Hitler sendte sin livgarde til fronten

Hitlers personlige livgarde startede som "legetøjssoldater", men blev med tiden en af nazisternes mest frygtede enheder.

Hitlers personlige livgarde startede som "legetøjssoldater", men blev med tiden en af nazisternes mest frygtede enheder.

Bundesarchiv, Bild 102-17311 / CC-BY-SA 3.0

Sturmbannführer Werner Pötschke befinder sig i et snelandskab langt bag fjendens linjer. I det sydlige Belgien har hans kampvogne indtil nu fejet al amerikansk modstand bort, og Hitlers decemberoffensiv i Ardennerne tegner til at blive en succes – selvom den kun er tre dage gammel. Pötschke burde være tilfreds, i stedet er han rasende.

Hans eliteenhed, Leibstandarte SS Adolf Hitler, er udstyret med Tysklands nye og slagkraftige Panther-kampvogne, men er alligevel blevet standset af amerikansk artilleribeskydning ved den lille by Stoumont.

Trods en lodret ordre fra divisionens øverstkommanderende er kampvognene endnu ikke gået til angreb. De amerikanske kanoner gør al fremrykning til en selvmordsmission.

Pötschke griber en panzerfaust og løber hen til den forreste tyske kampvogn. Her retter han raketkasteren mod sine egne folk og truer med at fyre en granat ind gennem kampvognens side, hvis de ikke angriber omgående.

Modvilligt kører Pantheren frem og bliver omgående ramt af en amerikansk fuld­­træf­­fer, men nu er angrebet i gang, og andre Panther-kampvogne tromler forbi vraget og sender amerikanerne på flugt.

Besætningen i den brændende kamp­­vogn overlever, og Pötschke udråbes til dagens mand, fordi han på frem­ra­gen­de vis har “­op­­­mun­t­ret” sit mandskab til at genoptage angrebet, skriver hans øverstkommanderende rosende.

Pötschke er en soldat lige efter Adolf Hitlers hoved: Resolut, effektiv og nådesløs – præcis som alle bør være i det elitekorps, der bærer Førerens navn: Leibstandarte SS Adolf Hitler.

Dirk, logo
© imageselect & willtron

Vidste du...

...at Leibstandartes emblem var en dirk til at dirke døre op med? Divisionens første kommandant hed Sepp Dietrich, og en dirk hedder på tysk Dietrich. Emblemet blev malet på køretøjer og stemplet på våben.

Tyskland opretter i alt 38 SS-divisioner i løbet af krigen, og deres elitetropper kæmper med fantastisk iver for Hitler Leib-standarte er den ældste og mest prestigefyldte af dem alle.

Tropper fra Leibstandarte udmærker sig på et utal af 2. verdenskrigs kendeste slagmarker og udviser præcis den blanding af mod og brutalitet, som Føreren mener er nødvendig for at sikre Tyskland sejren.

Soldaterne overrasker gang på gang fjenden med dristige angreb uden hensyn til egne tab og udfører tjenst­vil­ligt nazisternes beskidte arbejde – fra mord på Østeuropas jøder til henrettelse af amerikanske krigsfanger.

Hitler frygtede en suspekt masse

Leibstandartes historie begyndte allerede i 1923, da nazilederen Adolf Hitler fik brug for en personlig livgarde. Den bestod kun af otte mand, som med Førerens egne ord var “mænd, der var klar til revolutionen og vidste, at visse ting ville kræve en hård hånd”.

Livgarden blev døbt “Hitler-stormtropperne” – et pompøst navn, der bevidst skulle bringe mindelser om 1. verdenskrigs heltemodige tyske stormtropper.

Meget pomp og pragt var der ikke over de første gardister, for deres hovedopgave bestod i at være udsmidere under nazistpartiets møder samt lejlighedsvis at deltage i gadeslagsmål.

Den såkaldte Fører-ed blev aflagt ved at lægge hånden på en officerssabel eller et andet militært symbol.

© Getty Images

SS-tropper svor Adolf Hitler evig troskab

Soldater og offentligt ansatte skulle indtil 1934 sværge, at de ville tjene det tyske folk og overholde Tysklands forfatning, når de tiltrådte deres stilling eller var færdiguddannede.

