Djævlene for vild i mørket

Denne sene aften fortæller ingen af dem vittigheder eller pjatter. Alle er tavse. Klokken nærmer sig 23.00 den 13. juli 1943.

Mændene i flyet er en del af de i alt 1.856 faldskærmstropper fra briternes 1. faldskærmsbrigade, der er på vej mod Sicilien.

Her skal de erobre og sikre den altafgørende Primosole-bro syd for Catania, uden at Aksemagterne får tid til at sprænge den i luften.

Pearson forudser, at der bliver brug for hver en mand, når broen skal sikres. Oberstløjtnanten gribes derfor af raseri, da hans Dakota-fly pludselig drejer af og fjerner sig fra Sicilien. Piloten har mistet modet pga. den voldsomme vind og fjendens spærreild med antiluftskyts.

“Hvad fanden laver du?” råber Pearson, mens han maser sig frem til cockpittet i det urolige fly.

“Jeg er ikke parat til at flyve ind”, svarer piloten med nervøsitet i stemmen.

“Og JEG er ikke parat til at vende om!” brøler Pearson, imens han tager sin revolver frem og sigter på andenpiloten:

“Jeg må hellere begynde med at skyde dig, så vil han måske komme på bedre tanker”, lyder det fra den 28-årige officer, der retter blikket mod piloten:

“Og jeg vil også skyde dig om nødvendigt, for jeg har en ganske udmærket pilot siddende omme bagved”.

Truslen virker. Piloten styrer modvilligt maskinen tilbage mod Sicilien – Pearson og hans mænd er igen på rette kurs. Missionen forude skal dog blive hårdere end noget andet, de britiske faldskærmstropper hidtil har prøvet.

Ny front skal presse nazisterne

Da Pearson og hans faldskærmstropper i sommeren 1943 flyver mod Sicilien, har 2. verdenskrig raset i næsten fire år.

I foråret 1943 kunne Churchill og Roosevelt med tilfredshed følge nazisternes begyndende nederlag – først på Østfronten ved Stalingrad og siden i Nordafrika, hvor Aksemagterne (Tyskland og Italien) i maj overgav sig til de allierede.

Tiden er nu kommet til, at briterne og amerikanerne invaderer det tyskkontrollerede Vesteuropa, så Hitlers hær kan blive presset på flere fronter.

Målet er Italien, som Churchill kalder “Europas bløde underliv”.

Første skridt på vejen er Sicilien, hvis mange luftbaser og havne Aksemagterne har brugt til at angribe de allierede skibe på Middelhavet. Kontrol over Sicilien kan derfor både stoppe fjendens angreb og bringe de allierede i besiddelse af vigtige fly- og flådebaser til den senere invasion af hovedlandet.

Faldskærmstropperne får nøglerolle

Natten til 10. juli 1943 vader britiske og amerikanske tropper i land på Siciliens sydlige kyster.

Mens general George Pattons amerikanske styrker bevæger sig mod øens nordvestlige ende, skal den britiske 8. armé under general Bernard Montgomery hurtigst muligt kæmpe sig frem til Messina.

Byen nær Siciliens nordøstlige spids er invasionens hovedmål, fordi den ligger blot 5 km fra det italienske fastland.

I Messina vil de allierede stå et granatskud fra kontinentet.

Montgomerys planer om en hurtig erobring af Messina afhænger dog af én ting: Ponte Primosole.

Broen er den eneste solide overgang over Simeto-floden, som 8. armé skal krydse på vejen til Messina.

Hvis Aksemagterne når at sprænge broen, vil sicilienstogtet trække i langdrag, fordi briternes kampvogne og artilleri går i stå syd for floden, mens fjenden kan styrke forsvaret nord for den.

Alle i den britiske hær sætter derfor deres lid til den 1. faldskærmsbrigade – kendt som “De Røde Djævle”.

Navnet har styrken fået af tyskerne under kampene i Nordafrika, og briterne i de rødbrune baretter har gladeligt taget betegnelsen til sig.

Under ledelse af brigadegeneral Gerald Lathbury flyver djævlene mod Ponte Primosole i aftenmørket 13. juli 1943.

I “Operation Fustian” skal de næsten 2.000 luftkrigere lande på begge sider af Simeto-floden kl. 23.00, indtage broen og holde den, til de bliver afløst næste morgen af Montgomerys 8. armé.

Et stort ansvar hviler på faldskærmssoldaterne. Deres indsats skal afgøre slaget om Sicilien.

Soldaterne må sprænge i blinde

Oberstløjtnant Alastair Pearson er klar over, hvor stor en rolle Primosole-broen spiller for de allieredes succes på Sicilien – ellers var han aldrig gået så vidt som til at true piloten med en pistol.

