Hitler bestilte folkevogne til Det tredje rige

Hitler beordrer i 1937 Ferdinand Porsche til at producere en bil, som skal koste mindre per kilo end smør. Folket skal have glæde af de 4.000 km motorvej, som Føreren har fået anlagt. Det lykkes, men bilen bliver først folkelig, da Det tredje rige ligger i ruiner.

Da Nazitysklands rigskansler fylder 50 år 20. april 1939, kører han med SS-rigsfører Himmler på bagsædet en tur i gaven fra Ferdinand Porsche.

© AKG

Ferdinand Porsche og Adolf Hitler­ møder hinanden på Hotel­ Kaiserhof­ i Berlin i 1934. Bilkonstruktør­en har endnu ingen økonomisk succes med at producere­ den bil, han drømmer om – en helt særlig sportsvogn.

Samtidig står føreren med et ønske om at gøre sit 4000 km lange­ nylagte motorvejsnet tilgængeligt­ for hele det tyske folk – også dem uden råd til en Mercedes eller­ en BMW.

Hitler­ beundrer­ USA's bilmagnat­ Henry­ Ford og ønsker sin egen udgave­ af den billige og driftsikre Ford T, så han kan udbrede­ følelsen af frihed i et teknologisk højtudviklet samfund til alle borgere­ i Det 3. Rige.

Bilen skal være med til at fastholde indtrykket af nationalsocialismens ufejlbarlighed.

Porsche har i et par år inden mødet arbejdet med “venstre hånd” på tegningerne til en bil, der ikke må koste forbrugeren mere end det daglige smør – per kilogram.

Bilkonstruktørens virkelige passion er dog at bygge kraftfulde sportsvogne, der til gengæld er svære at tjene penge på. Men når selveste føreren presser­ på, er han tvunget til at sætte alle kræfter­ ind på det, der senere bliver kendt som folkevognen.

Under mødet på Hotel Kaiserhof viser Hitler sin uforbeholdne interesse for den billige bil og stiller endda konkrete krav: Den skal være firehjulet og have en trecylindret luftkølet dieselmotor med 30 hk.

Og prisen? Alt under 1000 mark, mener Hitler, som opfordrer Porsche til at fortsætte med planerne og fremlægge dem for Tysklands Automobilindustris Rigsforbund, RDA.

Der venter dog store problemer forude, så der går et par år, inden en prototype står klar. Hitler kan derfor endnu ikke bruge den i sin propaganda.

Andre pønser også på en folkevogn

Blandt brancheforeningen RDA's medlemmer breder sig en bekymring om, hvorvidt Ferdinand Porsche har fået en særlig status hos Hitler.

Diskret gør de derfor en ihærdig indsats, for at Porsche ikke udmanøvrerer de øvrige konstruktører, der også gerne vil opfylde førerens ønsker og høste indtægterne.

Porsches ideer kan måske indgå i den eksisterende industris produktion, vurderer man i RDA, som stiller skrappe krav til Porsche om at få et design på bordet i løbet af et halvt år.

I Porsches eget hjem i Stuttgart giver­ fristen stor travlhed blandt den halve snes ansatte. Der tegnes og regnes, og ligegyldigt hvad man gør, viser det sig umuligt at holde produktionsomkostningerne under de 1000 rigsmark, som Hitler kræver.

De kan ikke få prisen længere ned end 1500 rigsmark. Der er langt til målet. Og da Hitler ser tegningerne, føler han sig oven i købet ikke overbevist om bilens vejgreb og er skeptisk over dens facon, der allerede har antaget den senere klassiske runde og aerodynamiske form.

Hitler understreger igen og igen, at vognen skal være billig og ikke må koste mere end de 1000 rigsmark, som i øvrigt er prisen på en middelstor­ motorcykel­.

Hitler forlanger projektet­ gennemført

Trods de sorte udsigter indgår Porsche en aftale med RDA om at aflevere tre forsøgsbiler til afprøvning. Han kan dog ikke overholde de tidsfrister, RDA presser på med.

Straks griber Hitler ind og understreger, at folkevognsprojektet under­ alle omstændigheder skal fortsætte­ – om nødvendigt med massiv statsstøtte. Foreløbig bliver de andre medlemmer af RDA, altså Porsches konkurrenter, tvunget til at betale for udviklingsarbejdet­.

Med kun ti ugers forsinkelse kan Ferdinand Porsche i juli 1935 præsentere færdige tegninger for 28 indbudte producenter fra RDA i sin villa i Stuttgart.

Det er kun et år siden, at han havde­ det første møde med Hitler på Hotel Kaiserhof. På papiret hedder prototypen V1 (version 1) og bliver kort efter fremstillet i Porsches private garage.

Det står dog klart, at den stadig er for tung og for dyr. Problemerne frustrerer Porsche­, der nu irriteret udtaler, at han hellere­ vil udvikle ti sportsvogne end én folkevogn­.

Nu kræver Hitler, at en prototype skal præsenteres ved Berlin­ Motor-show i februar 1936 – om bare et halvt år.