Men året efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev en ny ed indført. Ligesom alle andre SS-tropper skulle Hitlers livgarde sværge Føreren personlig troskab:

“Jeg sværger dig, Adolf Hitler, som Fører og kansler for det tyske rige, loyalitet og tapperhed. Jeg lover dig og de foresatte, du har udpeget, lydighed indtil døden. Må Gud stå mig bi”.

Eden blev aflagt af alle Leibstandartesoldater, inden de blev sendt i kamp.

Hitlers livgarde var også med under det såkaldte øl­stue­kup i 1923, men blev opløst af myndighederne – ligesom an­dre af na­­zist­­par­­tiets tæskehold, da kup­pet slog fejl, og partilederen endte bag tremmer.

Allerede i december 1924 blev Hitler løsladt fra Landsberg-fængslet og i 1925 genoptog han kampen for at vinde magten i Tyskland, men nazisterne var ikke længere et velorganiseret parti:

“Da jeg kom ud af Landsberg, var alt brudt op og spredt i rivaliserende bander. Jeg havde brug for en mindre livvagt bestående af mænd, der ville forpligte sig betingelsesløst – også til at marchere mod deres egne brødre. Hellere 20 mænd, man stoler helt og holdent på, end en suspekt masse”, forklarede Hitler.

Den “suspekte masse” var først og fremmest nazisternes bøllekorps SA, som Hitler frygtede ville afsætte ham en dag. Nazilederens nye livgarde kom til at hedde Schutzstaffel (beskyttelses-eskadrillen) – i daglig tale forkortet SS – og den voksede i løbet af 1920’erne til 280 mand.

Da Hitler tog magten i Tyskland i 1933, fik han brug for alle sine betroede mænd til at lægge en jernring om Rigskancelliet i Berlin.

Livvagterne skulle have krigserfaring

Hitler havde imidlertid langt større planer for sin livgarde end blot at bruge dem som vagter i magtens korridorer. Første skridt tog han under partikongressen i Nürnberg i sensommeren 1933, hvor han belønnede sit vagtkorps med et nyt navn: Leibstandarte Adolf Hitler.

Året efter var livgarden med til at eliminere SA-ledelsen under de lange knives nat. Gardisterne henrettede bl.a. seks fremtrædende SA-medlemmer, der sad indespærret i Stadelheimfængslet i München.

Førerens bodyguards havde svært ved at ramme plet, så aktionen blev langtrukken og ofrene skamskudt, før blodbadet omsider var overstået. Herefter tog Hitler og Himmler fat på at forvandle SS fra vagtværn til elitetropper.

Føreren så for sig, at SS en skønne dag skulle være en vigtig del af ordensmagten i hans nye Stortyskland, og derfor måtte soldaterne i Leibstandarte have krigserfaring, lød Hitlers argument:

“I vores rige vil SS og politiet i fremtiden kun kunne besidde den nødvendige autoritet i forhold til borgerne, hvis de har en soldatermæssig karakter. Gennem deres militære erfaringer vil den tyske befolkning opnå en sådan krigermentalitet, at de fede, joviale, sokkestrikkende politibetjente, som vi havde i Weimartiden, ikke vil kunne håndhæve lov og orden. Det er derfor nødvendigt, at SS og politi i egne lukkede enheder beviser deres mod ved fronten på samme måde som hæren, og at de bringer blodofre som alle andre grene af de væbnede styrker”, forklarede Hitler.

Hans egen livgarde blev en del af den såkaldte SS-Verfügungstruppe, der i tilfælde af krig skulle forstærke hæren. Uddannelsen af SS-tropper tog fart, og igen var Hitler drevet af frygten for dem, der kunne fravriste ham magten.

Efterhånden som han tiltog sig diktatoriske beføjelser, risikerede han at blive afsat af hærens generaler. Et stort, slagkraftigt korps af SS-soldater var derfor nødvendigt for at afskrække kupmagere.

Under nazisternes parti-møde i Nürnberg i 1935 skridtede Føreren sin livgarde af.

© Getty Images

Sortskjorterne var Tysklands glansbillede

Efter næsten to årtiers elendighed skulle Leibstandarte vise hele verden, at tyskerne havde genvundet deres styrke.

