Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Jøde gemte sig i Hitlers hær

Omringet af tyske tropper og med udsigt til en hurtig henrettelse må 16-årige Solomon i hast finde på en desperat løgn. Det bliver startskuddet til et forrykt kapløb med livet som indsats for ikke at blive afsløret, før nazisterne har tabt krigen.

U.S. Holocaust Memorial Museum & Imageselect

For Solomon Perel er synet af tyske soldater et mareridt. Deres sodindsmurte ansigter og motorcykelbriller på stålhjelmene får dem til at ligne monstre.

16-årige Solomon er flygtet fra nazisterne i Tyskland og har i to år været anbragt på et børnehjem nær Grodno (i nutidens Hviderusland).

Men i juni 1941 er tyskerne i gang med angrebet på Sovjetunionen – Operation Barbarossa – og har indhentet den jødiske teenager.

Som forstenet ser Solomon til, mens tyskerne kommanderer og skubber landsbyens indbyggere ind på lange, lige rækker, så soldaterne kan afgøre deres skæbne.

Snart går det op for ham, at alle jøder bliver ført ud i skoven og skudt. Er tyskerne i tvivl, om en fange skjuler sin jødiske identitet, bliver bukserne trukket ned for at tjekke, om han er omskåret.

I timevis må Solomon vente i køen. Ét skridt ad gangen går han den visse død i møde.

Febrilsk finder han sine legitimationspapirer frem, som viser, at han er jøde. Uden at tyskerne bemærker det, laver han med hælen et hul i jorden og lader papirerne falde ned i det. Så skraber han jord ovenpå.

“Nej, jeg er ikke jøde. Jeg er etnisk tysker.”
Solomon Perel

Dirrende af angst står han nu forrest i rækken ved en tysk officers bord. En tanke slår pludselig ned i ham, idet tyskeren spørger: “Er du jøde?”

Solomon svarer straks på perfekt tysk: “Nej, jeg er ikke jøde; jeg er etnisk tysker”.

En ung polak bag Solomon protesterer på gebrokkent tysk: “Han… jøde!” Desperat afviser Solomon anklagen. Til hans store overraskelse stikker en tysk soldat polakken en syngende lussing og råber “hold kæft!”.

Solomon bliver venligt bedt om at træde til side. Snarrådighed har for første gang reddet hans liv.

De næste fire år får han igen og igen brug for at tænke hurtigt, mens han gemmer sig midt mellem de nazister, som indædt vil ham og alle andre jøder til livs.

Da nazisterne tog magten, mistede jøderne alle rettigheder.

© Shutterstock

Familien Perel blev fanget mellem to ideologier

Oprindeligt stammede Solomon Perels familie fra Rusland, men efter den russiske revolution i 1918 flygtede forældrene fra kommunisterne og slog sig ned i Tyskland.

Her blev Solomon født i byen Peine den 21. april 1925. Da Hitler kom til magten i 1933, troede Solomons far ikke på, at styret ville holde mere end et par måneder, for i Weimarrepublikken væltede regeringerne konstant.

Men han tog fejl. Ved hjælp af stor brutalitet fastholdt nazisterne magten og begyndte at forfølge Tysklands jøder.

I 1935 udvandrede familien derfor til Polen og slog sig ned i byen Lódz, hvor Solomons moster boede. Lódz’ over 200.000 jøder udgjorde en tredjedel af byens indbyggere. Men også her blev freden kort.

Folketysker var den perfekte løgn

Solomon blev født som det fjerde barn i Perel-familien den 21. april 1925 i den lille by Peine mellem Braunschweig og Hannover.

I den tyske Weimarrepublik var livet godt for familien, og Solomon havde en lykkelig barndom, men da nazisterne kom til magten i 1933, ændrede alt sig.

To år senere var jødeforfølgelsen blevet så slem, at hele familien udvandrede til Lódz i Polen. Byen havde en stor jødisk menighed, så det var nemt at blive integreret.

Da Hitlers Tyskland invaderede Polen i 1939, fortsatte flugten østpå for Solomon og hans bror Isaac.

Men i 1941 nåede Solomon ikke at slippe væk i tide, da tyskerne invaderede den sovjetiskbesatte del af Polen, hvor han opholdt sig.

Titusindvis af polakker flygtede østpå for at undslippe tyskerne.

© Ullstein Bild Dtl./Getty Images

Hitler og Stalin sendte polakkerne på flugt

Hitler og Stalin gjorde fælles front ved 2. verdenskrigs begyndelse. Den 1. september 1939 overfaldt tyske tropper Polen, og 16 dage senere faldt Den Røde Hær landet i ryggen.