Heldigvis er Dakota-flyet med hans mænd fra faldskærmsregimentets første bataljon igen på vej mod målet.

Ifølge planen er såkaldte stifindere blevet kastet ned 30 minutter før selve hovedstyrken. I tiden inden resten af troppernes ankomst skulle disse specialister med navigationsudstyr og signallys sørge for at markere de mange nedkastnings- og landingszoner.

Flere af flyene med stifindere er imidlertid ikke nået frem i tide pga. dårligt vejr og fjendtlig ild.

Zonerne ved Primosole-broen er derfor ikke markeret ordentligt, og Dakota-flyene må sætte deres faldskærmstropper af mere eller mindre tilfældigt over øen.

Alt virker også kaotisk i luftrummet, da Pearsons Dakota sænker farten til ca. 180 km/t., mens mændene stiller op på to rækker og gør klar til at springe.

Under dem styrter brændende fly til jorden, og en af briterne bemærker tørt, at sporprojektilerne skaber “det mest bemærkelsesværdige fyrværkeri”.

Pearsons folk ønsker bare at komme ud af maskinen hurtigst muligt. I ca. 150 meters højde skifter det røde lys ved springdøren endelig til grønt.

“Ud! Ud! Ud!” lyder det, mens De Røde Djævle én efter én kaster sig ud i den ildoplyste nat.

Efter blot tre sekunder i luften selvudløser faldskærmene, og de førs­te 10 mænd fra Pearsons fly lander uskadte et halvt minut senere.

Desværre har flyvemaskinen løbende tabt højde under nedkastningen, og de sidste 10 faldskærmssoldater rammer derfor jorden med for høj fart.

Flere af dem dør, andre bliver hårdt kvæstede.

Pearson, som er sprunget som nummer 10, lander også hårdt, men undgår skader.

Dødsfaldene gør ondt, men Pearson kan intet gøre. Han samler de resterende af sine mænd og marcherer afsted mod Primosole-broen i det fjerne.

Operationens general er langt borte

Overalt i området omkring broen hersker der kaos. Størstedelen af soldaterne er landet langt fra deres mål, for kun 39 af “Operation Fustians” i alt 133 fly har afleveret tropperne inden for 1 km af deres dropzoner nær Ponte Primosole.

Enkelte soldater er landet så langt som 32 km væk og befinder sig nu nær vulkanen Etnas skråninger.

Gerald Lathbury – missionens øverstbefalende er havnet flere km fra sin nedkastningszone. Han fisker sit kompas frem og begiver sig på vej mod Primosole-broen.

Undervejs er Lathbury på vagt ligesom de øvrige faldskærmstropper, der har svært ved at orientere sig i mørket. Hver gang de ser en fremmed silhuet, hvisker de kodeordet “ørkenrotter”.

Hvis skikkelsen ikke svarer med “dræb italienere”, har soldaterne ordre om at skyde, fordi den ukendte må formodes at være italiener eller tysker.

Da klokken passerer midnat, befinder Lathbury sig stadig et godt stykke fra Ponte Primosole. Brigadegeneralen håber, at andre officerer tager over og angriber, inden fjenden sprænger broen.

Britisk kaptajn påbegynder angrebet

Klokken nærmer sig så småt 1.00, da kaptajn J. Rann og de ca. 50 mand, han har samlet, langsomt sniger sig tæt på broen på den nordlige side af floden.

Intet er hidtil gået efter planen, og kaptajn Rann har besluttet sig for at tage sagen i egen hånd.

Ved hver ende af den 156 m lange bro er nedgravede bunkere, ligesom de italienske forsvarere har sat betonklodser og pigtrådsomviklede barrierer op for at standse fjendtlige køretøjer.

Broen ser trods aftenens vilde aktivitet i luftrummet kun ud til at være normalt bemandet.

Rann vurderer, at hans gruppe godt kan indtage målet, selvom de er få.

I godt en halv time ligger briterne og observerer brovagternes bevægelsesmønster, inden Rann deler sine mænd ind i en angrebsstyrke og en gruppe, der skal sørge for dækningsild.

Kaptajnen leder selv angrebsstyrken, som på hans signal kort før kl. 2.00 styrter frem fra mørket med retning mod broens nordende.

“Waho Mohammed!” brøler De Røde Djævle, da de første skud løsnes, og det ikke længere gør nogen forskel, at de råber deres kampråb. Råbet har de hørt tunesiske muldyr-drivere råbe i Nord­afrika for at få deres dyr til at gå.