Leibstandarte var ikke kun Hitlers livvagt, soldaterne var også et propagandamiddel i hænderne på nazistpartiet. I deres sorte paradeuniformer vakte de høje, velproportionerede mænd beundring, når de paraderede gennem tyske byer.

Især i årene lige efter Hitlers magt-overtagelse i 1933 blev Leibstandarte flittigt brugt som æresgarde ved Det Tredje Riges mærkedage. Førerens fødselsdag og årsdagen for nazisternes mislykkedes ølstuekup i 1923 blev hvert år fejret med parader af livgarden og dens musikkorps.

Også under De Olympiske Lege i Berlin i 1936 agerede de sortklædte livvagter levende reklamesøjler for Nazityskland. De mange officielle pligter medførte, at militærtræningen blev forsømt – som en af Hitlers nærmeste livvagter, Rochus Misch, skrev i sine erindringer:

“Rigtig militærtræning var der alt for lidt af. I løbet af de første to år var vi kun på træningsanlægget i to korte 10-dages-perioder. I stedet var vi paradesoldater”. Rochus Misch og en håndfuld andre fra livgarden medvirkede også som statister i film og teaterstykker.

“Det syntes jeg godt om. Soldaterlivet interesserede mig egentlig ikke”, opsummerede han.

Krav til Livgarde-rekrutter:

SS-tropperne var til grin

Leibstandarte SS Adolf Hitler, der nu var regimentets fulde navn, var dygtige til parader og så godt ud i de sorte uniformer, men rigtig afskrækkende virkede soldaterne ikke på hærens generaler.

“Asfaltsoldater” og “legetøjssoldater“ kaldte de hånligt Leibstandarte og de andre SS-tropper, som endnu ikke havde udmærket sig på slagmarken. SS-tropper var ganske vist med til invasionen af både Sudeterland og Østrig i 1938, men begge steder skete det uden kamp.

I september 1939 fik de sortklædte SS’ere omsider chancen for at bevise deres mod og militære færdigheder, da Tyskland angreb Polen, og 2. verdenskrig brød ud. Leibstandarte drog til fronten som et mekaniseret infanteriregiment – ca. 1.000 fodfolk i pansrede køretøjer, som skulle i nærkamp med fjenden.

I Polen udviste soldaterne en sådan kampiver, at Wehrmacht-officerer klagede over disciplinære problemer i enheden. “Vildt skyderi, for høj tabsrate og en tilbøjelighed til at sætte ild til enhver landsby under fremmarchen”, hed det i flere rapporter sendt til hærens overkommando.

De uerfarne soldater fra Hitlers livgarde var ganske rigtigt ivrige efter at bevise, at de fortjente titlen som Førerens elitetropper. Iveren gjorde dem ekstra hurtige på aftrækkeren og mere risikovillige end resten af invasionsstyrken og bragte livgarden i svære vanskeligheder.

© Shutterstock

Vidste du...

...at soldater i Leibstandarte fik deres blodtype tatoveret på armen? Også de andre divisioner i Waffen-SS blev tatoveret ca. 20 cm over albuen, så soldaterne hurtigt kunne få en blodtransfusion, hvis de blev såret.

Ved byen Pabianice 150 km sydvest for Warszawa blottede Leibstandarte sig uforsigtigt og kom under voldsom beskydning fra polske tropper. Hæren måtte komme dem til undsætning og godtede sig over SS-troppernes bommert.

En af hærens officerer foreslog ligefrem, at Leibstandarte skulle fjernes fra fronten og sendes i reserve. Det fik magtfulde SS-generaler med direkte adgang til Føreren dog forhindret.

Under polen-felttoget beviste Leibstandarte også, at de havde hørt efter under den ideologiske del af deres træning.

Uden tøven henrettede regimentets musikkorps 50 jøder i byen Błonie, og 10 dage senere myrdede andre medlemmer af Leibstandarte 200 civile ved byen Złoczew. Massakrerne chokerede flere af hærens generaler, men de kunne intet stille op.

SS-tropper tilbragte timer på den militære forhindringsbane.

© Ullstein Bild

“Sved sparer blod”

I slutningen af 1930’erne begyndte forvandlingen af Hitlers livgarde fra paradesoldater til elitetropper. Den benhårde træning skulle gøre soldaterne uovervindelige på fremtidens slagmark.