Efter en måned kapitulerede polakkerne, og Tyskland besatte den vestlige halvdel af landet. Snart gik der rygter om, at alle jøder ville blive spærret inde i ghettoer.

Solomon Perels forældre besluttede derfor at sende ham og hans ene storebror mod øst, mens søsteren skulle følge efter senere.

“Vi skulle forsøge at drage flere hundrede km længere mod øst. Idéen var at krydse Bug-floden ved den nye sovjetiske grænse og slutte os til russerne. Vi troede, at vi ville være i sikkerhed der”, fortalte Solomon Perel senere i sine erindringer.

En uge før 2. verdenskrigs udbrud blev Nazityskland og Sovjetunionen i hemmelighed enige om at dele Polen. Aftalen reddede Solomons liv.

Ullstein Bild Dtl./Getty Images

Flugten begynder

Solomon boede fra 1935 til 1939 i den polske by Lódz sammen med sine forældre, storebrødrene Isaac og David samt storesøster Bertha.

David bliver indkaldt til den polske hær og taget som krigsfange af tyskerne. Få måneder efter tyskernes indtog beder forældrene 14-årige Solomon og 29-årige Isaac flygte til den russiskbesatte del af Polen.

Ullstein Bild Dtl./Getty Images

Med tog mod øst

Solomon og Isaac kører først til Warszawa med tog. Her får de hjælp af en fabriksejer, som Isaac havde arbejdet for. Han finder en åben flugtvej mod øst og får opsnuset, at russerne ikke vil skyde på flygtningene.

Ullstein Bild Dtl./Getty Images

Stroppetur over markerne

Fra Warszawa kører brødrene med tog mod grænsen mellem den tysk- og sovjetiskbesatte Polen. De sidste ca. 90 km foregår til fods. De betaler nogle bønder for at få deres kufferter fragtet på ladet af en hestevogn.

Ullstein Bild Dtl./Getty Images

Kæntrer på floden

I slutningen af december 1939 forsøger brødrene at krydse Bugfloden i en lille båd, men kæntrer. Solomon er ved at drukne, men en sovjetisk soldat redder ham.

Ullstein Bild Dtl./Getty Images

Hitler angriber Sovjetunionen

Solomon og Isaac fortsætter til byen Bialystok, hvor de tager afsked. Broren vil til Vilnius for at opsøge sin ekskæreste, og Solomon bliver af en jødisk hjælpe-organisation anbragt på børnehjem i Grodno. Her befinder han sig, da tyske tropper krydser grænsen i 1941.

Ullstein Bild Dtl./Getty Images

I juni 1941 havnede han derfor i hænderne på en enhed under den tyske hærs 12. panserdivision.

Da en tysk officer forhørte Solomon, udgav han sig for at være såkaldt Volksdeutscher (folketysker) – en af de mange etniske tyskere, der siden gammel tid havde boet i Østeuropa.

Officeren troede på hans løgne; i den 12. panserdivisions øjne var Solomon tysker, og ingen undersøgte ham nærmere.

“Jeg, et jødisk barn, havde sluttet mig til den forfærdelige fjende.”
Solomon Perel

Solomon blev kørt til tyskernes lejr, hvor han fik mad, vaskede sig og trak i en uniform, som var alt for stor.

Selvom han var 16 år, lignede teenageren med sine 160 cm et barn i sammenligning med de høje tyske soldater. Da han så sig selv i sidespejlet på et af de parkerede køretøjer i lejren, løb det koldt ned ad ryggen på ham:

“Situationen var mere, end jeg kunne klare; jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle opføre mig. Jeg var bange, ikke bare for dem omkring mig, men også for mig selv. Jeg er ikke sikker på, hvem jeg frygtede mest."

"Jeg, et jødisk barn, havde sluttet mig til den forfærdelige fjende. Jeg blev nødt til at mønstre al min styrke for ikke at miste selvkontrollen og sikre, at den farlige sandhed ikke slap ud”.

Solomon måtte konstant improvisere

Følelserne blev ikke mindre anspændte, da Solomon blev bedt om at troppe op hos en af enhedens sergenter. Han trådte ind i en folkevogn, som udgjorde et mobilt kontor.

Sergenten sad forrest i bilen, som havde bagsædet fyldt med dueslag til et utal af mapper og dokumenter.

“Dine papirer, tak”. Perels tunge slog nærmest knuder. Hvis han fortalte sandheden om de begravede papirer i den lille landsby, var han så godt som død.

Perel forsøgte at bygge videre på den løgn, som han allerede var begyndt på:

“Alle mine identifikationspapirer blev ødelagt af det vældige tyske artilleribombardement i det omringede område, hvor jeg befandt mig”.