Italienerne går nærmest i panik, og de fleste tager flugten eller smider deres våben og overgiver sig.

Rann er forbløffet over fjendens svage kampånd, og han giver sine mænd ordre til at fortsætte over broen.

Syd for floden møder briterne også kun sporadisk modstand, og da en faldskærmssoldat kyler en granat ned i den ene bunker, farer 18 italienere ud med hænderne over hovedet.

Kl. 2.15 konstaterer kaptajn Rann tilfreds, at hans lille gruppe har erobret Primosole-broen. De har taget godt 50 fanger, og fjenden har ikke kunnet nå at aktivere de sprængladninger, som er monteret på broen.

Efterhånden når andre britiske faldskærmssoldater frem til broen, og styrken bliver stor nok til, at patruljer begiver sig ud i mørket for at finkæmme nærområdet for fjendtlige tropper og lede omstrejfende briter frem til broen.

Lidt efter kl. 3.00 ankommer også Lathbury og Pearson. Første del af missionen er fuldført på trods af deres fravær, men operationens to højest rangerende officerer er udmærket klar over, at en hårdere kamp venter forude.

Kun få svævefly er landet uskadte med deres kanoner, og under halvdelen af de nedkastede containere med våben og ammunition er fundet.

Samtidig ved briterne, at tyskerne har tropper udstationeret i Catania – en del er tilmed faldskærmstropper, af de allierede døbt “De Grønne Djævle” – som er blevet kastet ned nord for Simeto-floden tidligere på dagen.

Presset vil snart blive stort på brigadegeneral Lathburys lille styrke.

Sprængstoffet fjernes fra stålbroen

Det første tegn på, at Aksemagterne ikke har tænkt sig at opgive Primosole, viser sig ved 3.30-tiden, da en tysk-italiensk konvoj kommer rullende med en 88-mm-kanon nord for broen.

Lathbury sender prompte en deling afsted mod fjendens lastbiler.

Briterne åbner ild, og kort efter er konvojen øjensynligt uskadeliggjort.

Den 37-årige brigadegeneral bevæger sig frem for at inspicere lastbilerne, men pludselig kaster en overlevende italiensk soldat en håndgranat.

Fragmenter fra granaten borer sig ind i Lathburys lår og ryg, så han må hjælpes tilbage til det netop oprettede hovedkvarter ved Simeto-flodens sydlige bred.

Mens Lathbury modtager behandling – der inkluderer en ordentlig mundfuld whisky – kan brigade­generalen lytte til chefen for ingeniørtropperne, der har undersøgt, hvor lang tid det vil tage at fjerne sprængladningerne, der er monteret på Primosole-broen.

“Kun et kvarters tid”.

“Okay. Se så at komme i gang! Det skal være overstået inden daggry”, beordrer Lathbury, som også vil vide, hvor hurtigt tyskerne kan genmontere det hele.

“Ikke på under fire timer for en bro af denne størrelse, skulle jeg mene”, lyder svaret, der giver generalen vished for, at hans tropper vil have lidt tid at løbe på, hvis fjenden generobrer broen.

Mens ingeniørtropperne kravler op i broens gitterkonstruktion og fjerner detonationskabler og 30 poser med 9 kg sprængstof, overdrager Lathbury en del af kommandoen til Pearson, fordi brigadegeneralen ikke længere selv kan være aktiv i felten.

Pearson går til opgaven med ildhu og begynder omgående at skabe et forsvar af broen, men oberstløjtnantens muligheder er begrænsede. Briterne har blot to mortérer og tre antitank-kanoner til rådighed.

Med kun 295 mand til at holde fjenden stangen er det derfor en svær opgave, som venter De Røde Djævle, da solen rejser sig over Sicilien om morgenen 14. juli.

Det skal blive en lang dag for de britiske faldskærmstropper ved Primosole.

Tyskerne angriber for fuld kraft

I løbet af natten og morgenen 14. juli har tyskerne samlet en styrke på 350 mand – anført af kaptajn Franz Stangenberg. Styrken består primært af elitetropper fra 1. faldskærmsjægerdivision.

Om formiddagen får briterne øje på en kortege af tyske lastbiler nord for floden – de bevæger sig langsomt nærmere mellem de sicilianske marker med vinstokke og oliventræer.

Igennem deres kikkerter kan briterne se, at tyskerne medbringer tunge artillerivåben. Klokken 13.10 indleder tyskerne bombardementet. Granater fra 88-mm-artilleripjecer regner ned over briterne, mens tyske Messerschmitt-fly beskyder faldskærmssoldaterne fra oven.