  • Taktik
  • Kortlæsning
  • Våbenlære
  • Kamptræning i øvelsesterræn
  • Skydning
  • Eksercits
  • Nazistisk ideologi
  • Politivæsen
  • Forvaltningsvæsen
  • Fysisk træning
  • Ingeniørtroppers opgaver
  • Telegraftroppers opgaver
  • Køretøjslære
  • Førstehjælp
  • Flykending

Grækenland gavnede omdømmet

Forholdet mellem hæren og SS-tropperne forblev anspændt under vestoffensiven i 1940, hvor Leibstandarte igen var klodset i sin fremfærd: Den 13. maj kom en af regimentets skytter til at såre den tyske general Kurt Student.

Leibstandarte var rykket ind i Rotterdam under invasionen af Holland. Regimentet antog, at de ligesom i Polen måtte være de første tyske tropper på stedet, så da livgarden fik øje på en gruppe hollandske soldater, åbnede de uden videre ild.

Den tyske hærs faldskærms-tropper havde imidlertid allerede omringet hollænderne, og general Student var i gang med at forhandle med dem om overgivelse. Generalen blev ramt i hovedet, men Leibstandarte nægtede hårdnakket at have skudt på ham, så ingen blev stillet til ansvar.

Både i Holland og Frankrig kæmpede Leibstandarte med stor vildskab og deltog i omringelsen af den britiske hær ved Dunkerque. I landsbyen Wormhoudt begik regimentet igen krigsforbrydelser ved at spærre britiske og franske krigsfanger inde i en lade og kaste håndgranater ind til dem. 80 fanger omkom.

Den tyske hærs anerkendelse vandt Leibstandarte først under Balkan-felttoget året efter. Regimentet var blevet til en brigade på 6.500 mand og havde fået flere pansrede kørtetøjer.

Derfor anførte livgarden angrebet på Grækenland. Efter at have erobret fire vigtige bjergpas på bare 10 dage fik Leibstandarte hele den græske hær til at overgive sig.

Panzermeyers folk kørte rundt i spinkle panserkøretøjer.

© BPA Bild Bundesarchiv

SS’ere blev Tysklands idoler

Nazisternes propaganda-apparat elskede beretninger om helte i kampen mod fædrelandets fjender. Leibstandarte leverede mange af dem. Især ét navn bed sig fast i den tyske befolknings bevidsthed.

Kurt Meyer havde alt, hvad propagandaminister Goebbels kunne drømme om: Han så godt ud og var medlem af nazistpartiet og en frygtløs kriger. Da Tyskland i foråret 1941 tromlede ned gennem Balkan for at nå frem til Grækenland, blev den 31-årige officer fra Leibstandarte hele Tysklands darling.

Meyer blev kaldt “Panzermeyer”, fordi han anførte en pansret opklaringsenhed, som konstant kørte forrest i en offensiv. Den 31-årige sturmbannführer (svarer til major) veg ikke tilbage for utraditionelle løsninger.

Da hans fremrykning blev bremset af heftig græsk beskydning i Kleisoura-passet 13. april 1941, gik hans tropper i dækning og turde ikke rykke frem. Meyer afsikrede en håndgranat og trillede den hen mod sine mænd.

”Aldrig siden skulle jeg se et så koordineret spring fremad som i det sekund”, skrev Meyer senere i sine erindringer.

Kurt “Panzermeyer” Meyer (1910-1961)

  • Den unge kaptajn er i 1939 med til at erobre Polen.
  • Efter sejren over Frankrig i 1940 forfremmes han til major.
  • Han dekoreres for sin indsats i Grækenland i 1941.
  • Kæmper på Østfronten 1942-1943, bl.a. i Kharkov.
  • I maj 1943 får han kommandoen over en hel SS-division.
  • Lider forfærdelige tab i Normandiet i juni 1944.
  • Generalmajor Meyer tages til fange og dødsdømmes for mord på krigsfanger. Straffen ændres til 10 års fængsel.

I modsætning til deres hidtidige fjender blev grækerne behandlet efter alle krigens regler – ifølge nazistisk ideologi tilhørte de nemlig en stor europæisk kultur. Græske officerer blev budt på middag, og bagefter fik både menige og officerer sågar lov til at gå – forudsat at de lod deres våben ligge.