Sergenten sendte ham et medfølende blik. Han tog en skrivemaskine frem og satte papir i. “Hvad er dit navn?” Solomon svarede helt automatisk: “Perel”.

Med det samme ringede alarmklokkerne i Perels hoved, og han tænkte for sig selv: “Solomon, hvad har du gjort? Du har lige ødelagt alle chancer for at overleve – Perel er et ærkejødisk navn”.

Til hans store held fløj tyske fly samtidig lige over lejren og smed bomber ikke langt fra deres stilling. Sergenten havde derfor ikke hørt navnet og råbte:

“Hvad? Hvad var det, du sagde?” Snarrådigt kom Solomon med et nyt navn, som ikke lød meget anderledes:

“Mit navn er Perjell”.

En anden tysk soldat hørte navnet og kunne bekræfte: “Perjell er et typisk navn blandt etniske tyskere i Litauen”.

Sergenten fortsatte og bad om Solomons fornavn. Han kunne naturligvis ikke bruge sit jødiske navn, så i stedet valgte han det første, som faldt ham ind: “Josef”.

Sådan blev Solomon Perel til Josef Perjell – den forældreløse tysker fra det østlige Polen med litauisk afstamning.

Den tyske hær tog Solomon Perel med sig som tolk, da de invaderede Sovjetunionen. Teenageren talte både tysk og russisk.

© Shutterstock

Solomons familie stammede oprindeligt fra Rusland, og efter to år på børnehjem i det sovjetiskkontrollerede østlige Polen talte han glimrende russisk.

Han blev derfor oversætter for den 12. panserdivision, som var på vej østpå – mod Moskva. Solomon viste sig at være uhyre nyttig, når ordrer til russiske krigsfanger skulle oversættes, og tilfangetagne officerer fra Den Røde Hær skulle afhøres.

En dag blev han sågar hentet af en soldat og kørt flere km væk for at hjælpe med at afhøre en artilleriofficer.

Officeren viste sig at være selveste den russiske leder Josef Stalins søn, som hurtigt blev sendt til divisionens hovedkvarter.

Efter den præstation blev Solomon beordret til at stille hos kaptajn von Münchow, som havde kommandoen over enheden.

Von Münchow var søn af en preussisk aristokrat, ærkenazist og havde en kold og distanceret tone over for underordnede.

Solomon var sikker på, at kaptajnen havde lugtet lunten. Nu var der ingen vej tilbage. Han ville blive afhørt og knække på stedet.

Teenageren bankede det værste støv af sin uniform og gennemgik hele røverhistorien om Josef Perjell én gang til. Herefter bad han en stille bøn til Gud og gik hen mod kaptajnens telt.

Kaptajnen havde et chokerende tilbud

Foran von Münchows telt stod to vagter. For at spille rollen som Josef Perjell til fulde slog Solomon hælene sammen og heilede højlydt til vagterne. Da han trådte ind, kunne teenageren se, at kaptajnen smilede.

Von Münchow spurgte, om Solomon nogensinde havde smagt vin. Selvom han mange gange havde drukket vin til jødiske ceremonier, svarede han uden tøven, at det havde han aldrig.

Mødet var behageligt, og von Münchow bød på god tysk moselvin og lækre kager. Der var ingen tegn på mistanke – kaptajnen spurgte blot Solomon ud om hans liv og slugte uden videre historien om Josef Perjell.

Han lovpriste sågar den unge mands mod og disciplin. Pludselig tog samtalen en uventet drejning. Kaptajnen fortalte, at han ejede et stort gods nær byen Stettin, hvor han boede alene med sin kone.

De var yderst velhavende, men havde ingen børn. Og derfor ville han gerne adoptere Solomon. Tusind tanker fløj gennem teenagerens hoved.

Han følte, at han forrådte sin familie, fik voldsom hjemve og kunne nærmest ikke holde sine egne ord ud, idet han fremstammede: “Det vil jeg rigtig gerne”.

Von Münchow lovede, at papirarbejdet ville gå igennem, så snart Tyskland havde vundet krigen. Da Solomon trådte ud af kaptajnens telt, kunne han næsten ikke trække vejret.

Når krigen var slut, ville han for altid lægge den jødiske Solomon bag sig og i stedet blive Josef von Münchow.

I efteråret 1941 fik Solomons enhed tre dages orlov, som de tilbragte i en landsby nær Smolensk. Et af husene blev omdannet til fællesbad, hvor soldaterne i grupper skrubbede sig rene.