I sløret af røgbomber stormer de tyske elitefaldskærmstropper frem gennem olivenlundene nord for broen, hvor briterne har gravet sig ned og bider fra sig:

“De kæmpede som tigre. Kampene var rædselsvækkende med mænd løbende rundt, mens de råbte og stak hinanden ned med bajonetter”, skrev en tysk faldskærmsjæger hjem i et brev.

Den britiske soldat George Pratt er i fuld gang med at affyre sit maskingevær igennem skydeskåret i en af de erobrede bunkere ved floden, da tyskerne får ram på hans sidemand:

“Pludselig blev en af kammeraterne ved siden af mig skudt i ansigtet; hans hoved eksploderede bogstavelig talt og sendte stumper af væv og knogler ud over mig. Som en robot vaklede han baglæns, til han stødte ryggen mod bagmuren og gled ned, efterladende en stor blodplet, hvor baghovedet havde været i kontakt med væggen”.

Oplevelsen er voldsom, men Pratt er mere opmærksom på, at patronerne til hans maskingevær er ved at slippe op. Netop ammunitionsmanglen bekymrer også Pearson. Sidst på eftermiddagen beslutter oberstløjtnanten, at tropperne på nordsiden af Simeto skal trækkes tilbage.

Briterne kan spare både liv og kugler, hvis de i stedet koncentrerer deres forsvar om broens sydlige ende, hvor floden begrænser fjendens angrebsmuligheder.

“Hold barbarerne på afstand, så længe I kan!” råber Pearson til de forreste stillinger med automatvåben, som skal holde fjenden beskæftiget, mens de øvrige soldater trækker sig tilbage over broen.

George Pratt får også ordre om at holde ud, men briten beder til, at evakueringen går hurtigt, så han selv kan nå i sikkerhed, inden tyskerne jævner bunkeren med jorden. Endelig får soldaten det signal, han har ventet på:

“Da jeg hørte fløjten, vidste jeg, at det var tid til at komme afsted – og det var ikke for tidligt, for i det øjeblik, jeg smuttede ud af døren, var der en stor eksplosion, og jeg blev kastet til jorden. Jeg kom op igen og løb hen over broen”.

I to timer forsvarer Pearsons tropper stillingerne ved Primosoles sydlige ende, men da en deling tyske faldskærmsjægere krydser Simeto øst for broen, er briterne pludselig truet fra både nord og øst.

De Røde Djævle har kun omkring 200 udmattede mænd tilbage – næsten 100 briter er enten døde eller alvorligt såret. Kl. 19.35 giver Lathbury derfor ordre om, at styrken skal trække sig helt tilbage til bakkerne mod syd, hvor de er i bedre sikkerhed.

Her er nemlig også bunkere, og faldskærmssoldaterne vil – så længe de har ammunition – kunne beskyde broen og forhindre, at tyskerne får lagt nye sprængladninger.

Lathbury er på ingen måde glad for situationen. Den øverstbefalende finder dog en anelse ro i, at det trods alt vil tage fjenden mindst fire timer at tilintetgøre broen, når briternes kugler slipper op. Men tiden er knap. Hvis ikke Montgomery og hans 8. armé snart kommer, vil broen og hele sicilienstogtet være i fare.

Kampvogne kommer til undsætning

Fra bakkerne kan Pearson om aftenen 14. juli se de tyske soldater bevæge sig over Ponte Primosole. De er i færd med at etablere et brohoved på flodens sydlige bred.

Briterne følger alle bevægelser på stålkonstruktionen, og snigskytter er klar til at dræbe enhver fjende, der forsøger at placere sprængstof.

Sidst på aftenen henvender en lokal bonde sig til de engelske soldater. Manden fortæller, at han er godt træt af den italienske diktator, Mussolini – derfor glæder det ham også, at han har set britiske kampvogne nærme sig fra syd.

Ikke længe efter hører Pear­son den velsignede lyd af Sherman-tankens raslende bælter, og ved midnat kan oberstløjtnanten og Lathbury hilse på officererne fra Durham-infanteriet og 4. panserbrigade fra Montgomerys 8. armé.

Natten forløber roligt uden udfald fra nogen af parterne, og de britiske faldskærmstropper får fyldt maverne med maden fra lastbilernes forsyningskasser – en tiltrængt optankning oven på halvandet døgns slid.

Indtil nu har De Røde Djævle haft held til at forhindre, at broen blev sprængt, og om morgenen 15. juli overtager Durham-infanteriets officerer kommandoen.

Klokken 7.30 indleder en styrke på flere hundrede briter et angreb med støtte fra Sherman-tanks. Da mændene nærmer sig de tyske stillinger på sydsiden, affyrer briterne røggranater, som slører mylderet af fodfolk, der vælter fremad ved siden af kampvognene i et frontalt angreb mod broen.