Som tak modtog Leibstandarte en brun bjørn i gave. Den blev transporteret hjem til kasernen Lichterfelde ved Berlin, hvor den underholdt Leibstandartes tusindvis af nye rekrutter, der var under uddannelse til de kommende opgaver.

© Imageselect & Getty Images

Vidste du...

...at officerer i Leibstandarte skulle have deres forlovede godkendt af SS før ægteskab? Den unge dame skulle dokumentere, at hun ikke havde jødiske forfædre samt indsende et billede af sig selv i badedragt.

Kampvogne var en mangelvare

Hitler var begejstret for sin livgardes optræden i Grækenland, og nu blev Leibstandarte sendt til Østfronten, hvor invasionen af Sovjetunionen var i fuld gang.

Her deltog livgarden bl.a. i erobringen af storbyen Kijev og myrdede angiveligt 4.000 russiske krigsfanger. I de efterfølgende 10 måneder hastede Leibstandarte fra brændpunkt til brændpunkt langs Østfronten, før den blev sendt til Frankrig for at hvile ud og blive opgraderet til divisionsstørrelse.

I Normandiet skulle Leibstandarte forvandles til en panserdivision med kampvogne, men de lod vente på sig. Da en af divisionens nye rekrutter, Wilhelm Roes, ankom i oktober 1942, foregik træningen ved, at soldaterne marcherede rundt i øvelsesterrænet i små grupper på fem mand.

En af dem agerede kampvognskommandør, mens de fire andre symboliserede bæltekøretøjets fire hjørner og bevægede sig i den retning, som kommandøren befalede.

“Når ordren ‘panser kør!’ blev givet, havde jeg svært ved ikke at bryde ud i latter. Først efter adskillige uger modtog vi et enkelt køretøj til deling”, skrev Roes i sine erindringer.

© Imageselect & Shutterstock

Vidste du...

...at tonen var mindre formel i Leibstandarte end i hæren? Hærens soldater skulle sige “Javel, hr. løjtnant”, mens menige i Leibstandarte droppede “hr.” og nøjedes med at sige “Javel, løjtnant”.

I februar 1943 vendte Leibstandarte tilbage til Østfronten som en 20.000 mand stor panserdivision udstyret med bl.a. ni Tiger-kampvogne. Ruslands vidder skulle dog først krydses med tog, og mens den 17-årige Wilhelm Roes lå og sov i en togvogn, fik han en forsmag på krigens alvor.

Russiske partisaner afsporede toget, og efter et par kolbøtter ned ad bakken kravlede Roes uskadt ud til et inferno: “Nogle vogne var omspændt af flammer, og sårede skreg. Vi havde været koblet sammen med et ammunitionstog med ukrainske frivillige i. Disse mænd forsøgte nu at komme ud af deres brændende vogn. Vi kunne intet gøre for at hjælpe dem, for ammunition eksploderede hele tiden om ørerne på os. I stedet var vi tvunget til at se på, mens vognen gik op i røg”.

Leibstandarte deltog i felttoget mod Stalins Rusland. Tusinder af Hitlers elitetropper faldt under slag i vinterkulden.

© BPA Bild Bundesarchiv

Leibstandarte havde forladt Østfronten i 1942, mens tyskerne gik fra sejr til sejr, nu var krigslykken vendt. Siden nederlaget ved Stalingrad havde Tyskland været på tilbagetog, men russerne skulle stoppes, før de krydsede den mægtige ­Dnepr­-flod i Ukraine.

Derfor blev nye, friske SS-divisioner sendt mod industribyen Kharkov for at lede modangrebet på Den Røde Hær.

Infanterister fra Hitlers livgarde gør klar til stormløbet mod Kharkov. De får støtte fra fly og Tiger-kampvogne.

© BPA Bild Bundesarchiv

Leibstandarte-soldaten Erwin Bartmann huskede den frysende martsmorgen, da han sammen med livgarden rykkede frem mod Kharkov:

“Over snedækkede marker omringede vores gruppe Kharkov. I det første dagslys gjorde russerne sig anstrengelser for at stoppe vores fremmarch med et overraskelsesangreb over åbent land. Nogle km til højre for mig sendte vores ra­ket­kas­­tere en missilbyge ned over dem”.