En ny katastrofe lurede dermed. Flere af soldaterne spurgte Solomon, om han ikke skulle med, men hver gang fandt han på en undskyldning.

Hvis han gik i bad med dem, ville de opdage, at han var omskåret, og så var det ude med ham. Til sidst var Solomon den eneste, der ikke havde været i bad.

Han smuttede ind i huset og sørgede for at låse døren indefra for at undgå uventede gæster. I et badekar med vand til knæene begyndte han at skrubbe sin møgbeskidte krop.

Pludselig lød en stille hvisken – og Solomon mærkede to stærke arme om sig.

“Dræb mig ikke! Jeg er stadig ung, og jeg vil leve”.
Solomon Perel

Han kunne mærke en nøgen mandekrop, der trykkede sig ind til ham.

Derpå forsøgte manden at trænge op i teenageren med sin erigerede penis. Solomon sprang skrækslagen op af badekarret.

Da han vendte sig om, stod sygepasseren Heinz Kelzenberg på den anden side af karret. Manden, som gennem måneder havde været hans ven, var helt rød i hovedet.

Han lod øjnene vandre ned over Solomons krop, indtil han nåede skridtet. Forbløffet udbrød han: “Er du jøde?”

Panikken ramte Solomon, og grædende tryglede han: “Dræb mig ikke! Jeg er stadig ung, og jeg vil leve”.

I stedet for at kalde på de andre soldater gik Kelzenberg roligt hen til Solomon, lagde armene om ham og sagde:

“Græd ikke, de må ikke høre dig udenfor. Jeg vil ikke gøre dig fortræd, og jeg vil ikke afsløre din hemmelighed. Der er et andet Tyskland, at du ved det”.

Kelzenberg svor aldrig at afsløre Solomons hemmelighed, og trods den ubehagelige hændelse fortsatte deres venskab. Solomon indviede ham sågar i sin sande fortid.

Nye farer lurede i Nazityskland

Da vinteren nærmede sig, drejede den 12. panserdivision nordpå for at deltage i belejringen af Leningrad.

Her blev Solomons enhed fanget i et voldsomt artilleribombardement, som kostede mange livet – herunder sygepasseren Heinz.

Solomon havde mistet sin bedste ven og eneste fortrolige. På grund af massive tab blev enheden overført til Estland for at komme sig. Her fortsatte Solomon med at oversætte under forhør af sovjetiske krigsfanger.

Fra tid til anden kiggede kaptajn von Münchow forbi. Han var tydeligvis glad for, at alt gik godt for hans fremtidige adoptivsøn, som lige var fyldt 17 år.

En dag kom han med en besked til Solomon: Den tyske hær blev nødt til at give slip på sin unge tolk og lade ham rejse til Tyskland, da han ikke var myndig endnu.

Teenageren skulle på en kostskole, hvor han kunne få sig en uddannelse, så han kunne tjene sit fædreland.

Skydetræningen begyndte, mens drengene var små.

© Keystone/Stringer/Getty Images

Nazitysklands unge blev hjernevasket

Hitlerjugend og nazikostskoler skulle skabe fremtiden loyale soldater. Ingen tyske børn fik lov at slippe.

I 1939 blev det lovpligtigt for tyske drenge at være medlem af Hitler-jugend (Hitlerungdom). Piger skulle melde sig hos Bund Deutscher Mädel (Tyske Pigers Forbund).

Næsten 9 mio. børn gik fra da af til en form for spejder to gange om ugen – blot med den forskel, at de ud over undervisning i at rejse telte og lave bål blev indoktrineret i at adlyde Hitler og hade jøder.

I Nazityskland fandtes der også andre institutioner, hvor indoktrineringen var lagt i faste rammer.

Solomon Perel blev sendt på en Hitlerjugend-kostskole i Braunschweig – her skulle fremtidens civile ledere i Det Tredje Rige uddannes efter nazistiske forskrifter. Han husker med gru hverdagen på kostskolen:

  • Racelære var en central del af undervisningen på skolen. Klasselokalet var plastret til med fotografier af jøder samt karikatur-tegninger, der skulle vise jødedommens ondskab.
  • Selv faget matematik rummede nazi-ideologi. I en matematikbog blev eleverne eksempelvis sat til at løse en opgave med ordlyden: “Opførelsen af en tosseanstalt koster seks millioner rigsmark. Hvor mange boliger til 15.000 rigsmark ville man kunne bygge for det samme beløb?”
  • “Heil Hitler”, skulle alle eleverne råbe, når læreren trådte ind i klassen for at påbegynde sin undervisning.
  • Lange marcher skulle forberede eleverne på det hårde liv som soldat i den tyske hær. Kostskolen marcherede ud klassevis flere gange om ugen.
  • Hadske sange blev med stor iver sunget på Solomons kostskole. Før måltiderne marcherede drengene i takt ind i spisesalen, og af sig selv begyndte de ofte at synge: “Vi vil have det endnu bedre, når jødisk blod sprøjter fra vores knive”.

