“Jeg ved ikke meget om min fars fortid. Jeg ved ikke, om den er god eller dårlig, men jeg vil gerne have, at I finder ud af det”, husker rabbiner Marvin Hier, at Hollywood-stjernen Arnold Schwarzenegger fortalte ham i 1990.
Kort forinden var nyheden begyndt at svirre i Hollywood: Schwarzenegger, som stammede fra Østrig, var søn af en nazist, der havde kæmpet for Hitler. Nu ville skuespilleren have Hier – grundlæggeren af en organisation, som forsker i holocaust – til at grave i farens fortid.
Hier fandt dokumenter, som viste, at faren – Gustav Schwarzenegger – havde været medlem af nazistpartiet. Men han fandt ingen forbindelse til krigsforbrydelser.
Faren blev såret i Leningrad
I 2003 fik avisen “Los Angeles Times” adgang til Østrigs statsarkiv, som viste, at Gustav havde været medlem af SA, der var kendt som nazistpartiets stormtropper. Faren var blevet optaget i maj 1939 – ca. et halvt år efter at SA havde raseret jødiske boliger, forretninger og synagoger i Tyskland og Østrig under krystalnatten.
Dokumenterne viser også, at faren tjente i den tyske hærs militærpoliti og blev sendt til Frankrig, Belgien, Polen og Sovjetunionen. Hvad han lavede der, fortæller dokumenterne ikke, men i 1943 blev Gustav sendt hjem efter at være blevet såret i Leningrad.
Arnold Schwarzenegger har aldrig selv lagt skjul på sin fars fortid og har tidligere fortalt, at faren forsøgte at holde sine dæmoner fra krigen nede med alkohol. I marts 2022 fortalte Arnold om sin far i en video på de sociale medier, hvor han opfordrer russerne til at standse invasionen af Ukraine.