Efter at være brudt igennem Den Røde Hærs linjer trængte Erwin Bartmann frem til tætbebygget område: “Gadekamp om vinteren var altid en farlig sag. Men i Kharkov var farerne exceptionelt store. Russerne kæmpede stædigt for hvert hus, hvert gadehjørne. Nogle steder bremsede sne i knæhøjde vores bevægelser, og i gaderne udgjorde snigskytter konstant en trussel”.

Udmattede soldater fra Leibstandarte Adolf Hitler kører gennem Kharkovs gader efter kampenes afslutning.

© BPA Bild Bundesarchiv

Heltene opkaldte en plads efter sig

De blodige gadekampe kostede Leibstandarte dyrt, men efter fire dages langsomt avancement gennem den kolossale industribys nordlige forstæder brød divisionen igennem til centrum. På Dzerzjin­skij­pladsen, en af verdens største pladser, havde Bartmanns kammerater hængt et skilt op med teksten “Platz der Leibstandarte”.

I Dzerzjinskijpladsens kon­tor­huse kæmpede Leib­standarte fra dør til dør.

© BPA Bild Bundesarchiv

Også den 17-årige Roes nåede frem til Kharkov, hvor russerne havde produceret mange af deres frygtede T-34-kampvogne. Roes overnattede i en fa­briks­byg­ning og o­ver­ras­ke­de om morgenen en vildfaren russisk soldat. Han gennede fangen hen til sin overordnede, der råbte til russeren, at han skulle skrubbe af.

“Russeren løb, alt hvad han kunne, men da han nærmede sig en losseplads hævede min overordnede sin maskinpistol og skød ham”.

I løbet af foråret og sommeren 1943 deltog Leibstandarte i flere træfninger med Den Røde Hær, før historiens største kampvognsslag brød ud ved Kursk. Her bemandede Hitlers livgarde ni af de 42 Tiger-kampvogne og en del af de øvrige 500 kampvogne, som tyske SS-divisioner angreb russerne med.

Roes var radiooperatør i en af dem og lå på lur ved en dyb grøft, hvor den ene russiske T-34-kamp­vogn efter den anden kørte fast. “Vi behøvede bare at vente og skyde. Jeg greb ma­skin­ge­været og mejede de russiske infanterister ned, som myldrede frem mod os. Efter en kort pause rullede russernes anden angrebsbølge frem, og endnu en gang fulgte en nådesløs nedslagtning. Russerne kastede også deres reservister ind i kampene som slagtekvæg. Soldaternes liv betød tilsyneladende ikke noget for deres overordnede”, skrev Roes i sine erindringer. Det samme gjor­de sig dog også gældende hos Leib­standarte.

Da roen lagde sig over slagmarken, opgjorde Roes divisionens tab: “Vi havde stort set ingen kampvogne mistet, men talrige panserkøretøjer. Enheden, vi regnede i, var ikke menneskeliv, men maskiner”.

Roes følte sig sikker på, at tyskerne havde sejret, men andre steder langs fronten havde de tyske divisioner lidt knusende nederlag, så retræte var den eneste mulighed. “Vi fattede det ikke. Efter de seneste dages triumfer ville vi bare fremad”, hus­ke­de Roes.

Italien var ren ferie

Leibstandarte blev ikke kun trukket tilbage, men transporteret til den anden ende af Europa. I sommeren 1943 mistede Hitler sin eneste trofaste støtte: Den italienske diktator Benito Mussolini, som blev sat fra magten. Føreren sendte sin livgarde til Italien for at forhindre landet i at slutte fred med de allierede.

Her afvæbnede Leibstandarte stort set uden kamp den italienske hær, og tiden i Støvlelandet blev ganske afslappende sammenlignet med Østfrontens rædsler.

Men Hitlers beskidte arbejde tog livgarden stadig alvorligt, og i september myrdede den 49 jøder ved Lago Maggiore. Mange af dem fik hænder og fødder bundet, før de blev kastet i søen.

Under sydens sol fik Hitlers elitetropper for sidste gang nyt navn. Med nazisternes hang til grandiose titler kom enheden nu til at hedde 1. SS Panzer­division Leibstandarte SS Adolf Hitler.