Solomon havde ikke spor lyst til at rejse til Tyskland, hvor nazisternes hemmelige politi Gestapo havde stikkere overalt. Men han kunne ikke afslå og fik fremstammet et “tak”.

Kort efter blev han sendt med tog mod Berlin. På turen fik han følgeskab af en smuk blondine i beige uniform.

De sad alene i en togkupé, og mens hun begejstret fortalte om fædrelandet og nazistpartiet, fik Solomon indtryk af, at kvinden godt kunne lide ham.

Med et par scoretricks, han havde lært af soldaterne, begyndte han at flirte med hende. Solomon havde læst kvinden rigtigt, for pludselig kastede hun sig i hans favn og overdyngede ham med kys.

Hun lagde an til at føre romancen et skridt videre, men Solomon formåede at beherske sig – af frygt for, at hun ville opdage, at han var omskåret.

Ved ankomsten til Berlin erfarede Solomon, hvilken kostskole han skulle sendes til: En af landets fremmeste Hitlerjugend-skoler, hvor Det Tredje Riges fremtidige ledere blev uddannet.

Skolen lå i Braunschweig, kun 20 km fra Peine, hvor Perel-familien havde boet. Under togrejsen dertil spekulerede Solomon over, om nogen ville genkende ham – og afsløre, at han var jøde.

Da han ankom til Braunschweig, blev Solomon hentet på stationen af to unge mænd i brune uniformer – de var begge fra skolen, han skulle gå på.

De fulgte Solomon hen til skolelederen, Bannführer Mordhorst, som var ivrig efter at høre om den unge mands oplevelser på Østfronten.

Mordhorst mente, at Solomons indsats i Rusland beviste, at han var egnet til at blive optaget i en SS-division.

Desværre var teenageren med sine 160 cm ikke høj nok, og hans hår var også for mørkt til SS, der foretrak blonde mænd.

Bag den skuffede facade, som Solomon viste Mordhorst, var han godt tilfreds med i stedet at kunne påbegynde sin uddannelse på skolen.

Solomon Perel (forrest i midten) omgivet af de andre elever på kostskolen for børn af ærkenazistiske forældre.

© U.S. Holocaust Memorial Museum

Manglen på sæbeskum gjorde bad livsfarligt

Skolegangen blev snart hverdag for Solomon, som fulgte undervisningen i tekniske og akademiske fag samt racelære, og han vænnede sig til sin nye brune Hitlerjugend-uniform.

Frygten for at blive afsløret var ikke ny, men det var farerne. For alt i verden måtte Solomon undgå at være nøgen, når han var sammen med de andre elever, men her udgjorde skolens fællesbad et ubehageligt problem.

Mellem hver brusekabine sad der ganske vist en plade matteret glas, men han var først i sikkerhed, når han nåede ind i kabinen og kunne stille sig med ryggen til.

Solomon sørgede for at klæde sig af i et hjørne, hvor de andre ikke kunne se ham, og hoppe ind i en kabine, mens han stadig havde underbukser på.

De første uger havde han endnu en rest af den luksussæbe, som han havde fået udleveret på Østfronten. Den skummede rigtig meget, så han nemt kunne dække sit skridt som det første.

Men da han løb tør, måtte han fremover nøjes med den sæbe, som blev stillet til rådighed af skolen. Den var både ildelugtende og næsten umulig at få til at skumme.

De andre elever bandede også over sæben, som de kaldte “reines Judenfett” – rent jødefedt.

For Solomon udgjorde hans omskårne lem så alvorlig en trussel, at han en dag forsøgte skabe sig en ny forhud.

Først trak han huden så langt frem, han kunne, og derefter fæstnede han den så godt, det gik, med en stram snor rundt om penis. Desperat håbede Solomon på, at huden ville gro fast.

Dagene gik, og i alle pauser løb han ud på toilettet for at undersøge, om der var fremskridt, og stramme snoren, hvis den havde løsnet sig.

Snart blussede en smertefuld betændelse op i skridtet, og Solomon måtte skuffet opgive idéen.

I kostskolens store sal fejrede eleverne jul med nazistiske overtoner.

© U.S. Holocaust Memorial Museum

I dagevis vraltede han rundt gå grund af smerterne, og hans sære gangart tiltrak sig opmærksomhed. Under en marchøvelse spurgte en 14-årig elev Solomon:

“Hvorfor har du ikke ret ryg, når du marcherer? Og hvorfor går du ikke i takt?”