Prøvebilerne bliver præsenteret

Midt på sommeren i 1936 lykkes det som lovet Porsche at stille med tre prøvebiler­. De ligner med deres aerodynamiske form ingen af de andre daværende tyske biler.

Bortset fra den lille frontklap og den manglende bagrude ligner de til forveksling den endelige model. Det er ikke nødvendigt med bagrude, mener Porsches ansatte. “Man kigger sig ikke tilbage efter konkurrenterne,” praler de.

Prøvekørslen begynder med ture rundt om Stuttgart i sensommeren 1936, hvor Hitler atter præsenteres for “sin” folkevogn. Føreren er imponeret.

To af bilerne kører til Berlin, så partitoppen kan se dem. Nysgerrige repræsentanter fra militæret dukker ligeledes op til fremvisningerne. De vil inspicere chassiset. Kan det nu klare kørsel i hårdt terræn? De tvivler.

50 jordomrejser med SS

De tre biler kommer i løbet af efteråret og den tidlige vinter til at vise deres­ værd. Først kører de mere eller mindre tilfældige ruter på motorveje og i hårnålesving op og ned ad bjerge.

Porsche begynder­ at tro på, at det ellers håbløse projekt kan lykkes. De tre sorte og skinnende biler ruller ud fra garagen i Stuttgart og rundt i Schwarzwald­. Bilerne skal hver køre 50.000 km.

Bortset fra et par trafikuheld går afprøvningen godt, og de luftkølede motorer laver ikke meget vrøvl. En gang imellem må nogle af bilerne dog slæbes hjem med Porsches servicebil, en BMW. Prøverne er ovre i december 1936, hvor bilerne på et par måneder har stået distancen­.

På baggrund af resultaterne får Porsche nu etableret en mindre fabrik, hvor 30 nye prøvebiler ser dagens lys.

Tilsammen tilbagelægger de to mio. km, hvilket svarer til 50 gange rundt om Jorden. Bag rattet sidder specialtropper fra SS. De sortklædte soldater med dødningehoved på kasketten bliver anset for rigets­ mest rutinerede­ chauffører.

Bilerne klatrer stadig fint i bjergene og bruger ikke voldsomt meget brændstof. Så Porsche, der i mellemtiden har været en tur i USA for at kigge på bilfabrikker, er tilfreds. Studieturen skal hjælpe med at organisere produktionen og holde prisen under de 1000 rigsmark.

I 1937 forpligter Hitler sig så endelig politisk til at skaffe folket deres bil, da han holder talen­ i Leipzig: “Schafft den Deutschen Volkswagen” – “producer den tyske folkevogn­” – står der dagen efter på forsiden af avisen Leipziger Neueste Nachrichten.

Hitler giver bilen nyt navn

Frygten blandt rigets øvrige bilproducenter for at blive hægtet af det forventede lukrative projekt viser sig nu berettiget­, og de er stadig udset af Føreren­ til afholde­ Porsches udgifter.

Porsche får penge til at etablere en fabrik under Den Tyske Arbejdsfront, et landsforbund for arbejdsmarkedet. Med mindre ændringer, bl.a. en bagrude, kommer bilen i produktion i det nuværende Wolfsburg, 160 km vest for Berlin. Firmaet Volkswagen er en realitet.

Anlægget bliver indviet i 1938, hvor Hitler holder hovedtalen og til Porsches forbavselse kalder bilen for “Kraft-durch-Freude-Auto”, “styrke gennem glæde-bilen”, opkaldt efter den nazistiske fritidsorganisation. Firmaet må nu skrotte de tusindvis af nytrykte plakater med navnet Volkswagen.

Porsches studietur til USA bærer nu frugt. Effektiviseringer holder prisen lige under de 1000 mark, og kampagner lokker tyskere til at spare sammen til vognen ved at købe sparemærker på fem mark en gang om ugen. På den måde tager­ det fire år at anskaffe en folkevogn.

De allierede redder Hitlers folkevogn

Den 1. september 1939 invaderer Nazityskland nabolandet Polen – 2. verdenskrig er skudt i gang. Militæret kan ikke få biler nok, og de omkring 300.000 forventningsfulde tyskere med sparemærkerne får ingen bil.

Under hele naziperioden fremstilles kun 630 civile biler på Volkswagen-fabrikken, der benytter tvangsarbejdere og straffefanger i kz-lejre som arbejdskraft. Bilerne fordeles typisk­ blandt højtstående nazister.

Under krigen bliver fabrikkerne i Wolfsburg hærget af de allieredes bomber. Men kun få uger efter den betingelsesløse tyske kapitulation 8. maj 1945 ruller den første folkelige Volkswagen ned fra samlebåndet.

Produktionsanlægget ligger nemlig i den britiske zone. Det er vigtigt for de allierede straks at få gang i den tyske industri, så beslutningen er politisk. Bileksperterne vender samstemmende tommelfingeren nedad. Bilen­ er simpelt hen for mærkelig.

Allerede året efter, i 1946, bliver der produceret 20.000 folkevogne, og i 1955 runder Volkswagen en mio. Den sidste folkevogn bliver skruet sammen i Mexico i 2003. Det blev til i alt 21,5 mio. eksemplarer­ af Hitlers drømmebil.