Millioner af jøders skæbne blev beseglet for godt 80 år siden i en forstad til Berlin.
Ved den såkaldte Wannsee-konference mødtes en håndfuld topnazister den 20. januar 1942 for at aftale, hvordan de bedst kunne gennemføre Adolf Hitlers ordre om “den endelige løsning på det europæiske jødespørgsmål” – udryddelsen af de ca. 11 mio. jøder i Europa.
Mødets arrangør var Reinhard Heydrich, der var chef for Nazitysklands sikkerhedspoliti. Til stede var også flere fremtrædende SS-folk og topembedsmænd fra forskellige ministerier.
Heydrichs mål var at sikre sig embedsmændenes loyalitet og koordinere de praktiske retningslinjer for folkemordet.
Hitler traf beslutningen
Kun ét mødereferat fra konferencen har overlevet, og det viser, at nazisterne i første omgang planlagde at fordrive jøderne til Østeuropa. Der skulle jøderne udføre slavearbejde, indtil en total udryddelse kunne gennemføres.
Nogle historikere har ment, at selve beslutningen om jødeudryddelsen blev taget i Wannsee. Efter alt at dømme blev beslutningen dog truffet af Adolf Hitler i efteråret 1941, og folkemordet var allerede ved at blive løbet i gang på tidspunktet for konferencen.
Tyske dødspatruljer – Einsatzgruppen – havde fx allerede i et halvt år massakreret østeuropæiske jøder, og i udryddelseslejren Chełmno gik nazisterne i gang med at myrde jøder seks uger inden Wannsee-konferencen.