Solomon svarede snarrådigt: ”Åh, det er ikke noget; min ryg gør bare ondt”.

Da drengen mistænksomt spurgte, hvorfor han så ikke gik til skolelægen med problemet, svarede Solomon:

“Man løber ikke til lægen for enhver lille ting”.

Det lukkede munden på den yngre elev, som derefter beundrede Solomons viljestyrke.

Mens smerterne snart gik over, udgjorde skolens undervisning i racelære en tilbagevendende psykisk tortur for Solomon.

Læreren forklarede, at “alliancen af tysk blod” bestod af seks racer: Den nordiske var mesterracen, som kun var helt ren i Norge.

Herudover var der naturligvis tyskerne. Finner, vesteuropæere, rumænere samt nogle folk fra Baltikum var derudover inkluderet, da de i tidens løb havde fået tilført nok nordisk blod.

“Se på Josef. Han er en typisk efterkommer af den ariske østbaltiske race."
Solomon Perels lærer

Læreren gennemgik også alle jødernes påståede forbrydelser, som de blev beskrevet i nazistisk propaganda.

Eleverne skulle desuden lære at genkende jøder på deres udseende og særlige væremåde. Det løb koldt ned ad ryggen på Solomon, når han hørte ordet “jødetræk”.

Hver gang blev han rædselsslagen for, at en klassekammerat ville kigge på ham og se, at drengen, som de kaldte Josef Perjell, bar alle tegn på at være af jødisk afstamning.

Da læreren en dag bad Solomon komme op til tavlen midt under en lektion i racelære, blev teenageren ramt af panik. I sine erindringer skriver Solomon:

“Jeg rejste mig og gik op til tavlen – som om jeg gik planken ud. Jeg var som en uskyldig tilskuer, der blev sendt ind i en arena fuld af gladiatorer. Ingen flugt var mulig, og jorden åbnede sig ikke op og slugte mig – selvom jeg så inderligt ønskede mig det”.

Alle i lokalet stirrede på Solomon. Til sin store forbløffelse blev han dog ikke udstillet som jøde. I stedet sagde læreren venligt:

“Se på Josef. Han er en typisk efterkommer af den ariske østbaltiske race”.

Solomon åndede lettet op – og inde i sig selv tænkte han, at den nazistiske fupvidenskab om racelære netop havde bevist sin meningsløshed.

Selv denne lærer, som skulle være ekspert i at genkende jøder, så Josef Perjell og ikke den sorthårede jøde Solomon Perel.

Lange marcher med de andre drenge i Hitlerjugend, slagsange og kammeratskab påvirkede lidt efter lidt Solomon Perel.

© Regionaal Archief Nijmegen

Årelang indoktrinering ændrede teenageren

Selvom Solomon Perel var jøde, havde han svært ved at modstå den massive indoktrinering, som livet på Hitlerjugend-kostskolen indebar.

Rollen som den ariske tysker Josef Perjell betød, at han dag for dag mistede sit gamle jeg. I sine erindringer skrev Solomon:

“Nogle gange havde jeg svært ved at finde ud af, hvem jeg var. Min dobbelteksistens forvirrede mig, og der var tidspunkter, hvor jeg ikke rigtig kunne sige, hvilken rolle jeg foretrak at spille. Jeg var tit fuld af entusiasme for den tyske hærs sejre, vort fædreland og vort Stortyskland”.

Da en af hans klassekammerater døde under et allieret luftangreb, skrev Solomon et flammende nationalistisk hyldestdigt til ham: “Nu ligger han død i græsset, med ansigtet vendt mod himlen, som ville han sige fremad kammerater – for det hellige fædreland”.

Kæreste føjede nye farer til

Normalt holdt Solomon sig langt væk fra sociale sammenkomster, og han var en enspænder i sin fritid. Men en dag, da han havde følt sig presset til at gå ud med sine klassekammerater, mødte han Leni Latsch.

Hun var medlem af Bund Deutscher Mädel, som var den kvindelige udgave af Hitlerjugend. De to teenagere forelskede sig på stedet i hinanden.

Snart vidste hele skolen, at de var kærester, og Solomon begyndte at drømme om, at han en dag kunne afsløre sin sande identitet for Leni.

Men det blev ved drømmen – risikoen for at blive afsløret var for stor. Alligevel førte forholdet til, at den jødiske teenager fik lettet sit hjerte.