De grønne tyske djævle sender dog en konstant maskin­geværregn afsted fra deres MG42’ere, og da røgen letter, åbner tyskernes 88-mm-kanoner også ild ovre fra flodens nordlige bred i et forsøg på at sætte Sherman-kampvognene ud af spillet.

De britiske infanterister er ubeskyttede i det golde terræn syd for floden, og soldaterne må i løbet af formiddagen slæbe mange døde og sårede kammerater tilbage over den tørre sicilianske jord.

Til briternes held begår tyskerne en fatal bommert. En kommunikationsfejl betyder, at faldskærmsjægerne syd for broen trækker sig tilbage til nordbredden.

Briterne udnytter prompte situationen og overtager stillingerne på sydsiden. Intense skyderier fortsætter på broen, men efter middag indser briterne, at de ikke umiddelbart kan presse tyskerne væk. Tre Sherman-tanks er sat ud af spillet, 34 britiske infanterister har mistet livet, og mere end 100 mand er såret.

“Det var et rystende syn. Simeto-floden blev bogstavelig talt rød af blodet”, skrev en af soldaterne efterfølgende om de voldsomme tab.

Vanskelighederne vidner om De Røde Djævles heroiske indsats i det forløbne døgn, og Alastair Pearson inviteres derfor med ved bordet, da Durham-officererne planlægger deres næste skridt. Planen er at foretage endnu et frontalangreb.

“Tja, hvis I ønsker at miste endnu en bataljon, så er det måden at gøre det på”, afbryder Pearson, som i stedet foreslår at krydse Simeto-floden øst for broen og derved overrumple fjenden:

“Jeg skal nok tage jer med over floden og føre jer hen til broen, men derfra må I klare jer selv”, lover han.

Pearson sætter sin plan i værk

Kort efter midnat 16. juni er forberedelserne overstået, og Pearson begiver sig af­sted med to kompagnier i hælene.

Da de når et punkt, hvor flodbrinken ikke er alt for stejl, går soldaterne én efter én ud i Simeto og bevæger sig så lydløst som muligt gennem det sommerlune vand, der når dem til livet.

Mens mændene passerer floden, buldrer artilleriet ved Ponte Primosole for at aflede fjendens opmærksomhed.

“Husk, hvad der skete med den anden bataljon”, lyder Pearsons advarsel til Durham-troppernes leder, da parterne skilles på nordsiden – nær tyskernes stillinger.

Mens Pearson bringer sig i sikkerhed på sydsiden af Simeto, fortsætter Durham-enheden frem mod fjenden:

“Vi kunne ikke se, hvor vi gik, fordi det var så mørkt om natten. Vi sneg os frem gennem vinmarkerne, men det var ganske skræmmende, for vi vidste aldrig, hvornår nogen ville ramme os”, berettede en af soldaterne senere.

Briternes intense nattebombardement har dog skræmt tyskerne ved Primosoles nordende så meget, at størstedelen af tropperne er i færd med at trække sig tilbage mod nord.

Kun enkelte skud udløses derfor, da de to kompagnier med Durham-infanteriets fodfolk når frem og begynder at etablere et brohoved.

Midt i retræten prøver en tysk faldskærmsjæger imidlertid et sidste desperat angreb for at sprænge Primosole i stumper og stykker.

Med fuld fart kører han afsted mod broen i en lastbil pakket med sprængstof, men opmærksomme briter beskyder køretøjet og dræber chaufføren.

Den gennemhullede lastbil går i stå uden at detonere.

Montgomery takker for indsatsen

Da solens stråler rammer Primosoles stålkonstruktion ved 6-tiden om morgenen 16. juli, er broen definitivt på britiske hænder. De Røde Djævle har mistet 27 mand under kampene, mens omtrent 500 mand fra Durham-infanteriet er døde eller sårede. Til gengæld kan Montgomerys 8. armé komme hurtigt videre.

Præcis en måned senere indtager de allierede Messina, og Sicilien er under Vestmagternes kontrol. Det ved Pearson af gode grunde ikke, da han om formiddagen 16. juli er på vej væk fra fronten i en lastvognskonvoj med resten af 1. faldskærmsbrigade.

Men skulle oberstløjtnanten være i tvivl om De Røde Djævles afgørende indsats, behøves han blot at genkalde sig Montgomerys ord, inden lastbilerne forlod Primosole:

“Åh, Pearson”, sagde generalen, “hvor er jeg henrykt over at se dig. Du har gjort en stor forskel for min kampagne”.