Med nyt navn og nye kampvogne gik turen tilbage til Østfronten, hvor flere skuffelser ventede, efterhånden som Den Røde Hær trængte frem.

I april 1944 blev divisionen sendt på orlov i Belgien for at komme til hægterne, men da de allierede to måneder senere iværksatte D-dag, blev eliteenheden hastet til Normandiet.

Under slaget om Caen og tyskernes desperate kamp for at slippe ud af Falaise-lommen mistede Leibstandarte alle sine kampvogne og andre køretøjer. 5.000 mand blev dræbt, såret eller endte i fangenskab.

Nye rekrutter og nye kampvogne var dog på vej, for Leibstandarte stod altid forrest i køen, når mandskab og fabriksnyt grej skulle fordeles. Derfor kunne livgarden deltage i Hitlers sidste desperate offensiv i Ardennerne.

Massemord i sneen

Målet med Ardenner-offensiven var at indtage Antwerpen og skære de allieredes forsyningslinjer over, før fjenden kunne angribe selve Tyskland. Da sturmbannführer Werner Pötschke havde sænket sin panzerfaust, og hans Pantherkampvogne rullede frem, huskede han Førerens ord om, at “offensiven var afgørelsens time for det tyske folk”.

I Leibstandarte blev Førerens ord tolket som grønt lys til at glemme krigens regler og kæmpe lige så nådesløst som på Østfronten.

Pötschke fik pludselig et par hundrede amerikanske krigsfanger på hænderne og blev voldsomt irriteret. Fanger forsinkede Leibstandartes fremrykning, for de skulle både bevogtes og fragtes til en militær fangelejr.

Nær byen Malmédy gennede han fangerne ind på en snedækket mark, så hans mange hundrede køretøjer kunne komme forbi på den smalle vej. Da hans Panther-kampvogne blev kaldt frem for at undsætte andre SS-tropper under beskydning, beordrede han to delinger til at skyde fangerne.

Først genlød den kolde decemberluft af enkelte pistolskud, så mejede tyskerne de amerikanske soldater ned med maskingeværer. I alt 84 amerikanske krigsfanger omkom ved Malmédy.

Ardenneroffensiven mislykkedes, og Leibstandarte blev decimeret i den belgiske sne – 4.000 mand var døde, såret eller taget til fange – og fra nu af var enheden kun en skygge af fordums styrke.

Få måneder senere døde sturmbannführer Werner Pötschke under Hitlers forårsoffensiv i Ungarn, og store dele af Leibstandarte endte i Wien for at forsvare byen mod Den Røde Hær.

Heller ikke her kunne den stærkt medtagne livgarde holde stand, og i raseri befalede Hitler, at hele divisionen skulle fjerne navnet “Adolf Hitler” fra deres uniform, fordi de “ikke havde kæmpet, som situationen krævede det”.

Ordren blev dog ignoreret af Leibstandartes øverstbefalende, og i krigens sidste måneder holdt selv Førerens egen livgarde op med blindt at adlyde hans stadig mere vidtløftige ordrer.

I krigens sidste dage var Adolf Hitler skuffet over livgarden; soldaterne ville ikke ofre sig for fædrelandet, men overgav sig til overmagten.

© Imageselect

Men Hitlers liv beskyttede Leibstandarte til det sidste. Omkring 800 mand fra livgarden udgjorde hovedparten af de 2.000 tropper, som i april 1945 forsvarede Førerbunkeren i Berlin, selvom russerne stod nogle få hundrede meter borte.

Da Hitler begik selvmord den 30. april 1945, fik gardisterne ordre til at flygte mod vest, for russerne ville gøre kort proces med SS-tropper efter deres overgreb mod civile og krigsfanger på Østfronten.

Kun få af dem slap dog igennem til amerikansk og britisk besat område. Mange andre faldt i kamp eller begik selvmord i ruinerne af Adolf Hitlers Tyskland.

Efterskrift

Wilhelm Roes overlevede krigen og sad knap et år i amerikansk fangenskab, mens hans SS-fortid blev undersøgt. Rochus Misch blev tortureret i Sovjet og kom først hjem i 1953. Erwin Bartmann sad i britisk fangenskab til 1948.