“Fortæl mig, Josef, er du virkelig tysker?”
Moderen til Solomon Perels ariske kæreste

En dag, da Solomon bankede på døren hos Leni, åbnede hendes mor. Hun fortalte, at Leni ikke var hjemme endnu, men at Solomon gerne måtte komme indenfor og vente.

Han blev placeret i en behagelig lænestol, og moren satte sig lige over for ham. Gennem nogen tid havde hun bemærket, at den unge mands beretninger om sin fortid ikke altid var ens.

Med alvorlig mine spurgte hun ligeud: “Fortæl mig, Josef, er du virkelig tysker?”

Indtil da havde Solomon været skrap til at sno sig udenom ubehagelige spørgsmål eller opfinde løgne i en fart, men til sin egen store overraskelse, svarede han: “Nej, fru Latsch, jeg er ikke tysker. Jeg er jøde”.

Solomon fortrød omgående sit spontane udbrud. I sine erindringer forklarer han: “Så snart jeg havde sagt ordene, blev jeg knust over, hvad jeg havde gjort. Min krop rystede, og mine knæ skælvede. Helt omtåget fik jeg mumlet: Vær sød ikke at melde mig til Gestapo”.

Fru Latsch rejste sig, gik hen til Solomon og kyssede ham på panden. Hun lovede ikke at afsløre hans hemmelighed.

Igen havde held reddet hans liv. For anden gang var han blevet afsløret, og for anden gang var det en tysker, som ikke støttede jødeforfølgelsen, som fik sandheden at høre.

Fru Latsch sagde til Solomon, at han måtte love ikke at afsløre sin hemmelighed til flere – end ikke hendes egen datter måtte vide det, for hun var ikke sikker på, at Leni var til at stole på. “Børn i dag er så anderledes”, forklarede hun.

I sporvogn gennem jødeghettoen

I december 1943 savnede Solomon sine forældre så meget, at han besluttede at bruge sin juleferie på at rejse tilbage til Lódz og prøve at finde dem.

Iklædt sin brune Hitlerjugend-uniform stod han af toget og travede i retning af byens ghetto, hvor nazisterne havde spærret titusindvis af jøder inde.

Minderne fra fire lykkelige barndomsår i Lódz vældede frem, mens han gik gennem byens gader.

Ved muren ind til ghettoen stillede han sig på en bunke murbrokker for bedre at kunne se. Et grufuldt syn mødte ham: Sværme af pjaltede og radmagre jøder vaklede modløst rundt i gaderne.

Den grå, livløse masse så ud, som om vindstød bestemte, hvor de skulle bevæge sig hen. Tårerne begyndte at trille ned ad Solomons kinder. Hvis hans mor og far befandt sig i dette helvede, måtte han ind til dem.

Warszawas ghetto var omgivet af høje mure. Bag dem sad Solomon Perels forældre indespærret, indtil de blev myrdet af nazisterne.

© Shutterstock

Solomon vadede ind gennem ghettoens store låge, men en forbløffet vagt stoppede ham. En davidsstjerne på mandens hat viste, at han var en del af ghettoens jødiske politistyrke.

Bag Solomon kom en tysk soldat løbende – han fortalte, at kun jøder måtte opholde sig i ghettoen, men hvis han skulle tværs gennem byen, så kørte der dagligt sporvogne gennem ghettoen.

Solomon skyndte sig at finde en sporvogn, men idet den kørte ind i ghettoen, låste det jødiske politi alle dørene for at sikre, at ingen af ghettoens beboere sprang ind i vognen.

Fra sin plads i den forreste vogn spejdede Solomon efter sine forældre. Han vidste, hvor de boede, for mens han havde opholdt sig på børnehjemmet i Grodno, havde han fået brev fra dem.

Da sporvognen passerede adressen, pressede Solomon ansigtet mod ruden. Men der var intet at se i lejlighedens mørke vinduer. Skuffet måtte han mobilisere al sin indre styrke for ikke at bryde ud i gråd.

Idet sporvognen drejede om et hjørne, blev han mødt af et frygteligt syn: Nogle mænd skubbede en åben vogn med et klæde kastet over.

Klædet kunne dog ikke skjule, at radmagre arme og ben dinglede, når vognen ramte et hul i vejen. Mændene samlede lig op fra rendestenen og kastede dem skødesløst op på vognen, som om de var en sækfuld kartofler.

Solomon kunne ikke lade være med at tænke, hvad nu hvis hans forældre lå på den vogn? Var det sådan, de ville ende deres dage?

Resten af juleferien tog han hver dag sporvognen gennem ghettoen for at spejde efter sin mor og far, men uden held. Nytåret kom, og i starten af 1944 måtte han nedslået rejse tilbage til Braunschweig.

