten holder mig på min svære post.”

Mens Dönitz taler, indleder Himmler sin flugt. På en bondegård nær Flensburg tager han sin sorte SS-uniform af og ifører sig i stedet en uniform fra hæren.

Nu hedder han Heinrich Hitzinger, sergent i den tyske værnemagt.

Stalin er ikke tilfreds med kapitulationen i Reims. Han forlanger, at den officielle kapitulation underskrives i Berlin.

De tre tyske værnschefer med Wilhelm Keitel i spidsen flyver til Berlin.

Onsdag 9. maj 1945

Kl. 00.00 træder den betingelsesløse kapitulation i kraft. I Norge overgiver 350.000 tyske soldater sig og begiver sig til fangelejre.

I studiet i Flensburgs posthus sidder nyhedsoplæseren klar med den sidste officielle tyske frontberetning:

“Værnemagtens overkommando meddeler, at alle våben tier siden midnat. På storadmiralens (Dönitz', red.) befaling har værnemagten indstillet den udsigtsløse kamp. Dermed er den næsten seks år lange, heltemodige kamp til ende. Den bragte os store sejre, men også svære nederlag. Heltemodigt måtte den tyske værnemagt til sidst se sig slået af en mægtig overmagt.”

Krigen er slut, men Dönitz-regeringen fortsætter.

Hver dag kl. præcis 10 træder kabinettet sammen i Flensburg for at drøfte forsyningssituationen og landets fremtid.

Stemningen svinger mellem mismod og troen på, at de allierede har brug for Dönitz til at genrejse det ødelagte land.

Ligesom Himmler regner Dönitz med, at vestmagterne hurtigt vil få problemer med Sovjet, og så vil han byde sig til som en allieret.

Torsdag 10. maj 1945

De sidste tyske tropper på Kanaløerne Jersey, Guernsey og Alderney overgiver sig. Det samme gælder de franske havnebyer Lorient, St. Nazaire og La Rochelle samt Dunkerque i Belgien.

I Flensburg træder en tysk krigsret sammen for at behandle sagen mod matrosen Johann Süss, der nægtede at gøre sit fartøj sejlklart og dermed blev en trussel for moralen i marinen.

Den meningsløse dødsdom eksekveres morgenen efter.

Fredag 11. maj 1945

Bornholm besættes af Den Røde Hær.

Flensburg havn og fjorden er fyldt med krigsskibe, passagerskibe, pramme og fragtskibe.

Ca. 450 fartøjer fyldt med flygtninge, soldater fra østfronten og kz-fanger, som SS evakuerede fra lejrene. 25.000 mennesker er strandet i byen.

Historikere har siden anslået, at to-fire millioner tyskere nåede ud af de sovjetisk besatte områder pga. Dönitz' forhandlingstaktik i krigens sidste dage.

Lørdag 12. maj 1945

Heinrich Himmler, der nu kalder sig Heinrich Hitzinger, kører sammen med en håndfuld forklædte SS-mænd mod syd.

Da de når Elben, må de lade bilen stå og krydse floden på en fiskerbåd.

De gemmer sig nogle dage på en gård.

Søndag 13. maj 1945

Briterne besætter endelig Flensburg og forbyder alle nazistiske organisationer.

Kl. 10.45 trænger en engelsk officer ind på hovedpostkontoret og stopper rigssenderens udsendelser.

Vestlige krigskorrespondenter dukker jævnligt op for at tale med Dönitz-regeringen.

Det giver ministrene en følelse af betydning, men de allierede ignorerer regeringen, og den nyder ingen diplomatisk anerkendelse.

Mandag 14. maj 1945

Under en officiel højtidelighed hejses sejrsmagternes flag på politistationens tag.

Dönitz beslutter at fjerne Hitler-billederne fra de kontorer, som den britiske besættelsesmagt færdes i.

Tirsdag 22. maj 1945

Vest for Hamburg stopper en britisk patrulje en gruppe forhutlede tyske soldater.

Tyskerne oplyser, at de er på vej hjem fra krigen.

En af dem præsenterer sig som sergent Heinrich Hitzinger.

Hitzinger virker svagelig og bærer en klap for venstre øje. Tyskerne bliver anbragt i en krigsfangelejr, men Hitzinger er højlydt utilfreds med den behandling, briterne udsætter ham for.

Han forlanger at tale med lejrens kommandant.

Nu river Hitzinger klappen af øjet og afslører sin sande identitet: Heinrich Himmler, leder af SS.

Han er en af landets øverste ledere og fortjener ærlig talt mere respekt, mener han.

Lejrkommandanten sender Himmler til det britiske hovedkvarter i Lüneburg.

Onsdag 23. maj 1945

Himmler er ankommet til hovedkvarteret i Lüneburg. Hans vogtere vil være helt sikre på, at han ikke har en giftampul, og udsætter ham for en grundig kropsvisitering.

Himmler indser, at hans fremtrædende position ikke giver ham nogen fordele. Han bider i den giftampul, han har haft skjult i munden.

Dødskampen begynder. Briterne syr hans tunge fast med nål og tråd for at give ham et brækmiddel, der kan tvinge cyankaliummet ud af maven.

Men det er for sent. 12 minutter efter er Himmler død. Hans lig kules ned i en skov.

Samme dag beslutter den britiske besættelsesmagt at opløse Dönitz' regering i Flensburg.

Soldater trænger ind på marineskolens område og genner de tyske ministre, stabsofficerer og andet administrativt personale sammen.

I alt drejer det sig om 300 mennesker.

“Hænderne op!” og “Bukserne ned!” råber briterne og gennemfører en omfattende kropsvisitering efter giftampuller. Den tyske chefforhandler von Friedeburg føler sig så ydmyget, at han begår selvmord.

For storadmiral Karl Dönitz er det værste, at han bliver frataget sin marskalstav. Forude venter krigsforbryderprocessen i Nürnberg.