Bombe afsporede undersøgelse af Solomon

I juli 1944 var Tyskland på vej til at tabe 2. verdenskrig, men de nazistiske myndigheder fortsatte ufortrødent deres arbejde med at skabe et racerent tysk folk.

Solomon blev indkaldt til et møde hos indenrigsministeriets afdeling i Braunschweig. Her blev han bedt om at dokumentere sin tyske herkomst med officielle papirer.

Solomon overrakte de papirer, som han havde fået udstedt af den 12. tyske panserdivision i Polen.

Det var ikke nok, og han blev bedt om at fremskaffe de officielle dokumenter, som han havde afleveret til børnehjemmet i Grodno.

Opgaven var umulig, for der havde jo aldrig boet en folketysker ved navn Josef Perjell på børnehjemmet.

Da han stod på gaden igen, fik myndighedernes mistro Solomon til at hive efter vejret, men atter var han heldig.

Samme aften blev Braunschweig udsat for et allieret luftbombardement, og som ført af en skytsengel ramte en af bomberne direkte ned i indenrigsministeriets kontor.

Alle arkiver i bygningen blev forvandlet til aske – inklusive papirerne, der satte spørgsmålstegn ved Solomons herkomst. Han kunne derfor fortsætte sin skolegang.

Jøde skulle forsvare Hitlers Tyskland

I begyndelsen af 1945 trængte sovjetiske tropper ind over den tyske grænse fra øst, mens britiske og amerikanske angreb fra vest.

Solomon blev indkaldt til Volkssturm – Hitlers sidste reserve af gamle mænd, kvinder og drenge. Efter år på flugt fra nazisterne skulle han være med til at frelse Hitlers rige fra undergang.

“Nu bliver vi skudt.”
Solomon Perels soldaterkammerat

Solomons enhed blev i april udkommanderet til at bevogte en bro nær fronten, og snart hørte de buldrende kanoner i det fjerne.

Lyden af de allieredes fremmarch vakte et håb, som længe havde været forsvundet: En dag ville han måske alligevel kunne leve som Solomon Perel igen.

Mens Solomon og hans enhed lå og sov, blev deres lejr stormet af amerikanske tropper, som stillede de søvndrukne drengesoldater op ad en mur.

“Nu bliver vi skudt”, hviskede en af drengene, men Solomon blev bare stående. Han følte sig lammet og ude af stand at råbe: “Stop, jeg er ikke én af dem. Jeg er jøde”.

I stedet tænkte han på, hvor paradoksalt det ville være, at blive skudt på sin 20-års fødselsdag af sine redningsmænd.

Men ingen skud lød. I stedet blev drengesoldaterne afvæbnet og kort efter sendt hjem.

Solomon Perel er i dag 95 år og bor i Israel.

© DPA Picture Alliance/Imageselect

Perel udvandrede til Israel

Årelangt hemmelighedskræmmeri tog hårdt på Solomon Perel. Først 44 år efter at være udvandret fra Tyskland skrev han sine erindringer.

Da krigen sluttede den 8. maj 1945, begyndte Solomon at lede efter sin familie. Jødiske venner skrev til ham, at storebroren Isaac var blevet taget til fange i Vilnius, men på mirakuløs vis havde overlevet rædslerne i koncentrationslejren Dachau.

Også storebroren David havde overlevet krigsfangenskab og indespærring i ghettoen i Lódz. Han var derpå emigreret til Palæstina. Resten af familien var derimod blevet udslettet:

Søsteren Bertha var blevet myrdet under en af de talrige dødsmarcher, som kz-fanger blev sendt ud på i krigens sidste måneder.

Solomons far var død af sult i ghettoen i Lódz, mens moren var blevet gasset i en lufttæt lastvogn, hvor udstødningen blev ført ind til de indespærrede.

Grusomhederne fik Solomon til at udvandre til Israel. Først i 1989 – 44 år efter 2. verdenskrigs afslutning – følte han sig i stand til at skrive om sin mirakuløse overlevelse midt imellem nazisterne.

På vejen gennem det kaotiske Braunschweig stødte Solomon på en kronraget mand i fangedragt med jødestjerne på brystet – den første frigivne kz-fange, han havde set.

Solomon slog armene om ham og udbrød grædende: “Jeg er også jøde”.

Læs også:

Hitler og Hitlerjugend
Det Tredje Rige

Hitlerjugend var kanonføde for Hitler

19 minutter
2. verdenskrig

Grækenland vil have Tyskland til at betale for Hitlers krig

2 minutter
Religionshistorie

Cargo Cult: Gud er en død amerikansk soldat

3 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul